|
Post by Josephine on Oct 22, 2013 23:30:09 GMT 2
Gabriel blev trukket ind af hendes stemme. Ordene. Lyrikken der flød fra hendes læber i en melodi han ikke kendte, og som for ham ikke var helt tydelig, men allestedsnærværende. Det gav ham gåsehud. Hvordan der lå en historie som han ikke fik slutningen på. En historie som Emma ville have kunne fortælle ham da han var lille, men som Maddie gjorde med fantasi om det ophav de fælles kom fra. Han så hendes mund forme ordene og hendes fingre slå ud i luften.
"Du er ikke helt tilfreds," sagde han da hun stoppede. Han måtte først stå lidt og bare absorbere. "M, vi skal have dig til et klaver så du kan spille den for mig. Hvordan går det: Form dirty paws and the creatures of snow. Det er jo fantastisk. Det virker som om det er et eventyr og jeg bliver helt. Altså Maddie for pokker jeg vidste jo du gemte det i dig, men nu vil jeg høre melodien."
Han rablede af sted. Som om hendes musik havde smittet ham med hendes sind. Som om det at hun selv havde kreeret noget gjorde at han ikke kunne undgå at få en lille smule af Maddie ind i sin hjerne. Han rørte ikke ved hende, svang hende ikke rundt. Stod der med åbent sind og med åbne øjne og stadig med et udtryk af: 'Fandens det var godt' og havde lyttet kritisk, men ikke fundet fejl. Det håbede han hun vidste.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 23, 2013 21:28:39 GMT 2
Maddie rystede på hoved. Nej hun var ikke tilfreds, men det var alligevel en af de få sange, som hun følte var tættest på at være noget nær færdig. Men den manglede stadig noget. Hun havde det hele i hoved. Hele melodien, hele teksten. Alt. Men hver eneste gang hun satte sig ved klaveret eller åbnede for notesbogen ændrede den sig en smule. Små ting, men det gjorde alligevel at hun ændrede på det hver gang. Og hun havde en følelse af at et enkel klaver ikke var nok til sangen. Den manglede mere. Men hun havde ikke andre instrumenter. Kun en guitar, og det var ikke hendes stærkeste instrument.
Men alligevel overraskede det hende hvor meget det betød at Gabriel kunne lide den. Ikke fordi han var hendes kæreste, eller fordi hun virkelig havde mange følelser for ham. Men som sangskriver betød det verden for hende. Hun havde set ham et øjeblik mens hun sang, og han lyttede. Ikke med hjertet som det eneste, men med øret. Han lyttede med sit musiske talent. Lyttede om der kunne ændres et eller andet. Han så måske ikke så stort på sit talent, mente at han ikke var noget stort, men om han ville det eller ej, så kunne han finde ud af musik. Der var jo også en grund til at de havde valgt ham, frem for alle de andre ansøgere til at blive hjælpelærer på Konservatoriet. Det var en adgangs billet til at blive lærer, hvilket var et stort erhverv i manges øjne, når det var på Konservatoriet. At han syntes den var fantastisk var en større ros end hun kunne have håbet. Hun kunne ikke lade være med at smile og kunne mærke en varme i kinderne.
''Hvis jeg må låne dit keyboard, vil jeg gerne spille melodien for dig.''
Hendes øjne fortalte hvor glad hun var for hans begejstring for hendes sang.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 25, 2013 2:09:54 GMT 2
"Mit keyboard!" han lød som om han var ved at brække sig. Som om selve tanken var forfærdelig. "Der er ingen klang, ingen magi, det er en død plastik ting der leverer lyd i højtalere. Nej du kan fandme tro at mit keyboard ikke skal spille dén sang. Vi tager på skolen og det er lige nu."
Han greb hendes hånd. Hev hende med. Han var stadig fuld af Maddie. Hendes sind. Hendes måde at tænke på. Hendes måde at snakke på. Hendes måde at gøre tingene på.
"Jeg mener din sang skal have det hele den skal have så meget mere end hvad en fabrikeret lyd kan give det. Den skal have det hele, man jeg ville ønske jeg havde min guitar med, men jeg kan vel låne, fordi jeg er lidt bedre til guitar end jeg er til klaver. Eller lidt, jeg sutter til klaver, og jeg har set dig på det og det er magi, jeg fatter faktisk ikke hvorfor du ikke skulle spille klaver til koncerten. Årh, M du var fantastisk, du er altid fantastisk når du synger, men dig og klaver det giver mig bare lyst til at græde."
Det mærkelige var at han bare sagde det han mente. Det fløj ud. Han snurrede hende rundt i en piruet og hev hende så med igen. Så pludseligt stoppede han og så ind i hendes store brune øjne.
"Maddie ... jeg er virkelig glad for at du ville synge den for mig. Jeg føler mig ..." det var et lavere tempo, mere stille, han så ind i hendes øjne hele tiden, og han var faktisk på nippet til at græde. "... beæret. Jeg føler mig beæret."
|
|
|
Post by Tenner on Oct 26, 2013 15:33:05 GMT 2
Maddie nåede knap nok at gøre noget, og da slet ikke at sige noget før Gabriel tog hendes hånd og hev hende med mod Konservatoriet. Hun lagde hoved tilbage og kunne ikke lade være med at le. Det var så fantastisk en følelse at mærke hans glæde over hendes sang og hvor høj han var. Han snakkede løs og snurrede hende rundt i en piruette. Hun ville have sagt at han godt kunne spille klaver. Hun ville have sagt at da han spillede sin sang for hende på klaveret, den dag han var hjemme hos hende, havde det også været magi. Og hun ville have forklaret at hun havde spurgt om hun ikke måtte spille klaver til Koncerten i stedet for at stå alene foran alle sammen, men at de havde sagt nej fordi hendes stemme var mere magisk alene. Men hun nåede ikke alt det før han pludselig stoppede og fangede hendes øjne. Hun følte sig helt åndeløst i et øjeblik. Den pludselige glæde der var røget ud af ham og hvordan han pludselig havde trukket hende med, var et øjeblik sat på pause. Ikke forsvundet, men han havde brug for at fortælle hende hvor meget det betød for ham at hun havde sunget for ham.
Og hun kunne hører hvor rørt han var. Hun lagde en hånd mod hans kind.
''Jeg vil elske at spille den hele for dig på klaver og med dig på guitar samtidig.''
Så stillede hun sig på tæer et øjeblik. Fangede hans læber og nu var det hendes tur til at hive ham med sig.
|
|