|
Post by Josephine on Mar 26, 2012 12:36:55 GMT 2
Restaurant Udsynet er det mest eksklusive spisested i Skycity. Her stolene komfortable og af træ, bordene med dug, dækket med ægte sølvbestik og stof servietter.
Hvert bord serversires af den samme tjener der kender herskabets navne og har en kendskab inden for vin.
Man ankommer i midten med rør, og ser at ud over hele byen, da Udsynet ligger højt oppe, er rund og har kæmpe panorama vinduer hele vejen rundt, så beliggenheden blvier udnyttet til fulde
|
|
|
Post by Josephine on Mar 26, 2012 14:21:49 GMT 2
Morgan landede leende med Michaels arme rundt om sig i Udsynet. De blev mødt af en lettere forskræmt fyr der ikke helt vidste om han kunne tillade sig at tysse på dem. De både lignede og var langt fra de typiske gæster.
Trods latteren og glæden var at overraske personalet, så hun dem med det samme. De sad helt henne ved vinduet, øjnene på Morgan og bag ved dem glitrede solen ind gennem de tonede ruder, så det ikke generede gæsterne.
Selvom de begge var i start 60'erne så de stadigt smukke ud. Der var ikke noget slapt og gammelt over dem. Glenn havde hår der stadig var nærmest guld, trods de sort, grå striber ved hans tindinger, det var tilbage strøg i en slik der var skarpt klippet ved starten af hans nakke, på den måde at hans kæbe kom til at se mere markant ud. Han var høj omkring 1,90 og stadig muskuløs i sit skræddersyede jakkesæt og lilla slips der matchede hans kones skjorte. Silkeskjorte. Over den havde hun en lille pels der var hvid og en højtaljet hvid nederdel, et par høje lilla sko og en dæmped farve på hendes bløde læber.
Dina var en dame med et flot rundt ansigt, med store blå øjne og mørkt hår der bølgede på samme måde som Morgans, havde det ikke været sat op i en stram knold med få lokker der omkransede hendes ansigt. Hjerteformen forstørrede øjnene, men gjorde det også tydeligt at Morgan kun havde sin mors mund, men ellers sin fars høje, slanke skikkelse og skarpe træk.
Dina og Glenn så på hinanden og Dina løftede de optegnede bryn. Morgan ignorerede deres manglende velkomst og pegede for Michael mod dem, hvorefter hun vinkede til dem.
"Glenn, Dina, det her er Michael." Hun lo og tog en stol med fra et andet bord og pegede på den stol der var dækket op ved, ved hendes forældres bord.
"Ofelia, skat" sagde Glenn, samme salgs lidt skrå øjne som Morgan. "Det var dog en overraskelse. Hvorfor sagde du ikke det til Janet?"
"Hun spurgte ikke," svarede Morgan.
"Goddag, Michael," sagde Dina mens hun signalerede til den unge forvirrede tjener at der skulle dækkes op til endnu en.
|
|
|
Post by Tenner on Mar 26, 2012 15:50:09 GMT 2
Michael måtte give de rige det. Fornøjelser til dem selv kunne de sgu finde ud af at lave og det slog ham med det samme de kom ud af røret. Han havde aldrig været nær så fint som det her sted og det var så langt fra hans egen virkelighed, det kunne komme. Det her var overklassen som han afskyede og han fik kun bekræftet hvorfor på dette sted. Dog viste han det ikke og gad ikke vise sin vrede. Den skulle nok få plads senere. Hans blik fulgte Morgans finger da hun kort præsenterede sine forældre, Glenn og Dina. Hvordan de havde været eller set ud, havde han ikke haft tid til at forstille sig, men de lignede ikke rigtig Morgan. Eller Morgan lignede ikke dem. Jo på nogle få punkter, men måske var det hendes måde at være på der var så usammenhængende med dem, at han ikke kunne forbinde dem som hendes forældre. Han nikkede dog høfligt til de to mennesker og satte sig på den ledige stol, over for Morgan.
