|
Post by Tenner on Nov 2, 2012 13:58:16 GMT 2
Michael og Jones lejligheds værelser ligger i en stor lejlighed, der med tiden er blevet delt op i flere værelser. 7 værelser med i alt 10 mennesker. og to køkkener, et badeværelse/toilet til to værelser hver.
Menneskerne der bor der nu er unge på omkring deres egen alder eller lidt ældre. To kæreste par, Jones og Michael, samt tre piger og en dreng mere.
Det er lettere slidt, småt men hyggeligt. Folk er sociale på stedet, men acceptere også hvis nogle vil være alene. Alligevel er der et fællesskab der holder beboerne sammen og små fester bliver holdt.
Værelserne er små og det eneste Michael og Jones har på deres værelser er en seng hver og et tøjskab hver. Næsten ens, men med hver deres personlige ting rundt omkring der afslørede hvem der boede hvor. De har et fælles toilet/bad der ligger imellem deres værelser.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 3, 2012 3:23:30 GMT 2
//: Indtræder i tråd fra koncerten.
Morgan stod foran Michaels dør. Hun lænede sig mod den, gled ned af den til hun var på gulvet. Ingen var hjemme. Alle var til koncerten som måske var halvejs nu. Hun havde ikke styr på tiden. Det eneste der betød noget var Michael der ville komme. Hendes fine kjole og høje hæle var skiftet ud, med en stram grøn top der stod godt til hendes karamelhud og den hvide skjorte der stod løst åbent ud over. Hun havde taget den fra Anders’ seng. Sikkert en han ville have på til koncerten, men så havde vraget. Bukserne var nogle stramme low-waist jeans. De ydede hendes røv retfærdighed. Håret var samlet i en løs hestehale. Det venstre øre igen besat hele vejen op af pynt. I dag var de af guld. Små ørestikker der vidnede om noget forskelligt. Hun havde bare samlet dem op og stoppet dem i. Havde beklædt sine fingrer med store ringe. Fødderne i nogle behagelige sneakers. Morgan lignede sig selv for første gang i lang tid. Sådan følte hun det. Hun lænede hovedet mod døren, mærkede trætheden der pludseligt skyllede ind over hende. Tankerne fik frit spil. Her var stille og mennesketomt. Noget hun ikke havde oplevet længe.
Bag de lukkede øjne forestillede hun sig Michael. Hans tilstedeværelse var så nærværende som havde han været der. Hun kunne se hans træk. Kunne mærke hans hånd mod hendes kind i en kærlig gestus. Hans duft der omsluttede hende. Det her var døren ind til hans verden. Den nye verden som han havde haft i de sidste ti dage. Morgan suttede på sin underlæbe. Indenunder det her tøj havde hun det rødeste sæt undertøj på hun ejede. Et sæt som var ubrugt. Dem havde hun flere af. Altid. Så følte hun sig på sin vis helt frisk og ren. G-strengen der ikke skjulte meget og kun fremmede hendes lange ben, ved sin form og BH’en der ikke var til for andet end syns skyld. Hun havde set på sig selv i spejlet mens hun klædte om. Havde set ribbenene. Mærket dem. Hun havde også set musklerne i maven. Hvordan benenes skygger ændrede sig når hun skiftevis spændte og slappede af. Mon Michael ville finde hende ækel? Hun fnøs. Mærkede fornemmelse af hans krop mod sin og den ophidselse han ikke kunne skjule, mod hendes hofte. I det mindste ikke endnu.
Et eller andet sted havde hun troet at i de her ti dage havde hun ophøjet ham. Gjort ham til en skabning som ikke eksisterede og derfor ville forkaste den ægte vare. Men da Morgan havde været tæt på ham igen, havde det ikke været tilfældet. Det havde vist sig hendes billede af ham som hun faldt i søvn med om natten på nethinden ikke gjorde ham nogen ære. Det viste sig at han var langt mere end hun kunne fatte og forestille sig. Det skræmte hende mere end noget andet. Hvordan hans berøring føltes som frelse. Alt det hun havde gennemgået nu, med at være Ofelia igen, var i orden, når han bare ville lægge sine arme om hende. Når bare han ville snakke til hun faldt i søvn.
