|
Høgen
Jan 21, 2013 13:46:10 GMT 2
Post by Xazal on Jan 21, 2013 13:46:10 GMT 2
Lyden af klinken fra glas stoppede. De var tavse alle tre. Andrews fingerspidser hvilede fjerlet på glasset, ubevægelige, men alligevel så hænderne ud til at kunne gøre noget uventet hvert øjeblik. Ligesom resten af hans afslappede krop, der tyngede stolen til gulvet, som altid var klar til spring. Andrew drejede hovedet en anelse, så han kunne se Michael, der sad lige overfor ham. Morgan på hans venstre side lyste op i et smil, der drog hans blik til sig som en magnet. Som det altid gjorde, når hun smilede på præcis dén måde.
Andrew fangede Morgans blik. Hans egne blå øjne spiledes ikke op, men glimtet i dem blev mere intenst. Noget skælmsk fandt vej ind i hans øjne, og øjenlågene kneb sig en anelse sammen for at udtrykke den latter, der ikke blev klemt op af hans strube. Det hårde i Andrews blik blev erstattet af iver - en barnlig griskhed. Men resten af ansigtet lå i sine sædvanlige, bistre folder. Kun den årvågne ville lægge mærke til trækkene. Eller den jaloux, mindede Andrew sig selv om, og stemmebåndene i halsen trak sig sammen i en kildrende fornemmelse for at få ham til at sprutte af grin, men han beherskede sig. Sad helt roligt med sit blik låst fast til Morgans.
"Kravene," begyndte Andrew med en konstaterende mine, stadig med blikket i hendes brune øjne, "lever du op til. Det gør ingen andre." Hah, hun ville forhåbentlig ikke tage det som en kompliment, selvom det var en form for ros - en kendsgerning, mere end et boost til hendes selvtillid, men Morgan var Morgan - hun yndede de små ting. De små glæder. Men det var en kendsgerning, han havde brugt lang tid på at overbevise Neil om - en kendsgerning, der først bundfældede sig efter, at han havde trukket Neil op i en krog. Efter, han stiltiende og diskret havde ændret folks holdning til Neil minimalt som en anden lobbyist, så han taktisk kunne få Morgan ind, og det var lykkedes. Måske var det Elaines fortjeneste, at Neil ikke bare afviste ham igen, men dét havde Andrew ikke i sinde at lade hende vide før tid.
Iveren i Morgans stemme fik ham til at studse. Endelig løsrev han sit blik fra hendes, og hans fingre begyndte at følge glassets kant. Dér, hvor det var vådt, lød en klagende, knirkende tone, ligesom lyden af en sko, der blev trykket ned i sneen forbundet til en tone. "Der er overvågningsbarrieren, du skal smyge dig igennem med din tekniske begavelse - og en kodeanordning. Man kan nærme sig døren - pille ved den med værktøj, men alle de skruer, der bliver fjernet, løsner ingenting. Der er et panel, som helt åbenlyst er, hvad man skal pille ved - ledninger og kontakter, du kender det. Personligt - i modsætning til de andre - er jeg overbevist om, at der er en dør bag den, som kan dirkes op på mere eller mindre traditionel vis. Men -" han løftede en hånd og fjernede en lok af sit lyse hår fra ansigtet, klar over, at en så lang strøm af ord var atypisk for ham "- du ved, at du kan være hurtig, når du har skabt dig et overblik. Og hurtighed - det er kernen."
Den sidste sætning fik ham til at smile mod sin vilje for første gang i umindelige tider. Hans lige, hvide tænder - det eneste umiddelbart misundelsesværdige ved hans udseende - flækkede hans dystre mine og lyste op på den vejrbidte maske. Hurtighed. Ja, det var deri, alt det fantastiske lå. Han fik lyst til at smide sig på sit board og kysse vindmodstanden med sit rovdyrsmil. Fart. Adrenalinkick. En deadline - i bogstaveligste forstand 'dead' - før Sky Citys overvågningsfolk blev alarmerede. En afledningsmanøvre. Ja. Det var den første, og måske eneste, uskyldige fase.
