|
Post by Tenner on Sept 24, 2014 21:32:14 GMT 2
Maddie kunne mærke hvordan hendes indre sitrede efter kysset, og alle tanker om hendes mor, Kontrakten og alt det på Lou Lous var faldet i baggrunden. Hun følte sig vel bekymringsløs i et øjeblik. Men hun kunne også mærke en snigende tanke da Gabriel begyndte at snakke. Mest fordi hun var så usikker på sig selv omkring deres forhold. Han var dumpet, nærmest bogstaveligtalt, ind i hendes liv og havde på så kort tid gjordt sig selv mere betydningsfuld for hende, end nogen anden person nogensinde havde gjordt. Han havde charmeret hende, og hun var faldet pladask for ham. Hun kunne ikke forstille sig nogen dage uden ham lige nu, og selv om de var unge og det hele stadig var nyt, så kunne hun heller ikke se sig selv uden ham i fremtiden. Men hun var usikker. Jaloux. Og det nagede hende. For hvad nu hvis hun blot var en i rækken. At han blot var faldet for hende, på grund af det røde hår og når der var gået lidt tid, så ville han kede sig og gå videre. Hvad skulle hun så gøre? Det gjorde hende bange, men hun turde heller ikke sige det til ham ... Han havde jo aldrig givet hende grund til at frygte nogle af delene havde han? Måske var det fordi hun var så uerfaren i det, og det gik så hurtigt, at hun var bange for at hvis hun sagde hvad hun virkelig følte. Hvor meget han betød for hende, helt inde, så ville han blive for overvældet og sætte en stopper for dem.
Men det var ikke tilfældet og hans ord ramte lige hvor de skulle.
''... At jeg kan mærke indeni hvordan du er ... lige så vigtig som familie for mig.''
Det var de ord hun nok bed aller mest mærke i, selv om resten og printede sig permanent ind i hendes minder. Hun vidste hvor meget familie betød for Gabriel, og hun havde aldrig troet at hun ville kunne nå den status hos ham, som hans egen familie havde. Det gjorde hende fuldstændig mundlam, selv efter han var færdig med at snakke og de bare så på hinanden. Mente han det virkelig? Hun tvivlede stærkt på at han bare sad og fyldte hende med de ord, når hun ikke havde presset ham ud i at sige dem. Hun havde jo aldrig forlangt at han skulle forklare hvad han følte for hende. Hun havde aldrig spurgt til hvordan hans følelser var omkring hende, eller bedt ham sætte ord på deres forhold.
''Jeg ... ''
Fik hun endelig sagt og det var ikke fordi hun ikke vidste hvad hun skulle sige. Der var bare så mange ord der ville ud, at de satte en stopper for hinanden.
''Gabriel jeg... Men du.. Og du siger at jeg ... men det.. Uh!''
Hun lagde sine hænder op mod sine kinder, kunne mærke hvordan de brændte, og behøvede ikke et spejl for at vide de var røde. Men hun kunne ikke lade være med at smile. Hendes ord var måske kluntet og gav ingen mening, men hun kunne ikke lade være. Han havde nok lidt ubevidst gjordt hendes absolutte værste dag, til også at være den bedste.
''Du ved slet ikke hvor meget det betyder for dig at jeg siger det... Nej, vent. - for mig at du siger det.'' Hun kludrede stadig rundt i ordene, men sætningen blev vidst mere forståelig denne gang.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 23, 2014 10:02:12 GMT 2
Han holdt om hende. Han lagde bare armene om hende og holdt fast. Virkeligt godt fast. Hun sagde ord. Lyde. Men han sagde ikke mere. Han ville bare holde hende. Det var rart at mærke hende. At føle hun var der. Han vidste godt det måske havde været meget, bare at sige det, men på den anden side havde det ikke føltes forkert. Det havde faktisk været helt rigtigt.
Gabriel syntes også at følelserne, fra hans side, skulle mere på bordet, men hendes reaktion gjorde at han bare måtte holde hende. Kysse hende.
I hans hoved skete der mange ting. Han så for første gang sig selv med en resten af livet. Han så sig flytte sammen med hende, få børn, få børnebørn, blive gammel. Og han blev ikke bange ved tanken om at det var Maddie han så. Det var trygt. Han følte ikke at det skulle ske lige nu. Om en måned. Han følte de havde al tid i verden. Og han ville det her. Han ville kæmpe for det. Hun fortjente en kæreste der var sød og god. Opmærksom og støttende. Lyttende og smilende. Men også en der var kærlig og bare kunne lægge armene om hende og elske hende.
