|
|
Post by Josephine on Jan 22, 2013 0:14:03 GMT 2
Så i dag har jeg hørt Bon Iver's cover af 'Can't make you love me' og jeg blev nødt til at skrive noget sappy love story pladder med Morgan.
Hvis jeg var jer (det er jeg ikke) ville jeg lytte til benævnte sang. Nu er det ikke den hun spiller hele tiden, men ja, den var inspirationen og med i det.
Kort om teksten: Den foregår tre dage før koncerten, som vi er ovre (jeg ved det) men ja ... vi taler jo om mig, ikke  Jeg håber I vil nyde det.Bruseren kølede hendes svedende krop. Vandet rendte ned af den. Hun løftede hænderne og så hvordan dråberne ramte de lange fingrer og slanke håndrygge. Det så surreliastisk ud, som en stop-motion sekvens. Der var sikkert en logisk forklaring på det, men Morgan kendte den ikke. Hun drejde hanen den modsatte retning og hendes hud blev rød, tiggede om at hun skruede ned for varmen, men hun lod kun flere grader brænde huden. Hun satte sig ned på gulvet, lænede hovedet mod væggen bag sin ryg. Dråberne på hendes ansigt fik hende til at tænke på alt andet end det der hele tiden pressede sig på. Benene var bøjede, knæene i øjenhøjde. Efeu-planten lignede en der nød vandet og sugede det til sig. Men Morgan så ikke den vante tegning på sit ben. Hun lod bare tiden gå under det evigt løbende vand. Hvis hun græd nu, ville ingen finde ud af det, mindst af alle hende selv. Hendes muskler var ømme af at have øvet dansen. Hendes kinder trætte af et falskt smil hun havde bedt dem holde oppe. Hun havde været længe vågen, knapt sovet et par timer før hun havde stillet i skolen for derefter at møde til disse endeløse sessioner der omhandlede perfektion. Der var ikke noget hun hadede mere. Musik var ikke til for at være perfekt. Det var jo en fuldstændig latterlig vurdering. Musik var levende, stemmen var en organisk del af mennesket og selv om instrumenter måske kunne tvinges til perfektion, skulle de ikke. Morgan gik ind for træning, disciplin og hårdt arbejde, men perfektion? Vandet sløvede hende. Fik hende til at glemme at hun sad i sit VIP rum bagved koncertsalen. Der var lyden af det rindende vand og synet af den stadige damp. Hun lagde sig i fosterstilling under strålerne og faldt hen i en døs, hvor hun stadig var vågen, men havde slået alt fra. Et par løse bukser og en sort langærmet T-shit var hendes værn mod køligheden uden for badeværelset. Hun havde overvejet at tage parykken på igen, men havde set på klokken og derfor ladet være. Klokken halv fire om morgen var der alligevel ikke nogen. En grøn hue var trukket ned over ørerne. Hun havde ’lånt’ den af Chris da hun i nat havde prøvet at få sin puls op. Det var ikke rigtigt lykkedes. Hun sukkede. Savnede pludseligt. Havde langt fra lyst til at tage hjem til drengene der sov. Havde slet ikke lyst til at se på Jakobs spørgende øjne. De eneste øjne hun ville se var nogen der begærede hende og ville holde hende tæt, turde sige ord som var alt for meget, men netop helt rigtige i hans mund. Måske derfor forsatte hun lige ud, i stedet for at dreje og stod bag ved scenen. Tæppet var trukket op og hun kunne se salens enorme dybde og højde. Plads til 120.000 mennesker. Det var foruligende dragende. Det eneste lys der fandtes lige nu på dette sted, var de dæmpede nødudgang skilte og så lyskeglen fra døren. Morgan mere fornemmede end så. Hun havde helt undgået at gå herind. Sidst hun var kommet ad den vej til scenen havde ikke været en god oplevelse. Hun knugede håndtaget og så på et efterladt flygel nogle dovne sceneteknikere ikke havde flyttet efter en øvning. Døren lukkede lydløst da hun trådte ind. Hun missede med øjnene, men forsatte alligevel, der var lys nok. Intet lys havde været det samme, et klaver skulle ikke ses men høres. Lou Lou havde ofte ladet hende sidde foran hans skoddede elektriske gespenst i lejligheden mens lyset var slukket for at tvinge hende til at lytte sig frem. Morgan havde altid elsket når han lærte hende de ting. Måske derfor hun elskede ham. Hun mærkede kulden i den enorme sal, hendes arme rystede ganske let. Med en famlen satte hun sig på skamlen og lod et C klinge ud i intetheden, som pludseligt