|
Post by Xazal on Mar 4, 2013 14:00:47 GMT 2
Han blev stående unødigt længe. Få øjeblikke for længe. Hans øjne blev smalle. Smallere. Endnu smallere. Han så dem kun som de silhuetter, han havde reduceret dem til. De var farveløse konturer aftegnet mod det mørke aftenforhæng. De var en navnløs organisme, der forsøgte at holde sammen på sig selv. Men forgæves var det. Hvorfor overhovedet prøve? Hvorfor lade være? Michaels stive bevægelser mod Morgans eftergivende krop fik væmmelsen - og netop dét kom bag på ham - til at stige op i ham og give ham en syrlig smag i munden, centreret i mundhulen. Andrew vendte sig efter netop at have opfanget synet af Morgans hoved, der stødte mod muren. Stive og eftergivende var de. Fanget af sig selv. Modvillige til at bryde lænkerne. Hele fremdriften, der var essensen af alt, hvad Andrew gjorde og sagde, var elimineret. Alting var stillestående.
Nu var der intet skødesløst præg over Andrews skridt. Ja, han kunne næsten høre, hvordan knæleddene knirkede, når han løftede benene og næsten maste jorden under sine fødder. Skosålerne, der var så slidte, at han kunne mærke den mindste ujævnhed under sine tæer og hæle, føltes nu som et ikke-eksisterende værn mod det hårde underlag. De stærke ankler var stive og eftergivende. Stive og eftergivende.
Michael tvang ham til at tænke. Ikke, at aktiv tankevirksomhed aldrig forekom hos Andrew. Tværtimod. Michael fik ham til at tænke bagud og fremad - fik ham til at banke sin hjerne med ting, der ikke ragede ham en skid. Ting, han ikke gad engagere sig i. Alle konklusionerne, der bundede i uærlighed, blandede sig med det "nu", han priste så højt.
Morgan kunne tåle at blive gennemkneppet. Hun var udholdende og behøvede blot at spænde musklerne for at spare sig for de mén, hun ville lide under bagefter. Det var spil fra galleriet, så hun kunne lappe følelsen af at være brugt i sig. Men at udnytte hende ville være en grum affære, ingen kunne løbe fra ustraffet.
At Morgan selv måtte skabe sine vilkår; opstille en scene, der kunne tilfredsstille hendes behov, var udsøgt performance, men ikke mere end dét. Hun havde intet at være stolt af. Men hvad fanden kom det ham ved? Morgan havde selv taget tilløb til at knække sin stolthed. Han havde splintret den under sin fod uden omtanke for, at hans største formue var røget med i skidtet. Morgans stolthed var ikke hans formue.
Andrews væmmelse over Morgan og Michael var delvist forsvundet. Den lå som en knude i maven og voksede sig større til noget, der langt fra var væmmelse. Han var ikke sart, og derfor var den nye fornemmelse i maven heller ikke ny. Til gengæld var der drivkraft i fornemmelsen - en drivkraft, der bortjog hans rationelle passivitet. Hans trang til ikke at blande sig opløstes langsomt i had.
Hvis han sagde ordene højt nu, mens han gik ind mod bymidten, ville folk tro, at han led under eftervirkningerne af euforiserende rusmidler. Men blot dét at kunne konstatere det for sig selv endegyldigt, ændrede hans gangart. Den blev roligere. Målrettet. Men hans ansigt var bistert - læberne snerpet sammen til en tynd streg. Ironisk nok fik det ham til at virke mere charmerende.
