|
Post by Tenner on Oct 14, 2013 2:43:30 GMT 2
Maddie lod sig bære af Gabriel og lagde armene om nakken på ham. Hun lagde hoved tilbage og lo kort, indtil hun stemte i med hans 'pretty' sang. Hvem kendte ikke den? Godt nok var Gabriel klodset, men hun følte sig aldrig usikker eller bange for om han tabte hende. Hun stolede på ham og ville ikke være noget andet sted på jorden lige nu. Kun her i hans arme. Endelig lagde hun mærke til hvor de var. Det var svært at sige hvad der fik hende til at bemærke det, for det var ikke noget specielt sted. Der var intet stort eller mindeværdigt. Det lignede alle andre steder. Men alligevel kunne hun genkende det. Hun var ikke det mindste i tvivl, selv om Gabriel lige havde snurret hende rundt af bar glæde.
''Tænk hvis jeg bare var gået lige forbi dig.''
Hun lyste op i et smil. Taknemmeligheden for at det ikke var tilfældet, lyste ud af hende og uden flere ord trak hun sig op til hans læber. Trykkede sig ind til ham og ville have at tiden kunne stå stille for dem. Bare det to, i et øjeblik.
''Eller at du ikke havde stillet dig ind foran mig.''
Hun drillede, da hun gav slip på hans læber. Havde ikke fornemmelse af at hun havde til dels ret. Og hvis det var, ville hun bestemt ikke have noget imod det. Ellers havd hun jo aldrig mødt ham.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 15, 2013 0:03:56 GMT 2
Gabriel så på hende med øjne der vidnede om hvor alvorligt dét ville have været.
"M ..." begyndte han. "At møde dig er det bedste der er sket længe. Og selv hvis du ikke var min kæreste."
Han mente det. Sagde det ikke som en tom floskel. Det kunne han ikke finde på overfor hende. Hun var af et væsen, en glæde, bestod nærmest af optimisme, og han løj ikke med sine følelser. Det kom hurtigt, de gik også hurtigt. Men lige nu, her hvor de mødte hinanden ved en tilfældighed, så var det alt sammen ægte. Det havde det hele været de sidste dage. Han var ikke bange, eller skræmt af hendes hengivenhed. Han havde lyst til hende. Forbandet meget. Men han ville ikke på betingelse af at hun følte det var noget der skulle til for at holde på ham. Hvad kunne det ikke ødelægge Det her med Maddie skulle ikke ødelægges med meningsløs sex. Eller det der bagefter ville blive meningsløst. Det skulle være noget som to elskende delte. Ikke den ene der sagde: Jeg vil gerne.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 15, 2013 17:19:18 GMT 2
Maddie tog sig selv i at holde vejret et øjeblik fordi hans øjne så så alvorligt på hende. Hun knugede lidt i kraven på hans jakke og ville ikke bryde øjenkontakten. Hun var ikke det mindste i tvivl om at han mente det. Et øjeblik stod tiden stille som hun lige havde ønsket sig. Eller det føltes sådan. Et lille smil trak i hendes læber.
''Og i lige måde.''
Hun havde jo sagt til ham, at han havde hjulpet hende igennem de sidste par dage langt mere end han vidste. Men var alt det med Koncerten ikke sket, var hun ikke i tvivl om at det stadig ville have været de bedste dage hun nogen sinde havde oplevet. Hun lagde hendes hånd blidt mod hans kind. Det hun havde hørt fra hendes veninder, så var det altid øjeblikke som denne, at man sagde de store ord. Jeg elsker dig og alt det. Men hun følte alligevel det var for tidligt. Hun var forelsket i ham. Ingen tvivl om det. Men havde han lige så mange sommerfugle i maven som hun lige nu. Havde han også hjertebanken som hende, fordi han så på hende.
''Jeg troede ikke der var nogen som helst, der kunne gøre mig blød i knæene.''
|
|
|
Post by Josephine on Oct 15, 2013 21:18:13 GMT 2
Gabriel smilede kækt til hende.
"Jeg som troede du bare var lav."
Han bukkede sig ned og kyssede hende, løftede hende op og løbe nogle få meter. Han satte hende ned og lo. Han gjorde det samme som hun havde gjort ved ham, lagde hånden mod hendes kind.
"Jeg ville ønske at tingene altid kunne være som nu," sagde han.
Mærkede forandring i luften. På flere måder.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 15, 2013 23:24:43 GMT 2
Maddie kunne ikke lade være med at fnise, selv da han kyssede hende. Det var hans smil, hans læber ... Det hele. Hun var virkelig glad for ham og hun håbede sådan, at det ikke kun var hende, som følte præcis sådan her. Men pludselig ændrede stemningen sig. Det var lige så snart han lagde hånden på hendes kind og måden han så på hende. Hvad mente han med det? Hun lagde hvilede hoved mod hans hånd og lagde sin egen oven på.
