|
Post by Xazal on Sept 15, 2012 16:57:31 GMT 2
Andrews øjne gnistrede ophidset, men ellers var hans ansigt udtryksløst og rugende som altid. Han lænede sig ind over sit board, lagde hagen på sine korslagte arme, som støttede til boardet og så fra Elaine til Neil. Andrew kunne godt lide tanken om at opsøge Morgan og trodse Neil - også, selvom Neil havde gættet hans tanker. Det var også tydeligt, at Neil var klar over sin position - at, så snart de skulle i gang med det praktiske (hovedsagligt at tage ned til jorden), så lå det hele på Andrews skuldre; folk ville følge ham, og folk ville lægge deres liv i hans hænder, men deres hjerter ville altid være i Neils hænder. 'Mærkelig prioritering,' tænkte Andrew og fandt det hele ynkeligt. Han tog endelig til orde efter en kort tavshed . Hvis Neil ville have argumenter, kunne han få dem.
"Vi har hele Sky Citys Falke at slås imod," svarede Andrew og hentydede til de, der kontrollerede overvågningen, "og jeg kender ingen med så meget teknisk snilde, som samtidig er instinktiv og hurtig. Morgan ved, at det her er en enestående chance. Hvis vi fejler - hvis én lille ting sætter alarmen i gang - så har vi mindre end halvandet minut til at genne folk ind i deres skjulesteder igen."
Andrew talte nøgternt og ikke i rosende toner om Morgan - han udlagde det som rene facts, ligeglad med, om Neil tolkede det som en handling, han gjorde af loyalitet mod Morgan. Han, om nogen vidste, at Morgan vidste præcis, hvordan det var at lege med liv og død - hele tiden at være på kante med alting.
Til sidst mumlede Andrew en lille indskydelse, som han vidste, at Neil på et tidspunkt måtte blive klar over: "Desuden, hvis du ikke indvilliger, og jeg mod forventning -" Andrew smilede skødesløst og blinkede til Elaine "- opsøger Morgan, vil jeg undergrave din autoritet hurtigere, end du kan fortære din aftensmad. Folk er utålmodige - det er kun dig, der holder dem nede, og det er mig, der kan puste liv i bålet. Men ..." Andrew slog igen blikket ned, bare for synets skyld. Han trak på den ene skulder og rettede sig op og lod hænderne hvile slapt på boardets buede kant - igen et udtryk for, at Neil stadig var chef.
"... du er hensynsfuld. Det er jeg ikke."
Andrews stemme var hård og nådeløs og på sin vis ildevarslende og stod i kontrast til hans holdning, og til hans ord, som antydede, at han ikke ville tage lederskabet fra Neil, fordi Neils hjerte sad det rigtige sted. Andrew havde aldrig ønsket at være leder - han var for praktisk anlagt. Andrews ansigt blev hårdt som sten, hans skuldre spændtes, og han lignede igen én, der var parat til spring.
|
|
|
Post by Tenner on Sept 16, 2012 10:30:53 GMT 2
Under Andrews lille tale, sad Neil stille og lyttede. Men hans øjne blev mere og mere smalle. Han kunne ikke holde et ligegyldigt ansigts udtryk som Andrew kunne, det var umuligt, og det værste var at det var pisse gode argumenter. Måske havde Neil styr på tropperne nu, men Andrew lå ham lige i hælene og ville kunne udnytte den utålmodighed der havde hobet sig op. Han havde stoppet flere operationer fra at gå igennem, både fordi de var for drastiske men også fordi han syntes det gik for hurtigt. Al for hurtigt.
Han var ved at løbe tør for undskyldninger og Andrew pressede på. Med et irriterede suk smed han armene i vejret og rejste sig fra sofaen.
''Jeg kan være enig med dig så langt, som at hun har den tekniske færdighed, men det jeg en sikkerhed for at hun ikke pludselig flipper ud eller vender os ryggen fordi hun ikke lige får sin vilje.''
Han vrængede på ordet vilje, for han kunne lige forstille sig at Morgan ville begynde at stille en masse og pisse besværlige krav, hvis først hun blev inddraget.