Bevægelserne var hverken stive eller eftergivende.
|
|
|
Post by Tenner on Mar 5, 2013 1:09:50 GMT 2
Hun virkede så lille i hans arme, og måske var den ikke bevidst, men der lå en skrøbelighed over hende som han ikke havde set før. En ubevidst skrøbelighed, hvor hun bare havde brug for ham og bare ville have at han kyssede hende, præcis som han gjorde nu. Blidt og følende, uden at ville kræve hende igen, for hans lyst var tilfredsstillet. Ikke efter hende, det var som en uudtømmelig kilde, men det var på en anden måde nu. Han ville ikke give slip på hende, uanset hvor vred hun lige havde gjordt ham og hvor meget han hadede Andrew. Han slap forsigtigt hendes læber og rettede sig en smule op, men gav ikke slip på hende. En blid hånd strøg en vildfaren lok af hendes mørke hår væk fra ansigtet og hans øjne var ikke lukket mere. Han så hende. Virkelig. Ikke bare som en smuk kvinde i hans favn, der vidste hvordan man tilfredsstillede mænd, men han så alle de sider af Morgan der havde været gemt for ham så længe. Hvordan hun havde åbnet sig for ham, midt om natten og fortalt hvordan hun følte. Hvordan hun så ud når hun lo oprigtigt og hendes blik på ham. Både med hadet brændende i dem, men også de få gange han fangede hende i at betragte ham, som han selv gjorde nu. Hun havde vadet ind i hans liv og på trods af den korte tid de stadig havde sammen, så var han ikke i tvivl om at han ville gå længere for hende end for alle andre der befandt sig i byen. Hun var under huden på ham og han var faldet hovedkulds for hende. Et eller andet havde slået klik mellem dem, da et par år flirterri havde fået lov til at få frit løb og de havde været sammen den aften for snart to uger siden.
Hendes læber havde spor efter hans blod fra hans egen sprunget læbe og den hårdhændet behandling han havde udført viste sig langsomt som røde bide mærker op af hendes hals, som hans fingre gled ned af. Det var ikke rart at vide at han havde gjordt hende skade, men alligevel var der noget i ham der fortalte at hun kunne lide det. Måske var det derfor han ikke undskyldte.
''Dit tøj.''
Det var første gang han ytrede et ord, siden Andrew var skredet og da denne havde været der havde han ikke en gang sagt meget. Hendes tøj top var flået og bukserne også i stykker. Han havde slet ikke bemærket det i sin vildskab og den hoodie hun havde lånt af ham, lå på byens metal underlag, lige ved siden af dem. Han havde aldrig gjordt det sådan med en pige. Han havde aldrig troet at han skulle gøre det, men han ville lyve hvis han sagde det havde været ubehagligt. De lignede begge to lort lige nu, han fuldstændig forslået, med et flækket øjenbryn og sprunget læbe og godt på vej til et nyt blåt øje og hun med sit ødelagte tøj og bidemærke op af halsen.
Der lå vel et spørgsmål i hans to enkelte ord. Ville hun skifte tøj? Ville hun videre? Selv kunne han slet ikke få sine tanker på gled og kunne ikke huske hvor de havde været på vej hen inden Andrew havde skrevet til Morgan.
|
|
|
Post by Josephine on Mar 5, 2013 8:26:07 GMT 2
Hun sitrede under hans berøring. Følte sig som noget han havde mellem sine hænder der let kunne knækkes. Måske ville hun gerne knækkes. Af ham. De blide hænder og det blik han gav hende, var godt på vej til det. Det syrede i hendes lår af at stå selv. Det måtte være af at hav klemt rundt om ham og af muskelspasmerne ved orgasmen. Orgasmerne.
Den røde BH der bar hendes fyldige barm helt rigtigt, var mere end mindre fuldt synlig. For hende betød det ikke noget. Var han flov? Hånden kørte hen over ribbenene. Riller i hendes afmagrede side. Hun gøs og faldt ind mod ham fordi hendes ben eksede. Helt slap og totalt givent hans vold stod hun smågispende ind mod hans klippe af en krop.
"Tag mig med til dit drømmeland," citerede hun med en underlig fjern stemme. Han havde været mere hård ved hende end hun først havde antaget. Hendes øre summede som var hun blevet bokset mod det, flere steder brændte hendes hud fordi den var skrabet af, hendes hjerne havde svært ved at tænke klart og det eneste hun kunne binde sammen i en sløjfe, var hendes krop, der stadig prøvede at give ham en form for nydelse. Som nu hvor hendes læber nippede hans hals. Hans kraveben. Hendes hænder bag på hans ryg. Mærkede ham.