blev fyldt ud. Hun forestillede sig at det var sådan universet blev skabt, en enkelt tone der pludseligt kunne høres for derefter at udvikle sig til en symfoni. Det var ikke det Morgans fingrer nu gjorde. De legede med de lyse toner i noget let og enkelt. Hendes fødder arbejdede med pedalerne og hun lod tonerne klinge ud. Det var så let for hende at udtrykke sig gennem klaveret. Lige så let som at trække vejret. Hendes hænder bevægede sig vant, fingerne spændte over flere muligheder, men det eneste Morgan tillod var den stille lyd af sårbarhed. På trods af det dunkle mørke, var hendes øjne lukkede. Hun kneb dem sammen og prøvede at holde igen, men en bølge pressede på. En såret lyd undslap hende. Noget mellem et støn og et hyl. En klynkende skabning der led under kvaler det havde pådraget sig selv. Tonerne der blev til en egentlig melodi. “Turn down the lights Turn down the bed Turn down these voices Inside my head Lay down with me Tell me no lies Just hold me close And don't patronize me Don't patronize me” Ord der lød som hulk. Morgan mente hvert og et af dem. Kunne mærke ham sidde ved siden af sig på bænken. Kunne mærke hans hede åndedræt og hans kildende hår. Selv siddende tårnede han sig op over hende. En hånd på hendes lår der kærtegnede det. Musikken og den sang, en reaktion på at hun var rædselsslagen. Påvirket. Langt ude. Slet ikke sammensat. Hun var en billig kopi af noget der skulle illustrere den ægte varer. Det var bare for sent, han havde allerede patroniseret hende, fået hende til at deltage i dette cirkus, med øjne i nakken og falskt hår på hovedet. Hendes røv der så sexet ud i de forskellige kostumer hun måtte påduttes og hendes stemme der var sensuel. Lige nu var det en ødelagt skabning som mere og mere aggressivt pressede tangenterne ned. Lod klaveret tale et sprog som hun ikke slev havde ord for. Dette flyget gjordet om muligt bedre end hun havde troet. Det var ikke en falsk elektrisk lyd, men den egentlig lyd af vibrationerne der blev slået an og styret af hendes fingrer og fødder. Der var ingen tårer i hendes øjenkroge, men desperation og ynkeligt had. Hun hadede sig selv. Byggede musikken op til noget den ikke var uden at synge mere af sangen, fordi melodien ikke længere var der. Hun følte sig udnyttet og efterladt. Hun følte sig som ingenting. Kun ønsket, fordi hun var perfekt ... hendes ypperlige krop. Hendes smukke stemme. Hendes ubenægtelige talent for musik. Og aggressiviteten forsvandt. Tilbage var noget nøgent og skingert. Hendes stemme der lagde sig til. Kroppen og indtrumentet var et og samme organ. Ordene kom tilbage. “I'll close my eyes, Then I won't see The love you don't feel When you're holding me. Morning will come, And I'll do what's right Just give me till then To give up this fight. And I will give up this fight.” Hun forsvandt for først at dukke op da musikken klingede ud og hun sad med hænderne i skødet. Der var ingen ved hendes side. Der var ikke engang nogen der håbede hun kom hjem. Hun havde lyst til at tage teleren. Ringe. Sige at hun kom.Om hun ikke nok måtte komme. Om han ikke nok ville elske hende. Holde om hende. Alt hun havde sagt havde hun ikke ment. Hun ville bare mærke ham, lugte ham, smage ham. Et samhørig suk der blev undsluppet fordi de begge havde holdt vejret for at forlænge et sekund sammen. Hvorfor denne stupiditet når de hørte sammen, ville hendes ord være og han ville blot kysse dem væk. Fuldende hende ved at være nær. Morgan skuttede sig. Med et smæld lukkede hun adgangen til de hvide tangenter. Let rejste hun sig og med hastige skridt gik hun ud til den oplyste gangEfterlod en hulkende rengøringsassistent på tredje balkon der havde overværet det hele.
|
|
|
|
Post by Xazal on Sept 23, 2018 14:10:06 GMT 2
Lidt kontekst:
Foregår, mens de endnu er undervejs igennem søjlen ned mod Jorden. Teksten er et forsøg på at skiltre begivenhederne, hvis tilfældet er, at Jones har brækket benet (det uopklarede spørgsmål om, hvem af tvillingerne, der er kommet til skade forsøges besvaret). Teksten er fra slutningen af 2017-starten af 2018 og er nok mest en form for off-game fanfiction.
