|
Post by Tenner on Jan 5, 2012 17:38:12 GMT 2
Michael kiggede et øjeblik på døren og så tilbage på Morgan. Der var jo ikke nogen vej tilbage og de måtte bare igennem det. Lia ville nok spørge en del om alle mulige ligegyldige ting og havde han forklaret om det før Morgan kom, ville hun alligevel lave et forhør. Hans mor ville have styr på det hele og helst gerne så detaljeret som overhoved muligt.
''Lad os''
Han sukkede dramatisk som om det virkelig bare var det hårdeste de skulle igennem. Det kunne havde været værre, men han kunne alligevel finde så meget andet han hellere ville. Der var jo en grund til at han var mere ude om aften end han var hjemme. Han tog Morgans hånd og førte hende med ud på gangen de havde gået igennem kort tid forinden. George sad stadig i sin stol, men havde lagt e-bogen fra sig. I stedet sad han med en dampende varm kop kaffe og smilede til de to unge mennesker. Ude i køkkenet duftede der også af frisk kaffe og selv om Michael egentlig ikke havde brug for det lige nu, ville det alligevel være rart med en kop. Det friskede altid, men egentlig havde han det nu en ubeskrivelig dejlig ro i kroppen og følelsen af Morgans hånd i hans fuldendte det blot.
''Drikker du kaffe Morgan eller vil du have noget andet?''
Spurgte Lia og rendte rundt i køkkenet og kiggede rundt i skabene. Hun havde taget de høje hæle af og lagt dem henne ved bordet og hendes ynglings striksjal havde hun hvilket om skuldrene. Det fik hende til at se mere mor agtig ud, end hvad hun havde gjordt før, men hun var også blevet temmelig meget lavere uden hælene. Hun var kun lidt højere end Maddie.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 5, 2012 21:10:48 GMT 2
Lidt skuffet over ikke at få et kys, fulgte hun med. Smilede til George og undrede sig over hvorfor han ikke deltog, men det var ikke noget hun skulle blande sig i.
"Sort kaffe, tak."
Lias forvandling til en lille husalf, snød ikke Morgan. Hun var sikker på at hendes kaffe ville blive kold. Hun kunne mærke det i sine knogler. Lidt vel dramatisk. Hvordan hun havde det med Michaels statement ved at holde hende i hånden var hun lidt i tvivl om. Selvfølgelig var det plat, at føle sig som et barn, men Morgan fandt igen den gestus en smule for meget. Hvorfor kunne hun ikke helt sige.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 5, 2012 22:16:53 GMT 2
Lia nikkede og fandt tre krus frem, deres kaffe kunne hældes op i. Michael gav slip på Morgan og tog de tre krus over til spisebordet mens hans mor ledte efter en termokande der kunne holde det varme vand. Kaffen var pulver der bare skulle blandes i vandet, langt fra det bedste men rigtig frisk malet kaffe var dyrt idag og det var en af de ting de havde valgt at spare på. Det var jo ikke livsnødvendigt.
''Her''
Smilede han og stillede et krus ved Morgan hvor hun kunne sætte sig. Ved siden af ham selvfølgelig. Det var underligt at man kunne have det sådan med et menneske. At det skulle være tæt på en helst hele tiden og det var næsten som at mangle en del af sig selv når der var afstand. Dumt, men det var virkelig sådan han havde det lige nu og egentlig ville han ikke bytte for noget andet lige nu. Han lod sig selv dumpe ned i stolen ved siden af. Han hår var stadig temmelig uglet, men det tænkte han ikke videre over.
''Skal far ikke være med?''
Spurgte han lettere henkastet. Det undrede ham ikke at George blev væk fra det her cirkus hans mor garanteret ville igang med. George gad ikke sådan noget, eller han gad ikke vise at han ville for uden tvivl havde han da ørerne med fra stuen af.
''Nej, det blad han fik sendt over e-bogen er åbenbart meget spændene så han udebliver.''
Lia trak på skulderne og kom hen til bordet med termokanden i den ene hånd og plastikbøtten med pulverkaffet i.
''Nå Morgan, hvor kender i så hinanden fra?''
