|
Post by Josephine on Dec 28, 2011 12:31:02 GMT 2
Han selvtilfredse smil og de lukkede øjne fik hende til at daske ham en.
"Hvordan skal jeg vide hvem du plejer og slæbe med hjem? Jeg vil ikke ligefrem kalde dig tøvende efter igår."
Der var ikke plads til at hun også kunne ligge på ryggen og vippe med tærerne. I hvert fald ikke hvis hun skulle ligge på siden ved siden af de der brede skuldrer. Men den der hånd i hendes hår var egentlig meget rar.
"Og hvis du kalder mig kæreste i stedet for Morgan bliver jeg nok nødt til at trække mine ord tilbage. Det lyder simpelthen fo åndsvagt."
Hun lo hæst og blev liggende på siden med hovedet liggende på armen og blikket på ham. Det har var vildere end noget hun havde prøvet før og det var nok derfor hendes puls trommede lige under huden på hende.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 29, 2011 1:03:00 GMT 2
''Hov hov.''
Grinte han da hun daskede ham.
''Ingen dog. Havde jeg haft mit eget værelse og en knap så snagende familie så havde jeg nok brugt det noget lidt oftere.''
Hans stemme var tyk af ironi. Selv om muligheden måske havde været der, hvis han havde haft pladsen, så havde han nok ikke taget dem med hjem. Ikke så længe han var så tæt knyttet til sin familie, det ville han ikke byde dem. Det skulle ikke undre ham hvis hans mor havde en forstilling om at han var uskyldig og aldrig havde været sammen med en pige andet end at holde lidt i hånden med en. Aldrig mere. Han kunne ikke lade være med at grine lidt af tanken, for hun skulle bare vide.
Men med Morgan var det anderledes. Hende havde han lyst til at vise frem, lade hende komme ind i familien. Sådan havde han aldrig haft det med nogen.
''Aarh har du måske ret i... Men jeg skulle også bare prøve jo, så du har ingen undskyldning for at trække dine ord tilbage''
Han smilede skævt.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 29, 2011 9:07:14 GMT 2
"Hov vent lige ..."
Morgan lod hans ord gå gennem sig en gang til.
"Er jeg den første du nogensinde har taget med hjem?"
Hun havde godt forstået hvad han havde sagt, og nu lo hun fordi det egentlig havde været et retorisk spørgsmål.
"Af alle piger i SkyCity vælger du hende der er sindsyg til at vise frem for din familie."
Hun smilede og kyssede ham.
"Du kender mig ikke engang rigtigt." Der var ingen anklage i det, men sådan var det jo.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 29, 2011 11:57:47 GMT 2
Michael lå stille og ventede på at det ville gå op for hende at hun var den første han havde haft med hjem. Han kunne ikke lade være med at grine over hendes kommentare for jo, han kunne jo nok godt have valgt en fornuftig pæn pige, der gik med lange skørter og kun ville holde i hånd. Aldrig lavede andet end pænt sad der hjemme og læste sine lektier og aldrig havde prøvet livet. Men det ville han så også kede sig ihjel over.
''Det ligger nu lidt til familien at være lidt tosset, så lidt ekstra kan nok ikke skade''
Han skulle ikke kunne sige hvad hun havde med i bagagen af ting og sager, for hun havde ret. Han kendte ikke til alt omkring hende, men det gjorde ikke noget.
''Det er jo det der er det spændene ved det hele''
Smilte han. Det var selvfølgelig ikke kun det, der var så meget andet ved hende og selv om han da var nysgerrig var der ingen grund til at spørge ind til alt muligt lige med det samme. Ihvertfald ikke hvis hun ville.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 30, 2011 17:37:02 GMT 2
Morgan fnøs. Hun mente at hun havde grejet Michael rimeligt ud, men kendte sig selv og vidste, hvad der gemte sig inde i hende.
"Du har sikkert ret."
Hun lagde hovedet ned på sin arm og lukkede øjnene. Hun tænkte på at Michael ville love hende at han aldrig ville såre hende eller få hende til at græde, men hun vidste også fra alt hvad hun havde set at nogengange var forelskelse ikke nok. Der skete så mange ting i et liv og ofte måtte man kæmpe for de lykkestunder man havde. Og en af dem var helt sikkert lige nu.
