|
Post by Josephine on Feb 23, 2013 20:14:12 GMT 2
Morgans ansigt faldt ikke, men udtrykket ændrede sig. Hun lignede en der havde de bedste kort på hånden men alle andre troede det modsatte.
"Andy-dear," hun trak vokalerne ud. "Jeg tror tværtimod du undervurdere mig tit."
Dermed sagde hun ikke at Andrew tog fejl lige nu, men generelt. Han regnede altid så mange ting ud, men han benævnte aldrig de ting han ikke havde. Som Michael der var dukket op og på sin vis havde ændret spillereglerne. Fordi hun beskyttede ham. På sin egen mærkværdige måde. Bare det at hun stod foran ham. Normalt ville hun flytte sig langt væk. Slet ikke være ved ham.
"Men det er jo dit tab." Hun trak på skulderne. Et skævt smil var tilbage, men stadig det samme udtryk i hendes øjne. Mod Andy. Hun strakte sit ene ben. Rykkede lidt på sig. Hun var begyndt at kede sig. Det her kedede hende.
|
|
|
Post by Tenner on Feb 25, 2013 0:19:01 GMT 2
På trods af at både Morgan og Andrews holdning blev langt mere afslappet, hvis man kunne kalde det for det, så var spændingen der stadig. Men lysten til at banke livet ud af Andrew lige nu, var ikke væk, blot tilsidesat. Michael var ligeglad med Andrew lige nu. Hvad end denne fyr mente om Michael og det faktum at Morgan var sammen med ham, så var Michael ligeglad i dette ene øjeblik. Det virkede nemlig til at Morgan, på en eller anden måde stod foran Andrew og ... Man kunne vel ikke rigtig kalde det 'retfærdiggøre' men hun stod ihvertfald foran Andrew og stod ved at hun var sammen med Michael. På den ene eller anden måde og så kunne Andrew skride og passe sit eget lort. Hvordan hun så gjorde det, kunne han tænke over senere, det forhindrede hans vrede i at overveje lige nu.
Med en lille, næsten uset bevægelse, lagde han hånden på Morgans ryg. Man skulle være godt dum for ikke at bemærke at hun begyndte at kede sig.
''Er vi færdige?''
Han ville også gerne videre. Eller mest af alt ville han sgu gerne give Andrew tørt på, men vreden gjorde at ordene ikke lå pisse godt i Michaels mund og derfor var det lettest bare at holde sin kæft. På en eller anden led, selv om han ikke kunne lukke munden nu. Vreden mod Andrew lå så kraftigt i de tre ord .
|
|
|
Post by Xazal on Feb 25, 2013 13:15:53 GMT 2
Andrew stod ubevægelig. Uanfægtet af Morgans kropssprog. Kun hans øjne viste, at han hørte, hvad hun sagde - de var rettet direkte mod Morgans ansigt, som om alt andet ved hende ikke havde nogen betydning. Han krængede overlæben tilbage i et syrligt smil ved hendes sidste tilføjelse uden at gøre mine til at benægte det. Et tab - ja, det var vel, som man så på det.
Til gengæld var Michaels spørgsmål, der fulgte umiddelbart i kølvandet på Morgans ord, lige ved at få ham til at kaste en knyttet hånd mod Michaels forslåede ansigt. Men som altid bevarede han kontrollen og rørte ikke en muskel lige med det første. Men så - langsomt som et rovdyr på jagt - drejede han hovedet og spiddede Michael med sit ulmende blik.
"Jeg skulle til at spørge om det samme," svarede han sammenbidt. Hans øjne lyste af sletskjult morskab. "Og du har slet ikke noget at have den vrede i," tilføjede han, som om det lige var gået op for ham, at Michael sydede.
Han borede tåspidsen på højre fod i jorden og trak foden tilbage henover det hårde underlag, så det afgav en larmende, skrabende lyd. En mindre metalstump fra ét eller andet kom i vejen for bevægelsen og trillede klirrende bagud ved fodens skub. Andrew løftede en hånd og strøg håret væk fra den ene halvdel af sit ansigt. Han lod hånden køre videre igennem håret og redte de mintre knuder ud. Hans kropssprog afspejlede Morgans kedsomhed.
|
|
|
Post by Tenner on Feb 25, 2013 21:40:07 GMT 2
Et eller sted fornemmede Michael at han havde formået at prikke en smule til Andrews kolde ydre. Det var måde hvorpå Andrew nærmest virkede til at ville slå Michael ihjel blot ved at kigge på ham. Men Michael veg ikke til siden, tvært imod. Hvis Andrew havde lyst til at slås så skulle han da have lov.
