Morgan og Michaels base

[Michael Pax]

*beskrivelse følger*

[Michael Pax]

438 dage efter de kom ned på jorden

Michael vågnede med et sæt, badede i sved. Et mareridt. Jones døde øjne. Jones blod på hans hænder.

Han gned sig i øjnene og forsøgte at samle sig så godt han kunne. Samle de stykker af sig selv, som han skulle hver morgen for at få sig selv til at fungere. For at kunne beskytte Morgan. For at kunne redde sin søster… Hvis hun stadig levede.

Kun lyden af Morgans tunge åndedrag var at hører i det stille mørke rum. Han drejede sig og lagde en arm om hende. Trykkede sig ind til hende. Lod duften af hende fylde sig. Stort set alt havde ændret sig siden de kom ned på jorden, og ikke til det bedre, men hendes duft og varme havde ikke ændret sig. Den var den samme som da de havde forelsket sig i hinanden oppe i SkyCity. Morgan døjede også med mareridt ligesom ham og selv om de havde fortalt hinanden lidt om hvad de havde været igennem, da de var adskilt, så var der stadig mange usagte ting imellem dem. Ting som ingen af dem kunne lide at se i øjnene endnu. Ting som de ville gå i stykker over at skulle gennemleve det, ved at fortælle det.

Han sukkede og listede sig ud af sengen uden at vække Morgan. Hun havde brug for søvnen. Det var ikke så ofte at nogen af dem fik lov til at sove fredfyldt. Han hev et par slidte bukser på og strammede bæltet. Det var nogen som de havde fundet i de uendelige bunker af skrald under byen, som havde passet fint og ikke haft huller i. Men året her nede viste sine tydelige spor på hans krop. Den før svulmende muskuløse krop fra det hårde mark arbejde var reduceret en del og hans talje var blevet mindre på grund af den begrænsede mad de kunne finde som var spiseligt. Tiden her nede havde også sat andre spor på hans krop. Nummeret 45 var tatoveret på han underarm og lange røde ar var at se langs hans skulderblade og ribben. Hans før lange gyldne har, var kort og klippet i en lidt grov frisure af Morgan, da hun var blevet træt af at se ham med den samme længde hele vejen. Det fik ham til at ligne Jones… Han kunne ikke holde ud at se sig selv i spejlet.

Michael hev en bluse over hoved der var grå og anonym, en sort grov jakke der beskyttede mod den kolde vind uden for. Og et gråt halstørklæde der kunne dække noget af hans ansigt. Han ville ud og finde vand de kunne bruge til Morgen. Både til mad og så han kunne vaske sig efter nattens mareridt. Han samlede de to dunke op de havde fundet og bevægede sig lydløst ud af døren og ud i det bakkede landskab der bestod af skrald. Hvad der havde været før var ikke til at vide, men historiekere ville vide at det var en storby han stod i. Sørgelige rester af skyskrabere tårnede op omkring søjlen som de havde fundet et base i og lugten havde været uudholdelig til at starte med. Nu bemærkede han den ikke mere. Han hev halstørklædet op over næsen og stod et øjeblik stille og lyttede. Kun lyden af vinden ramte hans øre og han bevægede sig rundt om den gigantiske søjle. De havde fundet et hul i en af de utallige slanger der førte grundvand op til SkyCity. Det var drikkeligt, nok ikke det reneste, men renere end nogle af de søer der havde dannet sig i skraldet rundt omkring i landskabet. Himlen var grå og fyldt af tåge, som altid og den begrænsede lys fortalte ikke meget om hvad tid på dagen det var. Hvis det var mørkt var det nat, hvis det var lyst var det dag…. Lyset ændrede sig ikke i løbet af dagen, så Michael havde givet op på at få en form for tidsfornemmelse efter nogle måneder. Hele vejen hen til den lille vand resurse de havde, lyttede han med spidse ører efter noget tegn på liv. Ikke fordi han ønskede at der skulle vise sig nogen, men for at være klar. Modsat hvad de havde været da de var blevet overbemandet af mutanterne da de var kommet ned fra byen… Det ville ikke ske igen.

Med begge dunke fulde af vand, kom han tilbage til basen og fandt Morgan stadig i sengen.