Morgan var træt og uden at være sig det bevidst faldt hun i søvn. Det automatiske lys i gangen gik ud et stykke tid efter. Hun sov tungt med en drøm om Michael der bar hende på sin ryg. Hun havde hovedet på hans skulder og frøs ikke længere.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 11, 2012 20:45:35 GMT 2
Michael var godt klar over at det ikke havde været helt fair, at han sådan bare stak af og han havde i et øjeblik set en tristhed glide over Joannas øjne, da han ville gå. Det havde ramt ham lige i hjertet at se, for hun havde været så glad over at familien var samlet i et øjeblik. Men Morgan trak i ham, langt mere end hun nogen sinde ville være bevidst om og så måtte han gøre op for det hele, for sin familie senere. Han havde styret mod det nærmeste rør, tastet koordinaterne ind til sin nye lejlighed og var der et øjeblik efter. Han skulle op af et par trapper og tog to trin af gangen. Koordinaterne havde han hurtigt sendt til Morgan, men da han kom op til gangen fik han et syn han ikke havde forventet. Ved hans dør sad hun. Morgan. Ikke i sin lækre kjole som før, men som hun så ud normalt og uden tvivl lå hun og sov. Et øjeblik gik han i stå og tog syntes til sig. Hvordan var hun kommet her? Hun havde måske alligevel tænkt lidt på ham mens de havde været adskilt og fundet ud af hvor han boede. Men hvis hun ikke havde kunne holde ud at være fra ham i ti dage, hvorfor havde hun så ikke kontaktet ham? Med stille skridt gik han op af gangen mod hende i et forsøg på ikke at vække hende med det samme. Han hjerte hamrede i brystet på ham og han kunne ikke helt forstå at hun allerede var her. Det virkede nærmest som et drømmesyn.
Da han kom hen til hende satte han sig på hug over for hende. Hun var så smuk og hans indre var nærmest ved at flyde over, ved alle de følelser han havde for hende. Med en blid bevægelse lagde han sin hånd på siden af hendes hoved, med fingrene i hendes bløde hår.
''Morgan?''
Sagde han prøvende. Hvis ikke hun vågnede, ville han nok løfte hende op og bærer hende ind. Hans stemme var så stille og alligevel lød den så enormt høj, fordi der var så stille i lejligheden. Kun lyden af hendes helt stille åndedræt var at hører ud over hans eget langt tungere og tydligere.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 12, 2012 23:55:55 GMT 2
Drømmen fyldte hende ud. Hun mærkede hans varme. Hans nærvær. Der var ikke meget tilbage af hende selv. Som blev det opløst af Michael. Han syntes at trække hende ind i sig. Smelte hende og drikke det fra en kop, som var det rene og ufortyndede hende. Kunne han lide det? Hun var ikke sikker. Han drak det igen.
"Morgan?"
Hendes navn var så langt væk, men alligevel var det tættere på end det andet. End drømmen indså hun nu. Hun åbnede øjnene, men inden da lænede hun sit hoved mod hans hånd. Havde hun siddet her længe? Hun huskede at hun nærmest kun havde sat sig før hun var faldet hen.
Et smil gled over Morgans læber. Hun følte sig en smule kold af at sidde lænet op ad dørkarmen, men nu hvor hun kunne se ind i Michaels øjne så fyldt med ømhed. Den tidligere akavede forventning mellem dem var væk, de var ikke i tvivl. Ikke endnu. For hun tvivlede vel altid. Men ikke nu. Hvordan kunne hun det når nu han sad der. Med varme og øjne der lyste og et ømt smil, der vidnede om at synet af hendes sovende selv havde gjort ham glad. Måske bare det at hun var her. Morgan følte ikke et behov for at sige at hun havde sovet. Enhver kunne gætte det. Hun anede ikke hvorfor at hun var vågnet. Normalt sov hun ret tungt, men det var vel Michael der kunne gøre det ved hende.
"Når man taler om solen ..." sagde hun i stedet. Hun tog fat om hans hånd og rejste sig, hvilket han også gjorde. "... skinner den."
