|
Post by Josephine on Sept 4, 2014 22:20:09 GMT 2
Gabriel brød sig ikke om det han hørte. Han skyldte også sine forældre en del. Nok sine søskende mere. Han skyldte sine lærer og alle de piger han havde været igennem. Men i sidste ende var han sin egen. Og han ville ikke gå på kompromis med sin fremtid. Det var hans alene og den skyldte han ingen andre end sig selv at tage seriøs.
"Jeg tror ikke jeg ser det store problem," sagde han ærligt. Med et smil. Fordi han var ikke ude på være belærende. "Din mor har valgt sit liv, du skylder da hende selv at vælge dit liv."
Han vidste godt at Maddie var langt mere kuet af Lia end han selv var af sine forældre. Hun holdt en kort snor om sin datter. Gabriel mente slet ikke der burde være en snor. Og Lia havde jo tydeligvis formet Maddie til hun frygtede den store scene en smule. Opmærksomheden var bestemt ikke det den rødhårede skønhed holdt af. Men det var heller ikke Gabriels valg. Han vidste at han ikke havde talentet til at stå i den position Maddie stod i nu. Så derfor var det så lidt for ham at se tingene klart. Hvilket var en smule bittert, selv i hans egen mund.
|
|
|
Post by Tenner on Sept 9, 2014 8:13:05 GMT 2
Var det i virkeligheden bare hende der kørte for meget rundt i det, og gjorde det til et kæmpe problem. Fuldstændig unødvendigt. Det lød jo så let når Gabriel sagde det, for hun havde vel lov til at vælge sit eget liv. Men hvorfor var det så, så svært at tage en beslutning. Hun havde jo sagt fra, havde takket nej fordi det havde været hendes første indskydelse, men som hun havde ligget og overvejede det var hun blevet i tvivl. Det var en af de største muligheder hun nogensinde ville få og takkede hun nej, ville den uden tvivl ikke komme igen. Og havde hun måske ikke lyst til at synge? Men for hendes indre så hun igen de bedømmende blikke, der så ned på hende og fik hende til at føle sig som ingenting. Som var hun ikke i nærheden af at være god til det hun var aller bedst til. Det havde været en forfærdelig følelse, for hvis ikke hun kunne finde ud af at synge, så var hun ingen. Så kunne hun intet. Så var det ikke hendes mors fortjeneste, at hun fik muligheden for at gøre hvad hun elskede, og blive en af de store?
Men Maddie tvivlede på om hun overhoved havde lyst til at se sin mor lige nu. Eller senere.
''Du får det til at lyde så let.''
Hun så ud i mørket foran dem, som kun var brudt forneden af lyset fra byen. Det gjorde næsten byen flot at se på, og mørket skjulte alle de grimme ting ved den. Hun fjernede den lille afstand der var imellem dem, så hun sad helt op af ham og tog så endelig en bid af den mad hun havde siddet og holdt på imens tankerne havde kværnet rundt.
''Men den kan nok godt vente til imorgen.'' Hun så endelig på ham og smilte. Forsigtigt, men ægte.
|
|
|
Post by Josephine on Sept 15, 2014 23:23:34 GMT 2
Gabriel lagde armen om hende. Han havde vel smagt lidt på maden og var ikke så sulten.
"Jeg har tænkt på at droppe at være lærer," sagde han. Det var som om at det at hun ikke ville snakke bød at han skulle sige noget så hun måske alligevel åbnede op og talte. "OG så have nogen aftentimer for dem der vil lære noget sing a song writer og så måske altså blive noget med noget mad? Tror du det er for sent?"