[Morgan Lou]

Hun havde ikke hørt ham gå. Nogen gange, men sjældent, sov som en i koma. Helt væk, uden at kunne forstyrres, som om hendes krop valgte at lukke ned, fordi den vidste, at hun havde brug for det, nu hvor hun ikke længere kunne drikke sig til søvn.

Men hun måtte have mærket han kom hjem. Ind. Hun vendte sig i sengen, allerede fuldt bevidst om at han ikke var der, allerede bange for at han aldrig ville være der, hun var klar til at tage en af de knive som lå under sengen og gå til angreb. Men det var ham og i stedet strakte hun sig kælent.

Der var en masse mistet af hende her på jorden. En masse af alt det Morgan troede hun var, forsvundet, fløjet væk til skyerne. Michael fik ofte den del, den rigtige Morgen frem. Små glimt, som at gabe på sengen og skyde brystet frem og trække benene fri fra dynen, så han kunne se dem.

Hun hadede mest sin krop nu, for alt det den havde budt hende hernede. Samtidig var det netop hendes krop, der gjorde hun ønskede Michael tæt på. Selv om de mere end en gang var vågnet ved hun skreg, fordi han havde holdt om hende mens hun sov. Lige nu var den ikke et problem.

Morgans krop var på mange måder ikke ændret. Det at hun ikke drak nærmest hver dag var en bonus, og der var kommet end anden sejhed over hendes muskler. Som om hun ville være svær at tygge, hvis man bed hende. Og hun kunne godt lide når Michael bed hende.

Hun rejste sig i stedet for at sige noget. De havde mistet mange af trivialiteterne 'Årh har du sovet dårligt?' 'Ja jeg drømte om min døde bror og hvordan det er min skyld, dig?' 'åh samme, jeg blev igen voldtaget for sjov med et gammelt stoleben'
Det var ikke værd at spørge, når ingen af dem havde lyst til at give svaret. Med en barndom uden kærlighed og ømhed, og et ungdomsliv brugt primært på at flygte fra det, men kræve det i øjeblikke, vidste Morgan at det var vigtigt at vise. Derfor hev hun halstørklædet foran Michaels ansigt af og kyssede ham.

"Så blev det morgen." Hun blev stående med armene rundt om ham og hans slidte tøj og brede skuldre. Bare lige lidt mere blid træthed og glæde ved at se ham. Bare lidt mere, så adrenalinen kunne krybe ud af hendes krop.

[Michael Pax]

Han lod hende trække halstørklædet væk og mødte hende med et smil. Ikke et af de sædvanlige store grin han så ofte havde haft nemt til før i tiden. Men hun fik ham til at smile. Hun var den der fik det hele til at give mening. Hvorfor han stadig var her og hvorfor han skulle blive her. 
hendes varme læber fik jagtet den sidste sitren ud af kroppen, som havde siddet i ham fra han vågnede med et sæt. Han stillede de to fyldte dunke, da deres læber slap, og hev hende tæt ind til sig med en arm om hver side af hende.

”Endelig”

Sagde han. Hans stemme havde også ændret sig siden de var kommet ned på jorden. Den ungdommelige naivitet der kunne ligge i den var væk. Han kyssede hende igen, hel kort.

”jeg har hentet vand og se hvad jeg fandt på vejen” 

Han hev en lille sort ting, på størrelse med en knytnæve op. Det var et batteri. Til de svæveboards hun lavede her nede. De var primitive i forhold til oppe i byen, specielt hvordan de ikke kunne kører på solenergi her nede. Så batterier som de her var hvad der fik dem til at fungere. Han havde også fundet andre småting, men det var batterie han viste for det var et hun havde manglet et par dage. Han smile blev lidt større da han viste det. En reflektion af den tidligere Michael. 

[Morgan Lou]

Han hev hende ind og det var en lille bitte fryd. Hun havde troet at hun ikke kunne ham mere, fordi hun ikke længere kunne lide at blive rørt, men hvor havde hun taget fejl. Hun var sikker på hun aldrig kunne blive træt af Michael nu, at hun altid ville have ham.
Men han skabte lidt afstand og hun sukkede, indtil han vidste hende batteriet og hun smilede til det. Tog det fra hans hånd.