''Hvis du kan finde et eller andet, der giver hende grund til ikke at gå imod os, eller at du vil stå inde for din lille veninde uanset hvad hun finder på at gøre, så kan vi måske snakke om det.''
Andrew kunne være skræmmende som han stod og så på en som han gjorde nu. Hårdt ansigts udtryk, lynene øjne og spændte holdning. Som om Andrew kunne finde på at springe på ham når det kunne være.
Elaine hævede sine øjenbryn. Hun havde ikke troet at Neil faktisk ville blive skubbet så langt idag, som han var blevet, men hun kunne gennemskue sin bror. Han var løbet tør for undskyldninger der kunne trække tiden ud og indvendig kunne hun ikke lade være med at smile. De kunne måske komme videre nu. Neil skulle bare have den sidste grund til at sige ja til Morgan.
|
|
|
Post by Xazal on Sept 16, 2012 11:03:44 GMT 2
Da Neil rejste sig op med den opgivende holdning, strøg Andrew én af de lange, lyse lokker væk fra sit bistre ansigt. Han granskede enhver af Neils bevægelser, som han havde det for vane at gøre.
Andrew kom et øjeblik til at tænke på, at han rent faktisk aldrig kunne være sikker på, hvad Morgan kunne finde på, men at vende gruppen ryggen ville være det sidste, Morgan ville tænke, medmindre der skete noget, som slet ikke passede ind i gruppens oprindelige motiver. Men Neils omtale af hende fik Andrew til at fnyse, sin helt egen form for latter. Især, fordi "lille veninde" var det sidste, han ville kalde hende. Det var tæt på, at han ville give efter for en ægte, sikkert ikke særlig smittende, latter, men han holdt sig i skinnet.
"Hun er ikke nogen forkælet møgtøs," svarede han brysk, velvidende, at det ikke var svar nok, men blot en indikation på, at Morgan ikke stillede ulidelige, komfortable eller autoritære krav, fordi de alle stilede mod det samme.
Han tænkte tilbage på, hvad Morgan havde sagt om hele aktionen, hvordan hun havde værnet om Lou Lou, og hvordan hun fuldt og helt var tilhænger af "profetien". Han så alvorligt på Neil, derefter på Elaine med noget, der kunne minde om et smil i de ulmende, blå øjne, selvom munden bare var en smal streg.
|
|
|
Post by Tenner on Sept 16, 2012 14:19:18 GMT 2
''Det er der vel ingen af os der er, men hun er jo ikke kendt for at være mødepligtig.''
Neil tænkte og derfor måtte hun gå lidt rundt i rummet. Sådan var han bygget, ligesom hans forældre og søskende. Hvis det krævede hjerne arbejde kunne kroppen ikke sidde stille. Neil havde kun hilst på Morgan en enkelt gang eller to, til nogle særlige lejligheder, men han kunne ikke sige at han kendte hende. Det eneste han havde om hende var fra folk i gruppen. Andrew, Jesse, Karl og nogle af de andre. Fyre der havde mange ting at sige om den pige.
''Neil for fanden, har du brug for en skriftlig kontrakt med hende eller hvad?''
Brød Elaine ind, inden Neil forsatte med sine tynde argumenter imod. Han var blevet trængt op i et hjørne af Andrew, tom for dårlige undskyldninger og fok var for utålmodige til at kunne vente mere, når de havde Morgan i baghånden. Hendes storebror sendte hende vrede øjne.
''På en betingelse.'' Svarede Neil efter en kort overvejelse. ''At du står inde for alt hun gør, uanset hvad.'' Han pegede på Andrew. Hvis Morgan dummede sig, skulle Andrew stå lige så meget til ansvar. Neil kunne ikke stoppe det længere og hvis de ville have Morgan igennem, så måtte han bukke sig nu. Ellers ville de gennemskue ham.
|
|
|
Post by Xazal on Sept 16, 2012 14:46:41 GMT 2
Efter Neils korte bemærkning om Morgans rygte, lænede Andrew sig lidt skødesløst op ad den væg, han stod ved, med skulderen imod den. Ellers var han fuldstændig ubevægelig, som han stod dér - kun hans ulmende, intense øjne fulgte Neils gang i det trange rum. Han kommenterede end ikke udsagnet og behøvede det heller ikke, for Elaine brød tavsheden.
