|
Høgen
Jan 27, 2013 14:56:37 GMT 2
Post by Josephine on Jan 27, 2013 14:56:37 GMT 2
Igen den dirrende, kildende fornemmelse i hele kroppen da Michael blev vred og sagde fra. Hendes udtryk sagde ikke noget, men hendes vejrtrækning blev tungere, som han blev ved og hun tændte mere og mere på ham. Så vendte han ryggen til og gik.
Morgan så ind i Andys øjne der studerede hende. Noget sagde hende at han vidste det og hun sendte ham et tandsmil. Glemt var han fornærmelse ikke, men som altid kom hendes seksuelle behov før alt andet og hun gispede ganske lidt, mens det snurrede i hendes mellemgulv.
"Du kan bare ikke holde din kæft," sagde hun med munterhed i både stemme og øjne. "Men helt ærligt, darling," hun rakte ud og lagde sin hånd på siden af hans ansigt, for at køre den gennem hans hår og ud, "i virkeligheden har du bare givet mig en gave."
Hun blinkede til ham og drak af colaen. Selv om hun havde lyst til at styrte efter Michael og kysse hans fødder, blev hun siddende. Han skulle have lov til at riste. Blive mere vred. Og så ville hun havde ham. Mmmm. Vred og hård. Kold. Men ude i stand til at sige nej.
|
|
|
Høgen
Jan 27, 2013 15:39:48 GMT 2
Post by Xazal on Jan 27, 2013 15:39:48 GMT 2
Michael, hvis blik sydede; Michael, der bad ham holde kæft; og Michael, der blev draget til Morgan som en hvalp - hele det optrin var til grin. Michaels vattede argument med rådet forbigik totalt Morgan, der umiddelbart kun havde øje for Michaels måde at agere på og ikke på, hvad han sagde. Derfor holdt Andrew pænt kæft - forholdt sig udtryksløs og i fuldkommen ro, mens han tænkte sit.
"Jeg skal have noget frisk luft," afsluttede Michael, tydeligt ude af stand til at beherske sig. Igen fornemmede Andrew, at dette kunne være kommet til en slåskamp mellem de to - en slåskamp, Andrew var tilfreds med at være foruden. Ikke, fordi han ville tabe ansigt eller bukke under med den åbenlyse svaghed ved hans næsten helede ribben. Men, fordi det ville ødelægge alt ved denne oprørsaktion, eller tvinge ham - Andrew - til at gøre mere, end han gad spilde energi på.
Derfor sad Andrew blot tavs, da Michael vendte ryggen til. Noget irrationelt i ham havde lyst til at få hans krop til at styrte efter Michael for at banke realiteterne ind i hans tunge hjernemasse, men Andrew holdt altid den irrationelle del i ave. Frisk luft ville ikke gøre andet end at puste liv i Michaels allerede ulmende vredesbål, og Andrew kunne se, at Morgan nød det - især, da hun så ind i hans øjne og smilede.
"Men helt ærligt, darling," sagde hun, åbenlyst muntert. Andrews øjne blev smalle ved hendes berøring, men han forblev tilbagelænet, "i virkeligheden har du bare givet mig en gave."
"Jeg ved det," svarede Andrew, og for første gang den aften dryppede hans stemme ikke af kulde og sarkasme. Hans overlæbe dirrede let, og til sidst lo han kort. "En særdeles værdifuld én, hvis jeg selv skal sige det."
Begge hans øjenbryn løftedes en anelse; han lænede sig frem og fattede om sit eget glas og drak ud. "Og den virker kun, fordi jeg smurte tykt på," sagde Andrew, stadig med en smule latter i stemmen - bevidst omtalte han Michael som 'gaven' uden at sætte personlige stedord på.
"Hvad vil du så nu?"
