|
Høgen
Jan 31, 2013 14:03:32 GMT 2
Post by Josephine on Jan 31, 2013 14:03:32 GMT 2
Ved hans ord poppede en melodi op i hendes hoved. Jo hun var kendt for at fejle, flere end nogen ande. Se bare Ofelia. Se bare de forældre hun var født til. Den måde hun udsmykkede sin krop. Alkoholen. Mændende. Sexbehovet. Det var ikke engang en hån. Det var hans hænder til gengæld. Hænder der blot mærkede. Alligvel sendte de hede bølger gennem hendes plagede krop. Så forræderisk og Morgan havde ingen kontrol på den når dette skete fordi hun altid havde givet kroppen lov til at bestemme, instinkterne have overtaget. Hun vidste at var der nogen der kunne lugte hun var ophidset var det nok denne mand på knæ foran hende. Øjnene der lyste fjendsk mod hende, mens de hænder fortalte at han begærede hende på sin egen særegne måde.
Men hun mærkede alligevel, måske var det hans krop der ikke virkede anspændt eller måske var det at hans øjne slet ikke var fjendske og hun blot ønskede det. Det var som om filmen var knækket for ham. Nej det var sgu nok nærmere hende.
Med en ganske blød bevægelse, sad Morgan på hans bøjede knæ, havde armene om hans hals og trykkede et kys mod hans læber. Det var ikke noget krævende kys. Det var tværtimod blødt og eftergivende for hans hårde attitude hun havde forventet ville møde hende. En hånd mod hans kind og et drilsk udtryk i ansigtet. Djævlesk.
"Hvad gør det, darling når jeg alligevel er den eneste ene for dig," sagde hun og var ved at rejse sig.
|
|
|
Høgen
Jan 31, 2013 15:58:04 GMT 2
Post by Xazal on Jan 31, 2013 15:58:04 GMT 2
Alle Andrews sanser var vakte - det var, når hans sanser følte og fortalte ham ting som årvågne antenner eller åbne kanaler, at man kunne betragte ham som værende mest levende. Også, selvom han sad ganske roligt med nøjagtig kontrol over, hvilken muskel han skulle bevæge, og hvilken han skulle holde i ro. Andrews ører hørte Morgans åndedræt, der blev mere stakåndet efter hans berøring; hans næsebor vibrerede så svagt ved lugten af hendes sødlige sved, at det ikke var synligt for noget menneskeligt øje; og hans øjne hvilede konstant på Morgans ansigt, indtil hun bøjede sig.
Andrew nåede at flytte hånden fra sit knæ, inden Morgan placerede sig med armene om hans hals. Mærkeligt nok kom hendes kys ikke bag på ham. Selvfølgelig gjorde det ikke dét. Morgans hånd og læber føltes varme mod hans ansigt. Andrew besvarede ikke kysset. Alligevel var hans læber på forunderlig vis modtagelige. Hårde, men smidige. Hans øjne blev smalle ved hendes drilske udtryk.
Andrews ene hånd greb Morgans håndled efter hendes kommentar og klemte til - ikke spor hårdt, men i en ordløs gestus, da han trak hende lidt hen mod sig for at mindske den afstand, hun havde lagt mellem dem ved at læne sig lidt væk fra ham efter kysset.
"Du er den eneste ene for alle, Morgan. Spørgsmålet er nok snarere, hvem der er den eneste ene for dig."
Eneste ene! Hvad var det overhovedet for et fænomen? Andrews ansigt havde fortrukket sig i en foragtelig grimasse ved ordene. Mænd var ikke en mangelvare for hende; kvinder var ikke en mangelvare for ham. For hende var det en sødmefyldt leg - for ham var det blevet et problem, men et problem han ikke havde megen lyst til at løse. Andrew blottede tænderne halvt i et begyndende rovdyrsmil, og et sygeligt glimt fandt vej ind i hans ulmende, intense øjne og fik dem til at stråle morderisk - øjne, som altid lovede ballade.
