|
Post by Josephine on Dec 17, 2011 10:50:20 GMT 2
Gabriel pegede på Maddie og sagde tydeligt:
"Det er Maddie."
Pigen så på Maddie og besluttede så at det var ok for hende.
"Maddie," sagde hun med sin pludrende stemme.
"Kan du fortælle Maddie hvor gammel du er?"
Pigen smilede bredt og holdt sine hænder i vejret. "Line, TO ÅR." og så hoppede hun på skødet af Gabriel.
"Og hvor stor er du?"
"Så stor," proklamerede hun mens hun rejse sig og strakte sig alt hun kunne.
"Jeg er altså større," sagde Sebastian konstaterende.
Gabriel nikkede alvorligt. Drengen vendte sig mod Maddie og så tænksomt på hende med ansigtet trukket i tænkefolder.
"Men altså hvad malede din bror så med dig?"
|
|
|
Post by Tenner on Dec 17, 2011 22:00:15 GMT 2
Maddie kunne ikke lade være med at smile af den bedårende pige. Hun tog endda sig selv i at sidde og ønske at hun havde en datter, men det var nok kun en øjeblik indskydelse, for det ville kun være for at sige aaaw hele tiden. Da Line forklarede hvor gammel hun var og hvor stor hun var så hun med den velkendte overdrevet mimik om at man var enormt imponeret, hvor man egentlig bare syntes det var utrolig sødt.
''Det var godt nok stort''
Hun havde slet ikke hørt Sebastian komme ind, men ligesom Gabriel nikkede hun til ham over hans konstatering og tilføjede.
''Du er jo også meget ældre og hvis jeg var dig,'' Hun lænede sig mod drengen og lod som om hun snakkede så Gabriel ikke kunne hører hende. ''Så ville jeg forsøge at blive større end Gabriel også''
Hun smilede og rettede sig tilbage men huns tænkte over sit svar, men det tog egentlig ikke særlig lang tid.
''Først bad jeg dem male en blomst, men mine brødre lytter sjældent til mig så de endte med at male en drage med et ordenligt overskæg... Hvorfor den lige skulle have et overskæg har de ikke ville sige til mig.''
|
|
|
Post by Josephine on Dec 18, 2011 1:01:34 GMT 2
Sebastians øjne blev igen store.
"En drage ... Med skæg ..."
Man kunne ligefrem se hvordan hans neuroner sprang rundt for at sætte det sammen han tænkte på. Gabriel smilede og rystede på hovedet.
"Nu er du selv uden om det."
"Vidste du godt at riddere de kæmper mod drager. Mest fordi dragerne spiser ALLE pigerne og så er der ikke nogen piger tilbage hvis dragerne spiser dem. Og så kæmper ridderne mod drager og så er der alligevel nogen piger tilbage."
Hans arme fægter og han taler så hurtigt han snubler lidt over ordene. Men Sebastian er ligeglad, bare han får det sagt.
"Og så kunne man slet ikke male med di hår fordi du bare ville være blevet spist." nåede han konkluderende frem til.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 18, 2011 1:29:59 GMT 2
Maddie var først ikke med på hvorfor Gabriel sagde det, hun havde ikke overvejet at riddere og drager havde en forbindelse. Det havde hun vidst glemt. Men det gjorde nu ikke rigtig noget. Den entusiasme Sebastian fortalte med, var næsten ikke til at stå for.
"Så var det heldigt at ridderne kunne beskytte pigerne, hva?"
Hun var vidst ikkeret sikker på dragerne havde spist pigerne, men det var nu et meget godt twist.
"Men det var også en utrolig grim drage de fik tegnet, så grim at den slet ikke ville komme ud af papiret. Det er derfor jeg stadig er her idag... Måske havde den en finger med i spillet da mit hår ikke kunne vende tilbage til den rigtige farve"
Hun lød nærmest chokeret, som om det hele gik op for hende mens hun sagde det. Men så lyste hun op i et smil.
"De må havde været stærke de riddere"
|
|
|
Post by Josephine on Dec 18, 2011 11:56:54 GMT 2
Sebastian nikkede og smilede.
"Og så kunne de bare give alle bøllebank." Han lavede en beundrende lyd i halsen.
"Fordi at de var så stærke."
"Så stærke," sagde Line og prikkede til Gabriel som også lo.
"Jeg tror at ridderne var lige så stærke som far," sagde Gabriel.
"Nej-hej de var meget stærkere end far. Men nu er der ingen riddere og så er far den stærkeste. Det siger han selv." Sebastian var meget sikker i sin sag.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 18, 2011 12:54:23 GMT 2
''Han må godt nok være stærk, ham din far!''