Han løftede glasset og skjulte sit smil i den mørke væske, da han drak. Da glasset blev sænket igen, var smilet forsvundet, og øjnene var hårde som flint. Det var unødvendigt at spørge, om Morgan kunne klare det. Han stolede ikke på, at hun kunne - men om nogen var hun dén, der kunne, hvilket var grunden til, at han var her. Han kendte hendes sans for snilde og koldblodighed.
|
|
|
Høgen
Jan 22, 2013 15:24:01 GMT 2
Post by Tenner on Jan 22, 2013 15:24:01 GMT 2
Michael fattede ikke hvad de snakkede om til at starte med, tydeligvis et eller andet internt han ikke var en del af. Han ville ønske han kunne sige at det ikke generede ham, men det ville være en stor fed løgn. Det hele gik ham på og et decideret had mod Andrew begyndte at tage form inde i ham. Det var det hele ved fyren han ikke kunne lide og specielt den måde han kiggede på Morgan på, kunne Michael ikke fordrage. Skælmsk, intens... Grisk.
Det var tydeligt at Michael gjorde alt for at holde en vrede tilbage, men pludselig blev hans opmærksomhed vækket af deres samtale, midt i det hele. Han havde været så optaget af at betragte Andrew, at det ikke var faldet ham ind at lytte efter. Men det gjorde han nu. Overvågnings barriere, kontrolpanel... Dør? Hvad snakkede de om, det lød nærmest som om de snakkede om at bryde ind et eller andet sted. Det måtte sgu være en joke, tænkte han ved sig selv, men kunne ikke helt overbevise sig selv om det. Andrew lignede ikke en der jokede og Morgan så bestemt heller ikke ud til at det var en joke.
Michael rømmede sig og lænede sig frem mod borden.
''Hvad fanden snakker i om?''
Hans øjne var undersøgende og på vagt, da han så skiftevis mellem de to. Hans stemme dæmpet, men det var nok mest nysgerrigheden der snakkede frem for vreden.
|
|
|
Høgen
Jan 22, 2013 17:25:00 GMT 2
Post by Josephine on Jan 22, 2013 17:25:00 GMT 2
Det allerede smil løftede sig en tand mere ved den konstatering som var et kompliment. Hun tvivlede ikke på sandheden i dem, Andy sagde ikke plidder pladder, for at få hendes ben låst fra hinanden. Desuden sagde hans bistre øjne alt og hun vidste at det ikke direkte irriterede ham præcist hvor ivrig hun var. Faktisk var det nok nærmere noget han kunne lide. Genkende.
Hun lyttede mere til hans stemme end hans ord, klar over at hun selv skulle se på det for at få noget af vide. Han livede op. Talte mere end han plejede. Var dér hvor de begge sad. I nu'et. Hun kunne ikke lade være med at føle sig tilpas, som hørte hun til her. Muligheden for at blive opdaget og fingeren på trikkeren til noget nyt, noget stort og det der stod imellem dem var en dør. En dør som Andy vidste Morgan ville åbne. 'Sesam, sesam - luk dig op'
Og så - smilet. Et fnis undslap hende netop som Michael krævede at nogen tog sig af hans eksistens, men Morgan kunne ikke samle tankerne om affektionerne for Michael. Hun var allerede nede ved den dør, som kun ord havde givet hende syn for. Hun havde ikke selv set den. Men nu, nu skulle hun.
"Hvad fanden snakker I om?"
Og Andy så på ham med et 'Shh de voksne snakker'-blik, men det var hende som åbnede munden først. Hendes øjne funklede. Hendes hænder sitrede.
"Profetien."
Et ord og måske kendte han den ikke.
|
|
|
Høgen
Jan 22, 2013 19:33:07 GMT 2
Post by Tenner on Jan 22, 2013 19:33:07 GMT 2
Genkendelsen viste sig godt i Michaels øjne. Jo, han kendte godt profetien, kunne brøkdele af den men vidste hvad den i store træk handlede om. Ikke at han havde gennem analyserede den, alle vidste at den havde noget med Jordens genopstandelse at gøre. Hvordan, skulle han ikke spille klog på. Men hvor Morgan lyste fuldstændig op ved ordet og tanken om en eller anden dør, så Michael mere skeptisk ud. Andrew lignede en der bådede ønskede at Michael ikke var her og samtidig frydede sig over Michaels uvidenhed. Eller det var nok ting Michael selv fyldte i det udtryksløse ansigt og ulmende øjne.
''Hvad har det med en dør at gøre?''
