|
|
Post by Tenner on Dec 23, 2011 0:29:51 GMT 2
"Jeg tror da godt du må tage dit board med, men der er nok lidt for trangt til at stå på det her inde"
Grinte han. Men han vidste, håbede ihvertfald, at det var ham hun snakkede om. Hun snakkede om ham og han havde ikke planer om at lade hende gå lige nu. Overhoved.
"Kom"
Han flettede sine fingre ind i hendes og førte hende ud af køkkenet, ud i stuen hvor George sad med en e-bog som han var så optaget af at han ikke lagde mærke til de to unge mennesker der gik forbi ham. Michael førte hende videre ud af stuen hvor de endte i en lang gang med flere døre i. På væggen hang elektriske rammer hvor billeder af børnene hang fra flere år. Både Maddie som hel lille med rotte haler og Michael og Joanes siddende nærmest identiske ved siden af hinanden med huller mellem tænderne fordi de havde mistet fortænderne, da de havde smidt deres mælketænder. Der var også billeder af Joanna som baby og af nogle helt andre børn der var mere mørkglødet i huden og med nøddebrunt hår. Familien Kein. De havde fire børn. En Dreng og tre piger. To af dem var flyttet hjemme fra hvilket havde givet dem mere plads i lejligheden.
Michael førte hende ned til en dør der var lettere hærget af års brug.
"tør du kigge ind?"
Grinte han. Egentlig var han lidt nervøs, for en pige havde aldrig set hans værelse. Det var måske ikke noget særligt, men han håbede faktisk at Morgan virkelig godt kunne lide det. Hvor åndssvagt det så end var.
|
|
|
|
Post by Josephine on Dec 23, 2011 0:38:29 GMT 2
Morgan så sig om mens de gik gennem huset. Hun kunne godt lide den ro der hvilede over det hele. Manden der sad og læste og pigen der sikkert sov, eller prøvede på samme. Familiebillederne nder stolt blev vist frem og Michael der vandrede hjemmevant rundt og kærestede med hende. Det var ikke af jalousi hun tænkte: 'Hvor mange har han haft stående her før mig og spurgt om det samme?' for hun skulle nødigt snakke højt om moral. Desuden var hun ikke jaloux anlagt. Mente hun ikke. For hvem stod han med nu? Ikke nogen af dem.
"Har du da glemt at redde din seng?" sagde hun i en årh-lille-pus tone.
Han havde da set hende værelse hos Lou Lou. Der kunne man nærmest ikke stå. Eller gå. Blot sove. Hvilket var alt hun havde krævet af det værelse nogensinde.
Morgan klemte hans hånd, løftede den så og kyssede håndryggen før hun lod dem begge falde.
"Jeg har sikkert det værre."
Hvilket nok var sandt
|
|
|
|
Post by Tenner on Dec 23, 2011 0:59:36 GMT 2
''Nej det er nok mere Jones der har glemt det''
Lo han og åbnede så døren. Ved første øjekast var det lille. Ikke lige så lille som Morgans var, men bare fyldt op med alt muligt. For at der overhoved var plads på værelset til andet end senge havde de fået bygget en køjeseng til dem. Nok lidt barnligt ville de fleste syntes, men hvis de skulle have det på anden måde så ville der ikke være plads til noget. I den anden side af rummet var væggen fyldt med et skrivebord hvor der lå al mulig ragelse på. E-bøger, to bærbare og noter fra skolearbejde. Dimser og ting og sager rundt omkring og nogle lidt gammeldags billeder, som var klisteret på væggen, viste landskaber fra den gang jorden havde været frodig. Hvordan markerne havde set ud gennem årstiderne og hvordan forskellene på miljøet havde været. Egentlig var det fra et ældre projekt det havde lavet til deres eksamen sidste år, men billederne var nu meget pæne så de havde beholdt det oppe. Ellers var der et lille anlæg der kunne spille musik. På trods af at der var roddet var der i det mindste ikke klamt. Selv om de var drenge på 21 år, så kunne de nu meget godt lide at der var en smule rent.
''Pigerne fik desværre det store værelse.''
Smilede han og trak på skulderne. Hans håndryg brændte stadig efter den lette berøring fra hendes læber. Handlingen havde været så kærlig og han takkede hvad der så end var højere oppe end dem, at han levede lige her og nu.
