Oppe på en tilfældigt høj bygning

[Tenner]

Oppe på en bygning, med udsigt over skycity. Det er ikke en af de højeste bygninger, for den ligger bestemt ikke i byens centrum, hvor de rige og berømte holder til. Den ligger mere i udkanten, ikke langt fra 'Syd-Kanten', er temmelig luset men også menneske tom fordi folk ikke helt kender stedet. Enkelte gør, men udsigten er formidable og man kan se over skyerne, så langt øjet rækker og se de små prikker af mennesker under sig.

[Tenner]

Oppe. Højt hævet over alle andre, og alligevel ikke. Blot isoleret, sad Michael for sig selv oppe på denne gamle bygning, som ville havde været forladt for længst, hvis der havde været plads i Skycity. Men folk var tvunget til at bo her, på trods af at hvert vindpust fik det gamle metal til at sukke og sætte en frygt i en at at det måske ville give op lige om lidt.
Men det gjorde det ikke. Der var aldrig faldet en bygning i byen endnu og spurgte man Rådet, var der ingen som var tæt på at gøre det. Sandheden var bare en anden.

Aller øverst oppe, oppe på taget kunne man være i fred. Det var ligesom det sted Rampen var, blot mindre. Og tomt. Kun rør der skulle lede frisk luft ind i bygningen og andre der skulle lede det dårlige ud igen, var at se. Enkelte vilde fugle satte sig på kanten, lige som ham. Men de havde friheden til at flyve væk. Væk fra det hele ud over skyerne og de havde ingen verdens bekymringer. De skulle blot overleve. Blot finde mad.

Han ben hang slap ud over kanten og hans arme hvilede mod lårene, mens han bare betragtede det der lå foran ham. Hans tanker var tomme. Vreden ulmede, men han gav den ikke opmærksomhed. Han ville helst bare glemme det hele. Men mere end det, så ville han gerne finde Morgan. Problemet var bare at det ikke ville føre til noget. Han kunne ikke tvinge hende til at blive hos ham.

Stedet var et han og Jones havde fundet nogle år tilbage, den gang de var små og havde forestillet sig hvad de kunne komme til at bygge her op, når der ikke var nogen der brugte det. De havde haft alverdens ideer, men aldrig rigtig kommet videre med det. Det var også her oppe Jones den gang havde tilstået at han var homoseksuel. Ikke at Michael var blevet overrasket eller noget, for selv om Jones havde haft sin tid med piger, så var det bare en ting Michael havde kunne fornemme på sin tvillinge bror.

Selv samme tvillingebror var på vej til ham nu. De tre timer var gået og Jones nægtede at lade Michael være mere end det. Sådan var det og Michael var nu taknemmelig for det.

''Det var ikke langt vi kom med den store slangebøsse vi havde planer om, hva?''

Lød Jones stemme bag ham. En kort, nærmest et fnys, kom fra Michael som svar.

''Hvad så? Har du bare siddet her oppe siden du gik?'' Han satte sig ned ved siden af Michael. To helt ens drenge, hvor kun tøjet og håret var anderledes på dem. Selv måden de sad på var helt ens. Dog var Michael mere sammensunket. Indelukket. Han rystede på hoved.

''Nej, jeg tog til Lou Lous.'' Egentlig var han ikke sikker på om han skulle sige alt om det med Ofelia og Morgan, men han havde jo lovet. Selv om Morgan havde skredet og smadrede hans stolthed, så var der ingen grund til at afsløre alt om hende til Jones. Selv om det var fristende. ''Men det eneste jeg fik ud af det, var en gratis øl.''

Jones trak på skulderne til det og hev noget frem fra sin lomme.

''Trøste bajeren, som alle de andre efterladte idioter har fået...'' Sagde Jones, med en let munter tone, trods det han sagde. ''Her.''

Han rakte Michael tingen han havde fisket frem fra sin lomme. En fed. Tørrede planter, rullet ind i tyndt papir. Hash. Og af hvad Michael kunne dufte fra den, da han tog den op til næsen, så var det noget af det bedste man kunne skaffe.

