|
Høgen
Jan 28, 2013 23:40:53 GMT 2
Post by Xazal on Jan 28, 2013 23:40:53 GMT 2
Slagene på kravebenet gjorde ondt - dels, fordi hun slog på samme sted gentagende gange, og fordi hun vidste præcis, hvordan hun skulle hugge til.
"Hvem er jeg så?"
Andrews sanser blev vakt alle som én ved spørgsmålet. Duften af hendes citrus slog ham i møde. Duften af hendes kropssved, der var fremprovokeret af vreden blandede sig med den syrlige parfume. Lydene omkring dem blev tydeligere - nej, svagere. Det var, som om alle holdt vejret i netop dette øjeblik - ventede på hans svar.
Andrew slap Morgans hånd. Fornemmelsen af hendes smalle, langfingrede og velkendte hånd forsvandt fra hans hårdhudede, stærke hånd. Han lod den falde ned langs siden, selvom han mest af alt havde lyst til at lade hånden glide igennem sit hår for at fjerne de irriterende lokker fra ansigtet.
"Du," fnøs Andrew tørt og sparkede bagud mod boardet. Hælen strejfede det ødelagte board. Hendes stolthed, som de begge havde trådt på - hun for at kue ham. Han for at sige, at hendes stolthed betød lige så lidt for ham som alt andet, hun yndede. Det var kun hende - dét, hun ikke gjorde, og deres forhåndenværende aktion, der betød noget.
"Et dumdristigt, narcissistisk pigebarn."
Han vidste, at det ikke var det rigtige at sige - vidste, at hun ville vide mere og andet, end at hun var et bekræftelsessøgende menneske, der elskede at gå til yderligheder uden tanke for andet end sig selv. Men de havde et fælles stå sted - en modvilje mod en fastlåst identitet. Det eneste, som stadig bandt dem.
Hans øjne hvilede et splitsekund på boardet. Så bøjede Andrew sig ned og trak den irriterende last i form af en sportstaske ud fra pladsen under stolen, men gjorde ikke mine til at hanke op i den. Helst ville han gerne slippe for den.
|
|
|
Høgen
Jan 29, 2013 0:08:12 GMT 2
Post by Josephine on Jan 29, 2013 0:08:12 GMT 2
Hendes øjne blev knebet sammen. Havde hun ønsket et andet svar? Hvad havde hun forventet. Det ramte ikke engang. En latterlig fakta alle kunne nikke genkende til, hvis man spurgte dem om Morgan Lou. Pigebarn ... han om nogen vidste at hun ikke var noget pigebarn. Et barn var noget hun ikke havde været længe. Morgan kunne forestille sig hvordan han nu analyserde hvor lidt hun betød. Hun var et redskab han have behov for. Et tick i hendes overlæbe fik det til at se ud som om hun snerrede endnu. Morgan var Andys redskab, det havde hun været mange gange. Noget hank unne rase ud over. På. Med. Noget han kunne nyde sporlere sig selv og noget han tilmed havde kunne begære. Men nu havde han reduceret hende i sin egen tankegang til et pigebarn. Det var måden hvorpå han så på boardet. En del af hende som hun havde destrueret. Så han også sådan på det? Hun havde mest gjort det fordi han kunne lide det.
Så kom det. Sparket. Målet var hans sårede venstre side.
|
|
|
Høgen
Jan 29, 2013 12:41:17 GMT 2
Post by Xazal on Jan 29, 2013 12:41:17 GMT 2
Andrew stod afventende foran Morgan - kunne allerede se, at hans svar ikke var tilfredsstillende. Hendes blik afslørede hende altid; de brune øjne omkranset af den mørke make-up, som blev til sprækker, så de lange øjenvipper næsten strejfede kindbenene. Hendes mund fortrak sig i en snerren - han forblev afventende og granskede hende.
Han så tilløbet til hendes bevægelse, inden hun udførte den - der skete et minimalt løft i hendes højre skulder, benet straktes en smule, da hun spændte i lårmusklen og hendes øjne spiledes en smule op. Alligevel forhindrede Andrew ikke sparket, men trådte derimod et lille skridt frem, netop som hendes ben ramte ham i siden - i samme sekund havde han grebet hende hårdt om armen, og han slyngede hende hen mod den nærmeste væg, hvor hans board havde været lænet op ad tidligere. I få, hastige skridt var han henne ved hende, tårnede sig op over hende og holdt hende ubønhørligt fast mod væggen med et knæ mod hendes hofte og hænder, der pressede hendes overarme mod væggen.
