|
Post by Josephine on Jun 4, 2012 23:13:43 GMT 2
Gabriel rystede på hovedet. Hendes krop så tæt på fik ham til at glemme helt præcist hvad det var de havde snakket om. Han lukkede øjnene. Han var faktisk virkeligt træt, han kunne mærke det i sine ben, som ønskede han bare ville sætte sig ned og hans kløede og var irriterede, som når han havde haft linser i. Han ønskede at han havde haft råd til en laserbehandling. Det havde været bedre end denne trætte irritation. Alligevel nød han det, fordi det altsammen hvade ført til at Maddie stod op ad ham.
"Jeg er træt," sagde han og sugede hendes varme til sig. Han var helt utroligt træt nu hvor han gav sig selv lov til at være det. "Men jeg er glad for at du er her og gider spise min ikke særlgit opfindsomme middag."
Han åbnede igen øjnene og skruede ned for varmen.
"Hvad kunne du tænke dig at drikke til maden? Jeg har vist nok det meste," han smilede nu og han virkede faktisk til at være mere frisk. I hvert fald gad han ikke spekulere på det mere selv om han nok ville falde i søvn på sofaen, hvilket ville være pinligt. Men meget typisk ham.
|
|
|
Post by Tenner on Jun 4, 2012 23:54:49 GMT 2
Han så også træt ud. Ihvertfald et øjeblik og det var vel forståeligt nok, med en lang arbejdsdag, hvor han skulle være på hele tiden og hjælpe. Hun havde jo kunne sidde i timerne og lade tankerne vandre, uden det krævede særlig meget af hende.
''Det dufter lækkert og så er det vel ligemeget om det er opfindsomt eller ej.'' Maddie ville ikke forlange det helt store gourmet måltid, et sikkert velsmagende måltid var nu svær at slå. ''men skulle det være en anden gang.''
Måske hun også skulle lærer at lave et eller andet mad, så hun også kunne invitere ham over på et tidspunkt. Jones kunne måske lærer hende et trick eller to, men det ville nok blive et stort kaos hurtigt, hvis hun selv skulle stå og ordne det hele. Koncentrationen ville nok ikke kunne holde, desværre.
''Hmm, hvad hvis jeg bare siger 'overrask mig'? Ellers bliver det bare vand nemlig.''
Maddie kunne huske fra i lørdags hvor tallerknerne stod henne og fandt to frem, som hun spurgte med et spørgende blik mod Gabriel om det var de rigtige, hvilket de var og hun begyndte at dække bordet. Så gjorde hun også et eller andet fornuftigt i stedet for bare at stå helt op af ham og se ud som om hun var fortryllet, hvilket hun havde lidt på fornemmelsen. Bare han nu ikke syntes hun ville blive for meget af det gode, for det var lidt svært at vide hvordan hun helt skulle tackle det her.
|
|
|
Post by Josephine on Jun 6, 2012 22:45:12 GMT 2
Det var en almindelig dag og de skulle begge på arbejde næste dag. Han åbnede køleren og så på det ringe indhold. Det var delt op i to. Husholdningen de delte køkken med og deres. Det eneste der nærmest stod i hans egen halvdel var de ting han selv havde sørget for var der. De andre gik ikke sådan op i det. Gabriel flyttede noget pålæg og ost og der stod hindbærbrus. Han havde aldrig forstået det. Det havde intet med hindbær at gøre. Ud over det kunne han godt lide det og den så flot ud i glas, så han hev den ud og gik hen til det nu dækkede bord og stillede den. Så lagde han maden på fade og i skåle og satte det ligeledes til bordet.
"Sætter du dig?" sagde han med et smil, dæmpede belysningen slukkede emhætten og tændte to elektroniske stearinlys. "Næsten lige så godt som en rigtig restaurant?"
Han tillod sig at lægge mad på hendes tallerken.