En bølge af forventning løb gennem ham, men han lod det ikke vise; Andrew fortrængte fornemmelsen og iagttog Neil, der tydeligvis havde sit hyr med at beslutte sig; det var næsten klart, at Andrew havde det tungeste lod, og Elaine tog overraskende ikke sin brors parti, men hun var nok mest loyal overfor sin tvilling.
"På en betingelse," sagde Neil endelig og lød mere opgivende, end hans kropsholdning viste. Andrews øjne lyste af den rene og skære morskab, da Neil endelig havde talt ud.
En bitter, glædesløs latter blev presset ud mellem hans sammensnerpede læber - læberne skiltes og viste hans regelmæssige, hvide tænder. "Virkelig?" sagde han tørt og slog ud med hånden, prøvede at se ud, som om han ikke havde set Neils ynkelige tilbagetog - ét, der taktisk ville bringe Andrew i fedtefadet, hvis Morgan dummede sig. Det var langt fra en trussel. Hans blik strejfede Elaine, og Andrew kunne ikke lade være med at tænke, at Neil sikkert stod til ansvar for sine søskende - alt andet ville være uretfærdigt. Det var som at blive gjort til Morgans storebror. Patetisk!
"Du er ynkelig," sagde Andrew - han kunne ikke lade være. Han smilede dog for allerførste gang et smil, der nåede hans øjne, men det var mere sindssygt end glad - et smil, der rummede ligegyldighed overfor hele verden og lovede sjov og ballade. Andrew blinkede til Elaine og trak boardet ind til sig.
Lige så hurtigt, som smilet var kommet, forsvandt det igen og efterlod ham gravalvorlig, bister og rugende som altid. Han sagde ikke mere. Hvad troede de om ham? Han kunne love at gå ind på betingelserne, men det var lige så farligt som ikke at gøre det. Han fangede først den enes, så den andens blik, holdt det fast i noget tid og stod så afventende.
|
|
|
Post by Tenner on Sept 16, 2012 18:08:14 GMT 2
Neil fik lyst til at råbe af Andrew at han skulle forsvinde. Ynkelig, det var lige godt satans at han tillod sig at sige sådan noget. Men hvor Jesse slet ikke kunne styre sit temperament og hans søster ville blive iskold fornærmet, kunne Neil holde på sig selv. Han kløede sig på kinden og rystede på hoved af den anden fyr. Andrew smil virkede jo nærmest sygeligt.
''Og du er pisse irriterende. Men hvis i skal have jeres vilje, så er Morgan dit ansvar fra nu af, Andy.''
Og sådan var det. Selv om Andrew ikke ville acceptere højt, så var det sådan nu. Så måtte han protestere hvis han ikke mente det var i orden. Men Neil havde sagt ja, de kunne få Morgan ind hvis de ville.
''Var der mere?''
Neil lagde armene over kors og så afventende på de to. Hvis han skulle være helt ærlig ville han gerne af med Andrews rugende, blå øjne og Elainse næsvise attitude.
''Vi skal vel have samlet folk imorgen, for at finde en dag vi kan komme ned til panelet.''
Sagde Elaine en smule ligegyldigt, mens hun studerede sine negle. Så trak hun på skulderne og så på sin ældre bror. Om Andrew ville mere vidste hun egentlig ikke mere, for de havde fået diskuteret Morgan og de havde sgu fået det igennem. Bare vent til Jesse hørte det.
''Det skal jeg nok sørge for.'' Sukkede Neil. Han ville tydeligvis gerne tilbage til sit soveværelse og sin dame igen. Han havde skubbet Nille til side, for et øjeblik, men kom nu ville han bare af med noget af sin irritation over hvor pisse provokerende og overlegen Andrew var.
|
|
|
Post by Xazal on Sept 16, 2012 19:13:37 GMT 2
Andrew tog sig ikke tid til at tænke over det ultimatum, Neil kom med - han havde tænkt nok. Så Andrew blinkede bare, endelig med antydningen af munterhed i de intense, blå øjne og lod Neil vide derved, at han kunne gå ind på den betingelse. Andrew fandt det ikke engang nødvendigt at gøre Morgan opmærksom på dén lille detalje ved planen, medmindre hun selv spurgte.