Hun satte sig fint ned i stolen over for dem og hældte det dampende varme vand i Morgans krus. Selv om det blot var pulverkaffe de havde, så duftede det i det mindste stadig som kaffe skulle og smagte også. Michael så spørgende på Morgan for at se om hun ville svare eller om han skulle.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 6, 2012 0:17:38 GMT 2
Morgan satte sig på den anviste stol. Både på skolen og i dele lejligheden drak de instant kaffe, fordi det gik hurtigere. Hun krydsede benene og uden helt at vide hvorfor lagde hun en hånd under bordet på Michaels ben. Det beroligede hende lidt. Ikke fordi Lia gjorde hende nervøs, men måden hun afskar sin mand på ved at være sarkastisk og så bare snakke om noget andet. Morgan kendte til intern humor, det brugte hun selv, men det der med at have små familiehemmeligheder som alligvel skulle frem i lyset, på en meget indiskret måde gjorde hende irriteret. Men nu var det jo ikke Lias tænder hun havde lyst til at slikke rene. Morgan smilede til Michael ved sin side og først da så hun på Lia og hendes spørgsmål.
"Jeg arbejder hos Lou Lou, kan man sige, så jeg vel kendt dine drenge siden de købte deres første øl. Det skulle ikke undre mig om det rent faktisk var mig der serverede den."
Morgan trak sin hånd tilbage og lagde den om kruset. Hun slyngede kaffen lidt rundt.
"Mere præcist kan jeg nok ikke gøre det."
Hun sendte Michael et spørgende blik. Han kunne fortsætte, hun drak af kaffen.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 6, 2012 1:00:27 GMT 2
''Lou Lous..''
Lia pustede ned i koppen med den dampende varme drik der ville få løsnet lidt op i hendes trætte muskler og give hende lidt energi.
''Det er den Jazz bar i altid er på, Jones og dig''
Hun så over på sin søn der nikkede. Det var egentlig ikke et spørgsmål mere bare observering. Hun havde aldrig været på denne Lou lous men godt hørt Jones, Michael og endda Maddie snakke om den. Hun kunne nok personligt ikke finde på at sætte sine fødder der, men hvad var det nu man sagde? Man skulle ikke vurdere skyerne ud fra deres farve.
Michael tænkte et øjeblik helt tilbage til en af de første gange de var kommet til Lou Lous, ham og Jones, sammen med nogle venner. Det var vidst efterhånden 2 eller 3 år siden og hun var vidst rigtig nok på den. Det var vidst hende der havde skænket den første øl for dem. Om det så var den aller første var han ikke sikker på, han havde fået en enkelt eller to forinden men det var der ingen grund til at nævne. Han rørte rundt i kaffen og ærgede sig at Morgan ikke lod hånden blive. Det havde været behageligt og beroligende for nu kriblede det i fingrene efter at mærke hendes varme hud.
''Det passer vidst meget godt''
Sagde han for at bekræfte Morgans ord og tog en tår af kaffen.
''Hvordan kan det så være du arbejder sådan et sted? Måske noget du vil gøre altid?''
Lia så spørgende på Morgan, tydeligvis hentydende til Morgans uddannelse også.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 6, 2012 1:20:21 GMT 2
Igen den der stikkende sarkasme. Morgan så op under sine vipper og rettede sig så hun kunne sige lige ind i Lias øjne. Måske kunne hun ikke så godt lide hende, fordi hun mindede lidt om Morgan selv.
"Jeg har arbejdet der hele mit liv. Det sted har praktisk talt været mit hjem til jeg flyttede," smilede hun i den viden at det nok ikke ville gøre det hele meget bedre. Nu måtte hun opfører sig pænt.
"Men umiddelbart nej. Jeg er ikke servitrice af sind og ville ærligt talt ikke bryde mig om en ølmarve og blive kaldt mutter."
Det var nærmest lidt et pres mod hendes personlighed at sidde sådan nu. Men det var måske normalt for forældre at være sådan på deres børns vejne. Helst ville hun bare danse hele natten sammen med Michael. Hvilket egentlig var noget der sjældent skete.
"Jeg er snart færdig på ingeniøruddannelsen. Faktisk har jeg ordnet nogle mindre maskiner på marksøjlen."
