|
Post by Josephine on Feb 6, 2013 13:04:07 GMT 2
Hun kunne mærke selvtilfredsheden brede sig i hendes krop og hun var tæt på at smile nedladende. Han havde sagt det med hunden. Ikke hende. Men han gjorde sig jo også til hvalpen. Balrende, men med behov for hende som sin ejer. Beskytter. Vejviser. Hvad vidste hun.
Han var vred. Hans dirrende kæbe, der under presset sikkert gjorde ondt og halsmusklerne der sørgede for at han ikke så på hende. Der var ikke meget hun kunne gøre for ikke at triumfere. Påstå at det vidste hun godt. Men det var ikke spillet. Sådan snørrede man dem ikke. Michaels krop var tændt som en fakkel. Klar til at lange ud efter hende. Klar til at lade hende vide hvem der bestemt.
"Michael?" hendes stemme. Lidt tynd. Lidt bævende. "Forlader du mig virkeligt?"
Åh ja. Et rigtigt godt spørgsmål.
|
|
|
Post by Tenner on Feb 6, 2013 16:20:46 GMT 2
Et øjeblik forstillede han sig selv sige ja og så bare gå sin vej. Vende hende ryggen og kaste det hele på jorden. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde følt sig så fortæret af en indre vrede og det lignede ham ikke. På ingen måde og ingen andre piger havde kunne drive ham så langt ud som han var nu. Dem havde han nok sagt tak for fisse til og skredet uden den store anger, men han kunne ikke med Morgan. Han var en kujon og han kunne ikke forstå sig selv, da han tænkte at på trods af alt det her nu, så elskede han hende stadig. Hvis Jones vidste hvad der skete lige nu, ville han havde bedt Morgan holde sig langt fra hans bror og holdt Michael væk fra hende.
Han kunne også bare sige ja, for hun blev kun ved med at pointer at han ikke var god nok. Hun lignede en der var ved at kaste op, hvis han strøg fingrene ned af hendes kind men nu stod hun og lignede en der var ved at græde, fordi hun var bange for at han forlod hende. Hvad fanden ville hun have? At han var ligeglad med hende og bare tog for sig af godterne på en følelseskold måde ... Ligesom han forstillede sig Andy gjorde. Michael ville aldrig blive ligesom Andrew uanset hvor meget hun ønskede det og han havde lyst til at fortælle hende det. Men han havde også lyst til at trække hende ind til sig og forsikre det ikke var tilfældet, at han ikke ville forlade hende, og alligevel ønskede han at råbe af hende. True hende til at forstå at han fandeme prøvede for hende.
''Nej.''
Sagde han hurtigt og vendte blikket mod hende. Smalle og stadig lige vrede. Hans fornuft rystede på hoved af ham og en del af hans stolthed var væk. Hvis Morgan virkelig ville have ham ville hun skubbe ham væk, som hun havde gjordt for øjeblikke siden. Hun ville ikke have set på ham med afsky, som nærmest havde været det eneste at finde i dem, siden de havde siddet på Høgen. Og nu stod han og kunne stadig ikke gå. Han var sgu hel fortabt og han var selv ude om det nu ...
|
|
|
Post by Josephine on Feb 6, 2013 23:48:34 GMT 2
Hendes arme i hans trøje, krydset over hinanden, fingerne der lå ikke langt fra skulderbladende. Lille. Sårbar. Hjælpeløs. Klar til at blive taget. Så megen vrede. Alt sammen hendes. Hvad hun allerede vidste. Selv hvis han havde sagt at han forlod hende ville hun nok have fået sin vilje først. Nu var spørgsmålet bare hvordan det skulle tackles så han ikke mistede den. Så han ikke blev blid. Og glad. Stadig vred. Stadig så han havde lyst til at slå hende.
Morgan pressede sin krop mod hans igen. Armene ude af position. Læberne mod hans, så den såret der ikke engang var hårdt, igen åbnede sig. Smerte kunne måske hjælpe. Også hendes stemme.
"Det regnede jeg heller ikke med."
|
|
|
Post by Tenner on Feb 7, 2013 11:20:25 GMT 2
Hun så så lille ud i hans alt for store trøje, men inden synet af hende sårbar kunne synke ordenlig ind pressede hun sig mod ham og såret på hans læbe der lige var stoppet med at bløde, begyndte igen og gjorde at kysset smagte af jern.