"Minus de lækre tjenere, den herlige musik og den liflige duft af velanrettet mad, der tilmed smager godt, men jeg synes nu jeg gør et godt job," sagde han som han snublede i hendes bordben, men nåede at rette sig op med et stille latter. "Det fik jeg sagt for hurtigt." Så satte han sig selv ned og skænkede op i hendes glas af den røde sodavand.
|
|
|
Post by Tenner on Jun 7, 2012 17:20:29 GMT 2
Maddie satte sig ned ved hans ord, og fulgte ham med øjnene som han gik over og dæmpede lyset for at skabe den hel rigtige hyggelige stemning.
''Mmm.''
Mumlede hun med et sageligt smil og duftede til maden han lagde på hendes tallerken. Tydeligvis tilfreds med det der lå foran hende. Det duftede fantastisk og hendes mave knurrede insisterende på at hun skulle spise nu. En lille latter undslap hende da han snublede over bordbenet som altid.
''Maden dufter nu helt fantastisk.'' Hun så på ham med et glimt i øjet og et drilsk smil, da hun lænede sig lidt tilbage og hev stolen ind til bordet. ''Og jeg syntes nu at tjeneren passer lige til min smag, så jeg har bestemt intet at klage over.''
Hun havde ihvertfald kun øje for Gabriel og en eller anden dumsmart tjener kunne nu ikke tiltrække hendes opmærksomhed uanset hvor køn han end ville være. Hun tillod sig at starte med maden og nød smagen der sprang i munden på hende. Hun var måske endnu mere sulten end hun før havde antaget.
|
|
|
Post by Josephine on Jun 7, 2012 17:40:48 GMT 2
Gabriel skyndte sig også at sætte noget af maden til livs.
"Det er sjovt som jeg altid glemmer at spise når jeg koncentrere mig om noget," sagde han med et lille smil. Det var jo tydeligt at de begge hungrede efter mad, men han havde faktisk ikke lagt mærke til at han ikke havde spist noget hele dagen før nu. "Min krop kan ikke få lov til at fortælle min hjerne at den er sulten, fordi min hjerne kun har fokus på den ene ting jeg er igang med. Man skulle da tro den netop ville forlange at jeg spiste da min krop OG hjerne skal bruge kulhydrater, proteiner og vitaminer for at holde sig selv igang."
Det stykke kylling han nu stak i munden smagte ikke af noget. Det var en anden ting med ham. Når har forelskede sig i en pige var det eneste han havde lyst til at spise pigen. Ikke bogstaveligt, men denne tid hvor alt var lyserødt og rart havde han lyst til at optage så det aldrig forsvandt. Eva mente han var forelsket i forelskelsen, men Gabriel var sikker på at det var pigerne. Ikke følelsen. Og Maddie der sad overfor smagte af langt mere end denne døde høne.
"Førhen besvimede jeg tit fordi jeg glemte at spise, altså da jeg var barn. Når jeg legede så havde jeg bare ikke tid til det pjat. Min mor var rasende, men jeg tror nu det var min mormor der satte en skræk i livet af mig. En dag væltede hun bare ned af stolen, helt død. Jeg skreg og vidste ikke hvad jeg skulle gøre og græd og var nærmest ved at tisse i bukserne. Så satte den gamle knark sig op med en kaglende latter og pegede på mig med en kroget finger," Gabriel pegede på Maddie, mens han lavede sin stemme op til en rystende, gammel damestemme. "'Så kan du lære det.' Jeg lovede at jeg fra den dag nok skulle spise AL min mad og så krammede hun mig til mine knogler knasede."
Gabriel lo. Hvor havde han dog været et dumt barn. Han så på Maddie for at se om hun reagerede
|
|
|
Post by Tenner on Jun 7, 2012 19:30:24 GMT 2
Maddie sad og lyttede til Gabriels fortælling om hvordan han ofte havde glemt at spise som lille. Hvordan han fra han var helt lille kunne blive så opslugt i tingene at han helt glemte at spise, så han besvimede. Selv kendte hun godt at blive så opslugt at man glemte alt omkring sig, men aldrig var hun nået så langt at hun var besvimet fordi hun ikke havde spist. Det glemte hun sjældent på trods af at hun kunne fordybe sig i tanker flere timer.