Andrew bøjede sig lidt fremad, så hans ansigt var lige ud for hendes - øjnene rummede stadig skælmeriet, balladen og mordlysten. Hans læber skjulte dog de lige, hvide tænder. Han vidste ikke, om hun tog tilløb til at svare, eller om hun prøvede at tænke en tanke til ende, og han var ligeglad, da han pressede sine læber mod hendes - mere blidt, end han nogensinde havde gjort før. Hans læber blev fugtet af hendes, idet det yderste af dem syntes at kærtegne hendes underlæbe. Fingerspidserne på hans ene hånd strøg hende over kindbenet til hårgrænsen ved øret. Men det forekom ham ikke at være en nydelse - blot noget, han kunne udføre til en vis form for tilfredsstillelse - noget, der end ikke kunne få varmen til at brede sig i hans krop, afstumpet og distanceret, som han var. Ingen reaktion indfandt sig hos ham - udtrykket i de morderiske, intense og skælmske øjne var uændret. Hårdt.
|
|
|
Høgen
Jan 31, 2013 20:44:43 GMT 2
Post by Josephine on Jan 31, 2013 20:44:43 GMT 2
Dette blide kys der fulgte efter et blik der tydede på at han ville knække hende midt over og efterlade hende i den groteske stilling ... Morgan var overrasket. Fordi det var så anderledes end noget andet han nogensinde havde givet hende. Som vanligt prøvede Morgan ikke at forstå hvad der foregik eller hvad han tænkte. Et kys var et kys. Dette var noget hun ikke helt havde troet hun ville få fra ham. Et kys der var rart. Hun var ligeglad med hvad han tænkte, men alligevel ... betød det her noget for ham mere end i nu'et? Hun vidste godt at de begge på et tidspunkt havde haft noget mere i det end bare dette, men det havde jo altid været stormfuldt, mest af alt havde det været Andy der med sin stille facon havde prøvet at redde hende fra hende selv. Hvorfor? Det anede hun ikke og det var jo også lige meget for hende. Nu var det her jo ikke andet end sjov. Måske ikke lige når det stod på, måske heller ikke bagefter, men det var ikke andet.
Men hun kyssede lige så blidt tilbage. Smagte hans mund. En hånd bag hans nakke i hans hår. Den anden på hans arm. Den brune øjne i hans blå. Det hårde blik der sagde at det her kys intet betød. Men Morgan havde for længe siden droppet at tro på de øjne. De løj.
Desuden ... den eneste ene for Morgan fandtes i nu'et. Måske i Michael ... men han var gået.
|
|
|
Høgen
Feb 1, 2013 0:40:06 GMT 2
Post by Xazal on Feb 1, 2013 0:40:06 GMT 2
Der var ikke noget vanligt ved den blidhed, hvormed Morgan gengældte kysset. Alligevel forekom det Andrew velkendt - som om dette var noget, Morgan havde villet inderst inde. Kysse ham blidt og nænsomt, som kunne han gå i stykker hvert øjeblik. Som kunne de begge pludselig spoleres fuldstændigt for øjnene af hinanden. Men Andrew frygtede ingen af delene. For ham var det et vovestykke at samle resterne af sig selv op og sætte de knuste dele sammen - hærde hver enkelt del og svejse dem sammen til en hård, ubrydelig helhed. Et menneske, der kunne stå op mindre end to dage efter et boardstyrt var beundringsværdigt - javist, men for Andrew var det bare en nødvendig realitet.
Andrew mærkede, hvordan Morgans tunge fulgte hans underlæbe - smagte på hans mund og sugede så meget til sig, hun kunne. Hans ene hånd lagde sig bag hendes skuldre, mens den anden forblev ved hårgrænsen ved øret; fingrene strøg hen over ørets runding og nedad siden af hendes hals.
Da Morgan fangede hans blik, skilte han læberne, så hans sammenbidte, hvide smil stødte imod Morgans læber. Han flyttede ansigtet nogle centimeter bagud for at distancere sig fra kysset, fastholdt hendes blik, der ikke troede ham over en dørtærskel. Begge hans hænder var på hendes skuldre nu - tyngede hende ned mod sit knæ.