Hun ville gerne kysse ham. Ønskede brændende hans læber. At hans tøj ikke vidnede om hvor han havde været. Nu mindede den blazer hende både om den tåbelige middag på Udsigten og Ofelia. Hun gav ikke slip på hans fingrer. Ville have den kontakt.
"Jeg tænkte netop på dig, wonderboy."
|
|
|
Post by Tenner on Nov 13, 2012 1:08:56 GMT 2
Det havde været en lidt speciel følelse at se hende sove, for den ene gang han var vågnet før hende havde det været helt mørk i det lille rum og Lou Lous, og ellers var det hende der havde vækket ham. Måske havde han håbet en lille smule at hun ikke var vågnet så han kunne betragte hende lidt længere tid, men samtidig ønskede han også at hører hendes stemme. Den stemme der gav ham rar kuldegysning, når hun sagde hans kaldenavn. De stod op nu og så i hinandens øjne. Morgan igen lidt mindre end ham, da hun ikke havde sine stilletter på og han havde sådan lyst til at lægge armene om hende. Bare holde om hende og aldrig give slip på hende igen.
''Opfylder virkeligheden fantasien?''
Spurgte han med et skævt smil, men kunne ikke vente på et svar. Han behøvede det ikke rigtigt, for han behøvede mere hendes læber. De var endelig alene. Fuldstændig, helt og aldeles alene. Alle var til Koncerten, så byen lå næsten øde hen. Så han kyssede hende. Kyssede hende som hun netop havde gjordt over ved koncerten. Kyssede hende op af døren, for optaget af hende til at tænke på at åbne døren. Kyssede hende med ligedeles lyst og følelser. Hvis nogle skulle træde ind af døren nu ville han ikke bemærke dem eller bekymre sig om dem, for han havde Morgan igen.
Alligevel fik han samlet tankerne så meget at han alligevel fik åbnet døren med den ene hånd og slap hendes læber for et øjeblik. Han havde været så opmærksom på Morgan og var det stadig, så han ikke havde bemærket at det slet ikke var hans dør hun havde siddet ved, men den ved siden af. Ikke Jones. Men et pigeværelse. Lines af alle mennesker og i stedet for det upersonlige værelse han havde forventet, fangede alle nipstingene og billederne på væggen hans opmærksomhed fra Morgan. Det var ikke hans værelse og en forvirring var et øjeblik at se på ham.
''Hov.'' Var det ene ord han lige kunne sige først, som de stod og kiggede ind i det forkerte værelse. ''Vi er vidst et værelse for langt.''
|
|
|
Post by Josephine on Nov 13, 2012 1:37:28 GMT 2
Hun klyngede sig direkte til ham. Faldt ham om halsen. Søvnen i hendes krop og hvilepulsen der pludselig tog en heftig stigning gjorde hende svimmel. Hans krop mod hendes og døren bag hende, holdt hende oppe. Morgan var ikke svag eller blød i knæene, men denne kombi var farlig. Det var som at blive skyllet væk. Det her var hårdt tiltrængt. Følelser der ikke kun var dette minuts kærlighed. Det var ikke bare ømheden i en omfavnelse og den form for elskov hvor man bagefter var ligegyldige for hinanden. Det gjorde næsten ondt på Morgan ... den vildskab hvormed han slap alle hæmninger og bare havde udset sig dette specifikke af hende: Alt!
Med ét kulde og en dør der svingede indad. Morgan slap ikke Michael og det var nok det eneste der gjorde hun ikke væltede. Hun fulgte end ikke hans blik. Det var hende fuldstændigt ligegyldigt om de var her eller på toilettet ved Lou Lous. Bort set fra at 'nogen' nok ville lede efter hende der. Hun så ikke det kedelige og ordinære pigeværelse som døren havde gemt på. Hun var ligeglad. Faktisk havde hun lyst til at kræve af ham, meget mere end hun havde krævet af nogen før. Morgan ville kræve at han elskede hende. Hun ville have ham til at sværge. Hun ville kysse hans fødder og alt andet han bad hende om. Selv om hun ikke lyttede til hans ord, lyttede hun til hans stemme. Mærkede tærerne der krøllede sig ganske let. Hun kastede et blik til siden mens hun kyssede hans kæbeben.
