|
Post by Josephine on Jun 3, 2013 22:03:22 GMT 2
"Du har ret."
Gabriel lo meget lavt. Han huskede første gang. Glimmeret alle steder, den dårlige morgenånde. Ham der havde taget et bad. Hende der også havde taget et bad.
"Andrea synes bare du er verdens sødeste lille menneske. Du skulle have hørt hvad hun sagde til familie frokosten."
Han lod fingerne kærtegne hendes hår.
"Jeg kan bedre lide at vågne op hos dig end med dig," sagde han meget stille, men vidste ikke helt om hun ville forstå det fordi det ikke gav så meget mening for ham selv alligevel. Eller jo. Det gav mening. Han kunne bedre lide at ligge tæt og nyde duften og varmen, end at vågne i hver sin seng. "Og uden alt glimmeret."
|
|
|
Post by Tenner on Jun 3, 2013 23:25:03 GMT 2
På trods af at det kun var ti dage siden, eller lidt mere vidst nok, så føltes det som en evighed fordi der havde været så proppet et skema for hende efterfølgende. Men hun kunne godt huske den gang hun havde mødt Gabriels ene storebror og hans kæreste Andrea. Det var nogle utrolige mennesker. Søde. åbenhjertet og så levende.
Hun lå et øjeblik og tænkte over hans sætning der var en smule kringlet. Den kunne ligefrem misforstås, men hun vidste det ikke var tilfældet. Var det fordi de havde sovet i to senge den gang og han nu bedre kunne lide at sove i en seng med hende. Det måtte det være. Sådan havde hun det ihvertfald selv.
En latter boblede op ved tanken om al glimmeret de havde haft i håret og i hoved fordi de var endt på Kitties.
''Det klædte dig ellers så godt al det glimmer.'' Hun ville gerne gentage den tur med ham igen, det var uden sammenligning den bedste impulsive ting hun havde gjordt i meget lang tid. Og hun gjorde ellers mange impulsive ting. Som at kysse ham foran hendes dør, lige pludselig. Efter så lang tid ikke at finde interesse for drenge, så havde han - enten helt bevidst eller ubevidst, fejet benene væk under hende.
''Hvad sagde Andrea så om mig til familie frokosten?''
Man var vel nysgerrig.
|
|
|
Post by Josephine on Jun 5, 2013 16:00:02 GMT 2
Han strøg hendes kind.
"At alle de andre også skulle møde dig, for sjældent havde hun set et så sødt væsen og hun havde bare vidst at du ville være en pige der ville blive en god kæreste for mig," han sukkede og smilede. "Jonas sagde så at hvis jeg gjorde dig ked af det ville han smadre min bøsserøv."
Han havde ikke rigtigt selv sagt noget, sådan var det ofte. Han talte ikke så meget med familien. Han nød det bare. Men det var godt at de der havde mødt Maddie kunne lide hende. Emma havde syntes hun var sød. Eva havde ikke hørt om andet fra hendes børn om pigen med ildhåret og nu kunne han også mærke de andres nysgerrighed. Det var alligevel aldrig rigtigt sket at Gabriel havde gang i noget seriøst. Ikke rigtigt. Han havde heller ikke snakket om at tage piger med hjem, havde bare gjort det. Men han ville gerne have at Maddie ikke blev overvældet og genert. Følte at de trådte på hende med deres velmente kommentare og nysgerrighed.
|
|
|
Post by Tenner on Jun 5, 2013 23:53:32 GMT 2
Maddie kunne ikke lade være med at fnise lidt, for hun kunne sagtens forstille sig Jonas sige sådan til sin yngre bror. Hvor seriøst det så var, kunne hun ikke helt afgøre for Gabriel var trods alt Jonas egen bror, mens hun blot var ... Ja, en pige som Gabriel havde mødt på gaden og kendt lidt fra skolen. Om Jonas vitterlig ville banke sig egen bror fordi hun skulle blive ked af det, var nok usandsynligt.