''Goddag''
Det navn Glenn brugte over for Morgan. Ofelia? Hvad fanden. Han så på Morgan med et udtryk der viste at han både var forvirrede over det, men heller ikke kunne lade være med at grine. Var det et mellemnavn, eller hendes rigtige navn. Ofelia, den havde han sgu ikke lige set komme. Men han modstod fristelsen til at grine og betragtede i stedet for stolene der var af ægte træ. Det var ikke svært at gennemskue og det var langt tungere end det kunstige man brugte idag. Det skulle heller ikke overraske ham hvis bestikket foran ham var af ægte sølv. Rige svin.
|
|
|
Post by Josephine on Mar 26, 2012 17:22:11 GMT 2
Morgan så hans udtryk. Hun hadede at de insisterede på det. At de godt vidste hun havde slettede deres forfærdelige touch på hendes navn, men insisterede på at kalde hende ved det navn. Som om hun var et eller andet poetisk væsen, der bare ledte efter en Hamlet at se op til. Hun lagde yndefuldt benene over kors og rankede ryggen. Ikke for at stive sig af, bare for at sige: Kom så med det.
"Hvor kender I to så hinanden fra?" spurgte Dina. Der var noget snobbet ved hendes udtale af ordene og hendes stemme der var en anelse for skærende i ørerne. Noget hun havde trænet den til. Måske? Morgan var ikke i tvivl. Dina var i kontrol med alt hendes krop gjorde og især hendes stemme. Desværre sang hun ikke specielt godt til trods for sit store talent for at finde dem der kunne.
"Hvad kan jeg sige ..." sagde Morgan drævent. "Jeg prostituerede mig selv på gaden og der kom Michael gående, ikke sandt?"
Hun lagde hovedet lidt på skrå og hendes øjne glimtede mod Michael.
"Ofelia," sagde Glenn advarende. Han havde tilgengæld en dyb rund stemme, der faktisk lignede Lou Lous lidt, så man bort fra sprutklangen Glenns bror havde. "Du har selv taget en gæst med."
"Mmm. Kan vi få en øl, nu du er igang snut?" spurgte hun tjeneren der behændigt undgik at røre hende mens han rettede an. "Og så en tredobbelt whiskey til mig. Den bedste slags, scotch tak og uden det der is, så er du en skat."
Fyren gik med det samme. Begge hendes forældre så på hende.
"Slap nu af, øllen er ikke til mig, vel? Michael fortæller hele den romantiske historie bedre end jeg gør."
Hun så på Michael og havde lyst til at røre ved ham, men kunne ikke nå ved det her lorte bord.
|
|
|
Post by Tenner on Mar 26, 2012 18:59:07 GMT 2
Michael måtte dække sin mund, for ikke at komme til at le højt da Morgan fortalte om hvordan de mødtes. Han prøvede at gøre det så natuligt som muligt ved at hvile albuen på bordet og lade som om han kløede sig på kinden. Barbere sig havde han sgu ikke nået endnu, men det var vel også uhøfligt at sidde med albuen på bordet. Det tog han ikke så tungt, for han ville nok uanset hvad ikke være god nok til dem. Han måtte rømme sig, for at få latteren væk inden han skulle fortælle. Selv om den stadig hang i hans stemme.
''Vi kender hinanden fra Lou Lous... Jeg er fast stamkunde, Morgan arbejder der og ja...''
Han trak på skulderne. Der var vel ikke meget mere at tilføje der. Ikke ligefrem en romantisk historie, men han følte heller ikke for at sidde og snakke højt om at de havde snavede ude i køkkenet og det hele faktisk var startet med et engangsknald. Eller ihvertfald hvad de havde forventet. Men når Dina ikke spurgte om mere, var der ingen grund til at smøre tykt på fra starten... Det kunne bygges op.
|
|
|
Post by Josephine on Mar 26, 2012 19:47:54 GMT 2
"En stamkunde, Glenn, hos vores datter - barkonen," Dina sagde det alt sammen med et smil der nu kom til at se falsk ud. Et smil Morgan gengældte da hendes mors hårde blik faldt på hende.
"Åh ja, Michael, jeg har glemt og sige at min mor som regel knalder med de unge maskuline talenter for at prøvekøre deres stemmer, det er sådan jeg kan det kneb, med ... " hun løftede to fingre og bevægede dem. Så tog hun imod det glas med den ravfarvede drik der blev stillet foran hende.
"Ofelia," sagde Glenn med rynkede bryn.
"Undskyld, Glenn," sagde Morgan sukkersødt. "Dina, hvis du ikke kan lide min profession kunne du jo måske ... ja hvad skal jeg sige? Have fået en arbort?"
