|
Høgen
Apr 14, 2012 23:05:20 GMT 2
Post by Josephine on Apr 14, 2012 23:05:20 GMT 2
Morgan sparkede til hans stol.
"Jeg er ikke en skid heldig. Er du klar over hvordan det her er?" Hun sukkede. Pisse ligeglad med at hun havde kaldt Else for Linda, det var garanteret noget hun gjorde ofte, så Else rent faktisk troede at det var en joke de to havde. Morgan havde for vane at kalde nogen noget hun synes det burde hedde, når de rent faktisk hed noget helt andet. Også fordi hun normalt bare smed om sig med kælenavne eller hvad de nu ville kalde den slags ord. Mennesker hun ofte omgikkes huskede hun. Resten var et stort tåget område hvor hun kunne genkende deres ansigter
"Man siger at gode, søde drømme laves af den slags følelser, men det føles nu bare mest som om at jeg bliver en smule udnyttet af mine ... følelser," hun smilede da en kold Cola blev stillet foran hende og også en foran Andy, selv om ingen af dem havde udtrykt netop det.
"Taaark, søde," smilede Morgan og Else blinkede pg smuttede ud i køkkenet.
|
|
|
Høgen
Apr 15, 2012 1:42:47 GMT 2
Post by Xazal on Apr 15, 2012 1:42:47 GMT 2
Andrew lænede sig skødesløst tilbage - så meget man nu kunne uden at risikere, at stoleryggen brækkede af - da Morgan sparkede hans stol. Det var kun lige før, at den gled hen over gulvet, men hans vægt sejrede. Han rynkede bare brynene over Morgans brok over at være endt i en følelsesladet situation og lagde hænderne på lårene.
Else-damen fik ét af hans charmerende smil, som fik hans lige tænder til at glimte i den lidt dunkle belysning - især, fordi de stod i skærende kontrast til hans solbrune hud. Så vendte hans opmærksomhed tilbage til Morgan, og han sagde alvorligt: "Nogle gange må man erkende, at man ikke altid er herre over hele sit væsen."
Og den slags gammelmandspladder skulle komme fra Andrew, som altid selv var så pokkers kontrolfreak, når det gjaldt mentale udfordringer, tilstande og følelser. For ikke at sige, at han var alt for velafbalanceret fysisk - til en vis grad. Der var et vildt rovdyr i ham, men det var på en måde også kontrolleret og netop af dén grund mere faretruende. Andrew smilede bredt for første gang den dag, men hans dybblå øjne ulmede intenst under skyggen af hans rynkede øjenbryn.
|
|
|
Høgen
Apr 15, 2012 12:37:42 GMT 2
Post by Josephine on Apr 15, 2012 12:37:42 GMT 2
Hvad var det for en patetisk kommentar. Morgan var altid herre over sig selv. Pånår igår hvor hun havde grædt, men den del vidste Andy ikke en skid om så hvad fanden snakkede han om. Hun virrede irriteret med hovedet mens hun viftede med den ene hånd foran sit ansigt.
"Som om du ikke altid har fuldstændigt styr på hvad der sker med dig."
Hun vidste at det der var med Andy og hende var at de på mange områder lignede hinanden. Hun vidste inde i ham gemte der så noget vildt og ustyrligt, at han så ikke helt på samme måde lod den side vise, var en anden sag. Men Morgan kunne ikke undvære at mærke det sindsyge smil bryde frem på hendes læber og en hæs latter, der nærmest vakte rædsel hos andre, trænge ud af hendes hals. Hun elskede det.
|
|
|
Høgen
Apr 15, 2012 22:34:12 GMT 2
Post by Xazal on Apr 15, 2012 22:34:12 GMT 2
Andrew havde lyst til at le ad Morgans svar - eller bare komme med det sædvanlige, korte og tørre fnys, som indikerede, at han morede sig. Men det var, som om Morgan tøvede lidt for længe, før hun udslyngede kommentaren.
"Du kender mig," sagde Andrew og lænede sig frem over bordet. Han strøg Morgan over kinden, mens hun lo sin lidt vanvittige latter.
"Det ..." begyndte Andrew alvorligt, idet han fangede Morgans blik.
Et par burgere blev knaldet ned på bordet i mellem dem så brat, at Andrew måtte rykke sig for ikke at få tilsølet sig selv i alt det lækre snask.
"Pommes Frittos?" spurgte den omfangsrige Else med skinger stemme og bjæffede en ordre, inden de nåede at svare. To bakker pommes fritter blev skubbet hen over bordpladen i en fejende gestus, som Andrew lige nåede at bremse med sin hånd.