Andrew vidste, at hans udtalelse fra før, var én, han lige så godt kunne glemme at få et svar på. Derfor afkrævede han heller ikke Morgan et svar, men lod hende tænke sit. Han havde ikke for vane at gentage sig selv. Men lige nu virkede det på sin plads at gentage en sætning, han havde sagt for længe siden:
"At jeg kan lide dig, Morgan, har aldrig været en god ting."
Han vidste, at Morgan kunne huske det lige så tydeligt, som han selv, endog tydligere, eftersom hun havde følt det som et slag i ansigtet. Stemmen havde været rolig - ja, næsten for rolig, som om han bevidst prøvede at lulle hende ind i en falsk tilstand af tryghed, men Andrew var sig det bevidst, at den beroligende effekt ville få hende op i det røde felt, eller i det mindste få dette intense nu til at fryse til is og krakelere for øjnene af dem.
Andrews ansigt, omkranset af de gyldne, bølgende lokker var udtryksløst. Dødt. Kun de intense, blå øjne virkede levende. Håret understregede øjnenes vitalitet - en levende manke, der fik ham til at virke næsten smuk. Som om den bistre mine og det stolte ansigt ikke var charmerende nok i sig selv.
|
|
|
Høgen
Feb 1, 2013 13:52:42 GMT 2
Post by Josephine on Feb 1, 2013 13:52:42 GMT 2
Hun kun mærke en stigende følelse af angst og da det ramte hende var det så tydeligt. Hans hænder der prøvede på at holde hende i ro. Som ham selv. Hans ord. Hans ord ... Havde han gemt dem til når hun var helt nede? Til når hun vidste at han løj og han så kunne give hende sandheden? En gammel kending. En kending der havde gjort hende døddrukken dengang. Ødelagt mere i hende. Nu ... nu ramte den ned i noget som var værre. Den ramte ned i at hun havde ret. Og dengang han havde sagt det havde det været på hendes vejne. Det havde været hende der var ødelagt og kun var selvudslettende sammen med ham. Der var stofferne. Der var alkoholen. Der var ham der nød hendes vildskab. Hendes vrede.
Men denne gang var det fordi det ødelagde ham. Det var ham der havde der svært. Det var ham der havde stoppet kysset, ligesom han stoppede alt andet, fordi han var bange for at give slip. Han turde ikke give efter for hende fordi blev han så som alle andre.
"Fuck dig," hvislede hun, men hun var stiv som et bræt. Hun rørte sig ikke, men han kunne vel tydeligt mærke under sine hænder og på det lår hvor hun sad, hvordan hun spændte. Hendes ansigts muskukatur var fortrukket. Hun lignede ikke engang et ægte menneske. Hendes øjne sved. Hun ville ønske hun kunne klandre ham for at være tarvelig, men det var bare så meget mere end det. Han var langt ude over grænsen hvor han ønskede at hyle hende ud af det og som sædvanlig havde hun ikke ord nok til ham. Det var altid et fuck det eller at hun stormede væk. Eller slog ham.
"Du er ... du," hun trak vejret i hidsige stød. Tankerne fór gennem hende. "Hvorfor holder du dig så ikke bare væk."
Stemmen der ikke lød som hendes egen. Så emotionel at det dryppede af syre og skurrede i ørerne som tavlekridt der blev anvendt forkert.
|
|
|
Høgen
Feb 1, 2013 21:09:32 GMT 2
Post by Xazal on Feb 1, 2013 21:09:32 GMT 2
Hele Morgans statur blev stiv og ubevægelig. Hård under hans fingre. Men let at knække, hvor hun før havde været smidig og blød som et siv. Han mærkede sit lår blive tynget ned mod gulvet. Andrews blå øjne slog gnister ved synet af hendes ansigt, der fordrejede sig i en grimasse ved de to første ord, hun hvislede ud mellem sine sammenbidte tænder: Fuck dig.