Det var helt klart rommen der var slået ind i hendes hjerne og gjorde hende langt mere spydig end helt normalt.
"Vi har allerede bestilt maden," sagde Dina med sit professionelle smil og ranke ryg. "Men vi vidste ikke at du ville komme med som gæst Michael. Det er første gang vi møder nogen af vores datters ... bekendtskaber."
Hvilket nok var det pæneste ord hun kunne finde for de kryb hendes datter sølede sig til med. Om Dina begreb hvorfor Morgan var sådan? Hun var klar over at Glenn engang havde været der hen ad. At hendes datter mindede utroligt meget om en ung vild Glenn, men aldrig så ekstrem. Aldrig så udfordrende. Selv det der hånlige smil var som taget ud af ungdomsfotoer med hende og Glenn.
"Skål for nye bekendtskaber," sagde Glenn med løftede glas, nu hvor alle havde fået noget at drikke foran sig.
|
|
|
Post by Tenner on Mar 26, 2012 21:11:49 GMT 2
Michael spillede med på Morgans fortælling om hvad hendes mor gjorde og hvad hun havde lært, og lod som om han var hel med på hvilket kneb hun snakkede om. Dina brød sig ikke om Michael det kunne han ikke undlade at bemærke, men følelserne var nu også gengældt, så det gjorde ham ikke noget. Hun var en stram dame, langt værre end hans egen mor og selv om Morgan måske var voldsom spydig, så gad han ikke være personen der bad hende stoppe. Men han måtte nu tage det, han var taknemmelig for at Dina ikke havde fået en abort.
''Det går nok, så må jeg leve af de våde vare''
Han tog øllen og løftede den. Det var en eller anden fancy bryg som han ikke havde smagt før, men vidste hvor blev lavet. Han satte den for munden og kunne ikke lade være med at tilstå over for sig selv at den smagte bedre end det de dødelige havde råd til. Der var langt mere kraft og smag i den, men det var ikke noget man kunne købe alle steder. Eller alle havde råde til. Det kunne han se på navnet.
''Det må jeg sige, det smager sgu så godt som alle siger.''
Der var intet spor af misundelse at hører i hans stemme og heller ikke ærgelse over at han ikke ville komme til at smage det igen i sit liv.
|
|
|
Post by Josephine on Mar 26, 2012 22:18:16 GMT 2
Dina så overrasket på Michael ved den kommentar.
"Nej nej, du misforstår mig, det kommer bare til at tage længere tid når en ekstra kuvert skal tilberedes." Var han dum? Det kunne tydeligt høres på hendes toneflade.
"Tilberedes." Efterlignedes Morgan, Dinas snobbede accent hvor tonen gik op på -be og resten kom ud som noget der smagte dårligt. Men inden nogen kommenterede på det, havde Michael allerede ytret sin mening om øllen.
"Det er fordi det hovedsagligt består af Rådets pis," smilede Morgan.
Det var som om Glenn og Dina så på hinanden og der blev indgået en stiltiende aftale mellem dem. Dog bemærkede Morgan den dunkende vene i Dinas tinding der ikke kunne gemme sig under pudderet.
"Hvordan er det at bo alene?" spurgte Glenn. Morgan trak på skulderne. Hun havde fortalt dem at hun var flyttet, men aldrig hvorhen, da hendes adresse formelt set stadig lå hos Lou Lou. Det var heller ikke noget hun planlagde at de skulle.
"Hvad med dig, Michael? Bor du sammen med Morgan?" spurgte Glenn og Dina måtte holde en serviet for munden mens hun hostede.
|
|
|
Post by Tenner on Mar 26, 2012 22:31:13 GMT 2
Michael viste måske ikke sin irritation over Dinas måde at tale til ham på, men den kunne ses på hans kæbe der arbejdede.
''Det kunne jo være at det var for fint et sted, til at kunne lave mad de ikke var forberedte på''
Han sagde det med et smil, der ikke nåede øjnene. Hvad Dina og Glenns blik mellem hinanden betød, ville han ikke gætte på for han også også ligeglad. Han stillede den kølige øl tilbage på bordet og havde set lidt spørgsmål omkring ham komme. Han kunne lige så godt være ærlig. Han skammede sig ikke over sin baggrund og han nægtede at lyve sig bedre over for dem, for de ville alligevel ikke godtage ham.
