Post by Morgan Lou on Dec 16, 2018 20:39:30 GMT 2
NAVN: Morgan Lou
ALDER: 20
HØJDE: 1,72
ØJENFARVE: 65
Der var mange ting som var anderledes. Så mange ting. Hun havde ikke haft en besnærende kjole på i et år. Hun havde ikke haft høje hæle på lige så længe. Hun gik ikke længere med smykker, de var en hindring, og de var et sikkert angreb, fordi hun havde noget andre ville have. Hun sang sjældent. Hun prøvede at gå i bad ofte, men nogen dage var det umuligt. Tøjet hun bare skjulte den velformede krop. Oftest bar hun en hat eller kutte, halstørklædet der dækkede for ansigtet, for at dække det symmetriske ansigt, de store, bløde læber, næsen, kindbenene, de perfekt buede øjenbryn. På trods af manglen på make-up der fremhævede hendes skønhed, var hun netop stadig smuk.
Da de kom var der heller ingen boards, men netop det havde de ændret. Eller hun havde. Lossepladsen var endeløs, lort som de, som alle dem før dem i SkyCity havde smidt ned på den døende planet. Den virkede så stor. Men her var brugbare materialer mellem alt lortet. Og de to boards hun havde lavet til sig selv og Michael var anvendelige når de netop stak af hen over lossepladsen.
Hun havde tænkt på ham. Da de kom strømmende fra alle kanter. Da de overtog dem og fratog dem deres frihed. Og alt hun tænkte på var ham. Hjælpeløs, siddende i en celle, de var alle adskilt fra hinanden. Stilheden ramte hende så hårdt. Hun ville bare have Michael igen. Hun var ligeglad med alt andet. Sig selv. Når hun lukkede øjnene var det hans ansigt hun så for sig.
Det var ikke et glamourøst liv. De havde ikke klaret sig godt. De havde ikke været smarte. De havde været idioter, dem alle sammen. Men nu forsøgte de, Michael og hende, med deres base under skraldet. Jep under. De have ved et uheld stødt på et tårn, i deres håbløse søgen efter materialer der kunne hjælpe dem, som de kunne sælge for mad og information. Penge var ikke en kurs man kendte til her. Der var skraldere på lossepladsen, men folk forstod ikke tingene, ikke som Michael og Morgan. De var stødt på et tårn, men det var ikke et tårn i skraldet, det var faktisk begravet og de havde befriet det. En dør, som Morgan fik åbnet, der var stadig strøm i lortet. Det var et forskningssted. Døren kunne låses, her kunne de sammen få planlagt at redde de andre, og her kunne de skjule sig selv, når de fik lavet nok lort i den. De skulle udforske resten af stedet, men havde lavet deres base øverst i dette tårn.
Og Michael. Noget havde ændret sig i Morgan. Måske var det efter at blive voldtaget af mutanter. Måske var det efter at blive bedt om at danse foran en fed hersker. Hun var ikke sikker. Men hun havde ikke dét behov længere, hun frygtede ikke længere det han havde tilbudt hende. Så hun elskede ham. Kun ham. Som Morgan nu kunne. Hun følte ofte hun druknede, når hun forsøgte at komme op efter luft, fordi hun fortjente det. Hun havde været med til at lade alle tro jorden var et godt sted. Kunne blive et godt sted. Men de var fanget her. De var alle blevet fanget og spredt. De var alle blevet brugt og misbrugt. Men de havde fundet hinanden. Som magneter. Og det hele var hendes skyld. Hun var kilden til alt ondt. Det åd hende op. De kunne ikke komme væk herfra.
Så en nedbrudt Morgan der havde brug for Michael, der mente alt var hendes skyld, hende der aldrig undskyldte, og som elskede Michael mere end før, men konstant følte hun ikke fortjente ham. Hun brugte alle sine evner, på at gøre situationen bedre for dem, hun forberedte hemmeligt ting til at de skulle væk fra søjlerne der ragede op i himlen - væk fra byen der var opstået her. Væk væk væk. Helt væk var hendes håb ikke. Men det var det meste af hendes attitude.