Hvorfor? Fordi jeg havde brug for at se noget interaktion mellem Andrew og Jones, så jeg har lånt jeres karakterer og ved, at noget af det ikke er on point (fx med Morgans ytringer). På forhånd undskyld.
NB: Intentionen er ikke at påvirke resten af plottet.
-----------------------------------------------------------------------
Bekvemmelighed var ikke en ting, han gik op i. For det meste ikke. Slet ikke nu og her, hvor han stod lænet op ad væggen på fødder, der tiggede om at blive skånet for hans kropsvægt. Andrew afbrød ikke rytmen i sine åndedrag, da han hørte skridt nærme sig i mørket. Uregelmæssige skridt, urytmiske, haltende, men målrettede imod det sted, hvor han stod. Selvom alle lyskilder var blevet slukket for at spare på dem til nødsituationer, havde de fleste i gruppen efterhånden udviklet en bevidsthed om rummets udformning. De brugte sjældent lys, når de gik ned ad trinnene. Platformene var ens fabrikeret. Alting var gentagelse på gentagelse. Den haltende var næsten fremme.
Og så et tungt suk, der afslørede hans identitet, selvom den haltende gang allerede før indikerede, at det var Jones. Måske, det var et suk, der kun nødtvungent blev slynget ud i mørket, når han nu ikke havde jamret sig af smerte på det korte stykke, han havde tilbagelagt. En dump lyd, da Jones lænede sig op ad væggen - ikke langt fra Andrew, men heller ikke så tæt på, at det var tydeligt, at denne var kommet for at sige noget til ham. Formentlig en fejlvurdering i mørket. Andrew orkede ikke at nærme sig Michaels tvilling. Han bevægede fødderne lidt. Lod de tunge støvler skrabe hen over gulvet med fuldt overlæg. Ytrede ikke et ord. Men lyden af Jones, der kantede sig tættere på, kom som ventet.
Og hvad så, hvis han havde brækket benet?
Jones’ suk kom nær fra. Ordene var lavmæle: "Jeg ved sgu godt, at jeg er et problem med det her ben."
Andrew svarede selvfølgelig ikke. Alle var et problem. De var underernærede og desperate. Jesse var blevet skudt. Han selv var gledet endnu længere ind i skyggerne, end han var før. Han var langsommere end før. Ikke, at det gjorde ham langsommere end gennemsnittet. Men det var nok. Det var et faktum.
Og ordene blev ved: "Måske er du ligeglad. Men der er ingen her, der har ekspertisen til at gøre noget ved det, så vi må bare komme videre herfra."
Klart. Noget nyt var der ikke om den sag. Måske, det var, fordi Jones ikke kunne se Andrews tillukkede ansigt, at han fortsatte. Måske, han bare ville snakke.
"Så jeg er nok lidt ubrugelig i dine øjne, men ..."
Andrew rakte ud efter Jones. Hans fingerspidser ramte ikke helt målet, så de gled lidt op ad overarmen og krummede sig om den velkendte skulder. Michaels og så alligevel ikke helt. Han kendte denne her fyrs kropsbygning fra de gange, han havde taget tørnen med at hjælpe ham nedad. Det gik på skift, når Jones måtte bukke under for smerterne. Han havde kun fået smertestillende de første to dage. De skulle spare. Morgans sans for at spare oversteg de flestes - selv Andrews.
Et lille gisp, sikkert af overraskelse, brød sætningen af. Andrew greb muligheden for at tynge Jones ned at sidde. Selv slog han sig ned ved siden af ham, hvilket hans fødder var særdeles taknemmelige for. Han fremdrog en lygte og tændte den. De missede begge med øjnene. Alle andres øjne vendte sig mod lyset. Det tog Andrew sig ikke det mindste af. Den nysgerrige, lidet fjendtlige forundring var let at spore i Jones’ brune øjne, hvorved han let kunne skelnes fra sin tvilling. Andrew fokuserede mest på det brækkede ben, som de havde bundet stof stramt omkring. Han løsnede det, stadig uden at sige noget. Den anden protesterede ikke med ord, men gengældte Andrews tavse, kryptiske mine med en skulen. Inden Jones åbnede munden for at sige noget, virrede Andrew med hovedet.
"Brormand," sagde han. Det første ord i al den tid, de havde været hernede, lød tørt og fladt. Stemmen var hæs efter lang tids tavshed. Mere hæs end vanligt og derfor næsten hviskende. En dyb brummen, som kun kunne tydes, fordi Andrew lagde tryk på hver stavelse. De ulmende, blå øjne borede sig ind i Jones’ uden, at hans fingre stoppede med at vikle stoffet af det brækkede ben. Noget i øjnene var flammet op. Der var et hårdt drag om munden.
