|
Post by Josephine on Jan 8, 2012 1:02:30 GMT 2
"Læser," korrigerede hun smilende. "Jeg tog det første halvandet år med biokemi og elektronik, sidestillet, men siden jeg har avanceret i biokemi i folkelæren og på almen har jeg valgt det fra for at kunne fordybe mig elektronik. Men tja, altså," hun slog ud med hænderne, helt fordybet i det hun var ved at fortælle om, "som jeg sagde til din søn da vi spiste morgenmad, jeg har en svaghed for gamle motorer. Jeg er ikke udvikler, jeg er mere du ved en der bygger og speciferer, tuner det. Kredsløb er lige min ting. Jeg laver selv mine boards."
Og de fleste af hendes venners. Noget hun var perfektionist i. Morgan efterlod aldrig en maskine uden den var så god og mere til end hun kunne lave den. Den kærlighed havde hun til sit job.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 8, 2012 1:14:49 GMT 2
Michael stillede sig afventende og lyttede. Det her var lettere at kapere end hans mor og uden tvivl at Morgan og George havde fælles interesser.
''Læser, selvfølgelig''
Smilte George med sit brede smil ikke irriterede over at blive rettet det mindste. Han så med stor interesse da hun forklarede om hvad hun havde læst og hvad hun var igang med nu og hvad hun interesserede sig for.
''Det må jeg sige, du er en fin ung dame med voldsom sunde interesser! Jeg arbejder selv henne på Autoværkstedet der ligger et par gader her fra... Det er dog kune gamle slidte biler fra vores tid vi får ind, men en enkelt gang eller to har vi da modtaget en af de her gamle motorer der er benzindrevet og sådan, men bossen der over sælger dem desværre hurtigt videre da han ikke syntes vi har brug for dem.''
George trak på skulderne. Han ville da gerne have kigget på dem, men de var hurtigt blevet solgt videre for det gik ikke super for autoværkstedet. Det var lille og kun de faste kunder kom. De manglede reservedele og havde ikke råd til at få købt ekstra, så det var nok desværre kun et spørgsmål om tid før han skulle ud og finde sig et arbejde.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 8, 2012 1:27:43 GMT 2
Morgan følte det lidt som nogen der måtte have en bedstefar. Rar, duftede godt og som altid var glad for det barnebarnet gjorde. Altid gav ros.
"De er også svære at få til at køre. Der jo næsten ingen forsyning af olie, benzin eller diesel. Jeg har kun fået lov til at skille dem ad og samle. En enkelt gang har jeg siddet overskrævs på det de kalder en mototcykel hvor de tændte motoren. Jeg tror aldrig at jeg har været mere forelsket."
Den følelse havde været vidunderlig. Den store motor der gjorde sit arbejde og hun vidste at den maskine ville kun køre hurtigt og præcis, hvis bare hun havde fået lov. Helt uden at tænke over det lænede hun sig en smule op ad Michael. Hun smilede. Michael gjorde lidt det samme ved hende.
"Leviatorer er også interessante. Ja altså jeg arbejder jo med boards. samme princip, men præcision i større grad. For meget kraft et sted, gør boardet skævt og ufunktionelt. For lidt og du rører jorden, gør at det er ubrugeligt. Det kan belaste din krop. Bilerne er jo mere ... ikke personligt ment, men de er mere grove, synes jeg. Firkantede og ikke specielt smukke. Ikke engang dens dampmolekylær motor er speciel kraftig eller godt lavet. Et fint påfund og brugbart her, men ikke videre vidunderligt."
Hun ville elske at lave udseendet om på bilen for derefter at tune motoren.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 8, 2012 2:06:29 GMT 2
''Bare rolig, Morgan, jeg kunne ikke være mere enig med dig i din holdning til leviatorerne. De er noget klodset og selv om de forsøger at udvikle dem og gøre dem bedre, så er de sgu lidt klodsede. Men lige med de svæveboards, der er jeg nok blevet for gammel til at ville undersøge dem... Selv om det er en meget fint system der er blevet lavet i dem.''
