|
Post by Xazal on Nov 13, 2012 22:24:28 GMT 2
"Skål," svarede Andrew med løftet øl. 'Et særdeles belejeligt tidspunkt at skåle på,' tænkte Andrew ved synet af Jesses lidt eftertænksomme, mørke blik. Den lille kommentar om hans og Morgans kryptiske svar, ignorerede Andrew fuldstændigt.
Det var bedre at lade Jesse snakke. I det hele taget var det bedre at lade andre snakke, indtil der i ny og næ kom noget fornuftigt, han kunne besvare.
"Tys tys-tøsepis, hva'?" fnøs Andrew, velvidende, at han denne gang ikke bidrog med noget fornuftigt til samtalen. Der var sjældent fornuftige ting at sige om Morgan, medmindre han skulle sidde og lyde som en irettesættende, gammel olding. Han tog en tår af sin øl og lænede sig lidt tilbage, støttende på hånden, der stemte imod bordpladen. Udtrykket i hans ansigt var som sædvanlig ikke-eksisterende, bortset fra et lille, fornøjet glimt i de intense, blå øjne. Kropsholdningen var afslappet.
"Hun er kun tidsspildet værd, hvis man ved, hvad man vil," sagde han tørt. Sådan havde det i hvert fald været, indtil ... Michael kom ind i billedet. Hvis den fyr snart ikke fandt en mere målrettet stil, ville han ende i sølet, medmindre oprigtig kærlighed virkelig var the way to go for Morgan. Bah.
Andrew fnøs højt efter sine ord og druknede sin irritation i én stor slurk, der tømte al indholdet.
"Nåh, ja, man kan sgu ikke besidde tøsen, hvis man kommer med blomster," sagde Andrew for at dække over sin irritation. Hvorfor helvede lod han sig overhovedet gå på af den markarbejder?
|
|
|
Post by Josephine on Nov 14, 2012 10:43:42 GMT 2
Jesse hostede og harkede af grin. Morgan + blomster! Nej nej. Det var bare så langt ude. Han kunne se hende proppe benævnte blomster op i røven på ham der turde at give hende dem som et latterligt dyrt scoretrick.
"Man kan sgu da-a-a-a ikke besidde hende," hende røg ud som et vantro statement. Det var sgu da meget sjovt, men ingen kunne eje den bimbo. Det var da klart for enhver der havde øjne i hovedet. Latteren var stoppet. Det var hsns pludselige surhed også. Han kørte hånden igennem håret. Den der ikke holdt om øllen. Han burde hente nogle flere, men gad ikke rejse sig for at være ærlig.
"Nej nej, jeg mener sgu da bare at man kan ikke vide med hende om hun altså kan eller har det hele i munden. Noget kan hun helt, bestmt." Jesse mente sex. Igen.
|
|
|
Post by Xazal on Nov 14, 2012 13:49:23 GMT 2
"Hm," fnøs Andrew over Jesses grineanfald. I det mindste var Jesse underholdt af samtalen; den lille spøg var tilsyneladende gået rent ind, men Andrew morede sig ikke.
Igen sagde Jesse noget, der var fuldkommen åbenlyst - selvfølgelig kunne man ikke besidde Morgan. Han prøvede at overbevise sig selv om, at det var sandt, men Michael stod i vejen - han var dén, der havde åbnet en anden mulighed. Og dét VIDSTE Morgan godt - ellers var hun ikke blevet vred over hans snak om principper. Men hvis hun for helvede ikke holdt fast i det ene eller det andet, ville hun ende som en ynkelig spurv i en gråzone, og dét havde han ærligtalt ikke lyst til at spilde sin tid på. Det var enten eller. Valget bekymrede ham ikke - bare hun snart fik kontrol over sig selv, så hun kunne gøre lidt nytte. Fordømt!
Andrews fingre strøg over bordpladen.