"Du er ubrugelig for mig. Men ikke for dem. Okay?"
Hver. Stavelse. Flængede. Luften. Kastedes frem og tilbage mellem de buede vægge og faldt opad mod platformene, de havde forceret, og nedad mod det uvisse. Stemmen fik langsomt fylde, men forblev i det dybe, monotone leje, som skulle han genfinde sin kort for hovedet, bistre personlighed. Stemmen var farveløs og manglede sin drævende, spotske undertone. Han var en handlingens mand. Alt, hvad han nogensinde havde sagt oppe i Sky-City var kun nedladende konstateringer om andre. Nu var han kun handlingens mand. Men denne korte ytring viste med al tydelighed, at han ikke havde mistet talens brug som følge af et traume, skulle nogen være i tvivl.
Han udstødte sin første, raspende latter. Den slog mod alt og alle, der lyttede. Piskede lydbølgerne rundt og rundt og rundt i en ensformig, hakkende rytme. Livet var et track, der ikke kunne loade ordentligt. Måske det første tegn på sindssyge. Så stoppede hans latter så brat, den var kommet.
Jones’ ben var nu blottet. Lygten skubbet nærmere. Benet var blåt og hævet. Huden fugtig og stinkende. Der var mærker efter stoffet.
Andrew fnøs, og det var tegn på en faktisk latter. Et velkendt fnys, hvis man kendte ham godt. Hvem gjorde egentlig det udover Morgan? Et blottet tandsæt afslørede Andrews morbide munterhed ved synet af Jones’ lamslåede ansigtsudtryk. Over benet? Hans ord? Eller hans latter? Det var ikke til at sige.
Andrew trak sin tunge rygsæk til sig og tog kniven fra dens strop. Velvidende, at nogen sikkert gloede, skar han en flænge i rygsækkens bagside. Derpå vristede han rygsækkens stabiliserende metalskinner ud. Det gjorde mildesttalt rygsækken til en belastning. Fucking lort. Fucking dårlig timing! Han viklede et tyndt lag stof omkring skinnerne og lod dem hvile mod Jones’ ben for at vurdere, om de passede blot en smule. Det her var Morgans ting. Men selvfølgelig var kællingen ikke interesseret, eller ikke til stede. Det var ét fedt.
"Her -" Andrew rakte noget af det resterende stof hen mod Jones, ligeglad med, om det var klamt og fugtigt efter dets tidligere anvendelse - "bid tænderne sammen om det."
"Hvad har du tænkt dig at gøre?" spurgte Jones uden videre.
"Trække i dit ben som en elastik og rykke knoglen på plads."
Det var, hvad Andrew havde tænkt sig. Om det virkede var en anden sag. Hvis fyren var sart, kunne han lade være med at spørge. Nu havde de i det mindste lidt tid. Michaels bror så tvivlrådig ud, men måske sandede han, at der ikke var så meget at stille op. Det ene kunne være lige så godt som det andet, ikke?
"Michael vil ikke bryde sig om det her ..."
Andrew fnøs igen. Intet kunne rage ham mindre. Jones puttede klædet i munden. Andrew kunne høre de alt for korte åndedrag, som Jones tog gennem næseborene. Han lænede sig frem mod Jones og skubbede ham op mod væggen. Derpå trak han sig baglæns, smed støvlerne og lod sine fødder hvile på Jones brystkasse med tæerne pegende skråt udad. Hans stærke fingre tog ublidt om det brækkede ben. Mens han trak til, pressede han Jones hårdt op mod væggen med fødderne.
Jones udstødte uvilkårligt et brøl og begyndte at vride sig i smerte. Det her var ikke gennemtænkt. Nogen måtte forhindre ham i at rulle om på siden. Andrew blev ved med at trække i benet og presse på med fødderne. Jones vendte det vide ud ad øjnene og skreg igen. Stoffet hjalp ikke meget til at dæmpe lydene. Skridt nærmede sig. Andrew holdt ved.
Morgan var der med Michael ved sin side. Sidstnævnte så både vred og ængstelig ud. Men Morgan havde forhindret ham i at kaste sig over Andrew - så meget måtte være tydeligt for enhver.
"Hjælp mig med at holde fast i ham," vrissede hun til den handlingslammede Michael.
Jones’ skrig døde næsten hen. Andrew hørte ikke en svag knasen. Han mærkede ikke nogen forskel. Men han fortsatte. Det gav en slags ryk i benet, knæskallen spjættede unaturligt. Morgans krop holdt Jones’ presset mod væggen, mens hendes hænder gled hen over skinnebenet op mod knæet. Hun trykkede hårdt ved hvert ophold. Michael holdt sin bror i et jerngreb, mens han skiftevis så bebrejdende på både Andrew og Morgan og bekymret på sin tvilling.