''Ikke?'' Lød Michaels stemme kort efter. Han provokerede og løftede det ene øjenbryn, men der var ingen morskab at spore i det forslået ansigt.
Ikke kun Morgan virkede til at kede sig nu, men Michael kunne ikke hel fatte hvorfor Andrew ikke bare vendte sig og gik. Fyren gad jo tydeligvis ikke mere og Michael gad ikke være den der gik. Ikke når han havde en chance for måske at få en eller anden form for reaktion ud af den kære Andy.
|
|
|
Post by Josephine on Feb 25, 2013 22:19:59 GMT 2
Det var på grund af den vibrerende følelse der kom af at Michael åbnede munden og talte. Den forplantede sig i hendes mellemgulv og stjal for alvor hendes opmærksomhed. Blikket mod Michael blev sløvt. Hun var ikke til stede i andet end sin krop og den hånd der hvilede på hendes hofte, tomlen der klemte let, massede. Han var ikke så lidt fræk at claime hende på den måde. Men hun kunne lide det. Lige nu ville hun gerne være hans. Hun ville gerne mærke hans hårde knogler mod hendes. Hun ville gerne slikke blodet fra hans læber. Hun ville gerne smyge sin krop mod hans. Åh! De ting hun ikke ville med ham.
Selv uden for sans og samling med tankerne på noget langt mere intimt, så kunne hun godt fornemme de to brushoveders magtkamp. Hun lagde sin arm om bag ryggen. Langsomt. Umærkeligt. Hun ville at Michael ikke længere havde Andy i tankerne. Ham som alligevel ikke ville tilfredsstille hende. Michael som sikkert gerne ville. Hun gned langsomt sin hånd mod hans skridt. Aende. Ikke rigtigt synligt for folk der stod foran. Andrew ville jo nok se det, kendte hun ham ret, men det behøvede Michael jo ikke vide.
Og Morgan ville jo bare have hans opmærksomhed og al hans tid.
|
|
|
Post by Xazal on Feb 26, 2013 9:54:25 GMT 2
Michaels provokation prellede fuldstændig af på Andrew. Det var et tomt, intetsigende "Ikke?", som kun krævede det rene og skære indlysende af ham. Michael var dum at høre på. Andrew skar en grimasse og svarede selvfølgelig ikke. Men han fnøs hånligt, hvad Michael skulle prisværdige, for selv dette fnys var overflødigt. Andrew øslede med sit minimalistiske ordforråd. Hvis Michael havde lyst til at være tøsefornærmet over, at Andrew havde brugt noget af Morgans kostbare tid, måtte han syde for sig selv. Hele hans forsøg på at få en fornuftig reaktion ud af Michael, var mislykket.
Det var tydeligt, hvad årsagen var: At den anden simpelthen forgudede tøsen, som stod imellem dem. Morgan havde selvfølgelig regnet det ud for længst, og hendes hånd var allerede i gang med forarbejdet. Det var så helt igennem medynkværdigt, at Andrew følte trang til at spytte på jorden ved deres fødder.
Ligesom Michael forsøgte at få en reaktion fra ham, forsøgte Andrew unødvendigt at kaste en bemærkning af sig, der ville få Michael til ikke at falde hen i ekstase. Det ville være noget nær umuligt med Morgans krævende personlighed - hun krævede altid sit, når folk for en stund lod hende glide i baggrunden. Selv, hvis det blot var et øjeblik. Måske var det mest for at afprøve Michael, snarere end for at provokere ham. Andrew var ikke interesseret i ham, men han var nødt til at blive det i en fart, hvis der var udsigt til, at den blonde fyr fulgte med Morgan hele vejen. Hvad ville ikke være mere passende end en etisk, følelsesladet vi-kunne-komme-godt-ud-af-det-med-hinanden-bemærkning lige nu? En bemærkning, der ville få al Michaels modvilje til at slå imod ham som en bølge. Tanken morede Andrew usigeligt.
"Hendes loyalitet er intet i sammenligning med -" Andrew gjorde et lille, ironisk kast med hovedet, så håret igen røg halvt ned i øjnene på ham, "- min."