Han havde tænkt over det fordi Maddie pludseligt fik et liv med fremtid og han ældre end hende stadig drev rundt når samfundet ønskede noget andet. Og det job han havde nu var ikke en holdbar mulighed. Han smilede til hende. Ville gerne havde hendes oprigtige mening.
|
|
|
Post by Tenner on Sept 16, 2014 19:56:31 GMT 2
Maddie kunne ikke skjule sin overraskelse over hans ord. Hun havde på det seneste været viklet ind i sit eget liv og dets dilemmaer, at hun ikke havde overvejet om Gabriel måtte have nogle. Han var jo lige nu det mest faste punkt i hendes liv, på trods af at han havde været der så kort. Det gav hende et stik af dårlig samvittighed at hun ikke havde spurgt ind til ham overhoved, de sidste par dage. Hun rystede på hoved og hun kunne ikke lade være med at smile.
''Du er jo virkelig god til at lave mad, det vil jeg ihvertfald gerne være vidne på, hvis nogen tvivler, men..''
Det gav et lille sæt i hende, da hendes teler pludselig brummede igen efter at endelig at have været stille. Men hun kiggede ikke på den, for hun kunne kun forstille sig at det skulle være enten hendes mor eller far. Hvem ellers?
''Men jeg syntes heller ikke du skal droppe musikken fuldstændig for det... Nogle aftentimer som du selv forslår er en god ide. Det er jo dine to andre egenskaber. Lærer og musik skrivning.''
Hun kunne godt hører på sig selv, at hendes ord blev en smule usammenhængende, men hun håbede at Gabriel fangede pointen.
''Nej jeg syntes ikke det er for sent ... Så gammel er du jo heller ikke.''
Og i et kort øjeblik, flygtigt, glemte hun alle hendes problemer og kunne ikke lade være med at smile, selv om hun prøvede at se alvorlig ud, for hendes ord var drillende.
|
|
|
Post by Josephine on Sept 17, 2014 18:48:47 GMT 2
"M," sagde Gabriel. Han smilede til hende. "Jeg er alt for gammel til dig i hvert fald."
Og så kyssede hende på en måde det var meningen skulle stjæle hendes vejr og give hende hjertebanken. Og da han stoppede det trak han sig fra hende med et stort smil. Eller et smørret smil.
"Jeg vil bare ikke vælge endnu en ting som jeg ikke er rigtigt god til."
Han vidste at han var en dygtig hjælpelærer. Han vidste at eleverne nød at have ham. At de så ham som en hjælp. Men når han underviste dem vidste han at mange af dem ikke fik så meget ud af det som de burde fordi han ikke var dygtig nok. Det kunne han bare ikke rigtigt sige til Maddie.
|
|
|
Post by Tenner on Sept 17, 2014 20:12:29 GMT 2
Maddie havde ikke regnet med et kys, men var bestemt ikke utilfreds. Det trak virkelig hendes vejr fra hende og fik hendes hjerte til at lette, ting hun aldrig havde troet før at kys kunne gøre, før hun havde lært Gabriel at kende. Hun skubbede blidt til ham med sin skulder da han trak sig fra hende, og smilede smørrede. Det havde været med fuld overlæg og hun var ikke i tvivl om, at Gabriel vidste præcis hvad hans kys fik hende til at føle. Gjorde hun det samme med ham? Hun håbede og tog en bid af sin mad, hun stadig sad med.
''Er det ikke det, vi alle ikke vil?''
Røg det ud af hende, inden hun overhoved havde fået tænkt tanken for sig selv og havde fået tygget af munden. Det kunne endda lyde lidt striks og det var bestemt ikke meningen.
''Altså vi vil jo gerne være god til det vi laver, men du er jo virkelig god til maden så hvis du vælger det ... Så er jeg ikke i tvivl om at du vil være som en rockstjerne til det.''
Smilede hun og håbede ikke at Gabriel tog hendes ord hårde, for det var bestemt ikke meningen.
''Men hvorfor siger du 'endnu en ting', du er da en god lærer ... Afgangs eleverne elsker dig og du er langt fra så snobbet som nogle af de andre hjælpe lærer på Konservatoriet er. Vi havde ham der Max i forrige uge.'' Hun himlede med øjnene, så man ikke var i tvivl om hvor lidt hun brød sig om ham.
|
|
|
Post by Josephine on Sept 18, 2014 9:02:09 GMT 2
Gabriel lo. Det var en kort latter. Fordi Max var en nar. Hele vejen igennem.
