|
Post by Josephine on Mar 29, 2012 10:10:27 GMT 2
"Abi ..." sagde Gabriel blødt. "Der er ikke noget galt i at have drømme."
Han kunne have sagt så meget andet, men det var noget Adam ofte havde sagt. Der var ingen i Gabriels søskende der virkeligt drømte stort. Ikke unormalt stort. Men det var på grund af de fleste af dem havde en praktisk sans, så de vidste hvad de gik efter. Men Abigails drøm var jo ikke uopnåelig. Overhovedet.
"Hvis du tror så begynder andre også tro. Og jeg tror allerede."
Hvor meget skulle hun bruge? Og havde han lagt for tykt på?
|
|
|
Post by theresa on Mar 30, 2012 12:54:22 GMT 2
Hun skævede op til ham igen og smilede. Det var sødt af ham at sige sådan. Selv hvis han ikke mente det, men prøvede at opmuntre hende. Så var det sødt af ham at lyve bare for hendes skyld. Han var sød, det var han.
Hun vidste stadig ikke hvad hun skulle sige, så hun skiftede emne. "Men... Jeg afbrød jer ikke i noget vigtigt?" spurgte hun.
|
|
|
Post by Tenner on Mar 30, 2012 23:45:44 GMT 2
Maddie kom tilbage til virkeligheden, ud af sin egen lille verden. Afbrød i hvad? Hun undrede sig først lidt over, hvad Abigail mente med det. Da det endelig gik op for hende smilede hun og rystede på hoved, selv om hun nok måtte tilstå at hun faktisk var en smule ærgelig over at skulle dele Gabriel med nogen idag.. Det havde hun jo allerede gjordt lidt med Joanna der hjemme, og nu skulle hun dele ham med Abigail. Men hun skubbede ærgelsen til siden.
''Nej, ikke noget som ikke kan vente. Vi var på vej over til musik konservatoriet''
Det lød egentlig lidt underligt når hun sagde det højt for en anden. Før havde det set ud som en god ide. Tage til ens skole på en fridag. Men mest var det fordi Gabriel havde nøglerne og de kunne komme uforstyrret ind og låne lidt tid på det flotte store flygel. Hendes fingre kløede efter at prøve det igen og hører des smukke klang. Men det måtte jo vente til en anden god gang, med mindre. Nej... Nej det ville hun nok ikke.
|
|
|
Post by theresa on Apr 1, 2012 22:49:56 GMT 2
"Hm... I må altså godt, hvis det var noget i gerne ville..." Hun kunne ikke lade vær med at undre sig lidt over, hvorfor de skulle til konservatoriet i en weekend, men det var vel det samme med hendes forældre. Men hun ville ikke afbryde det. De var jo trods alt sammen. Hun kunne jo ikke bare ringe til Gab og tro han ville smide alt i hænderne for hende. Vel? Det var jo ikke fair. Så vigtige var hendes problemer vel heller ikke. At hun følte sig lidt alene af og til var jo ikke hans problem. Vel? Godt nok havde Simon sagt det der, men hun havde det dårligt over at være en byrde for Gabriel
|
|
|
Post by Josephine on Apr 1, 2012 22:56:29 GMT 2
Gabriel smilede til Maddie. Kæft hvor var hun det sødeste han havde mødt.
"Faktisk vil jeg bare gerne vise Maddie frem," sagde hun med et kæmpe drenget smil til Abi. "Så du forstyrre overhovedet ikke. Og desuden har jeg jo sagt til dig at du altid kan ringe. Lige meget hvad. Jeg holder mine løfter, det ved du da fjollehovede."
Han var faktisk helt estatisk glad. Det var længe siden han havde været mere end bare lidt forelsket. Han kunne mærke at han faktisk bare rigtigt godt kunne lide hele Maddies væsen. Men også hendes krøller. Og smil. Og små søde hænder.