Det var til dels sandt. Michael vidste, at det var noget af et sats - det gjorde han uvægerligt. Men han var lige så tankeløs som Morgan. Tænderne var blottet i et bredt, endog charmerende smil. Han gjorde en afværgende bevægelse med hånden mod dem, som om han uden ord ville sige: 'I må hygge jer.'
Ja, hygge var det rette ord. Andrew trak på skuldrene og vendte sig halvt. Den ene fod var løftet til et skridt, der skulle lede ham væk fra dem.
|
|
|
Post by Tenner on Feb 26, 2013 11:23:54 GMT 2
Morgans kræven efter Michael opmærksomhed virkede. Det var noget uventet at mærke hendes hånd der og hans hånd på hendes hofte spændte en tand mere. Det var afledende og han kunne fandeme ikke lade være med at blive påvirket af det, men han havde stadig et årvågen blik på Andrew. Til dels ærgede det Michael at Andrew ikke blev så let provokeret, men med Morgans hånd mod sit skridt var det svært virkelig at være ærgerlig over det.
Så sagde Andrew noget der kom bag på Michael. Han begyndte at snakke om loyalitet og at han var et bedre valg end Morgan. På sin vis. Men hvor det lige kom fra kunne Michael ikke gennemskue. Regnede Andrew med at det måske kunne få Michael til at skride for Morgan, så de kunne være bedste venner. Han tvivlede, for det var så langt fra Andrew som noget kunne være.
Michaels øjne blev smalle og modviljen mod den anden lyshåret mand var så tydelig, at den næsten var til at tage og føle på. Men han sagde ikke noget. Hele hans udstråling sagde nok. Han troede ikke på Andrew, stolede ikke på ham, men han kunne alligevel ikke ignorere hans ord. De blev i stedet for gemt, da fyre drejede om på hælen i en sløv bevægelse for at gå fra dem. Og så kunne Michael ikke skjule hvor meget Morgans gestus påvirkede ham. Hans åndedræt var tungt og han fik en brændende kødelig lyst til hende på stedet. Det var en blanding af hele dagen. Al den vrede der var puttet i ham og savnet efter hende i alle de ti dage han havde ventet, der fik ham til at være ligeglad med om Andrew vente sig om nu og følte afsky. Michael bukkede sig frem og kyssede Morgan på halsen, for at blive beruset af hendes duft, varmen og den søde smag af hendes hud. Han havde svært ved at kende sig selv lige nu, men var ligeglad. Alt han ville have lige nu var Morgan.
|
|
|
Post by Xazal on Feb 26, 2013 15:36:56 GMT 2
Foden blev sat ned foran den anden. Vægten blev ligeligt fordelt og gav hans krop en fornemmelse af balance. En balance, der afgjort ikke var til stede i hans sind. Hvis man kunne kalde et kontrolleret, vredt og strategisk tankesæt for ubalanceret, vel at mærke. Men hvad fanden kom balance ham ved? Andrew kendte sin krop ud og ind. Han kunne underminere sit følelsesregister efter behov. Han kunne ligge klods op ad et elskende par og være uanfægtet af deres intime fest. Han kunne nedlade sig selv til at forstå andres følelser, men kun bekymre sig om udbyttet af informationerne bagefter. Intet udsprang af etiske eller moralske overvejelser. Hans umiddelbare træk var ikke godhed. Det ville være synd at sige, at de, som havde givet ham til verdenen, kunne være pavestolte af en "søn med gode værdier.
Hans vejrtrækning var næppe hørlig, da han løftede det andet ben og satte det foran det andet i en nøje beregnet afstand. Sportstasken slog mod hans hofte ved bevægelsen. Knoglen føltes massiv mod den slidte, kun halvt udfyldte taske. En lille brise lettede ham for besværet ved at stryge håret væk fra ansigtet. Han var sig selv. Uafhængig af andre. Uafhængig af sig selv endda. Frem for alt var han uanfægtet i det store og hele. Skridtene, der sløve og skødesløst bar ham væk fra Morgan og Michael havde en karakter af fuldkommen afslappethed og rutine, som om dette var hverdagskost.
