|
Post by Josephine on Nov 26, 2011 14:22:40 GMT 2
"Men der er mærkeligt ikke, man har et sted som rigtigt mange kender og de kan ikke gå forbi uden at ligge mærke til det og så er der dem som går forbi hver dag og aldrig har set det."
Inde i Gabriel begyndte en mærkelig uro at brede sig. Som om en sang spillede i ham. Det var som om at herinde uden Maddie ved hans side var han ved at blive kvalt. Og det var ikke på grund af de gamle mennesker, men hendes fysiske fravær. Han smilede til Henry mens hans knæ hoppede op og ned.
"Men man kan jo altid sige at nu kom vi og det er jo så ret godt, ikke sandt?"
Gabriel var ikke helt klar over hvad hans selv sagde.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 26, 2011 17:53:58 GMT 2
''Unge mennesker puster det altid lidt op, det kan vi roligt blive enige om.''
Henry kradsede sig på hagen hvor vide skægstuppe var at se. Han havde aldrig haft den voldsommeste skægvækst, men det havde aldrig været et problem for ham. Agnete havde aldrig brudt sig om skæggede mænd.
''Men det kommer så sandelig også an på hvem der kommer ind, men i to virker som nogle søde mennesker''
Han havde et glimt i øjet og smilte til Gabriel. Han mindede lidt om ham selv, den gang han havde været ung.
''Måske går folk forbi dette sted fordi de ikke har interessen... Da jeg var ung, så gik vi heller ikke på bare, hvor de hørte den musik vi ikke kunne lide. Det skulle undre mig voldsomt, hvis det har ændret sig meget?''
|
|
|
Post by Josephine on Nov 29, 2011 21:20:59 GMT 2
"Jeg tror du har ret. Men på den anden side har jeg jo gået på konservatoriet og haft musikhistorie. Desuden er det jo også nærmest for en gruppe af større eller mindre grad der synes det er retro at lytte til bedsteforældrenes musik."
Gabriel lo og trak på skuldrerne. Jo de fandtes i hvert fald.
"Men det var jo tilfældets vej der rørte os her forbi. Maddie og jeg og måske er det hele meningen med den her tur. Opleve noget relativt ukendt. Ikke kende hver en sti."
Det var for Gabriel som en åbenbaring. Ham der helst skulle have orden på sin vis og altid tungen lige i munden
|
|
|
Post by Tenner on Nov 29, 2011 22:57:30 GMT 2
''Det lyder som et dejligt eventyr'' Sagde Henry lettere drømmende. Han kunne godt misunde de unge mennesker en gang imellem, men han havde haft sit liv og fortrød intet.
Maddie kom tilbage til bordet med en rund bakke hvor der var placeret tre kopper på. Hun gik så forsigtigt hun kunne, for ikke at det skulle skvulpe over, og det gik da også lige. Dog med nogle enkelte få uheld.
''Vær så god!'' Smilede hun stort, stillede en ved dem hver og en foran sig selv. Bakken lod hun stå på bordet lige for nu, den kunne hun går op med senere.
''Det skulle du da ikke havde gjo..'' Begyndte Henry omkring den kop hun havde haft med ned til ham også, men Maddie smilede som altid og rystede på hoved.
''Tænk ikke på det, det var dig der anbefalede det og ville være så trist at drikke det uden dig jo''
Henry vippede lidt med hoved og gjorde sig enig i hende. Det var jo meget pænt.
''Jamen så skål da'' Smilede han så der kom om end endnu flere rynker i hans ansigt og han smagte på kaffen. Den var god som altid og stærk med snapsen i. Den varmede ned igennem og vækkede alle de minder han havde fra dette sted.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 29, 2011 23:34:03 GMT 2
Gabriel kunne meget godt lide der ikke var noget med at de skulle drikke alt på en gang og så hurtigt til næste opgave. Bare at drikke en god kaffe med måske god fløde ting i. Eller hvad de nu kaldte det.
"Skål."
Han satte det fine krus til munden og drak. Plastikken var varm grundet kaffen som var præcis som den skulle være.
"Tak." sagde han til Maddie. "Så er det min tur næste gang. Ellers er det en smule ugentle. Ikke sandt?" sagde han henvendt til Henry
|
|
|
Post by Tenner on Nov 30, 2011 12:05:17 GMT 2
"Skål"
Maddie smilede og smagte på den varme drik og skar ansigter. Kaffen var bitter og snapsen gjorde det ikke bedre for hende. Men hun sagde ikke noget og drak videre. Bare små sip, så var det til at klare.
"Det vil jeg give dig ret" sagde Henry og drak mere af kaffen.
Maddie grinede og rystede på hoved. Alt det gentlemans halløj betød ikke voldsomt meget for hende, men det var nu meget rart der blev tænkt sådan på hende.
"Jeg tror nu aldrig kaffe lige bliver mig" sagde hun og sippede endnu en gang.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 30, 2011 16:03:31 GMT 2
"hvad snakker du om? Kaffe er sendt til os fra højere magter. Gaven, gaven til menneskeheden. Det og så kan ingen lide kaffe fra starten. Man skal vende sig til det."
Gabriel grinte og drak glad mere.
"Jeg hadede det, men jeg blev nødt til det grundet opgaver sent om natten. Hvis I forstår?"
Gabriel slog sig på næsetippen
|
|
|
Post by Tenner on Nov 30, 2011 17:00:12 GMT 2
''Hvis de højere magter syntes det er en gave til os, kunne de så ikke få det til at smage godt fra starten af''
Lo Maddie. Det skulle ikke undre hende, hvis man bare skulle lærer at drikke det, til sidst havde man vel bare vænnet sig til den bitre smag, men hun havde ikke lyst til at drikke vildt meget af det ihvertfald. Ikke lige nu. Men det varmede nu godt og snapsen kradsede i halsen.