Spørgsmålet var afslappet, som om intet var hændt - det var præcis, som den dag for et par uger siden, hvor han havde fået hende til at hjælpe sig med at vælge det rigtige board. De havde siddet her og spist. Han vidste, at Morgan ikke glemte stridighederne eller fornærmelserne, men for nu - ja, for nu ville hun bare se, hvilken reaktion, hun kunne få ud af ham.
|
|
|
Høgen
Jan 27, 2013 17:10:29 GMT 2
Post by Josephine on Jan 27, 2013 17:10:29 GMT 2
Morgan kunne ikke undgå at blive om mere munter af Andys udtryk og hans ord. Hendes ben hoppede igen, hun rørte ved håret foran øjnene, ikke at det ændrede på noget. Men ved hans ord om at gaven var værdifuld gled der noget over hendes ansigt. Hun kunne få en stiv pik alle steder. Så mægtig var Andy ikke. Det kunen godt være at han havde skabt nogle sår nu, men Morgan havde støb kuglerne og det var hendes krop, stemme, udtryk der reelt gjorde at vreden kunne omdannes til dét.
De sad nu begge tilbagelænede. Hun, super liderlig. Han, afventende.
"Hvorfor nu, Andy?"
Emnet var ændret. Hun var tilbage på sporet om end hun stadig tænkte på Michael. Alligevel var det dét rigtige spørgsmål.
|
|
|
Høgen
Jan 27, 2013 17:22:26 GMT 2
Post by Xazal on Jan 27, 2013 17:22:26 GMT 2
Andrew kørte en hånd igennem de selv samme lokker, som Morgan havde ladet sine fingre glide igennem. De blev skubbet helt væk fra hans ansigt, og hans ulmende, blå øjne kiggede ind i Morgans. Hans hænder drejede glasset langsomt rundt mellem sig. Luften emmede af noget ubestemmeligt mellem dem.
Andrew studsede over hendes spørgsmål. Hans fingre knipsede glasset hen over bordet, så det gled hen og klinkede med Michaels fyldte, urørte glas.
"Fordi jeg vil vide det," svarede han tørt. Ordene sagde mere, end de udtrykte - han ville vide, hvor han havde hende, om han kunne regne med hende, og, hvad hun ville nu. Det var ganske enkelt.
|
|
|
Høgen
Jan 27, 2013 17:28:38 GMT 2
Post by Josephine on Jan 27, 2013 17:28:38 GMT 2
Morgans latter der efterfulgte hans ord var yappende. Huden løftet. Øjnene synlige. Den virkede uægte, men var det netop ikke.
"Selvfølgelig vil du det, lille skat," sagde hun og stak en finger ned i colaen, trak den op og suttede den, mens hun overvejede sit svar. Andy ville altid have alt fra hende. Ingen overraskelser.
"Jeg tror at jeg går ud og knepper ham," sagde hun, klar over at det ikke var svar på det han gerne ville have af vide. Men så måtte han jo spørge ordentligt. Hun smilede.
|
|
|
Høgen
Jan 27, 2013 17:35:11 GMT 2
Post by Xazal on Jan 27, 2013 17:35:11 GMT 2
Andrew fortrak ikke en mine ved lyden af hendes latter. Han følte ingen trang til at smile - det var, som om han havde vist tænder nok for denne gang. Hans øjne fulgte hendes bevægelser - fingeren, hun overvejende suttede på.
"Fint," kommenterede han uden følelse på hendes sidste ytring. Han gjorde mine til at rejse sig med den ene hånd rakt bagud mod boardet.
"Og bagefter?"
Øjenbrynet blev skudt i vejret. Nu var det helt åbenlyst, at han morede sig; hans øjne spillede.
|
|
|
Høgen
Jan 27, 2013 17:45:59 GMT 2
Post by Josephine on Jan 27, 2013 17:45:59 GMT 2
Morgan lagde det ene ben over det andet med et suk som udtrykte en form for velbehag. Hun så på ham med en overlegen mine, mens hun slikkede sin underlæbe og derefter lod sine tænder kærtegne samme.
"Bagefter ..." hun så ud til at overveje det, men hendes ansigt blev mørkt og hun huskede dagen. Hendes blikket så lige ved siden af hans ansigt, før det vendte sort tilbage til hans blå spillende øjne.
