|
Post by Tenner on Dec 21, 2011 0:50:27 GMT 2
Hun nikkede, for det var nok en temmelig god ide at hænge det et varmt sted. Hun tog imod kurven og stillede den mellem dem alle fire. De duftede virkelig godt og det skulle undre hende hvis de ikke smagte endnu bedre. Hun smurte sin bolle med tandsmør og lo.
''Naarh jeg tror lige jeg overlever. Jeg er mere bekymret for om du overlever melen?''
Hun tog en bid af bollen og det var tydeligt at det virkelig smagte godt. Der var den hel rigtige mængde af det hele i og de smagte endnu bedre end de duftede.
''Hm! Har du nogen sinde overvejet at blive kok, eller bare lave min mad generelt. Så kan Sebastian hakke nødder og chokoladen til, og så kunne jeg leve tilfreds resten af livet''
|
|
|
Post by Josephine on Dec 21, 2011 0:55:38 GMT 2
Gabriel lo.
"Jeg tror jeg er for stille og rolig til at kunne leve sådan et stresset liv, derfor holder jeg mig til det i min fritid, men der skal du være mere end velkommen."
Sebastian reagerede ikke engang på at nogen sagde hans navn, så koncentreret var han om at spise.
"Hos os har vi maddage for at få det hele til at fungerer, så jeg kan da oplyse dig om den næste måned."
Gabriel løftede sine øjenbryn et par gange.
"Men det er ikke min skyld hvis du går hen og bliver lidt rund."
//: det er lige gået op for at bollerne glemte og hæve. Hahahahahhaa
|
|
|
Post by Tenner on Dec 21, 2011 1:02:43 GMT 2
''Den plan vil jeg meget gerne have, så ved jeg hvornår jeg lige skal invitere mig selv over.''
Hun tog endnu en bid af bollen og rystede på hoved, men ventede høfligt til hun havde tygget af munden før hun sagde noget.
''Jeg lader bare være med at spise alle de andre dage, så skal du se, så sker der nok ikke noget''
Endnu en bid. Dem kunne hun nemt gå hen og spise et par stykker af og heldigvis havde de også lavet rigeligt. Det var også på grund af nødderne. Hun måtte se at lærer sig selv at lave lidt forskelligt til sig selv, så hun ikke udsatte sin far og lillesøster for fare, men stadig kunne spise nødderne selv.
//det gjorde du bare ikke!! eeeej... typisk. (LOL)
|
|
|
Post by Josephine on Dec 21, 2011 1:09:33 GMT 2
Gabriel rystede ligeledes kraftigt på hovedet.
"Der tager du fejl, din krop tror bare at når den så får mad, skal den optage fedtstofferne ekstra godt og så bliver du bare sultefed."
Han knipsede for at sige: Gotya. Han nød den bolle der lå foran ham, uden smør. Det kunne han altid tage på den næste, men fornemmelse af varm bolle der duftede fantasisk, var lige god hver gang. Han elskede at bage, men havde ikke løjet da han sagde at han ikke mente han kunne holde til det.
"Men jeg kan sende den til dig. Jeg aner ikke hvordan den ser ud for den kommende uge, da jeg har dagarbejde stopper de mig bare ind når de føler for det."
|
|
|
Post by Tenner on Dec 21, 2011 1:37:40 GMT 2
Maddie rynkede på næsen og lod som om hun var fornærmet over at blive rettet. Men hun vidste det jo godt, det var jo altid noget man fik skreget huden fuld af fra man er lille, så børn ikke gik hen og sultede sig selv for at blive tynd. Det var dog ikke lige så udbredt som det havde været på jorden, fortalte folk ihvertfald. Så rettede hendes ansigt sig ud i hendes altid søde smil.
''Dahm, hvorfor skal du også lige vide så meget.''
Hun rystede på hoved af sig selv og spiste sin sidste bid af den første halve bolle og var ikke lang tid om at smøre den næste.
''Du sender den bare... Så kommer jeg på dine maddage og crasher, det tror jeg er helt i orden med de andre.''
Hun lagde smøren tilbage på bordet da hun var færdig. Hendes stemme var tyk af ironi i det sidste, for selvfølgelig kunne hun ikke vide om det var i orden med de andre.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 21, 2011 1:53:09 GMT 2
Gabriel lo.
"De vil bare synes det er fantastisk der endelig er en jeg kan snakke med om syge musikliv som ingen alligevel fatter noget af. Så du skal være mere end velkommen."