Men dem havde han trods alt hørt før, og de rørte ham ikke. Tværtimod. Roen forsvandt ikke fra hans krop, da hun fortsatte, stammende af vrede. Åndedragene, der stødvist blev pumpet ud af hendes ubevægelige, stive krop, føltes som små, varme vindpust fra hendes læber - en krop, der havde mistet kontrol over noget så simpelt som at trække vejret. Men det var Morgans spørgsmål, der fangede Andrews opmærksomhed.
Han skubbede hendes krop bagover med hænderne, men holdt fast i hende, fordi hun ikke spændte i mavemusklerne og ville falde bagover ellers - mod væggen. Han holdt fast i hende med fingre, der uvægerligt borede sig så hårdt ind i hendes skuldre, at det måtte fremkalde smerte, så han kunne læne sig ind over hende i en truende positur - for at spidde hende med sine blå, intense øjne, og han så afmagten og vreden.
"Fordi, jeg er loyal. Til døden. Det ved du om nogen," hvislede han tilbage, rasende over, at hun stillede så tåbeligt et spørgsmål - rasende over, at hun teede sig så ynkeligt. En brist, Michael havde fremprovokeret, og som ville få hende til at forbinde ham med ting, der føltes godt. Som kysset.
Han bøjede hovedet, så deres ansigter var tæt på hinanden igen - hendes krop blev stadig holdt oppe af hans stærke hænder med de spændte armmuskler, der endnu ikke rystede af anstrengelse.
"Du kunne måske lide dette, Morgan," spurgte han i en knurrende tone med øjne, der var faretruende, "dette -"
Andrew kyssede hende atter - igen uden følelse. Igen blidt. Igen legende med hendes læber, og atter tog han vejret fra hende. Han trak sig væk - udtrykket i hans ansigt var uændret.
"Kunne du?" spurgte han tørt og slap hendes skuldre uden varsel, så hun faldt bagover og ned fra hans knæ og stødte skulderen mod væggen, "tøs."
Han rejste sig helt op og fordelte vægten ligeligt på begge fødder. Stirrede ned på hende uden tegn på medfølelse. Han pirkede til hendes halvt liggende krop med den ene fod. Gad ikke forklare sine ord om loyalitet - hun burde vide, at han havde skrevet til hende i dag, fordi de skulle ned til Jorden, og så var den ikke længere. Hvis hun ville have Michael med, var det op til hende.
"Op med dig, prinsesse," fnøs han tørt med foragten lysende i blikket. Hans øjne, der var vrede og uforsonelige, og som udtrykte præcist, hvad han tænkte for dén, der kendte hans væsen. Prinsesse Ofelia. Uskyldige Ofelia. Ydmyge, smukke og uselviske Ofelia fra eventyrerne. Fra kærlighedsdramaerne og -tragedierne, som hun havde forvandlet til pornodronning. Paradoksalt. Hvor langt ville hun synke? Hvor langt ville hun smide sin personlighed væk? Var det ikke nok at flyve efter sin egen skygge på et board?
|
|
|
Høgen
Feb 2, 2013 0:24:24 GMT 2
Post by Josephine on Feb 2, 2013 0:24:24 GMT 2
Morgans tanker kværnede. Han behandlede hende som en tøs og hun agerede som en. Hvinede da hun blev skubbet, så såret ud ved hans ord. Endda før han kaldte hende tøs så hun sårede ud da han kyssede hende blidt. Ikek fordi hun var såret, men fordi det ville pisse ham af. Kysset der havde føltes som sejt kød der blev tygget til det voksede men ikke kun synkes. Sådan var dette andet kys. Det sjove var vel at det var ham der kyssede hende blidt. Ham der havde et behov for at prøve lige dét ige, for Morgan havde en anden mulighed for den salgs søde kys. Havde Andy mon nogen der ville kysse ham sådan og mene det helt og aldeles hengivent? Hun tvivlede på at han nogensinde ville få det fra hende igen. Men som sagt var hun kendt for at fejle.