"Var der mere?" spurgte Neil, tydeligvis irriteret. Andrew løftede boardet, tog det under armen og tog et par skridt mod døren med et kort blik mod Elaine, der havde styret det hele ret godt. Andrew kastede bare et sigende blik mod det tilstødende værelse og sagde tørt: "Næ, jeg vil ikke forstyrre dig mere."
Så vendte han sig for at gå, ikke sikker på, om de havde mere at sige, og også for at være sikker på, om Elaine ville sige et ondt ord mere eller to.
|
|
|
Post by Tenner on Sept 16, 2012 20:47:09 GMT 2
Neil nikkede kort en enkelt gang og forsvandt så ind af døren han var faret ud af før. Ind til Nille og Elaine kunne da også lige hører hendes stemme, da hun spurgte hvad det gik ud på.
''Hey Andrew.''
Sagde Elaine, for at få ham til at stoppe et øjeblik. Faktisk vidste hun ikke hvad hun skulle sige. Der var så meget og et tak ville bare være latterligt. Og uanset hvad hun syntes om Andrew, så måtte hun sige et eller andet.
''Pisse godt.''
Hun sendte ham et smil, med et blik der var drilsk, men også fortalte at hun ikke gad holde på ham mere. De havde klaret det de skulle og der var jo ingen grund til at være mere sammen end højst nødvendigt.
|
|
|
Post by Xazal on Sept 17, 2012 9:36:16 GMT 2
Fingrene greb fastere om boardet, så den ru, sandpapirsagtige overflade, pressedes mod hans hårdhudede fingerspidser, idet Andrew tog endnu et skridt mod døren. Han kunne allerede høre Neils trunte inde ved siden af spørge ind til det lille optrin og tænkte derfor, at han ikke havde mere at bestille her, indtil Elaines stemme nåede hans ører, tydeligere end dét, der foregik, eller skulle til at foregå - hvis ikke Andrew havde forpurret den glæde endegyldigt - inde hos Neil.
Hendes tonefald var lige så sejrsrigt, som han burde føle sig, men han havde næsten allerede lagt det bag sig som endnu en ting, der var ordnet. Men da han så hendes smil, vendte følelsen tilbage og uden at bevæge en ansigtsmuskel løftede han hånden i et Thumbs Up i hendes retning.
Så snurrede han rundt på hælen, så hans hår blev fejet væk fra hans ansigt og bevægede sig hen mod døren. 'Morgan - mit ansvar? Det er til at dø af grin over,' tænkte Andrew og kom til at standse op igen med hånden på dørhåndtaget. Han kiggede tilbage på Elaine et kort øjeblik, tænkte, at han ville tage en hurtig afsked med hende, selvom den slags ikke lå til ham. Men hun virkede heller ikke som typen, så han nøjedes med et charmerende smil og morskaben lysende i de faretruende øjne, før han gik.
//... du kan godt lige skrive, hvis du vil, men ellers er jeg out of thread. Så jeg går vel ud fra, at jeg skal vente med at skrive, til de andre situationer er spillet ud, så vi kan komme til den dér store begivenhed.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 28, 2012 22:10:49 GMT 2
//Sætter dem lige here, men de er vel teknisk set ude på gaden i Nedre by
ELAINE:
Grebet om hendes arm forsvandt pludselig, men det fjernede ikke smerten der truede med at fortærer hende. Hun nåede at opfatte at det var Jesse der havde fået fjernet manden og hun greb ud efter Jesse. Jesse der var hendes eneste faste holde punkt, og som kunne hjælpe hende. Hun kunne mærke at hun ramte hans overarm, men musklerne i hendes fingre ville ikke lystre. Det ville ingen af hendes muskler og pludselig kom gulvet mod hende sammen med mørket, som anfaldet skabte. Hun anede ikke hvad der skete omkring hende, var blot sunket ind i et hjørne hvor ingen smerte, intet kunne nå hende.