"Michael," sagde hun og så op på ham. Lige ind i hans ansigt der var den sol hun manglede. "Så har vi to. Vil du tage næste del af strækningen i dag, eller skal vi forsøge at tage om på den anden side af søjlen og finde noget jeg kan lave våben af."

Våben, sådan et ord, der trods alt var fremmed for hende. Sky-City havde problemer, men der havde hun ikke brugt et ord som våben til hverdag. De tog aldrig afsted uden våben. Og det havde vist sig Morgan også kunne lave det. Men for at redde Gabriel og Maddie, og slippe væk herfra, havde de brug for en masse ting. Morgan og Michael havde den fordel at de kendte til Sky-City og hvordan dens søjler var fordelt og så ud, de kunne lede efter ting mere præcist end nogen jordboere kunne. Hvilket de forsøgte at udnytte.

Men de kunne også bruge batteriet til at lede efter tilholdssteder hvor er de to manglende var. Hver dag betød værre pinsler for den. Hver time. Lige nu.

Panikken bredte sig i hendes krop og den hånd der holdt batteriet rystede. Hvorfor havde hun ledt dem alle herned? Hvorfor havde hun syntes livet deroppe var slemt?

[Michael Pax]

Han overvejede hendes spørgsmål. Hvad deres formål i dag skulle være. Imens gled hans fingre op og ned af hendes ryg i en lille bevægelse. Et tegn på han slappede af, at han nød hendes tilstedeværelse og det var så naturligt at have hende lige ved siden af sig. Han strøg en lok af hendes hår bag hendes øre mens han svarede. 

“Lad os tage om på den anden side af søjlen.” 

Han var mest draget af hendes første forslag. Både fordi han godt vidste at den let sitren på Morgans hånd og det korte øjeblik hendes øjne var fjerne var tegn på at hun beskyldte sig selv for deres situation. Hun ville gøre bod på det hele lige så meget som han gerne ville redde Maddie og Gabriel. 
Men også fordi han ikke kunne holde tanken ud om sin lillesøster i de monsters hænder. Han havde præcis samme tanker som Morgan om det… for hver time der gik, jo flere forfærdelige ting kunne ske. 

Problemet var at han ikke kunne lade dem styre mod de rædsler af mennesker som ventede dem uden at være kedelig forberedte. Mutanterne ville gøre alt for ikke at slå Morgan og Michael ihjel, så hvis de blev fanget betød det direkte tilbage til helvede. Hvad der skete med ham selv var dog ligegyldigt for ham… men hvis Morgan blev taget ville det være mere tortur end hvad mutanterne kunne gøre ved ham. 
Og han havde en gang forsøgt en enkelt gang at sige han ville tage afsted alene, så han var sikker på hun var i sikkerhed. Men den stålsatte Morgan havde nægtet. Var gået amok på ham, og han kunne sagtens forstå hende… Altså efter de begge var faldet ned igen og kunne snakke uden at råbe af hinanden. 

så summa summarum ville han være sikker på at de havde våben nok til at kunne forsvare dem selv og få Maddie og Gabriel ud… Ingen ting skulle blive bestemt af tilfældigheder.. Han havde opbrugt sin kvote af held her nede og ville ikke satse på det. 

[Morgan Lou]

Hun tog fat om hans hånd og lænede sit ansigt mod den.

Morgan havde altid været den der først kastede sig ud i ting. Sprang fra tagene og håbede at hun klarede det. Men ligesom Michael vidste hun at det ikke var godt nok. Morgan vidste, at hun ville slå sig selv ihjel før hun blev et avlsdyr. Hvordan havde de overhovedet noget begreb om skønhed, der mindede om hende. Hvor længe havde de ikke været deforme, både på sjæl og udseende. Hvorfra kendte de til kroppe og ansigter som hendes.

Fra skraldet.

Alt kom fra det skide skrald.