Mere skulle der ikke til. Efterfulgt af et smil og et blik der veg. Hun kunne jo godt være pæn, på en nogenlunde måde.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 6, 2012 12:12:09 GMT 2
Lia veg ikke fra Morgans direkte blik, men holdte bare hendes øjne fast med Morgans indtil de veg. Det kunne godt virke temmelig intimiderende når hun gjorde det, Michael veg ihvertfald altid fra hendes blik hurtigt for han kunne ikke holde ud at hun nærmest skulle gennemborer en på den måde. Eller det var ihvertfald hvad han følte Lia gjorde, når det var ham. Bare Morgan ikke ville tage det for ilde op og ende med at hade hans mor fordi hun var så frembrusende og krævende. Hun havde trods alt også sine gode sider. Han stjal sig et blik over på Morgan og følte ikke at han behøvede at blande sig lige nu. Men hvis Lia blev for meget ville han ihvertfald, hun skulle ikke have lov til at gøre livet surt for Morgan. Han kunne dog ikke lade være med at trække på smilebåndet da Morgan snakkede om at blive en form for kro-mutter.
''Ingeniøruddannelsen, så vil min mand jo elske dig''
Lia smilte og nippede fint til kaffen. Det overraskede hende at Morgan var ingeniør, for hun havde måske gættet på noget mere feminint, med det kønne udseende pigen havde og hendes overraskelse skjulte hun heller ikke. Den var der vel ikke noget galt med?
''Men hvad med dine forældre? Ejer de Lou Lous?''
''Nej, Lou Lou er Morgans onkel, mor''
Forklarede Michael hurtigt for sin mor. Det var virkelig et krydsforhør Lia havde udtænkt sig, selv om hun mest bare var nysgerrig ligesom Maddie også altid havde været. Forskellen var bare at Lia nogen gange så det som sin ret at få stillet sin nysgerrighed, hvor Maddie i det mindste fattede hvis hun gik for langt og undskyldte. Han lænede sig på bordet og drejede koppen rundt, lettere rastløs men også i en dårlig vane.
Lia så med tydelig nysgerrighed på Morgan og havde spørgsmålene ventende i kø efter hinanden. Egentlig var pigen jo okay. Hun virkede jo sådan, men hvorfor hun skulle dekorere sin krop med tatoveringer forstod Lia ikke. Den udsmykning havde hun aldrig fattet og ville nok altid være imod det.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 6, 2012 12:41:03 GMT 2
Morgan så på Lia igen. Hun ville gerne give en dagsløn for at vide hvad kvinden tænkte om hende. Hun kunne se at noget kørte genneem, måden hendes blik skiftede og at hun helt sikkert tænkte sit om hendes udseende, godt eller skidt var ikke til at sige. Hun var ret glad for at hun havde lange bukser på. Hendes udsmykkede ben, ville nok ikke vække glæde her. Hun ville egentlig godt have spurgt om hvad George lavede, han virkede så rar. Men så drejede samtalen. Det var almindeligt kendt at Lou Lou var hendes onkel, så det overraskede hende lidt at Lia ikke vidste. Men på den anden side havde Morgan jo aflagt sit egentlige familienavn. Hun vidste ikke helt, hvad hun nu skulle sige. Noget om hendes forældre, eller skulle hun bare gemme dem væk.
"Mine forældre fik mig på et upassende tidspunkt i deres karrierer, så Lou Lou åbnede sin bar, stak mig et værelse og gav mig selskab."
Så kunne de jo spørge om det de ville, hun skulle nok svare. Det blev ikke sagt i en bitter tine, for hun havde forliget sig med det, og var også sikker på det var for det bedste.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 6, 2012 13:07:57 GMT 2
Michael så lettere overraskede på Morgan. Han vidste jo godt at Morgan nærmest var opvokset hos Lou Lou og han vidste også godt at hun ikke havde meget kontakt med sine forældre, men hvorfor havde han aldrig fået af vide. Eller han havde heller ikke spurgt. Tænk at blive skubbet væk af sine forældre fordi de fortrak deres arbejde. Det kunne han ikke helt forholde sig til at de havde gjordt, men det var da godt hun havde Lou Lou så.