Det var rart faktisk bare at lytte, mens hun spiste. Måske kastede hun spørgsmål om sig ofte, men hun elskede i lige så høj grad bare at lytte til folks fortællinger... Og Gabriels stemme var dejlig at hører på. Hans levende måde at fortælle på, ligeglad med om han måske snakkede med mad i munden fik hende til at smile. Maddie skulle til at stikke en bid kylling i munden, da han stoppede og så på hende med et undersøgende blik.
''Hun lyder som en stærk mormor.''
Smilede Maddie og spiste kyllingen. Det smagte forfærdelig godt og hun havde allerede spist det meste.
''Og effektiv.'' Maddie havde desværre ingen historier om sine bedsteforældre på den måde, men det var nu også hyggeligere at hører andre fortælle.
''Bor hun hjemme hos jer, altså din mormor... Eller ikke her selvfølgelig men da du boede hjemme hos dine forældre?''
Hun så spørgende på ham over glasset med den boblende hindbær brus der smagte sødt på tungen.
|
|
|
Post by Josephine on Jun 9, 2012 12:16:59 GMT 2
Gabriel trak på skulderne.
"Det er vel morfar der bestemmer, men mormor er bare det bedste menneske jeg kender," men som han også havde sagt en anden gang var det hans mormor han lignede. Både af sind og udseende. Måske netop derfor havde han knyttet sig så stærkt til hende, det var trygt at kende en der var så lig en selv.
"Men nej, vi har aldrig boet med vores bedsteforældre, jeg tror nok at min mors yngste bror boede hos os da vi kun var fire børn, men det var kun i ganske kort tid og jeg er ikke helt sikker."
Han mente at Maddie havde sagt at hun ikke rigtig havde nogen bedsteforældre.
"Du burde møde hende, hun elsker folk med farver," det var ikke løgn. Af en ældre dame var hune en smule særpræget, og sagde ofte tingene pænt, men knapt så lige ud, præcis som han selv.
"Altså jeg mener bare, mormor ville kaste et blik på dig og være forelsket, sådan er hun bare," han anede ikke helt at det var præcist som ham.
|
|
|
Post by Tenner on Jun 9, 2012 22:46:29 GMT 2
Maddie kunne ikke lade være med at tænke, hvor rart det måtte være at have en mormor som Gabriels. En som han selv sagde det: 'Det bedste menneske man kender'. Hun spiddede noget mad, men det var uden sin opmærksomhed på det. Det var Gabriel hun så, og hun følte sig temmelig tilfreds nu hvor hendes sult var stillet.
''Jeg vil da meget gerne møde hende.''
Og hun mente det. Hun ville faktisk virkelig gerne møde, ikke kun hans mormor men hele hans familie. Ud fra det han havde fortalt og Eva som hun havde mødt, virkede den vildt sød... Og Emma, den yngre lillesøster der havde været så meget anderledes og meget - hvad kunne man kalde sådan en type? Ikke rigtig poptøs, men hun havde nu efterladt et godt indtryk hos Maddie. Men i det hele taget følte Maddie bare at hun gerne ville lærer så meget om fyren der sad over for hende. Gabriel. Den dejlige Gabriel, som hun var faldet så voldsom for hen over weekenden. Han virkede så lige til og alligevel ikke.
''Virkelig.. Hvis du tør hive mig til din familie på et eller andet tidspunkt.'' Hun puttede en bid mad i munden. ''Har jo efterhånden mødt et par stykker af dem, men de har ikke skræmt mig helt væk endnu.''
Hun smilede til ham. Hendes tallerken var tom og den sidste bid skyllede hun ned med noget hindbær brus.
|
|
|
Post by Josephine on Jun 11, 2012 10:48:33 GMT 2
Gabriel så op på hende, med en heftig pludselighed. Mente hun det?