''Nej.''
Svarede han kort og lænede sig tilbage i de magelige træstole.
''Jeg bor hjemme hos min familie lidt endnu, men regner med snart at flytte ud sammen med min tvillingebror''
|
|
|
Post by Josephine on Mar 26, 2012 23:35:09 GMT 2
Dina sendte ham et lille smil.
"Det lyder fornuftigt," hun virrede lidt med hovedet uden at ville indrømme overfor sig selv at situationen hun vidste ville blive slem, var blevet meget værre. Denne måde hvormed hun blev tvunget til at være fornuftig over for noget der ikke ville give afkast. Ikke af hvad hun kunne se. Hun overvejede at få en page der var mere alderssvarende, men holdt af det længere hår.
Morgan derimod lo og drak igen af sit endnu fyldte glas.
"Ville du sige noget, Ofelia?" Dina smilede stramt igen. Morgan havde engang troet at den måde at smile på var ægte. At sådan så et smil ud. Uden glæde. Mrogan overvejede at sige noget der ville drage Michael i fordel i deres syn, men det var jo ikke på grund af hans efternavn at hun kunne lide ham.
"Michael fik sit blå øje fordi en kaldte mig luder," sagde hun hæst og sendte et kys til ham. Det var tydeligt at andre af de tidlige middagsgæster var begyndt at se over mod deres bord. Morgan teede sig efter alle kunstens regler. "Er det ikke rart at vide nogen forsvarer min ære?"
"Ofelia, det næppe passende at råbe op om det her," Dinas smil var om muligt strammere og hun nikkede mod en ung herre der så hen mod dem.
"Jamen Janet sagde ellers, at I ved ... ville snakke om hvordan det gik med mit liv?" så hun påtaget betuttet og fnøs bagefter. "Hvor er jeres yndling egentlig? Du vil elske Janet, Michael. Hun forguder Dina. Ligesom Glenn. Og så har hun planer om at gifte sig med en prominent sanger, ikke sandt? Selv om Janet hardly er noget stjerne-navn. Hvad er det man kalder mennesker der boller sig op til toppen?"
Hun så på Michael. Ligeglad med hvilken position hun stillede ham i. Det her handlede ikke om at nogens kulle kunne lide hinanden, men nærmere at hendes forældre ville blive enige at denne kom sammen ikke længere skulle forekomme.
|
|
|
Post by Tenner on Mar 27, 2012 10:09:15 GMT 2
Michael måtte tilstå at det blå øje var gået lidt i glemmebogen. Han blev jo kun mindet om det hvis Morgan rørte ved det, eller han så sig i spejlet, men han tvivlede ikke på at det stadig var farverigt. Havde Morgans forældre ikke været snobbet, men almindelige og nede på jorden var han nok blevet lidt ærgelig over at de ikke brød sig om at han havde stillet sig op for hende. Men så havde Morgan nok heller ikke arbejdet, hvor hun gjorde og hun ville ikke være som hun var. Og så havde de nok ikke fundet hinanden. Så hvis ikke Dina og Glenn kunne acceptere ham, generede det ham ikke.
''Starfucker?''
Sagde han kort med sit skæve smil mod Morgan. Han sad stadig mageligt tilbage tydeligvis ikke ramt af at hans kæreste sad og snakkede på den måde om sine forældre i deres selvskab. Det morede ham faktisk. Hendes forældre havde svigtet hende, prioteret arbejdet over hende og det eneste hun rigtigt havde var Lou Lou. Om der var sket mere igennem hendes liv kunne han kun gætte sig til indtil videre, men for ham var det grund nok at være pissed på sine forældre over.
''Hun lyder som en dejlig kvinde''
Tilføjede han om Janet, uden at tage blikket fra Morgan.
|
|
|
Post by Josephine on Mar 27, 2012 11:35:06 GMT 2
Morgan lo og hældte resten af whisky'en ned i hendes hals. Det var virkeligt lang tid siden at hun havde drukket spritus i den slags mængder. En del af grunden var netop så hun ikke rigtigt spiste noget af den dyre mad som netop nu blev serveret. Det drejede sig om salatblade med en bærpuré hældt over, bestående af friske bær og en smule sukker.