"Det er bare med alle de valg du går og tumler med ... så syntes jeg bare at mit liv måske også skulle til revidering og jeg ved ikke ... jeg ved bare ikke hvad det er jeg vil. Jeg vil nok bare gerne være glad."
Han smilede igen til hende. Men denne gang var det ikke helt så varmt. Der var tanker i hans hoved. For ham handlede det ikke om at være stor eller en rockstjerne. Det handlede om at han ville elske hver dag han gik på arbejde. Eller flere dage end han ville hade. Men det ændrede ikke på at han var i tvivl og ikke vidste hvad han skulle.
|
|
|
Post by Tenner on Sept 18, 2014 10:02:47 GMT 2
Maddie tog den arm Gabriel havde om hende, og flettede sine fingre ind mellem hans. Det var en rar og tryg følelse, men det var lige så meget for hans skyld. Man kunne nærmest se tankerne kører rundt i hans hoved, med hans let fjerne blik. Hun skubbede sig op og fjernede den lille afstand mellem dem, placerede et kys på hans kind og smilede varmt.
''Det er jo også det vigtigeste. Og du har heller ikke så travlt, så gammel er du heller ikke.''
Og hun mente det. Gabriel var et par år ældre end hende, ja, men han havde ikke travlt. Måske følte han det ikke, men han havde jo mange muligheder foran sig. Han kunne lave mad, han var god til at undervise, han kunne spille musik og så var han vellidt af næsten alle han kom i nærheden af. Specielt børn. Selvfølgelig gjorde det ikke hans valg meget lettere, men det gav ham lov til at vælge forkert.
''Men hvis du ikke rigtig vil være hjælpelærer på Konservatoriet, så syntes jeg du skal prøve noget andet. Lave med lød jo som en god ide... Og går det helt galt, så ved jeg at Kittie mangler en til at hjælpe hende bag baren. Jeg kan godt ligge et godt ord ind for dig.'' Drillede hun kærligt og klemte hans hånd, men hendes mine blev kort efter mere alvorlig. ''Men syntes du skal gå efter det der gør dig gladest.''
Hun kunne ikke lade være med at hive sine egne ord over på hendes egne problem med valg. Hun skulle vel også selv bare gå efter det der gjorde hende mest glad, og ikke hvad der gjorde hendes mor glad. Fuldstændig som Gabriel lige havde siddet og sagt til hende, for et øjeblik siden.
''Jeg lyder næsten som dig.''
|
|
|
Post by Josephine on Sept 18, 2014 14:45:26 GMT 2
Han kyssede hendes fingre. Ganske let. Et kys på hver finger.
"Det må jo betyde at jeg er klog." Drillede han.
"Og Kitties lyder ikke som en dårlig idé, jeg ville synes det var sjovt."
Gabriel mente det. Men som tingene var havde han måske ikke tid til det.
"Og du må ikke misforstå mig, jeg synes det har været fedt at undervise, men det er bare ikke det jeg vil resten af mit liv kan jeg mærke. Jeg begraver mig i deres projekter og i stedet vil jeg hellere begrave mig i mit eget liv og det har du fået mig til at indse."
Han trak på sit smilebånd og sukkede. Men på en god måde. Han så på hende med hengivenhed. Varme synes at lyse fra ham.
|
|
|
Post by Tenner on Sept 18, 2014 22:12:47 GMT 2
For hvert kys han plantede på hendes fingre, fik hun et sug i maven og hun kunne mærke varmen i hendes ansigt. Og så det blik. Den hengivenhed han viste hende i bare det ene blik, var noget hun aldrig havde prøvet før. Jo fra hendes familie, men det var alligevel så meget anderledes. Det fik næsten alle de samme følelser frem, som det kys han havde plantet på hendes læber, for et øjeblik siden. Hun var slet ikke klar over at et andet menneske kunne se sådan på en. Hun puttede sig ind til ham, efter at have lagt resten af den lille bid mad hun havde tilbage, og fangede hans øjne i hendes.