Fordi han ikke sagde noget brugte hun flere kræfter end hun havde til at flytte sin overkrop og se på ham. Hun lager en hånd med hans forslåede kind. Prøvede at strække sig, men det var ham der bukkede sig mod hende og så alt hvad der var hende. Hun følte sig afklædt og nedgjort. Bange for dét blik og det han så. Og han var vidunderlig. Adonis. Det lange lyse hår der dansede om hans ansigt. Det hårde ansigt der lige nu ikke vidste nogen af de sædvanlige følelser, fordi det havde travlt med at se hendes
"Vil du ikke nok," bad hun, inden hun kyssede ham. Han knuste hende mellem sine to stærke arme og hun rørte knapt jorden med sine tæer. Så lille var hun hos en rigtig mand.
|
|
|
Post by Tenner on Mar 5, 2013 11:11:35 GMT 2
''Vi du ikke nok,''
Nærmest sukkede hun og deres læber mødtes endnu en gang i en sød forening, og al smerten hans krop led under lige nu, forsvandt som dug fra solen. Det var svært at skulle beskrive præcis hvad han tænkte, selv for ham. Men han vidste ihvertfald at han bare ville have hende hos sig. Hvis hun gik ville det knuse ham, for selv om hans ansigt måske virkede hårdt så havde han aldrig følt sig så sårbar som han gjorde i dette øjeblik. Blottet for alt. Ingenting at skjule. Alligevel var der den klassiske følelse at var stærk på grund af hende lige nu. En modpol til hvad hun lige havde fået ham til at føle, for intet mindre end en halv times tid siden på Høgen.
'Tag mig med til dit drømmeland,'
Han behøvede ikke nogen forklaring, instinktivt vidste han hvad hun mente og han kunne ikke forklare hvorfor. Det var træet. Det var i lyset fra det, at de var i et drømmeland som hun kaldte hans. Det var også der de havde været på vej hen inden, det hele var gået ned af bakke og til sidst været så tæt på at smadre i tusinde stykker, at han havde været overbevist om at han ikke ville kunne være sammen med hende mere. Han havde kørt ude på grænsen hele tiden. Været arrig og havde følt sig så nedgjort at han havde kunne vende hende ryggen. Men han havde ikke gjort det. Havde ikke kunne og havde egentlig heller ikke haft lyst. Endnu en gang slap deres læber hinanden og han nikkede til hende, men tvivlede på at hun kunne stå selv nærmest. Hun virkede fuldstændig drænet og han var bange for at gav han slip ville hun vælte. Hun var så lille og skrøbelig, som han selv følte sig. Selv klagede hans krop, da han hurtigt bukkede sig ned for at samle trøjen på jorden op, hele tiden med en arm om hende.
''Det vil jeg gerne.''
Og endelig viste et lille smil sig på hans læber og han havde et godt, men alligevel blidt greb i hende, da han begyndte at føre hende mod liften der skulle føre dem videre over til pladen, så hun ikke skulle bruge mange kræfter på at gå selv, men bare holde fast i ham.
|
|
Emsen
Full Member
Posts: 149
|
Post by Emsen on Jul 23, 2013 13:25:07 GMT 2
//Ankommer fra Lou Lou med Jesse
Tessa kunne ikke lade værre med at grine fjollet. "Vi stinker virkelig, Jesse."
Natten var mørk, og fuldstændig ligeglad med dem. Tessa havde svært ved at se hvor hun gik, og hun snublede nogle gange. Lige her var der ikke lygter, der kunne oplyse vejen for dem. Det var en dårlig kombi, for hun var fuld. Hun stank af en blanding af sprut og alt det Jesse havde kastet på hende.
|
|
|
Post by Josephine on Jul 28, 2013 19:46:12 GMT 2
Jesse var ikke usikker på vejen. De skulle hjem til hende. Hos ham var der badehuset, ikke noget privatliv. Han hadede det ikke, det var hans hjem, men han havde aldrig haft Tessa hjemme og han tvivlede på hun rent faktisk vidste hvor slemt det var dernede. Heden, dampen, stanken. Sådan som han lugtede nu var ingenting. Det var egentlig befriende.