''Du kan selv være en idiot. Har du ild?'' Michael lysnede en smule mere op. Tog imod lighteren som Jones rakte ham og fik ild på papiret, så der kort efter duftede godt af Hash. Det var lang tid siden de havde røget, men det gjorde det ikke mindre bedre. Michael tog taknemmelig imod den vattede følelse der begyndte at omkranse hans følelser. Hvor alle hans bekymringer, alt hans vrede pludselig virkede unødvendig og han i stedet for følte sig lettere. Bedre. Gladere. Det var ikke som med Alkohol, hvor man ikke selv var med i det man gjorde. Han var udemærket bevidst om det hele, men tingene var bare meget bedre.
Der var jo intet at være vred over, når han sad her med sin bror og så måtte han bare tænke over det med Morgan senere. Måske var det bare bedre at de ikke var sammen. Der måtte jo være et eller andet farligt i det, når de var faldet så hårdt for hinanden på to uger.

''Jeg er sulten.''

Sagde Jones, tog et sug så gløderne i enden lyste op, og lænede sig afslappet tilbage efter at Michael havde taget imod smøgen. Der var ikke meget tilbage og han sugede den søde smag ned gennem svælget og ned i lungerne.

''Måske kan vi bare hoppe ned her fra ... Det dør man sgu de ikke af. Tror du?''

Michael lænede sig hel frem og kiggede ned på menneskene under dem. Uvidende om at de blev betragtet af to skæve brødre. Han knipsede resten ned mod folket. Den var færdig. Og han og Jones var i en ordentlig koger. Han var sgu sulten. Meget.

''Lad os få noget af æde.'' Grinede han og rejste sig op, sammen med sit spejlbillede, for at finde noget af spise. For at finde noget at lave, nu hvor hans vrede og sårede følelser var pakket ind i vat.

[Tenner]

//Ankommer til tråd.

Lang tid havde hun rendt rundt og forsøgt at finde et menneske tomt sted, men her i byen var det fuldstændig umuligt. Alle steder var der mennesker og de fleste steder ville folk spørge ind til hende. For blot et par timer siden, havde det ikke rørt hende at folk spurgt om et billede eller en autograf, men hun følte at hun var så tæt på sammenbrud at hun bare gerne ville være alene med sine tanker. Så til sidst var hun taget hen til det eneste sted hun var helt sikker på at være alene. Eller ihvertfald mere sikker, end noget andet sted i byen hun kendte til. Det var et sted, som Jones og Michael havde vist hende for et par år siden og hun havde lovet ikke at vise det til nogen. Det var deres sted og de havde så mange ideer om hvad de kunne gøre med det. Dog tog det lidt tid at finde de rigtige koordinater og vejen der op, for det var så lang tid siden og sidst var det Michael der havde styret vejen der til.

Men der var fred. Ingen mennesker og hendes teler havde hun slukket efter både Lia og George havde forsøgt at kalde hende op flere gange. Endelig kunne hun være alene. Men så snart hun mærkede stilheden kom alle hendes larmende tanker og da hun satte sig ned, lagde hun mærke til hvor hårdt hendes hjerte hamrede afsted. Det var forfærdeligt. Intet havde hun styr på mere og hele hendes grundlag var væk. Alt hvad der for sket hos Lou Lou var røget i baggrunden. Ikke glemt, men hun kunne bare ikke overskue at tænke på det lige nu. Overhoved.
Siden hun var hel lille, havde hendes mor altid fortalt om den fantastiske kærlighed hun og George altid havde haft. Og den sang hun havde skrevet til ham. Hun havde åbenbart skrevet den til ham, den gang hvor hun havde været sammen med Mr. Wandall og havde fundet ud af, at George var den rigtige. Efter hendes brødre var født ... Kort før Lia og George havde fået hende. Maddie hvilede panden mod sine knæ og havde armene om benene.
Kunne hun ikke bare have en normal familie? Have en normal mor som ikke krævede alt af hende og åbenbart havde en affære. Hun knugede sine ben tættere til sig, som om det kunne forhindre at hun faldt fra hinanden og forhindre billede af Mr. Wandall dukke op for hendes indre øje.

Pludselig og uden hun kunne forklare bagtanken rejste hun sig, fandt den lille notes bog i sin taske og kastede den så langt væk hun kunne. Det var en pludselig vrede der skød op i hende og så snart bogen var ude af hendes hånd, svigtede benene under hende. Hun faldt sammen og hørte sig selv hulke. Hele hendes krop rystede og en stemme råbte i hendes hoved. Alt overdøvende og hun kunne ikke skubbe den væk. Men hun ville ikke tro på det. Hun nægtede at tro på den. Det kunne ikke være rigtigt.
George var jo hendes far.