"Det kan ikke blive i dag." Stemmen klar, præcis. Det stod ikke til diskussion. Som til Andy havde hun gjort det samme ved Michael: Bare givet den fakta uden historie.
|
|
|
Høgen
Jan 27, 2013 18:04:15 GMT 2
Post by Xazal on Jan 27, 2013 18:04:15 GMT 2
Andrews øjne var uændrede, da han så ind i Morgans formørkede blik. Hans øjne spillede stadig, som om der var noget, han fandt lettere morsomt. Han lænede sig lidt frem mod hende, draget af hendes små bevægelser med tænderne, underlæben og tungen, når hun talte. Men det var mest hendes distancerede, klare og hårde stemmeføring, der fik ham til det.
"Jeg havde heller ikke regnet med i dag," sagde han mørkt og gennemborede hende med øjnene, "Ofelia."
Navnet blev udtalt et halvt sekund efter sætningen. Det var først, da han havde understreget navnet mundtligt for sig selv og hende, at han blev helt sikker i sin sag - at alle de tegn, der havde været på genkendelse - den måde, hun havde vist sig fortrolig med sin krop og stemme på scenen - alt dét ledte frem til det faktum, han ikke havde vovet at konkludere for sig selv, mens han sad på Syd-kanten, efter han havde skilt sig af med rådets vagter og mens han havde siddet på Lou Lous.
"Så vil jeg ikke være mere i vejen," proklamerede han ironisk og lænede sig tilbage fra hende igen. Han trak sit board til sig og sparkede den slidte sportstaske ud fra sin plads under stolen. Gjorde mine til at rejse sig.
|
|
|
Høgen
Jan 27, 2013 19:58:22 GMT 2
Post by Josephine on Jan 27, 2013 19:58:22 GMT 2
Ansigtet stivnede. Vejrtrækningen udeblev. Hjernen slog fra. Hun burde have slået en hånlig latter op, ytret ord om at den patetiske ko intet kunne. Playback hele lortet. Men Morgan havde ikke regnet med et spark i maven. Hun vidste at han ville have det sidste ord, tjatte lidt til hende, men ikke et reelt slag. Ikke en sandhed, som hun havde holdt skjult. Andy havde aldrig kendt til den del af Morgans liv som lå før deres bekendtskab. Morgan talte aldrig om det. Det havde været tilfældigt at Michael var blevet hevet med, en impuls. Dette var noget andet og ingen kaldte hende dét. Han sagde det med samme spottende stemme som når han gentog sit eget navn. Eller Morgan hørte det sådan.
Derfor fik han tid og lov til at sige mere. Som om han nu var tilfreds. Og hun vidste at han morede sig. Hun vidste at det lige nu var hans minut, hvor han slet ingen reaktion fik, fordi det ramte så meget mere. De tidspunkter hvor han kunne lukke kæften på hende. Hun bed ubevidst tænderne så hårdt sammen at det knagede. Hendes ansigt ændrede sig til en maske af rent had. Øjnene lyste med blindt raseri og hendes fingrer blev stive, krogede. Hun havde lyst til at kradse øjnene ud på ham, hive tungen på fra hans svælg og stikke noget så dybt i hans ører den bløde hjernemasse ville blive knust.
Dét navn. En hån om hvor dybt hun var synket. En hån til hvem hun var.
"Du vil altid være i vejen, Andrew," sagde hun med en stemme der rystede af passiv aggressivitet.
Et virkeligt lamt come-back men Morgans hjerne var inficeret med røde stråler. Hun prøvede at holde sig på stolen for ikke at smække ham ned i bordet, eller tage selv samme stol og smække ham ned med den. Lige ind i hans skadede overkrop. Men muligheden var der. Og den var lækker. Det var en god mulighed.
|
|
|
Høgen
Jan 27, 2013 23:19:42 GMT 2
Post by Xazal on Jan 27, 2013 23:19:42 GMT 2
Andrew kunne se det i hendes ansigt, der stivnede - endnu, før Morgan selv havde kontrol over, hvad hun skulle føle ved hans brug af navnet Ofelia. Alt ved hende stivnede - hun holdt for en gangs skyld kæft, og tavsheden lå omkring hende som en uigennemtrængelig mur i nogle sekunder. Alt ved hende sagde fra. Hele hendes væsen sad uden på tøjet - emmede af had.