''Det regnede jeg heller ikke med.''
Så det havde hun ikke? Selvfølgelig havde hun ikke, hun havde ham jo snoet om sin lillefinger og vidste det og vidste hvordan hun skulle udnytte det. Den lille strigle. Nærmest en knurren lød fra fra ham og hvis ikke vreden havde været så massiv i ham, havde han stoppet kysset. Men det var som om han fik mere og mere lyst til hende, jo vredere hun gjorde ham. Han pressede sine læber mod hende og hans hænder holdte lidt for hårdt fat i hende.
|
|
|
Post by Josephine on Feb 8, 2013 10:25:19 GMT 2
Så kom det. Den velkendte fornemmelse af at miste kontrollen. At hun ikke længere bestemte. Hun følte sig lille, svag og alt andet end beskyttet, holdt fast af hans stærke arme og tvunget til at følge hans voldsomhed. Hun kunne ikke undertrykke et støn da han borede sine fingrer ind i siden på hende og da kysset nærmest var mere at presse tænderne ind i kraniet end en affektion.
"Michael," sagde hun en kende overrasket. Forført. Rædselsslagen, men fandt sig godt til rette i det. Hun ville have ham. Fortære ham. Men helst skulle han fortære hende.
Der var ingen ord for det. Med Michael var det anderledes end med Andy. Med Andy var der ikke andet. Men Michael ... han elskede hende. Han holdt af hende. Det vidste hun. Ikke kun kropsligt, selv om det hjalp en stor del. Der var noget mere, hvilket måske var det der skræmte hende mest. Fordi det var gengældt.
|
|
|
Post by Xazal on Feb 12, 2013 16:39:28 GMT 2
Hvorfor Andrew blev stående, var en gåde selv for ham. Normalt overvejede Andrew ikke alt, hvad han gjorde, men han kendte som regel årsagen til de ting, han gjorde. Nu stod han - ifølge sig selv som en tiggende hvalp - og iagttog Morgan og Michael, der var fortabt i hinanden. Men synet tilfredsstillede ham ikke - fremkaldte derimod en modvilje, han havde forsøgt at undergrave med fornuft. Fornuft og ikke andet!
Modviljen udviklede sig til vrede - nej, bundede i vrede, eller noget tilsvarende, der var så langt fra skindsyge, som det kunne komme. Jalousi var kun forbeholdt typer som Michael - denne Michael, der i ren og skær afmagt, savn og jalousi kunne hengive sig til den primadonna, der sugede hans blodige læber til sig.
Men Andrews blik vendte tilbage til Michael med interesse og aflæste hvert af dennes ansigtsudtryk - hvordan det ophovnede, forslåede ansigt fortrak sig i vrede.
Vrede. En vrede, som Andrew kendte fra sig selv, når han så Morgan te sig sådan - som en brugt, omend værdifuld, luder, der prøvede at vække vredt begær ved at fremstå ynkelig. Forskellen på Michaels og Andrews vrede var - og dét havde Andrew allerede gennemskuet - at Michael troede på Morgan, og han vidste, at hun spillede sit spil, egoistisk som hun var, for at tage det fra ham, som han ikke ejede: Brutalitet.
Men, hvor Michael var vred, fordi Morgan ville have ham til det, var Andrew vred af en ganske anden årsag. Det gav ham lyst til at kalde hende uduelig. Han var ligeglad med, hvor spoleret Michael ville blive. Andrew var sågar ligeglad med, hvordan Morgan ville snøfte bagefter. Dét, der tændte ilden i ham nu, var dette banale scenarie, som han, Andrew, angiveligt intet vidste om. Men han vidste for fanden andet og mere, end at løgne og manipulation ikke havde nogen effekt på ham. Michael åd det råt. Dét i sig selv betød intet for ham. Men Andrews raseri steg i takt med hendes grådige spil fra galleriet, fordi hun overfor ham teede sig bedrevidende og undgik ordet 'kærlighed', mens hun overfor Michael netop nu var uærlig og slet ikke agerede af hengivenhed. Men af egoisme.
Handlingen i sig selv var ham ligegyldig. Selv Morgans egoisme kunne have været underholdende. HVIS hun bare stod ved det! Den forkastelige handling var intet mindre end en genistreg fra Morgans side, men alligevel medynkværdig, fordi den var uærlig. Andrew tvivlede på, at Morgan nogensinde kunne andet end spejle sin sindsligevægt i Michaels.