At hun så var rasende over hans behandling var noget andet. Først hans ord, som en gentagelse på at han altid ville være der ... det gav hende desideret myrekryb. Hun tænkte på at det lød som om han ville kaste sig i døden for hende, hvilket jo netop var et tilbud han på sin vis havde fremført. Og hvor lidt hun end ville det, så kunne hun godt lide det kys. Det sitrede ikke i hendes tæer og det spredte ingen varme i hendes krop på den ene eller anden måde. Det var bare et kys som føltes godt. Om end klamt og ulækkert. Og som noget hun gerne ville kaste op. Af den ene grund det var ham der gav hende det.
Hun genvandt hurtigt sig selv og rakte en slank hånd op mod ham, fik igen fat i buksekanten og så stod hun ved ham. Hånden nede i hans bukser og fordi han havde tilføjet hende skade, fordi han havde sagt dét til hende før og fordi han behandlede hende sådan klemte hun om det der hang foran hans døde nosser. Hårdt. Ondt. Med det ene formål at give sig selv den nydelse at vide det gjorde ondt på ham selv om han ikke viste det.
”Om jeg kunne lide det?” stønnede hun.
Gav slip. Lige så nemt hendes hånd havde fundet vej til hans krop, lige så let var den tilbage ved hendes, ved det kønne ansigt med håret kastet rundt om det og pegfingeren der fandt vej ind mellem hendes læber. Og så stak hun ham en lige højre, med sin knyttede næve.
|
|
|
Høgen
Feb 2, 2013 0:56:10 GMT 2
Post by Xazal on Feb 2, 2013 0:56:10 GMT 2
Blodet ulmede i Andrews årer. Det var tættere på end nogensinde før, at han mistede besindelsen fuldstændig. Han kunne ikke holde ud at se Morgan vise ham falsk sårbarhed. Han havde lyst til at kradse hendes ansigt til blods, ligesom en pige. Og Andrew vidste, at han tænkte som en tøs lige nu - som dén tøs, han havde kaldt Morgan for. Ynkeligt!
Men han stod og betragtede hende med åbenlys foragt - nidstirrede hende med en trækning ved munden, der var et sikkert tegn på et begyndende smil. Ét af den slags smil, som Andrew aldrig tillod sig selv at vise.
Så var hendes hånd ved hans bukselinning - hun trak sig op og fattede om hans pik. Hårdt og brat klemte hun til uden varsel. Smerten fik det til at snurre i hans ører, som blodet susede rundt i hans krop som reaktion på nervesystemets alarmberedskab. Hans lydløse vejrtrækning gik i stå et splitsekund, ganske ubemærket. Hans tankevirksomhed gik i stå, som om et lyn var slået ned og havde fået strømmen til at gå.
Så var hendes hånd væk. Alting blev klart igen. Lydene. Lugtene. Synsindtrykkene. Morgans ansigt, der var fordrejet af had, lugten af hendes citrus blandet med hendes sved. Lyden af folkene rundt omkring på Høgen, der var afdæmpede og gloede på dem.
Men ikke så snart havde han genvundet sin førelighed og granskede hendes pegefinger uden den mindste smule begær i øjnene, før hendes anden hånd ramte hans kæbe - knoerne bankede ind i hans knogler. Lyden fik ham til at glippe med øjnene, men han stod fast. Hovedet rykkede sig ikke en milimeter ved hendes slag.
"Så fik vi dét på plads," sagde hahn tørt og hentydede til hendes behandling af ham, som om hun havde været i sin gode ret til at gøre det. Og nu smilede han ét af sine alt for sjældne smil - som den dag, de havde været på board sammen.
"Er der mere af den slags, inden vi tager ned og ser på den dør?" spurgte han og trak nonchalant på begge skuldre.
|
|
|
Høgen
Feb 2, 2013 7:55:23 GMT 2
Post by Josephine on Feb 2, 2013 7:55:23 GMT 2
Morgan rullede med skulderne. Besvarede hans smil med et af sine egne. Det der viste hendes tænder. Hun ville gerne tæve ham nu. Sparke til ham mens han lå ned. Bare lade sit indædte raseri regne ned over ham i en vedvarende strøm. Det hun gjorde var at klaske ham hårdt med flad hånd på de sårede ribben. Det måtte gøre ondt. Ligesom hendes greb om hans pik havde været. Men Andy var Andy. Fysisk smerte var velkommen.