"Kinky," sagde hun og med begge hænder drejede hun hans ansigt så han igen havde front mod hende, så hun igen kunne kysse ham. Lidt på tær, lidt med hovedet vendt op. Morgan var ikke klar over om det var et fysisk, behov om det var sex det hele gik ud på. Det var den form for kærlighed og følelser hun kunne vise. Hendes krop var forræderisk og ønskede at ryste og skælve under hans fingrer. Hendes hals udstødte lyde og hendes øjne kunne intet skjule af noget som helst. Troede han at det bare var sex? Troede han at det var derfor hun var ligeglad med hvilket værelse de var på? Blev han såret over at hun var ligeglad? Med en hånd på hans brystkasse, men ud at fjerne sig mere end det, hånden, så hun op på ham og så på værelset og så tilbage.
"Det er ikke bare din rigtige kæreste der har dekoreret det?" Hun tvivlede nu også på at Michael reelt havde valgt en enkelmandsseng til sit værelse, men hvad vidste hun om plads og skrammel. Alligevel.En stor seng gjorde bare så mange ting sjovere.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 13, 2012 11:01:46 GMT 2
Morgan hev hans fokus tilbage på hende og krævede hans læber. Det gav et sug i maven på ham og han kunne ikke lade være med at smile. Hele hans hjerne var fyldt med Morgan og han havde lyst til hende, lige her og lige nu. Et øjeblik overvejede han endda at smide hende i Lines seng og gøre det der, hvilket ikke havde generet ham det mindste. Problemet var bare at hvis det blev opdaget ville han blive smidt ud af lejligheden. Det var ikke inde for reglerne, og selv om Michael sjældent fulgte reglerne, så nægtede han at flytte allerede.
''Det er ikke bare din rigtige kæreste der har dekoreret det?'' Lød Morgans stemme efter hun havde fjernet sine læber og efterlod hans brandene, tørstende efter mere. Det ene øjenbryn blev løftet og et skælmsk smil prydede hans læber. Med en hurtig bevægelse bukkede han sig en smule, greb hænderne om hendes lår og løftede hende op så hun måtte slå dem om ham.
''Hun har heldigvis ikke så dårlig smag i pynt.''
Han kyssede hende. Stoppede sin mund for at sige sine næste tanker højt, for Line havde vel samme smag i mænd som Morgan. Eller ihvertfald smag for ham. Hun havde forsøgt at tiltrække sig hans opmærksomhed siden festen, men han havde ignoreret hende fuldstændig. Først da hun havde spurgt Jones om Michael måske så andre piger, og hans bror kort havde sagt at Michael var optaget havde hun fattet at hun skulle holde sig væk. Men at brase ud med sådan noget lort var nok ikke lige det mest fremmende lige nu. I stedet for gik han hen til sin egen dør, med Morgan om sig, og åbnede den. Et let anonymt værelse viste sig, men det var Michaels. Han var bare ikke flyttet personligt ind endnu... Og helt som Morgan havde forventet så var der en dobbelt seng.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 14, 2012 11:15:54 GMT 2
En hymne startede i Morgans indre. Hun ville have leet af Michaels ord havde hun hørt efter. Men han var hurtig. Han overraskede hende. Samlede hende op. Hun hadede sig selv for at have det her tøj på. Mærkede hvordan hun smuldrede der. Hvor han var den eneste der bar hende, holdt hende på plads. Der forsvandt hendes vilje.
Morgan var ikke andet end lyde og lyst. Der var intet stille over det hun havde gang i og hun gjorde det ikke ligefrem let for Michael at holde hende. Måden han presse hende ind mod væggen mens han famlende søgte at låse døren op. Hun kyssede hans hals, hans kæbe, hans øjenlåg. Alt. Prøvede at være stille men strammede bare sine stærke lår om ham. Hev den latterlige snor ud af hans hår. Ønskede ikke at hun havde noget så usexet som en hestehale. Så sig ikke rundt og pludselig gav Michael slip. Smed hende fra sig. Hun landede på sengen og et sløvt smil bredte sig i værelset der kun blev oplyst fra den endnu åbne dør. Han lukkede døren og i det øjeblik hvor han vendte ryggen så hun ham i stedet gå ud af den.