Andrew fnøs efter dette øjebliks tankevirksomhed. Hånligt, som han plejede. Stik imod, hvad han sædvanligvis ville have gjort, trådte Andrew langsomt og skødesløst fremad, så der ikke kunne være den mindste tvivl om, at han havde betragtet dem. Andrew kørte en hånd gennem håret for at fjerne det fra de øjne, der skiftevis betragtede Michael og Morgan, mens han nærmede sig og standsede op i gadelygternes skær, så hans lyse, bølgende lokker skinnede gyldent. Andrews øjne lyste næsten lige så kraftigt, intense og blå med et skær af morskab og behersket vrede. Men morskaben var allertydeligst at spore i blikket.
"Morgan har en uovertruffen evne til at tilpasse sig sine omgivelser," kommenterede Andrew tørt og mærkede, hvordan hans overlæbe spændtes en smule, da han undertrykte det smil, der havde været på vej til at pryde hans bistre ansigt. De kunne tolke kommentaren, som de ville. Utvivlsomt hånligt. Det passede Andrew glimrende.
|
|
|
Post by Tenner on Feb 12, 2013 22:10:23 GMT 2
En ubehagelig genkendelig stemme afslørede den person Michael mindst af alt (og alligevel allerhelst) ville se nu. Andrew havde selvfølgelig stået og luret fra en tilpas afstand, så han rigtig kunne komme hen og føle sig langt mere værd end de to, fordi han ikke selv var nede i kærlighedssølet. Det stoppede Michael. Fuldstændig og han rettede sig op i sin fulde højde, ikke spor anfægtet af sin klagende krop og hans blik direkte på den største af kilderne til Michaels vrede. Også kun derfor kunne Adrew hive Michaels fulde opmærksomhed fra Morgan.
Michael tog sig ikke yderligere af Andrews kommentar, forstod den måske ikke helt for det lod til at der var underforstået et eller andet. Skuespil? Ordet kom lidt til ham lidt pludselig, men blev fortæret i den brændende vrede der var i ham, inden han kunne nå at tænke mere over det. Iskoldt så han på Andrew, der åbenbart morede sig. Michael var som en spændt bue, klar til at sprænge ved det mindste fra Andrew og hvor ville det tilfredstille Michael. Ikke at han forventede at han kunne tæve livet ud af Andrew, der uden tvivl var en hård negl og kunne slå en proper næve. Og så var manden ikke sur, han havde et overblik som Michael ikke havde. Men et slag i hans ligeglade ansigt, ville gøre Michael fuldt ud tilfreds resten af denne elendige aften, som han ellers for et par timer siden havde troet ville blive en af de bedste.
|
|
|
Post by Xazal on Feb 13, 2013 23:42:22 GMT 2
Hele scenariet, der gik i stå for øjnene af Andrew, fordi Michael afbrød akten og rankede sig, var nøjagtigt, hvad Andrew havde forventet. Selvfølgelig. Havde Andrew været en gammel, gnaven mand, kunne han tilfreds gnide hænderne mod hinanden og slå en gnækkende latter op, men Andrew stod bare og målte Michael ligegyldigt med øjnene - uanfægtet af dennes kulde. Uanfægtet af Michaels 6-7 cm. højere og bredere skikkelse, der med sin enorme muskelvægt ville kunne presse ham hårdt ned mod den hårde metalvej. Tossen turde jo ikke, når det kom til stykket.
Andrews blik hvilede kun kort på Michaels ansigt, før han inspicerede resten af ham som for at se, hvad han egentlig duede til. Han satte venstre fod lidt bag ved det højre og lagde vægten på det bageste ben - som om han kunne springe på Michael hvert øjeblik. Men det var ikke intentionen. Det ville det aldrig blive, hvis Andrew forblev rationel.
Andrews blik var fjernet helt fra Michael og lå nu på Morgan. Dybest set havde de kæmpet deres kamp - både ham og Michael, og Morgan og ham. Og dog ...
|
|
|
Post by Josephine on Feb 14, 2013 21:35:11 GMT 2
De velformede bryn der bekymret trak sig ind mod hinanden i en uforstående buen der antydede at hun ikke forstod hvorfor han stoppede nu. Det ønskede hun ikke. Hun ville gerne dø i de arme lige nu. Bedre kunne hun ikke forklare det. Andrew. Ja selvfølgelig. Hun vendte sig. Lille med Michael som baggrund. Hun mærkede hvordan han bagved sig blev anspændt og så hvordan Andy foran sig gjorde det samme. Hun forventede at Andy ville tirre Michael endnu mere. Få den anden, den større, til at springe på Andy først så denne havde sit på det tørre. Men den blåøjedes blik var på hende. Det var hende han ønskede at slås med. Fint hvis det var igennem Michael.