''Hvad mener du?''
Det ville vel ikke ændre sig. Ikke at Maddie var så naiv at tro, at deres følelser var for evigt og altid. Det var for tidligt at vide om det var dem, resten af livet, men hun ville også hellere være i nuet end at tænke på hvad det kunne ske i fremtiden. Hun havde ham nu. Men hvorfor sagde han så det? Som om han vidste at det ville ende lige om snart.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 16, 2013 17:58:24 GMT 2
"Jeg mener ..." begyndte han, slikkede sine læber, skubbede brillerne op med håndryggen. Som sædvanligt akavet. Hvad mente han? Kunne han forklare det?
"Jeg mener bare der er så mange forandringer på vej. Jeg skal tage stilling til om jeg vil være lærer, og du skal tage så mange beslutninger om dit talent. Du sagde selv dine brødre var flyttet ud og jeg får snart to nye søskende og sikkert en håndfuld jeg skal være onkel for. Men lige nu med dig så ... åh. M, du er smuk og hvad hvis jeg ikke værdsætter det, sådan som du er. Flyvsk. Rundt omkring. Over alt. Din stemme. Dit hår. Dig. Lige nu gør jeg. Jeg tror ikke nogen er så fuldkommen så smuk som du." Lød det overfladisk? Det var ikke sådan han mente det. Slet ikke. Han mente det faktisk.
"Jeg føler mig bare uovervindelig med dig. Sådan måtte det gerne altid være." For han følte sig svag. Som den følsomme fyr i skabet. Som ham der tog brillerne af fordi han havde brug for at græde. Som ham.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 16, 2013 19:04:13 GMT 2
Maddie tog ikke et eneste af hans ord som overfladisk. I et øjeblik var de eneste to ting hun kunne hører Hans stemme og hendes eget hamrende hjerte. Alle tanker var slukket for. Al rodet i hendes hoved var stille. Han fik det til at tie med alle hans ord, hans blik på hende og hans nærhed. Endnu en gang havde hun ikke bemærket at hun havde holdt vejret, først da hendes lunger tvang hende til at trække luft ned i dem. Der vendte alle tankerne tilbage, men de var alle om Gabriel. Alle om den fyr der stod lige foran hende, og sagde hun gjorde ham uovervindelig og at hun var smuk. Det var ikke bare dårlige scorereplikker og hun ville ønske hun kunne gemme øjeblikket for evigt.
"Ååh Gabriel."
Hun lagde armene om ham og hvilede hoved mod hans bryst.
"Jeg er ikke i tvivl om at du vil værdsætter det hele, helt rigtigt." Hun flyttede hoved lidt, så hun kunne se op på ham. "Der er mange forandringer på vej, dem kan vi ikke undgå uanset hvad. Men du er en forandring for mig, som jeg ikke vil give slip på og heller ikke til fordel for de andre der end vil ske. Selvfølgelig kan jeg ikke tvinge til at ville have ..."
Hendes blik så væk et øjeblik, fordi tanken var ubehagelig, at han pludselig ville videre. Havde fundet en anden. Det gjorde ondt. Så et øjeblik gik hun i stå, men så så tilbage på ham med sine brune øjne.
"Jeg kan ikke tvinge dit til at ville have mig altid. Men så længe du vil, så må du ikke tvivle på om jeg vil lægge dig i baggrunden for alt andet ... Du gør også mig uovervindelig. Min prins på den hvide hest."
Hendes kinder blev varme og hun var ikke i tvivl om at hun rødmede.
"Jeg er virkelig forelsket i dig."
Det virkede ikke hel sammenhængende med det andet, men det var en af hendes utallige tanker der hellere ville være ord, end usagte. Og det gjorde hende ikke noget ... Det har jo sådan hun havde det.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 17, 2013 1:00:26 GMT 2
Han kunne ikke. Den salgs ord. Det var ... han kyssede hende. Blidt. Dybt. Og så med de tåbelige tårer i øjenkrogene. Han var en tøs. Som altid. Som de røde kinder der overskyggede hendes og håret.
"Åh Maddie."
Han sank det han havde og holdt hende tæt. Kunne ikke lade være med at smile. Men samtidig var han så rørt at der var noget andet over det. Elskede han hende? Ja. Men han turde virkeligt ikke at sige det. Han flettede sine fingre ind i hendes og gik to skridt.
"Jeg har brug for at være i baggrunden," sagde han. "Alt andet klæder mig ikke."