"Maddie ..." sagde han mens han sank det han havde i munden. "Du er klar over vi er ni søskende, min mor skal føde inden for den næste måned tvillinger og både mine tre ældre søskende har kærester eller lignende, plus at de to ældste har tilsammen tre små børn. Den der er mest stille af os er mig og mormor," han havde himlet det sidste. "Jeg skal være temmeligt sikker på at du kan lide mig, før jeg slæber dig med til søndagsmiddag hvor min familie er samlet."
Han mente det faktisk. Han kunne ikke finde på at tage en flirt med. Det ville være overvældende. En ad gangen ville være mere end nok, når de alle sammen var der, handlede det om råb og skrig, og hvem kunne dække bord og hjælp nu til og Line græder, bla bla bla. Gabriel elskede det, sådan var han vokset op men det var noget andet med udefrakommende. Simon bl.a. havde været så overvældet første gang han næsten var stukket af.
|
|
|
Post by Tenner on Jun 11, 2012 17:23:50 GMT 2
Gabriels pludselige direkte opmærksomhed mod hende overraskede. Men hans spørgsmål i øjnene var tydelig; Mente hun virkelig at hun ville møde hans familie. Jada, men som han sad der og remsede op hvor mange de var, kunne hun godt se problematikken. Det var mange, rigtig mange og måske lidt overvældene med det hele på en gang. Og selv om det sidste måske var rimelig direkte sagt af ham, så kunne hun følge ham. Det var måske ikke det letteste at hive 'Den nye kæreste' med i sådan en stor forsamling, hvis det viste sig at de nok ikke var sammen om en måneds tid. Men var han nervøs for det? Tanken greb hende pludselig, for selv om han måske sagde at han skulle være sikker på hendes følelser for ham, hvad så med ham? Var han ikke hel sikker på det her? Selv var hun ikke i tvivl, og hun følte med sig selv - helt inde, at det var helt rigtigt også selv om det var gået så hurtigt.
'Maddie! Lad nu være med at tage sorgerne på forskud og nyd det mens det er', fortalte hun sig selv inde i hoved. Hun vidste jo godt der var konsekvenser ved at kaste sig ud i kærlighed og alt det, og dem skulle hun nok tage. Alligevel generede tanken om, at han måske ikke følte det lige så rigtig som hende. Men hun skubbede den til side og sendte ham et smil. De var sammen nu og om de ikke var sammen imorgen måtte man tage til den tid.
''Så må jeg jo bare vente.''
Og det gjorde hun også gerne. Selv om det måske ville blive overvældene, hvis hun nogen sinde blev inviteret med, så kunne hun nok klare den i stiv arm og hun ville også gerne opleve hvor Gabriel kom fra. Hun lænede sig frem, afslappet med albuerne mod bordpladen og hoved i hænderne.
|
|
|
Post by Josephine on Jun 11, 2012 17:29:50 GMT 2
Gabriel smilede til hende.
"Det er bare. Altså din lillesøster, hvad er hun? Seks ... kan du huske da din mor var gravid? Fordi min hun forvandler sig til et grådigt monster, der kræver at alle tager sig af hende firetyve timer i døgnet. Jeg lyver ikke, det er på grund af min mor jeg har fantastiske massage skills," sagde han og vidste sine lange fingrer. "Og jeg tager ingen med hjem til hende så længe hun ikke har fået en baby i favnen. Så snart det er sket, så er hun total: 'Jeg elsker hele verdenen' det er mest for min skyld. Jeg kunne ikke bære hvis du ikke kunne holde mig ud efter mødet med min familie."