Elains muskler svigtede hende og hvis ikke Jesse havde taget fat i hende var hun væltet omkuld på gulvet, indtil kramperne ramte hendes krop. Spasmer gik igennem hendes krop, der ikke reagerede på noget. Intet så hun. Intet mærkede hun. Ikke før anfaldet var over, ville hun komme igen. Hun hadede det, fortalte det til ingen og ikke om hun gad behandles anderledes. Der var gået et helt år siden sidste anfald og på det sidste havde hun vidst også sløset lidt med medicinen. Ikke at Jesse var klar over det og det var vidst temmelig tarveligt over for ham.
Et øjeblik stoppe rykkene der gik igennem hendes krop, som Jesse holdte oppe, men det kunne vare ved i varierende længde. Ikke at det som sådan var farligt, kun hvis det skete mens hun var alene og hvis det blev ved i mere end en times tid. Men medicinen kunne stoppe det og holde det nede.
|
|
|
Post by Xazal on Oct 29, 2012 14:22:05 GMT 2
//Andrew til tråd (skriver lidt videre fra området omkring røret, før Andrew lander)
Hvad fanden var der sket? Andrew havde ikke haft tid til at tænke over de ting, han så. Han havde heller ikke tid nu, men gjorde det alligevel, mens han tastede nogle andre koordinater ind og smed sig ind i suserøret. Så landede han midt på en gade fyldt med butikker. Deres mørke vinduer skreg deres tavshed ud mod hinanden, spejlede sig i hinanden og gjorde hele gaden dyster. Faktisk brød han sig om det, mens han løb ned langs gaden, gik i tilfældige retninger og fandt endnu et rør længere væk.
Imens tænkte han på, hvad fanden der var gået galt. Elaine - det fordømte pigebarn var blevet slået ud af ét eller andet. Så vidt Andrew kunne bedømme, havde det intet med rådsmanden at gøre, medmindre de havde fundet en metode til at lamme folk.
Han indtastede koordinaterne til et område, der lå en kilometers gang fra Lorenz' bolig. Nu havde han sikret sig, at eventuelle forfølgere ikke kunne gennemskue, hvor de var forsvundet hen ved at se den sidstbenyttede position på displayet. Forhåbentligt var det godt nok for nu. En midlertidig løsning, en ynkelig foreholdsregel, han var nødt til at tage.
Andrew kom løbende hen mod Jesse og Elaine, der var på vej ind ad døren til boligen. Han standsede op for at få vejret. Pulsen dalede hurtigt. Han var klar i hovedet. Og han stirrede rasende på alting - hverken vred på Jesse eller Elaine, men på det hele. Han tvang sig selv til ikke at spørge, hvad der var galt med Elaine. Han kiggede bare på hendes krop, der fortrak sig i ukontrollable kramper. Regnede med, at Jesse vidste, hvad der skulle gøres, hvis ikke idioten var helt lammet af chok. Så han var afventende.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 1, 2012 13:09:52 GMT 2
Jesse var bare okset af sted. De få sekunder Ella kunne stå på benene havde han smidt hende ind i et rør og hvar fulgt lige efter. Han havde grebet hende lige da kramperne kom igen og hans syn var blevet rødt. Hvad helvede det også for noget. Hvorfor havde hun ikke styr på det? Hun vidste da det kunne ske. For helvede. Jesse vil slå hende ihjel hvis det ikke var fordi noget andet gjorde det. Han havde revet et stort stykke af den nye T-shirt og stoppet det ind mellem hendes tænder. Hun kunne bide sig selv i tungen og drukne i sit eget blod.
Han sparkede den tynde dør ind til deres 'hus' og den væltede med et klask. Jesse smed Elaine på spisebordet. Han væltede som et galt dyr ind på deres værelse. Uden grund smed han rundt med madrasser tøj. Han kunne høre Ellas krop der bankede mod bordet. Hna kunne høre Andys prusten og igen Ellas lyde der vidnede om hendes smerte. Han hev skufferne ud i den fucking rådne kommode de havde og der lå den. Ampullen. Han stak den ned i glasset og fyldte den. Det ville være nok til en af de motherfucker køer de havde på den ene markplade. Eller sådan noget. Men Jesse skulle bare have sin søster til at slappe af. Godt og grundt. Helt og holdent.