"Hun har sgu nok det meste i munden," svarede Andrew kort og gjorde intet for at skjule, at han ikke mente 'ord'. I virkeligheden gad han ikke fortælle Jesse om, hvad Morgan kunne og ikke kunne - den slags fik man mest ud af ved selvsyn. Alligevel rystede han på hovedet og sagde lidt udglattende: "Jeg tror på, at Morgan kan ordne døren - og hvis ikke, er hun i det mindste fornuftig nok til at være diskret."
Det var nogenlunde, hvad han havde fortalt Jesses ældre bror, og der var heller ikke mere at sige om den sag.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 14, 2012 14:00:54 GMT 2
Jesse kun levende forestille sig Morgan stå ved døren og ikke kunne få den op. Hvordan hun ville råbe og skrige og prøve at sparke den hvor det gjorde allermest ondt.
"Nå nå, hvis du siger det," sagde han og trak på skulderne. Det var jo også fuldstændigt ligegyldigt. Diskret. Som om Morgan kunne gøre noget der var diskret. Det gad Jesse godt prøve at se. Når hun bare gik ind i et rum så sad man sgu og kiggede på den røv. Eller barm. Den var jo perfekt. Fandtes der en perfekt kvinde var det sgu nok hende.
"Men så er vi et skridt tættere på Jorden." Det føltes godt. Rigtigt godt. Plads. Hårdt arbejde. Liv. Ikke det her lortehul af en by.
|
|
|
Post by Xazal on Nov 14, 2012 20:22:56 GMT 2
I Jesses blik stod billedet af Morgans frække røv og perfekte lår lyslevende for Andrew. Den fyr til Jesse havde sgu ikke andet i tankerne, det var tydeligt nok. Men heldigvis var Jesse en kombination af bramfri drengerøv og fornuften selv - det tog ham adskillige nanosekunder at erkende sidstnævnte - når bare panikken ikke stod for døren.
"Men så er vi et skridt tættere på jorden," sagde Jesse, og det fremkaldte et smil på Andrews ansigt - et smil, der for første gang var hverken syrligt eller bistert, som nåede hans ulmende, blå øjne. Smilet udtrykte glæde, øjnene ballade og spænding.
"Det er vi fandeme," sagde Andrew med en vis begejstring - et tonefald, der indgød til high-five og et tonefald, der var så sjældent med Andrews stemme, at den pludselig forekom mere drenget og mindre bister. Det var dumt at glæde sig for tidligt, men lige nu var det afslappende bare at være i nu'et og lægge tanken om Michael fra sig. Morgan kunne han sgu ikke lægge fra sig.
Andrew rejste sig og tog Jesses tomme øl og sin egen.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 16, 2012 12:05:00 GMT 2
Den pludselige fælleskabs bar følelse der greb Andy var uventet. Det var som manden lige pludselig blev et rigtigt menneske. Det var sgu da for morsomt. Jesse analyserede ikke videre over det, han havde bare set det glimt i Andys øjne. Ballade. Fest. Og de kunne jo passende starte med Ella. Hun lå jo bare derinde og det var så morsomt at hun sikker sov og så imorgen vågnede og var ... ha! Korthåret.
Da Andy rejste sig for med deres dåser lænede Jesse sig tilbage. Han kunne ikke lade være med at le. Han kedede sig måske lidt. Jesse kunne godt slappe af, men gjorde det oftest ikke. Især ikke når der var ulykker at lave.
Jesse rejste sig også og han så ind til Ella. Han pegede derind og så på Andy med et kæmpe smil. Det var ikke modenhed der var øverst på hans liste af talenter. Det var langt sjovere at tegne på Ella. Som et eksempel.
"Hvad siger du? Trusser på hendes hoved?" Ingen sammenhæng med noget. Men det ville fandme se sjovt ud.
|
|
|
Post by Xazal on Nov 18, 2012 2:41:22 GMT 2
Det var Andrews hensigt at skille sig af med de tomme dåser (?), men da Jesse rejste sig med et smil, der næsten nåede ørerne, lagde han dem fra sig på bordet, der endnu var varmt efter, at han havde siddet der. Ét eller andet morede tydeligvis Jesse, og Andrew kunne ikke gennemskue hvad.