"Og lige nu vil jeg gerne være her sammen med Maddie og dig."
|
|
|
Post by Tenner on Apr 1, 2012 23:57:23 GMT 2
Maddie kunne ikke skjule en let overraskelse ved Gabriels ord. Hun havde ikke forventet at han ville sige det, men i stedet for noget med at forsætte hendes forklaring, eller fylde mere på den. Hun smilede glad til Gabriel og hev det ene ben op på stolen, så hun sad mere behageligt. Ikke at det så sådan ud, med låret trykket op med maven, men at sidde ret op og ned i længere tid duede ikke for hendes i længden. Hun var også færdige med at spise og skulle ikke have flere sandwich. Der var også kun et par stykker tilbage. Hun strøj nogt af det røde hår bag ørene og så så på det to. Hun havde lyst til at kysse Gabriel, men følte ikke det ville være fair lige nu, mens Abigail sad lige foran dem.
''Nå, men hvordan faldt i to så i snak?''
Igen bare det første og bedste spørgsmål der stod i kø for at komme ud. Gabriel havde kun vagt forklaret om det og hun var da nysgerrig efter om der var en lille historie bag. Hun følte sig langt mere afslappede end lige da de kom og hun bare var efterladt til at gå alene rundt i lejligheden og vente på det blev færdige med hvad de nu end skulle ude på badeværelset. Det var hende Gabriel kunne lide og ville være kærester med... Ikke Abigail. Aigail var bare hans veninde.
|
|
|
Post by theresa on Apr 5, 2012 18:57:17 GMT 2
Hun kiggede på Gab og hans kæreste. Maddie. Hun så virkelig sød ud. Med det der røde hår. Hun forstod godt hvorfor han så godt kunne lide hende, hun virkede virkelig sød. Abi ville ønske hun var sådan, så ville hun helt sikkert få lidt flere venner. Så ville folk nok ikke tænke hun var irriterende og deprimerende at være sammen med. Eller også ville de tænke, at hun så hæslig ud når hun var helt hvid og havde hvidt hår og egentlig bare lignede et spøgelse. Maddie var så smuk med farve i ansigtet og det glødende røde hår... Det var virkelig smukt og iøjnefaldende.
Det gik op for Abi, at hun havde stirret på hende og hendes hår, og hun sænkede blikket. Så vendte hun tilbage til spørgsmålet, hun havde stillet Gab og Abigail.
Hun trak på skuldrene. "Simon... Min psykolog sagde at Gab skulle begynde at snakke med mig og så..." mumlede hun mens hun atter bare kiggede ned. Hun havde nogle gange dårlig samvittighed over, at hun var til det besvær. Det havde hun virkelig. Selvom folk sagde hun ikke var til besvær, kunne hun jo godt regne ud, at hun jo ikke var helt nem. Hun prøvede. Ved at lukke sig ind på sit værelse eller male eller prøve at tænke på noget andet, men tit var det ret svært bare at glemme, at hun ikke var glad. Ofte var det svært at kæmpe imod de følelser der kørte rundt i hende. Frustrering, fortvivlelse, dårlig samvittighed, ulykke, selvbebrejdelse... Det var bange ting der trykkede sådan en lille skabning som Abigail, og hun kunne ikke engang bare hanke op i sig selv - det var nærmest en umulighed for hende. Det havde det nærmest altid været. Hun kunne i hvert fald ikke huske, hvornår hun sidst havde følt sig god nok. Følt sig okay. Følt sig glad. Følt sig elsket. Positive ting. Altid var der en lille stemme i hendes hoved det sagde: "De kan alligevel ikke lide dig," "De lyver når de siger du er god nok," "Du er ikke god nok," "Du skal ikke tro du er noget," ....
|
|
|
Post by Josephine on Apr 6, 2012 14:28:27 GMT 2
Gabriel rystede energisk på hovedet.
"Det var nu ikke helt sådan det foregik fra min synsvinkel. Eller ... øhm ja hvad man nu siger," han lo og blinkede til Abi. Han ville bare gerne holde om hende og nusse hende i nakken. Tsk. Han rykkede lidt tættere på hende og så på hende samtidig, det var jo hende historien var til.
"Altså jeg blev bare inviteret til middag oppe hos Eva og Simon og der sad Abi og stak til maden og dum som jeg var lo jeg ad hende, fordi hun holdt mærkeligt på gaflen."