"Jeg har sagt jeg ikke skal se den i dag, idiot, hele byen leder efter mig."
Vreden var så tæt på og alt hun ville var at smadre ham til uigenkendelighed. Eller han gjorde samme ved hende. Dette niveau af patetisk kærlighed de begge imiterede var mærkeligt udflydende. Alligevel blev hendes smil der. Fordi det havde føltes godt at slå ham. Hun havde lagt alt i det slag og hun håbede inderligt at det ville blive blåt. Og ved slaget var hendes talegaver tilbage. Det fik kun smilet til at udvide sig.
"Men hvis du er ensom ved du hvordan jeg kan fanges, trods alt er prinsessens eneste beskæftigelse at vente på prinsen, ikke?"
Hun følte at deres samtale nu måtte være ved enden. Han havde fået have han kom efter og hun havde fået mere end hvad hun reelt havde forventet. Herligt
|
|
|
Høgen
Feb 2, 2013 11:42:43 GMT 2
Post by Xazal on Feb 2, 2013 11:42:43 GMT 2
Andrew studsede ved hendes slag. Det kunne have været værre. Hans selvimproviserede bandager var et bedre værn, end han havde regnet med. Det var, fordi munterheden var tilbage i hendes smil og stemme, at han fik lyst til at få hende ned at ligge igen, samtidig med, at han ikke gad det her mere. Derfor rykkede han sig ikke ud af stedet, da hun slog ham.
"Du har jo sagt, at det ikke bliver i dag," fnøs Andrew sin lille, velkendte latter hovedrystende. Hvem fanden troede hun, at han var? Senil og dum? Han var godt klar over faren, og da den var nævnt, syntes udsigten til at blive opdaget af hele byen morsom - som en barnlig, nervepirrende gemmeleg. Det fik Andrews smil til at blive endnu mere blændende, men han gjorde ikke mere ved emnet. I stedet bøjede han sig ned og slyngede den irriterende sportstaske over den ene skulder, men han rettede sig ikke helt op i bevægelsen. Han bevægede sig mod boardet og lod hurtigt fingrene inspicere de ødelagte mekanismer og det revnede bræt.
"Lad os gå ud og finde Michael," sagde han lavmælt med øjnene på boardet. Der var intet fjendsk i hans stemme, men han vidste, at hun bestemt ikke ville kunne lide forslaget.
|
|
|
Høgen
Feb 4, 2013 19:09:07 GMT 2
Post by Josephine on Feb 4, 2013 19:09:07 GMT 2
Morgan fulgte hans blik til det ødelagte board. Det rørte hende ikke det mindste. Skyldfølelse var ikke noget hun beskæftigede sig med og hvis hun endelig gjorde var det et ganske kort møde mellem det og selvretfærdighed, hvor sidstnævnte udraderede førstnævnte.
Michael? Morgan fnøs. Fordi det var Andy der foreslog det og det lå så langt fra ham at opsøge socialt samvær. Desuden ville han kun nedgøre Michael og lige dét var ikke noget han skulle blande sig i. Michael var hendes affære og Andy skulle lukke røven. Men hun kunne se det på hans holdning og blikket der af og til viste morskab over den anden.
Hun trak et ærme op og gik. Så måtte han følge efter hvis han ville. Men udenfor fik hun umiddelbart ikke øje på sin gigant. Mærkværdigt. Hun havde regnet med at han ville stå lige her, men det gjorde han ikke. Var han gået ... ?
|
|
|
Høgen
Nov 27, 2013 19:19:26 GMT 2
Post by Josephine on Nov 27, 2013 19:19:26 GMT 2
//: Fra Chris' lejlighed
Forslaget var bare kommet. Han var sulten og han gad ikke lade mad. Hvorfor han følte Elaine skulle med anede han ikke, men han havde brug for noget info og han vidste han skulle have den nu. Så nu sad de her og ventede på nogen serverede deres bestillinger.