George kendte godt til disse board, han havde jo selv købt to til Michael og Jones, selv om de hurtigt var gået i stykker af drengenes vilde leg med dem.
''Man kan vel håbe på at der på et eller andet tidpunkt kommer en mere raffineret Leviatorer. Nogle af dem oppe i det høje har da nogle der ligner noget, men som regel bliver der jo kun bygget et på eksemplarer og hvis man skulle have råd til dem så skulle man jo sælge sit hus og familie.''
George kunne ikke lade være med at smile og ryste på hoved af de to unge mennesker. Det var jo lige før man kunne se de lyserøde fugle der fløj rundt om dem og pippede.
''Men vil da gerne vide mere omkring den motorcykel på et tidspunkt og hvad du ellers har fundet frem til, men jeg vil ikke holde på jer længere... Smut ud og leg med jer eller hvad i ellers laver idag''
George satte sig til rette i sin stol igen. Han ville ikke holde længere på dem end højst nødvendigt hvis de skulle videre. Selv om han dog godt ville vide noget mere, men det kunne jo være at Morgan kom igen. Måske.
Michael havde stået og lyttet til samtalen. Han var da med på lidt af det, men motore fra ældre tid og hvordan det præcis fungerede inden i var ikke hans største interesse. Så var han i stedet blevet ingeniør jo. Men det var nu rart at se dem falde så godt i hak. Da Morgan lænede sig op af ham kunne han ikke lade være med at ville ligge armen om hende. Han gjorde det ikke, i stedet for lod han den hvile bag hendes ryg.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 8, 2012 12:51:58 GMT 2
"Smut ud og leg med jer."
Morgan forstod at en god del af Michael bestod af George. Hun var sikker på at der også var en masse Lia, men nok mest George. Hun havde lyst til at le ad kommentaren, men smilede blot.
"Tak, vi ses nok igen."
Denne gang var det hende der vinkede og så skubbede Michael mod entreen. Hun ville gerne have spurgt om hun måtte komme med ned på værkstedet end dag, men mon ikke hun ville få lejligheden til det en anden dag. Som de andre følte hun sig sikker på at det ikke var sidste gang hun dukkede op her. Med det samme der ingen forældreøjne var på dem længere smuttede hun om foran Michael og kyssede ham, mens hun pressede sin krop mod hans. Hele hendes krop sukkede af velbehag. Det var sådan her det skulle være. Engang havde hun fået en historie fortalt om et eventyr folk der havde noget der blev kaldt Genkendelsen - når det skete var man nødt til at være sammen med den man havde delt det med. man ville være sjælemager og føle at var man ikke sammen ville noget af en selv dø. Man ville i hvert fald ikke overleve specielt længe. Sådan havde hun det.
"Tror du man kan rejse to på samme tid i røret?"
For at være ærlig ville hun bare ikke give slip på ham nu.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 8, 2012 14:00:01 GMT 2
Michael fik lige sagt farvel til George og fulgte med Morgan. Han skulle til at sige noget men glemte det fuldstændig da Morgan kyssede ham. Det var dejligt, fantastisk. Det var som om at hver gang de kyssede blev det bedre og det føltes fuldstændig som det skulle være og rigtigt. Den sang hans mor havde skrevet til George den gang for efterhånden mange år siden, havde han altid godt kunne lide, men som de fleste drenge i 8 - 9 års alderen syntes han den havde været lidt for tøset og senere hen havde han ikke forstået hvordan man kunne have det sådan for en person som teksten sagde. Det med at gå til verdens ende og endnu længere, havde han haft svært ved at forstille sig at man ville for andre end sin familie, men nu stod han så her. Og tænkte at det var præcis det han ville gøre for Morgan hvis hun bad ham om det.
''Hmm... Det tror jeg da er en mulighed''
Han havde ikke prøvet det før, men der var som regel massere af plads i rørene og bare man holdte fast kunne han ikke se der skulle være noget problem. Og han skulle jo nok holde fast i hende.