''Jeg tror du ville være rigtig god til at mixe drinks og kaste den over disken, med en masse glimmer omkring dig.''
Hun kunne egentlig godt forstille sig Gabriel fungere bag en bar. Men i det hele taget havde hun svært ved at forstille sig at Gabriel ikke ville kunne lave noget der havde med mennesker at gøre.
''Men uanset hvad du vælger at gøre, så vil jeg være med dig.''
Og hun kunne ikke forstille sig lige nu, som hun sad så tæt op af ham, med hans øjne der fortalte hende hvor meget hun betød for ham, at hun skulle sidde sådan med nogen anden. Hun var vitterlig faldet for ham og det blev kun mere som dagene gik.
|
|
|
Post by Josephine on Sept 18, 2014 22:45:03 GMT 2
Gabriel holdt om hende. Fast. Godt. Trygt. Det var rart at mærke hende der. Han tænkte aldrig på andre når han var sammen med hende. Han tænkte ikke på den gode røv han havde set forleden. Eller de smukke øjne der havde set på ham gennem et lokale. Han tog sig ikke af de ting. Alt der fyldte ham var Maddie. Hans M. Det der gjorde dagen sød og at solen skinnede rart og ikke blændende. Han vidste ikke om han fik det sagt nok til hende eller fik ytret at hun betød meget mere end nogen anden kæreste nogensinde havde gjort.
"Selv hvis jeg skal arbejde for Kitties smurt ind i glimmer med kun underbukser på?" Han grinede. Kunne faktisk godt se sig selv i lige den situation. "Jeg mener det vil ikke kun være pigerne der vil skrige efter mit legeme så."
Han vidste at nogen mænd foretrak mænd, og at en glimmerindsmurt krop nok ikke var sådan at røfle med. Men han var oprigtigt glad for at hun sagde sådan. Det betød meget at hun ikke mente at han bare var en fiasko, som hendes mor så åbenlyst mente.
|
|
|
Post by Tenner on Sept 18, 2014 23:06:55 GMT 2
''Det giver mig vel kun endnu mere grund til følge dig.''
Hun kunne ikke lade være med at grine lidt ved tanken om Gabriel i den mundering, og uden hun tænkte over det bed hun sig i underlæben.
''Jeg bliver jo nød til at makerer. Også over for de mænd der nu end skulle være der og forføre dig.''
Maddie tvivlede dog på at hun nogensinde kunne skubbe en pige af vejen, hvis denne fangede Gabriels opmærksomhed. Skulle hun sige det højt, så var det fordi hun stolede på Gabriel ikke ville andre mens han havde hende, men inderst inde var hun jo usikker. Hvis han nu blev træt af hende, fordi hun ikke var lige så spændene som han andre piger han havde haft ... Eller god. Lige den del var de jo ikke kommet til endnu, fordi han gerne ville vente til det rigtige tidspunkt. Men det gjorde hende en smule nervøs. Var han bange for at hvis de først var sammen på den måde, så gad han hende ikke mere? Hun anede det ikke, for hun havde jo ikke prøvet et forhold før ... Men det var vel meget normal at have de tanker, ikke?
I et øjeblik var Maddie taknemmelig for det sparsomme lys der kom fra byen og den kølige vind i luften, der sammen skjulte de røde kinder hun mærkede ved tanken. Hun ville jo virkelig gerne, men hun turde ikke presse mere på, efter han havde sagt han gerne ville vente til det rigtige sted og tid.
|
|
|
Post by Josephine on Sept 19, 2014 12:27:30 GMT 2
"Du skal ikke se ud som om du synes jeg kunne være sexet sådan! Det kommer ikke til at ske," sagde han og prikkede hende i siden. "Jeg kommer ikke til at klæde mig i glimmer for så at have sex med dig."
Han grinede. Men kom så i tanke om hvad han havde sagt. Han spærrede øjnene lidt op og fumlede lidt over de næste ord.