Det var blevet mørkt og kun lyset fra byen og livet under hende, gjorde det muligt at se oppe på toppen af bygningen. Hun havde lagt sig på ryggen og så bare op på stjernerne som var dukket op stille og roligt. Endelig var hun stoppet med at hulke og hun følte sig fuldstændig tom inden i. Drænet for følelser og vrede mod Lia. Langsomt, som var hun også fysisk svækket vendte hun hoved mod tasken der lå ved siden af hende og hun rakte ud efter sin teler. Hun burde måske have ringet til hendes brødre. Hun burde måske have kontaktet George som havde skrevet flere bekymret beskeder, der spurgte hvor hun var. Og hun burde måske skrive til Lia, at hun kunne smide kontrakten ud for Maddie ville aldrig skrive under på den.
Men det var ingen af dem hun skrev til. Hun skrev til Gabriel.

[Josephine]

/:: Fra sig selv

Gabriel havde spillet. Han kunne åbenbart ikke få nok af musikken, havde også været til nogen koncerter efter koncerten, og han havde nydt at se Maddie når hun havde haft tid og lyst. Han havde slæbt hende med rundt, en enkel gang med hendes hår sat op under en hat, og dér kunne han bare præsentere hende som sin kæreste, hvilket føltes så rigtigt. Et stød af de der følelser der satte sig i brystet og varmede. Min kæreste. Og det var bestemt ikke sådan at Gabriel ejede hende. Det var mere det at hun simpelthen havde valgt at være sammen med ham.

Han havde sendt en kort besked:

'Er på vej, sommerfugl.'

Og nu var han der så. Picnickurv af plastik over armen og godter pakket ned.
Han måtte bakse en del for at komme op til det bestemte sted. Han snublede og bandede let. Og da han kom op var det Maddies silhuet han så. Det lange hår, den lille krop. Og så ramte positionen ham, kurven blev bare lagt, næsten smidt og han hastede hen til hende.

"Er du okay, M?" spurgte han.

Han kunne ikke skjule bekymringen, kunne ikke skjule det kærlige i sine ord og varmen der strømmede fra ham mod hende. Han ville lægge armene om hende og bare holde hende til alt ondt var knuget ud af hende.

"Hvad er der sket?"

[Tenner]

Maddie bevægede sig ikke, da han kom op på det tomme tag, for hun vidste godt at det var Gabriel. Hans tumlen og lette banden afslørede ham. Normalt ville hun have rejst sig op og møde ham med et smil, men hun kunne ikke nu. Ikke efter det hele, selv om hun virkelig gerne ville. Men den tryghed der omfavnede hende, da hans stemme lød og han hurtigt efter sad han ved siden af hende, fik hendes zombie-agtige følelse til at svinde lidt. Hun vendte sig lidt og fik skubbet sig op at sidde. Men da hans arme skulle til at lægge sig om hende, hev hun fat i ham og trak ham ned så han lå ved siden af hende. Ikke at det var komfortable, som hvis de lå i en seng, men hun havde jo bedt ham komme for at se på stjerner.

''Alt,''

Svarede hun, men så op på himlen.

''Men jeg spurgte om du ville se på stjerner med mig.''

Hun puttede sig lidt ind til ham og kiggede et øjeblik ud af øjenkrogen. Hun ville gerne fortælle ham det hele. Fortælle om alt det Lia havde sagt og hvor håbløs Maddie følte sig. Alt var jo bare bygget på en løgn for hende lige nu, men hun ville mest af alt bare ligge med Gabriel. Bare et øjeblik, uden at lade dem blive forstyrret af alt det lort som lige var blevet hældt ud over hende.

Men hun var nu også bange for at hvis hun først åbnede munden lige nu, og lod sig rive med af frustrationen ville hendes tåre begynde at løbe igen og hun ville komme til at snakke om hendes samtale med Lou Lou.

[Josephine]

Gabriel kunne mærke hvordan han selv blev rørt af hvordan hun var ked af det. Han kunne mærke hvordan han syntes det hele var uretfærdigt. Samtidig var han også rolig. Han kendte til at have det svært og han vidste at man ofte ikke havde brug for at den anden part græd med en, men i stedet var den rolige, den klippe man kunne læne sig mod.
Maddie ville ikke snakke om det. Og de så op i den himmel de begge kendte så godt. Gabriel selv følte sig altid nervøs de dage skyerne kom op over byen.