Kun hans ansigt afslørede, at hendes spark havde gjort ondt - munden var fortrukket i en snerren, der fik hans tænder til at glimte hvidt som et rovdyrs, og hans ulmende, blå øjne havde fået en mørkere nuance - så næsten ud som kobolt.
Der var grænser for, hvad han ville acceptere fra hendes side af. Dette slag var ingenting i sammenligning med, hvad hun havde udsat ham for tidligere, hvor han havde ladet det hele gå rent ind uden at gøre andet end at forhindre hende i at gøre skade - på sig selv, hovedsageligt. Tavs og klippefast havde han ladet hende passe sig selv, gøre, hvad hun ville, for han var sig det alt for bevidst, at Morgan ledte efter hans grænser - at hun hungrede efter at afprøve hans grænser, eller ville have, at han skulle lukke hendes snerrende, vrede mund med et uforsoneligt kys, der ville kvæle al lyst.
"Hvem er du så?" spurgte han snerrende. Hans hoved var let bøjet mod hende, så hans lyse hår lige akkurat strejfede hendes tinding. "En uduelig marionet?" Spørgsmålet kom som en hvislen, og hans hænder klemte endnu hårdere om hendes overarme - han kunne mærke de hårde muskler protestere under sine fingre, men slækkede ikke på sit greb. Han mindskede afstanden en smule mellem dem, så hans knæ pressede hende endnu mere mod væggen, og hans overkrop kunne fornemme hendes kropsvarme.
|
|
|
Høgen
Jan 29, 2013 22:06:33 GMT 2
Post by Josephine on Jan 29, 2013 22:06:33 GMT 2
Hun spyttede på ham. En hård lyd efterfulgt af savl, som var hun en kobra der ville forgifte ham. Når hun var trængt vidste hun det og nu ville det bare være desperat at begynde at rive i hans latterlige tøj. Han havde sikkert ikke andet.
"En uduelig marionet?"
Et spørgsmål. Morgan stønnede ufrivilligt da han pressede med luft ud af hende med sit velplacerede knæ der som en nål gennem en sommerfugl, naglede hende til væggen. Hans nærhed ... så intimiderende. Så vanligt. Havde Morgan savnet det? Aldrig - kun når Andy var til stede. Så ville hun have det igen. Men det var ikke dét hun tænkte på. Alt inde i hende brændte. Hun var rasende. Ikke ophidset. Ikke med en ødelæggende kraft der havde lyst til sex der var fortærrende. Ikke som hun for få øjeblikke siden havde ønsket sig med Michael.
Pludseligt slappede hun af, et sløvt smil spillede om hendes mund, men hun vidste at Andy kun så hendes øjne der ikke havde ændret sig på nogen måde. Også selv om hendes krop nu ikke var hård og uforsonlig, men tværtimod æggende. Hendes savl der uberørt løb ned ad hans kind i en mærkelig tyk konsistens.
"Uduelig er så meget sagt, skat, hvem er det nu der skal bruge hvem?"
For han havde netop brug for hende, ellers havde han ikke bedt om at mødes for at tale om et fælles mål. Så havde han valgt en anden hvis hans muligheder var bedre. Andy havde holdt hende væk så længe fra noget der egentlig mindede om at gøre noget som helst fordi han vel i bund og grund ikke havde haft brug for hendes funktioner. Hendes nærvær og det at han besluttede hun nu skulle, betød at han vitterligt ikke havde andre muligheder. Hun lo. Ad ham. Den latterlige position han havde sat sig i ved at erklære sig afhængig af hende.
|
|
|
Høgen
Jan 30, 2013 1:10:12 GMT 2
Post by Xazal on Jan 30, 2013 1:10:12 GMT 2
Han glippede kun med øjnene én gang, da spyttet klaskede ham på kinden. Andrew var ikke sart, men netop dette var klamt. Alligevel kunne han abstrahere fra den mærkelige fornemmelse af det lunkne spyt, der langsomt bevægede sig ned ad hans kind. Det var kun muligt, fordi Morgans handling var at distrahere ham og for at udtrykke sin indædte vrede.