''Det må jeg sige, det var virkelig pænt af din Onkel''
Lia sippede mere til kaffen og kunne heller ikke skjule hendes overraskelse. Det var ikke helt uhørt at folk prioterede deres karriere over deres børn og hun kunne nok ikke sidde og pudse sin glorie selv, men hun ville ikke kunne aflevere sine børn og lade dem bo hos nogle andre bare fordi hun skulle arbejde. Så måtte arbejde vente lidt. Men hun så ikke videre ud til at være påvirket af hendes situation, hvilket Lia måtte tilstå at være temmelig imponeret over.
''Hvad laver dine forældre?''
Det var et rimelig simpelt spørgsmål og hun vidste hun kunne havde spurgt om så meget andet, men egentlig var det lige den detalje hun var mest nysgerrig efter at vide.
Michael fjernede det overraskede udtryk og lyttede i stedet. At Morgan kunne tage det så roligt over det, vidste han ikke hvordan hun kunne og egentlig havde han selv et par spørgsmål... Men de måtte hellere vente til de var alene og tidspunktet var til det.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 6, 2012 23:18:20 GMT 2
Hendes forældre. Mor og far. Ja hvad lavede de? Lige nu, snakkede de sikkert om den skønne dag hvor de havde koncentreret sig om deres arbejde. Læst lidt intelligent litteratur og spist på en fin restaurant, måske med nogle de kendte eller med en forretningsforbindelse. De ville have kysset hinanden på kinden og nogen andre end dem selv ville have ryddet op i deres enorme lejlighed. Men det var ikke det Lia mente. Hvordan skulle hende og hendes søn vide at Morgan helst ikke omtalte deres profession. Eller dem. Medmindre hun brugte sarkasme. Det handlede om at udleverer noget som kun Lou Lou vidste. Derfor var hun ikke længere Ofelia Morgan Lou Kattsnit. Bare Morgan Lou og den Morgan smilede. Den Morgan var forelsket og det slog hende lige der, at det også betød at hun måtte vise det hele. Hendes mund åbnede sig en smule og hun fandt det der skulle til. Michael havde åbner sit hjem. Hans hellige sted. Sådan et havde hun ikke.
"Mine forældre arbejder som producerer. Begge to. I Kattsnit - ren lyd. Hvis det skulle sige jer noget."
Hun var i tvivl om hvorvidt de var inde i musikverdenen, men var de kendte de det nok. Hun smilede undskyldende og så på Michael for hun var klar over at hun lød mærkelig da hun sagde det. Eller måske ikke over for Lia men for Michael var hun ganske sikker. Hun havde følt sig som da hun bad ham om at holde om sig igår nat. Og da hun faldt ham halsen. Han var kommet under huden på hende.
"Men det er ikke ... altså," hun så ind i de dybe øjne som betød noget for hende. Det rodede hår. Hun ville ikke sige det med hans mor lige der. Der var bare noget i Micahels blik og de var de eneste to i universet.
"Du er den første jeg selv har sagt det til."
Måske betød det noget. Måske gjorde det ikke.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 7, 2012 0:28:21 GMT 2
Selv om Michael ikke var voldsomt inde i musikverden og ikke interesserede sig for hvad der rørte sig i den, så havde han alligevel hørt navnet Kattsnit før. Måske fordi han havde en mor der sigtede efter højderne og snakkede om alle de store producere. At Morgan var i familie med nogle så højt oppe kom bag på ham. Ja, han vidste de da var fra det høje, men da ikke nogle fra det højeste. Det der betød mest i Skycity var musik og fugle. Det var ikke praktisk eller holdt hele byen kørerende, men det var til stor fornøjelse for alle og derfor blev de værdsat til grænsen af det vanvittige. Han kunne ikke skjule sin overraskelse over at hendes forældre var Kattsnit, men selv om han vidste han nok aldrig ville kunne forlig sig med hendes forældre eller i det hele taget kunne lide dem særlig meget hvis han da nogensinde ville komme til at møde dem, så betød det ikke noget. Hun kunne havde sagt hendes forældre var hvem som helst og det ville ikke ændre noget for ham. Det der betød noget var det sidste hun sagde. Resten var ligegyldigt for ham og han lod den halvtomme kaffe kop stå og tog hendes hånd. De kunne ikke gå. Det ville de nok ikke få lov til selv om det var det han aller helst ville med Morgan lige nu. Gå væk her fra og skide resten af byen et stykke. Han fik dog bar ikke nået at sige noget, men han håbede at hun kunne læse det hele i hans øjne.