"M," begyndte han, kyssede hendes hår og så igen op. "Det føles som om vi er helt alene i verden her."

Ikke engang den almene larm trængte op. Der var stille. Ud over den brummen der altid syntes at være og derfor blev set som stilhed. Men her, i den vinkel de lå, var alt de kunne se himlen. Uanset hvor de så hen. Og det virkede ret eventyrligt.
Det føltes også godt at ligge her med Maddie.
Søde, søde Maddie der var ked af det. Var det hendes mor? Var Maddie blevet tvunget til noget? Skulle hun noget slemt? Var han kommet herop så hun kunne slå op med ham?
Nej. Sådan var det ikke. Hun kunne lide ham, ikke? Jo. Det var han ikke nervøs for. Det var ikke det der pinte hende. Det var han sikker på. Ellers ville hun jo heller ikke ligge sådan her.
Gabriel trak vejret i dybe drag.

[Tenner]

Hun var mere taknemmelig for at han ikke spurgte mere ind til det, end hun først lige havde troet. Følelsen af at ligge med ham, på det hårde metal-tag, med hans arme om sig og hendes hoved liggende på hans ene skulder, fik hende til at sukke. Veltilfreds. Hele hendes krop syntes at blive trukket fra de sidste kræfter hun havde. Som havde hun løbet byen rundt hele dagen og hun nu kunne lægge sig i sengen efter et varmt bad. Hun følte sig tryk.

''Det føles som om vi er helt alene i verden her.''

Maddie kunne ikke lade være med at smile lidt. Hendes fingre fulgte usynlige streger mod hans bryst og stille vendte hun hoved.

''Det gør det virkelig.''

Og det var også derfor hun var taget der op. Her var hun i fred for alle menneskerne og alle problemerne. Alle forventningerne. Hun kunne se i Gabriels øjne at han var bekymret. At han granskede hvad der kunne få hende til at flygte her op. Hun ville ihvertfald undre sig, hvis Gabriel pludselig opførte sig sådan. Maddie bed sig et øjeblik i læben. Åbnede munden - men lukkede den igen. Strøg en lok af det røde hår bag øret, mens hun rykkede lidt på sig så hendes hoved lå på hans bryst og hun kunne se ham.

''Michael og Jones viste mig her op, da jeg var lille. De ville gøre det til et eller andet vanvittigt, som et sted med en kæmpe slangebøsse og sådan, men jeg tror nu de mest har brugt det til bare at ... snakke.''

Maddie tog en dyb indånding, tydeligvis ved at samle sig til at fortælle noget. Hun vidste bare ikke hvordan det skulle forklares.

[Josephine]

Så det var derfor de var her.
Hun havde brug for at snakke. Måske om det der trykkede hende. Måske havde Maddie bare brug for at snakke og snakke og snakke, til hun var tømt for ord og tanker og han måtte bære hende hjem. Det var nok bedst at hun bare var en smule vågen og kunne hænge på hans ryg. Han havde jo ikke guitaren med.

Gabriel klappede hende på kinden inden hun sagde noget mere. Han rejste sig op smilede til hende.

"Jeg har taget mad med? Tror du ikke det vil være godt for dig?"

Der var små brød, med forskellige smag og krydderier. Kogte æg. En dressing, hjemmelavet. Tomater. Juice, ikke af rigtig frugt. Vand. Kakao. Agurk.

"Så kan vi snakke imens." Han pakkede tingene ud foran hende.

[Tenner]

Maddie satte sig op, da Gabriels rejste sig for at hente den kurv han havde taget med sig op på taget. Hun havde slet ikke bemærket at han havde haft noget med her op, men det var også fordi hun blot havde lyttet efter hans skridt. Hun havde ikke kigget efter ham. Men selvfølgelig havde han mad med, det helt store og Maddie som han så ofte gjorde, fik han et smil på hendes læber. Hun var måske lidt sulten nu hvor hun mærkede efter og det var forståeligt nok. Hun havde ikke spist siden morgenmaden og det hele havde taget på hendes kræfter. Hvis ikke Gabriel havde rørt på sig og de havde ligget meget længere, ville det ikke have overrasket hvis hun var faldet i søvn. Men hun måtte snakke med ham. Hun ville gerne fortælle ham det, men hun vidste bare ikke hvordan hun skulle starte.