"Den her rådne by stinker," sagde han og kørte sin fod op og ned af hendes skinneben. Smilede. Han var lækker og det vidste han. Han var strid. Men han var ikke som Morgan og så var han nok også mindre intelligent. "Alt ved den stinker."
Og han var åbenlys om det han ville have.
|
|
|
Høgen
Dec 3, 2013 0:13:32 GMT 2
Post by Tenner on Dec 3, 2013 0:13:32 GMT 2
//: Med fra Chris' lejlighed.
Chris havde pludselig klaget og forlangt de skulle ind og spise, fordi han var sulten. Elaine brokkede sig ikke. Selv var hun også sulten, og de havde næsten fået ordnet hvad de skulle. At bruge penge på noget så ligegyldigt som undertøj gjorde ondt i hendes indre, men når hun så Chris' blik på hende når hun lod ham komme ind i prøverummet, kunne hun alligevel ikke lade være med at få et kick ud af det.
Og som ingen overraskelse skulle han til at snakke om at byen var lort. Hvis ikke han var så pisse lækker, ville Elaine måske ikke være så påvirket af ham. Hun havde dog holdt tand for tunge det meste af dagen, på trods af at hun havde en fornemmelse af at han havde luret hende.
''Ja. Den er lort.''
Svarede hun kort og skimtede over menuen. Valgte hurtig og lagde det på bordet. Lod som om at hans kærtegn under bordet ikke gjorde noget ved hende.
''Men hvorfor gør du ikke noget ved den?''
Hun lod hoved hvile i den ene hånd og så på ham med et drillende smil.
|
|
|
Høgen
Dec 3, 2013 23:06:24 GMT 2
Post by Josephine on Dec 3, 2013 23:06:24 GMT 2
Han så hende lige ind i øjnene.
"Hvem kan man stole på?"
Chris havde været nok sammen med Morgan til at kende hendes holdninger. Og han havde været nok på Lou Lous til at have hørt den gamles sludder. At Rådet var korrupt. At byen faldt sammen. Han troede ikke rigtigt på det. Morgan kunne komme af sted med det fordi hun var lækker. Lou Lou var gammel. Skør.
"At gøre det alene er ikke nok og at få noget ud af Morgan er som musik. Enten kan man eller også kan man ikke. Mig stoler hun fandme ikke på."
Det havde hun aldrig gjort. Og det sved.
|
|
|
Høgen
Dec 9, 2013 21:54:48 GMT 2
Post by Tenner on Dec 9, 2013 21:54:48 GMT 2
Elaine veg ikke fra hans blik. Gjorde hun så ville det kun bekræfte at han havde haft ret. Hele vejen. Men selv om hun ikke havde benægtet ham på noget tidspunkt, så havde hun afvist at hun skulle være en oprøre. Ihvertfald indtil hun fandt ud af hvor meget han ville have ud af hende. Det var ikke hendes job at finde folk der ville følge dem ned til jorden. Det var folk som Neil. Troværdige mennesker. Om Chris var troværdig anede Elaine ikke, men han var udspekuleret.
''Ingen.''
Svarede hun kort og lod så endelig sit blik falde på menu kortet. Hun var faktisk ikke rigtig sulten. Eller jo, det var hun. Altid, men hun kunne ignorere sulten og pengene hun havde tilbage kunne bruges bedre end et stort og mættende måltid. Nu havde hun brugt alt for mange på noget så ubrugligt som lingeri. Men Chris' blik havde nu gjordt det lettere at købe det. Ubevidst bed hun sig underlæben ved tanken om det. Så lagde hun kortet ned pludseligt og så på Chris. Lod hoved hvile mod den ene hånd.
''Chris, jeg havde aldrig set dig som typen der ikke brød sig om Byen. Du virker ellers tilfreds.''
|
|