Andrew lettede langsomt presset mod Jones’ brystkasse, da Morgan havde givet tegn til ham om at gøre det. Han sænkede langsomt benet.
"Jeg mærkede et knæk," konstaterede Morgan og udpegede det øverst på skinnebenet, ikke langt under knæet. Andrew nikkede bare. Hendes ord var nok i situationen. Det var ikke til at sige, om noget af det havde hjulpet, men den unaturlige vinkel virkede reduceret nu. Knoglen så ikke så forskudt ud som før. Det kunne være hævelserne. Det kunne være noget andet.
Sved, savl og måske tårer glinsede på Jones’ ansigt. Andrew slukkede lygten, og mørket omsluttede dem. Skæret fra Jones’ kropsvæsker i ansigtet forsvandt. Andrew rejste sig og strakte kroppen efter anstrengelserne. Han gik frem og tilbage på platformen og lavede skulderrulninger. Lyttede ikke til de andres samtaler, eller Michaels beroligende ord. Jones’ beroligende ord? Et skænderi?
Dette ophold skulle være et hvil. Han søgte tilbage til sine ting: Rygsækken og midlertidigt Michaels bror. Han svøbte sig ind i den kompakte sovepose uden rigtigt at kravle ind i den. Lagde sig på siden med ryggen til dét, der måtte være Jones og lukkede øjnene. Lyttede. Sansede. Lyttede. Sansede. Sansede. Lyttede. Sov.
Vågnede med en skosnude på skulderen og en lyskegle pegende på sit ansigt. Andrew skar en grimasse og satte sig op. Han lod en hånd glide gennem de lyse lokker i en doven bevægelse, da han så, at det var Michael, der ludede over ham. Mest, fordi det var ham. Men selvom ingen kunne se det i mørket hernede, kom denne bevægelse som regel også per automatik. Man slap ikke vaner så let.
"Nåh, hvad havde du så tænkt dig? Min bror kan ikke gå, og det er din fucking skyld."
Michael svang lygten tæt forbi hans ansigt. Andrew lod et tungt suk undslippe sig. Han hev fat i sin sovepose og dækkede overkroppen og ansigtet med den. Derpå lænede han sig tilbage mod væggen.
"Er det ikke altid dig, der har sagt, at vi må hurtigt videre? Hvorfor forsinker du os så, hva’? Jeg har ikke tænkt mig at gå ét eneste skridt nedad uden Jones."
Andrew fnøs sin sædvanlige, nu tilbagevundne latter. Ret beset havde han ingenting sagt i al den tid, de havde været hernede, bortset fra de få sætninger dagen før ... nogle timer før? Hvor længe havde han sovet? Det var, hvad der kom ud af at snakke med folk - man mistede tidsfornemmelsen. Andrew stak ansigtet frem.
"Han ville være et problem uanset hvad," sagde han brysk. Følte trang til at væde sin tørre hals. Men selvom stemmen ikke havde sin sædvanlige volumen, var ordene ikke svære at tyde. Han kunne jo tale højere, hvis han gad. Men Andrew økonomiserede med sin energi. Alt talte.
"Fuck dig! Fuck dig, Andrew!"
Ved lyden af sit navn følte Andrew det, som om hans rygsøjle blev sat i brand. Selv hernede, udenfor Sky City, hvor navnet ikke kunne ramme ham, satte det hans pis i kog. Det nedslidte, sølle navn var en parodi på et menneske. Uden så meget som at tage tilløb til det, var Andrew over Michael. Han vristede lygten ud ad dennes hånd og lod den dumpe ned på den sammenkrøllede sovepose. De stærke fingre på hans højre hånd borede sig hårdt ned i Michaels venstre skulder. Den anden slog et kantslag mod siden af Michaels adamsæble. Det var ikke for at skade ham. Det havde de ikke råd til. Men Michael gispede som forventet efter luft i et splitsekund. Nok til, at Andrew kunne nå at spænde ben for ham og falde ned over ham.
"Vi er kun nød -" begyndte Andrew.
Men Michael havde ingen skrupler, når det kom til at gøre skade på Andrew. Michaels hænder fløj op og slog hårdt mod alt, der gav efter: Andrews overarme, brystkasse, skuldre ... ansigt ... Michael bøjede benene og prøvede at rulle til siden. De tunge støvler slog mod Andrews ryg ... det nyligt helede ribben gjorde ondt.
