Skralde landskabet (dag 4389

[Michael Pax]

Et kæmpe område, der var nådesløs på mange måder. Bjergene er skabt af skrald der dumper ned fra byen i himlen og til tider skal man passe på ikke at få noget i hoved når der bliver dumpet. Derudover skal man passe på diverse skralde jægere der hjemsøger området efter værdigenstande og den barske vind der altid er tilstedeværende er kold og nådesløs de fleste dage.

Mellem skraldebjergene er der huler og tumler som mennesker har lavet og under al skraldet ligger en større by. Byen som folket i Sky City forlod da byen i himlen blev beboelig. 

[Michael Pax]

Stilheden mellem dem var hverken akavet eller påtvunget. Det var blevet en naturlig del imellem dem, specielt når de var ude. Der var ikke plads til hyggesnak fordi de skulle være på vagt. I højt alarmberedskab, for selv om de passede ind i hvordan gik klædt bland affaldet, skulle folk ikke for tæt på. Syntes af deres ansigter uden deformiteter ville tippe dem med det samme om hvem de var. Hvad de var. Eksklusive handelsvare på menneskmarket.

Han ville ikke tage chancen med Morgan. Og de skulle redde Maddie og Gabriel.

De rodede gennem skraldet i flere timer. Kiggede efter maskindele de genkendte fra oven, som kunne bruges til diverse ting. Scannere, gps’er og anden elektronisk der måske kunne hjælpe dem. Værktøj til at holde basen kørerne og til at hjælpe Morgan når hun brugte de dele hun fandt til at skabe brugbare genstande. Som de to svæveboards de brugte. Madvare der var spiseligt, tøj de kunne bruge, medicin de vidste kunne hjælpe. Men vigtigst var det våben de ledte efter. Eller ting der kunne laves til våben. Det var ikke noget der var meget af i der forhenværende hjem bland normale mennesker, men de havde stødt på knive og andre spidse genstande. Ingen pistoler eller guns som vagterne havde haft var dukket op i bunkerne af affald.

De måtte søge dækning for en kort stund fordi der var kommet en gruppe forbi dem. Nærmest patruljerende og ikke så søgende, som havde undre Michael kort. Han havde nærmest lagt sig oven på Morgan da han havde opdaget dem og knugede hende ind til sig, mens de lå hel stille. Først da de ikke kunne hører skridtene fra dem mere turde de røre på sig.
Han pustede ud og gav slip på hende.

”Det var underligt…” Sagde han og havde blikket på den bunke gruppen af skralde jægere var forsvundet bag. “Det lignede de patruljerede området.”

Hans brune øjne kiggede på hende fra hættens kant. De havde været her længe, men det var stadig hel nye i området og vidste ikke alt hvad der forgik. Alt hvad de skulle passe på. Men de havde en meget god ide om hvad der lidt var ‘dagligdag’ mellem skralde bjergene og hvad man ikke så så tit. Folk der patruljerede var ny. Han øjne var frygtsomme, men ikke fordi han ville flygte. Han ville gå i døden for hende, lade ham selv blive fanget hvis det skulle være, men han frygtede hvad der kunne ske med hende her ude.
Han pustede ud og gned sig i øjnene.

“Lad os holde en pause og få spist en smule” De havde været igang i flere timer, og han havde flyttet en masse tunge ting, hvilket han kunne mærke nu. Den begrænsede mad tærede på han energi. På hans krop. Han rodede stille rundt i sin taske og rakte hende en pose med lidt tørrede kød de havde fundet for et par dage siden. Klamt mad oppe i byen, men noget af det bedste de havde fundet her nede. Altså ud over den dåse ananas han var kommet hjem med tidligere i dag. Hans ynglings frugt. Han tog hætten ned. Taknemmelig for at han havde huen på, så han stadig var dækket til. Men han svedte, havde brug for lidt luft i ansigtet og de sad gemt bag en af de utallige bakker. Gemt fra det stisystem der var dannet gennem de mange år i skraldet af de utallige skralde jægere der rodede rundt i området.

[Morgan Lou]

Det [i/]var[/i] underligt. Han kunne ikke se det, men Morgan trak sine bryn sammen.