Morgan rejste sig. Blodet pumpede hårdt rundt og hun mærkede hvad hun helst ville tænke med. Hvilken del der helst ville overtager. Hun lagde armene om ham og denne gang var det ikke for at smyge eller gnide sin krop ad hans. Det var for at give ham et knus.
"Jeg er ked af det," sagde hun i stilheden der kun forekom fordi ingen i hele byen var til stede. "Undskyld. Jeg har brug for dig."
|
|
|
Post by Tenner on Nov 14, 2012 17:38:55 GMT 2
Døren drillede og ville ikke låse sig op til at starte med, men det var ikke dørens skyld og det var ikke noget han blev generede af. Tvært imod. Morgans krævende læber tændte ilden i ham og hans åndedrag var så tungt. Han glemte helt at lukke døren bag dem, da han endelig fik den op. Han styrede direkte mod sengen og lagde hende der, med ham over sig. Han kyssede hende igen og igen, mærkede de stærke ben om sig der truede med at trykke al luften ud af ham, men det var kun en følelse han havde fordi hans ilt lige nu bestod af Morgan og han kunne ikke få nok af hende lige nu. Hans lyse hår faldt ned og kildede hende på kinderne og han gav sig et øjeblik til bare at se i hendes øjne. Øjne han aldrig ville blive træt af og som glimtede let i det sparsomme lys fra den halv åben dør. Han plantede et kys på hendes læber kort og skubbede sig så op fra sengen for at gå op og lukke døren ordenligt. Han ville have hende for sig selv og ikke risikere at blive forstyrrede.
Men han nåede kun lige at hører døren sige klik bag sig da han havde skubbet den i før Morgans arme var om ham. Det var anderledes. Ikke som i forførende, men som i en kærlig omfavnelse. Ligesom da de en af de første dage havde ligget i sengen og hun havde bedt ham om at holde om sig. Ikke nogen større forklaring, hun havde bare brug for det. Og nu sagde hun at hun havde brug for ham. Hun undskyldte. Hun var ked af det. Skete det her virkeligt? Michael ønskede ikke at hun sagde undskyld og der var ingen grund til at hun var ked af det. Den bedste forklaring på det hele, han kunne komme på var på grund af de her ti dage som hun havde valgt de skulle holde hver for sig. Han havde jo accepteret det og han ville give hende al den tid han havde til at lade hende finde ud af hvad hun ville. Han lagde armene om hende og hvilede sin kind på hendes bløde hår der duftede af hende. Kunne det virkelig være at Morgan Lou stod og sagde hun havde brug for ham? Det var jo nærmere omvendt. Det var jo ham der halsede efter hende som en anden tam fugl der ikke kunne overleve uden sin ejer.
''Du skal ikke undskylde.'' Sagde han stille og alligevel var hans stemme så høj på grund af stilheden. Han knugede hende et øjeblik, tog så den ene hånd under hendes hage for at fører hendes ansigt op så deres læber kunne mødes igen.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 15, 2012 3:12:12 GMT 2
Da Michael tog fat om hende hage og derved fik hende til at se ind i hans øjne var Morgan tvunget et øjeblik til at se hvad han så hende som. Han kyssede hende og det var ikke med andet end med hans læber. Hans tilgivelse.
"Jeg gør hvad der passer mig," snerrede hun.
Hun kunne trække vejret. Mærkede sine øjenlåg der lukkede sig for at skjule den blanke overflade bag dem. Var det ikke meningen hun skulle have et hjerte af sten? Der var alt for mange ting der spillede under hendes hud. Hun var bange for at hun var ved at miste sig selv. Miste sig selv ind i et par øjne der var brune og varme. Ind i en favn der fik hende til at glemme. Til en mand der ikke delte noget med hende. Morgan følte på hans bryst. I et tag krængede hun blazeren af ham. Den forfærdelige ting. Hun så ikke efter den da den faldt ned på gulvet. Fingerne var hurtige som spurveklør da hun dansede henover knapperne, mens hun kyssede hvert et stykke hud der kom til syne. Også det hvide stykke stof landede på behørig afstand. Hun skubbede ham ind i væggen så de latterlige ting på hylderne inde ved siden af klirrede. Hvorfor gjorde han det her, hun havde spurgt ham, menhavde ikke fået noget svar. Morgan var rædselsslagen og hendes hårde kys og kradsende bevægelse var et bevis på hendes oprør. Hun tvivlede på at Michael ville lægge mærke til meget andet end ændringen. Som en anden heks kravlede hun nærmest på ham. Synet af den bare hud vækkede minder i hendes krop. Huskede de steder hvor hun gerne ville røres. Vildskaben havde ramt hende. Hun nærmest kastede ham ned på sengen og hurtigere end man skulle tro havde hun ålet sig ud af sit tøj. Så ham ligge der. Lyset der virkede nøgent i rummet der netop var bart. I hendes røde undertøj og hofteholdere der holdt sorte silke strømper oppe ad hendes lår.