"Bon appetit," kaglede Else og forsvandt igen. Ingen tvivl om, at hun kendte Morgan godt.
Andrew fnøs irriteret og tog en tår af sin cola.
"Hvad er dine planer for ugen?"
|
|
|
Høgen
Apr 15, 2012 22:58:28 GMT 2
Post by Josephine on Apr 15, 2012 22:58:28 GMT 2
Morgan havde det fint med at blive afbrudt. Andy havde det med kun at komme med meningsfulde ord, der helst skulle besvares og bla, bla, bla. Morgan snoede sig som regel ud af det. Nogen gange gav hun ham noget af det han gerne ville have. Egentlig mente hun at han lidt nød at finde ud hvad hun mente og hvad hun ikke mente. Hendes plagede krop skreg efter det fedtede stads. Det var sjovt Jacob havde det stik modsat når han havde tømmermænd. Han skulle have salat og frugt. Morgan havde aldrig forstået den slags. Overhovedet. Det skulle være så klamt som muligt var. Hun hørte knapt Elses ord før hun allerede havde det store burger mellem hænderne. Alligevel lod hun maden hænge et stykke fra sin mund mens hun svarede.
"Andy-skat, jeg ved sgu da ikke hvad jeg skal resten af ugen, hvad regner du med?"
Morgan stoppede sig ikke, men hun var bestemt heller ikke ladylike når hun spiste. Dog var hun ekspert i denne slags føde og intet fedt drev ned af hendes kinder, om end hendes læber glinsede. Hendes board lå ved hendes fødder og hun sparkede let til det imens hun spiste, en indre rytme.
"Hvorfor, har du nogle planer?"
Det kunne jo være at det var noget andet han havde spurgt til end hendes liv.
|
|
|
Høgen
Apr 16, 2012 22:31:29 GMT 2
Post by Xazal on Apr 16, 2012 22:31:29 GMT 2
Andrew havde efterhånden set Morgan spise så mange gange - og så meget forskelligt mad - at hendes håndtering af det saftige junkfood bare gik hen over hovedet på ham. Han gik slet ikke op i, hvad og hvordan folk spiste. Selv tog han en bid af sin burger uden at tage sig af den dråbe ketchup, som faldt ned på papiret. Hundeædelse - men alligevel fantastisk. Det var mad, og det var godt.
"Jeg har ikke nogle planer," sagde Andrew dystert, "for min beskæftigelseskvotient er lig nul. Får skrabet et par ører sammen via nogle småjobs hist og her - sådan noget pis, som folk ikke gider ordne selv, men det kan aflyses, for i sidste ende er det bare mig, der lider nød."
Andrew viste tænder, men gav ellers ikke indtryk af at være synderligt plaget. Det var typisk ham at tage dagene, som de kom. Han manglede ganske vist noget fast, men han var ikke god til at indordne sig efter faste rytmer. Han ville sove lige så lidt, det passede ham. Men dét, han savnede, var et mål - noget, han kunne stræbe efter at opnå.
|
|
|
Høgen
Apr 16, 2012 22:56:50 GMT 2
Post by Josephine on Apr 16, 2012 22:56:50 GMT 2
Morgan lagde ikke burgeren ned, hun holdt den simpelt og samlet i den ene hånd mens hun dyppede pomfritter i ketchup stoppede dem i munden, et kort øjeblik forestillede sig Michaels hænder. Fingrer der var ru, ikke som Andys, men det kom måske af at Andy også var hårdhændet. I hvert fald ofte. Hun skyllede efter med Cola.
"Du kunne jo søge et fast arbejde eller hader vi stadig kapitalistsvinene?" hun sagde det egentlig kun fordi at hun elskede det sidste ord. Spørgemålet var retorisk. Morgan var ikke i tvivl om at Andy kunne lige det han satte sig for, men det handlede om at han ikke ville lige præcis dét. Det virkede som romantisk pladder.
"Hvad med ... " hun så ind i hans øjne. Så ulig hendes. Alligevel det samme blik og hun var ikke i tvivl om at lige der havde hun og kun hende hans opmærksomhed. "... Vi kunne jo bryde ind i den indre søjle. Nu har vi fundet den forpulede dør, og jeg ved du har kontakterne."
Hun rettede sig op efter ubevidst og konspiratorisk at have lænet sig ind over bordet. Morgan var træt af at de bare altid snakkede om jorden. Hun var træt af Lou Lou der mente det måtte ske nu og hun var træt af at det reelt var Andy der sad på magten. Ham der skulle sige til. Ham der skulle give lov. Og Andy synes at vente. Hun hadede at han så iskoldt på det, at han havde det overblik hun ikke formåede at bevare.
