|
Post by Josephine on Jan 13, 2014 0:31:14 GMT 2
Gabriel lavede en grimasse.
"Det er forbudt. Du ved. Et Råd engang forseglede vejen til jorden. Jeg tænkte bare ... at ... måske er det ikke kun fjollede tanker at gerne ville derned og ændre på de vilkår vi har."
Han smilede til hende. Trak på skulderne. Som skulle hun ikke tage hans ord for seriøst. Det var bare tanker. Noget han af alle mennesker kun ville diskutere med hende. For hun var den der havde startet tankerne og havde fået dem til at sprede sig i ham. Og han ville gerne høre hvad hun ville sige til det. Hvorfor det var så vigtigt var Gabe ikke helt sikker på. Men af en eller anden grund var det bare noget af betydning at høre det Maddie synte som det. Som en slags sikkerhed om at han ikke var helt skør. Men han havde jo endnu ikke sagt hvorfor han tænkte på jorden. Og ved den tanke bliv han atter rød i hovedet.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 15, 2014 23:10:52 GMT 2
Maddie lagde hoved ubevidst lidt på skrå og så på Gabriel med sine store brune øjne. Det var underligt at hører de ord fra Gabriel, for den første gang de havde snakket om det havde han afvist tanken. Og selv om hun var naiv kunne hun godt se at hans tanker muligvis stak dybere og lidt mere seriøse end han egentlig ville have dem til at virke. Mente han det virkeligt? Hun kunne ikke lade være med at smile.
''Jeg syntes ikke tanken er fjollet. Overhoved.'' Hun lænede sig frem og lod hoved hvile i begge hænder og albuerne mod bordpladen. ''Egentlig tror jeg, at hvis jeg fik chancen ville jeg prøve på det. Det ville jo være synd at sige at Rådet arbejder på at det skal blive bedre for dem der har det værst.''
Hendes stemme blev lidt mere dæmpet, ikke fordi hun var bange for at snakke dårligt om rådet, men det var bare ilde set på at man ikke stolede på Rådet. Men hun havde set hvordan de aller rigeste havde det idag. Set deres goder og hvor meget plads de havde, hvor andre familier måtte nøjes med ingenting. Hendes øjne blev drømmende.
''Tænk hvis vi kunne komme ned og det var muligt at bo der nede... At kunne se havet.''
|
|
|
Post by Josephine on Jan 16, 2014 22:15:49 GMT 2
Gabriel smilede stort fordi hun bare drømte sig væk.
"Jeg tror ikke du skal regne med det er et super godt sted, som på de billeder vi har set fra så længe før alt bare gik af helvede til."
Gabriel var også praktisk. Men der gik så mange rygter. Især blandt unge. Og sådan som Lou Lou, han citerede så ofte profetien at nogen gange virkede det som om han vidste havde det hele gik ud på og hvorfor der overhovedet var en profeti.
"Men tænk hvis man bare kunne sige: Her bor jeg, og man så havde al den jord man kunne se." Det ville være ... ultimativt. Han så for sig en klan af rødhårede møgunger med hans smil og Maddies højde.
I det samme blev hans kinder røde.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 17, 2014 0:17:46 GMT 2
Maddie rykkede lidt på læberne, for Gabriel havde nok alligevel ret. Man havde jo hørt alle historierne om hvordan det var der nede og hvad der var sket før SkyCity var blevet opbygget. Bomber, ødelæggelse... Død over alt. Men det var jo mange år siden. Flere 100 år faktisk.
''Det ville være surrealistisk at kunne det. Men jorden er jo kæmpe stor ... Tror du ikke der er et eller andet sted hvor det måske er blevet bedre? Jeg mener. Nu har vi jo ikke være det nede i evigheder, så måske den er begyndt at opbygge sig selv.''
Hun vidste det nok var en fantasi hun prøvede at holde fast i, for som hun selv sagde var jorden uendelig stor i forhold til byen som de begge havde brugt hele deres liv i. At komme på den anden side af kloden ville være ... Umuligt. Og med al det affald der var smidt over kanten i årtier. Hun tog sig selv i at sukke, men lagde så mærke til at Gabriel rødmede og kunne ikke lade være med at smile. Spørgsmålet var over hendes læber før hun overhoved nåede at overveje det selv.
''Hvorfor rødmer du?''
Det var jo ikke fordi at deres samtale emne var noget der burde få ham til at rødme.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 17, 2014 14:41:53 GMT 2
Bare det at hun spurgte hvorfor fik farven til at blive dybere. Han lo lidt nervøst. Så på sine hænder.
"M, man spørger ikke en mand hvorfor han rødmer, det er i sig selv flovt nok at han gør," sagde hun drillende, men kunne ikke rigtigt for farven væk, selv om han ihærdigt forsøgte. Han sukke over sig selv og måtte nok erkende at Maddie ikke ville blive mindre nysgerrig omkring hvorfor han var så rød i hovedet.
"Jeg tænkte bare på at selv få en familie."