"Tag mig så."
Hun hev elastikken ud og håret faldt ned om hendes skuldrer. Kroppen var rank og elegant. Ville han i det skarpe lys se enhver fejl. Morgan var frygtindgydende. Det var ham. Han var skyld i de her latterlige anfald. Skyld i at han oplevede dem hyppigere end nogen anden. Mest fordi efter et ville hun normalt have skiftet ham ud. Vidste Michael da ikke at hun ikke kunne finde ud af at elske. Havde han ikke fundet ud af at det ikke gik. Skulle det skæres ud i pap at hun kun duede til se og intriger. Galskab. Ikke i hånd med et geni. De øjne der havde fået hende til at tilstå så meget.
Smilet på hendes læber var skævt. Hun ville tages. Hun forlangte det. Måske ville hun helst høre, selv om hun havde frabedt sig det, ham sige at han elskede hende. At han for helvede bare ville have hende. Høre ham råbe af sig. Mærke den lille snert af at hun var underlegen og at sådan skulle det være. Det med at ligge sig under for følelserne var så forbandet svært og det gjorde hende umulig. Så forbandet svær at regne ud. hun havde brug for ham. Var så tom og latterlig ligegyldig. Hun betød ikke noget for nogen som meget andet end et redskab til forskellige ting. En våd kusse. En dygtig ingeniør. En farlig modstander. Andy brugte hende når hans liv blev for kedeligt. Når han savnede hendes latterlige udbrud. Når han gerne ville skændes. Michael ville bare drikke den luft hun udåndede i. 'Bare'. Han ville gerne holde om hende. Ville gerne høre på hendes ord uden at fordømme. Han havde ikke nævnt pengene. Havde troet på hendes løgn om Ofelia. Vidste ikke hvad hun gik igennem for ham. Med alting. Mistede sig selv ... ... ind i et par øjne der kunne få hende til at tilstå ... ... at hun mente at han skulle tage hende nu.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 15, 2012 14:55:46 GMT 2
Det gjorde hun, det var Michael udemærket godt klar over og selv om han måske følte en hvis besidder trang over hende, sammen med sine følelser, så ville han aldrig bede hende holde op med at flirte med andre mænd. Eller bare Andy. Men samtidig ville det have konsekvenser. Han ville ikke gøres til grin og have sit hjerte knust og leve med det. Men de tanker skubbede han væk, sammen med blazeren og skjorten hun tog af ham. Pludselig ramte han væggen og var nærmest ved at få slået luften ud af sig. Hendes kys og berøring var så krævende, så sulten. Det kom lidt bag på ham hvor voldsomt det var, men det tændte ham. Helt vildt og han følte et lige så stort behov efter hende som hun udviste. Så smed hun ham i sengen og før han kunne gøre noget stod hun foran ham i det frækkeste under tøj, og slap håret løst. For helvede!
"Tag mig så."
Sagde hun. Krævede hun. Forlangte hun og hun skulle heller ikke sige det mange gange. Han sad bare et kort sekundt og så på hende med store øjne. Hvad havde han gjordt for at få hende? Han vidste han så pisse godt ud og var god mellem lagnerne, men det var jo ikke derfor Morgan ville have ham. Fyre som ham havde hun nok af, de lå jo for fødderne af hende hvor end hun gik, men han havde altså gjordt et eller andet som alle de fortabte drenge ikke formået.