"Flyt dig," brølede han til Andy, der ikke stod noget nær i vejen for Jesse. Han havde bare brug for at råbe ad nogen. Jesse tænkte ikke over Ellas blufærdighed eller at hun måske gerne vil have at Andy var et fucking andet sted, mens hendes bror flåede hendes bukser op og ned ad hendes lår. Jesse stak kanylen ned i kødet, håbede for hendes skyld at det ikke også denne gang var i musklen, for det ville få hende til at humpe den næste uges tid. Det var nu altså ikke hans skyld! OG desuden var det lige før hun fortjente at det skete fordi hun var sådan et røvhul. De her kramper kun jo for helvede kun når hun ikke åd sine piller.
Han så til mens Ellas arme slog om sig. Snart ville det virke. Lige om lidt.
|
|
|
Post by Xazal on Nov 2, 2012 23:13:27 GMT 2
Hvor utroligt, det end var, så fik Jesse sgu udrettet noget i sin tilstand af panik. Andrew iagttog ham roligt, da han nærmest smed sin søster ned på spisebordet, som om hun bare var én, nogen skulle kneppe bagefter. Andrew flyttede ubemærket ting væk fra Elaines rækkevidde, mens hun slog om sig, og mens Jesse rodede rundt på ét af værelserne efter et eller andet.
Hvad fanden var der med tøsen? Ud fra Jesses ansigt, kunne Andrew regne ud, at det ikke var gavnligt at spørge. Hans blik holdt bare vagtsomt øje med både Elaine og Jesse, når han ind i mellem kunne få øje på ham gennem døråbningen til værelset - tingene fløj om ørerne på ham derinde. Ja, det var sgu lige før, at Jesse lavede mere ravage, end sin søster, der sgu ikke havde en skid kontrol over sig selv. Havde de taget et eller andet, inden de tog til koncerten? Det var ikke ualmindeligt, men Jesse og Elaine var de sidste, Andrew kunne forestille sig, var personer, som bare havde brug for øjeblikkelig virkelighedsflugt - da slet ikke i en situation, hvor de havde totalt styr på det ragnarokk, de havde været i færd med at sprede.
Andrew stod lænet op ad køkkenvasken og så dyster ud. Da Elaine pludselig kom med stønnende, jamrende lyde, som havde hun besvær ved at trække vejret, gik han irriteret hen til hende og gennemborede hendes ikke-seende øjne med sit arrige blik. Han greb hendes hænder, der fægtede i luften og holdt dem fast i et greb med sin ene, hårdhudede hånd om begge hendes håndled - han holdt hendes hænder over hendes hoved, lige i tide til, at Jesse kom og brutalt rev bukserne af hende.
"Hvad la..." begyndte Andrew, men bed ordene i sig. Han skulle jo angiveligt være ligeglad, men der var sgu noget ved den fyr til Jesse, der vækkede Andrews vrede, men også en anden følelse, han ikke kendte, eller ikke ville kendes ved. En betingelsesløs loyalitet og hengivenhed - det var jo dét, Jesse følte, og Andrew kunne sgu ikke ... Havde det nu været én eller anden romantisk ting mellem de to, havde Andrew bare spyttet på jorden foran Jesse og slet ikke gidet bane vejen for ham ud af den enorme koncertsal. Men det var sgu noget andet, og Andrew kunne ikke se den ene uden den anden.
Noget andet? Som han aldrig kunne blive en del af. Andrew prøvede at bilde sig ind, at han jo havde hjulpet Jesse ud dels for at redde sig selv ud af rådsmandens kløer, men det var en beskidt løgn. Andrew var ligeglad med at blive straffet. Det var Elaine - hun havde været en rå tøs, men hun havde været rå med mere følelse end de fleste andre piger, og hun havde sgu vist sig tro mod en eller anden holdning og person. Sin bror. Sin familie.
Fanden tage dem begge to. Hvad lavede Andrew i det her lusede rum, når han kunne suse rundt på sit board og give fanden for folks relationer? Hvorfor stod han og dvælede ved sådan noget lort, han altid havde forsøgt at skille sig af med? Familie! Det skabte ikke andet end problemer. Men Andrew vidste det godt - det var den ubetingede loyalitet. Dén beundrede han. Men alt det andet var til at lukke op og brække sig i.