'Du, Morgan, jeg har lige slået en mand ihjel,' kunne han sige for at gøre stemningen endnu mere hed. Michael ville blive frastødt - mere, end han var i forvejen. En fnysende latter var på vej, men Andrew slugte den. 'Jeg mente, de ville komme i vejen for vores projekt,' tænkte han videre med en drævende stemme, hvad der var temmelig ulig hans personlighed: At realisere noget i tankerne uden at projicere det over på virkeligheden. 'Og så siger du, at byen leder efter dig, Ofelia, mens du i virkeligheden blot vil være nogens pige lige nu og her.'
Det bebrejdede han hende i grunden ikke. Det var derfor, det kun blev i tankerne. For Andrew var bedøvende ligeglad med, hvad de havde gang i. Lydene bag ham fortalte sit tydelige sprog, og han distancerede sig fra det ved at gå væk. Det var en rationel vane, han havde anlagt sig. Lige nu måtte han bukke under for organismers basale behov og få hvilet ud. Der ville næppe blive tid til det senere.
Andrew drejede hovedet og kiggede på de to. Han lod blikket dvæle et langt øjeblik. Hvad var de?
|
|
|
Post by Josephine on Feb 28, 2013 11:13:39 GMT 2
Hun lukkede øjnene og svælgede i berøringen af hans læber mod hendes hud, fingerne der var stærke og klemte alt for hårdt om hendes benede hofte. Hun var ikke engang nærværende nok til at registrere Andrew gik. Som altid var hun kun til stede i begæret og lystens lune. Alt andet var ligegyldigt for nu fik hun sine behov dækket, for nærvær og måske hvad hun anså som kærlighed. Ikke at hun nogensinde selv ville kalde noget for det, hun troede ganske enkelt ikke på det.
Hun vendte sit ansigt, drejede nakken så hendes ansigt var nærmere hans. Varmen fra hans åndedræt og lyden af det. Hendes egen der var overfladisk, lysere. Hun var tændt, det var hun altid mere eller mindre, men Andy der havde kørt hende så langt op, beæret hende med noget hun krævede, havde gjordt hende endnu mere egoistisk nu. Det hele skulle være om hende og hvis Michael ikke ville det som Andrew, så ville hun finde nogle andre end dem. Også selv om at hun ikke havde kunne slippe Michael med tankerne de sidste dage. Lige nu var bare ikke noget hun gik på kompromis med. Nu'et var alt hun havde. I morgen skulle nok komme.
Så måtte han jo vise om han var mand nok.
Morgan flyttede sin hånd, førte dem begge op bag sig, i hans rodede hår. Lugten af hans sved var pirrende og den insisterende smag af jern fra deres kys, der ikke slap hende.
|
|
|
Post by Tenner on Feb 28, 2013 21:41:14 GMT 2
Det var utrolig, hvor opslugt man blev af et andet menneske, men Michael end ikke ænsede det. Han mærkede intet kun et brændende behov for hende og et behov for at få vrede ud på en ene eller anden måde. Han kunne forstille sig at havde han ingen anden mulighed kunne han løbe i flere dage inden al arrigheden der havde samlet sig i ham var borte. Men nu blev det hele i stedet samlet til en ting. Et næsten sygeligt behov for hende her og nu og han havde aldrig prøvet det før. Han havde aldrig prøvet at have så voldsomme følelser der var så ambivalente som overhoved muligt. Det gjorde ham blind for alt andet end Morgan.
Hans ene hånd slap hendes hofte og fuldte konturen af hendes krop op til armen og videre op til han nåede hendes hånd der var hvilket ind i hans hår. Hans anden hånd var også oppe ved hendes hånd på ingen tid, og med et hurtigt tag i disse hev han dem ud af hans hår og vendte hende med front mod sig, inden hun kunne nå at gøre noget. Men han slap ikke grebet om hendes hænder i stedet holdte han dem fast bag hende. De var så tæt på kanten af byen, blot en meter fra hegnet der omkransede hele byen i en form for falsk tryghed, men ikke en gang suset fra det lang fald der var så tæt på ham ænsede ham. Han kyssede hende. Begærligt. Krævede hende, ligesom hun krævede ham og hans læbe der var forslået. Men smerten gjorde kun det hele langt mere tydelig.