Men så blev hun slap - han mærkede det i hænderne og i knæet mod hendes krop. Fornemmelsen af hendes krop, der ikke gjorde modstand, men tværtimod lod sig forme af hans, selvom de ikke stod helt tæt op ad hinanden - luften blev mættet af hendes æggende udstråling. Men Andrews øjne var låst fast til hendes og brændte sig ind i de brune irisser.
"Uduelig er så meget sagt, skat, hvem er det nu der skal bruge hvem?"
Andrew så hendes læber bevæge sig, og igen så han Ofelias ansigt for sig - de samme læber. Den samme ophøjede attitude. Men den klædte Morgan bedst, afgjorde han med sig selv. Andrew overvejede ikke hendes spørgsmål længe. Tidligere havde han spøgt med, at han manglede hende, udtrykt det i alvorsfloskler, og det lå som et uforløst stridspunkt mellem dem.
Men så lo Morgan. Det fik ham til at slække grebet om hendes arme. Han rettede sit bøjede knæ ud og stod foran hende med hænderne på hendes overarme, der gled ganske langsomt op til skuldrene. Hun lo ad ham; hans øjne blev smallere og smallere, mens hans hænder lagde sig til rette på hendes skuldre - næsten blide, men ildevarslende hårde. Hans læber skiltes i en ufølsom grimasse, der nærmede sig en parodi af et smil.
"Vi har byttet roller - skat."
Stemmen var dyb og lavmæl - fremhævede hans maskuline undertone. Som altid var stemmen hæs, når han talte så lavt som nu - det gjorde den ildevarslende og overlegen. Det sidste ord vrængede han ud uden at hæve stemmen.
"Men i det mindste kan vi begge tåle det," tilføjede han, og hans øjne lyste op et kort øjeblik, som når han morede sig. Det var en kryptisk udtalelse, han ikke engang var sikker på, at han selv forstod som andet, end at de lignede hinanden så meget, at det ikke gjorde noget, hvem der havde brug for hvem. Hans fingre trykkede let på hendes skuldre, følte musklerne under de følsomme, hårdhudede fingerspidser og lod fingrene langsomt og helt instinktivt massere skuldrene overfladisk i bittesmå, cirklende bevægelser uden at flytte håndfladerne.
|
|
|
Høgen
Jan 30, 2013 12:10:22 GMT 2
Post by Josephine on Jan 30, 2013 12:10:22 GMT 2
Folk havde stoppet, set på. Der havde været lavmælt. Man havde fulgt at Morgan sprang på Andy og da hun blev knaldet ind i væggen. Men ingen havde gjort noget. Den første grund var at man kendte Morgan. Hun var psykopat og blandede man sig var man sikker på selv at stå for skud, på den ene eller anden måde. Den anden var at kromutter intet sagde, de var jo ikke begyndt at ødelægge hendes ting og Morgan var en god kunde. Hun tiltrak folk og hun kom altid tilbage. Lidt drama ville kun øge omsætningen fordi folk lige havde behov for at slukke tørsten efterfølgende.
Morgan havde ikke lagt mærke til noget af dette. Det eneste hun lagde mærke til var det som for andre kunne ligne et kærtegn da hans hænder løb op ad hendes arme til de lagde som om hendes skuldrer. Det føltes mere som sandpapir der prøvede at skrælle hendes hud af. Og hun kunne lide det. Ligesom hans smil satte gang i hende. Hjernen der kørte med så mange svarmuligheder. Hans 'skat' der skulle håne hende, men fik ham til at være en smule komisk, fordi han aldrig ville kunne betone det som noget sexet eller fange den måde hun selv brugte det på. Og måske var det ment som noget komisk. Men intet i hendes øjne ændrede sig. Heller ikke da hans fingrer begyndte at massere hendes skuldrer. Kødet der sad fast på hendes knogler, som muskler og fedtvæv. Knuder som hun vidste var der efter de sidste mange dages træning af den ene eller anden art. Det gjorde mere ondt end gavn.
Hun fnøs hånligt alligevel. Ville ikke lade sig mærke med at det var irriterende. Den slags fysiske smerter var kun velkomne.
