|
Post by Tenner on Aug 30, 2011 20:33:18 GMT 2
De forskellige gader og broer der fører en rundt i himmel byen. De variere meget fra små smalle gader, til store brede med udsigt over den endeløse himmel og de snehvide skyer.
|
|
|
Post by Tenner on Aug 30, 2011 21:49:13 GMT 2
En skikkelse fulgte gelænderet ved en af de yderste kanter af SkyCity. Hendes røde hår fulgte vinden og skilte sig ud fra de andre der gik forbi hende. Hun lænede sig op af gelænderet og betragtede de snehvide skyer der dovent gled forbi hende. De forsatte i en uendelighed og ned under byen. Jorden var ikke til at se under... Det var den sjældent. Nogle var heldige at se den en gang imellem når der kom huller i skyerne, men hvornår nogle sidst havde oplevet det kunne hun ikke huske.
Hun lod en hånd glide gennem sit røde hår og slap luften ud af lungerne for at trække nyt ind. Hun gad godt at se jorden... Prøve at opleve hvordan det havde været. At kunne mærke græs under sine tæer og hører vinden i træerne. I skolen havde de skulle læse om alle de ting i ældre biologi bøger og historie bøger. Hun lod sin anden hånd glide ned i sin skuldertaske og hev en lille notes bog op. Maddie stod der på den. Hendes navn, Maddie Pax. Med en lille sort blyant begyndte hun at skrible ned og gik langsomt videre uden at se op, men fulgte bare gelænderet.
|
|
|
Post by Josephine on Aug 30, 2011 22:45:53 GMT 2
"Hov. Pas på hvor du går." Gabriel smilede stort til den rødhårede. Han vidste godt hvem hun var. Selvfølgelig vidste han godt hvem hun var. Hun havde smukt hår og han havde haft et crush på hende. Til trods for at han faktisk ikke helt vidste hvad hun hed og hvad hun lavede på konservatoriet. Men nu havde han set snit til at sige hej.
"Du er går da på konservatoriet, ikke?" Han holdt lidt nervøst på sin guitartaske. Han brød sig faktisk ikke om at være så tæt på Faldet, men det var den mest mennesketomme vej og derfor hurtigste.
|
|
|
Post by Tenner on Aug 30, 2011 23:23:06 GMT 2
"Uh! Undskyld" Maddie blev så overraskede over at der pludselig stod en foran hende, at det gav et sæt i hende. I et kort øjeblik, mens hun blev hevet tilbage til virkeligheden var hun forvirrede og anede ikke hvem fyren hun nær havde banket ind i var, før han spurgte om konservatoriet.... Hun havde vist set ham et par gange der og han havde vidst en gang været til en af hendes klasses timer som hjælpelærer.
Hun kiggede på ham med sine store brune øjne indtil et smil brød frem på hendes læber da hun endelig fik hevet navnet frem.
"jo det gør jeg... I 2kx. Det Gabriel, ikk? Tror vidst nok du har været i min klasse som hjælpe lærer eller noget i den dur.. Passer det ikke?"
Hun klappede sin bog sammen, men lod den hvile i hånden mens hun så spørge de på ham.
|
|
|
Post by Josephine on Aug 30, 2011 23:30:24 GMT 2
Gabriel så på den lille betuttede pige. Han blev betaget af hendes smil og af motivet omkring hende. Håret var en fantastisk kontrast til skyerne og han var allerede ved at få det til at rime i hans hoved.
Han kløede sig nervøst i nakken og smilede drenget.
"Jo... jooh det er mig, jeg hjælper til hvor det er nødvendigt. 2kx, det jo solistklassen." Han så på bogen. Sugede informationer om hende til sig, nu hvor han hende så tæt på. Samtidig tænkte han lidt på den blonde prinsesse hans ældste bror pt hvar sammen med. Hun var smuk. Hende her var lidt noget andet. Kær. Men det rimede på sær.
|
|
|
Post by Tenner on Aug 30, 2011 23:52:30 GMT 2
"Jeps.. Solistklassen, det var den linje jeg blev anbefalet at tage den gang jeg startede"
Hendes kropssprog var levende som altid og det skarpe røde hår fulgte hendes bevægelser. Endelig lagde hun bogen tilbage i tasken, for selv om hendes drøm måske var at skrive sange så var noget af det i bogen temmelig privat og tanken om at en hun kun lige kendte som en hjælpelærer og som hun nær var banket ind i skulle til at spørge om den var ikke noget hun havde lyst til lige nu.