Det var en mærkelig tanke at Andrea skulle sidde og sige sådan noget til resten af Gabriels familie, men hun var smigerede. Virkelig.
''I er simpelthen alt for smigerne i din familie. Det er jo noget at leve op til når hun siger sådan.''
Men det afskrækkede ikke Maddie. Heller ikke de rosende ord Andrea havde givet hele hans familie. Godt nok havde hun sceneskræk fordi hun var bange for at kludre i det foran mange mennesker. Men det var kun når hun stod på en scene. Maddie var sjældent genert og snakkede altid løs når hun mødte nye mennesker. Hun havde så let ved andre mennesker, selv om hun kunne være al for direkte nogle gange og tale før hun tænkte.
Alligevel havde hun ikke presset på at møde hans familie siden de havde snakket om hans bedstemor. Hun var nysgerrig, ville da gerne møde dem og se hvor han kom fra, men havde holdt munden lukket om hun ikke måtte møde dem. Det skulle jo nok ske uanset hvad og hun havde jo allerede mødt nogle.
''Hvornår var det egentlig din mor skulle føde?''
Endnu et spørgsmål der bare kom til hende og var ude før hun havde tænkt det færdig selv.
|
|
|
Post by Josephine on Jun 6, 2013 9:26:29 GMT 2
Om en måned, men han syntes efterhånden altid at hun fødte før tid.
"Om en måneds tid. Nok nærmere to uger, men med tvillinger er det altid lidt svært og en presser altid på," han blev lidt rød i hovedet. "Øh det siger min mor i hvert fald og hun burde vide det med alle sine børn."
I virkeligheden havde Gabriel faktisk læst en del bøger om graviditet. Både ved Adams børn og ved Evas. Det var for at være til mere hjælp end ved hans søskendes fødsler. Han havde heller ikke været så gammel igen, men burde have været gammel nok og han hjalp jo med det han kunne. Men han var bare lidt rød i hovedet fordi det virkede tøset, ikke at hun overhovedet kunne vide det.
"Så de bytter rundt på værelserne igen så soveværelset er det der ligger længst væk så de små ikke kommer til at vække de andre," han smilede. "Ikke at det kommer til at gøre nogen forskel."
|
|
|
Post by Tenner on Jun 6, 2013 15:09:33 GMT 2
Det var jo om ikke så længe. Maddie kunne ikke lade være med at tænke, at det måtte være en underlig følelse at skulle have flere mindre søskende, når man var oppe i alderen som Gabriel var i. Det var jo det samme som hvis hendes mor nu skulle til at have flere børn. Joanna var en efternøler. Men ikke så meget en efternøler som de tvillinger Gabriel nu skulle til at have som søskende.
''Så er det jo lige om snart.''
Hun lagde hænderne mod hans bryst og lod hoved hvile der, med øjnene på ham.
''Glæder du dig ikke?'' Spurgte hun med et smil, men det forsvandt da højlydte stemmer lød gennem de tynde vægge. Det var hendes forældre.
Af alle tidspunkter, kunne de så ikke havde valgt et andet ikke at skændes på. Hun sukkede og så væk fra hans ansigt. Igennem alle de dage hun havde været sammen med Gabriel og han havde været på besøg her hjemme, havde han heldigvis undgået hendes forældres sammenstød. Ikke at hun havde fortalt ham om dem. Hun så tilbage på ham, med undskyldende øjne.
|
|
|
Post by Josephine on Jun 7, 2013 9:50:34 GMT 2
Gabriel ignorede rent de højlydte stemmer. Fra et hjem uden privatliv kom disse kampe også sig tiltudtryk om ingen af hans forældre hævede stemmerne. Det gjorde deres børn tilgengæld. Ofte. Ikke Gabriel. Han var virkelig ikke en der råbte. Men med så mange søskende var det umuligt ikke en gang imellem at blive så frustreret.