|
|
|
Post by Josephine on Mar 1, 2013 11:28:55 GMT 2
Ild. Begær. Lyst. Den altoverskyggende pressende krop der prøvede at forene sig med hendes. Hun tænkte ikke på tøjet. Hun tænkte ikke på de mulige blå mærker Andy havde tilføjet den. Hun tænkte ikke engang på Michael. Hun tænkte kun på det der skete inden i hende. Hun var en kvinde med behov. Som skulle tilfredsstilles. Alligevel prøvede hun at få armene fri. SKulle bruge dem til at fange ham med. Til at for ham tættere på. Hans højde der var intimiderende, ind over hende. Hans væren der lige nu var farlig og ikke mindst for hende. Hun anede ikke hvad han ville gøre. Dette var en første gang for hende at han var så vred og så krævende. Så meget ... mand.
|
|
|
Post by Tenner on Mar 2, 2013 12:55:27 GMT 2
Han gav slip på hendes arme, men hun for at trykke hende hel tæt på hende, hvis det overhoved var muligt. Det var som om hele hans indre blot ønskede at optage hende. Forene sig, fuldstændig ligeglad med at de stod på åben gade. Han brændte og Michael som man kendte ham var væk. Hans drengede smil og glimtet i de brune øjne, som hans far også havde, var væk og i stedet for erstattet af en mørk vrede og et brændende begær der fik ham til at løfte hende op i knæhaserne, så hendes ben blev tvunget om ham. Hans åndreg var tungt og selv om det smertede efter de vel rettet slag Simon havde fået ind, så kunne man ikke hører det på ham. De var blot få meter fra en mur og muligvis et lidt mere privat sted, men det var nu ikke det han tænkte over. Her kunne han holde hende op af muren, i stedet for hegnet ved kanten. Hans bevægelser var voldsomme og uforsigtige da han pressede Morgan op af muren og hans læber fulgte hendes kæbelinje, videre ned til kravebenet der var blevet så fremtræden efter de ti dages adskillelse, men det ændrede ikke på hvor tændt han var og hvor ensporet hans tanker var lige nu.
Det var ikke elskovs kys og han nød ikke på samme måde at mærke hendes ben om sig. Det var ikke som alle de andre utallige gange efterhånden hvor de havde elsket og haft sex. Det her var voldsomt og som om han var ved at dø af sult kastede han sig over. Nej. Det var som om han havde lyst til at banke hende, for at gøre ham så vred, men alligevel ikke og derfor krævede han hendes tilfredsstillelse igen. Hvad gjorde hun dog ved ham?
|
|
|
Post by Josephine on Mar 3, 2013 14:09:41 GMT 2
Hun slog hovedet hårdt mod den kolde metalliske væg. Hendes syn sortnedes og imens blev han nådesløst ved med hvad han var ifærd imed. Hun havde troet at han ikke var vred mere. Hun havde været irriteret på Andy for at slukke dette som hun netop havde fået bygget op for første gang i Michael.
Dét var ikke tilfældet.
Han var rasende. Ustyrlig. Vild. Brutal, på sin vis. Han rev og bed og var fuldstændigt hvad der skete med hende, blot han fik sin vilje. Morgan blev det modsatte. Hun blev blid. Medgørlig. Våd. Hun sørgede for at han brugte denne galskab på lysten til hende og ikke at skride. Hun rørte ved hans ansigt. Hun kyssede ham tilbage æggende, selvom han maste hendes læber ind mod hendes tænder. Hun pressede sig mod ham. Men ikke ét støn var forceret. Hun fakede et eneste overfladisk åndedræt. Hun mente hvert et kys hun gav ham. Også selv om hans krop forhindrede hun kunne trække vejret ordenligt og at hans fingrer der hev i hendes hår var hårde. Morgan klyngede sig til denne massive krop, der så let kunne knuse hende under sig og var godt igang med det. Hun nød det. Hun ligefrem elskede det. Selvudslettende som hun var og med sine tanker alt for mange steder var dette lige præcis hvad hun behøvede. Hun krævede det. Den fysiske smerte iblandet lysten. Sådan så hun vel kærlighed. Ond. Til stede bag et modbydeligt dække.
Også den ødelagt top, den sprængte lynlås og kradsemærkene på hendes hofte, betød ingenting. Den ømme, brændende fornemmelse i hendes mellegulv og læberne der nu virkede flosset og var smurt ind i hans blod. Måske også hendes. De gjorde en smule ondt at bevæge. Alt sammen havde været en del af den forening, der nu havde efterladt hende brugt og banket og ham der stadig åndede tungt. Hun vidste at hun nu havde blå mærker på sine lår og arme. Hans hænder der havde været alt andet end blide med alt der omhandlede hende. En fugl baskede i hendes bryst og gjorde hende let i hovedet. Hun smilede. Var hun lykkelig? Hun tvivlede på at når han satte hende ned, ville hun kunne stå selv. Hun var vist blevet det man kaldte gennempulet. Og det godt og grundigt. Ikke nyt. Men nyt med Michael. Og det var bedre end hun havde troet.
