|
Post by Xazal on Oct 19, 2012 0:10:40 GMT 2
Andrew havde aldrig forestillet sig at skulle opleve nogen te sig sådan på en scene med hele Sky Citys borgere som tilskuere. Det var helt igennem kunstigt og rendyrket oprør. Et oprør, som Andrew forsøgte at læse i den blondes ansigt, for hvorfor var hun der ellers? Men alt, hvad han fik ud af det, var hungren efter sex. Ikke engang noget, der kunne få hans pik op at stå.
Andrew skævede til Elaine og fnøs; den lille lyd kunne ikke høres gennem den altoverdøvende, dundrende musik, så Andrew fæstnede sit granskende, ligegyldige blik på scenen igen. Pludselig var lyset der, og Andrews blik fløj lynhurtigt op mod den nærmeste storskærm - blot for at blive bekræftet i, at han kunne se sig selv, hvilket fremkaldte et bistert, lidt snerrende udtryk, idet han igen så på Ofelia, der pegede nærmest anklagende på ham, mens hun drævede: "So, are you warming up yet?"
Instinktivt trådte Andrew et skridt nærmere scenen, hvorfra den på én gang varme og hånlige, kyniske og sexede stemme kom fra, og da hans blik igen fæstnede sig på læberne, der formede ordene med lige så runde, kurvede bevægelser, som hendes krop udførte, var det, som om et elektrisk stød gik igennem hans krop. En helhed, som krop, sind og læber kunne udtrykke. En yderst sjælden fuldendthed med et artistisk islæt. Noget, der passede brunt hår og tatoveret hud bedre. Det sidste nåede Andrew knap at tænke, før han stivnede et splitsekund over måden, Ofelia faldt tilbage på og overgav sig til de veltrænede dansere.
Andrew vendte sig halvt mod Elaine og Jesse; hans øjne ulmede intenst af en nærmest iboende, hånlig vrede, og hans læber var krænget let tilbage over hans regelmæssige, hvide tænder i en rovdyrsnerren. Enhver, der kendte ham, ville vide, at han tænkte på Morgan, eller på mere ballade, og i dette tilfælde var det sidstnævnte.
Selvom ... Andrew ville kigge tilbage på Ofelia, fordi noget i hendes stemme gav genlyd i hans tanker, men pludselig lød en høj, skarp stemme gennem larmen, og han så sig omringet af vagter. Hans ulvegrin blev bredere. Hvis det kom til et håndgemæng mellem ham, Jesse og disse, ville Andrew have fart og teknik på sin side - med den kampsport, han havde dyrket tidligere. Vagterne var store brød, og de havde sikkert et par tricks i ærmet. Den måde, de vrængede, at det ikke var tilladt at være her, kunne bringe pisset i kog hos enhver. Andrew kunne tydeligt se, hvordan Jesses vrede steg.
"I er vel selv interesseret i trunten dér," fnøs Andrew ligegyldigt og gjorde et hovedkast mod scenen, ligeglad med, om vagterne blev provokeret af hans ord. Andrew udnyttede den korte tids uopmærksomhed til at stille sig tilbage til Elaine og Jesse og ventede. Ventede på, at én skulle miste besindelsen. Det ville gøre alting så nemt.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 20, 2012 14:16:51 GMT 2
MORGAN:
Hjertets rytme der før havde været regelmæssig og kun en anelse over hendes hvilepuls, gjorde nu næsten ondt, på vej ud af brystet og hendes tindinger. Hun mærkede endda sved. Som hun stod der kunne Morgan ikke lukke for tankerne. Hvert ansigt der blev vendt mod hende forestillede i et kort sekund tusinde andres. Danserne var ikke længere sig selv. De var over alt og de skræmte livet ud af hende. Hun så Glenn nærme sig, for derefter at vende hovedet og stå ansigt til ansigt med Andy der snerrede af hende. Hun hvirvlede rundt og der stod Michael med udstrakte arme.
Musikken gik ned på et nulpunkt hvor den stort set forsvandt og skrig fra de kutteklædte skikkelser der endnu stod på mellemgangene begyndte at fylde salen. En sort tung kappe blev lagt om Ofelias skuldrer og røg fyldte scenegulvet og skjulte dansernes kravlende udgang. Røgen spildte ned over scenekanten og gemte de forreste rækkers fødder i en tåge som virkede ugennemtrængelig.
Morgan prøvede at skubbe sin forvirring væk. Hun prøvede at lade denne afslutning på sin sang fylde sig. Dette var det eneste der kom nær i hele det show at være Morgan og den hjernedøde finke til Ofelia. Hun prøvede af alt magt at skubbe det sidste billede af Michael ud af sit hoved. Hun prøvede desperat ikke at føle sig ensom. Eller halv. Hæst lød hun et primalskrig fylde det mikroskopiske microfondevice hun havde stukket i øret. Hun vidste at det ville skære de fleste i ørerne. De udbrud på smerte og råb som det kutteklædte kor stadig holdt i live var forfærdeligt men netop det som Morgan skulle bruge for at finde vej tilbage. Men noget virkede forandret som hun rejste sig op ad af tågen på scenen nu klædt i en sort kappe og håret som en lysende glorie. Hendes ansigt der blev zoomet ind på viste et blik så mørkt og vanvidsfyldt at man kun kunne betvivle om dette reelt var et menneske eller et monster.
“Feed me, none of your lines I won't fall for them, 'cause I'll lose And hold me, to none of my words I don't mean them, when I'm with you”
Morgans stemme var hæs og lav. Hendes ord blev spyttet ud. Hun sagde det her til alle der vovede på at kunne lide hende. Men måske mente hun det mest af alt til dem der forstyrrede hendes fred og hendes følelser. Stemningen fra den sexede killing var nu skiftet over til noget som hun ikke kunne styre. En ukontrollabel vrede der flammede op og slugte alt. Men det hun sang var løgn. Hun var jo faldet for ord og linjer der udtrykte meget. Hun prøvede at vise sin ligegyldighed men det virkede ikke. Hun kunne høre på hendes stemme der ønskede at råbe op og skrige. Hun knyttede sine hænder under kappen “And the cars streak past with a life inside Why is my life in your eyes? And the windows glow with the hearts they've known Why is my heart never mine?”