En hånd i siden og et knæk i hoften. Læberne ophovne. Blikket fyldt med latter og morskab, men kroppen der viste den tydelig irritation over hvorfor han ikke var skredet og nu vovede at afbryde hende. Af alle mennesker kendte han nok hendes behov bedst og at få Michael lige præcis derhen var ikke let. Ikke som det var med ham.
"Hvad vil du gøre ved det?"
Med Michael bag sig kunne hun mærke noget ind i sig. Lyden af hans åndedræt, endnu tungt. Lugten der hang ved. Af mand. Sved. Blod. Hun følte noget, hun gerne ville sætte ord på, og måske især fordi Andy var her. Et sløvt smil. Noget i hendes holdning der ændrede sig. Hun vidste hun sagde det til Andy men ordene var på grund af Michael.
"Jeg kan ikke tale som de gør i de store ballader og jeg vil ikke kunne fremføre en troværdigt for dig, for alle andre; ja. Jeg kan ikke gøre alting, men jeg vil gøre hvad som helst for ham," hendes stemme lav, men insisterende. Der var noget truende over hende. Ikke på samme måde som de kampklare kæmper af to mænd. Måske fordi det hun sagde var sandt. Sandt i nu'et. Sandt som i hun havde ageret Ofelia for ham. Hun havde været Ofelia. Hun havde været en luder med tøj på for hele byen. Dét sidste af sin sjæl havde hun solgt. Andy vidste ikke hvorfor og han havde vel ærligt talt ikke haft tid til at fastslå hendes motiv for at være så skødesløs.
"Jeg satsede på en fuser som eksploderede inde i mig."
|
|
|
Post by Xazal on Feb 18, 2013 3:24:14 GMT 2
Morgans ændrede holdning - fra betagelse over Michaels gestus til hånlig selvtillid, da hun vendte sig mod ham, var lige ved at få bægeret til at flyde over af latter. Hun bekræftede bare hans kommentar med den optræden. Ja, selv det retoriske spørgsmål pirkede til hans lattermuskler.
Men Andrew lo ikke. Tværtimod. Han trak brynene sammen. Inspicerede Morgan. Inspicerede Michael. Han havde en ubændig trang til at træde frem og vende Morgan væk fra sig og skubbe hende tilbage i favnen på den passive idiot til Michael, der lignede én, der ikke kunne lægge to og to sammen - ikke kun i denne situation, men i alle henseender. Andrew trådte et skridt fremad med et blik på Michael, der var ildevarslende - et blik, der sagde, at hvis han ikke forholdt sig i ro, ville Andrew gøre kort proces med hele situationen.
"… men jeg vil gøre hvad som helst for ham," sluttede Morgan, netop som Andrews øjne fangede hendes og holdt dem ubønhørligt fastlåst til hans blå blik. Han drog hendes opmærksomhed til sig, som var hun viljeløs.
Andrews mund fortrak sig i et hånligt smil, der viste hans hvide tænder. Han løftede langsomt den ene hånd, som om han ville gribe fat i én af dem og ruske hårdt i dem, men han løftede hånden endnu højere og strøg sig over panden - afskar Morgans øjne fra hans blik med denne fysiske bevægelse, som om han trak et mørkt tæppe for, som de nu stod på hver sin side af.
"Ja, det er i det mindste sandt," hvislede Andrew. Det kunne han ikke benægte, hvorfor han også sagde det. Men stemmen såvel som øjnene udtrykte foragt for den ynkelige Morgan, der forsvarede sit nye fund - den lyshårede, blødsødne snothvalp - som et forurettet barn. "Men en sandhed, der er forbeholdt mig, fordi et øjebliks ærlighed overfor HAM ville forvandle din perfekte krop til et tomt hul i jorden, der ville pleje hans pik og ikke andet. Reducere drømme til det rene ingenting."