Andrew hev Michaels overkrop en halv meter over gulvet ved skuldrene og skubbede ham hårdt ned igen, men det var ikke distraktion nok. Han vendte kinden til det knytnæveslag, der var på vej mod hans øje. Tænderne skrabede mod hinanden, da næven ramte. Det var ikke en moralsk handling. Men så snart den tanke indfandt sig, brød Andrews tænder frem i det mørbankede ansigt i et bredt grin.
"Hey, stop lige engang ..."
Han grinede åbenlyst. Stemmen brød gennem den tavse barriere halvt forpustet. Det skyldtes mestendels mavemusklerne, der trak sig sammen af grin. Andrew kneb øjnene sammen. Latteren, der havde ladet vente på sig i ugevis, kom som en flodbølge. I takt med, at den tog mere og mere over Andrews krop, fik den mere kraft. Som når han lo mod vindmodstanden på sit board. Et rovdyr i sit es. Han knækkede sammen ned over Michael og lo mod hans skulder. Mærkede hans brede krop under sin, der trak vejret hurtigt efter ophidselsen. Midlertidigt lam af overraskelse. Så tæt på var han bare en allieret krop. Andrew huskede de to tvillinger ved sin side i kampen mod rådets udsending; den måde, hvert slag fra de to tvillinger var som indstuderede dansetrin, som kun de to kunne koordinere sammen uden skyggen af elegance, bare brutale og målrettede. Det virkede, fordi de troede på deres råstyrke. For dem var teknik ikke-eksisterende. For Andrew var teknik og råstyrke i kombination netop alfa og omega. Andrew trak luft ind og løftede hovedet for at se ind i Michaels hadefulde øjne. I dem var et blandet udtryk af afsky og overraskelse. Overraskelse? Virkelig?
Andrew havde for en gangs skyld ikke kontrol over sit ansigt. De blå øjne ulmede intenst af ligedele legesyg begejstring og ildevarslende årvågenhed, som vurderede han Michael. Men det skæve grin havde løsnet kæben og på en mærkelig måde gjort hans træk mindre skarpe. Mere tilstedeværende. Menneskelige. Ligeværdige med de andre. Alt, til trods for de utallige hævelser og blå mærker, Michael havde føjet til. Underlæben blødte. Næsen blødte. Øjnene skinnede om kap med lygtens skær i det røde blod. Latter to gange indenfor et kort tidsrum gjorde sære ting ved folk. Også Andrew.
Så han rejste sig og børstede Michaels hænder ad sig i bevægelsen, som om det var enden på et stykke arbejde i mulden. Han strakte kroppen og mærkede smerte alle de steder, Michael havde ramt. Tungespidsen gled over underlæben, og det sved. Han lavede et misbilligende klik med tungen og trak på den ene skulder som for at sige: Små hjerner, små fornøjelser. Han gjorde et kast med hovedet i retning af, hvor Jones lå ubevægelig. I det svage lys lignede det blot en bunke ragelse. Andrew følte trang til at pirke til Michael med sin tåspids, som han selv var blevet det, men tvang idéen bort. Han gik i stedet mod Jones og gjorde et utvetydigt tegn til Michael om, at han skulle blande sig udenom.
"Når jeg er færdig med ham, kan du spænde ham på ryggen og komme videre - med eller uden mig."
... for Andrew sked på det fælles ansvar, det var, at få alle ned. Havde det ikke været, fordi det var strengt nødvendigt, at de alle kom ned, havde Andrew sikkert ikke gidet spilde tid med blot små overraskelses-kontraangreb. Så havde Michael måske haft en brækket kæbe, en skulder af led og to blå øjne. Men de var alle bundet til en fællesfremdrift. Hvis ét af hjulene faldt af, ville det kun gå langsommere. De ville alle dø af sult og tørst. Andrew knælede ned ved Jones’ side og tændte sin egen lygte. Jones blinkede og sukkede.
"I er værre end ham og mig som små," sagde Jones opgivende, og Andrew fornemmede blikket på sine skrammer. Andrews mund var en tynd streg. Jones’ læber formede et lille smil. Andrew tog di improviserede skinner og satte sig til rette ved Jones’ ben. Han hev lidt i buksebenene som for at trække dem af.
"Lyn op," knurrede han. Det var så overflødig en kommando, at han var irriteret over at skulle sige den. Al kommunikation hidtil havde handlet om deres videre færd. Han havde ikke behøvet anden interaktion end at skubbe og trække i folk. Nu skulle han bede dem on noget - konkretisere hver en ting, han forlangte. Det var latterligt! Hans ansigt indbød ikke til spørgsmål og ændrede ikke udtryk, da Jones lystrede. Jones satte foden på det raske ben i gulvet og løftede bækkenet, så Andrew kunne trække bukserne af. Andrew førte lyset hen til det brækkede ben og kiggede.