Mens Michael pakkede mad ud, fik hun bugseret en plade på højkant, der gav dem lidt mere privatliv, bare hvis nu. Hun ville hellere være forsigtig en dumdristig. Så satte hun sig som han og trak sit klæde for munden ned. Morgan sørgede altid for at tvære noget af skidtet ud i sit ansigt. På den måde var deres rene ansigter ikke så tydelige. Hun savnede dengang det bare var olie. Hun savnede dengang hende og Michael skændtes om hendes rumboer. Hun savnede at være ung og dum.

"Tror du de har set noget falde ned?" delte hun sine tanker højt, inden hun tog en bid af et sejt kødstykke. "Hvis det er noget stort, så kunne de lede efter det, fordi det er så nyt ..." hun gjorde ikke rigtigt tanken færdig. Det virkede på en måde usandsynligt. De havde virket mere flakkende, end hvis de ledte efter noget der var faldet i et bestemt område.

"Så de prøver at holde nogen ude eller også leder de efter nogen." Det var værre, for der sad en frygt i hende, at det netop var Morgan de ledte efter. "Hvis det er mig, os, de leder efter, betyder det så de har ledt efter os, siden vi slap væk og nu, er de kommet så langt i søgningen de er her?" Hun følte sig paranoid. Men der var grund til det.

Desuden ville Morgan ikke kunne genkende nogen af dem i en patrulje. Der hvor Morgan havde været var det ikke gemene arbejdere der befandt sig, det var dem med magt og midler. På den måde var den her verden ikke så meget anderledes end den hendes forældre kom fra. Klam, rådden og med troen på, at fordi man kunne skulle man.

[Michael Pax]

Michael trak også ned i klædet han havde foran munden og tog en bid af det tørrede kød. Han kunne mærke hendes paranoia der var fuld berettiget. Den knugende følelse i maven ved tanken om at det var dem det ledte efter bekæftigede ham i at den samme paranoia sad i ham. Den var nok endnu værre for Morgan, for selv om Michel også var værdifuld for menneske handlerne og menneske avlerne, så var det kvinder somMorgan der var de mest værdifulde. Med kvinder som Morgan kunne magtfulde ledere videreføre deres egen genetik og få stærke afkom med mindre mutationer og skavanker. Med mænd som Michael kunne de avle soldater på deres muteret kvinder, men der var det mere vigtig med en stærk genetik end en køn genetik…

Han knugede ubevidst sine hænder, så knoerne blev hvide.

“Måske har de vidst at vi ville søge her over. Uanset hvad skal vi nok holde ekstra lav profil nu, og ikke blive ude alt for meget længere”

Han turde ikke tage chancen. Turde ikke satse hendes sikkerhed. Han rykkede lidt, stadig spændt op i kroppen. Klar til at angribe.

“Fandt du noget brugbart?” Hans stemme var kærlig, på trods af hans anspændte krop.

[Morgan Lou]

Mere sandsynligt var det nok, at de var tæt på base, så en patrulje gav mening, for hvis nu, de dukkede op kunne de blive pågrebet.
Det var bare så svært for Morgan at tænke rationelt lige om det her.

Michael havde en evne til, nærmest altid, når han henvendte sig til hende, at få ord til at lyde som et kærtegn. Hun vidste godt hun ikke havde samme evne og hun vidste godt at det prøvede hun kompensere med ved at bruge sin krop. Modsat Michael havde hun ikke lært et kærlighedssprog, hvor præstation ikke var involveret.

Hun mødte hans øjne. Han var en magnet og hun var bare metal, der ikke kunne undgå at blive trukket hen til ham. Han var alt.

Men hun blev siddende og forholdt sig til hans spørgsmål.

"Jeg har fundet flere ting til dronen og ..." hun åbnede sin taske som hun bar bag på ryggen, den der gav hende en form for pukkel, når der kom ting i. Solceller, to aflange solceller. Hun kunne ikke vide hvor meget de kunne, men udenpå så de overraskende fine ud. Ikke 100 % funktionelle, men 12% ville være bedre end ingenting.

Men det var det andet hun vidste han der var interessant, som hun havde pakket ind i et stykke hullet stof, hun havde i tasken, netop til ting der var skrøbelige. "En varmepære."