''Kom, lad os prøve''
Smilede han og åbnede døren ud til opgangen hvor transportrøret befandt sig så man kunne komme direkte videre der fra.
|
|
|
Post by Josephine on Feb 16, 2012 12:35:23 GMT 2
"Maddie? Nu har jeg næsten en sang ... til dig. Skriv når du vil se mig´imorgen. Just call my name, I'll be there in a hurry, You don't have to worry" Havde Gabriel sendt.
|
|
|
Post by Tenner on Feb 16, 2012 19:25:24 GMT 2
Maddie havde knap nok nået at komme ind af døren før hendes mor stod med korslagte arme foran hende. Klar til at komme med en repremande om at holde de aftaler de havde, eller ihvertfald give besked om hvor man var henne. Lia havde åbenbart siddet oppe hele sidste nat og det samme igen, men det kunne nu ikke ses på hende. Maddie fik nærmest ikke et ord ind og egentlig forsøgte hun også at lade være med at sige noget, ville bare videre, væk fra Lias vrede blikke. Hvorfor skulle hendes mor også altid overreagere over små ting? Jo det var måske det smarteste af Maddie ikke at lige skrive, men det kunne smutte og der var jo ikke sket noget. Hvorfor skulle Lia så blive ved med at kører i det. Det var jo ikke fordi der var nogen egentlig fare i Skycity på samme måde der havde været på jorden. Ingen mordere, ingen voltægter ikke noget havde der nogen sinde været.
Det hjalp slet ikke da hun forsøgte at forklare Lia at hun havde gået rundt med Gabriel hele natten og brugt tiden på at hjælpe ham med børnene idag.
''Og du tror det bliver meget bedre du render rundt med sådan en tosse, der tror livet kan klares ved at skrive kærligheds sange. Hvad tror du ikke mine kollegaer vil sige, måske?''
Maddie kunne slet ikke forstå at hendes mor tillod sig at sige sådan. Lia var dømmende, det var ikke noget nyt, men så lavt? Hun tabte alle ord. De var fanget i hendes hoved og ville ikke samle sig ordenligt, det tog ihvertfald et stykke tid. Så væltede det også ud.
''Jeg er da fuldstændig ligeglad med hvad dine kollegaer tænker, det er da helt deres eget problem. Og egentlig er jeg også ligeglad med hvad du tænker, for du har garanteret aldrig sagt et ord til ham! Du går rundt og lever i din egen lille fantasi verden og tror at alle ligger under dig, hvis ikke lige de er så perfekte som du syntes. Jeg kunne meget bedre lide dig inden jeg startede på konservatoriet og du blev så... Så..'' Hun famlede efter hvilket ord hun skulle bruge. ''snobbet. Jeg er 18 år nu og kan selv bestemme, hvad jeg egentlig vil og så er dine snobbede holdninger ligegyldige, mor''
Hun ville slet ikke blive og hører hendes mors ord og vendte om på hælen for at gå mod hendes værelse. Lia forsøgte ikke at stoppe hende, men stod bare og så efter sin datter med tænk somme øjne. Maddie var lige ved at smække døren efter sig, men huskede på Joannah der lå i sengen og ikke skulle ud af sin søde drømmeverden. Hun kunne slet ikke forstå at hendes mor havde sagt sådanne ting om Gabriel. At hun tillod sig, det havde hun aldrig gjordt før. Forhåbentlig var det bare fordi Lia var så vred over at Maddie ikke var kommet hjem. Det håbede hun ihvertfald. Hun tog en dyb indånding og lyttede til stilheden i huset. Kun Joannas dybe vejrtrækninger var at hører og Maddie kunne ikke lade være med at smile i mørket. På trods af at hun lige før kunne havde skreget af sin mor, var det meste af vreden forduftet sammen med ordstrømmen. Lia skulle nok blive god igen. Vibrationen fra teleren i hendes lomme, hev hende væk fra hendes mor og hun så på skærmen. Gabriel. Selvfølgelig havde han ikke kunne vente særlig længe med at skrive, hvilket hun var glad for. Virkelig glad for. Glemt var hendes mors ord og i stedet for så hun kun Gabriels skrevne ord i beskeden og kunne ikke lade være med at smile. Hendes hjerte bankede bare ved tanken om kysset og om at hun skulle se ham igen imorgen. Hun gik ind på værelset der var noget rodede til af Joannas dukker og hendes egne plader, tøj og ragelse hun havde samlet gennem tiden, men uden at larme eller træde på noget fik hun listet over til sin lillesøsters seng. Den lille pige havde sparket dynen hel af og Maddie trak den op over hende igen uden at vække hende. Lyset fra det lille vindue faldt på gulvet og viste vejen over til hendes egen seng, hvor hun hurtigt fik trukket i nattøjet og sat sig med benene op under sig. Ordene fra Gabriel lyste stadig.