Det var et latterligt spørgsmål, for han havde vel lidt gættet til hvad det betød. Døren måtte være en der førte ud af SkyCity, eller noget i den dur. Men han troede ikke rigtig på det, for ham lød det fuldstændig latterlig lige nu. Den dør fandtes jo ikke.
Men kunne det virkelig komme bag på ham, når nu Morgan havde en onkel som Lou Lou der ofte prædikede op om profetien og jorden. Han kom pludselig til at tænke på et øjeblik, noget han havde set som helt ubetydeligt og gemt væk, men nu blev hevet op. Det var første gang de havde været oppe på Rampen sammen og Michael, som en større nar, blev ved med at nævne udsigten, for at undgå at skulle fortælle om sine følelser. Morgan var til sidst blevet så træt af at hører det og havde svaret kort ''Hvis man interessere sig for byen.'' Han havde virkelig ikke forstået det først, troet at han egentlig hørte lidt forkert, men kunne det virkelig være tilfældet at Morgan faktisk var større tilhænger af Profetien end han først havde troet?
|
|
|
Høgen
Jan 23, 2013 12:00:47 GMT 2
Post by Xazal on Jan 23, 2013 12:00:47 GMT 2
Andrews blik, der igen var hårdt og utilnærmeligt uden den barnlige iver eller vanvittige ophidselse, blev langsomt draget fra Morgan til Michael, da denne udslyngede et spørgsmål. Morgan tacklede ham med profetien, og Andrew fnøs, fordi han morede sig, og fordi han ikke troede på en profeti af en sådan art. Nogen i denne generation havde bare samlet sine nosser op og valgt at opildne hinanden og gøre noget med 'profetien' i ryggen. Måske var det en profeti - og hvad så? Så længe, hvad det end var, drev folk til handling. Dén dør havde altid været der - altså havde der altid været reel viden om dens eksistens... hos nogen.
Michael havde deres opmærksomhed nu. Det udsatte bare alting; han havde foretrukket at lade Morgan stille sine spørgsmål, besvare dem og så var det dét. Så kunne de to gøre, hvad der passede dem. Men Andrew lænede sig afslappet tilbage med et køligt blik på Michael. Michaels eftertænksomme øjne vidnede tydeligvis om, at han reflekterede over den samtale, han knap havde hørt.
Var Michael endnu én, der ville kaste sig hovedkulds ud i noget på grund af en pige som Morgan?
"Døren væk herfra," svarede han tørt uden at have særlig meget til overs for Michaels evne til at kapere en oplysning, han måske selv havde gættet sig til. Et overflødeligt chit-chat-spørgsmål af den slags hadede Andrew at besvare. Det var unødvendig snak, der fyldte tomrummene ud.
Andrews blik vendte tilbage til Morgan, som om afbrydelsen var ikke-eksisterende. Han lagde hånden på sit kølige glas. Øjnene granskede Morgan fra top til tå. De afslappede, flade sko. Toppen og bukserne, der smøg sig så tæt ind til hendes krop, at det ikke efterlod noget til fantasien. Hendes opsatte hår, der var så enkelt og hurtigt at befri for elastikken. Men det var alt sammen detaljer, han kendte ud og ind. Der var ikke noget nævneværdigt anderledes, men alligevel syntes der at være en mærkbar ændring. Måske var Michael en 'fast' foranstaltning nu? Formentlig vidste hun, hvad hun gjorde. Om det havde Andrew sagt sit, og der var ikke mere at tilføje.
|
|
|
Høgen
Jan 23, 2013 19:37:24 GMT 2
Post by Tenner on Jan 23, 2013 19:37:24 GMT 2
Små signaler fra Andrew gjorde det helt tydeligt hvor lidt han brød sig om Michael, og følelserne var helt gengælde. Måske lidt mindre ... 'Ligegyldigt' vist, for Michael måtte virkelig holde i sig selv for ikke at fare over Andrew. Det var de nedladende blikke, det hånelige fnys og så den måde han så på Morgan der tændte Michael helt af. Og måske også det faktum at Morgan virkede betagede af den fyr. På en mærkelig måde. Michael rørte helt bevidst ikke ved colaen. Hans øjne blev smalle da Andrew forklarede hvilken dør de faktisk snakkede om. Det Michael havde overvejede det kunne være.
