//fra Pax lejlighed.
De skiltes og sagde farvel. Han gav hende kuldegysninger og et øjeblik glemte hun hel den knugende fornemmelse i maven, der havde opbygget sig hele vejen. Kort havde Maddie snakket med sin mor i Teleren, for at få af vide hvor hun skullet tage hen. Næsten helt op i de øvre lag af byen. Der hvor de rige, berømte og vigtige personer boede eller holdte til. Ikke et sted hvor Maddie hørte til. Hun stod i en glas elevator, der kørte hende op etage efter etage. Alt var nyt og skinnende i bygningen. Intet gammelt eller slidt, som der hvor hun kom fra. Normalt havde hun intet problem med at skille sig ud fra mængden. Det gjorde hun alligevel med sit røde hår og den evige bevægelse hun var i. Men her skilte hun sig ud, fordi hendes tøj var slidt og hun var ikke nær så fin, som damen i bygningens reception havde været. Det var en forfærdelig følelse.
Med et næsten ubemærket ryk, stoppede elevatoren på den etage hun havde trykket. 132. Næsten toppen. Dørene flyttede sig til siden og afslørede et stort lokale, med stilrene designet møbler. Læder og ægte træ selvfølgelig. Men det var ikke det der fangede Maddies øjne først. Heller ikke de smukke kuglelamper med kanter, der spredte lyset i lokalet. Det var udsigten. Den var næsten svimlende, selv om hun hele sit liv havde boet flere kilometer over jordoverfladen. En stor glasfacade udgjorde endevæggen og selv om hun ikke var aller øverst, så var der intet der stod i vejen for udsigten. Alle de andre bygninger var lavere og virkede små. Som om hun fløj over dem. Det måtte være sådan fuglene så deres by.
Uden Maddie havde bemærket det, havde hendes ben ført hende hen til glasset og en lys stemme hev hende ud af trancen over udsigtet.
’’Maddie Pax?’’
Maddie så forvirret ud et øjeblik, på kvinden der havde sagt hendes navn. En høj, slank dame, med gylden kulør og kulsort hår, der var redt stramt tilbage i en knold. Hun bare en kropsnær, rød kjole med en sort blazer uden over og stiletter der kunne brække hendes skrøbelige ankler, skulle hun vrikke om i dem. Men hun gik i dem, som var hun født med dem. Maddie nikkede.
’’Følg med mig.’’
Kvindens smil var overbærende, men lettere kunstigt og hendes lange ben tvang Maddie til at måtte næsten lunte efter, for at følge med. Hun kunne ikke fatte at hun var her. Hun havde slet ikke lyst til at være her. Kvinden førte hende ned af en gang, der fulgte vindues facaden rundt og pludselig stoppede hun foran en dør. Maddie var lige ved at gå ind i hende, fordi hun ikke havde bemærket at kvinden var stoppet.
’’De venter på dig her inde,’’ Kvinden kørte et kort over en sensor, som bippede og døren gik op.
’’Tak,’’ Fik Maddie sagt kort, før hun rettede sig op og gik ind i rummet. Et studie. Et lydstudie, fyldt med al hvad en producers grådige hjerte kunne begære, med sorte lyddæmpende vægge, det største instrument bræt Maddie nogensinde havde set og som resten af bygningen: Et helt stilrent design, med ægte træ og læder de helt rigtige steder, så det hele lyste af penge. I en af stolene sad hendes egen mor, i en elegant kjole og passede uhyggelig godt ind i omgivelserne. Manden hun havde præsenteret ham for i går efter koncerten var der også, samt tre andre mennesker hun ikke anede hvem var. Men alles øjne var på hende. Lia var ikke langsom til at blive siddende og med et elegant smil rejste hun sig fra stolen og undskyldte for de andre. Hun kom hen til sin datter.
’’Hvad er det du har på? Læste du ikke mine beskeder?’’
Lia holdte sin stemme så lav som overhoved muligt, så menneskene i rummet ikke kunne hører hende.
’’Det er mit tøj, det er hvad jeg har.’’ Svarede Maddie igen og dæmpede ikke sin stemme lige så meget som sin mor. Lia så et øjeblik vred ud og rettede sig så op. Hun så tilbage på menneskene i rummet.
’’Vil det være okay, hvis jeg lige følger med min datter og gør hende en smule mere præsentable, inden i hilser på hende.’’
’’Bare hendes stemme stadig virker bagefter, så gør det endelig.’’ Sagde en af mændene, med en smule accent der blot fik ham til at lyde endnu mere snobbet.