Heller ikke, da fyren næsten grinende over hele hovedet, pegede hen på sin sovende tvilling. "Hvad? Trusser på hendes hoved?" spurgte Andrew uden følelse. Han kiggede i retning af Elaine, hvis tilstand ikke længere var kritisk at dømme efter den afslappede stemning. Men måske var de vant til det.
"Så længe, du selv krænger dem af hende," fnøs Andrew ligegyldigt. Det var måske én af de her søskendeting, de morede sig over.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 19, 2012 12:23:29 GMT 2
Jesse så bestyrtet på Andrew.
"Jeg har sgu da ikke tænkt mig at tage hendes af, hvad fanden tror du om mig?" Alligevel kunne han overhovedet ikke lade være med at le. Det buldrede i den lille hytte. "Hold kæft man. Bare tanken om at jeg ville flå min søsters tøj af og putte hendes fissetrusser over hovedet på hende bagefter ... det er sgu humor."
I stedet spredte et grumt smil sig over hans ansigt. ¨
"Vi bruger mine ..." han stod i 'soveværelset' og i hånden havde han et par vældig brugte underbukser. Hans. "Løfter du hendes hoved?"
Han var bare så klar til alt muligt. Så kunne hun lære det.
|
|
|
Post by Xazal on Nov 19, 2012 13:50:36 GMT 2
"Jeg har sgu da ikke tænkt mig at tage hendes af! Hvad fanden tror du om mig?"
Andrew skulle lige til at spise ham af med et syrligt svar, men så begyndte Jesse fandeme at grine igen. Der var intet at more sig over - selv det scenarie, Jesse udpenslede med latteren i øjnene, fandt Andrew langt fra morsomt. Men det var alligevel en barnlig form for humor, som Andrew til dels forstod - bare ikke nok til at tage del i den.
"Jeg er bare fuld af gode idéer," sagde Andrew dystert med et bittert drag om munden, da Jesse storsmilende gik i retning af Elaine med sine underbukser i hånden; glimtet i Jesses isblå øjne talte sit tydelige sprog. Jesses egen hensigt havde måske været mere harmløs end Andrews.
Andrew betragtede Elaine, som bare lå ned, passiv og intetanende. Kun den lette rødme i hendes kinder og det næsten lydløse åndedræt vidnede om, at hun var i live. Det var en enorm kontrast til Elaines ellers så livlige, energiske væsen, der var med på den værste.
Nu, hvor det var tydeligt, hvad Jesse ville, kunne Andrew ikke bare stå og virke uforstående, og det var en latterligt moralsk tanke, der fik ham til at rynke brynene misbilligende. "Tror du, det vil have samme effekt som lugtesalt?" spurgte Andrew ufølsomt og lagde en hånd på Elaines isse; han lod den glide ned mod hendes baghoved og løftede hendes hoved omkring ti centimeter op fra puden. Lugtesaltet var en dårlig vittighed; men hvis Elaine rent faktisk vågnede, ville hun givet vis gå i flæsket på dem begge to - hvor afkræftet, hun så end var.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 19, 2012 15:28:03 GMT 2
"Jeg har sgu da ikke skidt i dem," men Jesse holdt alligevel sine brugter underhakerer til næsen og de stank alligvel er pikost.
"Åhåhåh, hun bliver ellevild."
Og så trak Jesse dem over hendes hoved, sikrede sig at hun kunne trække vejret. Lige ind i hans underbukser. Det med lugtesalt vidste han ikke en skid om.
"Andre gode idéer?"
Han kunne ikke lade være med at le. Hold kæft hvor så hun ud.
|
|
|
Post by Xazal on Nov 19, 2012 19:05:50 GMT 2
Andrew kiggede hvast på Jesse - kunne hverken tage del af morskaben eller være lige så forventningsfuld og energisk som Jesse. Han sørgede for ikke at få fingre i Jesses beskidte underbukser. Ikke, fordi han var sart, men fordi det var Jesses, og fordi alt ved Jesse begyndte at gå ham på nerverne.