Den betød mulighed for at gro planter. Mad.

[Michael Pax]

Michael studerede de ting hun fandt frem med interesse. Alt sammen noget de havde brug for eller måske kunne få brug for. Men den sidste ting hun tog op fik hans ansigt til at lyse op. Han tog den og holdte den op for at nærstudere den. 

“Morgan!” Sagde han og kunne ikke holde hans iver tilbage og så på hende med er grin. “Det er ikke bare en varmepære, det er en af de nyere pærer de bruger i drivhusene. Den skulle lave lys der var mere ens med solen, end noget de har lavet tidligere.” 


Han vendte den i hånden. Kiggede efter skader på den men kunne ingen finde. 

“Den er hel intakt” 

Han kiggede op, som kunne han se byen over skyerne, mest fordi han ikke kunne fatte den havde klaret faldet uden nærmest at få en ridse. 

“Så vi et skridt nærmere at gro vores egen Ananas jo,”


Lidt sjov kunne han godt stadig lave, også selv om hans krop stadig var i alarmberedskab her ude, særligt med den gruppe de havde set patruljere. 

[Morgan Lou]

Den glæde han viste var så oprigtig. Det var håb. Noget de så sjældent blev udsat for, noget hun ofte havde svært ved at holde fast i, især når dagene lignede hinanden så meget. Det var altid et skridt frem og to tilbage, nogen gange ti.

"Vi har det der storre plastikrør, som jeg tænkte vi kunne fylde med vand, hvis jeg laver hylder i og sætte på en base der kan rotere. Så skal vi ikke finde ren jord. Tror du det kan lade sig gøre?" De havde prøvet at plante ting, Michael havde trods alt viden, men den jord de fandt, som ikke var stærkt bevogtet, var fyldt med skrald. Ligesom alt andet. Og det de prøvede at gro døde.

Hendes skuldre hævede sig en anelse. "Men jeg har hverken fundet noget til våben eller mad," det var tydeligt hun følte sig flov. "Vil du forsætte videre eller ... tilbage?"

Hun ville ikke kalde det et hjem.

[Michael Pax]

“Hvis vi finder noget frisk jord, så er jeg sikker på det nok skal lykkedes.”

han smilede og pakkede pæren sammen forsigtigt. Det havde været det de havde manglet hver gang. Ordentlig nærende lys. 

“Lad os prøve en time mere, og smutte væk her fra.” 

Michael gav ingen bemærkninger til at hun virkede lidt flov over ikke at have fundet noget mad eller våben. Hun havde fundet en pære, der måske kunne give dem selvforsynende mad. Det var bedre end meget af det andet han havde fundet. Han pakkede sine ting sammen, tog klædet over mund og næsen igen og hætten på.

”Jeg føler vi er i en god stime lige nu” 

Det var måske både fordi de havde fundet batteriet og pæren, der havde givet ham lidt håb på at selv om området var farlig, så var det ikke forgæves de var her. Det var ihvertfald noget han ikke havde sagt eller følt før

[Morgan Lou]

Det var sødt af ham at være så fortrøstningsfuld. Der var en masse glæde i ordene og han fik hende til at føle at hun var vigtig. At det var rigtigt at hun var her.

Med det samme Michael sagde det næste spyttede Morgan sig over skulderen. "Det må man ikke sige," sagde hun mens hun også trak sit klæde op, rejste sig, fik gearet sat ordentligt igen. "Du skal altid skide på reglerne." Det lød ikke hårdt, mere bebrejdende, som en der aldrig samler sig vasketøj op. Morgan var overtroisk, det var irriterende, men hun kunne ikke slippe det.

Men så var de afsted og se snakkede ikke. Hun tænkte på hvor lidt pris hun satte på sit undertøj før.

[Michael Pax]

Han havde ikke forventet andet svar fra Morgan. Selv om han var en knækket mand, så var han stadig mere optimistisk på nogle punkter end hun var. Og når det kom til overtro kunne Michael ikke være mere ligeglad. 
Havde de været i basen havde han smilet og trukket hende end til sig. Havde de være i SkyCity havde han grinet, drillet hende og så trykket hende ind til sig. 