Koret var en truende baggrund til Morgans stigende stemme. Folk flyttede sig ilde berørt over disse skift. Denne medley af en sang der på sin vis overhovedet ikke hang sammen.
“I've been better, when the sky was red And a face like yours couldn't make me scared I've been better, with the things I've said When I took the lead instead of being led
I've been better, when the sky was red And a face like yours couldn't make me scared I've been better, with the things I've said When I took the lead instead of being led”
Noget af koret skreg og hylede mens andre bakkede Morgans stemme op. Ofelias. Hvad fanden. Nu var forskellen så lille og intetsigende at det hele kunne være ligemeget. Morgan udtrykte den eneste form for følelser hun kendte, gennem musik. Hun hadede sig selv og hun hadede alle der var her. Hun hadede det ansigt hun sang om og den usikkerhed der fyldt hende. Hun sang det der kunne gå for at være et omkvæd en sidste gang sammen med koret og det var nærmest messende og religiøst, om end Skycity ingen religion havde.
Gulvet åbnede sig og syntes at opsluge Morgan i tågen, men i virkeligheden sank hun blot langsomt ned på knæ og som danserne havde gjort kravlede ud under tågen. Hun ville ikke stå der og modtage en klapsalve der muligvis slet ikke kom. Hun havde ikke brug for deres medlidenheds klap eller deres pift. Intet af det her havde hun gjort for deres skyld, men for at en rødhåret kælling på første række ikke mistede sit job, eller at en homo kunne flytte ud fra selv samme drages hule i dette liv. Hun gjorde det for at en mekaniker med et venligt blik og en herlig stemme ikke ville hive sin grå hår ud og at en pige på sex med flammer i stedet for hår ikke behøvede at gribe til sin unge krop for at tjene til lidt brød. Det hele var for ham og hun …
Morgan stod ude i kanten hvor en smuk pige med rødt hår stod i hendes kærestes favntag og så syg ud. Morgan havde hørt tøsen. Hun var ikke dårlig. Med et tandsmil der mest lignede en snerren og blik der endnu var sort og ulmende kyssede hun i en pludselig affektion denne puslings kind. En umiskendelig duft af citrus flød fra Morgans hud og sved.
”Du lægger dem for dine fødder,” sagde hun. Så bevægede hendes fødder sig hastigt væk. Hen til ’hendes’ rum. Hun havde så kort tid. Ingen vidste ud over hende selv og Carl at de havde byttet rum. Ofelias var større og mere luksuriøst og det havde været let at overtale den fedtede tenor om at bytte til hans lang mindre og kun lige rene håndklæder. Ofelia skulle blive til Morgan, inden nogen fandt ud af det. Hun lukkede døren og låste den. Vidste at Glenn og Dina var på vej. Sikkert også en repræsentant fra Rådet og mon ikke en forvirret tilsynsvagt der ikke kunne forstå, for sådan havde lys, lyd og røg ikke været til generalprøven samme dag. For ikke at tale om garderoben.
Nej Morgan skulle ud og være Morgan. Ud til publikum og være samme. Hun skulle prøve at undertrykke sin nyvundne frihed så hun ikke stormede op til Michael. Som om hun havde noget valg. Hun havde jo tjekket hvor han sad. Var der måske ikke en tom stol to rækker bag ham som havde hendes navn skrevet på computeren? Jo. Tatoveringer og brunt hår kom frem. Krigsmaling blev fjernet og ny påført. Et par høje sorte stiletter og en stropløs kjole uden ryg, der virkede som limet på hendes overkrop, endte ud i blødt marineblåt skørt der var gennemsigtigt og viste hendes lange stænger. Hun fjernede en similisten der hang på hendes ben. Badet havde gjort det meste og malingsrensen resten. På gulvet lå de glimtende stene spredt og en paryk var forladt og alene. I spejlet var en rå masse af hårdkort chick med så fremtrukne feminine træk at det gjorde ondt at se på den modbydelige skønhed.
Morgan forlod rummet uf på de tomme gange. Enten gjorde folk sig klar eller så på showet. Hun kom ud på ’tjenergangen’ og forsatte op mod den balkon der ville gemme Michael.
//: Hun går op ad trappen
|
|
|
Post by Tenner on Oct 20, 2012 23:03:26 GMT 2
JONES
''Ai ai, Frue jeg skal nok huske at drengen med krøllerne hedder Jesse'' Grinede Jones, da Tess rettede på ham for at ikke at kunne huske fyrens navn. Det kunne han nu godt, han havde bare vidst at det ville irritere Tessa en smule og lede lidt væk på den korte anspændthed han havde haft, ved tanken om at Tessa rendte rundt med en anden. Og så lige med sådan en hidsigprop. Måske prøvede Tessa at virke hård i kanten enkelte gange, men sjældent blev Jones rigtig hylet ud af det. Han vidste at et smil altid ville vise sig på hendes kønne ansigt lige efter for at afsløre at det blot var for sjov. Og det var en af de mange ting han elskede ved hende.
''Jamen så er det jo en date.''
Smilede han og lænede sig tilbage i stolen. Scene showet havde ændret sig, fra at det havde været sexet og højt musik, lød der pludselig klages skrig og en tyk røg bredte sig over scenens gulv. Det kunne man se selv her fra. Skærmen viste også Ofelia endnu en gang, men hendes ansigt var lagt i andre folder. Meget anderledes, og hun så nærmest farlig ud. Snerrende, som om nogen vovede på at ville hende noget når hun forlod scenen. Hvilket nok skuffede alle de mange tilbeder hun nu ville have. Men der var et eller andet i hendes stemme, en snert af rigtige følelser for en mand, blandt denne voldsomme vrede.