"Kan du virkeligt det?" var hendes spørgsmål som hun allerede havde svaret nej på ved måden hendes stemme blev ført. Med en finger fra hver hånd kroget ned i hans bukser, hev hun ham tæt på i ét ryk. Hans større arme på siden af hendes, stadig med hænderne mod hendes skuldrer, to kløer der ikke gav slip uden at rive kødet med sig. Hans hår der nu kildede hendes ansigt mens han så ned på hende, i stedet for hen, og hans hårde krop der var anspændt, hvor hendes var blød. Rar. Pånær ved skulderne.
"Jeg tvivler på du kan give efter for fristelsen." For det var det hun altid gjorde. Lod sine følelser og krop bestemme. Kontrol, jo ... men på en måde hvor hun gav efter. Altid.
|
|
|
Høgen
Jan 30, 2013 16:29:48 GMT 2
Post by Xazal on Jan 30, 2013 16:29:48 GMT 2
Morgans fnys, så lig hans eget, larmede i den stilhed, der havde lagt sig. Han kunne høre sit eget, næsten lydløse og kontrollerede åndedræt - det kunne han altid. Hendes vejrtrækning nåede også tydeligt hans ører.
"Kan du?" spurgte han unødvendigt igen med en tone, der nærmede sig det spøgefulde, men som blev mere ætsende som glødende jern. Tonefaldet ydmygede hende for hendes ringeagt mod ham; hun kunne ikke holde balancen ved at opbygge had.
Kun nu var hun i stand til at støtte sig op ad ham - hans massive krop, som hun ubesværet trak tæt ind til sig. Andrew fulgte med, velvidende, at han kunne have stået imod hende, hvis han havde villet. Hendes hofter var næsten i højde med hans - hendes tynde arme i den alt for store trøje stemte let imod hans, som hun stod dér med hænderne ved hans buksekant.
Andrew havde lyst til at give hendes udtalelse et kontrapunkt - sige, at han tvivlede stærkt på, at hun kunne stå imod den såkaldte 'fristelse'. Men han kendte Morgan godt nok til at vide, at hun ikke ville høre efter ordene - men kun efter lyden af den skurrende undertone i hans stemmes udtryksløse, alligevel alt for mange facetter.
"Jeg kan, hvad jeg vil," konstaterede han stilfærdigt og bøjede hovedet få centimeter ned mod hendes, "det ved du, Morgan." Han spilede øjnene lidt op for at betragte hendes rasende, smalle øjne, men hans øjne vandrede langsomt hen over hendes perfektformede vipper, høje kindben, den lige næse og læberne, der var let adskilte og undslap et åndedræt. Andrew mærkede hendes krop, der var parat til at smyge sig om ham - de velsmurte led, der hurtigt og begærligt ville kunne føre dem begge ud på glatis. Han flyttede lidt på det ene ben - dét, hvis knæ tidligere havde presset hende mod væggen. Det blev placeret tæt op ad hendes ben, så varmen fra hendes lår gik igennem stoffet på deres tøj og kildede hans modtagelige hud.
Nu balancerede han afslappet på begge ben. Hans hænder standsede sine små bevægelser. Fingerspidserne blev trykket endnu hårdere mod hendes spinkle skuldre - var på nippet til at bore sig ind i det hårde væv.
"Det er dét, der er problemet," sagde Andrew - nu med hård stemme. Han blev utilnærmelig igen. Ansigtet, der var blødt op den korte stund, blev tillukket - øjnene genvandt det ligegyldige udtryk, hvormed han betragtede hende, Michael og alt andet i hele verden. Det intense, ulmende skær blev tændt med en anden farve - dét, som gjorde øjnene kyniske og ensartede, som om de aldrig, aldrig nogensinde ville ændre udtryk, mens han var vågen. Munden blev til en smal streg og fremhævede hans stolte hage, som ville smilet være gemt væk for altid.
Han løftede hænderne fra Morgans skuldre - lod hendes skuldre falde de få milimeter, der skulle til, før hun stod naturligt. Hans fingre strøg hendes brune lokker væk fra hendes ansigt med indstuderede bevægelser, der var blevet mekaniske af at udføre det samme atter og atter. Hænderne arbejdede uafhængigt af hans hjerne - de var fraværende og så blide, som de nu kunne blive med den hårde hud og de smidige fingre.