Han huskede hvordan hun med et hulk, så dramatisk at han først ikke lige troede på det, rejste sig og stormede ud. Han havde indset det var måske en smule idiotisk at starte et nyt bekendtskab sådan. Men hun havde været helt utrøstelig. Som om han havde slået hende og så spyttet på hende.
"Så-øh jeg måtte jo råde bod på det, så jeg skrev en sang og tog herhen efter have fået adressen af Simon," Gabriel klemte Maddies hånd. "Og du tilgav mig, gjorde du ikke?" Han smilede stort til Abi. Gosh hvor havde han været en idiot.
|
|
|
Post by Tenner on Apr 6, 2012 16:26:22 GMT 2
Det var virkelig svært at få nogle ord ud af den pige, eller bare en anden reaktion en at se forskræmt ud. Maddie havde godt lagt mærke til at Abigail stirrede på hendes hår og det fik Maddie til at rode lidt ved det, som om hun var flov over at pigen stirrede. Ikke at hun var det, langt fra, det var jo ikke uvant at folk stirrede på det når hun rendte rundt med sådan et bål på hoved nærmest. Hun lyttede til Gabriels fortælling om hvordan det egentlig var gået til. Hun kunne ikke lade være med at smile af det og så over på Abigail, som Gabriel spurgte om Abigail ikke tilgav ham. Men hun kunne ikke lade være med at tænke om Abigail måske havde været et crush, ligesom hende med øjenbrynene? Måske lidt mere, når nu de stadig holdte kontakten og Gabriel stadig så Abi. Maddie flettede sine fingre ind i hans større hånd og klemte tilbage.
|
|
|
Post by theresa on Apr 12, 2012 19:03:25 GMT 2
Abigail kiggede fra Gabriel til Maddie med rynket pande og rettede sig så lidt op. Det havde slet ikke været på grund af ham hun havde grædt. Måske havde han slået hul på gråden, men hun havde været ked af de i forvejen. Hun kunne faktisk ikke helt huske hvad hun havde været ked af det over, men det havde i hvert fald ikke været på grund af ham. Sikkert ikke på grund af nogen, men bare hende selv. Hun havde aldrig tænkt over at hun holdt gaften anderledes. Hun havde bare holdt den helt i enden. Havde ikke tænkt at det var mærkeligt overhovedet.
"Det var altså ikke din skyld..." svarede hun og trak forsigtigt på smilebåndet.
Hun tænkte på den dag han var kommet med den der sang. Hun havde slet ikke fattet sine egne øjne - eller ører. Han var ret god til det der med musik. Det havde slet ikke været det værd med en sang, hun havde jo bare overreageret. Hvilket hun også havde prøvet at sige til Gab en masse gange, men han trak ikke undskyldningen til sig. Han ville sikkert også komme med en eller anden indvending nu.
|
|
|
Post by Josephine on Apr 13, 2012 10:15:24 GMT 2
Gabriel kunne ikke lade være med at ae Maddies håndryg. Hvor var det dog uskyldigt og på en sær måde pirrende. Det var ikke så lige på og hårdt som han var vant til, fordi alting var Maddies første gang. Det var på en sær måde. Alt med hans første gange var delt ud på forskellige piger og det var ikke på samme måde spændende mere. Alligevel var det, det lidt med Maddie. Han ville virkelig gerne give hende en god oplevelse.
"Det var ikke nogens skyld din fjolle, det var jo bare ... du ved, du havde brug for at græde og altså det skal man have lov til. Og jeg havde brug for at skrive en sang der hed 'En dråbe i havet' så det hele passede perfekt."
Det var netop den sang han faktisk havde tænkt sig at spille for Maddie, men så var de bare kommet ind på noget andet. Det var ikke så meget en kærlighedssang som det var en erklæring om at man bare ledte efter noget mere perfekt. Noget bedre. Ej det var bare typisk ham at skrive sådan noge føle, føle noget der ikke var specielt dybt.
