|
Post by Josephine on Aug 20, 2013 23:14:15 GMT 2
Gabriel så ind i hendes sørgmodige forvirrede øjne.
"Du skal ikke sige noget du ikke har lyst´til, min ven."
Det gik end ikke op for ham at han brugte samme tonefald som sin mormor og også havde sagt min ven. Det var naturligt for ham at række hånden ude og berører hendes.
|
|
|
Post by Tenner on Aug 20, 2013 23:23:29 GMT 2
Alle hendes forvirrede tanker blev lukket ned i et øjeblik. Dæmpet. Det var ikke øjeblikket lige nu, at det skulle ud. Hun ville ikke beskylde hendes mor, for alt muligt over for Gabriel. Det ville være uretfærdigt, hvis det ikke var sandt. Et lille, taknemmelig smil kom på hendes læber.
''Tak.''
Hans blide berøring på hendes hånd, var mere beroligende end han nok var klar over. Hun tog en dyb indånding.
''Det hele er bare ... Lidt overvældene lige nu.''
Endelig løftede hun koppen op til munden og pustede på theen der var kølet en smule. Den duftede godt. Ligesom den de havde der hjemme.
|
|
|
Post by Josephine on Aug 21, 2013 23:28:19 GMT 2
"Der er virkeligt også sket meget."
Først mødtes de og hvad Maddie selv havde sagt var han hendes første kæreste nogensinde. Hun havde sunget på den store scene, været til utallige forberedelser og var sikkert blevet presset unødvendigt hårdt fra alle mulige sider. Hun havde haft støtte i sin far, han havde selv oplevet det, men moren fnøs mest af hende, som var hun ikke god nok, som skulle hun være bedre. Hvorfor det plagede Gabriel sådan var han ikke sikker på. Havde det været hans egen mor over for hans søskende havde han sagt noget til det. Især når man som Maddie virkelige kæmpede for det.
"Du har slet ikke haft tid til at opfatte det hele. Puf er du en stjerne. Puf er du Gabriels kæreste," han grinede sløvt for at give hende tid til at forstå at han sidesatte sig selv som værdig det at blive en stjerne og kaldt det.
|
|
|
Post by Tenner on Aug 22, 2013 9:00:42 GMT 2
Ja, der var sket virkelig meget, på enormt kort tid. Det meste af hendes liv havde været stille og rolig. Normalt. Måske en smule for sløvt. Men nu skete alt på en gang. Hun mødte Gabriel, koncerten og hendes brødre der flyttede. Alt inden for kun to uger. Det var klart, hvis hun var en smule rundtosset. Men som hun sad med Gabriel, i hans tøj og med den duftene the, der smagte godt, kom det hele lidt på afstand og hun var bare hans kæreste. Ikke nogen stjerne. Ingen forventninger. Bare de to.
Hun opfangede godt hvad Gabriel lo af, men skulle hun være ærlig, så syntes hun at det var mindst lige så stor en ting at hun havde mødt ham, som at hun var en stjerne som han sagde. Hun havde jo sagt til ham, at han hjalp hende igennem det langt mere end han anede. Hun smilede til ham over koppen og tog endnu en tår. Hendes brune øjne der betragtede ham, som hun havde gjort så mange gange før. Oftes når han ikke lige kiggede, eller når han sad med guitaren og spillede. Hun var betaget af ham.
"Har du været hjemme hos din mormor, eller var der senere?"
Der var alligevel gået en del timer oppe i det høje hus.
|
|
|
Post by Josephine on Aug 22, 2013 9:52:47 GMT 2
Gabriel rystede på hovedet.
"Nej jeg har bare spillet." Hans stemme sagde det han ikke sagde med ord: At han havde haft brug for bare at sidde der og klimbre på kryds og tværs. At spille og synge.
"Og så har jeg sagt til hende du kom med," han rødmede let. "Så hvis jeg kom uden ville hun holdt sandsynligt bare lukke døren i hovedet på mig."
Han kunne lige se hende åbne døren, skubbe ham til side og se efter pigen der var hendes barnebarns nye kæreste. Når hun ikke så hende ville hun så bare lukke døren.
"Hvis du altså har overskud."
|
|
|
Post by Tenner on Aug 22, 2013 11:27:11 GMT 2
Maddie nikkede hurtigt og smilte stort.
"Jo... Jo selvfølgelig har jeg det."
Det var så lang væk fra alt det roderi, hun lige var stukket af fra. Gabriels familie fungerede. Det han fortalte om sin mormor og hans egne forældre. Måske var den nok stor, men de ville altid hjælpe hinanden. Også selv i de svære tider ... Som den søster han havde mistet.