Han vidste, at hun hadede ham mere, end hun nogensinde havde hadet ham før - at hun nu én gang for alle ville slå ham ned, træde på hans nosser og gøre ham til ingenting, som han altid havde behandlet hende. Han kunne se det i hendes øjne, som han på ingen måde veg tilbage fra. Hans øjne stirrede ubønhørligt ind i hendes med øretæveindbydende stædighed og skælmeri.
"Du vil altid være i vejen, Andrew," bed hun igen i et medynkværdigt forsøg på at kue ham. Han mærkede også, hvordan blodet automatisk begyndte at ulme i årerne ved lyden af det navn, men de stod mere lige end nogensinde i dette øjeblik - med disse ubetydelige, små ord. Egenavne som Andrew og Ofelia. Hvad fanden ...
"Jeg ved det," sagde Andrew igen afdæmpet. I det mindste havde hendes kropssprog fortalt ham alt, hvad han havde brug for at vide om Ofelia-identiteten. Indtil videre. Han rakte roligt ud og strøg hendes kind med fingerspidserne. "Det er derfor, jeg er her."
Med hånden på boardet skubbede han sig op at stå. Hans blik på hende var beregnende.
|
|
|
Høgen
Jan 27, 2013 23:54:35 GMT 2
Post by Josephine on Jan 27, 2013 23:54:35 GMT 2
Men det var først da hans hårde fingrer og berørte hende at der skete noget. Hun reagerede ikke mod ham. Andy kunne ikke være ligeglad med noget end sin egen krop. Måske hendes, hvis det skulle stilles op på den led. Nej det Morgan rejste sig hurtigt for, at stolen faldt hårdt mod gulvet, var noget helt andet, langt mere materielt. Det var det board han havde i hånden, som hun havde valgt for ham og som han med garanti havde brugt de fleste af sine penge. Det hamrede mod væggen det sekunder før Andy flyttede det havde lænet sig op ad. Det knagede. Noget gik sikkert i stykker.
"Du ved ingeting," sagde hun hidsigt, så rødglødende at ægte spydighed ikke kom på tale. Ord som vatpik og svans var ingenting for Andy, så hvorfor spilde sin tid på ord som dem.
"Du dur jo ikke engang rigtigt til noget, gør du vel?"
Hun havde front mod ham, klar til at afværge en eventuel hurtig lab der ville smække hende ned i bordet med ansigtet først.
|
|
|
Høgen
Jan 28, 2013 0:28:31 GMT 2
Post by Xazal on Jan 28, 2013 0:28:31 GMT 2
Andrew havde indstillet sig på at gå. Han havde forventet Morgans udbrud, men ikke, at hun ville slå ud efter andet end netop ham. Lyden af boardet, der smækkede mod væggen og blev kastet tilbage efter en umiskendelig lyd af noget, der gik i stykker, fik ham til at fiksere blikket direkte på hendes ansigt. Hans øjne var ildevarslende. Han løftede den ene fod og lagde gradvist sin vægt på boardets underside ved at lægge foden på boardet.
"Gør jeg ikke?" sagde han lavmælt med en ro, han end ikke selv kunne forestille sig, at han beherskede. Hans stemme var næsten en knurren. Foden på boardet blev tungere, og der lød endnu en knagen. En splintrende lyd. Men den fik hans krop til at beherske fuldstændig ro. Hænderne hang afslappet ned langs siderne - musklerne i det ene ben på boardet skælvede ikke. Ansigtet var delvist ubevægeligt i den bistre maske - kun øjnene var lige så rødglødende som Morgans.
Spørgsmålet havde været møntet på begge hendes udtalelser, men han valgte ikke at prioritere mellem hendes sværdhug. I ét skridt, der pressede hans fod helt ned og forlod boardet umiskendeligt i en ubrugelig tilstand med en høj, splintrende lyd, var han helt henne ved Morgan, og hans hænder krogede sig om hendes skuldre - velvidende, at han stillede sig selv i en sårbar position overfor hende.
"Jeg ved i det mindste, hvem du er nu - kan du sige det samme om mig, Morgan Lou?"
Han skubbede hende fra sig, så hun snublede bagover over den stol, hun selv havde væltet i sin vrede.