''Den gang jeg var ung...''
Begyndte Henry men stoppede sig selv, som om han pludselig skulle til at tænke over det, men det var egentlig ikke det.
''Hold da op, hvor lyder jeg dog gammel efterhånden, nå, men altså kaffe har virkelig hjulpet mange gennem tiden... ''
Egentlig ville han havde sagt mere, men pludselig råbte en dame på scene Gabriel og Maddies navne op over mikrofonen.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 30, 2011 22:08:44 GMT 2
Gabriel så på Maddie, rejste sig og bukkede for hende.
"Kender du ordene oh du skønne jomfru!"
Smilede han med hånd strakt frem. Han glædede sig. Elskede den sang.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 30, 2011 22:40:23 GMT 2
Maddie stillede sin kop på bordet, knap nok halv færdig men det gjorde hende ikke noget. Stedet var ikke til at man skulle sidde og bunde det og at sippe sig igennem det var heller ikke noget hun havde voldsomt lyst til. Det her var langt bedre og hun lagde mærke til hvor meget hun egentlig havde glædet sig. ta
''Nogen lunde vil jeg sige, du tapre unge mand... Ellers hjælper du mig jo''
Hun tog fint hans hånd og kom op og stå ved siden af ham. Nogle enkelte steder var hun usikker på teksten, for så meget havde hun heller ikke hørt det, men det hjalp som regel altid at hører musikken og når man først var igang plejede det jo at gå. Bare hun nu ikke dummede sig. Hun ville jo gerne gøre det godt for Gabriel.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 1, 2011 11:36:12 GMT 2
Gabriel bukkede endnu en gang og nikkede til pianisten på det elektriske keyboard. Så fandt han nede i sig selv sin hæse lidt lyse mandestemme frem og smilede bredt til Maddie. Dette skulle være et show for dem, men specielt også for de gamle.
"I må selvfølgelig synge med."
Klaveret slog an med lyse orgel toner. Præcis som han kunne lide den. Skærmen foran pianisten vidste sikkert noderne.
"Liiiisten baaby." Han pegede på Maddie "Ain't no mountain high Ain't no valley low Ain't no river wide enough, baby."
Han gav den alt hvad han havde. Følte at han mente det. Nu var det hendes tur. Med den flotte stemme og de søde ord.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 1, 2011 12:11:10 GMT 2
Maddie smilede sødt og var imponerede af Gabriel. Han sang jo virkelig godt også og det passede nu også langt bedre til ham det her, end det perverse han først havde startet med. Hun glemte folk omkring dem og så kun Gabriel. Et kort sekundt var hun i tvivl om teksten da han nåede til sidste linje af hans vers, men hun startede bare med at synge og så kom det af sig selv. Det var det smukke ved musik at det meste bare kom til en, hvis man lod det.
If you need me, call me No matter where you are No matter how far Just call my name I'll be there in a hurry You don't have to worry
Hun snurrede rundt om ham og sang. Hun ramte tonerne så de passede somme og blev en smuk duet over en fantastisk sang, der altid havde glædet folk i mange generationer. Hun gjorde sit bedste på at ramme tonerne og det lød fantastisk da de sang sammen. En dejlig harmoni.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 1, 2011 12:19:18 GMT 2
Han elskede at de fik lov. At det var muligt. At de rent faktisk harmonerede. Han elskede desuden også omkvædet. Det handlede ikke om elskende men om at mennesker havde brug for hinanden. At ordene ikke længere passede var noget andet, men symbolikken forstod de jo alle. Og alle havde jo set billeder af hvad der blev sunget om.
Publikum var ikke et støjende, men det var som om de tunede deres høreapperater ind på dem. Gabriel kunne se nogle mumle med. Han så også dem der smilede og bagerst så han Henry.
Hant tog sine næste linjer snurrede rundt og lagde sig på knæ foran Maddie med et oprigtigt udtryk. Nogle lo
|
|
|
Post by Tenner on Dec 1, 2011 13:24:58 GMT 2
Hun lo kærligt da han satte sig ned på knæ foran hende, men hun forsatte med at synge. Han var fantastisk, og hun lagde en hånd på hans kind. Ignorerede at nogle lo, for det betød ikke noget lige nu. At synge for at synge for det her publikum var helt anderledes end det andet hun havde prøvet idag, men det gjorde intet, da det ikke var dem der fik hende til at flyve under den her sang. Hun fjernede hånden fra hans kind, tog i stedet for hans hånd og hev ham op at stå foran sig. Stadig med fuld kontrol over sin stemme, der var blød som smør og skøn som altid. Det var lang tid siden hun havde sunget duet med nogle og det var på ingen måde nogle oplevelser der toppede den her.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 1, 2011 14:37:59 GMT 2
Gabriel overtog det sidste vers midtvejs og han så lige ned på smukke livsglade Maddie.
"If you ever need a helping hand I'll be there on the double As fast as I can" Han gjorde den sidste linje en oktav dybere og klingede på flere forskellige toner i en der kunne være ren. Han nød det og mente det faktisk. MEningsfuld musik var væsentlig og ikke noget nyt for Gabriel, hans fjollede kærlighedssange mente han altid når han kreerede dem, komponerede dem, men de blev altid efter et stykke tid uærlige.
Han snurrede hende rundt og lukkede hende ind i sine arme mens de sang omkvædet to gange. Han ville lade hende lukke den. For hun sang smukkest. Det ville være det bedste indtryk.
|
|