'Men i det mindste kan de blive nyttige, og den ene virker ikke uden den anden,' tænkte Andrew brysk og fik kontrol over det virvar af tanker, der kørte rundt i hjernen på ham. Han så vredt på Jesse, der havde stukket en nål i Elaines velskabte lår og pressede til.
"Du skal ikke give hende for meget," vrissede Andrew skarpt og slog ud efter Jesses hånd med den frie hånd. Bare for en sikkerheds skyld. Og bare for at komme af med sine aggressioner. Han kunne altid få det til at se ud, som om han bare skulle gøre gengæld, fordi Jesse havde råbt af ham. Som om!
|
|
|
Post by Tenner on Nov 4, 2012 3:05:46 GMT 2
Hvis Elaine havde været bevidst om hvad der skete omkring hende, ville hun havde skreget at Andrew skulle væk. Han skulle ikke se hende sådan. Ingen skulle. Ikke engang Jesse, men han var den eneste der kunne hjælpe hende. Den eneste ud over deres forældre og Neil, som vidste hvad de skulle gøre. Men han var den eneste hun stolede på. Hun var bare ikke bevidst om hvad der forgik, når hun en gang vågnede ville hun ikke en gang huske hvad der var sket. Men det gjorde ondt. Mørket kunne ikke en gang skærme hende fra smerten af hendes muskler der ukontrolleret trak sig sammen og pludselig var der også en skarp smerte i låret. Et øjeblik, hvor det var det eneste hun kunne mærke.
Elaine stønnede af smerte da Jesse brutalt stak nålen i hende med medicinen. Men det tog heller ikke lang tid før medicinen slog til og fik hendes muskler til at slappe af. Det stoppede anfaldet og nærmest bedøvede hende. Ihvertfald hendes muskler, men det træk hende desværre også tilbage. Tilbage til virkeligeheden hvor en vrissen Andrew stod over hende og holdte hendes nu slappe hænder mod bordet hun lå på. De var pludselig hjemme, væk fra koncerten og rådsmedlemmet der havde haft fat i hende for et øjeblik siden. Hun kunne bare ingen ting gøre. Hendes krop føltes et øjeblik lammet og der ville gå et par timer inden hun ville få hele førligheden tilbage. Hun kunne heller ikke få vejret. Et eller andet var i hendes mund.
Sådan noget lort. Forpulede lort, hvorfor havde Jesse taget Andrew med? Kunne han ikke bare havde bedt Andrew om at passe hans egede lort, så han ikke så hende sådan. Som en ussel person, der ikke havde kontrol over sin egen krop. En forkrøbling der måtte æde medicin for ikke at ligge og ralle på gulvet. Hvis hun kunne, havde hun rejst sig og marcheret ind på sit værelse. Væk fra dem. Væk fra Andrew fordømmende øjne, men hun måtte udstå ydmygelsen i at ligge på bordet som et eller andet stykke kød, en skade fugl der ikke kunne klar noget selv. Lort.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 4, 2012 15:01:18 GMT 2
Ampullen kom og lidt klar væske efterfulgt af blod kom ud af låret på hans søster. Jesse var fægtede med den spidse nål foran Andrews hoved.
"Du ved ikke en skid om noget din store spasser," brølede han og glemte Ella ind til hans så hvad fanden Andy hold fast i.
"FINGERNE VÆK FRA MIN SØSTER," kom de næsten umenneskelige ord ud. Jesse var ikke en mand der som sådan sagde: 'Det gør mig utilpas at du holder min søster som skulle du til at bagbinde og skampule hende, så vil du være sød at give slip.' I stedet gav han slip på nålen der dalede ned mod gulvet og svingede lige og temmelig forudsigelig højre mod Andy. Hvad lavede det perverse svin i deres hus. Begloede Ellas ben!
"ARG!" hylede Jesse over misseren som den noget hurtigere Andy undgik og smed sig simpelthen ovenpå med hele hans krop. Den kunen han sgu da ikke undgå.
|
|