Døren væk herfra? Ville de seriøst det? Troede de virkelig at det kunne lade sig gøre? Michael var da godt klar over at nogle folk rendte rundt og mente at alle i byen skulle tilbage til byen. Rygter om enkelte oprøre var endda hørt. Folk der kæmpede for at Rådet skulle vælges fordi nogle af medlemmerne var korrupte og fordi byen var ved at gå fra hinanden. Han havde nok altid syntes det var lidt noget pjat, for med al det affald der gennem tiden var smidt ud af SkyCity, tvivlede han på at der ville være noget at finde der nede. Og hvorfor skulle jorden have ændret sig? Der var jo en grund til at SkyCity var blevet lavet i første omgang og det man en gang imellem kunne se mellem skyerne når man gik ude på markpladerne, var bestemt ikke grønne områder. Langt fra. Men det var jo kun i nærheden af byen. Hvad med længere ude? Han havde altid drømt om hvordan det måtte være at have uendelig plads. Byen var ved at blive for trang og de rige havde en fordel hvor alle de andre måtte lide. Der kunne blive dyrket nok mad til alle og dyr kunne måske gå på marker igen. Men det virkede så absurd at det skulle kunne ske.
''Men der er jo ikke noget der nede.''
Han virkede om end ikke helt overbevist selv. De vidste det jo teknisk set ikke. Ingen havde været nede i siden Byen blev indviet og måske havde noget af jorden genoprettede sig selv et eller andet sted ... Men den var så stor, hvad skulle chancen være for at de fandt lige præcis det sted?
|
|
|
Høgen
Jan 24, 2013 0:27:20 GMT 2
Post by Josephine on Jan 24, 2013 0:27:20 GMT 2
Det var fordi han ikke ville ligge to og to sammen. Morgan mærkede en stigende hidsighed stige i sig. Hun hadede folk der tvivlede. Hun hadede at de skød skuden i sænk, men Andy havde måske læst hende og derfor var hans ord der før hendes. Det var sjovt som de begge ikke lige ud sagde: Vi er terrorister og prøver at springe os ind i indre søjle, deal with it.
Morgan var oppe og køre, måske derfor hun blev mere hidsig. Det var ikke til at sige. Men bare tanken om at hun endeligt blev lukekt ind. At det ikke var bidder eller simpel forførelse for at shanghaie nogen til det de rskulle til for at de nu kunne stå ved det man regnede med var den sidste dør. Hun var ellevild og Michael var bare helt nede på jorden. Hans arrige ansigt og koncentration der ikke rigtigt lå på det der blev sagt.
"Hvad fanden ved du om det?" sagde hun kort for hovedet. Lænede sig frem, ind mod ham så hendes ord kunne ramme ham og kun ham. "Du sidder her og lader alting i forfald, mens du tror på det fugleæde Rådet fylder dig med: 'Der findes kun vores verden. Jorden døde. Det her er det bedste sted der findes.'" Hendes stemme var vrængende mens hun lirrede lærersætningerne af sig.
"Har du en pind stukket så langt op i røven du ikke kan drømme?" hun var hånende og fornedrende.
Men det han ytrede var så langt ude og ... uden formål. Det var ingenting. En vatpik.
|
|
|
Høgen
Jan 24, 2013 1:18:32 GMT 2
Post by Xazal on Jan 24, 2013 1:18:32 GMT 2
Andrew nægtede at indrømme overfor sig selv, at han i et kort øjeblik blev overrasket over Morgans reaktion. Det lod sig kun vise i hans kropsprog ved, at han løftede det ene øjenbryn, som om han morede sig. Men han havde på sin vis forestillet sig, at Morgan denne aften ville være på Michaels side i ét og alt - for hans skyld. Dels, fordi Andrew havde hånet hende og prædiket overfor hende, at hun ikke skulle gøre det ene og det andet. Hun havde ladet hån om det, men nu sad hun og lænede sig truende frem mod Michael med en nedladende mine overfor hans uvidenhed. Hun havde aldrig haft tålmodighed overfor den slags, og denne gang var aldeles ingen undtagelse.
Andrews øjne hvilede konstant på dem begge to - Michael overfor ham, og Morgan, der var i hans synsfelt med en ophidset holdning. Men Michaels skærende ordinære og idylliserende tilgang til alting kom ikke bag på Andrew. Han fnøs tørt - et udtryk for en kort, ironisk latter.