"Og vi kan jo ikke have at hun smækker døren for dig."
|
|
|
Post by Josephine on Aug 27, 2013 16:40:40 GMT 2
Gabriel lyste op i et smil. Det lettede ham ærligt talt. Hans mormor glædede sig. Og hun var god at snakke med. Hun lyttede. Hun smilede og hun holdt af.
"Så skal du glæde dig. Jeg har lavet cheesecake. Mormors yndlings. Hun kan altså godt være lidt gammel dame agtigt."
Hun havde mange værdier. Mange normer. Men det bedste smil.
"Men hun holder på forhånd af dig."
Han smilede stadig kæmpe stort.
|
|
|
Post by Tenner on Aug 29, 2013 23:54:39 GMT 2
Maddie trak på skulderne med et smil og nippede til den varme the.
''Er det ikke det, som bedsteforældre er. Gammel menneske agtige?''
Men hun glædede sig. Både fordi hans mormor lød så sød. Bestemt, men sød og så var der jo Gabriels cheesecake. Hun havde aldrig fået så meget kage, som efter hun havde mødt ham og hun brokkede sig bestemt ikke.
''Jeg håber da at jeg kan leve op til forventningerne.'' Hun var et øjeblik stille og gengældte så Gabriels smil. ''Men jeg glæder mig.''
Og det gjorde hun, det havde hun jo lige tænkt, men det var alligevel en smule nervepirrende at skulle møde endnu et familie medlem til Gabriel. Hun ville jo gerne have at de kunne lide hende. Indtil videre var det vel gået okay. Hun kunne ikke lade være med at betragte Gabriel. Når han snakkede om sin mormor strålede han helt, og alle hendes problemer virkede langt mindre og knap så nærværende, når han smilede sådan.
|
|
|
Post by Josephine on Aug 31, 2013 22:01:08 GMT 2
Gabirel var faktisk ikke sikker, hans mormor var livlig, der var gang i hende. Hun elskede at fise rundt. Hendes korte hår der var farvet som da hun var ung: Gabriels hårfarve, hende spillende øjne bag brillerne og de mange rynker der tydede på hun smilede en hel del. Han tænkte så sjældent over at hun var gammel.
Gabriel lagde armene om Maddie og knugede hende ind til sit bryst. Bare mærkede den lille krop.
"M? Jeg håber du ved at hvis der er noget du gerne vil sige, eller snakke om, så siger du det bare. Hvis du ikke kan overskue at være hos min mormor, så går vi bare og har du bare brug for at sove en time i min seng så ordner vi bare det."
Han gav slip på hende og smilede til hende.
|
|
|
Post by Tenner on Sept 1, 2013 22:24:13 GMT 2
Det kom faktisk bag på hende, at han pludselig lagde armene om hende. Men det der overraskede hende endnu mere, var faktisk hvor meget hun havde haft brug for det. Et øjebliks tryghed hos ham, hvor hun mærkede den brummende fornemmelse af hans stemme med hendes kind, mens han snakkede. Uden hun rigtig bemærkede det, knugede hendes hænder i hans tøj og hun havde lukket sine øjne. Det var et øjeblik med total stilhed i hendes sind, hvor kun hans stemme var der. Om hun havde lignet en der havde brug for et kram, var ikke til at sige, men han havde ihvertfald gjordt det helt rigtige.
Hun smilede tilbage til ham, da han gav slip igen.
''Det skal nok gå. Det eneste jeg har lyst til lige nu, er bare at være sammen med dig,''
Hun kunne mærke varmen i hendes kinder, men tog sig ikke af det, før hun var færdig med at tale.
''og lave helt almindelige ting, som at besøge din mormor.''
Ikke noget med at hun skulle bekymre sig om sin fremtid. Ikke noget med at klæde sig i fine kjoler der gjorde hende fremmet i miljøet. Ikke noget med at blive betragtet af tre mænd, der vurderede hende på alle leder og kanter, men alligevel havde et glimt i øjet som havde de skumle planer. Ihvertfald den ene havde.
|
|
|
Post by Josephine on Sept 2, 2013 14:14:10 GMT 2
Gabriel kyssede hendes lille søde mund. Det var rigtigt dejlgit at hun ville med. Det var mere end rart at hun ville være sammen med ham og det var mærkeligt uvant at hendes vipper var sorte. Det lagde han pludseligt mærke til. Mascara. Klart. Det gjorde nærmest hendes brune øjne dobbelt så store. Han kunne sagtens fortabe sig i dem.
"Min mormor er ret almindelig," sagde han men havde lyst til at samle hende op og bede de andre skride så de to kunne være alene. På den måde.
|
|
|
Post by Tenner on Sept 2, 2013 23:46:14 GMT 2
Helt automatisk lagde hun armene på hans skuldre og kunne ikke lade være med at smile da han kyssede hende. Det sitrede igennem hendes krop og hun kunne mærke hvordan hele hendes indre slappede af.
