|
Post by Tenner on Dec 20, 2011 18:38:31 GMT 2
Michael lod et øjeblik som om han var overdrevet såret over hvad hun sagde, men fulgte så efter hende med et smil. Han vidste hun havde savnet ham også. Eller han var ihvertfald sikker på det, og selv om han måske før kunne havde sagt at det havde været ligemeget hvis hun ikke havde, så kunne han nok ikke rigtig sige det mere.
''Så det jo godt jeg ikke skal spørge fra nogen''
Sagde han og gik op på siden af hende. Stuen de gik igennem var ikke voldsom stor, men der var ihvertfald plads til de 12 mennesker der boede der. Familie Kein bested også af to voksne og 4 børn, men to af dem var ældre end Michael og var flyttet ud for et års tid siden, så egentlig var de kun 10 nu. Køkkenet lå lige igennem stuen og var lille. Begge familier kunne ikke sidde og spise på sammen tid, men det gjorde de også sjældent og når de gjorde forgik det inde i stuen. Køkkenet var trængt med en masse hvide skabe både oppe og nede. Forskellige kreative ting børnene havde lavet i de små klasser og i passeren var hængt på køleskabet eller stod som pynt rundt omkring. Der var ihvertfald tydeligvis flere små børn til stede, som var ufattelig kreative og kom ofte hjem med farverige og skæve sammenklistrede ting der skulle forstille et eller andet. I midten af rummet stod der et bord med plads til 6 mennesker og der kunne klemmes en enkelt eller to mere på hvis man kunne leve med at side ekstra tæt. Men der var lige nu kun dækket op til to.
George stod henne ved kogepladen og sendte dem begge to et stort smil.
''Jeg troede i nær var gået, nå men sæt jer ned så i kan få noget at spise.''
Han stillede to gryder hen på bordet.
''Jeg håber du kan lide kartoffelmos med sammenkogt.'' Smilede George da han løftede låget til gyderne. Det duftede godt og Michaels mave brokkede sig over han ikke havde spist noget før.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 20, 2011 18:46:29 GMT 2
"Ja jeg spiser stort set alt, eftersom jeg ikke kan lave mad, ingen falsk beskedenhed her. Desuden sagde Michael at du var god til det." Hun huskede samtalen fra tidligere på dagen.
"Er det noget du skal have hjælp til? Som altså ikke har noget med maden at gøre." Hun havde da engang lært manerer, det var bare sjældent hun brugte dem.
Der var faktisk ret hyggeligt. Det lignede et sted der boede mennesker, som elskede børn og var glade for at være her. Det var rart. Lidt ligesom Michael. Hun lænede sin ryg mod ham. Det var en god følelse, at have ham lige der. At hun ikke længere behøvede at spekulerer på hvad han lavede lige nu.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 20, 2011 19:11:26 GMT 2
''Nå, så noget kan han fortælle hva?''
George fandt nogle grydeskeer frem og lagde i maden, men rystede på hoved til Morgans spørgsmål.
''Nej, ikke lige nu. Så jeg vil sige velbekomme og så kan i sgu få lov til at sidde her inde alene, jeg var lige i gang med noget voldsomt spændene da jeg blev afbrudt.''
George lo over sin egen joke som egentlig var temmelig dårlig og meget far agtig. Michael rystede på hoved af den gamle. Følelsen af Morgan hel op af sig igen var ubeskriveligt og han slappede også tydeligvis mere af da hans far var gået.
''Nå, men du overlevede da også den ene halvdel af familien.''
Grinte han og førte hende blidt hen til bordet hvor der var dækket op til dem ved siden af hinanden.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 20, 2011 19:23:03 GMT 2
"Men vil jeg overleve hans mad?"
Morgan satte sig ned og krydsede benene og snusede ind. Det gjorde hun formentlig nok, spørgsmålet var om hun overlevede det her med Michael. Det virkede alt for stærkt og hun havde tydeligt fornemmet på George at han også fornemmede noget. Det ændrede dog ikke på hendes skælmske smil. Hun hældte vand op i sit glas og drak langsomt af den kølende væske. Ikke at det kølede noget i hende.
"Det må næsten være en rekord at jeg spiser med den samme fyr uden nogen andre inde for 12 timer. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro jeg kunne lide dig."
|
|
|
Post by Tenner on Dec 20, 2011 22:07:28 GMT 2
"Det ville ihvertfald være rart, hvis det var tilfældet at du kunne"
Sagde han lidt som en refleks men fulgte det op med et skævt smil mens han serverede noget mad på Morgans tallerken. Han vidste ikke hvor meget hun ville have, så han tog bare en cirka portion og skænkede op for ham selv bagefter.
"Men det er egentlig mere den kvindelig side af familien som jeg frygter mest. Georges madlavning er i det mindste ikke farlig"
Grinte han. Han måtte tilstå at han da var en lille smule nervøs, men det skulle nok gå. Det vidste han.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 20, 2011 22:18:36 GMT 2
Morgan studsede over at han kaldte sin far George. Hun kaldte ganske vidst sine egne forældre ved fornavn, men det var der en grund til. George virkede jo hyggelig.