"må jeg spørge om noget uden at virke for påtrængende."
Hun ventede ikke på at han skulle svare, men lænede sig op af gelænderet uden at tænke synderligt over de kilometer af fald bag hende - (Hun vidste det ville holde) og spurgte bare direkte.
"Hvorfor blev du egentlig lærer på konservatoriet?"
Hun lagde hoved på skrå og så nysgerrigt på ham. Alle lærer på konservatoriet havde mere eller mindre været tidligere elever, men de gik der af forskellige grunde. De færreste elever startede på skolen med tanken om at ville blive lærer.
|
|
|
Post by Josephine on Aug 31, 2011 0:01:49 GMT 2
Han skulle lige til at udbryde "Hvordan skulle jeg ellers være sammen med dig?" men holdt det i sig selv. Hun ville nok ikke falde for det. Han så ind i hendes øjne. Personlige spørgsmål allerede nu. Han smil blev brederer.
"Jeg er ikke rigtig lærer. Du ved. Jeg er bare der for at hjælpe til. Altså jeg ved hvad jeg vil og det er musik, men jeg ved bare ikke rigtig..." han spillede ikke engang, han var usikker. Og han legede med lynlåsen på tasken. "Altså jeg vil ikke rigtig være lærer jeg har fem yngrer søskende, det er ligesom nok når de bliver teenagere, men du ved..."
Og nej det gjorde hun jo nok ikke. Hun vidste vel slet ikke hvor han ville hen med noget som helst af det han sagde. Han stoppede midt i det hele og så bare fortabt på hende, med et usikkert smil
|
|
|
Post by Tenner on Aug 31, 2011 0:21:54 GMT 2
Maddie så overraskede ud da han nævnte han havde fem yngre søskende.
"fem yngre søskende? Og jeg troede vi var mange"
Tanken om at skulle have fire flere af Brett , hendes lillesøster, rundt der hjemme var ikke lige noget hun ville råbe hurra for men hun kunne heller ikke lade være med at fnise lidt ved tanken. Hun skubbede det dog hurtigt væk og forsøgte at få sig selv ind på sporet igen.
"Hvordan du skal komme videre?"
Hun vidste egentlig ikke om det var det han mente, men det var ihvertfald selv sådan hun tænkte. Hendes mor var jo også uddannet på konservatoriet men ikke endt som det hun havde drømt om.
|
|
|
Post by Josephine on Aug 31, 2011 0:38:25 GMT 2
Nej. Nej det var ikke lige det. Han rystede på hovedet og strøg noget hår ud af øjnene.
"Jeg ved godt hvordan jeg kommer videre, men jeg tror bare mit hoved er rodet." han lo afværgende. Det var løgn. Men det vidste hun jo ikke. Hans søster var ikke nem og lyve for derfor var ahn efterhånden blevet god til det.
"Hvad med dig. Hvad vil du med konservatoriet? Blive en af de store?" med det mente han selvfølgelig en af hovedspillerne der altid havde en hvis rolle i de fire årlige opsætninger some hele SkyCity blev inviteret til. Dagen efter valg. Han smilede. Han havde aldrig forstået det med hovedet på skrå, men det var bare så utroligt uskyldigt
|
|
|
Post by Tenner on Aug 31, 2011 9:28:24 GMT 2
Maddie smilede og trak på skulderne. Hun skulle ikke til at blande sig i hvad der forgik i hans hoved, for hun havde jo selv lige gemt sit eget rod væk i tasken. Nysgerrigheden hev dog stadig i hende og forsøgte at lokke hende til at spørge, men til al held bragte han selv samtalen videre inden hun blev for pågående.
''Er det ikke det alle gerne vil?'' Hun smiler lidt og trækker så endnu en gang på skulderne.
''Altså det med at stå på en scene foran så mange mennesker... Jeg ved ikke helt om det er mig endnu, men jeg gad godt skrive sangene. Jeg er mere til de lidt mindre koncerter og så igen - blev jeg spurgt ville jeg nok ikke kunne afslå''
|
|
|
Post by Josephine on Aug 31, 2011 12:34:25 GMT 2
Gabriel nikkede alvorligt.