Han var allerede 20. Han mente snart at børn var på sin plads. man skulle ikke vente for længe. Men man skulle heller ikke have for mange. Det måtte nok komme med tiden, men hvor lang tid havde man?
|
|
|
Post by Tenner on Jan 17, 2014 22:59:57 GMT 2
Maddie kunne ikke lade være med at smile, ved hans drillende ord der nok var sande nok. Hun tænkte bare ikke over sit spørgsmål og at det måske var for direkte. Det var jo hans tanker, men hun var bare så nysgerrig.
''Undskyld,'' Smilte hun og lyttede så øre til hans svar. Hvilket kom fuldstændig bag på hende. Hun kunne ikke skjule sin overraskelse, fordi det bestemt ikke var det hun havde regnet med at hører. Børn? Var det noget han tænkte på allerede? Det tog hende et øjeblik at forstå sammenhængen med jorden og trods hendes let overrasket udtryk så blev det erstattet af et kærligt blik til ham.
''Det var derfor du pludselig begyndte at tænke på jorden ... Og plads.''
Hun måtte tilstå at hun selv ikke tænkte på børn lige nu. Hun havde jo ikke en gang været sammen med en fyr endnu, andet end at kysse med Gabriel, så tanken om at skulle blive gravid og have et barn. Det var så langt fra hende som noget kunne være lige nu. Hun rejste sig fra sin stol, gik rundt om bordet og over til ham. For første gang havde hun et spørgsmål på tungen, men turde ikke stille det af frygt for svaret: 'Børn sammen med mig?'. De havde trods alt kun været sammen i to uger, så det virkede som et yderst forbudt spørgsmål. Hun lod sig glide ned på hans skød og havde armene om nakken på ham. De var begge færdig med at spise.
''Du er lidt sød når du rødmer... Eller vil du hellere have jeg kalder dig mandig?''
|
|
|
Post by Josephine on Jan 19, 2014 22:47:58 GMT 2
"Mormor siger at jeg er alt for gammel til at være så ung," sagde han og kyssede hendes hals og kæbe. "Og jeg har det bedst med du rødmer."
Han kunne lide hendes ringe vægt på sine lår. Duften af hende. At hun bare satte sig på hans skød. Og at det var så fandens frækt. At hendes læber smagte af krydderiet han havde brugt og at hendes fingre var i hans hår. Han kunne godt se sig selv ligge hende på bordet. Men han ville ikke gøre det.
Hvorfor skulle hun også være så uskyldigt fristende?
Han havde armene om hende og kyssede hende. Hendes bløde læber. De spillende øjne og hendes varme tunge.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 20, 2014 23:27:21 GMT 2
Det var en euforerende fornemmelse at sidde på Gabriels skød, med hans arme om sig og hans læber mod hende. Hvordan hans stemme rørte hendes hud, når han kyssede hendes hals mens han snakkede. Hun kunne ikke forstille sig at blive træt af det nogensinde. Men hun havde også fornemmelsen af at hun kun lige havde mærket med fingerspidserne. Som når man testede om vandet var varmt nok, til at man kunne hoppe under bruseren.
Hvor lang tid de bare sad sådan, anede hun ikke. Måske et øjeblik, måske længere tid, men hun fik fjernet sine læber fra hans og så på ham. Hendes kinder let røde.
''Måske vi skulle få ryddet op.''
Og med et smil, fik hun rejst sig fra ham og samlet tallerknerne sammen, som de havde brugt. Hun kunne sagtens blive siddende sådan, men hvis sandheden skulle frem fik hun lyst til mere. En følelse hun ikke havde prøvet før, men som Gabriel fik frem i hende flere gange. Men han ville vente og så måtte hun vel finde en ikke eksisterende tålmodighed frem i hende.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 21, 2014 18:50:23 GMT 2
Han ad bare lige. To sekunder. Han skulle lige se på hende. Havde endnu lyden af et suk, hendes, i øret og manglede vægten mod sine lår, inden han rejste sig op.
"Du er så fornuftigt." Det smil han sendte hende sagde at det han tænkte på var noget helt andet og noget der bragte hende lidt tættere på ham. Men han havde skåle i hænderne og rovdyrsmilet blev ikke til andet end et gavtyvagtigt lune hvor de begge vidste han havde foretrukket hun ikke var fornuftig.
"Tænk det kun er søndag i morgen," sagde han. Som bare for at sige noget. Og fordi det ikke føles som lørdag, men som om de havde lavet meget mere end to dage kunne rumme.
Salaten blandede han i en skål som han satte i køleskabet. Ligesom kødet. Eller de sørgelige rester der var. Det ville blive en god frokost i morgen.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 22, 2014 20:50:12 GMT 2
Maddie kunne ikke lade være med at le og stillede skålene i vasken, så de kunne skylles, inden de skulle vaske op. Der var temmelig meget opvask, på trods af at Gabriel holdte det beskeden når han lavede mad.
''En af os skal vel være fornuftig?''
Hun tog et hviskestykke. Havde snart lært lidt hvor tingene var, fordi de havde brugt de fleste aftner hjemme hos ham. Godt nok havde hun ikke sovet hos ham siden den aller første gang, men det havde bare været langt mere afslappet at være her, end hos hende.
