|
Post by Tenner on Aug 18, 2013 23:31:16 GMT 2
"Nej!" Kom det hurtigt ud af hende. "Nej, nej det er ikke dig."
Hvordan kunne han tro det? Det var vidst hans sang der fik hårene frem i hendes øjne, men ikke på en dårlig måde. Ikke på den måde han spurgte ham. Hun lagde panden mod hans skulder og lod hænderne falde. Hun holdte tårerne på plads, ville ikke lade dem fri for Gabriels skulle ikke tro at det var ham.
"Jeg har lige siddet i det højeste hus, med nogle forfærdelige mennesker som folk ville dø for at arbejde sammen med." Hun løftede hoved og fangede hans øjne. Fyldte lungerne med luft. "Men det er intet værd, i forhold til at få lov til at høre din sang..."
|
|
|
Post by Josephine on Aug 19, 2013 21:39:12 GMT 2
"Hey," hans bryn fandt vej sammen. "Hvad er der lige sket?"
Han mærkede det sitrede ubehageligt i hans fingre. Han så din sart farvede kjole og på hendes stylede ansigt. Hendes stive holdning, som normalt var så let. Som om hun havde det godt med sig selv og følte sig hjemme ethvert sted. Bare godt tilpas. Sådan at hendes krop havde det godt og så havde hun det også godt.
Alt skreg til Gabriel at sådan var det på ingen måde fat nu.
|
|
|
Post by Tenner on Aug 19, 2013 23:56:58 GMT 2
Hun så et øjeblik indgående på Gabriel. At sige der intet var galt nu var for sent. Og det havde hun heller ikke lyst til, ikke over for Gabriel, der lige havde sunget den sødeste sang for hende. De brune øjne flyttede sig ned til hendes knæ, hvor hun gned hænderne imod. Lige så stille startede hun med at fortælle. Om udsigten fra det høje hus og hvordan alt havde virket så stift og uvirkeligt. Selv kvinden der havde hentet hende, var ualmindelig ret i sin holdning og havde ikke et naturligt venligt smil i sig. Hun fortalte om de tre mænd der havde modtaget hende, sammen med hende mor og Mr. Wandall. Alle ordene røg ud af hende i en lang talestrøm, men de var langt mere fattet end hende normale ordstrøm når hun blev nervøs.
''Min mor mente ikke at jeg var præsentable nok og fik med i den her kjole.'' Hun åbnede jakken og så på ham. Hun kunne ikke lægge skjul på sin irritation over sin mor. Hvordan hun ikke havde fået et ord indført og hvordan hun ikke havde lyttet. Overhoved. Lia havde kun haft et for øje og det var at få en kontrakt for sin datter, med de tre vise musik mænd.
''Jeg følte mig som en marionet dukke, der kun skulle åbne munden når de bad om det. Ellers snakkede de om mig, som om jeg slet ikke var til stede ... Ikke en gang spurgte de mig om noget. Kun min mor og ham,'' Hun fnøs da hun sagde hans navn. ''John.''
Hun blev vred bare ved tanken og den ellers rolige fortælling hun havde gået igennem, blev til et virvar af følelser der alle ville ud på en gang.
''Han sagde 'vores Maddie', som om han havde lige så meget at sige som mine forældre.''
Som om hendes egen far ikke havde noget at sige i det hele. Eller Maddie selv. Hun var 18. Hun var myndig og kunne bestemme over sig selv. Men ikke ifølge Lia og så den mand, der på utrolig kort tid, møvede sig ind. Han havde været den eneste der rent faktisk havde spurgt hende om noget under det hele. Han havde spurgt om hun var nervøs, eller om hun ville have et glas vand. Som om han bekymrede sig for hende.
|
|
|
Post by Josephine on Aug 20, 2013 0:07:17 GMT 2
Gabriel prøvede på ikke at lægge to og to sammen. Det gjorde han virkeligt. Især fordi sådan gjorde man bare ikke. Man elskede sin familie. Man kæmpede for sin familie og nogen gange led man under den.
Han havde lagt guitaren og tog nu hendes hånd. Han vidste ikke hvad han skulle sige til hende. Han vidste ikke hvordan han skulle sige noget der kunne få hende til at få det bedre. Han havde bare lyttet men jo mere han lyttede jo mindre brød han sig om Maddies mor der pressede hende ind i en bås Maddie åbenlyst ikke ville ind i.
Så han rejste sig og hev gul T-shirt og en rød cardigan ud af sit helt pertentlige skab. Han smilede til hende. Klar over at han selv var temmeligt spinkel, men at Maddie var langt mindre end han. Vidste at tøjet gjorde hende ukomfortabel. Han smed et par sorte bukser over ved siden af hende og pegede på bøjlen med bælter.