Hvad så nu? Var han færdig med hende? Lod han hende gå? Hvor skulle hun tage hen? Hvor som helst. Det plejede hun. Men hun ville faktisk helst hen til træet med Michael. Hårdhændede maskuline Michael. Wonderboy. Virkeligt. Hun klyngede sig træt og brugt til ham, ventede på han gav slip, så hun som en kludedukke ville flade. Ynkelig. Piget. Ønskede at han nu ville være blid og tage hende med. Passe på hende.
|
|
|
Post by Tenner on Mar 3, 2013 21:30:26 GMT 2
Han var stakåndet. Fuldstændig færdig og den voldsomme vrede havde forladt ham. Ulmede stadig i baggrunden, men den havde fået afløb igennem Morgan. Noget han aldrig havde prøvet før. Under det hele havde han slet ikke kunne kende sig selv, for selv om han en enkelt gang eller to havde prøvet vred-sex, så kunne det slet ikke sammenlignes med det her. Han havde vel principielt været som et vildt dyr, men Morgan smilede til ham og da han forsigtigt gav slip på ham, hang hun om halsen på ham. Hun var om end endnu mere brugt end ham og han kunne ikke finde ud af om han skulle have dårlig samvittighed, eller om hun faktisk oprigtigt havde nydt det. Havde han lige haft sex på åben gade? Åbenbart, men stedet var afsides og ikke mange folk kom forbi her, så han tvivlede på at de var set, men det gik først op for ham nu.
Han lukkede øjnene igen og lagde sin pande mod hendes. Havde brug for et øjeblik hvor han bare samlede sig, efter at have tabt sig selv til vreden, men følelsen af Morgan tæt på sig stadig, hendes varme ånde mod hans ansigt, alt sammen holdte ham lige her. Lige her sammen med hende. Den kvinde der havde kørt ham helt op i det røde felt, og den kvinde der lige nu virkede til at ville have ham tæt stadig, efter hans voldsomme behandling af hende. Det var noget mærkeligt noget mellem dem og han fattede intet af det selv, men hvor de var gået fra at være rasende på hinanden og udnytte det, virkede det som om de var tilbage som det elskende par, der bare ville mærke nærheden fra den anden hele tiden. Han elskede hende virkelig og det blev ikke ændret af at hun var hvad Rådet ville kalde for en terrorist. Men det kunne i sidste ende betyde at han vel burde tage et valg. Og det kunne han ikke magte lige nu, han ville ikke tænke på det og skubbede det væk ved at lægge armene om hende og kyssede hende blidt. Ikke voldsomt som før, men kærligt. Han måtte tilstå at han også holdte mund lige nu. Hele øjeblikket havde hylet ham ud af det og han frygtede lige nu, hvad der ville ske hvis han åbnede munden.
|
|
|
Post by Josephine on Mar 4, 2013 12:52:34 GMT 2
Det eneste der holdt Morgan stående var hans arme om hendes overkrop. Trygheden. Alt gassen der tilsyneladende løb ud af ham og tilbage var en der gerne ville holde af hende. Det blide kys så anderledes end lige for lidt siden. Skammede hun sig over at kunne lide det? Ja. Hun skammede sig over at klynke på grund af den kærlige følelse, der gjorde et kildende indtryk på hendes læber der ikke forsvandt. Hun var blevet svag. Afhængig. Og hun kyssede ham tilbage. Glad for hans arme der lod hende blive stående. Glad for at kunne mærke hans hår. Blødt. Blidt. Hun var ikke længere bange for ham. Han skulle nok blive. Han ville ikke gå. Ikke uden hende. Hun. Burde tage sig sammen. Det var bare ... svært. Men vildskaben havde været til at føle på. Både hænder og tænder havde flænset hendes top og de gabende jeans. Derfor skulle hun have kjole på. Det gjorde det meget lettere. Men lige nu lignede hun et offer for ti vilde falke. Og hun ville gøre det hele igen.
Men lige nu var ham der bøjede sig ind over hende for at kysse hende det eneste hun ville have.
|
|