"Har du en pind stukket så langt op i røven, du ikke kan drømme?" lød Morgans spottende stemme. Andrew kunne se, at hun var gået over stregen, og han havde på fornemmelsen, at Michael ville give ham skylden for det, så han stivede sig mentalt af og rakte en hårdhudet hånd frem og lagde den på Morgans albue. Han sagde ingenting - ventede bare på, at hun skulle ryste hånden af sig og sige, at han ikke skulle blande sig. Det passede Andrew udmærket - bare, det ikke tog alt for lang tid.
|
|
|
Høgen
Jan 24, 2013 19:31:11 GMT 2
Post by Tenner on Jan 24, 2013 19:31:11 GMT 2
Det hele skulle gå ned af bakke for dem idag og han havde følelsen af at gå fra asken og direkte ind i ilden, som tændte hans eget raseri fra før. Hans øjne blev smalle og han lænede sig ikke tilbage fra hende. Han havde et øjeblik forestillet sig hvordan det ville være at komme ned på jorden, men det hele blev skubbet væk ved Morgans brutale ord. Hendes hånende og fornedrende tone, der udstillede ham som en komplet idiot og det gjordet det bestemt ikke bedre at Andrew sad og fnøs af ham.
''Nu stopper du fandme,'' Han blev overrasket over sine egen vrede i ordene, men han tændte fuldstændig af. Specielt da hans øjne fangede en bevægelse fra Andrew der lagde en hånd på hendes albue. ''Du ved måske meget bedre hvad der er der nede på jorden end nogen anden? Du har måske set det hele gennem skyerne eller selv været der nede?'' Han holdte en kort pause, men lod hende ikke svare ''Der er mørke kan jeg så afsløre.''
Han havde selv set det. Et par gange, når der kom et hul mellem skyerne, så stoppede al arbejdet nærmest. Det var så sjældent det skete og så sjældent man kunne få et glimt af hvad der var der nede. Men det eneste der var at se var mørke skygger. Hvor havde han dog lyst til at slå Andrew. Smadre ham lige i ansigtet, bare for at få al den vrede ud af sig han sad med lige nu. Også selv om det måske ikke var Andrew al vreden lå på.
''Undskyld hvis jeg ikke lige kan forstille mig guld og grønne skove der nede med det samme.''
Han var spottende, men den her gang stod han ikke ude for skænderriet og ønskede at hive ordene tilbage, som før. Han gav Andrew al skylden for det... Om nogen lyttede til deres samtale bekymrede ham på ingen måder lige nu.
|
|
|
Høgen
Jan 24, 2013 21:58:52 GMT 2
Post by Josephine on Jan 24, 2013 21:58:52 GMT 2
Vredt skubbede Morgan Andys latterlige hånd væk fra sig. Hun rettede sig op og mødte hans blå blik, der sikkert skulel virke intimiderende. Pissed over at han tillod sig at prøve til hendes bedre jeg ved at røre ved hende, holde på hende. Ja, hun havde taget Michael med og ja hun havde valgt Michael, men Andy skulle fandme ikke bestemme hvordan fanden hun behandlede ham. Det var slet ikke hans plads og han skulle overhovedet ikke prøve på at få hende til at slappe af. Som om Andy bekymrede sig om hvad hun gjorde. Det var jo fuldstændigt latterligt.
"Du ..." sagde hun og pegede stift på ham. Vrede. Som når han fortalte hende at hun skulle tage stoffer. Hvem troede han ...
men Michael lod ikke vente på sig. Pustede sig op som en påfugl, skulle både vise sig for hende og Andy. Han var den store og det var han da. Den højeste, måske en anelse mindre en den blåøjede.
"Stoppe?" og hun lo hånligt, måske med en anelse hysteri i stemmen, mens hun lagde hovedet tilbage. "Skat, jeg er ikke engang begyndt."
Hun rullede med skulderne og lavede en bevægelse til siden med hovedet, som gjorde hun klar til en boksekamp, eller bare at lange ud efter ham. Hendes øjne var smalle, gemt i sort, som var hun et dødeningehoved, læberne der kun havde en anelse rødt tilbage efter at have efterladt det meste på Michaels skaft. En brugt luder.
"Der ligger fucking 200 års affald, døde kroppe, pis og lort, så hvad fanden havde du regnet med at kunne se? Paradis, for så kan jeg afsløre at det ikke findes," hun så ud som hun var overrasket over det faktum. "Og det er jo ikke fordi jeg har bedt dig om at gøre noget, har jeg vel?"