''Du skulle være sammen med Emma ikke?''
Spurgte hun og var klar til at tage imod hvad han nu end vaskede først. Det var så naturligt mellem dem efterhånden og hun elskede at det var sådan.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 24, 2014 0:03:53 GMT 2
Han vaskede op og nød hvor naturligt hun bare begyndte at tørre. Netop fordi han var fra en familie hvor alle træk deres del, nogen var bedre en andre til det, men alle gjorde det mere eller mindre frivilligt. Og at Maddie gjorde betød mere for ham end det burde.
"Jeg er ikke med, M," sagde han med et smil. "Du må lige åbne den hjerne og retstille mig, jeg er sammen med dig, ikke?"
Han tog det ganske roligt. Det var rart. At snakke med hende. At være med hende. At mærke hendes hænder når hun tog tingene fra hans. Hans våde og hendes tørre. Se ind i hendes øjne og smile. Vaske op. At vide at han ville holde om hende i nat.
|
|
|
Post by Tenner on Feb 2, 2014 22:25:34 GMT 2
Tingene hun vidste hvor skulle hen, stillede hun på plads, men resten stillede hun på bordet ved siden af. Hun så lidt forvirret ud i starten, ved han spørgsmål, for hun havde ikke tænkt at hendes spørgsmål kunne være svært at følge, men det var vidst kommet lidt usammenhængende ud fra deres samtale, fordi hun var fanget i sine rodede tanker en gang imellem. Hun smilte og tog imod en skål.
''Undskyld, jeg skal prøve.'' Hun sendte ham et sødt smil.
''Men jeg tænkte at du havde vidst en aftale med Emma imorgen ikke? Det sagde du vidst tidligere idag, eller husker jeg helt forkert?''
Hun stillede skålen på plads oppe på en af de øverste hylder. Måtte stille sig på tæer, men kunne lige nå. Hun kunne ikke lige huske hvornår det var han havde snakket om det med Emma, men det gjorde hende nu heller ikke noget. Hun kunne jo ikke stjæle al hans tid fra hans kæmpe familie, det var familie med stort F. Hun fik ham tilgengæld i nat og mere ville hun ikke bede om lige nu. Det var så rart sidste nat at ligge i hans arme og hun kunne ikke vente med at det skulle ske igen.
|
|
|
Post by Josephine on Feb 15, 2014 16:43:28 GMT 2
Han tog fat om hende og plantede små kys på hendes kinder, pande, næse, i hendes hår og han kunne ikke lade være med at smile, meget.
"Jo, vi laver mad sammen af og til," men lige nu tænkte han på Maddie. "Der er bare så længe til i morgen aften."
For det var først der de gjorde det. Og han var sammen med Maddie. Han holdt så meget af hende og han var alt for dårlig til at sige det. Ikke måske vise det, men sådan var han. Så han bøjede sin ryg og kyssede hende lige foran øret.
"Du gør mig glad, M, bare så du ved det."
Det var næsten et suk. Et smil der fik hele hans ansigt til at se sagligt ud og latteren han ikke kunne holde tilbage.
|
|
|
Post by Tenner on Feb 19, 2014 0:02:18 GMT 2
Maddie klagede bestemt ikke over opmærksomheden Gabriel gav hende. Hans små kys der sendte behaglige gysninger gennem hende, og hans charmerende smil der fik hendes knæ til at være ufunktionelle. Det var så uvant for hende at få den slags opmærksomhed fra en fyr. Måden hvorpå han var opmærksom på alle de små ting hun gjorde, eller når hun forsvandt ned i sin tænketank kunne hun mærke at han stadig var opmærksom på hende. Men hun var nok lige så. Kunne til tider tage sig selv i bare at kigge på ham, hvis han sad ved sit klaver eller med sin guitar. Hun kunne ikke lade være med at fnise og hendes store, brune øjne blev fanget i hans et øjeblik.
''Og du gør mig blød i knæene.''
Hun lagde en hånd mod hans kind og trykkede sine læber blidt mod den anden. Så gav hun slip på ham, stadig med et smil på læberne og en rødmen i kinderne.
''Er vi ikke færdig med opvasken nu?''
|
|
|
Post by Josephine on Feb 24, 2014 18:19:17 GMT 2
Gabriel bare smed viskestykket. Samlede den lille pige op. Løftede hende fra gulvet og gik fire skridt mens han lo.
"Helt færdige," sagde han og ruskede hende.
Så snublede han, holdt hårdt fast før han genvandt balancen. Uden nogen af dem faldt. Han lo. Han lo fra maven, fik hende sat på jorden og kyssede hendes hår mens han lo.
"Undskyld, undskyld," mumlede han mellem latteren. Han åbnede døren til lejligheden og kunne høre sin egen latter endnu.
Det kunne være gået så galt, fordi han var så klodset. Brillerne på sned og håret rodet ned, røde kinder og et kæmpe, nærmest lykkeligt smil.
|
|