Han prøvede at smile opmuntrende. Hun så sød ud siddende sådan der. Han havde bare lyst til at sætte sig ind i sofaen med noget hyggeligt børnemusik som de kunne le ad.
|
|
|
Post by Tenner on Jun 11, 2012 20:20:42 GMT 2
Maddie kunne ikke lade være med at le. Den gang hendes mor havde ventet Joanna havde Maddie været 12 år gammel og Lia havde været temmelig hysterisk, ligesom Gabriel forklarede om sin egen mor. Ikke at Lia havde forlangt at folk skulle varte hende op, men nærmere bare lade hende være fordi hun sagtens kunne det hele selv om hun var højgravid. Men hendes far havde forlangt til sidst at hun skulle sætte sig ned og så havde Lia nærmest sat fødsel igang selv, så hidsig hun havde været. Det havde ikke været til at holde ud og Maddie havde siddet på sit værelse med tankerne begravet i musik.
''Ja okay, det er der måske noget om.''
Hun lagde hoved lidt på skrå, stadig med en lattermild mine.
''Men jeg er altså ked af det Gabriel, men jeg tror der skal lidt mere til før jeg ikke kan holde dig ud.''
Der var jo ingen grund til at hade en person på grund af hans eller hendes familie. Den valgte man jo ikke ligefrem selv og hun var da ikke altid skide stolt af sin mors stramme holdninger.
|
|
|
Post by Josephine on Jun 13, 2012 13:20:06 GMT 2
Gabriel blev glad for det hun sagde, men på den anden side vidste han at hun også tog fejl. Hans familie havde en enorm betydning i hans liv. Han ville aldrig skille sig af med dem, stoppe med at være en del af den eller på anden måde ikke være en lige så stor del af deres liv som han var nu. Et dårligt indtryk af hans familie og dermed ham, i sidste ende, ville det føre til et brud.
"Du skal nok møde dem," sagde han med et smil og hælte mere hindbærbrus i hendes glas. "Men lad os nu skåle, for os."
Han løftede sit glas. Det der var ikke vigtigt lige nu, men det var vigtigt for ham at de havde det godt. Sammen. Og han havde det godt. Han gad ikke at hans familie skulle ødelægge det nu. Selv om han var sikker på at hans familie ville elske Maddie. Bare sådan. Hun var sød. Frisk. Rar. Men det var bare en mundfuld.
|
|
|
Post by Tenner on Jun 13, 2012 22:18:15 GMT 2
Maddie kunne godt se at han havde sin tvivl om det, at hun nok ikke ville kunne håndtere det og hun kunne nok ikke overbevise ham om det med ord. Så måtte hun vel bare vise ham med tiden og forhåbentlig havde de massere af tid sammen. Hun havde ihvertfald følelsen af at hun ville være sammen med ham. Hele tiden.
''Skål for os.''
Smilede hun stort og løftede sit glas, men drak ikke af det endnu. De var begge færdig med at spise og hun ville ikke sidde sådan over for hinanden. Selv om han havde skabt restaurant stemningen, så var de hjemme hos ham, alene og skulle ikke tænke på at side pænt ved bordet. Hun rejste sig fra sin stol og gik den korte vej, rundt om bordet og over til ham. Stadig med glasset i hånden, satte hun sig på hans skød og klirrede sit glas mod hans.
''Og tusinde tak for lækkert mad.''
Med en latter tog hun en tår af hindbærbrusen.
|
|
|
Post by Josephine on Jun 19, 2012 21:39:27 GMT 2
Den røde boblende farve, var intet mod hendes hår.
"Nej," sagde han langsomt, "det er mig der takker."
Han havde ikke lyst til at rydde op. Det meste af det havde de allerede smidt i opvaskemaskinen. Det var en luksus han elskede at have fået indført i lejligheden. Det ville ikke kræve det store at stille resten ned i det og trykke start, men nu sad de lige der.
"Er du mon altid så fantastisk glad?" sagde han med et smil og stillede sit glas ned. Han ville gerne vide mere om hende. Han kunne så godt lide hendes friske pust. Ønskede lige nu at han aldrig ville behøve at skulle noget andet.
|
|