Gabriel mente faktisk det han sagde.
"Jeg lover dig, de vil opfører sig som disse to," han gjorde en gestus med børnene, "spise deres med lukket mund og koncentrerer sig om hvornår de kan slippe væk fra mig og min konstant knævrende mund. Den eneste grund til at de udholder mig er at jeg rent faktisk kan lave mad."
|
|
|
Post by Tenner on Dec 21, 2011 2:00:37 GMT 2
Maddie kiggede på børnene da han snakkede om hvordan dem han boede med, åbenbart havde det med ham. Hun tvivlede dog på at det var så vildt som han gav udtryk for, ellers var det ihvertfald synd for ham.
''Invitation godtaget, nu slipper du aldrig for mig''
Smilte hun og undlod bevidst at grave mere i om det var rigtigt at de virkelig havde det sådan med ham, dem han boede sammen med. Men der var et spørgsmål som pressede på.
''Men er der ingen af dem du bor med som har interesse for musikken? Eller nogle i din familie? Er du den eneste?''
Okay, så tre spørgsmål, men de handlede vel alle næsten om det samme.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 21, 2011 2:15:13 GMT 2
Gabriel sank hvad han havde i munden.
"Neej, altså de synes det er fint og lytte til men det med at spille og synge siger dem ikke så meget."
Han trak på skulderne.
"Jeg spillede for sjov hjemme hos en ven og fandt ud at jeg kunne lide det, men musisktalent er ikke noget jeg har fået hjemmefra. Begge mine forældre er tonedøve og mine søskende er mere praktisk, end kreativt anlagt, så det er mig der er drømmeren, med et snert af pessimist i min familie."
Fordi han havde interesseret sig for musikken, havde han selv taget kampen op for at lærer det i en ret sen alder, men fordi hans vilje havde sat ind, var han nu konservetorie uddannet.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 21, 2011 12:33:24 GMT 2
Maddie sad og lyttede, mens hun spiste. Hun havde egentlig troet at mange fra Gabriels familie var musiske anlagte, men det var ikke tilfældet. Det var jo egentlig også mest hendes mor og hende selv der interesserede sig for det, måske Joanna men det var ikke til at sige endnu, men hundes mors side af familien havde været interesseret i musik vidste hun. Hun havde bare aldrig nået at møde dem.
"jeg ved ikke hvorfor men troede faktisk at der var mange i din familie der var musikalske."
Hun tog endnu en bid og nåede næsten ikke at blive færdig før hun snakkede videre.
"Men de må være stolte af dig så dine forældre, at du er kommet så langt med det.... Og det jo ikke fordi du er hel dårlig til det"
Grinte og lavede sjov. Ikke fordi hun syntes han var dårlig, overhoved ikke! Hun underdrev bare. Selv om hun måske havde været temmelig beruset da de var nået til Kitties, så hang mindet stadig om ham oppe på scenen med sin guitar stadig krystal klar i hendes hoved. Og for den sags skyld også deres duet. Og hans improvisering på Høgen, som fik hende til at smile da hun tænkte på.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 21, 2011 14:36:20 GMT 2
Gabriel trak på skulderne.
"Altså selvfølgelig er de stolte, men det er mere på grund af at jeg har rundet min vej. Havd vi børn laver som sådan kan de godt virke lidt uinteresseret i, fordi de simpelthen ikke har tid til at gå op i alle vores hobbyer, er de mere opsatte på at vi får vores behov opfyldt og er glade."
Han skænkede noget vand til Line og Sebastian og gav Line en ny boller som han inden da havde puttet smør på.
"Så hvis du tænker noget i stil med at de kommer til alt jeg laver, mener jeg er et vidunderbarn og bare ikke kan få armene fordi jeg spiller musik tager du fejl," han smilede mens han sagde det. Der var intet galt i det.
"Have med hos dig? Familiens store talent eller det eneste?"
|
|
|
Post by Tenner on Dec 21, 2011 15:05:32 GMT 2
"Når ja, men så længe de ved hvad du laver og er glade for det, så er det også i orden"
Når man havde så mange børn som Gabriels familie havde, så var der nok ikke det nemmeste at være fuldt med over hele linjen. Men så længe de da ikke glemte nogle og Gabriel var tilfreds var der jo ingen grund til at hidse sig op over noget. Nogen gange ville det nok også være rart ikke at have en manisk forældre over sig hele tiden. Bare en gang imellem.