''Hurtigst muligt, men helst efter min mor er gået... og hvor er du sød! Virkelig!''
Sendt blev den og hun håbede ikke at han sov.
|
|
|
Post by Tenner on Feb 18, 2012 16:08:10 GMT 2
Maddie havde hele morgenen ignoreret hendes mor og Lia havde heller ikke gjordt meget ud af at få snakket med sin datter. Det ville overraske Maddie, hvis der ikke lige skulle gå et par dage før hun var tøet op, men så kunne hun også være lidt i fred i det mindste. Både hendes mor og far skulle heldigvis på arbejde og Joanna rendte rundt sammen med nogle af familien Keins børn, så egentlig havde hun værelset og det meste af lejligheden for sig selv. På trods af at Joanna da kom en gang imellem og spurgte hvorfor hun ryddet op på værelset, når nu de ikke fik nogen gæster. Det var egentlig heller ikke rigtig oprydning, men mest af alt samlede hun bare Joannas dukker i kasser og samlede tingene sammen i bunker så det ikke lå i vejen. Men snavset tøj blev dog lagt til vask og rent blev smidt ind i skabene. Da der var nogen lunde rydeligt så Maddie smilende på sit værk og skrev til Gabriel. Hun kunne vel nå lige at få noget tøj på inden han kom.
'Hvis du er oppe og klar, må du gerne komme nu... Savner dig'
Hun stod et øjeblik og holdte fingeren på send knappen. Var det for meget med det sidste? Men det var jo rigtigt... Hun havde jo nærmest ikke sovet i nat og bare tænkt på ham, mens hun havde ligget med musik i ørerne. Uden videre omtanke trykkede hun på knappen og lagde teleren på skrivebordet på værelset og begyndte at lede efter tøj.
|
|
|
Post by Josephine on Feb 18, 2012 19:03:34 GMT 2
'Samler hovedet og mig selv, smutter i bad så jeg ikke stinker af mug og så står jeg på dit dørtrin. Ps, du havde et klaver, ikke? For ellers tager jeg nøglen til skolen med ... ?'
|
|
|
Post by Tenner on Feb 18, 2012 20:17:51 GMT 2
Maddie trak en lang kjole-ting ned over hoved og fandt teleren frem der havde plinget da beskeden fra Gabriel kom. Hun kunne ikke lade være med at smile. 'Bare i orden og jo. Har et stående her hjemme... Men tag dem bare med stadig !'
|
|
|
Post by Josephine on Feb 18, 2012 23:20:35 GMT 2
Gabriel havde indkodet koordinaterne til det rør der havde sluset ham hjem igår. Og nu stod han igen og kiggede på den lukkede dør. Faktisk var han ikek helt sikker på hvad han skulel gøre når han så Maddie. Han havde guitaren over skulderen og brillerne på næsen, håret i den helt rigtige rodede stil og en næsten rød skjorte på. Måske var den mere støvet orange. Han havde en helt ny sang med og en gamel og nogle andre, men det var egentlig de to han helst ville spille.