''Hun ændrede sig hurtigt, hva.'' Sagde han, nok en smule for sig selv fordi han havde en lidt mærkelig vane med at snakke med sig selv hvis han undrede sig. Og så var pigen af scenen. Forsvundet mellem røgen og folk vidste ikke om de skulle klappe eller bare forholde sig stille. Det var noget af en performance, noget af en stemme og helt sikkert et stort talent, men så langt fra det man så til disse koncerter. Men her oppe på pøblens rækker, der klappede folk. Specielt unge mænd der var opildnede af showet og folk var glade for at se noget oprør. Michael og Jones klappede selvfølgelig også, men af hensyn til deres lillesøster hujede de ikke... Selv om de begge havde lyst.
''Nu er det Maddies tur.'' Smilede Jones til Tessa, tydeligvis spændt på sin anden lillesøsters vejne.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 21, 2012 0:01:11 GMT 2
Maddie var ved at blive spist af nervøsiteten inde fra, men Gabriel fik hevet hende ud af sine tanker da han trak hende ind til ham og ikke lod til at være så forsigtig med hende, som han havde været for et øjeblik siden. Det var rart og betryggende og hun følte sig ikke så fremmede. Hun følte sig ikke som en ting der kunne gå i stykker, hvilket den her kjole ellers var uovertruffen god til at gøre. Hun trykkede sig ind til ham og prøvede at tænke på noget andet end at hun skulle stå på den forbandede scene lige om lidt. Det var vel teknisk set det her hun skulle drømme om at leve af, var det ikke? Et øjeblik stod hun blot i stilhed og betragtede de skærme der viste det hele. Det hele ændrede sig pludselig. Musikken, menneskerne og ikke mindst Ofelia. Pigen havde de fleste gange virkede enormt reserveret hvis de var stødt på hinanden og Maddie kunne vidst nærmest tælle på den ene hånd, hvor mange ord de faktisk havde vekslet mellem hinanden. Ikke mange og langt fra en samtale, men Ofelia havde aldrig virket ond. Hendes øjne havde været vilde måske i korte øjeblik, men aldrig som nu. Der var et eller andet nærmest forkert over det skræmmende kønne ansigt. En stor vrede som blot ventede på at eksplodere. At det stadig var den samme pige der stod på scenen var nærmest svært at tro, men talentet var stadig lige stort og skrigene fra koret fik nærmest en til at ville krympe sig.
Alt dette forsvandt dog pludselig da hun hørte Gabriels stemme bag sig.
’’Du er vidunderlig.’’
Hun vendte sig lidt i hans arme for at se op på ham. Ikke at hun forventede at han bare lavede sjov med hende, det ville ikke ligge til hans person at gøre det på sådan et tidspunkt her, men bare fordi det kom bag på hende. Hans øjne sagde endnu mere end bare hans ord og et kort øjeblik kunne hun se for sig at hun bare gik fra det her hurlumhej. Bare lod det hele ligge bag sig og fandt sin egen lille verden sammen med Gabriel, hvor hun ikke skulle stå på en scene foran hele byen, fuldstændig ræd for at fejle og blive husket som fejlen.
’’Tak.’’
Sagde hun stille, men højt nok til at han kunne høre det og så lænede hun sig helt tilbage mod ham, med lukkede øjne og for første gang i dag et afslappet suk. Hvordan hun ville have klaret det uden ham, turde hun slet ikke forstille sig for han var kommet ind i hendes liv på det bedst tænkelige tidspunkt. Men hendes lille tankeverden blev lukket ned da musikken pludselig stoppede og en meget blandede klapsalve lød. Ofelia var færdig med sit show og Maddie skulle være den næste. Hun åbnede øjnene for at se hvordan Ofelia tacklede publikums blandede hyldest til hende, men hun var væk. Forsvundet fra scenen og det eneste tilbage var røgen. Hvordan hun gjorde havde Maddie ikke opfattet, selv om det nok var noget så simpel som at bruge røgen at uset at komme væk. Og rigtig nok. Ofelia stod pludselig foran hende, stadig med vreden ulmende omkring hende og at pigen ligefrem ville give hende en form for lykønskning kys og en ros inden Maddie skulle på scenen var ikke det Maddie havde forventet. Hun nåede ikke en gang at takke inden den lyshåret skønhed var væk og Maddie bare stod tilbage sammen med Gabriel, begge lige forundret over det.
’’Så det nu, Røde,’’ Kaldte en af koordinaterne på hende, for at føre hende hen til hendes udgangs punkt. Gabriel kunne ikke følge med videre, selv om hun ikke ville have at han gav slip på hende. Nervøsiteten knugede hende og gjorde nærmest ondt lige under ribbenene.
’’Vi ses på den anden side.’’ Smilede hun kort, kyssede ham let på læberne, før hun var ude af hans arme og fik fat på sine sko hun skulle have på. Om hun ville klare det uden at brække anklerne var hun ikke sikker på, men lidt øvelse havde da hjulpet hende. Hun måtte hurtigt væk fra Gabriel, ikke fordi hun ville, men ellers ville hun ikke kunne gå på scenen. Han havde givet hende en god håndfuld mod og med ham på siden, så hun kunne se ham hele tiden, gjorde hende en smule mere sikker.