Men hun pressede alligevel altid på. Altid. Hun ville være noget mere end bare - dét SkyCity kunne tilbyde hende. Det vidste Andy. Han kendte til hendes hunger efter frihed og det at kunne stikke af.
Michael ramte hende som en knytnæve i maven. Hvad var der med ham? Hvorfor havde han ikke skrevet til hende. Hvorfor? Han som sagde han ville stikke af med hende, havde ikke tid til en fucking besked. Måske kunne han ikke lide ende mere. Hun hadede sig selv for at tænke sådan og for at føle en faktisk rædsel
|
|
|
Høgen
Apr 17, 2012 23:57:23 GMT 2
Post by Xazal on Apr 17, 2012 23:57:23 GMT 2
Andrew tillod et svagt smil at kruse sine læber ved Morgans spørgsmål, før han igen samlede sin opmærksomhed om burgeren, som han var halvfærdig med. Burgeren blev holdt mellem hans fingerspidser.
"Hvad med..." lød Morgans stemme, og ét eller andet ved hendes stemme, han ikke kunne sætte fingren på, fik Andrew til at se op og lade sit blik blive fanget af hendes. Hans hånd lå afslappet på bordet med fingrene i et løst greb om den isafkølede Cola. Hans intense, blå øjne veg ikke fra hendes et eneste sekund. Da Morgan lænede sig tilbage, svarede han på sin sædvanlige, tørre og kortfattede facon: "Det kunne vi."
Men hvad? Der lå et uudtalt men i luften, som Andrew ikke ville være den første til at ytre. Han lænede sig lidt tilbage i stolen og betragtede Morgan, der pludselig virkede hensunken i andre tanker, og et lidt ængsteligt skær havde fundet vej ind i hendes blik. Andrew valgte ikke at kommentere det, men sagde i stedet: "Gamle Lou Lou virker altid, som om han har indvendinger, selvom det er hans prædikener, der puster liv i alt det her." Andrew lod hende vide, at han hentydede til deres planer om at komme ned til Jorden.
|
|
|
Høgen
Apr 18, 2012 15:01:21 GMT 2
Post by Josephine on Apr 18, 2012 15:01:21 GMT 2
Morgan blev pludseligt lukket, hun slap burgeren, som med et klask landede på tallerkenen, lænede sig tilbage i stolen lagde både arme og ben over kors.
"Lou Lou er Lou Lou og det ved du. Han har ingen indvendinger, det har jeg sagt til dig," hun vippede irriteret med foden og så med et mørkt blik på Andy. "Han er bare ikke sikker på jer andre. Han ved jo ikke hvem I er og jeg har fandme ikke tænkt mig at sladre til ham. Og du skal slet ikke lade som om at det er Lou Lou der holder det her tilbage. Lou Lou formidler, han spreder, men han er ikke aktivist på den måde. Han er over 60 for helvede. Hvad tror du han kan gøre med sin slidgigt og ølånde, dårlige blodomløb og hæse cigarstemme?"
Morgan rakkede altid selv ned på det gamle fjols, men for det første var han hendes fjols og for det andet havde Andy altid en eller anden syg syg undskyldning og hun var snart træt af det.
|
|
|
Høgen
Apr 21, 2012 19:06:10 GMT 2
Post by Xazal on Apr 21, 2012 19:06:10 GMT 2
Andrew tog en bid af sin burger, mens Morgans ulmende ord lød gennem larmen. Han skyllede det ned med cola på en ligegyldig facon. Så plantede Andrew albuerne i bordpladen og lænede sig lidt frem mod Morgan med sit vanlige, intense blik, og for første gang den dag, var der latter at spore i hans blik. Selvom han havde fnyst et par gange for at indikere, at han fandt noget af det en kende ironisk eller morsomt, så havde hverken hans stædige kæbeparti eller hans blå øjne deltaget i latteren. Men nu lo hans øjne mod Morgan. Andrew anede, hvilket forhold Morgan havde til den gamle krobestyrer.
"Okay," sagde Andrew uden helt at kunne skjule, at situationen morede ham, "lad nu Lou Lou ligge." Andrew ville ikke sige, at Lou Lou ikke havde indvendinger imod ham og de andre, men mest imod, at Morgan tog af sted. Det virkede i hvert fald sådan, men Andrew kunne meget vel have fejlbedømt Lou Lou.