"Du får mig til at være sårbar. Det er spændende."
Hun sagde det i alvor, selvom det måske kunne lyde det som noget andet.
"Plus du gør mig en smule høj og du får mig til at le."
Morgan lo ikke specielt meget og hun fnes stort set aldrig, men det meste af det Michael sagde var ret morsomt og det kunne hun ikke blot undertrykke i sine små fnys, men måtte rent faktisk åbne munden og vise det.
"Så derfor er du mit første valg."
Hun hadede uklarheder fordi det ofte bragte splittelse med sig. Det ønskede hun ikke.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 31, 2011 14:54:02 GMT 2
Michael lå og lyttede til hvert eneste ord hun sagde. Hans fingre stoppede ikke med at sno hendes bløde hår om sig, mens han lyttede. Det var dejligt at vide at han påvirkede hende på den måde. Ikke at han frydede sig over at hun følte sig sårbar, på ingen måde, det var vel nærmere en ære? At han kunne få pillet den hårde skal af hende som hun næsten altid havde om sig. Han stoppede sin tranceleg med hendes hår og lagde armene om hende. Hvad han kunne sige til det vidste han ikke, eller jo der var så meget han kunne, men det hele virkede ikke nok. Istedet for kyssede han hende. Dybt og inderligt. Han ville måske havde sagt noget for at få hende til at le, men det her føltes mere ægte. Dog elskede han hendes latter og selv om den ikke var givet ud til hvad som helst, så var det dejligt at vide at han kunne få hende til det.
"Morgan..."
Han nåede ikke længere før man kunne hører hoveddøren gå og derefter en ren klingende kvinde stemme. Hans mor. Allerede? Et øjeblik lå han opmærksom og lyttede til hans forældres stemmer. Hvorfor hun allerede var hjemme var ikke til at sige, men hun ville muligvis ikke lade dem have deres helle i før hun havde set Morgan.
"Er du rede til at møde den sværeste?"
Smilede han og strøg noget af hendes mørke hår bag hendes ører.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 2, 2012 19:38:46 GMT 2
Hans pludselige følelsesudladning, hvor han holdt hende og kyssede hende, føltes som en bølge der prøvede at drukne hende. Hun var ikke helt sikker på ham og det gjorde hende usikker. Havde hun selv virket sådan lige før? Der var meget i det, men hun vidste ikke hvad. Det var igen de uklarheder. Desuden var der noget i hans stemme og hun ventede på at han ville sige noget mere, noget der ville kunne få hende til at forstå. Men det kom ikke og hun trak på smilebåndet. Hun var ikke bange for nogen.
"Det er sjovt som mænd snakker om deres mødre som om de er monstre."
Morgan smuttede ud af hans arme og rejste sig. Alt føltes koldt efter sengens og hans varme og hårene rejste sig straks alle steder på hendes krop.
"Men jeg vil nu alligevel foretrække at møde hende påklædt."
Hun trak hurtigt sit tøj på og kørte fingrerne igennem sit hår. Hun var vant til at klæde sig på hurtigt, fordi hun som regel ikke gad at bruge tid på netop det. Hvordan hun vidste det var hans mor, var egentlig mere en intuition, fordi Morgan havde ikke hørt lydende som Michael havde registreret. Det var ikke hendes hjem og derfor genkendte hun ikke husets lyde som han.
"Svar mig ærligt? Ligner jeg en død fugl?" Hun smilede og lavede trutmund mod ham.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 3, 2012 0:47:07 GMT 2
''Det kan de også være... Til tider''
Grinte han. Det var ikke løgn det hun sagde, de fleste venner han havde talte også om deres mødre som om de var farlige. Men det var jo mest bare kærlig ment, også selv om Lia kunne være temmelig frembrusende og dominerende. Det skulle nok blive spændene det her, tænkte han et øjeblik for sig selv og rejste sig så op og kom i tøjet. Det ville nok ikke gøre det mindre akavet at blive taget i sengen af hans mor.
''Nej,''
Svarede han, tydeligvis klar til at komme med en kommentar efter han havde trukket hans sorte trøje over hoved.