"Det vigtigste er at de glæder sig. Jeg synes bare det er hyggeligt, men ærligt talt, efter Saul troede jeg de ville lade deres egne børn om at få børn," han kyssede hendes næse. Sænkede stemmen til en lav hvisken i hendes øre. "Skal vi stå op? Måske din søster heller ikke synes om det."
Det ville være dumt af ham ikke at anderkende at Maddie blev flov. Hvis han ignorerede hendes følelser ville han føle sig som et røvhul.
|
|
|
Post by Tenner on Jun 8, 2013 17:15:17 GMT 2
Hun prøvede virkelig at lytte efter til hvad Gabriel sagde. Han gjorde det jo i en god mening, ignorerede de råb der kom fra de to voksne i familien, men hun kunne ikke. Når det skete lukkede hun sig altid ind i sin egen verden, væk fra de ubehagelige ting de kaldte hinanden eller sagde, men den her gang var hun ikke alene. Gabriel var her og hun kunne ikke lukke ham ude. Hun ville ikke.
Hoveddøren lukkede med et brag og stilheden sænkede sig over lejligheden. Maddie vidste hvem af dem der var gået. Det var hendes mor. Lia løb altid, ligesom hendes datter gjorde.
''Jo, lad os.''
Et lille smil var på hendes læber, en smule mat, men oprigtig fordi hun elskede at han tænkte på Joanna. Hun skubbede imod madressen og var lænet over ham, da hun igen sænkede sig og fangede hans læber. Kyssede ham kærligt, fuldstændig lige glad om der var dårlig ånde eller noget. Maddie var ikke sart og det fik den ubehagelige følelse i hende til at dæmpe sig.
|
|
|
Post by Josephine on Jun 8, 2013 21:23:13 GMT 2
Han smilede til hende. Nød kysset. Mærkede at hun var anspændt. Han trak hende fladt ned over sig.
"Maddie. Er du okay?" spurgte han seriøst.
Det var det rigtigst at spørge. Det var han klar over. Folk troede de var en byrde når de blev kede af det. Maddie var ingen byrde. Hendes følelser endnu mindre. Og hun var bestemt dejlig. Kyssene. De små smil. Hendes varme krop. Hendes krøller. Hendes bløde stemme der kunne synge så smukt. Hvordan kunne hun være en byrde?
|
|
|
Post by Tenner on Jun 8, 2013 22:10:18 GMT 2
Et øjeblik lå hun bare i stilhed. Det var ikke fordi hun ikke ville snakke om det med Gabriel. Men hun havde bare aldrig sagt det til nogle. Aldrig sat ord på sine følelser omkring alt det med hendes forældre, så andre kunne forstå det. Kun gennem hendes ufærdige sangtekster som aldrig blev rigtig færdige og ingen rigtig havde hørt. Pludselig skulle hun til at sætte rigtige ord på det over for Gabriel.
''Det bare ... '' En lille rynke i panden viste sig. ''Jeg hader når de gør det. Og det bliver kun værre i øjeblikket.''
Hendes fingre knugede om dynen og hun kunne ikke få sig selv til at kigge i hans øjne, mens hun fortalte.
''Igår var den første dag i flere måneder at de ikke var oppe at skændes og hvis de ikke gør det, er det fordi min mor alligevel ikke er hjemme før midt om natten. Nogen gange slet ikke. Hun arbejder hele tiden siger hun, men jeg tror hun er på arbejde for at slippe for at være hjemme.''
|
|
|
Post by Josephine on Jun 11, 2013 7:49:48 GMT 2
Gabriel fik en alvorlig rynke i panden. Han aede hendes kind kort, strøg den nærmere.
"Det vigtige er at hun ikke slipper for at være sammen med dig, eller dine søskende, men alle kan have det svært," han sukkede. Hans forældre ... de skændtes ikke på den måde. De kunne være trætte, uenige, diskutere, men der var ikke skænderier. De var jo enige. De holdt af hinanden og alle deres børn, men overskud var ikke altid det der prægede og var mest af.