Han kiggede på hende et øjeblik. Betragtede hende, mens hun med ryggen til ham rodede rundt i skraldet, løftede ting op, undersøgte det og smed det enten over skulderen eller ned i hendes taske. Han bebrejdede hende intet. Havde på intet tidspunkt haft tanken om at det var hendes skyld at de stod i den her situation. Hun kunne ikke vide hvordan det var her nede, og mange ting var ret lortet oppe i byen. Men han vidste at hun hver dag bebrejdede sig selv og han kunne bruge hver dag på at forklare hende at hun ikke skulle… Det var uden ende den diskussion lige nu. Forhåbentlig ville hun se det på et tidspunkt. Han hev øjnene fra hende og lod dem glide over bakkerne af skrald foran ham. Nogle stede havde han været og andre steder så mere gammelt ud end andet. Hvad der præcis var bedst at lede i, var svært at sige for de fandt gode ting i begge typer. 
Han valgte et sted der så ud til at have lidt ældre skrald. Mere rustne og ødelagte ting. Hans opmærksomhed var aldrig helt fokuseret, for han ville ikke overraskes mens han ledte. Han flyttede på nogle ting, en større plade af noget tyndt metal, der var hullet og rustet. 

Under pladen var en dør… Han kiggede op. Det var ikke i nærheden af søjlen, så det var ikke noget ligesom basen i søjlen de havde fuldet frem til. Den så gammel og slidt ud, men det gjorde alt i det her forfærdelige landskab, men den så ikke ubrugt ud. 

Han fløjtede en kort lyd. Fangede Morgans opmærksomhed og gjorde tegn til hun skulle komme her over. 

Imens han ventede på hun kom her over hev han kort i døren. Låst. Med en stor hængelås. Men måske Morgan kunne lirke den op.

[Morgan Lou]

Morgan hørte signalkaldet. De havde to, kom her og fare. Morgan var let til bens i affaldet. Det var forhindringer og hurtigtænkning. Hun lignede en der var vokset op i det her landskab. Hvor ville hun have stillet Michael før. Men hun havde faktisk aldrig sagt noget til ham om det.

Nu stod hun og så på det samme som ham. En låst dør. Og uh, den del af hende, der elskede at være, hvor hun ikke måtte, den var ikke død.

Michael hev i den og låsen gav sig ikke. Hun tog fat i en af sin tasker på bæltet og fandt sit udstyr til låse frem. Den her var ikke avanceret.
Klik sagde det og Morgan rejste sig, bukkede og åbnede døren.

[Michael Pax]

Døren knirkede let som den gik op, og Michael holdte sin lygte op, som var en af de ting der altid sad i hans bælte. Den var hverken god eller stærk men den viste tydeligt hvad der var i det rum de havde åbnet. 

Det var ikke stort, måske 10 kvm Max, men det var fyldt til randen med våben. Pistoler, gevære og semi automatiske våben. Gamle og slidte, men tydeligvis gemt af vejen her nede så folk ikke skulle falde over dem nemt. Knive, dolke og andre våben han ikke kendte navnene på lå også rundt omkring på hylderne.

Michael så på Morgan. Fattede ikke hvad han så med sine egne øjne. 

“Er det…?” 

Hviskede han. Turde ikke sige det højt nærmest, som ville det forsvinde hvis han gjorde.

”Et våben lager?” 

[Morgan Lou]

Morgan så det samme som ham, men modsat Michael reagerede hun. Hun skubbede ham ind og lukkede døren i bag dem.

"Vi er nødt til at tage alt hvad vi kan nu, og så tage boardsne tilbage. Max fem minutter, Michael, hører du. Det her sted er ikke ubevogtet." Hun var ikke blid, hun holdt ham ikke i hånden, så de sammen kunne stå og se på vidunderet.

Det her var netop hvad Morgan kunne, handle, lægge en plan, gøre noget. Og det skulle være nu. Hun havde allerede sine tasker på jorden og ved at finde en sammenfoldet taske frem fra den store så hun havde tre at fylde i og hun fyldte i. Hun vidste ikke om man i samme grad brugte alarmer, men hun tog ingen chancer. De skulle tage alt de kunne og løbe hurtigt.