"Altså ... du ved ... når det sker," han smilede til hende.
Modsat Maddies tanker var han slet ikke tvivl om at sex ville ændre noget for ham. Men hende ... Det gjorde ondt på piger de første gange.
|
|
|
Post by Tenner on Sept 19, 2014 20:43:43 GMT 2
Maddie der var så forfærdelig kilden spjættede da han prikkede til hende, men hun kunne ikke lade være med at le. Hendes hænder tog fat i hans for at stoppe det hurtigt, og til hendes egen overraskelse tog hun det ikke akavet, da det selv gik op for ham over hvad han sagde.
''Jeg ved slet ikke hvad du snakker om.''
Hun havde ikke selv bemærket at hun havde bidt sig i læben, så hvorfor han kunne gætte at hun tænkte lidt hen af i de baner anede hun ikke. Han kunne åbenbart læse hende lidt bedre, end hun havde troet vel? Men hun kunne ikke lade være med at smile og trak ham hen imod sig, før hun placerede sine læber mod hans. Hvis hun bare forblev stille, havde hun en fornemmelse af at det måske ville ramme hende lidt for meget hvad han faktisk sagde. Hvad de snakkede om. Og så ville en lang ordstrømme komme ud af hende, så det var bedre at lukke hendes mund med hans læber. Og hun havde også lyst.
Han havde jo sagt 'når det sker' og ikke 'hvis det sker'. Det var måske ikke det største, men hun kunne mærke sommerfugle i maven og et smil hun ikke kunne holde tilbage.
|
|
|
Post by Josephine on Sept 23, 2014 19:15:56 GMT 2
Han blev glad fordi hun ikke syntes han var pinlig. Men i stedet drillede ham med det. Hvilket kun forøgede farven i hans kinder. Gabriel kyssede hende tilbage. Kunne mærke hvordan hun kyssede ham dybere. Som om at han skulle vide hvor meget hun ville have ham. Og hvis hun vidste hvor meget Gabriel ville have hende, var hun blevet rød i kinderne. Hun ville nok kigge væk og være en smule skræmt. Men hun indså ikke hvor dejlig hun selv var. Og ikke kun i det ydre. Det betød nærmest så lidt for ham lige nu. Det var langt mere det Maddie havde at tilbyde som væsen.
"M, jeg håber du ved," begyndte han da kysset stoppede og de så på hinanden. Bare så hengivent på den anden, "at du er betyder noget. Jeg kan mærke hvordan jeg først lyst til at krumme tær indeni af ren glæde bare af at tænke på dig. Du er ikke bare en forelskelse og det gør nogen ting lidt svære for mig. At jeg kan mærke indeni hvordan du er ... lige så vigtig som familie for mig."
Han vidste godt det var lidt meget. At det måske var for meget. Men faktum var at selv om han havde vist hende, i form af tid og latter og kys at han var glad for hende havde han ikke sat ord overfor hende på hvad det var han følte omkring deres situation.
"Jeg har ikke tænkt mig at slå med dig om en uge, en måned eller år. Jeg ved ikke hvordan jeg skulle kunne blive træt af dig. Du er fantastisk og jeg ... jeg synes bare at du skal vide det."
Han var på ingen måde rød i hovedet. Han rørte ikke ved hende. Legede ikke med hendes hår. Han så på hende. Selv hvis hun ikke så ind i hans. Han sagde det han havde på hjerte og hvis det skræmte hende, så var det nok meget godt at det blev gjort nu. Så der kom ord på det. Det var bedre med klarhed end at den ene gik og gruede over noget der ikke ville ske. Om det var at de blev sammen eller gik fra hinanden. Han vidste at han ville blive sammen med hende. Han kunne mærke hvordan han bare synkroniserede med hende rent. Der var ingenting. Ikke at de ikke ville få problemer, at der ikke var ting som man kunne tænke ikke var noget den anden skulle dele med en, men han vidste også at han sammen med Maddie ville kæmpe for at det ville virke.
|
|