Det var ikke for at gøre noget småt ud af hendes ord. Men fordi at ingen af dem kunne forholde sig til det. Og fordi han var bange for at kysse hende mere. Dybere. Hårdere. Vildere. Kræve mere af hende end han var parat til at tage imod. Så han holdt hende tæt med deres hænder, kærtegnede hendes håndryg og så med længselsfulde øjne på hende.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 17, 2013 17:41:40 GMT 2
Hun var så taknemmelig for, at hun havde hænderne om ham for ellers ville hendes ben måske have svigtet, når han kyssede hende på den måde. Men det var ikke kun kysset. Det var alle de ord der lå bag det, alle de følelser han ikke lige satte ord på men som hun kunne mærke.
Og hans blanke øjne. Hun så dem godt. Han var en fyr der ikke var bange for at fælde en tåre, det havde hun lidt lært både gennem ham og hvad hans familie sagde. De små drillerier imod ham, at han var al for følsom. Men Maddie så bestemt ikke ned på det. Det var en af de mange ting hun elskede ved ham. Spørgsmålet var bare om det var af ren lykke, eller om der var noget andet der lå bag det? Hun nåede ikke at spørge ham. Nåede kun at åbne munden før han flettede sine fingre mellem hendes og begyndte at gå.
''Hvorfor syntes du det?''
Hun gik helt op af ham og en rynke mellem hendes bryn blev dannet, da hun så op på ham med undrende øjne. Hun ville jo ikke bare have ham i baggrunden. Hun ville have ham lige ved siden af sig, uanset hvad der ville ske i fremtiden.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 18, 2013 22:34:45 GMT 2
Han så frem for sig. Smilede på en sær måde. Men det var et smil.
"M, jeg er et rigtig mellembarn, for lille til at være med de større, for gammel til at lege soldater med de små. Jeg er ikke en vigtigste og jeg har det bare bedre med at gøre andre vigtigere. Sammen med dig er det som om jeg er det vigtigste og det er jeg ikke vant til medmindre jeg har en guitar i hånden og mic til øret."
Han mente det faktisk. Havde tit tænkt. Men når Gabriel virkelig var under nogens lup så blev han rød i kinderne og drejede opmærksomheden væk. Medmindre det var børn. De havde altså noget andet.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 19, 2013 15:32:02 GMT 2
Maddie hev sig hel ind til Gabriel, gav slip på hans hånd og lagde hendes i stedet om livet på ham, så hun var hel ind til ham. Hun frøs ikke, men elskede varmen fra hans væsen som hun stod op af ham.
"Jeg er også Mellem barn,"
men hun vidste godt at til forskel for Gabriel var hun altid gjort til vigtigst af sin mor. Det var hende der stjal al Lias opmærksomhed og Hendes brødre havde fortalt hende, hvor misundeligt de havde været som yngre, når de var kommet hjem med et projekt fra skolen, som de havde nasset sig sammen til lave og faktisk var stolte af, men at deres mor så blot havde affejet det, fordi Maddie skulle lærer noget på klaveret. Hun havde haft dårlig samvittighed og de havde forsikret hende om at den eneste der stod til skyld var Lia selv. Maddie havde jo ikke valgt det og hun havde aldrig vist andet end at hun så op til sine to brødre. Det havde hun også gjordt, og gjorde det vel på sin vis stadig.
"Men jeg vil bare gerne have du er med i det der sker ... Det virker ikke så uoverskueligt når du er med."
Hun så på ham med de brune øjne, der viste hvor bekymret hun faktisk var for det hele. Og derfor var Gabriel lige nu, noget af det vigtigere i hendes liv. Om han ville det eller ej.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 19, 2013 19:10:09 GMT 2
Gabriel smilede mens der kom luft ud gennem hans næse som et latter. Hun ophøjede ham al for meget. Men han kunne stadig godt lide hende.
"Jeg vil gerne være med, men du kan sagtens selv, se hvad du gjorde i dag, du skal bare tro noget mere på dig selv, M, du er meget stærkere end jeg nogensinde kan gøre dig."