Til forskel fra Ofelia, der havde haft en lille, næsten usynlig mikrofon device siddende, fik hun en god gammeldags, trådløs mikrofon i hånden. Hun skulle ikke danse rundt eller havde brug for at begge hænder var fri. Et sidste blik kastede hun på Gabriel før hun blev ført de sidste skridt til hendes mærke og han var ude af syne. Hvordan hendes sange nu skulle klare det vidste hun ikke, for dem der stod for sangudvalget havde gjort at Maddies numre passede med Ofelias sidste – Hvilket det jo på ingen måde gjorde nu. To sange skulle hun igennem. Lyset blev slukket i hele salen, hendes ’stikord’ til at gå ind på scenen. Med en dyb indånding gik hun ind på sit mærke og stod klar. Hendes hjerte hamrede i brystet og hun ønskede bare at det hele bare var overstået. Stilheden var nærmest til at tage og føle på, undtagen lidt til venstre nede for scenen, men hun kunne ikke tillade sig at tænke over det. Uanset hvad det var. Fokus, Maddie, ligesom Collins sagde. Musikken begyndte og med det blev lyset tændt. Som altid når man stod på en scene kunne man ikke se de mennesker der betragtede en og hun var det evig taknemmeligt. Musikken flød igennem hende, en glad melodi der hviskede hendes nervøs væk og lod hende koncentrere sig fuldt ud om at synge. Ikke at den første sang krævede det store af hendes stemme, det var som sådan ikke det den var der for, den skulle være i sammenspil med Ofelias afslutningssang, som var ikke-eksisterende lige nu. Men det forhindrede ikke Maddie i at kunne synge, bestemt ikke og hun kunne ikke lade være med at smile. Måske havde hun været ved at kaste op af nervøsitet før, men det var væk og nu var hun den sangerinde på den store scene som hendes mor altid havde drømt om.
’’I turn the music up, I got my records on From underneath the rubble sing a rebel song Don't want to see another generation drop I'd rather be a comma than a full stop
Maybe I'm in the black, maybe I'm on my knees Maybe I'm in the gap between the two trapezes But my heart is beating and my pulses start Cathedrals in my heart’’
Hun dansede ikke rundt på scenen som Ofelia, for hendes optræden var ikke et scene show på den måde og alligevel fyldte hun det hele og levede sig ind i musikken og den glæde det gav hende kastede hun ud mod alle de andre. Et eller andet sted blandt de mange tusinde mennesker sad hendes familie. Og da hun så til siden kunne hun se Gabriel stå, med et stort smil.
|
|
Emsen
Full Member
Posts: 149
|
Post by Emsen on Oct 21, 2012 1:18:25 GMT 2
En date. Typisk Jones. Tessa grinede frem for sig, tanken føltes rar. Ikke som hvis det var Jesse der havde sagt det var en date, men mere når ens bror siger at man har en date. Hvis de altså gjorde det. Hun havde ærligt talt ikke helt prøvet det. Pokker tage Alec!
”Så har vi jo en aftale,” Egentligt behøvede hun jo ikke at sige det, men det var nu alligevel rart, nu kunne han ikke sige nej, følte Tess. Så ville hun selv finde det værelse, gennemsøge det, for så at lave noget mad, og formegentligt spise det. Man havde vel lov til at være sulten, og var der ikke et ordsprog der sagde noget i retning med; Man har ikke godkendt et hjem, uden at have spist i det?
Det var der sikkert ikke. Men det kunne nu have været fedt hvis der var.
”Synes du ikke det kunne have været fedt hvis der var et ordsprog der hed,” Tessa lavede en kunstnerpause, og havde hermed stoppet Jones’ samtale med sig selv. ”Man har ikke godkendt et hjem, uden at have spist i et?” Jones’ kunne være ligeglad med at hende damen på scenen pludselig ændrede adfærd fra kissemisse kat til skrigende løvinde. Det kunne han ikke gøre noget ved, og det kunne hun heller ikke. Alligevel hujede og klappede Tessa da hun gik af scenen. Det gjorde enhver mand med respekt for sig selv, vel. Og også kvinder.
Så kom Maddie ind på scenen. Jones’ søster som Tessa havde beskyldt for at spille syg. Det kunne hun jo heller aldrig finde på. ”Er der din søster, det der?” spurgte Tess lidt vantro. Hun kunne jo godt synge fordælen. Det var ikke noget med nogle falske toner hist og her. Maddie var der bare og sang. Det var helt godt, og det gjorde det endnu bedre at Tess selv kendte sangen, og vidste at det var en god sang, men at Maddie gjorde det ubeskriveligt meget bedre end originalen.
”Hvad venter du på, Jones?” Spurgte Tessa undrende. ”Skal du ikke begynde at klappe af hende?” Tessa ventede ikke på svar, men begyndte selv at huje og skrige go-maddie. Alle hørte hende. Dem der ikke gjorde, måtte være nogle døve karle. Tessa håbede ikke hun stoppede sangen, og gjorde Maddie endnu mere nervøs, men bare farvede hendes kønne ansigt med et smil.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 21, 2012 16:59:09 GMT 2
JONES
Det generede ikke Jones at blive afbrudt i hans egen lille undrende samtale, for det gjorde Tess hele tiden. Og hvis det ikke var hende så gjorde Michael, så han levede med det og det passede ham også fint. Så virkede han ikke sindssyg unormal fordi han snakkede lidt med sig selv. Tessas eget lille ordsprog fik ham til at le højt. Folk kiggede på ham, selv hans far dog med et overbærende smil, for det var så typisk Tess.
''Det jo bare fordi du altid er sulten, kvinde. Men jeg kan nu alligevel godt følge dig lidt... Bare en smule.''