Hun så med store øjne på Sebastian. Hun kunne godt huske dengang man var lille og troede på alt hvad ens forældre sagde til en uanset hvad.
''Hvorfor var ridderne så stærke?''
Hun så spørgende på drengen, men med et smil. Gabriel havde sagt at drengen interesserede sig for dem, og lidt spændene var det da også at tænke på, så hun kunne jo lige så godt spørge Sebastian lidt. Det skulle ikke undre hende hvis hun endte med at vide alt hvad der var værd at vide. Indtil videre vidste hun jo at de sloges mod drager som spiste pigerne og at de var utrolig stærke.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 18, 2011 13:01:40 GMT 2
Med store fagter lavede Sebastian nærmest et skuespile mens han fortalte.
"Det var fordi at de alle sammen skulle have jern på hele deres krop fordi at man alstå ikke måtte kunne slå et sværd igennem den og så blive skåret over." Han lavede en bevægelse over maven og en lyd i halsen som indikerede en dødsrallen.
"Og fordi altså at drager ikke kunne åbner dåser og så kunne de altså ikke spise ridderen. Fordi onkel Gabe siger at drager ikke havde nogle dåseåbner."
Gabriel åbnede øjnene og smilede stort til Maddie, fordi det tydeligvis var en løgn.
"Men hvis de faldt af deres heste så BANG på jorden og så kunne de ikke selv rejse sig og så kunne de bare blive TRAMPET på."
Sebastian var nærmest stakåndet og hans kinder røde og øjnene skinnede, fordi han havde hoppet sådan rundt imens han talte.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 18, 2011 13:12:14 GMT 2
Maddie fulgte med i drengens lille en-mands-show om riddere med faktisk stor interesse. Det lød som en underlig ide folk den gang havde haft, at tage jern på hele kroppen, men nogle af de ting drengen kom med gav da lidt mening. Ihvertfald den del med at den skulle beskytte dem når de sloges med sværd. Selv om det med drager og dåseåbner måske lød lidt langt ude i skyerne. Hun slog sin melodiske latter op da han forklarede at dragerne manglede dåseåbner, og at det var Gabriel der havde forklaret det.
''Det var da godt de ikke havde dåseåbner de drager, hva?''
Hun lo stadig, men lod så sine spørgsmål over tage sig.
''Men kunne de hoverhoved bevæge sig med jern på hele kroppen? Og de heste... Var det de dyr de sad på?''
Hun havde set billeder af folk sidde på de dyr. Smukke dyr som jo desværre var uddøde den gang det var gået helt galt og menneskerne måtte bosætte sig her oppe.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 18, 2011 13:30:16 GMT 2
Den lille dreng slog sig i panden mens han sukkede tungt.
"Du ved heller ikke nogen ting." sagde han i dyb alvor.
"Det var ikke et stykke jern," sagde han forklarende. "Det var mange stykker sat sammen så de kunne bøje i deres led."
Han pegede på albuen og knæet og selv sine skuldrer.
"Men heste de er dyr. De var kæmpe store og så kunne man bare sidde på deres ryg og de havde fire ben men ikke nogen tæer OVERHOVEDET og så havde de hår overalt, siger mor og man kunne godt spise dem og mor siger at vi ikke har dem længere fordi man ikke kunne bruge dem på flere måder og så var de for store så dem ville man ikke have med."
I hans hoved gav det mening, fordi hans mor havde forklaret det. Mest fordi at han stolede blindt på at hvad hun sagde var rigtigt. Andet spekulerede han ikke over.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 18, 2011 14:07:06 GMT 2
''Det da klart, jeg har jo ikke en mor der er historiker og kan en masse seje historier''
At det ikke havde været en sammenhængene jerndragt, havde hun dog godt været lidt klar over, for hvor upraktisk ville det ikke være at en sammenstøbt jerndragt på? Men der var ingen grund til at sige det.
''Nej, de er nok ikke praktiske her oppe. Desværre...''
Hun lod sig glid ind i sin tanke verden. De havde været flotte store dyr, men man ville ikke kunne have plads til dem her oppe, kun fugle var der plads til. Dyrene var blevet efterladt nede på jorden sammen med alle de andre mennesker der ikke havde fået lov til at komme med op. Der havde kun været plads til få udvalgte. Hvor måtte det egentlig havde været forfærdeligt at blive efterladt til sin død der nede... Nej! Tilbage til virkeligheden. Hun rystede på hoved og smed tankerne væk. De var ikke rare og der var ingen grund til at hænge sig i noget hun ikke engang selv havde været skyld i, og som var sket for så lang tid siden.