Men udtrykket i Andrews øjne var uforanderligt, som om han i tankerne ikke længere var til stede. Som om nu'et for første gang i hele hans liv havde forladt ham - ikke med erindringer om gode, eller hæsblæsende, dårlige eller vrede stunder - men som en tom skal, der kun kunne eksistere i kraft af et nu, en handling og en følelse af tilfredsstillelse. Der var ikke ét eneste sekund, hvor Andrew ikke følte Morgans krop. Han mærkede hendes krop bevæge sig i takt med hendes åndedræt og følte hendes hænder glide bort fra hans buksekant.
|
|
|
Høgen
Jan 30, 2013 21:40:30 GMT 2
Post by Josephine on Jan 30, 2013 21:40:30 GMT 2
"Men gør du så, hvad du vil?" var hendes hurtige svar på det han sagde. Stadig med en vis hånlig undertone der klandrede ham for at være passiv og svag fordi han aldrig udfordrede skæbnen. Hvor skulle hun vide fra hvad Andy ellers var. Havde gjort. Hun var egocentreret, troede vel på sin vis at folk ikke havde noget liv når hun ikke var der. At de blot ventede på at Morgan kom og tilføjede farver til deres grå ligegyldighed.
Det var et sejrrigt smil der prydede Morgans kønne træk. Den anspændthed der tilsyneladende forsvandt fra hans krop ved at han flyttede hænderne så hun kun var 'klemt' fast til væggen af hans krop. Ikke længere tvang eller vrede. Bare Andy der stod tæt på hende. De hårde øjne som var piskeslag ind i hendes, der slog lige så hårdt tilbage.
Én ting var sikkert, Morgan gjorde som hun ville. Det var hendes krop først. Slap væggen, mødte hans, så hele hendes torso var mod hans, hårde konturer. Varmen fra hans ophidselse, et tyndt lag sved ved hans hals. Åh. Kuldegysninger. Han havde været rigtigt vred. Rødglødende. Over hende. Mmmmm. Det ben der nå holdt på hende, hun kunne mærke musklerne i låret strammes. Det hele var hurtigt, men Morgan havde altid nydt alle de små ting. Det der skete. Det der indikerede hvad der ville ske. Hun mærkede hans hånd om sin hestehale, der trak hendes hage op. Blottede hendes hals, så et let slag der ville få hende til at hoste. Hige efter vejret. Hendes øjne var lattermilde.
"Ja?" sagde hun sløvt og langsomt. Så tæt på hans ansigt at spidsede hun læberne ville hun røre hans.
|
|
|
Høgen
Jan 30, 2013 22:16:14 GMT 2
Post by Xazal on Jan 30, 2013 22:16:14 GMT 2
Morgans spørgsmål var så prompte. Hans svar så unødvendigt. De vidste begge, at han ikke gjorde, hvad han ville. Ved hende, vel at mærke. Tiden havde lært dem at træde varsomt, selvom de foragtede hinandens forsigtighed indædt. Sydede og boblede af raseri over den andens mindreværd.
Andrews ansigt fortrak sig ikke ved hendes smil. Under andre omstændigheder havde han kvitteret dette ansigtsudtryk med et kort fnys, men nu forholdt han sig fuldstændig ubevægelig. Kun hans hænder fortsatte igennem hendes hår. Selv øjnene blinkede ikke. Først, da hun skubbede sin mindre krop ind mod hans, bevægede hans ene hånd sig helt igennem hendes hår og tvang hendes ansigt opad ved hestehalen.
Han lænede sin torso let ind mod hendes, som længtes han efter hendes nærvær, men ansigtet og øjnene forblev lige bistert, som altid. Hans frie hånd gled hen over hendes pande og ned ad det markerede kindben, den bløde rene hud ved kinden og ned ad den hals, som han havde blottet.
"Ja?"
"Hmm," svarede Andrew uinteresseret tilbage, men han løftede hovedet en anelse og strejfede hendes højre øjenlåg med læberne. Hans hår kildede den modsatte kind.
"Du er mere tankeløs end min pik," konstaterede han tørt. En sandhed, de begge var bekendt med i situationen. De havde begge udpenslet hans passivitet, og nu bekræftede han den bare.
|
|
|
Høgen
Jan 30, 2013 22:44:54 GMT 2
Post by Josephine on Jan 30, 2013 22:44:54 GMT 2
Morgan stod stille, mens han spændte hendes krop som en flitsbue. Hans store hånd der et øjeblik truede med at knuse hendes luftrør. Alt i hende pumpede og hun svælgede i de få berøringer hun fik. Mærkede dem alle tusinde gange mere end hun burde. Ikke at Morgan lagde noget romantisk i dem, hun gav bare sig selv lov til at nyde. Til at være i sin krop og sin hud.
