|
Høgen
Oct 14, 2011 13:27:16 GMT 2
Post by Josephine on Oct 14, 2011 13:27:16 GMT 2
Gabriel løftede hånden.
'Sten' tænkte hans hjerne. 'Du vælger sten.'
Men det var en saks der kom ud af hånden på ham. To fingrer der bare ikke ville være en sten og han var bange for at se lidt over sin egen hånd, han ville have en ny chance til sin sten.
|
|
|
Høgen
Oct 14, 2011 15:51:14 GMT 2
Post by Tenner on Oct 14, 2011 15:51:14 GMT 2
Maddie løftede hånden og på tre tog hun det hun først tænkte på.
''Uafgjordt''
Sagde hun da det viste sig de begge havde valgt saks. Altså måtte de ud i en omkamp.
''Bedst ud af to?'' Smilede hun og gjorde hendes hånd klar.
|
|
|
Høgen
Oct 23, 2011 19:57:13 GMT 2
Post by Josephine on Oct 23, 2011 19:57:13 GMT 2
"Nja bare den der først vinder," Mente Gabriel
"En to tre, nu"
Han formåede ikke noget og knyttede bare hånden i en sten.
|
|
|
Høgen
Oct 23, 2011 21:32:42 GMT 2
Post by Tenner on Oct 23, 2011 21:32:42 GMT 2
Maddie lo og gjorde som før. Valgte den første hun tænkte på - Papir. Hendes hånd lå fladt foran Gabriels og hun så noget overraskede på deres to hænder før hun lagde sin over hånd over hans.
''Papir slår sten, jeg vandt''
Sagde hun og smilede. Hvordan Gabriel skulle klare dette vidste hun ikke, men hun var ihvertfald spændt på at se det. Hun smilede igen varmt og svejede en smule.
|
|
|
Høgen
Oct 24, 2011 11:15:42 GMT 2
Post by Josephine on Oct 24, 2011 11:15:42 GMT 2
Gabriel sukkede teatralsk og tog sig til hjertet.
"En mand må gøre, hvad en mand skal," proklamerede han, slog i bordet og gik ned mod scenen.
Hvis man da kunne kalde en barstol og en nogle old-school ledninger til to mikrofonstativer for en scene. Der sad en mand med en ny harmonika. Lavet af plastik, imiteret som træ. Lyden var lidt skinger, i forhold til de værdifulde træversioner. Gabriel var ikke sikker på ordene, men det lød henad:
"Hendes skræv var hårdt som sten, men min kæp led ingen men."
Melodien var forholdsvis enkel. Det gjaldt bare om at gribe det ubrugte stativ, tænde og så måske rappe lidt ind over? Gabriel skulle ikke tænke over det. Det ville betyde at han ville stoppe sig selv. Stoppe legen før den overhovedet var begyndt.
"oh yeah. Hendes skræv havde mange krav, men min kæp var ikke lavet af rav."
Han smilede stod der der og sang med hans bedste korstemme en tekst han lige havde fundet på. Han mærkede folks blikke og var ikke klar over om de hadede ham eller bare tænk: "nårh ja."
|
|
|
Høgen
Oct 24, 2011 11:51:56 GMT 2
Post by Tenner on Oct 24, 2011 11:51:56 GMT 2
Maddie lo da Gabriel gik på scenen, tydeligvis underholdt på trods af at sangteksten var noget lummer.
Folk havde ikke decideret lyttet intens til musikeren for det var som regel bare baggrundsstøj over folks buldrende stemmer, kun når der skete noget interessant vendte folk deres fulde opmærksomhed mod scene - hvilket de alle gjorde nu. Folks overraskelse var at se i deres ansigter og om det var en del af showet eller om det var en eller anden tosse der var sprunget op. Et øjeblik var der helt stille for sangeren der oppe var også stoppet med at spille og kiggede på Gabriel med et ubestemmeligt blik, før han hev i harmonikaen så den gav et hyl fra sig og fandt han sin stemme frem og buldrede nærmest for at overdøve Gabriel. Dette var hans scene og en eller anden hvalp skulle ikke komme op og forstyrre ham.
Maddie søgte Gabriel øjne og med et smil gjorde hun tegn til at han skulle synge højere. Over gå manden.