Selvom alting handlede om at få Elaine op i det røde felt, og det hele var en latterlig spøg, som Andrew lod Jesse udføre uden at komme med indvendinger - ja, selvom det hele bare var sjov og ballade, så kunne Andrew ikke hengive sig til det. Ikke rigtigt.
"Mere øl?" spurgte han tørt. Måske, det ville få Jesse til at gennembløde sine allerede stinkende underhylere, eller hvad fanden... Andrew var ligeglad. Han var ikke en del af det - kun en ufrivillig del.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 19, 2012 23:13:21 GMT 2
Et eller andet gav hende pludselig en voldsom opkast fornemmelse. Hele hendes krop var stadig døsig, men hendes mave gjorde kramper og en modbydelig stank fyldte hendes næse og hev hende ud af søvnen, som medicinen havde lagt hende i. Et eller andet var om hendes hoved og hun kunne hører nogle mumlende stemmer kunne høres. Hvorfor stank der pludselig?
Med en doven hånd prøvede hun at fjerne det der dækkede hendes hoved og hun blev kun mere forvirrede af at det ikke var en pude eller noget af dynen som hun egentlig havde forventet i hendes søvnige tankegang. I stedet for var det noget stof og en elastik som hun fik fat i og hevet af. Stanken forsvandt ikke helt og hun skimtede med øjnene for at se hvad det var. Hun havde ikke helt opfattet at Andrew og Jesse stod lige ved siden af hende. Hendes krop var bare tung og langsom og hendes hjerne forgik i en tyk tåge. Smerten i låret tiltog som hun vågnede, men da det gik op for hende hvad det egentlig var hun holdte i sin hånd, var det det eneste hun kunne koncentrere sig om. Jesse klamme underbukser.
Elaine satte sig op, for hvad der føltes for hende som et hurtigt tempo, men det var egentlig stille og rolig og hun så Jesse stå med et fandens smørrede smil og Andrew lige ved siden af. Hun kunne mærke hvordan det hele vendte sig i hende og hvordan halsen snørrede sig sammen for at holde på mavens indhold. Hendes øjne lynede og hvis hun ikke havde været så forbandet påvirket af medicinen havde hun smadret Jesse på stedet og Andrew efterfølgende. Sindsyge idioter.
I stedet for fik hun svunget benene ud af sengen og rejst sig en anelse usikker, men med den værdighed hun stadig kunne beholde. Hånden med underbukserne slog hun ind i Jesse brystkasse og hun kunne kun forstille sig at det gjorde ondt på ham, for det var ingenting hun kunne få sine muskler til at præstere lige nu.
''Fuck jer.''
Sagde hun iskoldt, gav slip på underbukserne op af Jesse og gik så ud af værelset, med kurs mod det lille bitte toilet de havde. Uden at se sig tilbage og uden at bekymre sig om at hun blot havde en trøje på og ingen bukser. Kun ryggen rank og med en halten der uden tvivl ville blive der et par dage fordi Jesse den forbandede kælling havde stukket nålen lige i musklen. Hun skulle ud og kaste op, så kunne de to tøser stå og fnise over deres klamme fantasier. Hun skulle nok få sin hævn på et eller andet tidspunkt.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 20, 2012 11:19:39 GMT 2
Jesse så sin døde søster rejse sig og han hylede: "Den er levende."
Han skreg påtaget og så hendes vrede skikkelse. hun var uhyggelig. Totalt fuld i sine bevægelse og så den der arm med hans underbukser.
"Åhåhå, er det krig du vil have, Ella?" sagde han mens han sprang rundt om hende og først lod sig lukke ude da hun smækkede badeværelsesdøren i foran ham. Så var Jesse tilbage ved Andy.
"Hun er rasende. Jeg siger dig det." Han lo og kunne ikke stå stille. "Ella!" brølede han dernæst og styrtede hen til døren. "Kan du lide dunsten. Den er 100 % hjemmeproducerede."