"Du stinker. Jeg er marcho," sagde han og pustede sin massive brystkasse endnu mere op, spillede lidt med musklerne i den ene overarm og smilede stort. Han havde lige båret hende et pænt stykke. Trykket hende ind til sig. Mærket hendes hofter. Han følte sig sgu pænt mandig.
Så Jesse ledte vejen, Tess stavrede lidt ved siden af og retningen var mod hendes hjem.
|
|
Emsen
Full Member
Posts: 149
|
Post by Emsen on Jul 29, 2013 22:24:52 GMT 2
"Fair nok," Tessa grinede uden en egentligt grund, og gik bare ved siden af Jesse, og følte hun burde sige noget om sin familie. Men ordene kom ikke ud over hendes læber, og så kunne det også være lige meget. Hun kunne ikke glemme at hun ikke havde snakket med sin mor i snart tre døgn, og nu kom hun stavrende hjem- skide fuld- og så med en stinkende mand med på slæb.
Hendes mor var meget tolerant, og var sgu nok egentligt ligeglad med Jesse. Faktummet at hendes egen datter ikke havde sagt et ord til hende i tre dage - 72 timer- på grund af en lille bagatel, var nok det der gjorde hendes mor ked af det. Frustreret. Måske følte hun sig endda som en dårlig mor, selvom hun var den bedste Tessa nogensinde havde haft.
For hun havde aldrig haft andre.
"Min lillesøster vil nok kramme dig," sagde Tessa og smilede ved tanken "Hvis hun er vågen." Og nu hvor hun tænkte over det, så var hendes lillesøster nok ikke vågen. Men det var også ligemeget. De skulle bare have et bad.
|
|
|
Post by Josephine on Jul 29, 2013 22:51:16 GMT 2
Jesse så på hende.
"Det er din spøg ikke?" hans øjne var en smule vilde. "Jeg er ikke god til børn. De tuder fandme altid når jeg er der. Fandme altid."
Han var bare ikke god til dem. Det var som om de havde en dektektor, enten græd de, slog ham, bed eller tissede. Bare sådan uden grund. Det var fandme mærkeligt. Børn skræmte ham. Altså man kunne slå fornuft ind i dem. Med flad eller knyt.
Det var fandme noget lort. Børn altså.
|
|
Emsen
Full Member
Posts: 149
|
Post by Emsen on Aug 1, 2013 0:26:57 GMT 2
Tessa grinede højt. Hun kunne bare forestille ham stå der med et tudende barn, og hun kunne ligefremt se hans ansigtsudtryk for sig. Umådeligt gnavent… ”Ej, slap af Jesse, hun er 12. Hun sætter sig sguda ikke ned på røven og begynder at flæbe, fordi en eller anden stor, marcho, stinkende fyr træder ind i huset,” Tessa smilede og puffede til ham uden egentligt at vide hvorfor.
|
|
|
Post by Josephine on Aug 1, 2013 0:49:40 GMT 2
Jesse så alvorligt på hende.
"Især den slags børn. Jeg fatter fandme ikke folk for børn. Først så kan de ikke noget og så er de røvirriterende."
12-årige spurgte om ting og troede de vidste alt. Jesse havde en tendens til at slå dem. De var fandme for irriterende. Lorte børn.
|
|
Emsen
Full Member
Posts: 149
|
Post by Emsen on Aug 1, 2013 18:32:42 GMT 2
Tessa kiggede skeptisk på Jesse, der mente det fuldstændigt alvorligt. Hvad han havde imod 12 årige børn kunne hun ikke helt finde ud af. De skreg ikke, de græd ikke uden grund, og man skulle ikke tørre røv på dem. Det var win-win.