Og først da kyssede han hende.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 23, 2014 10:39:30 GMT 2
Han holdt om hende. Han lagde bare armene om hende og holdt fast. Virkeligt godt fast. Hun sagde ord. Lyde. Men han sagde ikke mere. Han ville bare holde hende. Det var rart at mærke hende. At føle hun var der. Han vidste godt det måske havde været meget, bare at sige det, men på den anden side havde det ikke føltes forkert. Det havde faktisk været helt rigtigt.
Gabriel syntes også at følelserne, fra hans side, skulle mere på bordet, men hendes reaktion gjorde at han bare måtte holde hende. Kysse hende.
I hans hoved skete der mange ting. Han så for første gang sig selv med en resten af livet. Han så sig flytte sammen med hende, få børn, få børnebørn, blive gammel. Og han blev ikke bange ved tanken om at det var Maddie han så. Det var trygt. Han følte ikke at det skulle ske lige nu. Om en måned. Han følte de havde al tid i verden. Og han ville det her. Han ville kæmpe for det. Hun fortjente en kæreste der var sød og god. Opmærksom og støttende. Lyttende og smilende. Men også en der var kærlig og bare kunne lægge armene om hende og elske hende.
Og først da kyssede han hende.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 27, 2014 22:25:44 GMT 2
Maddie kunne ikke beskrive hvordan hun havde det. Ikke fordi at hun ikke kunne lide øjeblikket. Hun elskede det. Ville det gemme i sine tanker forevigt. Men der var ikke ord nok til at sætte på hvad hun følte. Hun var så glad eller det var nok nærmere lykkelig, og hans arme om hende gav hende en tryghed, som hun ikke ville bytte for noget. Hendes liv og hendes familie lå smadret omkring hende, men Gabriel holdte hende sammen. Han ville gerne have hende. Hun hørte til hos ham og havde aldrig følt sig mere hjemme.
Uden hun havde bemærket det, krammede hendes hænder hans skjorte mellem fingrene, som var hun bange for at han ville forsvinde lige om lidt. Og hun begravede ansigtet mod hans skulder. Hun behøvede ikke ord fra ham lige nu. Hele hans nærvær var nok for hende. Hun vidste hvad han følte og så behøvede han ikke at forklare mere.
Og så det kys.
Det var svært at forklare hvad der skete, måske blev hun bare overvældet af alt hvad der var sket på alt for kort tid. Bare på denne ene dag. Men pludselig kunne hun mærke varme tåre løbe ned af kinderne og blive kølet hurtigt af i vinden.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 9, 2014 19:06:22 GMT 2
Gabriel tørrede hendes kinder. Han kyssede hendes øjenlåg. Et blidt kys på hver. Han holdt hendes ansigt mellem sine to hænder og han kyssede hendes hår. Han viste at meget gik igennem hendes hoved.
"Jeg går ingen steder, M." Hans ord var blide, hans stemme lidt højere end en hvisken.
De holdt af hinanden. Der var ingen anden for ham. Det han drømte om var hende. Hun var alt der skulle til. Og han elskede hende med krop og sjæl. Det var overvældende og godt, men det var også første gang det ikke var faldet. Og nok var han mere erfaren og han ville give slip hvis hun ville have det, men det ville altid være hende. Uanset hvad han sagde ville det bare være ord der kom ud af hans mund. Og det var ikke det hun havde brug for.
Og hvad skulle han sige til hende. At hun kunne tale med ham? Vidste hun ikke de? Viste han hende ikke at hun kunne sige alt? Eller var han en dårlig kæreste.
"Din mor skræmmer mig ikke," sagde han. Hvorfor? Fordi han kunne mærke og fordi hun havde sagt det med Lia. Ikke meget bare lidt. Og det var forfærdeligt. Nok til at gøre ham sur. Og hun skulle vide at Lia ikke var en dealbreaker for ham.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 10, 2014 16:15:15 GMT 2
Hun kunne ikke stoppe tårene. Det var ikke fordi hun sad og hulkede, men hun kunne bare ikke stoppe dem. Hun troede egentlig hun var blevet færdig inden Gabriel kom, men det var tydeligvis ikke tilfældet. I lang tid sad hun bare mod ham, hendes pande trykket mod fordybningen ved hans kraveben og hans arme om hende. Det var trygt, sikkert mod al det der ville møde hende så snart de gik ned fra taget, men hun kunne ikke gemme sig her oppe for altid. Og hun havde jo Gabriel med. Pludselig, inden hendes tanker kunne nå at følge med rykkede hun hoved op og så ind i hans øjne.