Maddie ville have sagt fra, hvis ikke hun havde følt sig så malplaceret og vurderet i rummet. Som om hver eneste lille ting hun gjorde havde en betydning for udfaldet, når hun slap væk. Og nu fik hun da også et øjeblik med sin mor alene. Så kunne hun jo sige fra der på en pæn måde. Men det skete ikke. Lia ville ikke lytte og fik hurtigt lukket munden på hende. Kvinden der havde ført Maddie til lydstudiet, førte nu Lia og Maddie til en garderobe, beregnet til formål at få de kendte til at føle sig smukke når de skulle indspille deres musik. Så gjorde de det vel bedst, mente folk. Og Maddie hadede det. Hun hadede at hun nu skulle stadses op igen, som i går, så hun var god nok til de folk inde i lydstudiet. For hun var åbenbart ikke god nok som hun var. Hurtigt fik Lia hende i en flødefarvet kjole af let stof, der stoppede til lige over knæene og havde en hjerteudskæring og ingen stropper. Sød og ville vel passe hvis hun skulle til Galla på Konservatoriet. Men her oppe i de fine lag, var det åbenbart galla hele tiden, for alle gik med flot tøj. Elegant tøj og kjolen hun bar var bestemt også elegant. Simpel, ligesom den make up der skulle lægges og den knold hendes mor satte. Men hun følte sig ikke begejstrede, heller ikke da hun så hendes mors strålende øjne, da de endelig var færdige. Hvordan skulle hun nogensinde slippe ud af det her?
Timerne gik og efter hun var blevet præsenteret for de tre personer som sad inde i lydstudiet med Mr. Wandall, bad de hende om at synge. De fik hende til at synge forskellige sange, forskellige toner og de smilede imponeret når hun ramte dem uden større problemer. Men hun følte sig dresseret. Det var ikke ægte, som når hun sad hjemme i stuen og skrev på en af sine egne sange, og at hun var stadset op på den måde, gjorde det ikke bedre for hende.
’’Jeg må jo tilstå, at jeg et øjeblik troede det var playback i går da Maddie stod på scenen, fordi hun ramte tonerne så rent. Men det er jo tydeligvis ikke tilfældet.’’ Sagde den ene af de tre mænd. De snakkede som om Maddie ikke var til stede og i et øjeblik lod hun bare tankerne glide. Hun tænkte på hvad Gabriel lavede lige nu. Hvordan hendes brødre havde det.
’’Det ville bestemt være interessant at arbejde mere med hende. Få lige rettet de sidste ting med hendes stemme og udstråling. Det hele skal jo være i skabet hver eneste gang hun står på en scene.’’
’’Selvfølgelig, der er plads til forbedringer men hun har altid været utrolig hurtig til at lære.’’ Svarede Lia og var begejstrede for at mændene virkede til gerne ville arbejde med Maddie hvilket ville opfylde Lias drøm for hendes datter.
’’Vores Maddie kan sagtens klare det, det er jeg ikke i tvi..’’ Mere nåede Mr. Wandall ikke, for hans ord skar i Maddies øre og hendes blik opfangede også den hånd han havde lagt på hendes mors lår, men hurtigt fjernede.
’’Vores?!’’ Hun rejste sig fra stolen og alle i lokalet tav. ’’Jeg er ikke dit Mr. Wandall, du skal ikke sidde og lege far, bare fordi min egen ikke er fin nok til at komme med her op.’’
Lias blik flakkede mellem Maddie og John der sad ved siden af hende, men Maddie bemærkede det ikke. Hun var træt af at sidde stille og Mr. Wandall var bestemt ikke hendes ynglings person lige nu. Man sad da ikke sådan og tog på en af sine venner. Og hvorfor sagde hendes mor ikke noget til det.
’’Maddie, vil du ikke nok sætte dig ned.’’ Hendes mor stemme var bedene men bestemt. De tre mænd virkede ikke synderlig chorkeret over at Maddie talte sådan til en person af så høj rang som Mr. Wandall. De virkede næsten underholdt. Maddie ignorerede sin mor.
’’Jeg siger tusinde tak for jeres opmærksomhed. Jeg håber det var tilfredsstillende og jeg er ikke i tvivl om at min mor nok vil kunne lave aftaler på mine vejene, som altid. Så jeg vil bede om forladelse og gå.’’
Den ene af mændene rakte hånden ud, som en gestus til at det var i orden at hun gik. De havde vel set hvad de skulle og kunne vel snakke med Lia om resten. Det havde de vel allerede gjort. Hun burde havde takket nej. Hun burde havde sagt at hun ikke ville og at det var sidste gang de så hinanden forhåbentlig.
Men hun gjorde det ikke.
Og hun kunne havde slået sig selv for det. Men lige nu fyldte Johns ord mere i hende.
Ingen fulgte med hende ud af lokalet. Ingen fulgte med hende, da hun tog sine ting og gik mod elevatoren stadig iført kjolen. Ingen fulgte efter hende da hun kom ud af bygningen og tog sin himmelblå jakke på for at skutte sig mod den kølige vind. Hun skulle bare et sted hen. Væk fra den her bygning og væk fra hendes mor.
For første gang, var hendes tanker fuldstændig stille og hun bemærkede end ikke at folk genkendte hende på gaden.
//forlader tråd.
data.whicdn.com/images/57530639/9_original_large_large.jpg (kjolen hun får på)