Lia var lige ved at få kaffen i den gale hals da Morgan fortalte at hendes forældre var selveste Kattsnit. Det var ufatteligt. Hun måtte rømme sig et øjeblik for at kunne tale og så godt det blik hendes søn sendte pigen. Han lovede hende hele verden og mere til, men det var ikke det der interesserede Lia mest lige nu.
''Kattsnit. Det er jo nogle af de mest succesrige i musik livet og de bruger jo kun de bedste''
Alt det vidste Morgan sikkert godt, men det var også mest for at få sine overflødige tanker ud af hoved at Lia sagde det. Det var ufatteligt at hun sad over for deres datter. Lia havde aldrig overvejet om de to mennesker bag et af de største musikselvskaber havde børn. Åbenbart.
''Jeg har desværre aldrig haft æren at snakke med dem, men man kan jo være heldig på et tidspunkt''
Lia havde fået styr på sig selv igen efter den store overraskelse og smilede med et skævt smil som åbenbart var udbredt i familien Pax. Det var bare ikke kækt som Michaels og hvad der kværnede rundt i hendes hoved var ikke til at sige. Men de ville jo nok finde ud af det på et eller andet tidspunkt havde Michael en fornemmelse af da han så sin mors tankefulde øjne.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 7, 2012 1:05:41 GMT 2
Hun ville gerne høre Michaels ord. Hans stemme. Men i stedet fik hun et indirekte spørgsmål, eller sådan føltes det. Hun vidste godt at på et punkt havde Michaeæ forstået hende. Hvis hun bad ham om at stikke af nu, ville han gøre det. Det var hun sikker på. Men hvorfor teste noget man kendte udfaldet på.
"Jeg tror nu mere at det er deres tab end dit."
Hendes stemme lød som når hun serverede for en lidt for fuld kunde, høflig, flink, men med en snert af noget køligt og reserveret. Begges reaktion på hendes forældre havde hun ikke rigtigt ventet. Egentlig havde hun håbet hun bare kunne have sluppet med den henkastede kommentar og den vished om at de nu vidste at det ikke var almen viden som sådan. Hun gav slip på den hånd Michael havde givet som et svar, som erstatning for sine ord. Hun var allerede afhængig af hans store stærke arme og den måde de holdt hende på, hun behøvede ikke også hans fingrer der brændte sig vej til hendes bevidsthed og umuliggjorde alle andre tanker. Hvorfor han så sådan på sin mor, var hun ikke helt med på. En ting måtte hun have på det rene med Lia.
"Desværre må jeg nok også være en skuffelse for dig," begyndte hun henvendt til Lia. Hendes tommel med dragen kørte op og ned. "Jeg vil ikke kunne arrangere et møde."
Andet behøvede hun ikke og sige. Hun behøvede ikke at fortælle at hendes forældre altid fik ders fælles sekretær til at holde frokosten fri på Morgans fødselsdag og at det var samme sekretær der gennem alle årene havde købt gaven til dette arrangement. At de sidste fire var den klodsede sekretær kommet til at dobbeltbooke den dag og at hun blev telet af den aldeles uduelige sekretær. Hun behøvede ikke at sige, hun ikke havde hørt hendes forældres stemmer de sidste fire år, hvor de talte til hende. At hun ikke havde stået ansigt til ansigt med dem i den tid.
Nej Morgan Lou behøvede slet ikke den slags følelser der skabte vrede mod dem der biologisk havde skat hende, fordi Morgan ganske enkelt for længe siden havde besluttet sig for at være ligeglad og ikke føle noget. Hun så på Michael. Han var bare vadet ind, kneppet hende og midt under det hele uden hun opdagede det, trampet alle hendes foravarsværker i stykker. Idiot.