"Det føles lidt ..."
Andrews fingre gled fra oversiden af låret ned til midt på skinnebenet.
"... som om musklerne ikke er så spændte mere. Men jeg ved ikke, om det er en god ting."
Andrew fandt endelig bruddet under sine fingerspidser. Trykkede. Jones gispede. Det var en forbedring, at man i det hele taget kunne trykke på knoglen og få den til at rykke sig. Panderynken i Andrews ansigt rettede sig ud en smule. Han fandt tape frem og fastgjorde de fire improviserede skinner over, under og på begge sider af Jones’ ben fra et sted over knæet og ned til et stykke under knæet. Andrew ville helst, at de kunne nå til midt på skinnebenet, men det fungerede ikke. Så fandt han en rulle bandage frem, som de ikke havde villet bruge før nu, eller snarere: Morgan havde insisteret på at lade være, og Andrew havde været enig. Han startede nedefra, og da han nåede til det første stykke tape, lagde han rullen fra sig og rev tapen af.
Jones hvislede. Tøsen kunne åbenbart ikke lide fornemmelsen af hår, der blev trukket ud ved roden. Men Andrew fortsatte koncentreret sit forehavende. Hvert stykke tape fremkaldte lavere og lavere hvislende lyde. Ved bruddet stoppede Andrew op, rejste sig og lod sin bare fod hvile mod skinnebenet for at holde benet i den ønskede vinkel. Så draperede han bandagen stramt om stedet, fortsatte med at rive tape af, som han bevægede sig opad, og til sidst var skinnerne dækket af den hvide, kraftige bandage. Andrew fandt et par lange sportsstrømper frem fra sin rygsæk. Han kendte ikke til Morgans motiv bag deres berettigelse i deres oppakning.
Morgan havde suverænt afgjort, hvad de skulle have med og næsten dikteret, hvilke underbukser de tog på. Andrew havde godt underholdt lystret. På det punkt fik hun lov at vimse rundt og tjekke ting på samme vis, som hun dykkede ned i sin makeup-taske. De små strøg over håret, som hun delte ud af, når hun passerede ham havde efterladt en sødlig lugt i luften. Men hendes blik fortalte ham, at ingen kommentarer kunne røre hende; ingen blikke kunne snøre hende; ingen smil kunne bøje hende. Hendes hænder, der kyndigt tjekkede håndvåbnene, inden de blev fordelt. Uld og syntetisk, kropsnært letvægtstøj var velsorteret efter størrelser og blev fordelt. Madrationer, medicin og feltflasker. Tape, seglgarn, sakse, mikrofiberklude, optændingsgrej, tyndt reb, regnslag, plasticposer, hybrid-lommelygter drevet af solenergi og batterier og endelig pigsko til at sætte på sine egne. Morgan havde tanke for alt og en praktisk sans, der oversteg de fleste. Det sidste var et hårdt greb om hans håndled. De lange, slanke fingre havde boret sig ubarmhjertigt ind i hans hud. Hun ville have holdt på samme måde om hans pik.
"Vi skal det her," havde hun vrisset sammenbidt. De var "vi" igen for en stund. Ikke "du og jeg". Han havde løftet det ene øjenbryn - hun klemt endnu hårdere - han smilet - hun skraldet huden af hans ansigt med blikket - han fnyst. Så havde hun sluppet og vendt ryggen til. Han havde inspiceret sin oppakning, der var nøje udvalgt og beregnet efter hans kropsvægt og styrke. Hun var vel ingeniør.
Nu klippede han sokken af begge sportsstrømper og trak først den ene, så den anden stramt over bandagen, således at de dækkede et godt stykke udover begge ender af skinnerne. Ankelstrømperne, som var resultatet af anvendelsen, puttede han tilbage i rygsækken.
"Jeg troede slet ikke, at du kunne finde ud af sådan noget som det her. Hvor har du lært alt det?"
Andrew kiggede først nu på Jones, som om han havde glemt, hvis kropsdel han sad og arbejdede med. Jones havde sat sig op under processen og fulgt med. Snak, snak, snak og atter snak. Andrew vidste ikke, hvad svaret var, endsige om han kunne svare på så ligegyldigt et spørgsmål uden at få det til at lyde som en parodi på en small-talk. Nej, ikke en parodi - en faktisk small-talk, som ikke forløste nogens hungrende begær efter social omgang. Så Andrew brummede noget uforståeligt bag halvt sammenpressede læber og slog let på Jones’ nu tildækkede ben. Han kunne næsten ikke mærke skinnerne under strømpen og bandagen.