"Men Abi knuste mit hjerte da hun blankt afviste mine tilnærmelser og der var det jo Abi der stod foran min dør, ikk?"
Ups ... det var måske ikke skide smart sagt.
|
|
|
Post by Tenner on Apr 13, 2012 10:44:38 GMT 2
Selvfølgelig tog Abigail skylden fra Gabriels skulder, der behøvede man ikke at kende Abigail dybt, men Maddie var overrasket over at pigen smilede. Det var ikke første gang, men det havde virket i starten som om at Abigail slet ikke hørte hvad Gabriel sagde, men bare blev ved med at nedgøre sig selv i hoved. Det så ikke sådan ud den her gang. Smilet var mere ægte end nogle af de andre hun havde vist. Varmen fra Gabriels hånd og den rare følelse af hans fingre der strøg håndryggen holdte hende på plads i samtalen og lod hende ikke svælge.
Hun prøvede alligevel at forstille sig Gabriel stå foran Abigails dør med sin guitar og spille sin sang for hende. Nærværende som altid når han sad med den, og som uden tvivl kunne få pigehjerter til at smelte. Det havde han jo selv gjord med hendes.
''Men Abi knuste mit hjerte da hun blankt afviste mine tilnærmelser og der var det jo Abi der stod foran min dør, ikk?''
Hans ord skar igennem og ændrede billederne fra uskyldig venskab mellem ham og Abigail til langt mere. Der havde altså været noget imellem dem og ikke kun venskab. Hun tog sig selv i at sidde og bide sig i læben og hun brød sig ikke om de følelser hans ord vækkede i hende. Det var ikke rart.
''Hvad skete der så?''
Hun ville faktisk overhoved ikke vide det, men det var det spørgsmål der var kommet ud da hun havde åbnet munden.
|
|
|
Post by Josephine on Apr 13, 2012 18:12:42 GMT 2
Maddie så ikke engang på ham. Gabriel vidste han havde dummet sig. Den kunne reddes. Med sandheden endda.
"Jah, altså ikke noget. Jeg har jo prøvet den slags før," svarede han med smil og puffede til hendes skulder så hun instinktivt ville vende sig. Der var hendes smukke brune øjne. Måske lidt forurettet. Måske lidt vrede. Han smilede sit store drengede smil. "Men sådan var det heldigvis ikke med dig."
Han lænede sig frem og kyssede hende. Bare et blødt tantekys. Bare lidt på hendes let røde læber. Bare lige der. Så rettede han sig op og blinkede til Abi.
"Og lige siden da har jeg på sin vis forpestet Abis liv så godt jeg nu kunne, er det rigtigt, min lille prinsesse?"
Han kaldte hende prinsesse fordi hun mindede om de sarte piger der var med i eventyr som han havde læst for sine yngre søskende. Og som hans ældre søskende havde læst for ham. Men også lidt for at vise Maddie at det rent søskende kærlighed der var mellem hamog Abi nu, for han havde jo kaldte Joanna det samme: Prinsesse.
|
|
|
Post by Tenner on Apr 14, 2012 0:51:51 GMT 2
Maddie så på Gabriel da han puffede til hende. Forvirringen var ikke svær at se, men der var mere i det. Det kom jo ikke bag på hende at han havde haft andre, det var jo ingen hemmelighed... Men hvorfor sad hun så og følte at Abigail var en hemmelighed der dukkede frem og ikke var en af de gode? Den stakkels pige havde jo ingenting gjordt og Gabriels ord forsikrede hende jo i at der ikke var noget. Der var ikke sket noget mellem ham og Abigail. Hun var fordybet i hendes tanker, at hun ikke så ham kysse hende før hun mærkede hans læber. Det var kort, en blød følelse af hans læber som bad hende om at kræve mere. Alle de dumme tanker forsvandt, for Gabriel forsikrede hende om at der ikke var noget at bekymre sig om...