Michael smilede skælmsk og skubbede sig op fra sengen, så han stod foran hende i fuld højde. Hun var så røv lækker at hun kunne gå for at være en af de gudinder som lærerne snakkede om, når de omtalte de gamle forældede religioner. Men hun var lidt tyndere end sidst. Knoglerne viste sig lidt mere og musklerne var tydelig under huden og hendes tatoveringer. Men det ændrede ikke på at han havde lyst til hende. Hans krop krævede hende for at slukke den ild i ham. Med stærke hænder tog han hendes og fik lagt hende i sengen med ham selv oven på. Han holdte hendes hænder på plads som han havde for vane og bed hende i underlæben. Hun havde tændt ilden i ham og den truede med at fortære ham hvis ikke han kunne have hende. Og nu skulle han bare tage hende.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 16, 2012 11:12:36 GMT 2
Det eneste Morgan kunne kapere at tænke på. Der var Michaels varme krop tilbage. Hans åndedrag og hans lyde. Hun anede ikke hvordan resten af hans tøj kom af. Hun vidste ikke hvor hendes undertøj fløj hen. Der var kun deres rå umættelige lys tilbage.
Nu lå han over hende og Morgan havde fingerne i hans hår. Hun hev ganske blidt i det, med fingrer der netop havde kradset hans ryg. Det var sjovt som et klimaks kunne køre en helt ned, så man bare lå og trak vejret. Morgan svedte. Rummet stank af sex. Lagnet var krøllet og afslørede madrassen. Dynen lå på gulvet. Alt virket tilrodet og slasket og ikke så lidt berørt af det de to havde lavet. Morgan indåndede dunsten. Nød det. Havde hun savnet det her? Ja. Ingen poetik. Blot hendes indre der sang højlydt og larmende. Det var utroligt og forvirrende. Hun kunne mærke at hun havde lyst til at le, men følte sig udmattet helt ind til benene. Hun kunne simpelthen ikke rende rundt og være latterligt glad. Den sidste rest af enrgi havde Michael banket ud af hende med sin pik. Så hun lå bare der med Michaels alt for varme krop mod hendes tilsvarende varme krop og nød sit liv for første gang i alt for lang tid.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 16, 2012 15:45:52 GMT 2
Det var bedre end han huskede, bedre end han selv havde kunne forestillet stillet sig de gange han var blevet nødt til at lette trykket alene. Hun var bedre end nogen anden og selv om han godt var klar over at han langt fra var den eneste der havde erfaret det om Morgan, så kunne han godt lide tanken om at lige nu var det ham hun ville have og det var ikke nogen en gangs fornøjelse. Hun havde sagt at hun havde brug for ham og hun havde stønnet hans navn, som var hun bange for at han ville forlade hende.
Nærmest af ren udmattelse var han kollapset over hen og lå nu helt afslappede mens hun blidt legede med hans hår. Han kunne mærke hendes hjerte banke hårdt mod hans kind, ligesom hans eget. Teknisk set var han så træt lige nu at han godt kunne sove, men han ville ikke. Han havde endelig Morgan hos sig og det ville han ikke sove fra. De lå et stykke tid bare i stilheden og nød hinandens selvskab. Hans ryg brændte de steder hun havde revet ham og han behøvede ikke at se for at vide at der var røde mærker efter hendes negle. Han rykkede sig lidt så han lå i øjenhøjde med hende, stadig med hendes hånd viklet ind i hans lidt for lange hår, en pude til at støtte hoved og hendes arm under halsen. Hans brune øjne betragtede hende som hun lå der og faktisk så hel saglig ud. Han lagde en hånd på hendes mave og kærtegnede den bløde hud.
''Jeg har savnet dig.''