"Lad nu bare være med at bøje det mere end nødvendigt," mumlede Andrew modvilligt i tilfælde af, at idioten ikke havde fattet det allerede. Jones kvitterede med et skævt smil.
"Okay, relax. Man skulle tro, det var dig, der havde brækket benet, Andy ..."
Andrew mærkede atter de brune øjne fikseret på sit ansigt, men ignorerede trangen til at spidde Jones med blikket.
"Er du okay?"
Det var et simpelt ja/nej-spørgsmål. Andrew opfangede bekymringen i tonefaldet og i blikket, og han mærkede en kvalmende væmmelse stige op i sig. Hvad fanden var det for noget pis at fyre af? Dette var ikke et spørgsmål om hverandres ve og vel. Det var et spørgsmål om overlevelse.
"Er du?" vrissede han skarpt og defensivt, som havde den anden netop spurgt ham, om han var i stand til at klø sig i røven uden hjælp.
"Hvis du hader Michael så meget, hvorfor gør du så det her? Det kan ikke være for din egen skyld, eller ...?"
Andrew kom unaturligt hurtigt på benene. Pludselig stod han bare op. Han trak Jones op at stå ved kraven.
"Kan du stå, Brormand?" spurgte han, spyttende øgenavnet ud som et skældsord. Det var, som om Jones instinktivt forsøgte at lægge vægten på det sårede ben. Andrew kunne mærke ham vakle og slap netop derfor. Jones mistede balancen helt og faldt så lang, han var.
"Hvad fanden skulle det til for?" spurgte Jones oprigtigt forundret. Andrew kunne se, at Jones vitterligt ikke kunne forstå, hvad han havde gjort galt, mens han satte sig op og krabbede sig baglæns mod væggen med armene og det raske ben. Andrew kunne se, at han prøvede at forstå og ikke kunne føle afsky. Det var medynkværdigt. Skulle han skære det ud i pap for manden? Morgan elskede Michael. Michael elskede Jones.
"Jeg hader ikke din idiot af en bror."
Overraskelse i den andens øjne, eller uforståenhed? Hvad fanden regnede Jones ham egentlig for? Selvfed og usympatisk - ja, det var sandt. Dum og højpandet? Så var han i hvert fald galt på den. "Men han er intet værd uden dig," fortsatte Andrew ufølsomt og overflødigt, "derfor." Definitivt. Absolut. En konstatering, der ikke tålte modsigelser i Andrews hoved. Ja, han havde selvfølgelig ret.
Jones lignede ikke én, der endnu havde fået alle puslespilsbrikkerne til at passe.
"Intet værd for dig?"
"For Morgan," rettede Andrew og gjorde et kast med hovedet for at få de gyldne lokker væk fra ansigtet. Han havde allerede brugt sin kvote af ord for nu. Jones så ud til at gruble over det og lod til at tænke sit. Andrew var kun taknemmelig for stilheden. Han bøjede sig fremover og fandt en pakke med morfin fra den tunge rygsæk.
"To," sagde han og kastede pakken ned i skødet på Jones, "vi går videre, når du er vågen." Så slukkede Andrew lygten og blev skånet for Jones’ ansigtsudtryk. Han hørte Jones synke pillerne med et par slurke vand. Derpå tavshed. Han genfandt sin plads i nærheden af Jones ved sin sovepose. Tavsheden fortsatte. Men Jones’ lette åndedræt vidnede om, at han ikke sov. Andrew tillod sig at nyde tavsheden - lod den omslutte sig og gøre sin vejrtrækning rolig.
"Så det er for Morgans skyld?" lød Jones’ undren i mørket. Hvilket svar ville stille ham tilfreds? Det var for gruppens skyld. Det var også for Morgans skyld. Alles liv hang i en tynd tråd, og hvis nogens mentale greb om situationen slap tråden, ville det udløse domino-effekten. Det kunne være Jones’ brækkede ben som Gabriels ødelagte guitar, når det skete.
"Mmmm," brummede Andrew ligegyldigt.
"Du er sgu mærkelig, Andy. Men ikke så slem."
Andrew fnøs en kort latter. "Ikke så slem" var noget, man sagde om en stor, fed hunbjørn, der beskyttede sine unger mod enhver fare. Ikke noget, man kaldte én, der under omstændigheder slog folk ihjel uden at tøve.
|
|