"Jeg fatter ikke folk, der gider bruge sin tid på at hade børn. Så kan de sguda bare ignorer dem, indtil de bliver 18."
Og ja, det var henvendt til ham.
"Men selv der, Jesse, er der nogle der er skide irriterende og ikke kan gøre noget som helst selv," Tessa kiggede op på ham. Kunne ikke rigtig skelne hans ansigtstræk for mørket "Og det er dem, som jeg har noget imod. Skide arrogante fjolser."
|
|
|
Post by Josephine on Aug 4, 2013 21:31:08 GMT 2
Jesse grinede til hende. Han kunne ikke blive tirret lige nu.
"Så må de fandme også holde sig væk fra mig. Og 12-årige kan sgu da ikke noget selv de lader bare som om fordi de tror de er voksne. Det er fucking nedern."
Han slog hende på skulderen og klikkede med tungen indne han blinkede. Han var ikke tvivl om at hun prøvede at nedgøre ham, men Jesse var klar i spyttet. Han sagde det bare som det var.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 13, 2013 14:23:41 GMT 2
//: Fra Gabriels mormor
De var taget afsted fra hans mormor, hjemt Ilham hvor de havde spist med faktisk alle de andre fra lejligheden, hvor de fleste havde snakket om Maddies perfomance og da det var uddebatteret så blev de lige så irriterende som altid men Maddie havde smilet og leet og grinet og han havde selv været glad af at se hende så afslappet. De foregående uger havde været meget pressende og se hende sådan her kunne bare ... ja.
Men nu var de gået ud fordi han trængte til at komme væk fra trangheden. Og det var blevet mørkt, så de kunne komme ud uden at alle så dem.
"I'm singing in the rain singing in the rain,"
Han brølede det ud over kanten. Lige der hvor han var gået ind i hende. Eller nej, hun næsten var gået ind i ham. Han hoppede op i luften og smækkede fødderne sammen. Ingen gik her.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 14, 2013 0:37:17 GMT 2
//Med Gabriel.
Hun holdte virkelig af hans familie. De var så ægte og så søde, men også mange. Og det var endda kun en lille del af dem hun mødte ind til videre. Så et øjeblik tid alene med Gabriel ude på gaden var kærkommen. Og det lette mørke i byen, skjulte dem fra nysgerrige blikke og folk der havde set hende til Koncerten og ville snakke med hende.
Maddie kunne ikke holde en latter tilbage, da han hoppede og sang af sine lungers fulde kraft. Hun bemærkede end ikke først at det var lige præcis her de havde mødtes første gang, for hendes blik og hele hendes opmærksomhed var på ham hele tiden.
''Du er så herlig.''
Smilede hun og mente det hele vejen. Hun havde været hel fortabt da hun var gået fra det høje hus, der ragede op over hele byen og som man endda kunne se her fra hvor de stod. Men Gabriel havde fået hende til at glemme. Hun følte hun kunne flyve på grund af ham. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte bankede hurtigere og sommerfugle i maven gjorde sin entre.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 14, 2013 1:12:21 GMT 2
Gabriel slidede ud til den ene side og smilede stort.
"You are my treasure, you are my treasure," sang han og tog hendes hånd, kyssede den kort og løftede sine bryn et par gange. Så, galant som en hver anden, samlede han hende op i sine arme og snurrede rundt. "I feel pretty Oh so pretty," i en høj falsetto som han ikke beherskede hvilket kun gjorde det komisk.
Men han var selv høj. Glad. Lykkelig vel. Snurrede rundt. Spankulerede rundt. Lo også. Han kunne bare godt lide at se hende smile. Høre hende sige noget. Og hun havde været stille siden de havde været alene. Men det var klart. Eller ikke stille. Den pige snakkede og hun følte sig ikke kuet, om end hun kunne sidde og bare lytte. Ikke som han der bare var stille. Medmindre der var børn. Han sagde noget, lo, lyttede, men ikke på samme måde som Maddie overhovedet.
|
|