Det var mærkeligt, men Morgan havde overhovedet ikke tænkt på hans familie, som noget hun skulle frygte, for faktisk var hun ligeglad med om de kunne lide hende, det var jo ikke for deres skyld at hun var der. Det der betød noget var at Michael gerne ville have hende der.
Fraværende stak hun gaflen i munden og hun blev positivt overrasket, som hun plejede, at hjemmelavet mad kunne smage så forbandet godt.
"Årh, shit jeg er sulten alligevel. Det her smager jo fantastisk."
Hun skyndte sig at stoppe noget mere i munden, glemte at man som pige ikke må virke mandig og spise fordi man er sulten. Men hun var ligeglad alligevel. Hvis han ikke kunne håndtere at hun spiste som hun ville, måtte han lærer det.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 20, 2011 23:01:45 GMT 2
Michael havde allerede spist flere mundfulde, for han var sulten og hans fars mad smagte altid fantastisk, uanset om det var det store festmåltid, eller som Idag: bare en sammen kogt noget med kartoffelmos. Smagen manglede aldrig. Og at se Morgan spise på livet løs også fik ham til at smile. Hans far ville nok syntes om at hun var en pige med appetit.
"Jaah han kan sgu noget ham den gamle."
Han spiste det sidste af sin portion og lænede sig tilbage med velbehag. Han havde taget en ordenlig portion og selv om han nok kunne spise mere så var der ingen grund, for så ville han nærmest bare blive dårlig.
"Mere?"
Spurgte han og hentydede til gryderne.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 20, 2011 23:08:43 GMT 2
Morgan lagde gaflen skråt på tallerknen og rystede på hovedet.
"Nej det er fint, jeg har allerede nærmest spist lidt. Kun fordi Jeff havde lavet pandekager."
Hun lænede sig til siden og kyssede ham, før hun rejste sig og tog begge tallerner og sit eget glas med over til vasken. Det var nok en vane hun havde fra at have været servetrice siden hun kunne gå.
"Medmindre det ikke var maden du talte om," sgade hun med et blink.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 21, 2011 0:37:43 GMT 2
''Nå nå, så du havde tyvstartet og det hele''
Kysset brændte på hans læber og egentlig burde han nok havde hjulpet med at tage af bordet. Han burde i stedet for bare at sidde og hænge her. Han fik skubbet sig op af stolen og tog de to gryder med mad over til vasken og råbte til sin far der sad ude i stuen.
''Skal maden gemmes?''
''Nej, bare kyl det ud'' Råbte faren tilbage. Michael gjorde som hans far sagde og smed resterne ned i affalds blænderen i vasken, der larmede en del, men så var det af vejen. Gryderne fyldte han med vand og lod dem så være. De skulle alligevel stå i blød, og om han tog den senere eller forhåbentlig en anden var jo lige gyldigt.
''Hvordan kan du tro det var maden jeg talte om?''
Grinte han så endelig tilbage og lænede sig op af bordet over køkkenskabene.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 21, 2011 0:51:45 GMT 2
"Jeg tror det var måden du stirrede forelsket på den, der gjorde udslaget."
Hun stod ikke langt fra ham, men blev stående hvor hun var, fordi hun gerne ville indprente ham i sin hjerne, som et fastfrosset billede. Hun kørte en hånd igennem det lange hår, der var rødbrunt i toppen men væsentligt lysere jo tættere man kom på spidserne. En sidegevinst fra da hun på et tidspunkt afblegede det, hun kunne bedst lide det mørkt, havde hun fundet ud af. Hun håbede at Michael aldrig ville farve sit.
Hendes øjne ændrede karakter fra det drilske til noget blødt og hendes smil var kærligt, uden antydning af lyst.
"Jeg løj, da jeg hoppede ud over kanten savnede jeg dig allerede, derfor gjorde jeg det, så jeg ikke kunne se tilbage uden at brække et ben." I det samme forsvandt det blide ud af hendes øjne. "Men jeg hader at lyde som en der er afhængig af andre, så hvis jeg behandler dig som en manhore, når du gerne vil høre ' Vi er skabt for hinanden' kommer det til at tage noget tid."