"Klæd nu om, så laver jeg noget te, okay?" det var det hans mormor gjorde. Det hans mor gjorde. Han kunne lide gestussen i te: Tryghed og varme.
Han kyssede hendes mund.
"Er det okay?"
|
|
|
Post by Tenner on Aug 20, 2013 0:28:41 GMT 2
Det var rart at få det ud. Måske havde det virket bedre, hvis hun havde givet frit løb til sin irritation, men sådan var hun ikke. Maddie var ikke en person der skabte sig hidsigt, eller råbte fordi hun var sur eller ked af det. Hun lå ikke i sin seng og græd salte tåre en hel aften, fordi hendes forældre havde været uretfærdige. Hun gik. Gik væk fra tingene og lyttede til byen. Lyttede til de indre melodier som hun prøvede at fange og få skrevet ned på papir. Det var sådan hun ofte håndterede svære ting. Men af en eller anden grund, virkede det hele bare uoverskueligt lige nu og det kunne der ikke lægges en dæmper på, ved at betragte skyerne og lytte til den evige summen der kom fra byens maskiner. Ikke denne gang.
Men Gabriel var ikke uoverskuelig. Han krævede ikke og han lyttede. Han fik stadig hendes hjerte til at lette og med en lille gestus, som at tage hendes hånd, beroligede han hende mere, end han var klar over selv. Hun så ned på hendes hånd, der lå trygt i hans. Det var rart han ikke sagde så meget til at det hun lige havde læsset af.
Pludselig rejste han sig, og hun så et øjeblik uforstående på ham, indtil han kastede en t-shirt, en cardigan og efterfølgende et par bukser. Det hele nok lidt for stort til hende, men hun kunne ikke lade være med at smile. Det var langt bedre, end den kjole hun var tvunget i.
''Klæd nu om, så laver jeg noget te, okay?'' Han kyssede hende, så hun smeltede. ''Er det okay?''
Hun lagde blidt en hånd mod hans kind og nikkede. Kunne allerede mærke hvordan Gabriel reddede hende fra at dvæle ved Johns ord og billede af hans hånd på hendes mors lår. Hun turde ikke. Bange for hvad hun skulle tro om det. Gabriel reddede hende fra det, som en anden prins.
''Helt okay,''
Hun rejste sig fra sengen, og krængede jakken af. Kjolen var da ganske vis flot, og det var ikke fordi Maddie aldrig gik i kjoler. Hun var ikke bleg for at bruge en når hun var i byen. Men den her... Den passede kun længere oppe i Skycitys bylag, ligesom den hvide hun havde haft på til Koncerten. De var for fine. Af for dyrt et materiale. Det repræsenterede det, hendes mor ville have hende ind i og at Gabriel hjalp hende med noget tøj, var bedre end noget andet han kunne have gjordt i det ene øjeblik.
|
|
|
Post by Josephine on Aug 20, 2013 0:41:31 GMT 2
Gabriel lukkede døren bag sig. Andrea så smilende op. Væggene var ikke sådan at man kunne høre alt igennem, og ingen af dem havde lyttet efter hvad kæresteparret lavede derinde. Jonas vippede den ene høretelefon af.
"Besøger du mormor i dag?" spurgte han uden at åbne øjnene helt.
"Ja, jeg har lavet chessecake til hende," svarede Gabriel med et ulvegrin.
"Skal du have Maddie med?" spurgte Andrea på begges vejne.
"Ja, hvis hun vil," svarede Gabriel.
Jonas fløjtede og denne gang var det ham der havde et selvtilfreds grin.
Køkkenet havde lige været brugt. Der lå krummer på bordkanten, der hvor nogen ikke lige havde gidet at tørre det af og der lo to knive i vasken. Gabriel satte vand over og fandt pulveret. Han kunne godt lide ingefær, men havde ikke noget liggende. Han håbede ikke Maddie ville syntes at ganske almindeligt smagspulver i varmt vand var for tamt. Han syntes det selv over for hende, men andet var der ikke rigtigt. Det var billigst.
De krus han fandt, var næsten to skåle med hanke, han fyldte en skål med små chokoladeknapcookies og prøvede ikke at tænke på Johns og Lias kys. Vidste Maddie det? Vidste George det? Havde Gabriel overhovedet ret? Og hvad havde han overhovedet i tankerne. Han følte sig en lille smule syg langt nede i maven. Uden videre stoppede han en småkage ind i kæften og tvang sig til at tygge på den. Så langt så godt.