Havde det været så let at se? Hun skammede sig næsten et øjeblik over at havde tvivlet. Abigail var bare Gabriels veninde ikke mere der. Og hvis der havde været følelser tidlgere betød de ikke noget nu, for det var jo hende han kunne lide. Hun smilede da hun smed de tarvelige tanker fra sig og fik lyst til at synge. Synge højt og tydeligt, fortælle alle om hende og Gabriel og hvordan hans søde ord fik det til at kilde i maven af fryd, og hvordan hans læber sendte elektriske impulser gennem hendes krop og gjorde hende hel levende... Men hun forvoldte sig i ro. Holdte munden lukket, da Gabriel henvendte sig til Abigail igen og kaldte hende prinsesse ligesom han havde gjordt med Joanna.
|
|
|
Post by theresa on Apr 15, 2012 1:24:20 GMT 2
Abi lo vagt af Gabriels lille beretning om hvad der var sket. Hun var ikke blind for hvordan folk reagerede eller følte omkring hende, og det var tydeligt der havde været et eller andet. Hun vidste ikke helt hvad, men et eller andet der havde gjort det anspændt i et kort sekund. Hun vidste ikke hvordan hun havde set det, om det var atmosfæren eller deres ansigtsudtryk eller den korte tøvende stilhed der havde været mellem dem som Gabriel havde brudt og blødgjort ved at placere et kys på Maddies mund. Abigail syntes det korte sekund hvor han gjorde det var akavet. Hun vidste hvor hun skulle kigge hen, om hun skulle kigge på dem da de gjorde det eller om det var bedst at kigge væk. Hun kiggede ned på sine hænder og lidt på fadet med 3 sandwichs på. Hun var ikke sulten mere, tænkte hun. De havde heller ikke været så gode, så hun bebrejdede ikke Gab og Maddie for ikke at ville spise mere.
Dengang Gabriel var kommet og han havde skrevet den sang havde hun slet ikke vidst hvad hun skulle sige. Hun havde først og fremmest ikke regnet med, at hun ville se ham nogensinde igen eller at hans latter ikke havde været af ond mening. Så hun havde hverken kunne sige tak eller nej tak. Hun var nærmest blevet helt befippet og meget genert. Da han så var gået med en lidt hængende mule havde hun fået det utroligt dårligt og havde beskyldt sig selv hundrede gange for bare at afvise den eneste person der ville hende godt udover hendes forældre... og måske Simon. Så efter nogle dage havde hun fået Gabs adresse og havde overskredet alle sine grænser for at gå hen og sige undskyld. Det havde desværre endt med, at hun var begyndt at græde fordi hun havde været så bange for at han også ville afvise hende. Måske var han blevet så vred over afvisningen at... Men han havde været rigtig sød og imødekommende - han inviterede hende endda indenfor, hvor hun hurtigt kom i godt humør. Hun vovede sig endda til at fortælle lidt om hendes malerier i fritiden... Det havde ikke været for at fremhæve sig selv eller noget, han havde selv spurgt hende.
"Og lige siden da har jeg på sin vis forpestet Abis liv så godt jeg nu kunne, er det rigtigt, min lille prinsesse?" spurgte Gab og kiggede på hende. Var hun hans lille prinsesse? Hun kiggede tøvende på ham fordi hun ikke rigtig vidste om det var hende han havde talt til, udelukkende på grund af hans afslutning af sætningen. Men til sidst rystede hun på hovedet. Det havde han ikke. Hun kunne godt lide Gabriel, han var ikke uvenlig og han havde aldrig såret hende direkte.
Mange gange havde hun været helt nede i et sort hul af ulykke, fordi hun havde været i tvivl om, om han overhovedet syntes om hende. Om han kunne lide hende ligeså meget som hun kunne lide ham, så meget som han betød for hende. Hun vidste jo ikke om han i virkeligheden syntes at det var hende der havde forpestet HANS liv. Eller om han var blevet tvunget til at besøge hende den dag. Hun kunne ikke læse hans tanker der kunne være fyldt med suk over, at han ikke bare kunne være sammen med nogle andre end lige netop Abi. Det var irriterende og hun prøvede også at lade vær, men han var begyndt at betøde ret meget for hende. Han var i hvert fald en af de eneste der altid var sød mod hende - uanset hvad han så inderst inde tænkte.
|
|