Det var faktisk også noget af det første han og Michael havde gjordt da de havde fået værelserne og de skulle aftale nogle bestemte ting. Som hvordan de skulle få møblerne der hen o.s.v, alt gjorde de sammen og der havde de siddet på gulvet i det ene værelse og spist nogle take outs sandwich. De andre beboer havde ladet dem få lidt fred indtil de var inde og Michael havde for et øjeblik virkede som sig selv der. Som den gamle Michael inden Morgan blev rodet ind i hans liv. Pludselig blev hele salen stille og mørket sænkede sig over dem. Joanna ved siden af ham kunne ikke lade være med at hvine da lyset blev tændt og synet af hendes storesøster tonede frem på skærmen. Michael og Jones øjne mødtes et øjeblik og samme tanke gik tydeligvis igennem dem. Var det virkelig Maddie? Det var det, det kunne de hører, men hun så anderledes ud. Voksen og smuk, men uskyldig helt modsat Ofelia på lige det punkt. Kjolen fik hende til at se betagende ud og det blod røde hår fangede alles øjne. De havde ikke været i tvivl om at Maddie nok skulle klare det til en stor guldstjerne og alligevel overraskede deres lillesøster dem endnu en gang. Et øjeblik sad familien Pax (med undtagelse af Joanna der nærmest hoppede på stolen) lamslået og hvis ikke Jones tog meget fejl prøvede George at skjule en bævende underlæbe. Men Tessas ord hev Jones og Michael ud af betagelsen og lige store grin bredte sig på deres ansigter.
''Selvfølgelig!''
Lo Jones, tydeligvis pave stolt han klappede hurtigt med på takten og hujede med sammen med Tessa og hans bror. Der var alt for mange mennesker til at Maddie nogen sinde ville få øje på dem helt her oppe på balkonen, men derfor kunne man stadig heppe på sin lillesøster jo.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 21, 2012 21:04:26 GMT 2
MICHAEL:
Michaels øjne hvilede på Ofelia gennem hele hendes andet nummer. Hun var så anderledes, farlig og vild - og ikke mindst vred. Hvorfor han pludselig, af alle mennesker, skulle finde sådan en tøs spændene havde han ikke en anelse om, men han gjorde det. Han hungrede ikke efter hendes krop, ikke helt ligesom den sang og de dansetrin før havde fået ham til, men hele hendes optræden viste at hun ikke blot var en tom skal, som musik industrien kunne fylde alle deres ideer og meninger i. Han var ikke en oprøre, det var ikke det. Men Ofelia havde alligevel vundet en hvis respekt fra hans side, uanset om hun ville have folk skulle kunne lide hende eller ej.
Men en anden pige rumsterede alligevel i hans tanker. Det ville hun nok aldrig holde op med, om hun valgte at se ham igen i aften eller helt slutte det med ham.
Ofelia forsvandt fra scenen, uden at modtage klapsalver eller hvad der ellers måtte komme mod hende og Michael kløede sig på sin ny barberet kind, en smule fraværende. Han vidste det var Maddie nu og at han skulle glæde sig til hun kom på, men aller helst ville han have at det hele sluttede så han kunne finde Morgan. Men han deltog i klapsalven som den balkon han sad på gav Ofelia. Et stort smil, trods sine tanker. Tessa og Jones snakkede om et eller andet som han ikke rigtig fulgte med i, men de var stille da lyset blev slukket og folk holdte vejret for at se hvad der nu skete. Musikken startede og Michaels lidt negative tanker blev skubbet til side da han så sin lillesøster på scenen. Han vekslede et blik med Jones. De begge var lige stolte storebrødre nu og som altid kunne Maddie imponere alle, selv sin egen familie.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 22, 2012 19:17:26 GMT 2
JESSE:
Den vridende ål gjorde Jesse bukser bare en anelse strammere. Ikke at der skulle meget til for tiden. Det var sgu kun indersiden af gokkesokken der så den stivert. Jorden, altså. Det var også Tessas skyld. De havde hoppet meget rundt sammen. Også fordi Ella var fucking optaget af at tjene penge og hun kunne også lide det! Men Jesse vidste bare ikke hvor han stod med Tess. Skulle han kysse huden af hendes læber. Eller smække hende en flad? Nogen gange når deres stemmer havde været på det højeste og Jesse endda havde kastet med en skraldespand, hevet den fra væggen den var boltet fast på, følte han sig så langt ude at hans fingerspidser var elektriske. Han vidste at rørte han ved hende ville de begge dø der. Øjeblikket efter sad de med hver deres milkshake og slog hinanden venskabligt og Jesse glemte med det samme at han havde lyst til at bide hårdt i hendes øreflip og høre hende stønne.
Så skete der lige præcis det som de alle tre havde håbet på: Nogen kom og forstyrrede dem. Jesses smil var bredt og misvisende i forhold til at han burde være brødebetynget. Han håbede inderligt på et håndgemeng og netop da skete der noget og folk begyndte at skrige. Vagterne var forvirrede og Jesse fangede Ellas blik. Hun pegede på scenen. Det sindsyge kvindemenneske med en gudekrop var forsvundet i en uigennemtrængelig tåge, men hendes stemme hørtes og det var hårrejsende. Tilgengæld var røgen slet ikke en dårlig ting. Slet, slet ikke.
Jesse landede adræt på alle fire og hev fat i den ene vagts fødder. Den stærke okse var langt fra gemt af den røg der nærmest spildte ud over scenekanten men alligevel forvirrede det. Desuden var lyset skruet voldsomt ned. Vagten væltede på grund af den usete angrebsvinkel og havde musikken ikke været på det niveau hernede foran havde man kunne høre ham vælte.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 22, 2012 20:49:08 GMT 2
ELAINE:
Elaine var ikke overrasket over sin brors glæde ved at vagterne kom hen til dem. Det var jo det han og Andy havde håbet på lige fra starten af, så selvfølgelig ville de ikke rette sig ind efter vagterne. Det ville hun nu bestemt heller ikke, men selv om hun kunne slå en proper næve, holdte hun mere af at se sin bror gøre arbejdet. Og Andy også selvfølgelig. Meget gerne Andy. Andrew lignede lignede et snerrende vilddyr, klar på spring men med en rolighed over sig som Jesse ikke ejede.