"Okay, wonderboy," sagde hun og nikkede, stadig med hans hånd fastholdt mod sin kind. Hun vidste at han helst vil have at hun blev. Men det kunne hun ikke. Hun havde aldrig kunne sidde stille. Heller ikke nu. Hun ville hellere vide at han var blevet angrebet end vente på ham. Det skulle hun ikke nyde noget af.

Hun sukkede. Og gav så slip på hans hånd, mens hun bed sig i underlæben.

[Michael Pax]

Han lod sin hånd hvile mod hende kind, selv om hun gav slip. Strøg tommelfingeren over hendes læbe hun bed i og hev hende så ind til et kys igen. Han havde altid brug for at have hende tæt altid og at mærke hendes læber fik ham til at føle sig lidt som den Michael der var oppe i byen. Hel ubekymret og forelsket i kvinden foran sig. Han smilede til hende, mere ægte end tidligere og gav slip for at tage vanddunkene på plads.

“Jeg fandt også et par barbersblade og se..” sagde han inde fra rummet de havde gjort til opbevarings rum og delvis vaskerum, når de havde brug for at blive bare lidt rene. Han holdte en dåse frem. Ananas.

"det syntes jeg selv er en ok fangst, når nu jeg bare skulle ud og hente vand.”

Han havde egentlig lyst til hende og alligevel ville hans krop ikke lige nu. Hendes tilstedeværelse havde fjernet det meste af mareridtet han var vågnet af men billeder fra det flashede for hans øjne hver gang han blinkede, så han blev nød til at være praktisk et øjeblik. Men hans blik faldt ofte på hende.

[Morgan Lou]

Kysset var godt. Ikke en optakt til mere, men Morgan var ved at lære det."Det er jo der jeg siger," sagde Morgan. "Du er en ægte Wonderboy."

Hun gik ud i rummet der var deres badeværelse. Ikke en regulær bruser, men Morgan havde kreeret en form for brusehoved der på grund af et hydraulisk pres kunne pumpe vand ud via en fodpedal så strålerne var hårde. Vandet blev samlet i en beholder nedenunder og kunne genbruges. Det blev dog ikke varmt. Hun gjorde det klart til Michael, mens han brugte barberbladet. Hun ville hellere have et bad når de kom hjem.

Men hun lænede sig op ad væggen mens han tog sit tøj af. Hun brød sig ikke længere om komplimenter der handlede om hendes krop. Det havde hun på fornemmelsen at han heller ikke gjorde. Men derfor kunne hun stadig lide hans.

"Jeg gør klar ... om lidt." Morgans arme lagde sig om hans overkrop, mens hun trykkede sin krop med hans ryg og lagde sin kind mellem hans skulderblade. Hun knugede ham. Det var ikke liderlighed. Det var det andet, det større, det der gjorde hun hellere ville dø end se ham dø. Det der gjorde hun vidste han havde det dårligt lige nu og hun ville så gerne tage det fra ham.
Men hun sagde efter omtrent 20 sekunder: "De der ananas gør mig bare såååå," hun pustede ud og placerede et kys mod hans nøgne hud.

Så gik hun og overlod ham til sit bad.
Selv trak hun i et par løse bukser, så en top, et bælte med tasker rundt om hofterne, og en vadsæk til det de fandt på ryggen, så når hun tog den langærmede bluse på, lignede det hun havde en pukkel. Det lange hår satte hun op, mens hun fandt et solvisir. Ikke at hun skulle skygge for solen, men det gjorde det svært at se hendes øjne, som ville være det eneste synlige.

Hun udstyrede sig med knive og to håndvåben, men også en hakke, reb og værktøj. Hun gjorde også Michaels ting klar.

Nu manglede hun kun kappen og det store stykke stof der skjulte hendes mund. Selv hænderne have handsker på. Så skiftede hun batterierne i deres boards.