Noget der dog markant skilte sig ud på værelset var en gammel slidt akustisk guitar i imiteret træ henne i hjørnet. Han havde aldrig spillet på den, han kunne ikke finde ud af det. Men det var alligevel en han og Jones havde fået af deres morfar i håbet om at de også ville finde musikken en gang. Hvilket de, til deres mors ærgelse, aldrig havde gjordt. Maddie lånede den en gang imellem, men det var ikke hendes fortrukne instrument og flere gange havde de overvejet at skille sig af med den. Sælge den eller noget, men egentlig var de lidt for nostaltiske over den til at ville gøre det. Det var trods alt en de havde fået af deres morfar de knap nok havde nået at lærer at kende før han var død.
|
|
|
|
Post by Josephine on Dec 23, 2011 1:12:04 GMT 2
Morgan smed sig i den nederste køje, ligeglad med hvem den tilhørte. Der var en hyggelig stemning i værelset og det kunne hun meget godt lide. Hun sparkede skoene og og tog en dyb indånding gennem næsen.
"Jamen det har I da klarer meget godt. Her lugter endda mindre af deo end jeg havde regnet med."
Måske var det for påtrængende af hende bare at smute for i ham og krølle benene op under sig i hans seng, eller Jones', men hun hadede at man skulle føle sig fremmede over for andres rum fordi man ikke selv boede der. Det virkede så forceret. Så hellere virke hjemme og afslappet.
"Kan du spille?"
Det var en flot guitar. Gammel så lyden var nok ikke god, men flot.
|
|
|
|
Post by Tenner on Dec 23, 2011 1:29:50 GMT 2
Døren lukkede bag ham og han kiggede over på det ældre instrument.
''Du mener på guitaren.'' Han rystede på hoved ''Nej. Desværre har jeg ikke fået min mors musiske talent, men jeg fik den af min morfar... Vi har bare aldrig nænt at smide den ud eller sælge den.''
Han trak på skulderne og gik hen til hende. Der var ikke en af køjerne der tilhørte en af dem, som regel slog de sten saks papir om underkøjen hvis de begge kom hjem fra byen og den der så vandt kunne falde om i underkøjen. Så måtte den anden klatre op til den anden. Han satte sig ved siden af hende, hel tæt og lænede sig op af væggen med de lange ben ud over sengen. Han så spørgende på hende.
''Hvad med dig? Kan du spille på sådan en?''
Han havde lyst til at hive hende helt hen til sig, han havde lyst til at mærke hende hel tæt på sig. Men det var også rart bare at hører hendes stemme.
|
|
|
|
Post by Josephine on Dec 23, 2011 10:16:22 GMT 2
Hun rystede på hovedet.
"Jeg bryder mig ikke rigtigt om lyden af en guitar. Men lidt kan jeg da."
Det var lidt mærkeligt at han ikke kunne noget, fordi det alligvel havde stor betydning for hende, men ikke så levevej.
"Jeg har fuldt gehør, så jeg kan nærmest spille på det meste."
Morgan sagde det ikke i en tone hvor hun ville have ham til at sige wauw, men som at hun altid havde haft negle.
"Jeg lytter til en sang én gang og så kan jeg næsten spille den nøjagtigt efter. Men som sagt, jeg gør det mest for sjov."
Et øjeblik gled noget sørgmodigt over hendes øjne og hun så tilsyneladende slet ikke Michael. Hendes muskler slappede af og hendes øjne var vendt ned så man rigtigt kunne se de lange vipper. Måske fordi hun sagde lagde mærke til at hun netop havde vist noget sårbart, måske fordi hun mærkede at hendes øjne blev fugtige og hendes svælg snørrrede sig sammen, svang hun øjeblikket efter benet over Michael så hun sad på hans lår.
Hendes hår var som et tæppe ved siden af deres ansigter som holdt lyset ude. Hun lagde sine hænder på siden af hans ansigt, før hun bøjede sig ned mod ham kyssede ham hårdt.
Det hele tog ikke mere end nogle sekunder, men for Morgan var det foregået som i slowmotion.
|
|
|
|
Post by Tenner on Dec 23, 2011 13:01:14 GMT 2
Michael løftede et øjenbryn. Det var temmelig imponerende at hun kunne spille en sang næsten fuldstændig, efter kun at have hørt den en gang. Det var der vidst ikke mange der kunne. Det fleste havde nok sagt noget i den dur bare for at virke bedre end andre, men Morgan virkede ikke som en person det ville sige det bare for at imponere ham. Det behøvede hun egentlig heller ikke. Han så det sørgelige. Lagde mærke til det, men nåede slet ikke at sige noget til hende før hun pludselig sad på hans lår og kyssede ham inderligt.