ALDER: 20
HØJDE: 1,72
ØJENFARVE: 65
Der var mange ting som var anderledes. Så mange ting. Hun havde ikke haft en besnærende kjole på i et år. Hun havde ikke haft høje hæle på lige så længe. Hun gik ikke længere med smykker, de var en hindring, og de var et sikkert angreb, fordi hun havde noget andre ville have. Hun sang sjældent. Hun prøvede at gå i bad ofte, men nogen dage var det umuligt. Tøjet hun bare skjulte den velformede krop. Oftest bar hun en hat eller kutte, halstørklædet der dækkede for ansigtet, for at dække det symmetriske ansigt, de store, bløde læber, næsen, kindbenene, de perfekt buede øjenbryn. På trods af manglen på make-up der fremhævede hendes skønhed, var hun netop stadig smuk.
Da de kom var der heller ingen boards, men netop det havde de ændret. Eller hun havde. Lossepladsen var endeløs, lort som de, som alle dem før dem i SkyCity havde smidt ned på den døende planet. Den virkede så stor. Men her var brugbare materialer mellem alt lortet. Og de to boards hun havde lavet til sig selv og Michael var anvendelige når de netop stak af hen over lossepladsen.
Hun havde tænkt på ham. Da de kom strømmende fra alle kanter. Da de overtog dem og fratog dem deres frihed. Og alt hun tænkte på var ham. Hjælpeløs, siddende i en celle, de var alle adskilt fra hinanden. Stilheden ramte hende så hårdt. Hun ville bare have Michael igen. Hun var ligeglad med alt andet. Sig selv. Når hun lukkede øjnene var det hans ansigt hun så for sig.
Det var ikke et glamourøst liv. De havde ikke klaret sig godt. De havde ikke været smarte. De havde været idioter, dem alle sammen. Men nu forsøgte de, Michael og hende, med deres base under skraldet. Jep under. De have ved et uheld stødt på et tårn, i deres håbløse søgen efter materialer der kunne hjælpe dem, som de kunne sælge for mad og information. Penge var ikke en kurs man kendte til her. Der var skraldere på lossepladsen, men folk forstod ikke tingene, ikke som Michael og Morgan. De var stødt på et tårn, men det var ikke et tårn i skraldet, det var faktisk begravet og de havde befriet det. En dør, som Morgan fik åbnet, der var stadig strøm i lortet. Det var et forskningssted. Døren kunne låses, her kunne de sammen få planlagt at redde de andre, og her kunne de skjule sig selv, når de fik lavet nok lort i den. De skulle udforske resten af stedet, men havde lavet deres base øverst i dette tårn.
Og Michael. Noget havde ændret sig i Morgan. Måske var det efter at blive voldtaget af mutanter. Måske var det efter at blive bedt om at danse foran en fed hersker. Hun var ikke sikker. Men hun havde ikke dét behov længere, hun frygtede ikke længere det han havde tilbudt hende. Så hun elskede ham. Kun ham. Som Morgan nu kunne. Hun følte ofte hun druknede, når hun forsøgte at komme op efter luft, fordi hun fortjente det. Hun havde været med til at lade alle tro jorden var et godt sted. Kunne blive et godt sted. Men de var fanget her. De var alle blevet fanget og spredt. De var alle blevet brugt og misbrugt. Men de havde fundet hinanden. Som magneter. Og det hele var hendes skyld. Hun var kilden til alt ondt. Det åd hende op. De kunne ikke komme væk herfra.
Så en nedbrudt Morgan der havde brug for Michael, der mente alt var hendes skyld, hende der aldrig undskyldte, og som elskede Michael mere end før, men konstant følte hun ikke fortjente ham. Hun brugte alle sine evner, på at gøre situationen bedre for dem, hun forberedte hemmeligt ting til at de skulle væk fra søjlerne der ragede op i himlen - væk fra byen der var opstået her. Væk væk væk. Helt væk var hendes håb ikke. Men det var det meste af hendes attitude.