"Det ville da også være tarvelig hvis de glemte de andre på grund af dig"
Smilede og skulle til at spise den sidste bid, men hun kunne lige så godt svare først.
"nej... Eller det kommer an på hvilken side af familien du ser på. På min fars er jeg den eneste sanger der nogen sinde har været, på min mors er jeg langt fra den eneste, der har det altid fulgt familien."
Selv om hun aldrig havde mødt sin mormor havde hun set billeder af hende og hørt nogle af hendes sang indspilninger. Ligesom Maddie og hendes mor, havde hendes mormor haft rødt hår og sunget smukt, og hendes oldemor lige så. Nogle enkelte mænd havde også været sangere, men det var mest dominerende hos kvinderne.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 21, 2011 16:48:14 GMT 2
"Så du er faktisk den perfekte blanding."
Gabriel smilede og blinkede til hende, før han vendte sig mod Line og tørrede hendes fingre. Om et øjeblik ville de se lige sådan ud igen, men det var pigen ligeglad med, opdagede hun noget på sine hænder skulle de tørres.
"Skal vi så synge?" spurgte Sebastian
|
|
|
Post by Tenner on Dec 21, 2011 16:57:23 GMT 2
Maddie trak på skulderne. Sådan havde hun egentlig aldrig tænkt på det.
"det kan vel godt sige"
Smilede hun og sagde det mest til sig selv. Hun tog den sidste bid bolle og nikkede til drengens spørgsmål.
"hvis i har lyst kan vil ihvertfald godt"
Drengen havde nærmest været i fuld trance da han spiste så at han pludeselig spurgte kom bag på hende. Men de måtte også snart være færdige, de havde jo guffet en del boller i sig efterhånden. Hende inkluderet.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 22, 2011 1:13:38 GMT 2
"Jaah, må jeg be' om smøret?"
Sebastians tanker var straks på chokoladebollerne igen og Gabriel rakte drengen smøret.
"Men helt seriøst, vil du gerne være en af de store?"
Gabriel havde virkeligt tænkt på det og da det igår havde gået mod Lou Lous havde han ment at det var ikke hans drøm og det stod han ved. Men det betød jo ikke at Maddie tænkte det samme og han var usikker på om hun havde sagt sandheden fordi de faktisk ikke kendte hinanden. Han sendte hende sit charmerende smil og rettede på brillerne.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 22, 2011 1:32:08 GMT 2
Han havde vidst også spurgt om det tidligere, men der havde det nok mest af alt været for at være høflig. Det var jo lige da hun nær var trådt ind i ham. Hun overvejede lidt sit svar, men det var nok stadig det samme.
"jeg ved det egentlig ikke rigtigt endnu. Jo jeg vil gerne synge for folk, men at skulle stå foran et kæmpe puplikum. Jeg syntes det er svært"
Hun fik lidt rynker i panden, for selv om det ikke var et uvant spørgsmål var hun altid i tvivl. Det var bare lettere at sige tingene til Gabriel end det havde været med alle de andre og derfor startede tale strømmen bare.
"Jeg er nok bare så bange for at lave fejl og kludder i det. Min mor har snakket om at hun ville forsøge at skaffe mig en plads på scenen til den næste store sangdag, men tanken om at skulle synge for hele Skycity, hvis jeg skal være hel ærlig, så skræmmer det mig. Så vi jeg nok helst nøjes med et lille publikum at dele mine skriblerier og sang med. Men som jeg vidst nok sagde før, så hvis jeg fik tilbuddet ville jeg nok ikke kunne sige nej. Bare for at prøve det uanset hvor bange jeg ville blive"
Hun havde taget sin anden bolle, skåret den over og smurt den første halvdel mens hun snakkede og stoppede så endelig sin lange tankestrøm, ved at tage en bid. Det var nok naturligt at have en smule scene skræk.
"Egentlig, så selv om det ville være mere personligt, så ville jeg være mindre nervøs hvis jeg skrev sange folk skulle synge på scenen, end hvis jeg selv skulle op og synge noget. Men jeg ved ikke rigtigt. På et eller andet tidspunkt kommer det nok til mig hvad jeg vil... Hvad med dig?"
Hun tørrede en krumme væk fra mundvigen og så spørgende på ham.
"Har du nogen planer? Du snakkede vidst noget om at det kun var midlertidig dit arbejde som hjælpelærers på konservatoriet"
|
|