''Min mormor er ret almindelig,''
Sagde han, stadig med hendes hænder hvilende mod hans nakke, så de små hår kildede hendes fingre.
''Jeg glæder mig til at møde hende.''
For selv om Gabriel måske sagde at hans mormor var almindelig, havde hun på fornemmelsen at den gamle dame havde en hel særlig plads i Gabriels hjerte. Man skulle være både blind og døv, for ikke at bemærke det. Hun smilede til ham og lod sine hænder glide ned igen.
|
|
|
Post by Josephine on Sept 5, 2013 19:58:53 GMT 2
"Skal vi så ikke tage af sted?" han stjal et kys og gik hen til køleskabet, hvorfra han tog springformen.
Han lagde den i en foret taske så den ikke blev varm og blød. Han smilede til hende.
"Jeg regner med vi går."
Fordi han gerne ville flette sine fingre ind i hendes og lytte til hendes glade stemme imens.
|
|
|
Post by Tenner on Sept 6, 2013 22:50:21 GMT 2
Op af stolen og hen til køleskabet. Gabriel var hele tiden så effektiv og Maddie kunne ikke lade være med at smile. Hun rejste sig op og måtte trække lidt op i hans bukser, som hun havde på.
"Og hun overlever selv om jeg har dit tøj på?"
Hun trak lidt ud i den t-shirt han havde lånt hende og smilede. For hende gjorde det intet. Hun havde det rart i det her tøj og ville helst undgå den kjole der lå inde på hans værelse. Men hvad hans mormor mente var jo en anden sag. Men skulle hun vælge, så kunne de bare tage direkte til hans mormor. Gå som han forslog. Hun gik over til ham og flettede sinde fingre ind mellem hans i hans ledige hånd.
//bare spring til hans mormor. Hun gør hvad han nu vil mene er bedst
|
|
|
Post by Tenner on Dec 12, 2013 23:55:12 GMT 2
//Fra Konservatoriet
Heldet havde tilsmilet hende og da de var kommet hjem til hende, var hendes mor ikke vendt hjem. Så slap hun for at skulle snakke om hvad der var sket tidligere idag, men Maddie kunne ikke lade være med at tænke over hvad der holdte Lia væk hjemme fra så længe. Det gav en dårlig smag i munden at overveje. Men der kunne være så mange muligheder og der behøvede ikke kun at være en.
George og Joanna var dog hjemme, og Joanna var ikke lang tid om at tyvstjæle Gabriel og bede ham læse højt fra en af de historier hun havde fundet på tabletten. Det gav Maddie tid til at få pakket nogle ting sammen som hun kunne have med over til Gabriel. Ikke meget, bare det nødvendige som hun brugte hver morgen. Og hun tillod sig også at tage et hurtigt bad. Trængte lidt til det og hvis hun var heldig fik det, det påsatte hår til at ryge ud. Men det var sat bedre på end hvad hun håbede og det lignede stadig at hun havde ryg langt hår, da hun trådte ud af badet. Men den fine make up var væk og hun lignede lidt mere sig selv. Bare med langt hår og hun måtte faktisk tilstå at det nu klædte hende lidt.
Gabriels tøj hun havde lån havde hun pænt lagt i sin taske så han kunne få det tilbage og hun havde fået iført sig sit eget tøj. En grå nederdel, hvid t-shirt stukket ned i den, en cardigan sort cardigan over og strømper der gik til midt på låret. Det passede bedre til hende end Gabriels der var en del for stort til hende, men det havde duftet så rart af ham. Håret satte hun i en hestehale og så skulle de hjem til Gabriel. Det hele var klaret på under en halv time og Joanna var noget utilfreds med at Gabriel skulle afsted allerede, men Maddie kyssede sin lillesøster på kinden og lovede hende at han nok skulle komme over og læse videre. Gabriel selv fik også lovede lillesøsteren en hel masse og Maddie var faktisk ikke i tvivl om at han ville få opfyldt det hele.
Kort tid efter var de hjemme hos ham, og hun slappede af. George havde godt spurgt om hvordan dagen havde været, da hun havde gået og pakket, men hun havde ikke sagt alt til ham. At lyve over for sin far kunne hun ikke, og han vidste der var et eller andet galt med hans ældste pige. Men han respekterede også at hun ikke gik i detaljer. Et kærligt kram og dårlig samvittighed over at hun ikke var mere hjemme hos ham for tiden, men han forstod. Hvad skulle hun gøre uden sin far, der forstod sig på Lia som ingen andre.
''Tror jeg dør af sult lige om lidt.''
Smilede Maddie og tog sin jakke af da de var kommet ind i hans lejlighed, som han delte med de andre.
|
|