"Den lille starfucker? Årh ja. Hun ville lige være den sag."
"Velbekomme," sagde tjeneren da den sidste tallerken var blevet placeret foran Glenn.
"Jo tak, Rasmus," svarede Dina uden at kommentere på noget andet.
"Janet er faktisk ude med sin forlovede i aften," svarede Glenn og stak gaflen i salaten.
"Hvilket minder mig om, fik hun lavet aftalen med Montano om til på tirsdag i stedet?" Dina så kun på Glenn.
"Det er jeg ret sikker på."
"Ret?" Igen løftede Dina begge øjenbryn. De fortsatte deres mini-skænderi, mens Morgan stille lod noget af den røde bær masse glide ned på den helt hvide dug. Det var gjort så elegant at ikke engang Dinas øjne lagde mærke til det.
"Michael?" sagde hun halv højt. "Kunne du ikke taget tøjet af?"
|
|
|
Post by Tenner on Mar 27, 2012 13:55:13 GMT 2
Hvad fanden, var det eneste spørgsmål der løb gennem Michael da maden blev serveret. Ikke at han ikke vidste hvad det var, de skulle jo ikke være helt uvidende om hvad de dyrkede over på Markpladerne, men var det sådan noget folk betalte i dyre domme for? Små portioner af salat blade med bærmos? Og så var det sødt som dessert. Eller der var ihvertfald sukker på. Han prøve smagte det da og jo, det smagte da godt, men hvorfor man skulle betale det halve af sin sjæl for at spise det kunne han ikke helt finde ud af. Han stak lidt videre til det og lyttede ikke efter Morgans forældres diskussion for han vidste ikke hvem de talte om alligevel. Hvad ville Lia dog ikke give for at sidde hvor han gjorde nu. Tanken fik ham til at smile skælmsk, da Morgans ord pludselig skar igennem. Ikke nødvendigvis fordi hun sagde det højt, han ville nok kunne hører det om hun så hviskende hen over bordet. Smide tøjet som i nøgen.
"Det er jeg sgu ikke fuld nok til endnu"
Han kunne ikke lade være med at le. Ikke at det var et dumt spørgsmål, det kom bare så meget bag på ham. Havde han været fuld nok havde han nok gjordt det, bare for sjov skyld. Han skubbede tallerken fra sig, tydelig gjorde at han var færdig og skyllede det ned med den halve øl flaske.
|
|
|
Post by Josephine on Mar 27, 2012 15:26:07 GMT 2
Men han overvejede det? Morgan smilede rigtig til ham. Et smil af glæde. Det var ikke velovervejet og trods sminken så hun yngre ud. Hun tænkte på en åndsvag kærlighedssang om et brud, men egentlig kunne hun bedre se det som sine forældre.
"Vi kunne godt tænke os noget mere at drikke, skat og når vores glas er tomme så fyld dem op. Bare rolig de to der skal nok give dig drikkepenge for at servisere os," hun elskede at de var uddannede men aldrig kunne håndtere hende. "Og måske noget musik der rent faktisk kunne lyttes til."
Først da så Dina på sin datter.
"Det er faktisk en af vores klienter du taler om," sagde hun sødt, men med rynkede bryn.
Morgan lignede et spørgsmål med vilje. "Ville du sige noget med det?" Alligevel var tonen en smule truende. Hun havde frygtet at det ville komme og det var derfor hun bad om at lade sprutten strømme ind. Morgan mærkede den overvældende følelse der altid ramte hende i samvær med hendes genetiske ophav. Hun så ikke på dem som forældre og Dina havde strengt forbudt hende at sige mor som barn. Det gjorde hende gammel. "Jeg forstår bare ikke hvad det er, du ikke kan lide, alle andre elsker det."
"For jeg er alle andre?" De små sorte ringe der dækkede hendes øres kam hele vejen op glimtede mens Morgan rystede lidt på hovedet.
"Du er helt din egen, Ofelia," Glenn glattede servietten der lå på hans ben. "Det er vi helt klar over."
Morgan rettede sig op.
"Grunden til at jeg hedder Ofelia er fordi hun nærmest blev født til jobbet som Hamlets hustru, men istedet for en sindsyg Hamlet, fik Glenn og Dina en syg Ofelia," smilede Morgan til Michael. Gad vide om han kedede sig. De skulle bare klare den til desserten. Fuck det om han kedede sig. Han kunne sgu rejse sig og gå. Hun ville blive nødt til at sidde til desserten. Sådan var reglen.