''Lia fortalte mig at hun var sammen med Mr. Wandall efter Michael og Jones var født. Hun sagde det ikke selv direkte, men perioden passer og hvorfor skulle jeg ellers ligne ham så meget. Jeg kan bare ikke forstå at man kan finde på at gøre sådan noget ... Det er jo George der er min far, men hvis det ikke er rigtigt, hvordan har hun så gået og holdt det hemmeligt så længe.'' Hun kunne ikke stoppe sin talestrøm og hun havde egentlig ikke ønsket at fortælle det til ham nu, hvor han lige havde sagt så mange søde ting. Men det var jo netop det der fik hende til at åbne munden. ''Jeg kan bare ikke tro på det, men da jeg var oppe i og snakke med alle 'de høje herrer' i musik branchen så jeg godt hvordan Mr. Wandall så på min mor... Rørte ved hende.'' Det var så tydeligt hvor ubehagligt hun fandt det.
''Og så sagde han 'vores Maddie' som om han også godt vidste det. Det er så .... Så.'' Hun kunne ikke finde det ord hun ledte efter og i stedet kom noget andet ud. Som gik det pludselig op for hende hvad hun egentlig havde gjordt. ''Jeg smed min bog væk. Ud over kanten.''
|
|
|
Post by Josephine on Dec 5, 2014 16:16:12 GMT 2
Gabriel vidste ikke hvad han skulle sige. Han aede hende. Krammede hende lidt. Hun græd og det virkede som om hun havde brug for at grådens log hul på alt det der gik igennem hende. Gabriel var langt fra sikker. Han kunne tage fejl, det ville ikke være første gang, men lige nu virkede det bare som om der var altid for mange ting inde i Maddies hoved som han ikke kendte til.
Men da hun snakkede og så ind i hans øjne, måtte han et kort øjeblik se væk, han havde jo set Lea og John kysse. Han vidste det godt og han havde ikke sagt noget til Maddie, men hvad vidste han. Han skulle ikke være en der ødelagde familier. På nogen måde og hvis han havde sagt noget havde han netop gjort det, men nu havde Maddie alligevel fundet ud af det. På en eller anden. Det som han ikke selv helt havde turde at tænke, at John var hendes far. I hvert fald biologisk. Men hun mindede så meget om George. Hendes væremåde.
Gabriel skulle til at sige de ville skaffe en ny bog, men det var ikke det, det handlede om så han holdt sin mund. Det ville lyde så dumt. Gøre hele problemet til noget materialistisk.
"Nogen gange har man brug for at komme ud med sine følelser på en drastisk måde," sagde han i stedet. "Og du bestemmer helt selv hvem der er din far."
|
|
|
Post by Tenner on Dec 14, 2014 16:09:22 GMT 2
Maddie havde ikke flere tåre tilbage og i et langt øjeblik, sad hun bare og hvilede op mod ham. Lyttede til hans ord og til hans hjerte der slag roligt og taktfast. Det var ikke fordi hun vidste hvad hun ønskede han skulle sige, for hvad kunne man sige når man fik sådan nogle ting af vide. Hvad ville hun have sagt, hvis han pludselig fortalte at han havde fundet ud af, at hans mor havde været utro og den far han havde haft hele livet muligvis ikke var hans egen. Hvad ville hun så have sagt? Det havde hun ingen anelse om! Alligevel kunne hun godt føle, at hans svar var... Lidt for diplomatisk. Noget hun ville have forventet fra hvem som helst.
''George er min far.''
Sagde hun stille og rettede sig op. Hun tørrede sin kinder og kunne mærke trætheden i hele sin krop.
''Må jeg sove hos dig i nat?''
|
|
|
Post by Josephine on Dec 20, 2014 15:06:32 GMT 2
"Du behøver aldrig at spørge."
Gabriel sank. Han kunne både høre og mærke at han havde sagt det helt forkerte før. Det var ikke det han gerne ville høre. Overhovedet. Han vidste bare ikke hvad han skulle sige. Maddie kunne jo godt uden sin mor, men det var svært især at opdage det på den måde. Han havde jo selv haft det dårligt med det.
"Maddie ... jeg vil gerne elske dig til vi er 70. Jeg vil elske dig på samme måde som når jeg er 21, måske manglede din mor bare den spænding, den forelskelse. Men hun valgte at George skulle være din far. Ikke mr. Wandall. Måske mistede hun bare det hun følte for George et kort øjeblik. Hun valgte at mr. Wandall ikke var det værd."
Han gav hendes hånd et klem.
"Jeg undskylder hende ikke, jeg synes det hun gjorde var forkert, ikke mindst at sige det til dig sådan her, som om det giver ham ret i at have indflydelse i dit liv. Men hun foretog sig et valg hvor hun fravalgte ham."