"Lad os sige, at vi bryder ind - de af os, der rent faktisk tør," fortsatte Andrew; latteren var helt forsvundet fra hans blik, "men mener du, at hele formålet bare er en flugt fra det her sted?"
Andrew ville læne sig tilbage igen, men noget fik ham alligevel til fortsat at sidde, som han gjorde. Han tænkte tilbage på et par situationer, hvor mange, som havde fundet idéen ganske god, havde trukket sig tilbage - for hvad kunne i grunden være bedre end dét, de allerede havde? Andrew snerpede læberne sammen, så hans stolte hage trådte lidt frem, og han fik et stædigt drag om munden.
|
|
|
Høgen
Apr 23, 2012 9:59:34 GMT 2
Post by Josephine on Apr 23, 2012 9:59:34 GMT 2
Morgan fnøs.
"En flugt? Det her har aldrig været en flugtplan," hun spyttede det sidste ord hånligt ud. Nogen gange kunne Andy være så tykpandet det var til at brække sig over. Der var mange ting Morgan flygtede fra. De fleste. Det betød dog ikke at hun ikke mente det.
"Nogen gange tror jeg du tester mig," hun holdt irriteret fast i sit kølige glas. "Vi skal opfylde profetien. Vi skal ned på jorden. Og når vi har gjort det ..."
Så ville hun flygte. Så ville hun skride. Men det behøvede hun ikke sige. Det vidste Andy godt.
|
|
|
Høgen
Apr 23, 2012 11:52:03 GMT 2
Post by Xazal on Apr 23, 2012 11:52:03 GMT 2
Andrew strøg sig over hage med den ene hånd - den, som ikke havde spor af fedt fra burger eller pommes fritter. Han burde have lænet sig tilbage rent instinktivt over Morgans hånlige udbrud, men blev stødt siddende i samme stilling.
Der var et langt tidsrum, hvor han ikke gjorde mine til at sige noget. Hendes iver huede ham ikke, men han vidste også godt, at hvis han indvendte imod det, ville hun blive mere strid. I det mindste var hendes første intention ikke flugt, men at følge en profeti - én eller anden ideologi, som Andrew ikke som sådan forholdt sig kritisk til. For ham var det måske snarere et grundlag for en handling, end det var en holdning, han bekendte sig til. Det eneste gode ved den var, at den ikke var spiritistisk eller autoritær.
"Så vi skal bare ned på jorden," konstaterede han tørt efter den lange tavshed og lænede sig tilbage med et opgivende suk. "Ingen eventyr - ingen krigshyl." Andrew følte, hvordan han burde slå en glædesløs latter op - han hørte det endda realiseret i sit hoved, men han sad bare med et uudgrundeligt udtryk i ansigtet og var tavs.
|
|
|
Høgen
Apr 23, 2012 12:46:40 GMT 2
Post by Josephine on Apr 23, 2012 12:46:40 GMT 2
Morgan bevarede sin lukkede position overfor Andy. Typisk ham bare at holde kæft og hun nægtede at spise så længe. Ham med hans stilhed. Hvad fanden ville han have ud af den? Som om han lige blev lidt mere mægtig fordi han ikke nedlagde sig til at sige noget.
"Vi skal ikke bare ned på jorden." Hun hævede stemmen bare en anelse. "Det bliver fucking hårdt arbejde. Er det her en leg for dig? Eventyr, krigshyl, hvor gammel er du Andy?"
Hun så til siden mens hun rystede på hovedet og snøftede. Spændingen mellem dem var total. Hun følte sig voksen og vred. Ikke noget nyt, sådan havde hun det ofte, men Andy virkede bare så stiv. Så gammel og samtidig som en der bare ville slå sig på boardet så han kunne blære sig med det.
"Er det her for at du kan sige til dine duller 'Hey det var mig der fik os ned til jorden, wanna bang?' Men ved du hvad, den jord ligner lort? For det første ligger der over 200 års døde mennesker lige nedenfor, for det andet er der alt det affald vi har efterladt da vi skred fra jorden og der ikke nogen elektricitet. Der er ingen dyr, mad eller noget, ikke hvad vi ved af. Det er ikke en eller anden ferie og du skal ikke behandle det som om det er det. For så tror jeg slet ikke du er klar til hvad det her indebærer. Så vi skal ikke bare ned på jorden, vi skal fandme have udstyret parat, vi skal gøre den brugbar og hvis du ikke er klar til det, så skal du ikke med, fatter du det?"