[Michael Pax]

De første dage med Morgan hvor de begyndte at få en ‘hverdags’ rutine havde været svært for ham. Og for hende. De var begge blevet mishandlet på utænkelige måder, der havde givet dem fysiske og psykiske ar. At stille sig nøgen foran hende for at tage et bad havde været svært første gang. Tanken om at hun skulle se arrene han vidste fyldte hans krop, brændemærkerne der løb op af hans ben og særlig den tatovering de havde påtvunget hans krop var ikke til at bære. Han følte sig som skyggen af sig selv. Og syntes af hendes krop og hvordan hun væmmedes ved sig selv havde fået han sind i kog. Tanken om hvad de havde gjort ved hende fik ham lyst til at knække deres hals. Men stille og roligt var de blevet komfortable i det. Havde mærket at de havde brug for hinanden. Lyst til hinanden. 
Han havde troet at han aldrig ville få lysten tilbage, men det havde han. Til hende. Altid til hende. De havde elsket og kneppet op til flere gange om dagen, men det havde også ændret sig. Ikke nødvendigvis til det dårligere.. de var tættere end aldrig før. Men måske var det tætheden der gjorde det føltes så meget anderledes. Så rigtigt. Og deres nærhed de også kunne have nu, som deres kys og kærtegn der ikke altid førte til sex. 

Han slappede af i hendes omfavnelse om nød følelsen af hendes hud mod hans. 

“Så må vi gemme dem til vi kommer tilbage” 
smilede han og så på hende over skulderen, da hun gik ud for at pakke deres ting. Det var er hurtigt bad og med beskeden mængde af sæbe. Han følte sig aldrig rigtig ren, men han havde også fornemmelsen at selv hvis han havde adgang til varmt vand og uanede mængder af sæbe ville han stadig føle sig beskidt efterfølgende.

Jones blod på hans hænder i flere måneder uden at få lov til at vaske det af… 

Han tvang mindet ned i en kasse i sit sind og kom ud af badet. Tørrede sig i et gammelt håndklæde der havde været efterlad i basen og kom ind til Morgan der var i fuld gang med at tage sit tøj på og pakke deres udstyr. Han tog det samme tøj på som før et øjeblik siden, men fandt en kappe med en hætte lidt ligesom Morgans. Den gik ham til lårene og dækkede det meste af hans ansigt når hætten var nede. Derefter en sort hue, handsker og halstørklædet. De havde lært at den bedste måde de Kunne beskytte sig på var at dække sig til. Ikke vise at de var fri for mutationer. Og vinden gjorde at de fleste var dækket til alligevel så det ville ikke virke mistænkeligt hvis de mødte andre i skralde landskabet der også var på scavanger Hunt i affaldet fra himmel byen, som de kaldte SkyCity. I hans bælte havde han en kontainer med vand, to knive og diverse andre små genstande men kunne bruge. En metalstænger bland andet. 

Han tog en rygsæk på med tingene som Morgan havde lagt frem og kiggede på hende. 

“jeg så ikke nogen da jeg var ude tidligere, men vinden er mindre kraftig end den har været de sidste par dage.” 

og det vidste de godt hvad betød begge to. Flere scavanger hunters end normalt. 

[Morgan Lou]

Morgan elskede Michaels krop. Bedre kunne det ikke siges.

Men for nu var det klar og hun mærkede den måde hendes hjerne og krop gjorde sig klar til at være konstant på vagt, konstant holde øje og konstant vide, hvad næste træk var.

Hun tog trappe op og så klatrede hun ud af noget der engang havde været et vindue. Michael fulgte efter. Vinden var vitterligt ikke slemt. Fuck altså. Så ville alle være ude og lege i dag. Hun begyndte i et godt tempo. Boardsne brugte de som regel kun på blæsende dage hvor ingen var ude, eller til flugt. Desuden havde de et system med ikke at dukke op af skraldet lige ved indgangen til deres base, for ikke at lede nogen derhen.

Halvanden times gang. Der foregik i stilhed. Morgans øjne scannede hele tiden for ting. De stoppede også på på vejen, for enten at samle noget op eller undersøge om noget var værd. Morgan samlede altid smådele. Skruer, møtrikker, tandhjul der var funktionelle, som hun stoppede i de løse buksers mange lommer. På den måde så hun også mere deform ud.

De undgik de to hold af jægere de så, alle lod som regel hinanden værre, men derfor behøvede de ikke komme tættere på end højst nødvendigt. Herude gav de ikke kærtegn eller lange blikke, herude var det ikke en leg.
Og så var de der, klar til at dykke efter håb i skraldet fra det de engang kaldte hjem.