Alle spørgsmål blev fejet af banen og han kunne kun tænke på hende. Hvor gerne han ville have hende og at resten af verden kunne rende dem. Det her var hvad der betød noget lige nu. Han lagde sine hænder på hendes lår og han kunne mærke varmen fra hendes hud gennem stoffet. Han ville have hende. Fuldstændig. Han svarede kysset på samme krævende måde og nappede hende i læben.
|
|
|
|
Post by Josephine on Dec 23, 2011 19:25:45 GMT 2
Hun gøs og det dunkede i hende. Gad vide hvor gammel Micahel egentlig var. Hans fingrer Var så store. I forhold til hendes i hvert fald. Og den fuldendte mund. Væk var alt andet end Michael. Eller det ville sige næsten.
"Så hvor stor er sandsynligheden for at der kommer nogen ind?"
Normalt ville hun ikke have sagt noget. Faktisk var Morgan ligeglad, men Michael virkede bare ikke som typen, der ville syntes det var rart hvis hans far kom ind lige nu. Eller lidt senere.
"For du er helt ude af kontrol."
Hun legede med hans hår. Havde lyst til at tage skjorte af. Mest af alt hans tøj.
|
|
|
|
Post by Tenner on Dec 24, 2011 0:07:31 GMT 2
Michael sendte et blik på døren. Chancen var lille nu. Hans mor ville først være hjemme en gang i nat, Joanna lå og sov og hans far ville aldrig komme ind. Ihvertfald ikke ubelejligt. Værelset havde altid være Jones og hans eget fristed de kunne være i fred for det hele. Sådan var det. Han så tilbage på Morgan.
"nej, de lader os være i fred."
Han rejste sig langsomt op og listede hendes skjorte af hende med et skævt smil.
"Så det er kun os to"
Hendes fingre i hans hår gjorde ham hel vild, og lige så gerne som han ville ligge bare og snakke med hende, lige så gerne ville han have hende. Helt.
|
|
|
|
Post by Josephine on Dec 24, 2011 0:24:41 GMT 2
'Nej' var det eneste Morgan hørte. Resten var lige meget. Michaels hænder der gled ned af hendes arme og hendes hud og tusher der åndede frisk luft.
"Du taler for meget."
Hendes latter var pirrende. Med et frydefuldt suk overgav hun sig til Michael. Glemte alt der havde noget med noget andet end lige det at gøre
|
|
|
|
Post by Tenner on Dec 24, 2011 0:47:14 GMT 2
Michael kyssede hende. Inderligt og krævende, men det stoppede ham ikke fra at smile til hendes kommentar. Måske gjorde han, men det var også lige meget. Det havde jo endnu ikke ført noget dårligt med sig. Hun smagte stadig lige så fantastisk som igår, vidst ikke bedre og han lød instinktet i ham tage over.
Det var forkert at sige at forrige nat ikke havde betydet noget, men selv om det måske var der deres forbindelse startede så var de begge to gået ind til det som bare sex. Intet andet. Tankerne havde han jo skubbet til side, men den her gang var helt anderledes. Måske var det bare det samme, men det føltes stadig anderledes. Følelserne var med. Mange og fantastiske. Og der var ingen grund til at holde dem tilbage. Overhoved
Da han havde fået skjorten af hende svang han en arm om ryggen på hende, så han kunne holde fast mens han løftede hende og lagde hende i sengen. Det var hurtigt og krævede ikke meget af ham, for hun vejede ikke meget. Det tog kun et hjerteslag og sø var hans læber mod hendes igen.
|
|
|
|
Post by Josephine on Dec 24, 2011 1:05:42 GMT 2
Man on top.
Morgan havde prøvet mange ting. Men rent faktisk at elske. Virkeligt at elske med nogen var ikke en af de ting. Jo, hun havde ment i øjeblikket at det hun gjorde lige der var fordi hun elskede. Men intet havde været som dette. Intet havde været hvor hun ikke tænkte på noget andet. Som det der var sket efter igår, hovedet fyldt kun med Michael.
Sådan var der nu og hun bed sig selv i kinden for ikke at være højlydt. Hvor meget væggene skjulte vidste hun ikke, men planen havde ikke været at sove der, så hvis det skete nu måtte Michael skaffe noget.
Lige nu nød hun bare efterdønningerne af det hele, mens hun kærtegnede hans nøgne brystkasse, med fingerspidserne og så på hans ansigt. Hvordan hans trøje forsvandt havde hun glemt. Men den lå på gulvet sammen med hendes. Det hele var noget andet nu. Men ville det ændre mere end bare hende?
|
|
|
|
Post by Tenner on Dec 25, 2011 22:47:51 GMT 2
//skyder på vi lige hurtig har sprunget akten over : )
Sengen var bestemt ikke beregnet til to, hvilket ikke lod der være meget plads for dem, men det var nu ikke nogen ærgelse for ham. Det var rart bare at ligge så tæt og mærke hendes fingre stille og roligt mod huden på hans brystkasse. Roen i hans krop var ubeskrivelig og han havde ikke prøvet noget før. Han var ikke træt. Slet ikke. Men han følte at han kunne blive liggende her for evigt, uden at være urolig for noget som helst. Han sukkede af velbehag og lod sine fingre glide gennem hendes hår lige som tidligere. Selv om det her havde været helt anderledes.