Han suttede på sin underlæbe og slog lidt hjælpeløst ud med den ene arm.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 20, 2014 23:29:25 GMT 2
Det havde ikke været meningen at hendes korte skuffelse over hans svar skulle være tydelig for Gabriel. Han gjorde jo det så godt han kunne og han havde ikke bedt om det her rod. Men hun nåede ikke at tænke videre over det, for hans ord stoppede hende igen. Elske. Havde han lige brugt det ord? Havde han virkelig lige sagt det? Kun på grund af at han klemte hendes hånd, blev hun trukket tilbage til hele situationen og alt det med hendes mor. Det var et stort virvar inde i hende, det hele, men hun blev nød til at fokusere. Måske skulle hun bare sove på det, og så ville det blive langt mere klart imorgen. George var jo hendes far, uanset hvad. Men han fortjente også at få det af vide, men det var heller ikke hendes job at gøre det. Det var hendes forældres problemer og hun var træt af det hele lige nu og Gabriel havde vel ret. Lia havde fortaget et valgt på et tidspunkt hvor hun havde valgt hendes far... Problemet var bare, at Lia var i gang med at vælge Wandall nu. Men hun gad ikke tænke på det mere nu. Hun var fuldstændig udmattede. Og Gabriels sad foran hende, usikker på om det var det rigtige han havde sagt og en smule hjælpeløs. Hun kunne ikke lade være med at smile en smule og hun lænede sig ind. Kyssede ham kort og blidt, før hun rejste sig.
''Du har ret.'' Hun rakte en hånd til ham.
''Men jeg vil ikke rigtig tænke over det mere idag ... Det har ødelagt rigeligt nu.''
Og de få timer der var tilbage af døgnet, hun kunne bruge med ham, gad hun ikke have ødelagt mere.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 5, 2015 20:42:37 GMT 2
Han tog hendes hånd, men det var mest ham selv der fik rejst sig op. Lettere klodset og han tog nærmest snublende et skridt mod hende. Han skubbede med deres sammenholdende hænder hende lidt fra sig. Nynnede svagt. En sang som for nogle år siden havde været populær. Mærkeligt nok, som han svingede hende og greb hende, for at danse videre med hende, på toppen af verden i lysskæret fra andre menneskers vinduet, tænkte han slet ikke på Maddies problemer. Det var ikke fordi han var ufølsom. Men han tænkte på hvor lidt det ville betyde for ham hvis en af hans søskende ikke havde den samme forælder. Det ville stadig være familie. Hvis Mary havde været fra en anden mor. Det kunne ikke have betyder mindre. Han ville ikke savne hende mindre. For han savnede hende. Dem der kendte ham, familien mest, havde godt set hans indadvendthed, den måde han ikke skabte nærkontakt med nogen uden at smide dem ud igen med det samme.
Han smilede næsten umærkeligt. Han ville gerne være sammen med Maddie. Og nu hvor de dansede, spillede et let smil.
Han var vel fjollet. Måske lidt for spontan.
"Don't you worry there, my honey / We might not have any money / But we've got our love to pay the bills."
Det var en lille kærlighedssang. Den lød næsten sød, ren, med kun hans stemme til at bære den. Da han endelig begyndte at synge og ikke bare nynne. Han holdt Maddie lidt tæt. Drejede så rundt, ved at give slip på hende og så gribe hendes hænder.
Hvis hun ikke ville mere, så ville de stoppe. Med at snakke om hvordan tingene rent faktisk hang sammen. Men at danse var vel okay. Det var på en måde trygt. Rart. I hvert fald for ham. Det mindede om hans mor. Når han syngende tog opvasken. Skiftede ble. Hang tøj til tørre. Hun havde en måde hvor det lignede hun dansede mens hun gjorde den slags småting. Småting som gjorde hende glad.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 18, 2015 18:59:32 GMT 2
Maddie lod sig føre af ham, som han dansede stille rundt med hende. Kun hans nynnen kunne høres, men Maddie kendte sangen og inden i hendes spillede musikken med. Ikke helt som originalen, for hendes indre instrument havde altid været klaveret. Det gjorde hende intet. Han hev hende til nuet, hvor det bare var de to og bekymringer om hvad der skulle ske imorgen eller senere lagde sig i baggrunden. Hun kunne mere end bare lide ham. Han var ikke perfekt og han gjorde måske nogle ting, hvor andre ville syntes det var flovt. Men hun selv var jo ikke bedre og hun ønskede heller ikke det perfekte. Hun kunne ikke lade være med at smile. Selv om det måske havde været en af de værste dage, så havde Gabriel også gjordt den til en af de bedste.
//Evt springe frem her fra.
|
|