''Det så ud til at være smukke dyr''
Smilede hun. Hun var jo egentlig stoppet lidt i sin sætning vidst nok, eller hun var ikke hel sikker egentlig.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 18, 2011 18:49:38 GMT 2
Sebastian mistede lidt interessen for det hun sagde efter historiker så han iikke helt forstod. Hans hjerne kørte nu på en anden frekvens og han lo af noget inde i sit hoved og løb efter noget inde på sit værelse.
Gabriel smilede til Maddie, mens Line ville ned og efter sin bror.
"Det skal du ikke være ked af, vi har jo de dyr vi skal bruge, ikke?"
Han havde aldrig set der hvor de holdt køer, og grise. Hvilket vist var nogenlunde det de holdt. Nej får, men de var der jo i deres båse og blev brugt til de ting mennesker skulel bruge og leve af.
"Men mennesket er jo overlevere og hvad skulle vi bruge transportdyr til heroppe?"
Det havde han tit tænkt på.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 18, 2011 20:06:57 GMT 2
Hun så efter børnene der forsvandt ind på Sebastians værelse. Efter hvad, anede hun ikke men det var åbenbart noget sjovt. Hun flyttede sit blik over på Gabriel.
''Nej nej, jeg er ikke ked af hestene. Eller jeg er egentlig ikke ked af det noget, blev bare fanget af nogle dumme tanker et øjeblik.''
Hun strøg noget rødt hår bag øret og lyste op i et smil.
''Nej, de havde nok været mere i vejen og at skulle undvære de flyvende maskiner?''
Hun rystede på hoved. Hun gad ikke at lade de tanker tynge hende, men hun havde egentlig ikke troet at det havde været tydeligt for andre. Men Gabriel havde åbenbart fanget det.
''De er virkelig søde''
Hun smilede og kiggede over imod værelset hvor børnene var forsvundet hen.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 18, 2011 20:13:26 GMT 2
"Onkel Gabe!" lød et højt råb.
"Hvis du vil snakke må du komme herind." svarede Gabriel tilbage.
"Jeg ville godt sige tak, men nu vil jeg nøjes med at sige til Eva," sagde han henvendt til Maddie. "Men man skal hele tiden være over dem. Du ved gør det, og husk det, for ellers ser især Sebastian sit smuthul til at løbe om hjørner med en."
Irriteret og med Line i hånden kom Sebastian igen ind i fællesstuen. Grunden til at placeringen af børneværelse lå tættest på stuen.
"Onkel Gabe ... kan vi godt bage boller?"
Gabriel så på Maddie. Hvis hun ikke havde lyst kunne de bare lade være.
"Det må I spørge Maddie om."
"Moster Maddie," sagde Sebastian. "Kan vi ikke bage boller?"
|
|
|
Post by Tenner on Dec 18, 2011 21:01:49 GMT 2
''Jeg lever med 5 børn på forholdsvis; 4, 6, 12 og to på 21. Måske jeg kan klare det og hvis ikke, så får han bare lidt glæde ud af det jo... Og hvis det er så er du der jo også så vi har 4 øjne.''
Nåede hun lige at sige inden Sebastian og Line kom tilbage ind i stuen og spurgte om de skulle bage. At Gabriel sagde det var op til hende og de så bagefter kaldte hende Moster kom bag på hende. Måske hun bare lagde for meget i altid lige nu. Dumt. Hun smilede og nikkede.
''Jo selvfølgelig!''
Hun rejste sig op, men stoppede så videre.
''Hvis nogle altså vil vise mig hvor køkkenet er.''
|
|
|
Post by Josephine on Dec 18, 2011 21:18:14 GMT 2
Sebastian gav med det samme slip på sin søster, der med et bump faldt på halen og hylede overrasket. Gabriel rejste sig med en hovedrysten og tog hende op imens han mumlede noget hyggeligt og beroligende til Line. Det var trods alt kun overraskelsen over den støtte der før havde været, hun var jo rimelig ferm til at gå. Eller i hvert fald næsten.
Sebastian greb Maddie i hånden og trak hende med over til den dør der lå ved siden af badeværelsets.
"Vorses køkken er herinde og det deler vi med vorses naboer, men de er her ikke lige nu, fordi de er på besøg hos nogen," sagde han mens han åbnede døren med den anden hånd.
Gabriel fulgte efter.
Det var et stort køkken, med kogeø og meget bordplads og et stort bord, med plads til begge familier og det løse. Tilmed et nyt køkken.
|
|