Det kunne godt være at hun følte sig stærk med ham, men hun var mere stærk end han nogensinde ville blive. Det var jo sandheden. Han havde tisset i bukserne skulle han stå på den store scene. Hun var måske lille og sårbar, stadig ved at finde ud hvem hun var, men hun var et stort menneske. Større end ham. Langt større end sin mor.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 19, 2013 21:25:36 GMT 2
Maddie så frem for sig, mens hun bed sig tænksom i læben. Jo hun havde nok godt kunne komme igennem det alene, men hun var heller ikke klar over hvor meget hun faktisk havde brug for en anden end familie at kunne snakke med. Havde Gabriel ikke været der, havde hun ingen hun kunne gå til. Ingen hun kunne fortælle om hvor ubehageligt det var at sidde med de mennesker i studiet. Ingen hun kunne snakke om hvor lidt hun brød sig om Mr. Wandall. Ikke en gang hendes brødre, selv om de delte nærmest alt. At skulle fortælle dem det ville virke forkert. Hendes modstrid mod den rødhåret mand virkede ... Uretfærdig. Han havde jo ikke gjordt andet end at være venlig og hjælpe hende. Men det var måden han og hendes mor var på, når de var sammen. Måden han havde rørt hendes mor, da han troede Maddie ikke var opmærksom på det ... Måden han omtalte hende på. Som om han havde noget som helst at sige om hendes liv. Det ville Jones og Michael ikke forstå, men Gabriel gjorde. Han var ikke knyttet til Lia på den måde som hendes brødre var, og det gjorde det lettere at fortælle ham. Selv om hun ikke helt havde sat ord på det endnu, for ham. Men han var forstående.
"Du er urokkelig."
Maddie rystede på hoved, rystede tankerne væk og smilede rigtigt til ham. Hun stoppede op, så han også var tvunget til at stoppe op og hun så ud i mørket, hvor skydækket lå tungt over jorden og var usynligt. Det virkede uendeligt, men kun stjernerne gjorde det tydeligt hvor skyerne startede og himlen sluttede. Hun gav slip på ham og gik over til rækværket der skulle sørge for at folk ikke faldt ned. Hun lænede sig ud over og tog en dyb indånding.
"Gabriel Luttor er hel umulig!!!"
Råbte hun ud over skyerne og vendte sig smilende mod ham.
"Jeg har en sang til dig, som du skal hjælpe mig med på et tidspunkt, når nu du brokkede dig over at du ikke havde hørt noget af mine egne sange."
|
|
|
Post by Josephine on Oct 20, 2013 18:43:00 GMT 2
Gabriel fulgte med hende,men hun var så hurtig og han snublede i stedet over sine fødder. Så råbte hun og han kunne ikke lade være med at le. Så for sig hvordan råbet gjaldede hele vejen rundt om jorden for at lande ´på den anden side af byen, så alle ville vide hvad han var. Umulig.
Hans blik lyste op som hans smil: "Er det rigtigt. Hvordan går den?"
Han elskede musik og så var han virkelig nysgerrig omkring den musik som hun lavede. Det ville være godt at vide det.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 20, 2013 22:33:35 GMT 2
Hendes hænder lå på rækværket og hun lænede sig mod det, som han stod foran hende. Hun var ikke bange for det vanvittige fald der lå lige bag hende. Hun ville ikke falde tilbage. Hun var ikke dumdristig som Michael og Jones. Men den fornemmelse af frihed var nærmest berusende. Tænk hvis man kunne flyve ligesom fuglene.
Men hun gav slip på rækværket og hendes fingre begyndte at spille på det usynlige klaver foran hende. Tonerne hun havde spillet igen, og igen sad i fingrene.
''Den går lidt ... Sådan her.''
Hun begyndte at nynne tonerne som hun spillede på klaveret hun forstillede sig. Den var simpel. Og kort efter begyndte hun at synge på det vers hun havde skrevet. Eller hun havde skrevet alle tre, men var ikke hel tilfreds med nogen af dem.
''Jumping up and down the floor, My head is an animal. And once there was an animal, It had a son that mowed the lawn. The son was an ok guy, They had a pet dragonfly. The dragonfly it ran away But it came back with a story to say.''
Det var om ukendte ting hun skrev. En plæne, dyr, at have en søn. Men det var en historie hun havde forestillet sig. En historie om hvordan det lidt endte med at gå galt på jorden. Bare hendes fortolkning, med drømme om hvordan det måtte have været på jorden med al dens natur og mange dyr.
''Her dirty paws and furry coat, She ran down the forest slope. The forest of talking trees, They used to sing about the birds and the bees. The bees had declared a war, The sky wasn't big enough for them all. The birds, they got help from below, From dirty paws and the creatures of snow.''
Hun stoppede sin stemme lidt pludselig og lod armene falde. Så på ham. Havde været opslugt af musikken hun hørte inde i sit indre øre, men som havde været stilhed for Gabriel.
''Jeg er ikke hel tilfreds med versene endnu og der er et mere ... Og jeg tror den er bedst med flere instrumenter end kun et klaver.''
//Versene er selvfølgelig helt rigtige fra Of Monsters And Men, men kunne ikke lige overskue at ændre dem selv, når nu jeg ikke har den mindste smule sangskriver i mig. Så hun har ikke helt sunget det der præcis står, men tæt på.
|
|