"Og spiller det nogen rolle nu? Vi skal bare igennem den dør," tilføjede han med et kort fnys. Han var tæt på at miste besindelsen. Det var ikke det ødelagte board. Det havde han allerede lagt bag sig som et produkt af selve dét, der irriterede ham: Morgan. Forurettede Morgan. Den Morgan, som havde fundet selv samme board til ham og destrueret det halvt i samme åndedrag. Det var faktisk det morsomste ved hele situationen. Det var dét, der fik ham til at le nu - en latter, der kombineredes med de ulmende, vrede øjne. Han løftede en hånd og strøg sit hår væk fra ansigtet. Det var den latter, der fik ham til at lade være med at kaste sig over hende og tvinge hende til at stønne. Fanden stå i det.
|
|
|
Høgen
Jan 28, 2013 10:07:50 GMT 2
Post by Josephine on Jan 28, 2013 10:07:50 GMT 2
Han lo. En latter, der blev kombineret med de ulmende, vrede øjne der skulle intimidere hende. Og som den svans han var strøg han håret tilbage fra sit ansigt, mens han så på at hun igen stod fast på sine to ben. Og hun hørte ikke hvad han sagde. Det eneste hun oplevede var det skub hvor han gav slip på hende og så den latter. Det var den latter der fik hende til at glemme alt andet end at kaste sig over ham og tvinge ham til at se rødt.
Morgan var som en vild. Uciviliseret og med et en knurrende lyd dybt tilbage fra halsen. Måske det endda kunne ligne det var et passioneret kys fra en der havde længdes, fordi hun med sin vægt prøvede at få ham til at vælte, med benene rundt om ham og fingerne i hans hår. Men der var kun passion om at smadre hans vamle fjæs. Destruere ham.
|
|
|
Høgen
Jan 28, 2013 12:10:03 GMT 2
Post by Xazal on Jan 28, 2013 12:10:03 GMT 2
Andrew holdt balancen, da Morgan kastede sig over ham - per refleks flyttede han det ene ben, så han ikke vaklede. Hendes øjne var umulige at komme i kontakt med - hun var blind af vrede og havde knap kontrol over, hvordan hun bevægede hænderne igennem hans hår - for hvad? At kradse hans øjne ud?
Han gjorde et kast bagud med hovedet for at undgå hendes hænder, der havde efterladt hans lange, gyldne lokker som en vilter manke. Instinktivt støttede han hende med en arm om hendes liv, så ingen af dem røg på gulvet.
"Morgan," sagde han dæmpet. Vreden i hans stemme var kun at spore som en behersket, dyb undertone. Men hans stemme var flad, dog udtryksfuld på en måde, som den ikke havde været i umindelige tider. Det var Morgans måde at agere på - hendes ukontrollable trang til at ødelægge ham, som han hånede hendes inderste med sit blik, der end ikke begærede hende, som alle andres. Hans stemme bar præg af noget gammelkendt - denne situation, de stod i, forekom så velkendt.
"Det spiller ingen rolle," gentog han kort og greb hendes ene hånd i luften med sin frie hånd. Han vidste, at hun ikke havde hørt et eneste ord af, hvad han havde sagt. Hans gentagelse var ikke forsonende - kun træt.
|
|
|
Høgen
Jan 28, 2013 14:39:32 GMT 2
Post by Josephine on Jan 28, 2013 14:39:32 GMT 2
Hendes hånd der blev kvast i hans langt større, kun fordi hun hev og sled hårdere for at komme fri. Hun hvæste arrigt og klemte om ham med sine ben, men han var fast som en klippe. Han kæmpede ikke engang tilbage. Forhindrede kun at hun ikke gjorde skade.
Men den anden hånd begyndte at slå mod hans kraveben. Metodisk. Hårdt. Ingen fingrer imellem.
"Hvem er jeg så?" hendes stemme var hæs, som om den var ubrugt. Istedet var det følelser der prøvede at kæmpe sig vej ud og gjorde det lavmælt men ikke mindre ladet. Slet ikke på nogen måde som Andys kontrollerede, bevidst udtryksløse stemme. Og hun mente det ikke som i et spørgsmål om identitetskrise, men hvordan han så hende. Hun gav slip. Stillede sig på jorden, men hendes arm hang stadig fast i hans. Hævet over hendes hoved.
"Hvem er jeg så?"
|
|