''I er vel selv interesseret i trunten dér,'' Svarede Andrew med sin evige ligegyldighed over for vagterne. Hvilket tydeligvis provokerede dem.
''Sådan nogle forbandede undermålere som jer, burde blive nede under byen sammen med rotterne, som i har erstattet.''
Skriget fra Divaen på scenen forvirrede vagterne et øjeblik og det gav Jesse den chance han havde brug for. Ikke et ord nåede vagten at ytre mere, før røgen var om dem og Jesse fjernede mandens fodfæste. Med et hårdt bump der var overdøvet af musikken og de høje klageskrig som koret og Ofelia udbrød. Elaine så på mens Jesse tog sig af den ene vagt og de to andre nærmede sig hende og Andy. De begge to lige store brød og vrede øjne over at mennesker dem Jesse, Andy og Elaine tillod sig at være her blandt dannede mennesker. Begge vagter startede med at gøre udfald mod Andy, regnede ikke med at tøsen var det store problem, men inden den ene fik set sig om havde hun spændt ben for ham og han faldt så lang han var.
//vagterne er NPC'er som i bare kan styre som i nu lyster xD
|
|
|
Post by Josephine on Oct 22, 2012 21:25:28 GMT 2
Musikken og sangen var gået igang. Morgan stoppede på den første balkon og fæstnede sit blik på skærmen. Til prøven havde denne lille tøs været forvirret og nervøs. Morgan havde suttet på en slikkepind og set ligeglad ud. Hun agerede som den diva Glenn og Dina ville have hende til at være, plus nogle ekstra få umulige krav. Alligevel ver der en særegen magi over ildhår mens hun stod der. Energien var stor og glæden ligeså. Pigen lod sig opsluge af musikken og Morgan tog sig i at misunde hende. Det var ikke destruerende på samme måde som Morgan. På sin vis var hun glad for at hun havde kysset hende på kinden. Måske en dag ville denne pige huske det og måske ikke. Morgan var ligeglad. Det her var et overstået kapitel for hende. Mente hun i hvert fald selv. Glenn og Dina kunne ikke bruge en pornomodel.
Hun forsatte op ad trappen. Der var få folk. Som altid. Nogen der skulle tisse. Nogen der skulle have noget at spise. Nogen der bare trængte til at trække vejret. Morgan smilede: Måske nogen der skulle lette trykket og komme tilbage til deres pladser med et fjoget udtryk i ansigtet. Hun spekulerede på om Michael var en af dem. Derefter at Andy helt sikkert ikke var. Morgans skridt ændrede sig fra hektiske og hurtige, selv i de høje hæle, til langsomme og sensuelle. Hun tvang sin vejrtrækning ned og gik så fra trappeåbningen ud på balkonen. Hun vidste at Michael sad midt på sin række. Hun vidste at han ikke ville se hende. Hun ønskede ikke engang at han gjorde. Hun vidste ikke engang hvad hun ville. Alligevel ... det var for sent at bakke ud. Hun var filtret ind. Det var farligt mest af alt for hende selv.
Der var bare det at hendes hud var kold og som sten. Hendes lunger trak kun luft fra direkte kommando. Hendes blik var dødt. Hun lagde ikke hjerte eller interesse i noget. Hun legede bare med sig selv. De andre havde også lagt mærke til det. Hendes hovedløse stunts på boardet. Hendes nærdød. Morgan kunne mærke ligyldigheden fylde hendes lemmer. Hver dag.
Kunne han mærke, hvor meget hun manglede ham lige nu? Havde hun kunne skjule sin iver da han ringede og hun med ligyldighed i stemmen havde svaret. Hendes drømme havde været fyldt med Michael. Hver nat en ny drøm, men den værste var den, hvor han havde holdt om hende og hun vågnede op i mørket kun for at opdage han ikke var der. Morgan hadede svagheden. Hun kunne ikke slå på nogen, sig selv. Intet. Intet bragte liv i hende. Ikke engang boardet havde trukket et ægte hyl ud over hendes læber.
Lydløst gik Morgan ind på sin række. Bukkede sig ned. Følte håret på sine bare skuldrer. Hun satte sig og kunne se hans hår. Hun mærkede et smil. Det var synet af hans blazerbeklædte skuldrer. Hans opsatte redte hår. Hun krydsede benene.
De her ti dage havde gjort hende følelsesløs og kun musikken havde hun snakket igennem. Havde hun følt igennem. Synet af ham fik lidt farve tilbage i hendes døde legeme. Hun kunne ikke overbevise sig selv om at hun kunne leve uden ham. Morgan havde virkeligt prøvet at se den beslutning at forlade ham som den eneste vej. Hun havde forestillet sig scenen mellem dem. Havde set hans ansigt. Stoisk. Roligt. Nej det var hende. Det var hende der gik i stykker og det gjorde så ondt i hende at hun rystede.
De her ti dage gjorde hende til intetsigende støv. Lige nu ... Det her var så forbandet svært og hun følte sig som en syg stalker. En af de fyre der fulgte efter hende og ville gøre hvad som helst. Sandheden var at hun ikke kunne sove mere end at par timer max fire og det var få selv for Morgan. Sandheden var at hun var ligeglad med at hun ikke kunne være uden ham. Den slags kemi som bare ramte ned i en med det samme og ødelagde ens liv, det var noget Morgan var blevet tvunget til at indse.