Folk rundt omkring så til med en vis interesse på hvad der forgik og nogle folk snakkede dæmpet og pegede på de to på scenen.
|
|
|
Høgen
Oct 24, 2011 18:47:43 GMT 2
Post by Josephine on Oct 24, 2011 18:47:43 GMT 2
Gabriel så Maddies gestus.
Han samlede hænderne om mikrofonen og overdøvede den egentlige tekst, mens han holdt melodien, med:
"Og de store patter, manner skatter, de dunker mod min ryg, fordi hun er så forbandet tyk!"
Hans øjne var lukkede og han havde det som om han var netop i den beskrevne situation. Han åbnede dem igen og ømmede sig for showet. Hvis han ikke havde været fuld, ville han nok ikke have spillet sådan. Skuespil var ikke ham og heller ikke det med alles øjne på én.
"Hun bider og kradser og det gør nas i... øh og det gør nas i min kæp."
Snøvlede han ude i stand til at finde et ord der rimede.
|
|
|
Høgen
Oct 24, 2011 19:52:10 GMT 2
Post by Tenner on Oct 24, 2011 19:52:10 GMT 2
Maddie klappede og lo. At Gabriel kunne lave sådanne tekster havde hun bestemt ikke forventet og hun var imponeret.
Chris og alle de andre så til med undren, men nogle begyndte at huje på ham med harmonikaen og andre af Gabriel, selv om det sidste ikke var særlig godt og ikke rimede. Men lidt kunne ham knægten da.
Manden med Harmonikaen hev hårede i sin harmonika og sang højere, hvorefter han kastede en masse lumme tekster af sig og blev ved og ved med en historie om denne 'skatter' og hvordan hun havde prøvet at stikke af, men vendt tilbage og tikket om mere. Folk klappede af manden der tydeligvis kunne sit kram, selv om han for et øjeblik siden havde siddet hensunket... Men det var nu ikke fordi han sang godt. På ingen måde! Folk klappede af ham og manden stod med et triumf smil over for Gabriel.
|
|
|
Høgen
Oct 27, 2011 11:14:08 GMT 2
Post by Josephine on Oct 27, 2011 11:14:08 GMT 2
Gabriel så nevøst på manden. Han blev nervøs og smilede og var lidt befippet over hele situationen. Han ville ikke kunne synge udenfor melodien men det var det han havde lyst til.
"Jeg vil tage dig så hårdt at du sprækker, men jeg ved ikke om det rækker. Jeg udstyder et brøl og et splat, men jeg tror det er plat. Du sukker og slikker, mens uret tikker."
Gabriel bukkede elegant. Mente selv at det var temmeligt godt!
|
|
|
Høgen
Oct 27, 2011 13:56:04 GMT 2
Post by Tenner on Oct 27, 2011 13:56:04 GMT 2
Manden var ikke meget for at vise det men egentlig var han lidt imponeret over at drengen blev ved. Det fleste drukkenboldte som kæmpede sig op her fyrede bare en masse pladder af der hverken rimede eller lød godt. Hvalpen her havde da ihvertfald fat i begge de to ting, selv om det var lidt improviserede hurtige rim.. Men det fungerede og folk klappede da af dem da Gabriel bukkede sig. Det var ihvertfald mere end hvad han normalt opnåede når han optrådte alene. Han forsøgte at få sin harmonika til at følge Gabriels sang og da han sluttede og bukkede, bukkede manden selv med om end ikke lige så elegant.
Gabriels lille nummer oppe på scenen havde tiltrukket opmærksomhed og folk var imponeret over det lille battle show der havde forgået. De klappede med deres store og arrede hænder og en enkelt eller to tillod sig at pifte en gang.
Maddie smilede stort og hendes øjne lyste op da hun klappede sammen med de andre.
|
|
|
Høgen
Oct 27, 2011 15:38:24 GMT 2
Post by Josephine on Oct 27, 2011 15:38:24 GMT 2
"Tak, tak."
Gabriel rakte hånden ud mod harmonikaspilleren og smilede sit mest skælmske smil.
"Jeg takker endnu en gang og må tilstå at alle teksterne skyldes den lille rødhårede skøge, åh hvor kan hun give kløe. Men tak for i aften!"