Endelig kom latteren. Den fik Andrews blå øjne til at spile sig op i noget, der mindede om vanvid. Strubehovedet gav plads til den sprøde, tørre latter. De vidste begge, at han ikke fandt hende perfekt. At han mindst af alt forgudede hende. Andrew sparkede et stykke affald til side og i samme bevægelse trådte han atter et skridt fremad og mindskede afstanden mellem ham selv og det irriterende pigebarn.
|
|
|
Post by Josephine on Feb 18, 2013 17:11:51 GMT 2
Morgan følte en storm rejse sig inden i hende. Hun mærkede pludseligt et blindt raseri. Det var alle følelser over folk der havde skuffet hende, brugt hende, kastet hende bort. Åh jo, der var læssevis der var blevet udnyttet på præcis samme måde som hun af hende, men det havde alt sammen været for at overleve. Her stod hun med to mænd der begge var så umusiske som noget kunne blive og grunden til at de to nok var de eneste der bare var noget nær tæt på hende, var måske at musik aldrig rigtigt havde interesseret dem. For hvad havde musik tilføjet hende? Lou Lou. Hendes største svaghed. Achilles hælen på den ’perfekte’ krop.
Trods latterens befriende lyd, var det som issyle. Et vidne på hvordan man piner livet ud på sig selv. Det var ikke et klageråb, det var koldt og ensomt, men det var ikke et klageråb og medlidenhed var det sidste man kunne vække i Morgan. Når hun forsøgte at brække ens karakter var det ikke for at passe på ham og hele ham og forme ham. Det var udelukkende for at knække ham, som hun selv var. Derfor bekom latteren hende. Det fik hende endda til at reflektere et smil af samme kaliber tilbage til ham. Hendes krop løsnede sig. Afstanden så kort. Desuden havde hun trumfen. Han var lige bag hende. Han stod lige der. Åndede tungt. Var på nippet til vanvid, måske fordi Andy vovede at håne ’hans’ pige. Hans Morgan. Og Oh Baby, hun var hans. For dette øjebliks ærlighed lige nu var måske nok forbeholdt Andy, men hvad så med dét øjeblik på rampen? Eller det øjeblik med hendes forældre? Eller det øjeblik hvor hun havde hvisket ord i mørket? Det havde kun være forbeholdt Michael, men det kunne Andy ikke tro om hende. Nok gav han en fuck for hendes krop, men han mente at han kendte hende. Han troede virkeligt at han vidste alt om hende der var værd vide.
”Dét er jeg allerede blevet, din åndsbolle,” lo hun hånligt tilbage til ham. Som om hun var glad for dette faktum. Hånden igen i siden, hagen titlet let op, for at se på ham. Og så skridet. Tilbage. Lige ind i Michaels solide torso, som syntes at passe så vidunderligt til hende. Han var selve indbegrebet af foragt overfor dette faktum. Hun vidste det, selv om han ikke viste det. Manien og sindsygen indover ham.
”Hvad vil du gøre ved det?” hånede hun ham, med de samme ord som hun netop havde brugt.
|
|
|
Post by Tenner on Feb 18, 2013 18:49:01 GMT 2
Den spændte stemning mellem dem alle tre var så tydelig at den var til at mærke på, for alle der gik forbi. Nogle enkelte turde at kigge et øjeblik, men de fleste gik i en bue uden om. Men som Andrew var så pisse god til, formåede han at degradere Michael til ingenting og snakke som om han ikke var der. Alligevel var hans kropssprog på vagt over for Michael, han prøvede endda at sende ham et blik der skulle advare. Men Michael ville intet have imod at have en undskyldning for at slå på den anden lyshårede gut. Det ville være så tilfredsstillende.
Men deres ord fik ham alligevel til at forholde sig stille et øjeblik. Andrew der mente at Morgan ikke turde være ærlig over for Michael og måske burde Andrews ord ramme et eller andet i ham. Hive en eller anden tvivl op, men den var ikke eksisterende lige nu. Billede af Morgan oppe på Rampen i den smukke kjole og med tåre løbende ned af kinderne var ikke en løgn. Sammen med alle de andre gange Morgan havde åbnet sig en lille smule for ham. Måske kunne Morgan være uærlig, Michael var jo ikke dum, men inderst inde vidste han at de små øjeblikke ikke var gennemsyret af en ubehagelig løgn. Tanken fik Michael til at ranke sig og selv om hans ansigt ikke afslørede meget, så kunne det lille hoverende smil ikke skjules, da Morgan rykkede sig tilbage og nærheden af hende blev håndgribelig igen i form af varme fra hendes krop. Der var ingen grund til han sagde noget, Andrew vidste udemærket godt at Michael havde lyst til at pande ham en og det eneste der skulle til, var en tændstik før han fyrede af.