"Jeg ved ikke. Det er mere. Du vil nok kunne klare det. Jeg er ikke til alt det der rampelys, jeg kan godt lyde baggrunden. Musikken." Han trak på skuldrerne.
"Og du skal bestemt ikke være nervøs for de store scener." Han lo. Det var på tide at gå videre og så måtte hun selv bestemme om hun ville med.
"Jeg tænker på at gå på Lou Lou. Se hvad der sker." Igen trak han på skuldrerne. "Men uanset hvad så hej, formel hilsen, jeg hedder Gabriel."
Han stak hånden frem og strøg håret fra øjnene. Han ville egentlig bare have været hjem, men Lou Lou sprang lige i hovedet på ham. Desuden kunne hans guitar godt bruge nye strenge og det kunne han få ved siden af.
|
|
|
Post by Tenner on Aug 31, 2011 14:37:34 GMT 2
Maddie tøvede ikke og gav ham hånden med et stort smil.
"Maddie... Men jeg tror vidst nok jeg går med, havde også planer om at tage et smut der hen inden jeg faldt hen i mine egne tanker. Så hvis du ikke har noget imod det så kan vi bare følges?"
Hendes hånd var en smule kølig efter at hun havde gået uden for og rundt i byen det meste af dagen, uden at have en ordenligt trøje på. Hun slap hans hånd og så spørgende på ham. Hun skulle jo alligevel der hen og når de nu var faldet lidt i snak kunne de bare følges, men hvis han ikke gad så kunne hun bare.. Ja vente. Hun var jo blevet afbrudt da hun var ved at skrive, men hun ville hellere på Lou Lou
|
|
|
Post by Josephine on Aug 31, 2011 15:52:46 GMT 2
Gabriel følte sig faktisk lidt taknemmelig for at have en undskyldning for ikke og gå hjem, fordi han var ret sikker på både hans bror og dennes kæreste var hjemme. Yderst pinligt i nogle tilfælde i deres lille bolig. Måske derfor mange drømte om at være en af de store, al den plads de havde på scenen, som kun var deres. Dog i et vist tidsrum.
"Kommer du der meget?" Spurgte han overrasket. Han havde aldrig set Maddie der før. Men nogen gange kunne man jo tge fejl. Det var jo ikke fordi stedet bare være 20 kvardratmeter og en sodavandspumpe. Det var måske derfor der kom så mange unge. Der kunne man ligesom bare være sig selv. Plus der var et fint klaver. Smalt, men fint. ¨
Han hev lidt i sit hår og rettede på tasken, mens han begyndte og gå i den retning han var kommet fra.
|
|
|
Post by Tenner on Aug 31, 2011 17:16:56 GMT 2
Hun trak på skuldrene og gik ved siden af ham.
''Sådan lidt til og fra. Mine brødre kommer der dog temmelig meget''
Vinden greb hendes hår og hun måtte fjerne det fra ansigtet. Hun kom af og til på Lou Lou, men ikke nær så meget som hendes brødre der nærmest var der hver eneste dag. De var ikke musikalske lige som hende, men var glade for selve atmosfæren på stedet.
''Hvad med dig?''
|
|
|
Post by Josephine on Aug 31, 2011 21:46:56 GMT 2
Og hvad med ham? Jo Gabriel havde ofte brugt det sted som sit pusterum, fordi han følte sig udsat på ovne flader og uendelige udsigter og Lou Lous derfor passede ham meget godt, men det var mere to gange ugentlig og den daglige cola end det var og sidde der hver eneste dag og hænge ud. Han havde altid lavet sine lektier hjemme eller brugt undervisningsarealets læsesale.
"øhm. Jo altså det gør jeg vel. Plejer lige at gå forbi et par gange om ugen. Du ved, bare følge med. Jeg synes det er fedt sted," han smilede igen skævt. Han var ved at finde sit charmerende selv frem.
"Der findes meget inspiration der hvis man er til Jazz, men ærlig talt føler jeg ikke for at absolut alt skal være en smule tilfældigt."
Jo han vidste godt det han sagde var forkert. Langt fra alt jazz var tilfældigt. Og desuden skulle det jo gå op på en måde. Hvorfor ville han absolut imponere?
|
|