Hun sydede. Hun var spændt i hele kroppen. Kunne ikke klare at han sad der og nedgjorde det eneste hun levede for. Det eneste der nogensinde havde betydet noget.
|
|
|
Høgen
Jan 24, 2013 23:45:38 GMT 2
Post by Xazal on Jan 24, 2013 23:45:38 GMT 2
Andrew gav Morgans albue et kort klem, før han trak hånden til sig. Hendes vrede prellede fuldstændig af på ham, fordi han havde forventet den. Hun sad dér som en forurettet teenager og pegede på ham med en stiv finger. Hans øjne lo ad hende, og han lænede sig tilbage i stolen med et afslappet udtryk. Hvis hun ville flænse Michael for øjnene af ham, kunne hun gøre det - Andrew var praktisktalt ligeglad.
Men Andrews øjne blev smalle, da han så, hvordan Morgan skulle til at indlede en næsten hysterisk svada. Det glædede ham, at hun i det mindste var hudløst ærlig omkring, hvad der VAR på Jorden.
"... så hvad fanden havde du regnet med at kunne se? Paradis, for så kan jeg afsløre at det ikke findes,"
Morgans hån var til at tage og føle på. Andrew kunne næsten smage det i luften - hvordan hendes sydende, spændte krop udsendte partikler, der brændte på tungen. Hans øjne blev endnu smallere.
"Du har lige bedt ham om at tage stilling," sagde Andrew med et tørt fnys, velvidende, at han ikke skulle blande sig. Men han kunne ikke lade være med at deltage i morskaben - for Michael havde vitterligt ingen chance mod hende nu. Andrews læber var skilt i et køligt, næppe synligt smil. Hans ulmende, blå øjne granskede nedladende Michaels ansigt.
"Det var ikke planen," fortsatte Andrew roligt, men tog ikke tilløb til at ændre på noget. Tværtimod trak han sig lidt tilbage ved at lægge en hånd på sit board og kærtegne dets buede kant.
|
|
|
Høgen
Jan 25, 2013 0:21:03 GMT 2
Post by Tenner on Jan 25, 2013 0:21:03 GMT 2
Det var lige meget hvad han gjorde, eller hvad han sagde, det ville intet ændre for Morgan og det var egentlig heller ikke det han havde prøvet fra starten af. Han havde prøvede at forstå, men var blevet mødt af en mur. Hovedsagelig fordi han ikke blev overbevist med det samme, men var ekstra skeptisk på grund af den hån Andrew sendte ham konstant. Og det hele gjorde bare at både Michael og Morgan stejlede igen over for hinanden. Han var jo ikke født igår og ikke klar over hvad der lå af affald nede under byen, men hvad var sandsynligheden for at skyerne var tyndere længere væk? Uendelig lille og hvor Morgan var opvokset med en Onkel der prædikede om jorden og garanteret fået det ind med ske siden hun var lille, så var det ikke det han var. Han kunne ikke bare ændre sin holdning med det samme og det var det hun ikke fattede. Hun nedgjorde ham og så den verbale lussing. Hvad fanden?
Han var ved at koge over inden i, men alligevel blev hans blik hevet over til Andrew da denne begyndte at tale. Tage stilling? Til hvad? Han spurgte ikke, men gik ud fra at det drejede sig om hele den absurde plan med at komme ned til jorden. For et øjeblik så han de få dage han havde haft med Morgan, og hvor meget hun havde ændret ham. Han havde sagt at han ville tage til jordens ende for hendes skyld og det følte han også oprigtigt... Stadigvæk når han tænkte tilbage på det øjeblik, men den måde hun så på ham nu. Det var en hel anden. Som om hun afskyede ham. Som var han en ulækker skabning hun ikke ville kendes ved, bare fordi han lige havde opdagede hvad hun åbenbart rendte og lavede i sin fritid og ikke var hurtig nok til at være enig. Uden at tænke videre over det rejste han sig pludselig op.
''Det vil jeg gøre udenfor, så kan i få snakket færdigt.''
Hans stemme var stadig gennemsyret af den vrede han havde inden i, som bare ventede på at eksplodere, men den var rolig ellers. Han ville virkelig ikke lade Morgan være alene med Andrew, men han kunne heller ikke rumme det mere lige nu. Morgans blik der nærmest ønskede ham død, og Andrews afslappede kropsprog der nærmest lod til at more sig over opvisningen. Han frydede sig garanteret. Godt og grundigt den idiot.