Hun fnøs afvisende, da hun åbnede øjnene og så til siden, så hun ikke behøvede at have øjnene på ham. Så tæt på. Ikek fordi hun afstod for chancen, men fordi dét lige nu ville være nederlaget: At give efter for det der ikke engang var flirtende bevægelser, men skulle få hende til at bukke under og té sig latterligt. Fordi han ville afvise hende.
"Nu er din pik ikke specielt tankeløs, honeybun," sagde hun hæst, med en bitter undertone.
Lige præcis dén kontrol havde hun nydt godt af.
|
|
|
Høgen
Jan 30, 2013 23:03:28 GMT 2
Post by Xazal on Jan 30, 2013 23:03:28 GMT 2
"Du har næppe samme tiltro til min øvrige dømmekraft," bemærkede Andrew og fnøs foragteligt. Faktisk fandt han det lettere morsomt - ironisk og ikke særligt lattervækkende, men dog morsomt. Et lille suk undslap ham. Han lod atter sin frie hånd hvile på hendes skulder og glide nedad mod hendes svaj i ryggen, mens fingrene på den anden hånd fingererede fraværende med hendes lange hår.
|
|
|
Høgen
Jan 30, 2013 23:29:36 GMT 2
Post by Josephine on Jan 30, 2013 23:29:36 GMT 2
Morgans egne hænder havde været passive, hvilket han sikkert alt for godt havde lagt mærke til. Skide observatør. Hun havde ikk rigtigt været sig det bevidst, men hun lå jo praktisk talt mod ham som han var det eneste der holdt hende oppe og måske derfor mente han at den hånd mod hendes ryg var bekommende. Som at den lå inden under den hvide hoodie, så han rigtigt kunne mærke hende, trykke hende mod sin egen hårdhed. Mod det der ikke gad have hende. Han vidste at hun hadede det, når han med vilje fravalgte hende, som om hun var anden rangs gøjl han kunne finde gaden. Så ... han kunne måske godt finde hende på gaden, men hun var fandme ikke anden rangs. Spurgte han aldrig sig selv om hvorfor han overhovedet ikke havde lyst til sex mere? Men der var vel ting som selv Andy ikke ville se i øjnene. Som at han gerne ville have hende, men nægtede sig selv det og derved alle andre kvinder. For det meste. Morgan lyttede også til rygter.
"Resten ... er jeg ligeglad med," sagde hun og så ind i hans øjne.
Blå. Hårde. Ligeglade. Men han svarede hende stadig. Hvilket tydede på at han faktisk var alt andet end ligeglad. Så meget for at han var fucking ligeglad og Morgan smilede igen. Trykkede sig endda tættere på, stønnede mod hans hals. Armene om ham. Fingerne der var blide. Rørte. Mærkede.
|
|
|
Høgen
Jan 31, 2013 0:29:48 GMT 2
Post by Xazal on Jan 31, 2013 0:29:48 GMT 2
I modsætning til Morgan, bevægede Andrew ikke hænderne kærtegnende ned ad hendes krop. Hans hånd forblev på hendes lænd, ubevægelig, som en unødvendig støtte for hende. Hun kunne stå selv. Hun kunne mærke ham og presse sig mod ham ved egen hjælp. Hun kunne sutte hans pik, uden han behøvede at gøre noget som helst. Hans krop spændtes let under hendes blide, udforskende hænder - han krummede sig lidt sammen over hende, så hans pande strejfede hendes isse. Fingrene var viklet ind i hendes hår; elastikken var sprunget over på hans håndled. Han måtte løfte hovedet lidt igen for at se ned på hende. Han skubbede hende de sidste to skridt hen mod væggen med sin krop, så hans knoer ramte den - han åbnede fingrene og redte Morgans hår ud med de lange fingre.
"Nej," svarede han med flad stemme. Han fjernede hånden fra hendes liv og smøg sig forsigtigt ud af hendes kærtegn, da hendes hænder var nået til hans indbundne torso. Der var ingen smerte at føle; Andrew smøg sig bare forsigtigt væk fra hendes hænder ved at falde ned på det ene knæ foran hende. Havde det været en hver anden, kunne det betragtes som en overromantiserende gestus. Men for Andrew var det en simpel måde at give sig selv lov til at studere hende med blikket, der skrallede alt tøjet og huden af hende, i takt med hans knæfald. For ham betød hierarki ingenting. Så hun ned på ham nu, måtte hun gøre det, ligesom hans blik var opadvendt mod hendes ansigt nu.