Var han nervøs for at mormor skulle møde Maddie? Faktisk ikke. Den gamle dame ville elske hende. Det vidste han allerede. Hun ville se to sekunder på hende og så lægge sine tynde arme om hende og kysse hende på kinden, sige at hun var smuk og så adoptere hende på stedet. Gabriel smilede.
|
|
|
Post by Tenner on Aug 20, 2013 10:34:45 GMT 2
Et øjeblik så hun på døren, hvor Gabriel var forsvundet ud af. Han havde ikke spurgt om noget efter hun havde fortalt alt om hvad der var sket, og hun vidste heller ikke om han ville. Hun havde dog udeladt at fortælle ham, at hun havde set John med en kærlig hånd på hendes mor ... Men det kunne jo lige så godt være noget hun havde forestillet sig.
Med et lille suk krængede den fine kjole af sig og lagde ved siden af Gabriels tøj. Ashley og Kish ville dø for at ege sådan en. Hans tøj var selvfølgelig for stort til hende. Bukserne lidt for lange og for stort i livet. T-shirten lidt for poset og cardiganens ærmer var ligeså alt for lange. Men det duftede af ham og hun følte sig allerede langt bedre tilpas, end hun nogensinde ville gøre i den kjole. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt og løsnede håret fra knolden, som hendes mor havde sat det op i. Det faldt i bølger ned over skulderne, stadig forlænget af extensions hun havde fået i til Koncerten. Det var en mærkelig følelse. Forsigtigt lod hun fingrene stryge hen over hans guitar, der bar mærker efter mange års brug. Men det var en del af charmen. Hendes øjne forsatte videre ud i hans værelse han delte med to andre fyre. Alexander og Carsten, som hun havde mødt kort. De havde selv deres egne kærester, som de rendte rundt med. Hun kunne stadig huske den første gang, hun havde været her hjemme. Hvordan de begge havde haft glimmer i håret og hvordan han havde lavet morganmad, til at tage tømmermændene. Hun kunne ikke lade være med at smile ved tanken.
|
|
|
Post by Josephine on Aug 20, 2013 11:23:59 GMT 2
Radioen i køkkenet var på en station der spillede guitar musik. Gabriel nynnede med, mens han hældte det dampende vand op i de kæmpe kopper der mest af alt mindede om suppeskåle. Duften af ingefær bredte sig.
Hvad skulle han sige til hende? Mest af alt havde han lyst til at hun skulle ringe til sin mor eller til studiet og sige at de kunne rende hende et vist sted. Men Maddie virkede kuet af morens drømme, som om det ikke var okay at ville noget selv. Han sukkede.
Mens han ventede, teen kølede, ryddede han op. Tørrede borderne af, vaskede knivene op, hang viskestykkerne lige.
|
|
|
Post by Tenner on Aug 20, 2013 11:48:19 GMT 2
Det var svært at sige hvad hun gik og ventede på. At hun tog sig sammen vel. De folk der sad ude i fællesstuen var jo søde, men hun havde alligevel brug for bare et øjeblik. Hun havde været så tæt på at græde, i et øjeblik og hun kunne ikke huske hvornår det sidst var sket. Hendes liv havde for det meste været problem frit, med undtagelse af hendes forældre. Hun var godt klar over at der måske slet ikke var et problem. Hun byggede tingene større op, end hvad de var.
Med en dyb indånding åbnede hun døren og gik ud af værelset, med retning mod køkkenet, hvor en liflig duft af ingefær kom fra.
|
|
|
Post by Josephine on Aug 20, 2013 12:08:53 GMT 2
Gabriel havde netop vendt sig og satte kopperne på bordet netop som Maddie kom ind. Han smilede hengivent til hende og trak en stol ud til hende og satte sig på en anden. Så hun sad på bordet side og han sad lige om hjørnet for enden, tæt på og ikke for langt fra.
"Okat så jeg tænkte lidt," sagde han stadig med sit varme smil, men noget bekymring i hans øjne. "Hvordan har du det med det hele?"
Han kunn jo se det. At hun var smuttet. Var ked af det. Vred. Frustreret, måske endda flov. Utilpas uden tvivl, men det var ikke noget hun havde sat ord på. Hun havde lidt fortalt det hurtigt som om at hun ikke var en del af det.
|
|
|
Post by Tenner on Aug 20, 2013 16:11:48 GMT 2
Med et taknemmelig smil, satte hun sig på stolen han havde trukket ud til hende og hun kunne ikke lade være med at være imponeret over de store the kopper. Begge hendes hænder kunne kun lige nå med fingerspidserne omkring dem. Det varmede rart i hænderne, selv om hun ikke frøs og et enkelt blik til siden, viste Gabriels varme smil og bekymrede øjne. Hun førte noget af det røde hår bag øret og pustede stille ud.