Hans løftede sig og han bankede på, mens har forberedte sig på at se Maddie.
|
|
|
Post by Tenner on Feb 19, 2012 2:23:24 GMT 2
Toner fra et klaver lød fra bag døren, men da Gabriel bankede på stoppede det. Maddie havde siddet lidt og rodede rundt med nogle toner men hendes ører havde hele tiden været ved døren. Fodtrin var at hører, men det var ikke hendes så hvis de andre ikke Gabriel pludselig skulle til at blive budt velkommen af en af de andre i huset skulle hun være hurtigt.
"Jeg tager den!"
Råbte hun og en mumlen fra Renee hørtes, men han vendte om og hun skyndte sig hen til døren med de røde hår brusende efter sig. Hun stod et øjeblik og så på dørhåndtaget. Hvad nu hvis han ikke kunne lide hendes hjem? Og han egentlig bare kom for at sige det ikke var noget... At han ikke gad mere. De var jo ikke noget, så han kunne jo ikke slå op. Alle tankerne blev brutalt skubbet til siden, for hun ville ikke overveje alle det mulige ud fald men i stedet bare se hvad der skete. Hun åbnede døren.
"Du kom"
Hun smilte til ham. Der stod han i en rød skjorte, der klædte ham og med hans guitar på evig slæb. Hun kunne dufte sæben fra ham. Selv havde hun et par mørke strømpebukser på og noget der lignede en ting mellem en for stor top og en kjole i mørkeblå farve. Et bælte rundt om hoften gjorde den ikke sad uformeligt på hende, og en lang hvad kardigan. ( lidt alla det billede jeg tegnede af hende hvor hun ligger ned). Det gik op for hende, hvor dumt det havde lydt det hun havde sagt. Selvfølgelig kom han, det havde han jo skrevet.
"nej, altså selvfølgelig kom du, jeg er bare så glad for at se dig og jeg ville jo ikke have at Renee åbnede døren, så jeg måtte skynde mig her hen inden han nåede det og så var det bare det første der kom ud af min mund. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på, men jeg er ihvertfald glad for at du kom og..."
Hun stoppede sig selv. Hun begyndte da ikke allerede nu at plabre løs uden, at det egentlig gav den store mening, inden han overhoved var kommet inden for. Meget galant Maddie.
|
|
|
Post by Josephine on Feb 19, 2012 19:10:09 GMT 2
Gabriel kunne ikke lade være med bare at smile af hendes famlende ord der bare faldt ud af hendes mund.
"Jamen det er også vældigt rart at se dig igen, Maddie," han smagte for første gang lidt på hendes navn højt. Han havde tænkt på det hele natten men der havde været bare lidt anderledes fordi det havde væet i hans hoved og før når han havde sagt hendes navn højt havde ikke helt tilladt sig selv at tænke på den måde. Han lænede sig frem og så umiddelbart ikke nogen. Så gav han hende et let kys på kinden.
"Men hvis du inviterer mig indenfor er det da en begyndelse?"
Han klukkede lidt.
|
|
|
Post by Tenner on Feb 19, 2012 20:41:26 GMT 2
Maddies hjerte sprang et slag over da han lænede sig frem og kyssede hende let på kinden.
''Jo.. Selvfølgelig''
Smilede hun og åbnede døren helt så han kunne komme ind i den trænge entre, fyldt med jakker og sko fra to familier. Fraværende lod hun sine fingre stryge over kinden han havde kysset, som var blevet en lille smule varme. Hun trådte lidt ind i entren, så han kunne komme til og lukke døren efter sig.
''Vi er ikke helt alene, men jeg ved jo du ikke har så meget imod børn, så hvis der kommer nogle løbende håber jeg ikke det gør noget.''
Ikke at hun kunne forstille sig ham blive irriterede over sådan noget. Ikke efter at havde set ham med sin niece og nevø igår.
|
|