Han stak vel af. Det vidste han godt, men der var ikke noget at sige mere. Han kunne ikke modargumentere om der måske var en større fordel ved at drage ned på jorden end at blive her, og han gad ikke at blive siddende og blive hånet på den måde. Han måtte køle af. Måske det hele virkede mindre absurd så.
|
|
|
Høgen
Jan 25, 2013 0:46:05 GMT 2
Post by Josephine on Jan 25, 2013 0:46:05 GMT 2
Morgan var rasende. Hun kunne mærke det inde i sig. Hendes næse var trukket op og hendes bryn ned. Som sædvanlig gjorde hun modsat Andy intet for at skjule sine følelser og hvad der skete med hende. Aldrig med vrede, den kom altid ud, på den ene eller anden måde.
Hun forstod ikke engang hans svar. Det gav fucking ikke mening. 'Det vil jeg gøre udenfor' ja hvad? Tage stilling, for der var jo ikke noget modsat hvad Andy sagde. Som for øvrigt bare skulle holde sin fede kæft.
"Du bliver," sagde hun kommanderende, i et tonefald man skulle tro hun havde lært fra Dina, til Michael. Så drejede hun hovedet og så på Andy. "Og hvad fanden ved du om hvad der fucking er planen? Jeg hiver sgu da ikke en fucking rookie ind i det her. Hvor dum tror du præcis jeg er?"
Hun sagde derimod ikke at grunden til hun ikke havde sagt til Michael at han skulle vente på hende i lejligheden var hun gerne ville have han skulle vide det. Underbevidst. Han vidste jo alligevel så meget andet. Det meste. Derfor skulle dette heller ikke være et mysterie. Men det var plat. Ulækkert. Latterligt. Så vendte hun opmærksomheden tilbage til Michael.
"Det er dig der angriber min ting. Mit liv. Jeg har sgu da ikke sagt til dig du ikke bliver fucking markarbejder, har jeg? Så vær en mand. Accepter at jeg er terrorist." Eller dø - men det sagde hun ikke. Manden havde vel nok hjerne til ikke at balre op om det til hvem som helst.
|
|
|
Høgen
Jan 25, 2013 13:19:22 GMT 2
Post by Xazal on Jan 25, 2013 13:19:22 GMT 2
Andrews ulmende, blå øjne rettedes mod Michael, da denne brat rejste sig. Andrew lænede sig lidt fremover, så han kunne lægge hænderne om sit halvt fyldte glas. Ja, Andrew kendte til stolthed, og han kunne læse Michael som en åben bog lige nu. Han skulle lige til at fnyse en kommentar om, at Michael kunne blive og få ristet sine nosser, før han samlede dem op igen og kunne forlade denne her diskussion som et 'nyt menneske', men heldigvis kom Morgan ham i forkøbet med en kommando.
Han stirrede på Morgan uden at blinke. Hendes irritation over hans indblanding var åbenlys, men han kendte hende og ventede, til hun havde smidt et nyt møgfald i hovedet på Michael. Det var ikke hans taktik at afbryde hendes strøm af ord, som det lod til, at Michael var lige ved at gøre. "Du, Morgan," skar hans lave, lidt dybe stemme igennem. Han var ikke interesseret i de to stoltheders indbyrdes kamp. Men nu var det fandeme på tide at ytre sin mening om den sag.
"Du er ikke ligefrem dum, men du ved lige så godt som jeg, at han -" Andrew gjorde en kort bevægelse mod Michael med hånden, "- er mere tankeløs end dig. Det er tydeligt at se."
Ved den sidste sætning spiddede Andrew Michael med blikket. Nu havde han mere eller mindre sagt, at de begge var dumme - den ene mere end den anden, men hvad angik dette forehavende kunne han personligt ikke se, at det skulle være løgn. Michael var blevet reduceret til en sølle vatpik af den eneste, der var i stand til at få ham til at gøre hvad som helst. Michaels oprejste holdning var som en såret hankats - og han forsøgte sikkert af al magt at skjule det. For fanden, Andrew havde aldrig fattet betydningen af såret stolthed. Personligt erkendte han altid fejl og mangler ved alle og enhver inklusiv sig selv for at få det mest realistiske udbytte af situationen.