"Det lyder ikke specielt rart."
Han vidste ikke om han bare sagde åndsvage ting.
|
|
|
Post by Tenner on Jun 12, 2013 10:10:15 GMT 2
Maddie lagde en hånd over hans på hendes kind og klemte den. Han havde ret i hvad han sagde, men nogen gange havde hun bare lyst til at sige at de ikke skulle bo sammen mere. Specielt nu hvor Michael og Jones var flyttet. Selv om der kun var gået 10 dage, så kunne hun godt mærke at de manglede. De manglede til at lægge sig imellem og få ro på deres far, hvor hun kunne få ro på deres mor. Men gik hendes forældre fra hinanden ville Joanna blive knust og hun ville ikke hvad hun skulle gøre af sig selv.
''Det er det heller ikke, men de finder nok ud af det på et eller andet tidspunkt.''
Hun kyssede ham og skubbede sig så helt fra sengen.
''Skal vi gå ud og redde Joanna?'' Den let triste mine over hende forsvandt så stille, som hun rejste sig og så smilende på ham. Lia var gået og kom hun og Gabriel ud med en triste eller sure attituder ville stemningen ikke ændre sig før i aften. Og det ville Maddie ikke.
''Jeg er også ved at dø af sult. Vil du have et bad?''
Snakketøjet på hende var godt igang igen.
|
|
|
Post by Josephine on Jun 12, 2013 22:38:33 GMT 2
Han lå der lige. Tænkte på at hendes mor. Der kyssede den anden mand. Det var nok der den lå. Løgne. Usikkerhed. Hendes frygt for at blive opdaget. Skænderierne kom af en grund. Grunden var hende og at hun ikke respekterede deres forhold. Gabriel kunne ikke så godt spørge om Maddies forældre havde et åbent forhold uden at skulle svare på hvorfor han spurgte og så god en løgner var han ikke. Det var han ikke.
"Nej der er fint, jeg skal alligevel hjem og have rent tøj ... på et tidspunkt," og han rejste sig med et skævt smil. Han så på den nydelige bunke med sit tøj. "Morgenmad lyder godt."
Han skreg efter mad.
|
|
|
Post by Tenner on Jun 13, 2013 16:34:29 GMT 2
Maddie smilte. Hun kunne ikke tage hele hans dag nok, det havde hun jo nærmest allerede gjordt igår. Ihvertfald om aftenen, så der var ingen grund til at blive ærgerlig over han skulle noget på et tidspunkt som ikke inkluderede hende. Det lod det til ud fra hans stemme og hvis hun ikke tog meget fejl, så havde hendes mor lavet aftaler med nogle producers senere idag med hende ... Hvilket vidst også var det hun havde været oppe at skændes over med George.
''Jeg skal lige på badeværelset, så kommer jeg. Hvis du vil kan du gå i forvejen.''
Men hun kunne nu godt forstå, hvis han ikke ville. Den trykkede stemning kunne nærmest mærkes fra hun åbnede døren, som var Lia stadig i lejligheden. Alligevel kunne Joannas lysestemme dog høres ned gennem gangen, fra køkkenet og hvis hun var der, skulle Gabriel ikke stå der nede og være hel akavede med hendes far. Men nu forventede hun ikke det tog mere end et par minutter.
|
|
|
Post by Josephine on Jun 14, 2013 10:50:10 GMT 2
Han nikkede og tog sit tøj på. Han ville egentlig gerne gå i forvejen men hvis Maddie gerne ville have ham her når han kom så ville han hellere det. Så han satte sig med guitaren, nu påklædt i gårsdagens tøj og spillede. Han stemte den og begyndte på 'Mrs. Robinson.'
Det at spille var rart. Igår havde han ikke gjort det. Han vidste at det var hver eneste dag han skulle og burde. Ellers glemte han det. Det ville være dumt.
|
|