Hænderne hvilede på siderne af hendes overkrop få centimeter over hofterne.
"Du har tabt dig," sagde han brysk og følte på hendes nederste ribben, som det yderste af hans fingerspidser netop kunne føle ovenpå den tykke, hvide trøje, "og så vil du have mig til at prøve dig af?" Andrew løftede øjenbrynene i et spørgende, misbilligende udtryk.
|
|
|
Høgen
Jan 31, 2013 1:23:38 GMT 2
Post by Josephine on Jan 31, 2013 1:23:38 GMT 2
Hun svarede på hendes vejne som om han vidste bedre. Som han var hende. Han som ikke havde vidst at hun var Ofelia påstod nu at kende hende bedre end hendes egne ord. Og så: Behovet for at inspicere hende. Se hende fra en anden vinkel. Det der gjorde at han skulle vide alt.
Et tunnelsyn der fokuserede på dele af hende, opsugede alt der var at sige om den del. Intet mindre var godt nok for ham.
"Du har tabt dig, og så vil du have mig til at prøve dig af?" Hans ansigt der første gang nu viste noget andet en bister udtryksløshed.
Morgans ene næsebor løftede sig i mishag. Hun ville ikke have hans bekymring som fra hans mund sikkert var ægte. Hun ville ikke have at han holdt hende nu og så de ting som hun ikke kunne skjule. Men han skulle have alt fra hende. Til der ikke var andet et hudløshed tilbage. Det der kunne gøre at hun følte sig så træt, fordi hun hellere ville være nøgen konstant foran ham, end at stå tilbage med en tom følelse af ikke at være mere end det han så.
Og det var også typisk at han altid fik sagt tingene så hun ikke med sin typiske sædvanlighed kunne se på en finger, eller smile skævt og sige noget i stil med "Jeg besluttede for det klædte mig," efterfulgt af et suk og et kast med hovedet. Eller: "Skat ... selvfølgelig vil jeg lade dig tage en prøvetur, men kun hvis du er en god dreng."
"Nej det var aldrig min plan at kneppe dig," snerrede hun i stedet ned til ham, selv om det var ham der havde overtaget og selv hvis hun stod oven på ham, ville have følte sig nederst. Fanget.
|
|
|
Høgen
Jan 31, 2013 13:45:13 GMT 2
Post by Xazal on Jan 31, 2013 13:45:13 GMT 2
Andrews hænder gled sidelæns - samledes på midten på det bløde maveskind, før de gled nedad mod bukselinningen og spredtes til hver side mod hendes hofter og rundt om hende, til de runde balder. Men Andrew lod ikke fingrene hvile et eneste øjeblik - gav sig ikke tid til at kærtegne hendes mere eller mindre perfekte krop; han lod bare hænderne glide ned ad hendes baglår til knæhaserne. Symmetrien i hendes velskabte krop var misundelsesværdig for hendes jævnaldrende. Han kunne mærke, hvordan hun spændte lårmusklerne, og hvordan ophidselsen gjorde hendes hud varm, hvor hans fingre havde været.
Men Andrews blik på hende var beregnende som en panters. Som kunne, eller ville han springe på hende hvert øjeblik, det skulle være. Det var mærkeligt, som sfæren omkring dem skiftede temperatur hurtigere, end nogen anden i dette lokale kunne registrere. Andre end dem selv. Morgans ord gav ham lyst til at smile ganske svagt, men han gjorde det ikke.
"Sandsynligvis ikke," medgav Andrew med latter i de blå øjne. Hans ene hånd gled ned ad hendes skinneben - den anden opad hendes inderlår. "Men du er kendt for at fejle." Han gentog de ord, hun havde sagt så ofte uden at parodiere - gentog dem blot nøgternt. Det beregnende udtryk havde endnu ikke forladt hans ansigt.
Hans hænder forsvandt fra hendes krop, da den ene hånd var nået til anklen og den anden til lysken. Nu strøg han sit hår væk fra øjnene med begge hænder og lod den ene hvile på sit bøjede knæ, mens den anden faldt ned langs siden.
|
|