Han havde lyst til at udslynge en bitter kommentar om, at kærlighed sandelig kunne være drivkraft til meget, men vidste, at Morgan ville flyve i flint. Men selvom han ikke sagde det højt, var der noget i hans fandenivoldske blik, der hånede Morgan - hans blik, der begærligt drak af hendes skønhed, men med ulmende destruktion, som om selve hendes udseende og alt, hvad hun var, var en hån mod hendes eksistens - en forbandelse, der havde gjort hende sårbar overfor den Michael, hun skød giftige pile imod.
"Men planer kan selvfølgelig revideres," sagde han køligt, mest for sig selv. Ikke opgivende, som om hans åbenlyse accept af Michael var sidste udvej. Men nøgternt og beregnende, som om han havde at gøre med redskaber og værktøjer.
|
|
|
Høgen
Jan 26, 2013 21:34:17 GMT 2
Post by Tenner on Jan 26, 2013 21:34:17 GMT 2
Hun beordrede ham om at blive, for hun var ikke færdig, men han satte sig ikke ned. Han ville stadig gerne væk, men selv om det stadig var svineri han fik fra Morgan, så blev han for at hører det. Det var Morgan. Selv nu hvor han sydede af vrede og hun så så forhadt på ham var han snoet om hendes lillefinger.
"Det er dig der angriber min ting. Mit liv. Jeg har sgu da ikke sagt til dig du ikke bliver fucking markarbejder, har jeg? Så vær en mand. Accepter at jeg er terrorist."
Terrorist. Han kunne ikke lide det ord, og han havde aldrig syntes det var fair når Rådet brugte det omkring oprørene. Det oprørene stod for, af hvad han vidste var at de ville ned på jorden igen. Hvad var der så terroristisk over det? Men han havde aldrig taget del i det, aldrig troet at han skulle tage stilling til det nogen sinde. For ham havde livet altid været en leg. Arbejde, uddannelse, fest og kvinder. Bestemt ikke i den rækkefølge og han tænkt at Morgan ville være en aktiv del i de så kaldte Terrorister. Accepter at hun var sådan ... Det havde han vel allerede gjordt på en eller anden led.
Han skulle til at åbne munden, men Andrew kom i forvejen. Det var som en flamme mod benzin. Michael havde fået nok af Andrew og hans bedrevidende attitude, som om at alt Mihcael, eller bare alle, gjorde aldrig var lige så godt som det Andy selv kunne.
''Luk røven!'' Røg det ud af ham. Det var kun bordet imellem dem der gjorde at Michael ikke røg på Andrew. Der var så meget mere han havde lyst til at sige til den mand, men der var ingen tvivl om at intet ville bide på alligevel og raseriet var ved at flå Michael i stykker inden i. Utrolig fik han kaperet at rette opmærksomheden mod Morgan selv om hans øjne et øjeblik mere lå på Andrew. Øjne rundt omkring hvilede på dem nu, specielt efter Michael havde rejst sig op. Musikken overdøvede til al hel det meste af deres samtaler, for de nysgerrige ører.
''Det er den du er, det er fair og det respektere jeg. Men hvis jeg nu fik en fucking chance for at synke tanken og du trak vejret inden jeg blev flået, så ville du måske finde ud af at jeg syntes det var total latterligt at Rådet blankt afviste at sende en gruppe ned for at undersøge om der skulle være sket nogen ændringer nede på jorden.''
Han stemme var iskold. Chancen for at nogle af hans ord ville synke ind hos nogle af dem lige nu, var minimal. Ja, han havde sagt at der ikke var noget der nede men det var en tankestreg ud af mange der var kommet ud og med det samme havde hun reducerede ham til en undermåler. Hadet ham og det havde stillet ham i en forsvarsposition. Det var latterligt. Michael rettede sig op, havde ubevidst bukket sig en anelse og stak sine knyttede næver i lommerne på sin jakke.
''Jeg skal have noget frisk luft,'' Fnøs han.
Han blev nød til have klaret tankerne. Denne gang ventede han ikke på at nogen af dem skulle sige noget, for han vidste at hvis han skulle hører på mere lort fra Andrew ville det udvikle sig til slåskamp og han var faktisk i oprigtig tvivl om hvilken side Morgan ville være på hvis det kom til det. Højst sandsynligt Andys. Colaen til ham stod urørt mens han gik mod døren.
|
|