Hun havde hænderne i siden. Hellere kortene på bordet end at han blev stødt eller skuffet over noget
|
|
|
Post by Tenner on Dec 21, 2011 1:24:01 GMT 2
''Ja, det var vidst ikke så heldigt at jeg så sådan på måde''
Han ville egentlig havde trukket hende hen til sig, men han havde følelsen af at hun betragtede ham og at han skulle vente et øjeblik. Hvilket åbenbart viste sig at være en god. Det var ikke mange gange Morgan havde set på ham som hun kort gjorde, men det gav ham gåsehud på en rar måde. Selv om det var i så kort tid, så opløste det ham nærmest og han tog sig selv i at have lyst til at give hende blomster eller et eller andet fimset. Noget han aldrig havde troet om sig selv. Han havde bestemt aldrig set sig selv som en blomster-fyr, men han havde åbenbart taget lidt fejl. Meget. Egentlig gjorde det ikke så meget for ham det hun sagde. Han kunne godt vente på det og der var jo heller ingen grund til at fare frem og tro at hun ville det hele og råbe til hele verden at hun elskede ham. Det var nok liiige et stort nok spring. Og at hun ikke ville være lyserød og fuldstændig følelses tosset som han selv havde taget sig selv i, gjorde ham intet. Overhoved. Han rakte ud efter hende og trak hende mod sig i blusen.
''Jeg tror nok jeg klare mig''
Det skulle han nok. Han var ihvertfald glad for at hun sagde det alligevel. Han skulle til at kysse hende da hun var tæt nok på, men han stivnede da en lille stemme pludselig sagde:
''Hvad er en man-hore?''
Det var lille Joanna der stod i døren ind til køkkenet med sin dukke i favnen og klædt i sin lyseblå pyjamas. Michael drejede hurtigt hoved og så på sin yngste lillesøster. Måske ikke det heldigste ord hun havde fanget.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 21, 2011 1:37:56 GMT 2
Morgan var ikke rigtig vant til yngre børn, men det betød ikke at hun ikke kunne lide dem. Hun satte sig på hug og smilede.
"Man-Core, kore, og det er udtryk unge bruger om drenge der er virkeligt seje."
Hun havde altid været hurtig til at snakke sig ud af situationer og dette var ikke anderledes.
"Jeg hedder Morgan, hvad hedder dig og din dukke?"
Hendes arm var omkring Michaels ben og hendes tommel aede langsomt hans læg, helt instinktivt.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 21, 2011 1:55:28 GMT 2
Michael nåede ikke at reagere før Morgan, og da hun gjorde lod han hende styre det, nysgerrigt efter at se hvordan hun ville klare det. Til top karakter, med pil op og det hele. Han smilede stort og gjorde en 'yes-bevægelse', hvilket ingen af dem heldigvis så. Han kunne bare læne sig tilbage og nyde følelsen af Morgens arm om hans ben.
Joanna så undrende på Morgan da hun forklarede og så op på sin storebror og tilbage på Morgan.
''Så Michael er Man-Kore? Jeg syntes også Michael er Man-Kore så'' Smilede den lille pige stort, stolt over at have lært et nyt ord, som dem der var meget ældre end hende brugte.
''Jeg hedder Joanna og er 6 et halvt år gammel.'' Selv om Morgan ikke havde spurgt om det, var Joanna ikke den generte type, som ikke mælede et ord over for fremmede. Tværtimod.
''Hun hedder ikke noget lige nu, for-for hun er ikke så glad for de navne som at det er jeg gerne vil give hende.''
Det var ikke løgn, for der var ikke de navne den dukke efterhånden havde haft, tænkte Michael. Navnet skiftede nærmest fra dag til dag, og man vidste aldrig hvad hun havde fundet på.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 21, 2011 2:11:38 GMT 2
Morgan klukkede over barnets åbenhed.
"Jeg synes Michael er man-kore, i dag har han stået på board op ad en kæmpe rampe og han faldt kun én gang."
Morgan vidste ikke hvad hun mere skulle sige. Hvad sagde man til et barn? Hun vidste ikke hvad der foregik inde i et barns hoved, fordi hun teknisk set aldrig rigtig havde haft en helt normal barndom, men havde været længe oppe med fulde mænd der lærte hende sjofle sange og tegnede pin-up piger på hendes smalle arme. Hun tvivlede på at Joanna var vokset op i det, med alle børnetegninger i køkkenet.
"Er du i familie med Michael?" fik hun frem. Hun gættede ja, fordi de havde samme øjnefarve.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 21, 2011 12:40:54 GMT 2
Joanna så med store øjne på Michael. Så var det altså derfor han havde sminke rundt om øjet! Der gik et øjeblik før hun reagerede på Morgans spørgsmål, men nikkede så energisk, så hendes røde hår flagrede til alle sider.
"ja! Han er min storebror, ligesom Jones er nemerlig men det er kun dem der er tvillinger."
Hun smilede stolt som om hun lige havde fortalt Morgan noget, kun hun vidste og havde delt den store hemmelighed. Michael rystede smilende på hoved af sin søster og spurgte så drillende, men overraskende blidt.
"Skulle du ikke sove?"
"men det bare fordi, at jeg er tørstig. Og far sagde du var her ude og kunne hjælpe mig. Men jeg vidste ikke at du var her ude, med sådan en pæn pige"
Hun syntes virkelig at Morgans hår var flot, det lignede næsten sådan noget prinsesse hår. Eller ihvertfald som hun forestillede sig at prinsessers hår måtte se ud.
|
|