Han ville nødigt ødelægge stilheden mellem dem, men han havde endnu ikke sagt til hende at han havde savnet hende. At han havde brug for hende, at han havde manglet hende de her ti dage og ikke været sig selv på nogen måde. Han havde været en tom skal, der ikke havde haft noget formål. Han var fuldstændig afhængig af hende og det skræmte ham lidt at det gjorde så meget ved ham. Det her var han ikke herrer over og han kunne ikke styre hvad der ville ske i fremtiden. Med alle andre piger han havde været sammen med, vidste han at han bare kunne skride fra dem uden at se sig tilbage... Det kunne han på ingen måder her. Han havde brug for hende, sådan var det blevet. Og sådan ville det nok forblive.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 17, 2012 10:03:59 GMT 2
Hans små justeringer, hans åndedrag. Det eneste Morgan hørte. Hun lukkede kort øjnene og så ham se på sig med ... følelser. Hun kunne mærke at hun smilede men at det som altid både gjorde hende helt tilpas men også fuldstændig i strid med sig selv. Hvorfor havde han den magt over hende.
"Jeg har savnet dig."
Morgan lukkede sine øjne. Afbrød den så stærke forbindelse mellem dem. Der var så meget i de ord og det var som om at efter de virkeligt var sammen så var det hende der hele tiden snakkede og ham der holdt alt tilbage. Han kendte til så mange ting som andre hun havde kendt i årevis ikke anede var tilfældet. Det var skræmmende og nu hvor han sagde det ... Morgan løftede hans hånd fra hendes mave og kyssede hans håndflade.
Hun ville gerne sige: Selvfølgelig har du det. Hund holdt tand for tunge og nøjes med at gøre den gestus. Måske Michael sagde det og hun vidste at han mente det, men hun ville ønske at han blev ved med at tale nu. Hvis hun turde at sige: Mmm sig mere. Men det gjorde hun ikke. Morgan kunne prøve at forstå det, hvad der vat ved den her mand. Hvis hun kunne tappe de kuldegysninger han gav hende, ville hun gemme de flasker det mest helligste sted for hende. Hun kunne se nu det som hun havde fortrængt. Hun indså at det hun havde sagt til ham da de kørte i liften tilbage til Skycity var sandt. Uden præcis at vide hvad han gjorde kunne han tage vreden fra hende. Hun hadede at hun havde brug for ham i dem grad. At hun ikke bare kunne lade ham gå. Morgan gled om på siden. Hun så på ham og hans smil. Hun hørte hans ord igen og hun kyssede hans læber. Kyssede ham igen. Lagde en hånd på siden af hans ansigt. Strøg ham med sin tommel. Hvilken vej var rigtig eller forkert? Ødelagde hun sig selv ved at være så nær ham? Vigtigst: Ødelagde hun ham? Allerede nu havde han givet hende mere end hun kunne give tilbage. Hun kyssede ham igen. Holdt tårer tilbage. Hvad fuck var det? Han gjorde hende blød og svag. Med lyst til at tude. Morgan gav hans skulder et skub så han var på ryggen. Hun lagde sit hoved, med ansigtet væk fra ham, på hans skulder.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 18, 2012 20:57:05 GMT 2
Hun sagde ikke noget og han behøvede det jo heller ikke. Michael vidste godt at hun også havde savnet ham og hendes kys var bedre end ord. Det var ikke krævende, tørstende eller pirrende som det havde været for bare øjeblikke til siden. Det var et kys kun fra hende, som ikke lagde op til noget men bare var til i stedet for hendes ord og på grund af de følelser hun nærede for ham. Han gengældte kysset med lige så mange følelser. Med et pludselig ryk skubbede hun ham om på ryggen igen og lagde hendes hoved på hans bryst, med ansigtet væk fra ham. Et eller andet prøvede hun at skjule i lige det øjeblik og selv om han ønskede at vide hvad det var, spurgte han ikke om det. I stedet for blev han liggende, rakte en arm efter dynen på gulvet som de havde skubbet ned og fik hevet den op over dem. Det var bestemt ikke fordi han frøs, Morgans varme krop var rigeligt, alligevel var det bare så rart med en dyne over sig.
Nu var det hans tur til at lade sine fingre lege med hendes hår, som han havde for vane. Det var en så lille ting, han havde savnet så sindsygt meget i de sidste ti dage og den anden hånd flettede han om hendes.
''Hvad har du brugt tiden på de sidste ti dage?''
Spurgte han med et lille smil, selv om hun ikke så på ham. Det var et sagligt smil. Et lykkeligt smil. Han havde aldrig haft det så godt før, som lige nu hvor de lå sammen.
|
|