"Vi skal stikke af mod vest og ikke direkte hjem. Alle der ser os forlade det her sted, skal tro vi er taget mod handelsstationen." Ingen skulle finde deres base og slet slet ikke nu. Morgans hjerne var fuldstændig oppe at køre.

[Michael Pax]

Det tog et øjeblik for Michael at fatte sig. De havde fundet våben… mange våben. Et våben var hvad de havde håbet på i deres søgning, eller genstande der kunne bruges som våben. Men her stod de i et lager fyldt med rigtige våben. 

“Fuck” 

Hviskede han og kom ud af sin korte trance. Morgan var den handlekraftige og var allerede i gang med at putte i de tasker hun havde, da han begyndte at hive sin ekstra taske op. Han smed alt hvad han kunne bære i sine to oppakninger. Ammunition, skydevåben, knive, knojern, kæder… Alt hvad han kunne finde. Han var igang med at samle ekstra ammunition da han hånd stødte på en lille kugle på størrelse med en knytnæve. Han tog den op og kiggede et øjeblik på den. Hjertet hamrede i brystet på ham, både fra adrenalinen efter opdagelsen af våbenlageret men også da det gik op for ham hvad han stod med i hånden. Granater. Shit, hvem var det der havde samlet alt det her? Det virkede som for meget til at det var faldet ned fra SkyCity. 
Granaterne tog han forsigtigt op og lagde i en sidelomme på sin rygsæk. Så smed han ammunitionen i den anden taske og lukkede dem begge. Morgan var lukkede også hendes tasker. De havde ikke en gang taget halvdelen af lageret, men det var mere end rigeligt for dem… For nu.

“Lad os komme afsted”

Sagde Michael lavt og tog rygsækken på ryggen, svang den anden om skulderen og tag en af Morgans tre tasker. Han var måske ikke lige så stærk som han havde været oppe i byen, men han var lang fra svag. Han gik hen til døren, skubbede den op med skulderen på klem og kiggede ud. Sørgede for at han var før Morgan. Passede altid på Morgan. 

De behøvede ikke at sige det højt, for de vidste begge to der var en mulighed for alarmer. Selv om de var primitive de monstre her nede, så havde de noget teknologi. Så Der kunne være nogle på vej. Det ville være dumt at have sådan en lager uden at sørge for at kunne opdage det hvis nogen kom ind. 

Han skubbede døren mere op “Fri bane”. Michael holdte døren for Morgan og lod den klikke stille i, men en lyd i det fjerne fik hårene til at rejse sig på ham. Skridt. Larm fra mange støvler. Shit, der var nogen på vej og de lød ikke som et par skraldejægere. De skulle handle hurtigt!

[Morgan Lou]

Modsat Michael var Morgan lettet over larmen. For det var støvler. De skulle kæmpe sig vej herhen, de var ikke hurtige ikke som hun og Michael kunne være. Hun Michaels board frem. Han var dårlige end hende til at bruge det, selvfølgelig var han det, men han var ikke ueffektiv.

Hun skiftede hans batteri ud hurtigere end han kunne opfatte. Et fyldt batteri var bedst til ham. Så havde hun to halve, og hun var hurtig til at skifte dem. ET halvt var fint. De skulle bare ud af syne, væk i den forkerte retning og så hjem

"Vest," sagde hun til ham, som hun tændte sit board, der lydigt svævede over jorden. "Lad være med at blive skudt, Wonderboy." Adrenalin gjorde noget ved Morgen. Det havde det altid. Hun var altid mest sig selv sådan. Selvtilliden lyste ud af hende.

Hun hoppede op på sit board og strøg ud af døren før ham. Retningen var sat og Michael kunne høre det provokerende smil hun havde på under masken. Han ville vide præcis hvordan hun så ud, da hun sagde: "Hvad så røvhuller?" Morgan havde allerede en kurs inde i hovedet, hun vidste at skraldebakkerne var et skjold og for nu zigzaggede hun mod en sådan så hun kunne gemme sig bag den. Der var ville ikke gå længe før den første kugle lød.