''meget værre vil jeg nok sige''
Grinte han. For ham så hun dejlig ud lige nu, med håret en smule uglet efter at have ligget i sengen. Men det ville han nok syntes uanset hvad hun tog på lige nu. Han bukkede sig frem og skulle til at kysse hendes trutmund, da det bankede insisterende på døren og der ikke blev ventet på svar og en dame med bølget orangerødt hår, brune øjne og iført en stram grå kjole, som var mere forretnings rettet end festlig. Hun var køn og Joanna lignede hende utrolig meget.
''Mor.''
Michael rettede sig op og så over på sin mor der var et hoved lavere end ham, på trods af at hun stadig havde sine høje hæle på.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 3, 2012 12:20:27 GMT 2
Helt sikkert lidt en monster. Instinktivt kan Morgan ikke lide 'Mor'. For det første opførte hun sig som om hun ejer værelset ved bare at gå ind uden egentlig at advare. For det andet fik hun Michael til at opfører sig som en skoledreng der er blevet grebet i at tegne på sin computer i stedet for at lave matematik. Tænk sig at stå ret overfor sin mor. Og jo hun var køn, men med skarpe øjne og lidt skarpe træk. Eller også var det bare Morgans syn på hende. Alligevel smilede Morgan høfligt og rakte hånden frem.
"Hej, jeg hedder Morgan."
Hvad andet kunne hun sige når nu Michael intet sagde. På den anden side frydede hun sig lidt over at hun endnu ikke havde fået vasket hænder og at 'Mor' næppe ville syntes om hvor den hånd for nyligt havde været.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 3, 2012 16:17:34 GMT 2
Michael havde egentlig troet at hans mor ville have ventet uden for, eller ihvertfald ventet på svar, så da hun bare åbnede døren ind kunne han ikke skjule sin overraskelse. Det gjorde ikke det store, for de havde jo fået tøj på men hun kunne da godt have ventet? Nå lige meget.
''Mor, det er som sagt Morgan og Morgan det er min mor.''
Egentlig behøvede de vel ikke en præsentation, Morgan havde jo selv indledt den fordi han havde været for langsom. Han stillede sig tæt ved siden af Morgan og smilte.
Det var tydeligt at Lia så vurderende på Morgan og hun gjorde nu heller ikke meget for at skjule det. Hvad der gik igennem hendes tanker var dog svært at sige, men hun valgte i det mindste at være høflig ligesom Morgan og tog pigens hånd med et smil.
''Lia, rart at møde dig Morgan''
Det var som om hun vendte 180 grader, men Michael tog det som intet. Lia Pax var kendt for at skifte hele tiden og det ene øjeblik være blid, til det andet øjeblik at være en stram kvinde der kunne snige sig over i det hysteriske.
''Hvorfor er du hjemme allerede?''
Spurgte Michael og løftede øjenbrynet. Han havde regnet med at hun først ville være hjemme en gang i nat, det havde hun egentlig også selv sagt tidligere, men det havde åbenbart ændret sig. Lia trak på de finde skuldre stadig med den anden hånd på dørhåndtaget.
''Vi blev hurtig færdige og du tror da ikke jeg ville blive væk så jeg ikke kunne møde Morgan, når nu du ikke ville fortælle mig om hende''
|
|
|
Post by Josephine on Jan 4, 2012 19:20:22 GMT 2
Hun kunne ikke lide tonen, men intet forandrede sig ved Morgan og hun lod afslappet sin hånd hænge ned langs siden. Mest fordi Lia omtalte hende i tredje person når hun stod lige overfor hende.
"Det er da bedst at høre historien fra kilden selv, ikke?" Okay måske lidt sarkastisk men med et smil og glimt i øjet. Ikke fornærme drengens mor. Det ville være dumt. I hvert fald lige nu.
"Så hvad med kaffe og en spørgerunde?"