Hun havde talt sig varm og hun så direkte på ham og havde sikkert spyttet på ham hvis ikke han havde siddet på et af hendes yndlingsteder. Ikek at Else ville have sagt noget, men stadig. Folk spyttede heller ikke bare på Lou Lous.
|
|
|
Høgen
Apr 23, 2012 21:49:32 GMT 2
Post by Xazal on Apr 23, 2012 21:49:32 GMT 2
Andrew betragtede Morgan med en lille rynke i panden. Hun bevarede sit lukkede kropssprog, og han havde stærkt på fornemmelsen, hvad der ventede ham. Det første, som bekræftede hans anelser, var hendes lidt hævede stemme, da Morgan begyndte at tale. Andrew kunne mærke intensiteten i luften omkring dem, som udsprang af deres evige stridigheder.
Andrew pillede åndsfraværende ved papiret, som de havde pakket hans burger ind i; Morgans blik var ikke nemt at fange, når hun først talte sig varm og lod al sin harme vælde ind over ham. Det nød han til gengæld. Ét eller andet ved hendes vrede og harme vidnede bare om, at det fandeme var Morgan og ikke én eller anden underlig afart eller transformation af hendes personlighed. Derfor smilede han bare til hende som for at vise, at han var glad for at høre PRÆCIS de ord blive udtalt - selvom det sikkert ville irritere hende. Så sagde han kort: "Jeg er ikke kujon nok til at blære mig over foretagendet."
Andrew vidste, at det meste af hendes raseri lå i, at hun hadede at føle sig afhængig af andre - specielt, når lige præcis missionen til Jorden afhang af, at han, Andrew, ville komme med det afgørende startsignal. Men på én eller anden måde - og han vidste, at Morgan ville hade ham for det, hvis han sagde det højt - udskød han det nok mest, fordi han ikke ønskede at bringe Morgan ud i alt det pløre nede på jorden, velvidende at det ville være krævende også for ham selv, og på grund af én eller anden sær beskyttertrang. En unødvendig beskyttertrang ganske vist. Derfor drak han bare ud og lod en hånd glide igennem sine lange, gyldne lokker, mens han henkastet sagde: "Rart at se, at tømmermændene er ved at slippe sit tag i dig, Morgan."
|
|
|
Høgen
Apr 23, 2012 22:10:42 GMT 2
Post by Josephine on Apr 23, 2012 22:10:42 GMT 2
Den lille ... Fuck. Han ville bare have den reaktion ud af hende. Typisk ham.
"Fordi jeg går rundt og blærer mig?" Hun kastede med sit hår, eller nærmere sit hoved og drak nærmest hidsigt af sit glas. Hvor var han irriterende. Hun blinkede hårdt og smilede så skævt. Nu var det sagt og de vidste hvor de hver især stod. Mon Andy var usikker på hende nu? Med alle de vamle følelser der hele tiden vældede op i hende. Fordi hun ikke havde talt med ham længe og han aldrig sagde noget. Aldrig. Idiot. Hun mærkede igen teleren og kom i tanke om en anden idiot hun kendte. Men denne idiot var bare langt værre. Det gjorde direkte ondt at han bare ignorerede hende. Hun kunne godt klare det, men hun havde ikke forventet det. Morgan havde virkeligt troet at Michael med det samme ville skrive en salgs 'Håber ikke at du allerede havde glemt mig' og det var jo præcis det hun ikke havde gjort. Okay måske lidt, men hvor nødigt hun gerne ville indrømme det, havde hun et helt andet liv ved siden af Michael. Sådan var det. Sådan havde det altid været. Hun var også klar over at blev det her snart til noget, så måtte hun sige det. Fortælle ham om det der skete.
Men lige nu trak hun teleren op på bordet og stirrede på den.
"Det her, tømmermænd?" hun lo. Andy kunne være så morsom. Han der havde stukket hende mere end en flad for at have drukket alle ugens syv dage væk og aldrig været ædru. Han der havde smidt hende i iskolde bade og låst hende inde. Ham der sikkert også havde udnyttet hendes rus. Ikke at det betød noget. Det krævede hende alt, de få gange hun drak, ikke bare at blive ved. Igår havde det været Michael. Hvis han ikke havde været der havde det ikke bare været lidt hovedrumlen og kvalme. Hvis ikke Andys besked havde lagt der havde hun måske bare låst sig inde på sit værelse hos Lou Lous, med cigaretter og sunget sig helt fordærvet og hæs og haft sex til aften med en fed mand med moustache.
"Jeg tror jeg klare mig, helt fint," svarede hun så tørt og masserede sin tinding med et lille smil. Så løftede hun igen sin burger og spiste. Hendes anden hånd holdt ved teleren og hurtigt tastede hun noget ind på den. Trykkede send. Fortød.
|
|