|
|
|
Post by Xazal on Feb 21, 2013 12:50:01 GMT 2
Andrew lod armene falde ned langs siderne ved Morgans smil. Et smil, der fik hende til at virke lige så letsindig som altid, men også umådeligt dum. I det mindste var det noget, han kunne forholde sig til. Ja, det ildevarslende glimt i hans ulmende øjne forsvandt endda, og han løftede ironisk det ene øjenbryn.
Hele Andrews krop slappede af. Anspændtheden var forsvundet, som om den aldrig havde været der. Men da han endelig virrede lidt med hovedet for at se på Michael, havde han et bistert, hånligt drag om munden. Ordene var dog henvendt til Morgan:
"Ingenting."
Han ignorerede Michaels hoverende smil. Hvis det kom til en magtkamp mellem dem, ville Andrew bakke ud - alene, fordi han havde vundet på forhånd. Hvis ikke nu, så snart. Det var en banal sandhed, som han kendte instinktivt og afskyede. Da de intense, blå øjne vandrede tilbage til Morgans ansigt, var der latter i blikket - ikke ansporet af den sædvanlige kulde. Han løftede den ene skulder op mod øret for at få skulderremmen på den slidte sportstaske til at falde bedre på plads.
"Hvad med dig?" spurgte han tørt, men ikke defensivt, som man kunne forvente.
|
|
|
Post by Josephine on Feb 22, 2013 21:21:32 GMT 2
Smilet var ikke falmet. Tværtimod. Men tænder var ikke synlige længere, som vanligt, og hendes holdning var anderledes nu med Michael mod sig. Selv om hun flejnede på ham, til dels foragtede og hadede ham for det, så følte hun sig bare hjemme ved ham. Han gjorde hende tryg, og når han var vred så frygtede hun faktisk. Hun mærkede adrenalinkicket. For der var også den mulighed at han rent faktisk gik. Fordi hun var for meget. Dét mere end noget andet havde hun kun fundet sig i fra Andy. Ikke fordi hun så mange gange havde stukket ham i ryggen. Bollet med andre. Blevet væk. Været så ligeglad med ham at han nærmest ikke eksisterede i hendes tanker. Dét havde hun. Og han var aldrig gået ustraffet, som at hun på sin vis også var blevet straffet af ham.
Så 'ingenting' passede ganske godt til Andy. Det var meget smukt. På et plan. Tanken fik hende til at give et lille grin.
"Så længe der er en pik i det hul, har jeg ikke trang til at gøre noget som helst ved det."
Og det var sandt. Hun følte sig som herre over situationen. Hvilket nok var skyld i at hun ikke engang tænkte på at replikken til Andy, egentlig var meget modsigende. Det lød som om at hvis Michael gjorde hende til kun det, så ville hun have det fint fordi nogen stadig ville kneppe glemsel ind i hende. Hvilket hun ikke ville være. For Morgan ville ikke være. Det ville kun være et hul. Til at kneppe. Intet andet. Ingenting.
|
|
|
Post by Xazal on Feb 23, 2013 13:22:02 GMT 2
Andrews øjne fulgte hver og én af Morgans og Michaels bevægelser. Måden, hvorpå Morgan stod lænet op ad Michael, som var han en fast klippevæg, rørte ham mærkeligt nok ikke det mindste. Måske, fordi han aldrig selv havde givet hende lov til at støtte sig op ad hans krop - han ville skubbe hende, lade hende føle, hvordan det var at blive trådt på, så hun selv kunne rejse sig igen. Lige nu lænede hun sig op ad nogen, der ville gå planken ud for hende - eller ville han?
Andrew selv bøjede ryggen en smule bagud for at strække kroppen. Latteren i hans øjne havde farvet dem næsten milde som himlen. Det gav ham et udtryk af at være komplet ubekymret, hvad han bestemt også var lige nu. Det vurderende blik, han sendte Michael, var uinteresseret og overfladisk. Ved Morgans ord fnøs han kort.
"Jeg vidste, at jeg havde overvurderet dig," svarede Andrew kort og sendte hende et næppe synligt smil. Michaels passivitet var ved at gå ham på nerverne.
|
|