Imens sad hun i stilhed og betragtede ham, mens han pakkede tingene ud fra kurven. Næsten alt hvad hjertet begærede og hun kunne mærke hendes mave klage efter mad. Ligefrem hører det.

''Du er altid så praktisk.''

Smilede hun til ham og rakte ud efter et brød, som hun tog en bid af imens han pakkede resten ud.

''Syntes du, at man skal gå efter de store muligheder der bliver givet en?''

Spørgsmålet røg lidt pludselig ud af hende, men hun havde også valgt bare at give slip. Ellers kunne hun sidde for lang tid i hendes egne tanker og dvæle, og derfor lod hun bare det første og bedste spørgsmål ryge ud af hende. Og der var ingen tvivl om at det var muligheder inde for musikken hun snakkede om. Hun ville faktisk gerne vide hvad Gabriels mening var om det ... For ville han måske syntes hun var forkælet og fuldstændig vanvittig at takke nej til sådan en chance der var blivet givet hende?

[Josephine]

De spiste lidt. Gabriel havde nydt at lave maden. Det var ikke svært. Det var bare sådan han var. Og han kunne især lide at lave mad til andre. Især Maddie. Hun nød det. Han regnede ikke med at hun blev fed, for så kunne han ændre på maden. Se på kostvaner og gøre noget ved det. Han var ikke urolig. Det var mere hvis hun var. Men det virkede ikke just sådan.

"Tak." Han smilede. Hældte op i deres glas.

Og der var stilhed. Ikke dårlig stilhed. Bare den stilhed man kunne tænke i. Være sammen i.

"Syntes du, at man skal gå efter de store muligheder der bliver givet en?"

Han så op på hende. Kunne se at det bare var røget ud af munden på hende. Nogen gange virkede hun overrasket over at hendes tanker kom ud af hendes mund. Det gjorde ham altid lidt glad.

"Det kommer an på om det er en stor mulighed for en selv og man selv kan se det, eller det er fordi alle andre siger det er en står mulighed og man misser sit livs chance."

Han trak på skulderne. Han syntes det gav god mening for ham.
Han drak af det iskolde vand. Det var det bedste. Gabriel kunne virkeligt godt lide vand. Det var så godt.
Men han fokuserede nok på vandet fordi han ikke helt ville vide hvad hun tænkte på. Tydeligvis var spørgsmålet noget af det der var i hendes hjerne.

[Tenner]

Maddies øjenbryn trak sig sammen et øjeblik og hun så ned på maden. Ikke fordi hun ikke brød sig om maden, eller syntes det var dumt det Gabriel sagde, men fordi hun ikke kunne finde hoved og hale i sit eget indre virvar. Hun kunne jo godt selv se at det var en stor mulighed. Virkelig stor. Men det var jo bare ikke det hun ønskede. Og slet ikke hvis det betød at hun ikke kunne se Gabriel mere, eller nogen andre for den sags skyld.

Hendes brune øjne flyttede sig tilbage på Gabriel og maden, hun kun havde taget en enkelt bid af, lå stadig bare i hendes hånd.

''Kattsnit Studios har tilbudt mig en kontrakt.'' Eller mere korrekt, havde de vel givet en til hendes mor og regnede bare med at Maddie skrev under uden indsigelser. Og så snart de ord var uden, kunne hun ikke stoppe sin talestrøm.

''Min mor viste mig den, og det er en virkelig stor mulighed men vi havde lige snakket om hvordan jeg havde følt oppe i studiet, hvor vi havde mødtes med alle de mennesker der skulle vurdere mig, og hun lyttede slet ikke. Så jeg fik slet ikke læst den og i stedet begyndte hun at snakke om at hun og ham der Mr. Wandall havde læst den for mig, og alle de ændringer der ville ske. Som om jeg allerede havde skrevet under på den. De siger at jeg skal stoppe på Konservatoriet og at jeg får mit eget sted at bo tæt på studiet, men det har jeg slet ikke lyst til. Hun forstår det slet ikke og hun sagde også at jeg skulle stoppe med at se dig fordi der ikke ville blive tid til det''

Endelig fik hun stoppet sin ordstrøm og kunne mærke at hun nærmest rystede. Og det var ikke en gang det værste hendes mor havde fortalt hende idag. Men det at sige ordene højt. At skrev hun under, ville hun ikke kunne se Gabriel, gjorde mere ondt end hun lige havde regnet med.