Hvordan havde hun med det hele?
''Jeg syntes det er ubehagligt.''
Det var vel sådan hun havde med det hele lige nu. Den måde de tre mænd havde kigget på hende. Som om hun skulle bevise sit værd over for dem og de var bødlerne der afgjorde hendes skæbne. Men det var ikke dem der generede hende mest.
''Jeg har slet ikke lyst til det og min mor hører slet ikke efter ... Men jeg kan slet ikke have Mr. Wandall. Min mor er alt for... Alt for..''
Hun prøvede at finde et ord for det hun mente. Hele tiden presse et bestemt ord sig på, men hun turde ikke sige det højt. Hun nægtede at tro, at det kunne være tilfældet.
''... Hengiven over for ham.''
Hun så nærmest spørgende på Gabriel, fordi hun ikke vidste om det blot var hende.
|
|
|
Post by Josephine on Aug 20, 2013 22:13:01 GMT 2
Gabriel løftede begge sine øjenbryn. Så overrasket på hende.
"Tror du ikke bare at det er fordi hun kender ham fra sit arbejde."
Ordene kom ud af hans mund og pludselig fik han en dårlig smag i den. Han følte sig ussel. Ækel. Hvad havde han gang i? Sådan var han ikke.
"Jo," sagde han hurtigt. "Jo det er hun."
Han så ned i sin kop før han løftede den til sine læber.
|
|
|
Post by Tenner on Aug 20, 2013 22:30:40 GMT 2
Maddie trak på den ene skulder. Måske var det bare fordi at Lia kendte manden fra sit arbejde og han uden tvivl havde kunne trække i nogle tråde, med hans høje stilling. Men hendes mor havde aldrig været sådan med andre mænd. Hun havde aldrig set sin mor smile så meget, kun når det havde været sammen med hendes far ... På en af de gode dage. Hun knugede om koppen. Det virkede som en tynd undskyldning.
Det tog også kun et øjeblik før Gabriel gav hende ret, og det virkede ikke som om han bare gjorde det for hendes skyld.
''Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.'' Hun fra ham og ned på sin the, hun stadig ikke havde taget en tår af. ''Måske fornærmede jeg dem så meget, da jeg bare gik, at de ikke gider arbejde med mig..''
Man kunne vel håbe.
|
|
|
Post by Josephine on Aug 20, 2013 22:40:47 GMT 2
"M ... det skal jo ikke være dem der bestemmer det, men dig."
Så nu havde han sagt det. Han vidste ikke helt hvor meget han skulle presse på for at hun selv valgte det. Hvad hvis hendes valg at stå ved hendes mors valg?
Han prøvede at sætte sig i hendes sted. Prøvede at se hvordan der blev forventet så meget af hende. At chancen var der. At det var så mange mennesker drøm og at hun følte sig utaknemmelig.
"Det er ikke let, men altså ..." det var alt andet end let. "Men du gik jo af en grund."
AF hvad han havde hørt fordi hun følte hun ikke var blevet respekteret.
|
|
|
Post by Tenner on Aug 20, 2013 22:56:54 GMT 2
Nej, det var ikke let. Hun vidste godt at det var hendes eget valg, det sagde hendes far også så tit. Han ville være stolt uanset hvad hun gjorde, men det var en hel anden sag med hendes mor. Det var egentlig kommet bag på Maddie, at hendes mor ikke havde fulgt efter hende da hun gik. Men det var ikke det, der havde gjordt at hun gik. Det var ikke det, der havde fået hende til at rejse sig og gå sin vej.
Hun tyggede sig lidt i læben. Kunne mærke at åbnede hun munden, ville ordene vælte ud af hende. Ligesom de gjorde, når hun blev nervøs. Men denne gang var det mere fordi hun var vred ... På hendes mor. I det øjeblik hun var gået, havde hun ikke tænkt over grunden. Det havde blot været en reaktion og hendes tanker havde været tomme. Nu væltede de rundt og hun prøvede at finde vej igennem dem. Vidste ikke hvad der kunne være rigtigt og fornemmelserne dannede ubehagelige historier i hendes hoved. De måtte ud.
''Jeg...''
Men overraskende nok, gik hun i stå. Alle ordene hang fast i halsen på hende. Hendes store brune øjne hang fortvivlede på Gabriel. At tro at hendes mor havde en affære med en anden mand, var slemt nok at tænke. At sige det højt, var farligt. Tænk hvis det ikke var rigtigt.
|
|