Det der med at føle sig hjeme slog igennem igen, og for Morgan var det ikke engang en ting at være flov over. Sådan var det bare. Eller nærmere, sådan var hun bare og det måtte de så leve med. Hun nød at Michael havde stillet sig lige der, ved hendes side, fordi det fortalte at han valgte hendes side. At han gerne ville vise hende frem til sin mor og ikke var flov over hendes tatoverede krop og malede øjne, halvspiste læbestift på de store læber og håret der bare levede sit eget liv.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 4, 2012 23:13:24 GMT 2
Michael var taknemmelig for at Lia i det mindste havde valgt ikke at være fordømmende og i stedet for være den nysgerrige mor der bare ville lærer hendes søns kæreste at kende. Det virkede ihvertfald sådan, men det var nok også mest for at vurdere hvordan Morgan var. Det havde ihvertfald været tydeligt i Lias øjne, da hun så Morgan første gang, at det ikke var hvad hun havde forventet. Men det ville nok ikke ændre noget for ham, hvis Lia ikke var enig med ham i hans valg. Han var sammen med Morgan og sådan var det. Det skulle hans mor ikke bestemme noget om.
''Jo det lyder som en god ide''
Smilede kvinden, med det røde hår, stort og gav døren et lille skub så den åbnede sig helt. Det var egentlig til begge dele hun mente, for jo det var bedst at hører det fra Morgan selv hvad hun lavede, og en kop kaffe kunne hun nu også godt bruge. At Morgan havde en sarkastisk klang i stemmen valgte Lia helt at overhører.
''Jeg går over og sætter noget kaffe over, så den er klar om lidt''
Hun drejede om på de høje hæle og forsvandt ned af gangen. At de skulle følge med forventede hun ikke med det samme, men ihvertfald at de kom ud når kaffen var klar. Michael så ud af den åbne dør hvor hans mor var forsvundet ud af. Han kunne vel egentlig godt havde sagt noget, men Morgan klarede det nu fint, faktisk virkelig godt. Han sendte hende et stort smil, lettet over at Morgan på ingen måde var at slå ud.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 5, 2012 11:45:51 GMT 2
Morgan himlede med øjnene. Hun havde aldrig haft en moderrolle som sådan, og var total usikker på hele situationen.
"Altså ... jeg har ikke tænkt mig at lyve for hende."
Det værste var at hun var usikker på grunden til hvorfor Michael ikke havde sagt noget om hende, når han havde haft muligheden. Lia ville uden tvivl spørge til hendes forældre, hvor hun arbejde, hvem hun boede med. Eller også havde hun taget fejl af Michaels mor og de skulle bare drikke kaffe. Hun placerede hænderne på sine hofter og lod vægten hvile på det ene ben. Først da så hun hans store smil og den smule farve hendes læber havde efterladt på hans øreflip. Hun lænede sig frem for at tørre det af, nu selv med sit skæve smil.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 5, 2012 13:11:50 GMT 2
Michael så på Morgan da hun fortalte hun ikke ville lyve. Det gjorde ikke noget, han ville jo ikke ligefrem have at hun lod som om hun var en pæn pige der boede hos sine forældre og gjorde alt hvad der blev sagt. Det var jo ikke den hun var.
''Det regner jeg heller ikke med, du snakker bare og så skal hun nok blive god. Hvis ikke...''
Han trak på skulderne med et smil og var glad for hun fjernede læbestiften fra hans øreflip. Han havde ikke lagt mærke til det, men det var nu mest den kærlige handling der var i det han mest kunne lide.
''Så er det jo hendes egen skyld. Men du skal ikke lade dig slå ud hvis hun bliver lidt stram eller noget, hun er måske lidt... Gammeldags på nogle punkter''
Det var nok den bedste måde at sige det på, for nogle af hendes holdninger var temmelig gammeldags og stive i det, men det betød ikke at hun var til at flytte. Det havde hendes børn formået flere gange og ville nok blive ved med at flytte lidt på hende til hun var gammel og grå.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 5, 2012 13:24:23 GMT 2
Morgan smilede bare. Godt hun havde hans støtte på den måde, men hun havde jo sagt hvad hun mente.
"Skal vi gå?"
Så her stod hun og var ikek bare en flygtig flirt. Skulle konverserer med nogle forældre fordi hun rent faktisk ville beholde deres dreng. Hun var ikke usikker, men det kunne jo ske at selv Michael fandt ud af noget som han ikke brød sig om. Morgan spurgte sig selv, hvor mange der egentlig kendte hende og hun måtte nok indrømme at Jeff og Lou Lou var på en første plads på deling, og så kendte dem hun boede sammen med hende også ret godt. Men ikke helt. Tja. Hun så spørgende på Michael.
|
|