Han skreg af grin og var ikke til at styre på nogen måde. Helt klart nedstammet fra ubemidlede hulemænd. I hvart fald ikke meget andet.
|
|
|
Post by Xazal on Nov 20, 2012 11:56:46 GMT 2
I sit stille sind måtte Andrew erkende, at han beundrede Elaine en smule for den værdighed, hun trods alt formåede at præstere, da hun rejste sig. Men alt andet lige var det komisk - et kraftesløst legeme, der ikke kunne adlyde hjernens omtågede vink. Han kiggede efter Elaine, da hun gik, mens Jesse hylede af grin i hælene på og i næste øjeblik foran Elaine, indtil tøsen vaklede ind på badeværelset og smækkede døren.
Andrew satte sig uden betænkning på sengen i det lille værelse og lænede sig op ad væggen.
Andrew fnøs ligegyldigt ad Jesse - kunne ikke engang have givet et svar, fordi Jesse ikke hørte efter, og fordi han igen var ved badeværelsesdøren. Andrew lagde nakken tilbage et øjeblik og løsnede nogle af de anspændte muskler, før han blot satte sig til rette med benene ud over sengekanten og ryggen op ad væggen.
Han kunne ikke se, hvad han skulle få ud af Elaines vrede - dét, der var essentielt, var, at der var skabt lidt røre i Koncertsalen, men siden Elaine havde fået et anfald af en slags, var også dét spoleret. Men forhåbentlig ville det have en længerevarende effekt blandt de mere velhavende. Andrews tanker kredsede om, hvorvidt hans forsøg på at skjule deres spor gennem flugten var lykkedes eller ej, og han gav ikke en skid for Elaine og Jesse, der sikkert ville begynde på et eller andet søskendeskænderi.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 20, 2012 20:15:32 GMT 2
Elaine svarede ikke. Sagde ingenting og reagerede ikke på Jesse der som en anden idiot sprang rundt om hende. Var han evnesvag? Nogen gange havde hun mistanke om at deres mor havde tabt ham som lille. Nej ikke bare tabt ham men kylet ham ned i gulvet. Det havde hun ihvertfald lyst til lige nu. Med hoved først så hans næse brækkede. Hun sagde det bare ikke og da hun så sig selv i det lille spejl i det svage lys, kunne man nærmest ikke se hvor vred hun var. Hun var hidsig. Ved at brænde op af vrede inde i sig selv, men hendes krop og tanker var fanget i en tyk masse der forhindrede hende i at gøre noget som helst. Med lidt vand og sæbe fik hun vasket den ubehagelige stank af Jesse af sit ansigt. Flere gange, hel grundigt måtte hun gnide sig med sæben, og selv om hun ikke kunne lugte det mere, så havde hun stadig fornemmelsen. Hendes mave blev ved med at vende sig. Han kunne bare vente sig Jesse.
Hvor lange hun bare stod og hang, med det kølige vand mod sin hud havde hun ingen anelse om. Tidsfornemmelsen var forsvundet. Men pludselig tørrede hun ansigtet og helt bevidst ventede hun ikke med at Jesse pænt gav plads ved døren, men smækkede den op i hoved på ham. Det håbede hun ihvertfald på ville ske, for et øjeblik havde hun kunne mønstre lidt energi og skubbe hårdt til døren. Men det var ingen sikkerhed på at hun ramte.
''Jeg hader dig.''
Sagde hun iskoldt og humpede videre tilbage til sig værelse uden at se sig tilbage. Hun gad ikke tjekke om han var okay. Men hendes seng var ikke ledig og i stedet sad Andrew der, fuldstændig henslængt som om han troede at han kunne tillade sig det efter den tur. Han frydede sig nok rigtig. Han havde set hende, mens hun havde haft et anfald. Af alle mennesker, skulle det selvfølgelig være ham der så det. Havde hun haft kræfterne havde hun sparket ham ud, sammen med Jesse, men i stedet så hun bare på ham med smalle øjne og gik hen i sengen, hvor hun kigge ligge sig under dynen igen, men ikke strække benene for ham.
''Gå din vej.''
Var det eneste hun mumlede til ham. Blikket væk fra ham. Hun gad ikke se ham ligge og frydede sig over hendes tilstand og hvordan han og Jesse havde hånet hende.
|
|