[Josephine]

Gabriel lyttede til hendes ord. Der var mange. Og der var meget der havde lagt hende på sinde. Vreden mod moren. Mr. Wandall. Hvordan hendes liv pludselig tog fart. At han blev anset som en hæmsko.
Han følte det ikke selv sådan. Heller ikke at hun gjorde. Og det var det vigtigste.

"Maddie," sagde han og brugte hendes navn i stedet for bare forbogstavet. "Hvis du skriver under er der stadig ingen der kan bestemme om jeg må se dig eller ej, kun dig. Så finder jeg tid når du har. Mig mister du ikke bare sådan."

Han fornemmede at det var det vigtigste at sige lige nu. Han havde taget hendes hånd. Givet den et klem. Han så hende lige i øjnene. Hun skulle vide at det var sådan det var. Men med et sådan liv kunne hun måske ikke have plads til ham og det kunne være svært for dem begge at skulle håndtere. Men det måtte de bare lærer.

"Okay?"

[Tenner]

''Okay.''

Svarede Maddie med en lille stemme. Hun tvivlede ikke på at Gabriel mente hvad han sagde og det gav hende en tryghed, hun aldrig havde prøvet før. I det øjeblik fik han hendes verden til at falde ned til et overskueligt tempo og hans hånd om hendes holdte hende på plads. Larmen af rod og tanker blev dæmpet til baggrundstøj. Hvis bare hun kunne fortælle ham, hvor meget han efterhånden betød for hende, uden at det lød for klæbe agtigt.
Hun klemte hans hånd blidt og løftede den op, så hendes kind lå mod hans hånd ryg.

''Jeg takkede nej. Men jeg ved ikke om det måske er ... forkælet af mig?''

Det var jo det hendes spørgsmål før havde bygget på. Om det var forkert og forkælet af hende at takke nej til sådan en mulighed.

[Josephine]

Det var et spørgsmål. Hun ville have ham til at bedømme hvor vidt om hun tog vare på sit liv som hun burde. At hun tog de rigtige beslutninger. Og Gabriel kunne for den sags skyld godt fortælle hende hvad hun skulle gøre. Men det ville han ikke. Det her var ikke hans valg. Det var hendes. Og derfor var det også hende der måtte træffe dem. At de snakkede om det var noget helt andet.
Han tog deres samlede hænder hen til sig og kyssede hendes knoer.

"Hvorfor det?"

To ord. Men de gjorde at hun skulle sætte ord på hvad hun følte.
Og det var vigtigt.

[Tenner]

Det letteste havde jo været hvis hun blot havde fået et klart svar fra Gabriel. Så kunne hun tage stilling ud fra det, men i stedet fik han sat hendes tanker igang og det var det hun mest havde brug for. Hun var bare ikke klar over det selv.
Hun så ud over byen. Kunne se hvor byen sluttede og mørket af skyerne under dem bredte sig så langt øjet rakte, og stjerne over dem var spredt som glimmeret i hendes ynglings bar.

''Jeg skylder min mor det, efter hendes hårde arbejde.''

Hun flyttede ikke øjnene fra den mørke natte himmel der omgav dem og hendes stemme var fjern. Hun kunne sidde og snakke med sig selv, men der var ingen tvivl om at det ikke bare var uovervejet ord der kom ud af hende. Men selv om hendes tanker var fjerne og hendes øjne på ingen måde nærværende, så kunne hun mærke Gabriels hånd om sin, lige så tydeligt som hun kunne mærke sit hjerte slå.

''Men jeg tror ikke at jeg vil fungere i det miljø. Det er jo ikke det jeg drømmer om.''

Og skulle hun være ærlig, så fyldte de to sider lige meget for hende lige nu. Selv om hendes mor havde svigtet hende på så mange områder når det handlede om hendes far George og den utroskab Lia havde haft gang i med Mr. Wandall, så havde Lia altid drømt om at få det bedste ud af sin datters talent. Hun ville gå i døden for Maddie og hun havde kæmpet alle år for at få Maddie til hvor de stod lige nu ... Så skyldte Maddie ikke at skrive under på kontrakten, for sin mors skyld?