Med det samme fik hun lyst til at kysse ham.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 7, 2012 1:36:13 GMT 2
''Det går nok, det ville jo også være tarvelig at bede dig kontakte dem når nu du ikke bor hos dem''
Lia havde ikke regnet med at Morgan ville arrangere et møde med dem, ihvertfald ikke frivilligt, for de havde trods alt bare sendt hende til Lou Lou og det var nok ikke meget kontakt der løb frem og tilbage mellem pigen og hendes forældre. Men at de havde bedt onklen om at tage sig af hende gav ihvertfald langt mere mening for Lia nu, for alders mæssigt passede det meget godt med at det lige var omkring der Kattsnit blev store. Ihvertfald hvis Morgan var bare lidt i nærheden af Michaels 21 år. Morgan ville nok ikke være en kontakt, men der var nok stadig muligheder. Lia tog endnu et sip af kaffen og stillede den så fra sig. Åbenbart klar til at spørge om mere.
''Har du så fået noget af dine forældres talent for at hører de bedste toner, eller har du intet med musikken at gøre?''
''Mor...'' Sagde Michael, lettere irriterede over sin mor. Ingen tvivl om at hun nu ville blive hængene i det her et godt stykke tid hvis ikke de sagde stop nu.
''Jeg spørger bare'' Svarede Lia med et skuldertræk, på ingen måde fornærmet over at hun blev irettesat af sin søn for hendes spørgsmål.
Michael tømte koppen med den sorte kaffe der var blevet kølig nok til at kunne hældes ned. Han gad ikke sidde her mere, ikke nu. Og slet ikke hvis hans mor skulle til at kører rundt i Morgans familie relationer, bare for at finde en mulighed for at komme til tops - enten med hende selv eller med Maddie.
''Vi har en aftale med nogle venner så vi må hellere se at komme afsted. Ikke Morgan?''
Tydeligvis en løgn og Lia opfangede den med det samme, men hun gjorde ikke noget ved det. Der var ingen grund til at holde på dem og hun var ikke i tvivl om at med de blikke som Michael og Morgan sad og udvekslede med hinanden ville det ikke blive sidste gang de så Morgan her.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 7, 2012 21:10:55 GMT 2
"Jeg lytter ikke," Morgan smilede. Måske ville hun kunne lide Lia, men lige nu ville hun lyve som Michael. Hun havde netop sagt at hun havde totalt gehør. Hendes forældre ville have elsket at hun gik den rigtige vej. Men hun havde valgt det som en hobby. Sang er ikke en brugbar evne, til det hun vil. Hun ændrede sit udtryk og blinkede til Lia.
"Men jeg tror nu mest din søn bare vil have mig for sig selv."
Det var jo åbenlyst for alle at det var en løgn, så hvorfor spille med når det ikke betalte sig.
"Men hvis vi skal fange Jones er det måske en god idé. Board eller rør?"
Lou Lou ville heller blive for gal hvis hun vidste sig igen. Bare for at være sikker på at hun ikke var blevet helt skør. Hun havde glemt og fortælle ham dét.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 8, 2012 0:15:10 GMT 2
''Ærgeligt''
Sagde Lia stille og drak af sin kaffe, tydeligvis ikke særlig skuffet over at Morgan ikke havde et eller andet vildt talent inde for musik. Hun trak på skulderne og blev siddende på sin plads. Viste ingen mine til at ville følge de to ud eller noget.
''I må have en god aften i to, og jeg håber vi ses igen Morgan''
Hun vinkede til de to da Michael fik skubbet Morgan ud af køkkenet. Han gad ikke mere hører på sin mors listige spørgsmål lige nu, det skulle der nok komme massere af hvis ikke hun havde skræmt Morgan hel væk.
''Vi ses mor... Lad os tage rørene''
Sagde han hurtigt over skulderen og slappede tydeligvis mere af da de var fri for Lias blik. Han elskede sin mor, virkelig, men hun kunne hurtigt blive for meget specielt når hun fandt noget spændene hun ønskede at slå kløerne i.
''I overlevede kan jeg se''
Smilede George til de to da de kom ud i stuen. Han havde selvfølgelig lyttede med, ingen tvivl om det, men der var nu ikke noget som kunne slå ham ud. Der var dog en ting han havde bidt sig fat i om Morgan som han var imponeret over.
''Lige knap og nap'' Grinte Michael, selv om de jo ikke havde været døden nær eller noget.
''Jeg hørte du læste på Ingeniør skolen Morgan. Jeg er jo selv gammel elev der fra.''
|
|