''Morgan?''
Hans stemme var blid og bare spørgende.
''Hvad er vi?''
Det var måske et lidt underligt spørgsmål, og måske også for direkte. Han ville ikke have det af vide for bare at kunne kalde hende hans kæreste frem for vennerne. Det var ikke det der betød noget for ham. Han kiggede et øjeblik på køjen over dem, hvor der var sat en masse klistermærker gennem tidens løb fra alt muligt underlig, men flyttede så øjnene til hendes.
|
|
|
|
Post by Josephine on Dec 26, 2011 0:40:34 GMT 2
Fanget midt i lyset.
Hvad var de. Hun havde selv tænkt det, men for hende var den slags definationer lig med at blive såret. På den anden side havde hun indstillet sig på det, før hun bevægede sig ud hvor hun ikke ville kunne bunde. Det ændrede nu ikke på at Michael forventede et svar. Søde, smukke Michael. Hvis man må sige smuk om en mand.
Men derfra at indse noget til at sætte mærkat på sig selv ... det var svære end hun havde regnet med. Hun så væk fra hans spørgende øjne og sagde for at trække tiden ud langsomt, med sin hæse stemme:
"Michael ..."
Det var ikke fordi hun ikke ville kaldes hans, men mere hvad der så mentalt ville ske med hende. Skulle hun til at aflægge make-up og stramme kjoler, fordi det er at gøre sig til for andre. Måtte hun ikke længere sætte sit liv halvt på spil for et tåbeligt væddemål. Og ville det være hende selv eller ham der mente hun ikke kunne tillade sig det.
"Jeg er din."
Hun løftede blikket igen. Sikker på sine ord.
"Okay?
Men ... jeg er også stadig mig. Og lige nu vil jeg helst aldrig være et minut foruden dig. Patetisk ikke?"
Hun smilede svagt.
"Og du må gerne sige at jeg er din kæreste, for jeg vil godt ... årh altså, jeg havde sgu aldrig troet jeg skulle lyde sådan her, men jeg vil godt tilhøre dig på den måde."
Han havde vel ikke spurgt hvis han ikke fiskede efter at få det på det rene. Men?
"Hvis du altså ikke bare vil udnytte min spændstige krop og kalde mig din bolleven."
For i så fald, var hendes værdighed reddet nu.
|
|
|
|
Post by Tenner on Dec 27, 2011 17:35:14 GMT 2
Hendes hæse stemme der sagde hans navn, det gav ham kuldegysninger i hele kroppen. Men på den gode måde. På den måde man ville føle igen og igen og som var vanedannende. Og alle de ord hun sagde, han kunne vel ikke bede om mere? Det var jo det han ønskede sig og et stort grin bredte sig også.
"hvis vi bare havde været venner med fordele, tror jeg desværre ikke jeg havde taget det så langt som at hive dig her hjem. Det ville måske gøre det lidt for rodede at skulle forklare over for mine forældre."
Hans grin blev til et mere mildt smil mens han så på hende med sine brune øjne, der var mørke fra den sparsomme lys der var i rummet. Kun lampen på skrivebordet var tændt og det var allerede tusmørke uden for, der ikke tillod noget lys at komme ind gennem det lille runde vindue i værelset.
"Paretisk, måske, men nu også meget sødt... Du ved. Hvis jeg ville have at du lagde alt på hylden, alt den du er, så ville det jo ikke være helt det samme..."
Han havde lidt på fornemmelsen at hun sagde hun stadig var hendes fordi hun jo var lidt kendt for at være temmelig flirtende og udfordrende over for de fyre og mænd der kom på Lou Lou. Han ville aldrig bede hende om at blive hjemme og ikke tage på arbejde. Ikke at gøre det hun kunne lide. Så længe han vidste at hun ville være hans, behøvede han ikke mere. Selv om det nok ville gøre ham mere jaloux end han ville indrømme, hvis han så hende stå og flirte med en. Men det ville han ikke tænke på nu.
"Kæreste"
Han smilede skævt og lukkede øjnene et øjeblik. De behøvede ikke en titel, noget de var. Så længe hun bare ville være hans og hun ville have ham.
|
|