"Det er et meget smukt og symbolsk navn," sagde Dina. "Derfor gav vi dig det."
"Det ville have været ekstra smukt hvis jeg havde valgt og bruge mit talent, ikke?" Morgan tog imod det nye rene glas med den gyldne væske aftenens tegn stod i.
"Jo det ville det, men sådan blev det ikke." svarede Glenn.
"Det kan blive sådan," sagde Dina og spiddede et stykke salat. "Istedet for du spilder dit talent på det ... ja det sted."
Og der kom de til hovedkernen ved hele middagen. At fortælle Morgan hviket skvat hun var.
"Mmm. Jeg kan bare godt lide at gamle mænd savler over mens jeg synger: Everybody look at me, me I walk in the door, you start screaming Come on, everybody, what you here for? Move your body around like a nympho Everybody, get your necks to crack around All you crazy people, come on, jump around I wanna see you all on your knees, knees You either want to be with me, or be me."
Måske var det fordi de blev for overrasket over at hun pludseligt sang med sin hæse stemme der ramte tonen helt præcist i R&B sangen, dog langsommere og mere æggende. Morgan vendte sig om og smilede til de gæster der med store øjne så på optrinnet. Det havde ikke været dårligt, slet ikke, men ikke som det sukkersøde stads der strømmede ud af de skjulte højtalere. Og højt med hendes kraftige røst.
"Vi kunne gøre dig til en stjerne," sagde Dina så. Hendes øjne var næsten sørgmodige og hun knugede sin gaffel.
Morgan så på Michael.
Den version hun synger den i. (Elsker bare det her cover)
|
|
|
Post by Tenner on Mar 27, 2012 17:13:47 GMT 2
Michael sad stille og lyttede til samtalen. Ikke at han ikke havde lyst til mange andre ting, som for eksempel at tage Morgan og stikke af fra de to mennesker de sad sammen med ved bordet. Men han havde også sagt at han nok skulle kunne klare det og på et eller andet tidspunkt ville Morgan vel også få nok... Og hvem sagde nej til god dyr sprut?
Han smilede tilbage til Morgan da hun gjorde. Ofelia. Jo jo, det var da et smukt navn, men det virkede for forfinet til Morgan og det lød helt forkert når de omtalte hende med det navn. Morgan var ikke en Ofelia, uanset om det var fra en gammel klassisk fortælling eller ej. Han tog nødigt øjnene fra hende, kun da deres tjener kom hen og tilbød ham noget sprut som Morgan havde bedt om takkede han ja og fik fyldt sit glas. Det var stærkt, men bedre end langt det meste sprøjt man fik hos Lou Lous. Alligevel gav det en dårlig smag i måden at vide at kun fordi folk havde pengene så kunne de få det så meget bedre end alle andre. Det var jo ikke fordi de arbejdede langt hårdere end de andre, han tvivlede på at Dina eller Glenn kunne klare en dag ude på pladerne. Men fordi de havde de rigtige navne og arbejdede med musik som folk slugte råt, så skulle de have al denne plads og al den luksus som folk kun kunne fantasere sig til. Hvis bare de ville give lidt af deres plads, så kunne de sgu beholde deres dyre mad og bestik for Michaels skyld.
Michael så godt at Morgan kiggede på ham ved hendes mors ord, og han burde vel sige et eller andet. Han stillede glasset tilbage med den stærke kobberfarvede drik tilbage på bordet.
''Folk på Lou Lou's syntes da allerede hun er en stjerne.''
Han løftede sit ene øjenbryn, godt klar over det var lidt plat sagt. Men hvis Morgan ikke ville mere end det hun havde gang i nu, var der vel ingen grund til at presse hende. Han nød hendes sange når hun stod på scenen i den lille Jazz bar. Det havde han altid gjordt. Han var ikke meget inde i musikkens verden, men derfor havde han alligevel nydt Morgans musik. Bare hendes sang nu gav ham kuldegysninger, og han kunne ikke lade være med at smile. Glæden da hun havde snakket om de gamle bil motorer hun havde rodet med, var langt større end når hun snakkede om musik.
|
|