Så hun sad bare der med øjnene på en storsmilende Michael. En Michael der virkede glad og tilfreds. En Michael der ikke lignede en der havde brug for hende. Ikke som hun lige nu sad og følte sig døden nær og intet kunne høre over sit hjerteslag
|
|
|
Post by Josephine on Oct 23, 2012 8:06:46 GMT 2
Gabriel stod ude i siden. Han så hende forsvinde. Folk der buzzede rundt om hende. Nogen råbte noget tværs over scenen og én stemte sin guitar. Gabriel vidste at det var forkert af ham men han følte sig med det samme forladt og ensom, da Maddies varme og duft forsvandt. Han havde forklaret sin familie hvorfor han ikke sad sammen med dem i år. Det var ganske enkelt: En pige. De havde smilet og forstået. Mormor havde sete på ham med vidende øjne. Gabriel havde sagt hvem de skulle holde øje med og Jonas og Andrea skulle nok råbe højt.
Det ville være løgn hvis Gabriel sagde at det her var hvad han havde forventet. Denne underskønne lille tingest der bare sang, sang, sang som den personificerede glæde. Maddie i sig selv på en scene var forvirrende skøn men som hun var nu tog Gabriel sig i at stå med åben mund lænet op ad en af stolperne der holdt noget lys. Hun var så tæt på og så utroligt langt fra. Det her var en pige der altid ville kunne få et smil frem på hans ansigt og som kunne få en til at føle at de smil virkelig ville få alting til at gå op. Hans hoved føltes let og skummende og han lukkede munden som gled over i et smil. Han krydsede armene og så ikke så lidt selvtilfreds ud.
Han havde spekuleret på hvad denne aften ville bringe, han havde ikke regnet med åndeløshed og noget i brystet der hævede op til det føltes det kom ud af hans mund. En eksplosion af stolthed. Det var for meget og for vildt. Som den tøs Gabriel var kunne han ikke lade være. Tårer kom ud fra under brillerne. De var ikke mange og det var ekseptionelt vattet af ham, men ikke desto mindre netop hvad hans søskende havde væddet om ville ske.
Gabriel slog takten med foden. Han var glad for at han måtte stå her. Lyden var ikke den bedste. Men det var udsynet. Maddie. Det var sindsygt. Hun lyste. Var levende. Vidunderlig Hun var virkelig vidunderlig.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 23, 2012 13:21:05 GMT 2
MADDIE:
Alle de år, havde hun siddet på balkonen med sin familie og forstillede sig hvordan det måtte være at stå på denne scene. Ikke at det var hendes højeste ønske at komme her op, men hendes mor havde fra Maddie var på Joannas alder forklaret at det var noget af det ypperste, mest respekteret man kunne få lov til som sanger. Med mindre man var kendt i forvejen og de helt store navne havde koncerter, hvor det kun var dem der var på scenen. Idag skulle rampelyset deles og Maddie havde det helt fint med det. Hun nød musikken, den tillod hende at være i sin egen bobbel hvor nervøsiteten ikke kunne nå hende. Det var en mærkelig blanding, for når hun skulle op på scenen ønskede hun altid at komme ned med det samme igen, men når først musikken flød og hun sang var der i det øjeblik ingen andre steder hun ville være.
As we soar walls Every siren is a symphony And every tear's a waterfall
Det var en gammel sang - skrevet lang tid før SkyCity blev lavet og musikkenderne ville vide. Selv havde hun kendt til bandet, men ikke denne sang. Hun forsatte med samme glæde og samme talent til den sluttede og folk skulle til at klappe, men musikken sluttede ikke. Musikkerne bag hende tryllede med deres instrumenter, så de to sange smeltede sammen og koret der før havde sunget med i Ofelias sidste sang, eller nok nærmere skreget, kom ind og stillede sig bag Maddie. Alle i hvidt tøj.
Det var ikke hende der havde valgt det, for efter hendes smag var denne sang al for højtidelig og at koret skulle stå med på den måde hjalp ikke på det, men hun gjorde som der blev sagt. Det var jo trods alt en ære, som hendes mor havde sagt hver eneste gang Maddie havde brokket sig. Men den her sang krævede tilgengæld også langt mere af hendes stemme, så hun behøvede ikke koncentrere sig om, hvor lidt det var hende. Lyset på scenen blev dæmpet og fokuseret ned på hende. Klaveret lød stille, næsten skrøbeligt bag hende og gav hende anledning til at starte stille.
I wanna leave my footprints on the sands of time Know there was something that, and something that I left behind When I leave this world, I'll leave no regrets Leave something to remember, so they won't forget
Hvad musik udvalget helt præcis havde tænkt sig med teksten havde hun kun fjerne anelser om, men de snakkede om at det skulle give en eller anden følelse for fællesskabs følelse for byen. At folk skulle føle noget med at der var plads til alle sammen. Men det var ikke det Maddie tænkte på mens hun stod og sang. Selv om meget af hendes koncentration lod på at udfolde sin stemme, som sangen tillod hende, så var en lille del af hendes tanker på Gabriel. Det var de altid uanset hvad hun havde lavet de sidste par dage. Efter koncerten ville hendes familie komme og ønske hende tillykke, men ellers var hun hans resten af dagen. Og alle de dage der kom efter.