Han sprang over ledningerne og fløj han til Maddie. Han smilede afværgende og en smule flovt.
|
|
|
Høgen
Oct 27, 2011 23:16:09 GMT 2
Post by Tenner on Oct 27, 2011 23:16:09 GMT 2
Manden brummer et eller andet med at det var godt gået og han var temmelig imponeret. Han lo lidt af hvalpens kommentar og kiggede så ned hvor han styrede mod og rystede på overbærende på hoved. Ungdommen idag. Han satte sig på sin stol igen og lod harmonikaens toner igen flyde ud, lettere hvinene og han dybe stemme runge roligt med sjofle strofer ud over folk der igen var faldet ned og gik tilbage i deres sædvandlige snakken over bordene.
''Sygt godt gået!''
Fnes Maddie da han kom ned til hende igen.
''Det må jeg sige.. Jeg vidste ikke at du havde sådan en slags tekster i dig, dine var jo laangt bedre end hans!''
|
|
|
Høgen
Oct 28, 2011 10:47:00 GMT 2
Post by Josephine on Oct 28, 2011 10:47:00 GMT 2
"Ork jo, snut," Gabriel lo og satte sig ned. Han smilede.
Han var lidt forpustet, men klar på at det skulle videre.
"Men altså. Vi kan jo hænge hos mine fans hele dagen. Vi må jo også videre. Ud i verden, gøre det usikkert og smukt. Vi maler byen rød."
Han sprang op igen, klar på hvad som helst. Alt. Og denne gang var det Maddies tur. Han tog hendes hånd og ville straks ud.
|
|
|
Høgen
Apr 14, 2012 16:07:08 GMT 2
Post by Josephine on Apr 14, 2012 16:07:08 GMT 2
//: Intræder med Andy
Morgan var kommet på Høgen flere gange. Der var pbent når Lou Lous havde lukket om formiddagen. Hun elskede Else der stod i baren og som også lavede ekstra klam mad, der gav sul på knoglerne. Hun havde bare slæbt Andy med der hen og bare lugten der stod ud af døren gjorde hende sulten.
"Kan vi få to ekstra snaskede burgere Linda. Med det hele." Morgan smilede til kvinden med den kæmpe barm. Den var enorm. Morgan satte sig hen til et af bordene og skubbede stolen overfor sig ud med fødderne, så Andy også kunne sætte sig.
"Jeg tror faktisk at jeg har været sulten siden i forgårs," sagde hun med et teatralsk suk. Det lignede hende bestemt ikke, intet at spise. Faktisk spiste Morgan ikke så lidt, fordi hun altid lavede et eller andet. Fysisk. Det være sig at halse rundt på sit board, rode med en maskine eller få fjedrene til at knirke. Hun var konstant igang med sin krop. Desuden var den måske også vant til den federe mad, så den krævede proteiner og fedt. Faktisk var det nærmest et under at hun havde så flot en hud.
"Det er det jeg siger," hun pegede på sit hoved, "hjernevasket."
|
|
|
Høgen
Apr 14, 2012 16:19:17 GMT 2
Post by Xazal on Apr 14, 2012 16:19:17 GMT 2
//Ankommer
Andrew strøg sig over panden med den ene hånd, da lugten af friture og mandesved nåede hans næse. Ikke særlig dårligt sted; Andrew kunne spise hvad som helst. Andrew satte sig i stolen på en lidt fejende facon og strakte benene ud foran sig.
"Hedder hun ikke Else?" spurgte Andrew og gjorde et nik mod baren, hvor kvinden konkurrerede med sin barm om pladsen til burgerne på disken. Andrew vidste godt, at Morgan ikke gav en skid for folks rigtige navne, så hans spørgsmål var heller ikke af interesse - det var bare sådan noget smalltalk, som han var begyndt at øve sig lidt på.
Andrew løftede øjenbrynene en anelse - bare for at vise, at det overraskede ham, at Morgan ikke havde spist særlig meget på det sidste. "Det er jo dét, jeg siger - du er heldig," svarede Andrew med en snert af varme i stemmen, som ikke kunne ses i hans ansigt.
|
|