I want to say I lived each day, until I die And know that I meant something in, somebody's life The hearts I have touched, will be the proof that I leave That I made a difference, and this world will see
I was here I lived, I loved I was here I did, I've done, everything that I wanted And it was more than I thought it would be I will leave my mark so everyone will know
Tiden på scenen føltes altid kortere end i virkeligheden og da koret var færdig med at bakke hendes smukke stemme op og der ikke var mere tekst tilbage og mere musik, kom en flig af nervøsiteten tilbage. Havde folk kunne lide hende? Hun havde jo gjordt sit bedste og mere kunne de ikke forlange, men hvis ikke folk havde brudt sig om det de havde hørt kunne det være ligemeget. Ubevidst holdte hun vejret i det få sekunder det drejede sig om, at hun kiggede ud i det store mørke, som folk sad i.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 23, 2012 14:10:33 GMT 2
MICHAEL:
Maddie gjorde det bedre, end hvad Michael og Jones nogen sinde kunne havde forestillet sig i deres vildeste fantasier. Selvfølgelig var det godt klar over at hun var talentfuld, men de vidste også at hun led af nervøsitet hvis bare hun skulle synge for andre end dem der hjemme. Og det her var det største det nærmest kunne blive. At det ikke var til at hører at hun var nervøs kom bag på dem, men glæder blev ikke desto mindre. Tvært imod. Han kunne ikke vente til at give hans lillesøster et kram, men samtidig kunne han ikke vente på at finde Morgan. Han havde troet at hun ville gøre sig nem at finde inden selve koncerten startede, hele hans indre brændte efter at se hende igen, mærke hende igen og hører hende. Men hun var ikke i mængden. Hverken foran ham eller bag ham, og lige nu mens Maddie var på var det ikke en mulighed at bevæge sig ned på nogle af balkonerne over dem, eller under dem. Han måtte vente, selv om hans tålmodighed var på et minimum i øjeblikket. Alligevel havde han det som om nogen sad og betragtede ham, men da han vendte sig om, var der ikke nogen særlige imellem dem. Nogle kendte han da lidt, måske af navn eller fordi han vidste de måske arbejdede på pladerne, men ingen af dem var Morgan.
Et skub fra Jones hev hans tanker lidt væk og hans brors uudtalte spørgsmål var ikke svært for nogle at gætte, og det uudtalte svar fra Michael lige så.
''Måske hun dukker op efter koncerten.'' Smilede Jones opmuntrende, men man kunne jo aldrig rigtig vide hvor man havde Morgan og det var Jones også klar over.
''Måske.'' Svarede Michael og lænede sig tilbage i stolen. Maddies sang var gået over i en ny og anderledes, ikke noget han kunne forstille sig at hans lillesøster ligefrem ville vælge at fortrække at synge, men hun havde nok ikke meget at sige om sin tid på scenen og hun var ikke så oprørsk og genstridig som Ofelia tydeligvis havde været. Men på trods af at sangteksten var temmelig ordinær og en typisk 'Vi giver dig håb', så viste det hvad Maddie rent faktisk kunne med sin stemme. Folk rundt omkring dem så også ud til at være imponerede. Og så var Maddies tid over. Hendes sange var forbi og hun stod tilbage for at modtage sin applaus, som han, Jones og George tydeligt kunne se, fik nervøsiteten op i hende på trods af det store lettede smil. Pax familien skulle ikke være bleg for at give en hånd til et af deres medlemmer og George som den stolte far han nu var måtte rejse sig op, med et stort stolt smil mens han deltog i klapsavlen som hele salen gav Maddie. Jones og Michael med.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 23, 2012 14:49:39 GMT 2
GABRIEL
Da musikken gled over i noget helt andet blev Gabriel overrasket. Noget så melankolsk havde han ikke tillagt Maddie og da vidste han at hun ikke selv havde valgt eller været med. Han beundrede hende ikke mindre. Hendes tekniske kunne og måden hun opslugte al opmærksomhed. Koret var baggrund som harmonerede smukt med hende, men det var Maddies stemme der tog over og som var fængende.
Gabriel mærkede hvordan hårerne rejste sig. Havde han knebet en tårer nu mærkede han hans øjne løbe og han snøftede ubevidst. Det var virkeligt smukt. Ud over så mange grænser.
Men så var det slut og selv om luften og trancen var ude af Maddie var glansen og magien ikke. Hun stod der, pludseligt mindre.Hun var nervøs men da klapsalverne begyndte flækkede hendes ansigt i et smil som Gabriel instinktivt elskede. Der var en ren barnlig glæde som bare spredte sig som ringe i vandet. Koret flød ud og tilbage var bare den rene, naive Maddie.
Gabriels hjertedunkede som han brølede bag scenen og klappede sine hænder sammen. Han så på hnede og vidste at om lidt ville hun stå lige der i hans arme og pruste og have røde kinder under make-uppen og sikkert ikke fatte hvad der var sket.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 23, 2012 15:15:26 GMT 2
Sangen ændrede sig. Ildhår flammede op og blev intensiv. Morgan nød det, men kunne ikke slide sine øjne fra Michael, hvilket var en fejl, for hun var ikke klar. Da han vendte sig bøjede Morgan hovedet mod ine bene så hende hår faldt foran hendes ansigt og skuldrer. Tatorveringer og ansigtstræk blev skjult. Hun så op lidt efter. Han var tilbage til sin udgangsposition. Morgan kunne mærke hjertet der forsøgte og kvæle hende i hendes egen hals. Hun følte sig lammet. Dum. Musikken sluttede og Alle omkring Morgan klappede. Michaels far rejste sig hujende og med væsentlig mere følelse end Morgan ville have troet denne mand ville have om det her gejl. Både Jones og Michael stod også op. Morgan kunne ikke. Hun var lammet. Bare følelsen af Michaels øjne der havde blæst over hende. Der var ikke noget galt i det, men selv dette ubevidste blik fra ham føltes som en svidende lussing der både var et kærtegn og et reelt slag.
Morgan blinkede. Ønskede ikke at græde. Det var også den sang. Som om hvert liv skulle give mening og intet lige nu gav mening i Morgans liv. Intet. Hun havde arbejdet sig mod det næste mål. Det næste hun skulle. Men det var Michael der var meningen.
Hvad var meningen når hun ikke engang kunne sige hej? Hun turde ikke. Ville han afvise hende? Hun knyttede hænderne i sit skød. Hadede sin svaghed og sig selv. Hvordan kunne hun andet.
Så åndede hun ud. Selvfølgelig ville hun ikke græde. Sad hun ikke her midt i en blakons glædesrus over en yndig lille vimmer på scenen? Hun rystede sit hår så det faldt over hendes skuldrer og viste et smil der var skævt og krævende, på sin vis. Hun ville være klar når han igen så hende.
|
|