|
Gyderne
May 29, 2013 13:24:50 GMT 2
Post by Xazal on May 29, 2013 13:24:50 GMT 2
"Virkelig?" spurgte han tørt, men forventede ikke noget svar. Han så ned på hendes ansigt et øjeblik, før blikket rettedes mod tomheden foran ham. Andrews fingre havde sit eget spil i Morgans hår. De bevægede sig langsomt og redte få knuder ud, men uden at han selv var sig det helt bevidst. Det var en mærkelig stund - som om denne time af døgnet bare havde tømt ham helt for tanker. For alting. Først koncertens ballade, Ofelia og flugten med Jesse og Elaine. Så de to vagter, der var døde - som formentlig ville have siddet over en citronsorbet, havde det ikke været for Andrew - og endelig hele optrinnet på Høgen. Det virkede så fjernt. Alligevel havde det drænet ham - hvad skulle det ellers være? Og alligevel ... Hvorfor fór de ikke i flint over hinanden, han og Morgan?
Hans fingre var standset. Andrew lænede sig bagud og lagde sig helt ned på det flade tag. Fødderne dinglede stadig ud over kanten. Tomheden over ham var mere tiltalende end dén foran ham. Selvom han lå ned og stirrede op i ingenting, var hans blik stadig ulmende og intenst. Det var, som om det blik aldrig ændrede karakter.
Alligevel ville han gerne være virksom. Se på døren med Morgan. Det var derfor, de var her nu.
"Morgan," sagde Andrew roligt, og hans stemme fyldte den tavshed, der havde været i mellem dem i lang tid - han liggende på taget med en arm under hovedet - hun med hovedet i hans skød, "du gjorde det faktisk godt til koncerten."
Det var alvorligt ment. Men Andrew forventede ikke, at Morgan ville tage komplimenten til sig - snarere tværtimod. Han forventede, at hun ville slå ham. Måske var det faktisk, hvad han håbede. Det var de vant til efterhånden. Der gik ikke lang tid, før de skændtes; det var, som om de aldrig lod muligheden forpasse - ganske enkelt, fordi muligheden var der. Men han mente alligevel, hvad han havde sagt. Han sagde sjældent noget, han ikke mente - det vidste hun. Det var bare ikke altid, hun brød sig om hans mening..
|
|
|
Gyderne
May 29, 2013 21:52:19 GMT 2
Post by Josephine on May 29, 2013 21:52:19 GMT 2
Der lagde sig en fred over alt. Over dem. Mellem dem. Det skete. De øjeblikke hvor de var. Sammen. Natten der strøg over dem. Lun. Kølig. Hun var ikke sikke. Måske var det bare hendes hud der brændte. Eller Andy der holdt hende varm.
Hans stemme der absolut skulle ødelægge det.
"Jeg gjorde absolut ingenting," bed hun, men vidste det var løgn. Ofelia kunne aldrig have fundet på det. Hun havde lavet et smukt sjov. Hun havde ikke fået folks genitialer til at svulme op. Ikke på den måde.
Af alle der havde hørt den var Andy nok den af publikum der kunne tænke mest over teksten. Mest på hendes stemme. Ikke på hendes krop, læber eller øjne der bønfaldt om at blivet taget. Han ville lide den dystre afslutning og den manglende sangerinde ved klapsalverne. Forvirringen ved at hun ikke modtag sit bifald, men bare skred.
"Jeg gider ikke tale om det. Det er slut."
Forkælet.
|
|
|
Gyderne
May 30, 2013 11:36:58 GMT 2
Post by Xazal on May 30, 2013 11:36:58 GMT 2
"Jeg gjorde absolut ingenting," lød Morgans stemme. Han kunne mærke hendes svage hovedrysten mod sine lår ved det energiske, afvisende udbrud.
Og Andrew fnøs, fordi han faktisk fandt det morsomt, at hun benægtede det. Der var ikke noget hånligt over det, selvom det kunne tolkes sådan. Han drejede hovedet, så hans kind hvilede på albuen - han kunne ikke se Morgans ansigt, men hendes anspændte krop sagde, hvad han havde brug for at vide.
"Okay," svarede han monotont. Ingen følelser var at spore - ikke medfølelse eller overbærenhed eller humor. Bare denne simple accept. Andrew vidste, at Morgan ikke havde andre at tale med om netop dette, men han sagde det ikke. Hvorfor tale om det, hvis det var ligegyldigt? Andrew drejede igen hovedet og så op i himlen. Han strøg en lok af sit lyse hår væk fra mundvigen, hvor det var gledet hen af en lille brise.
|
|
|
Post by Josephine on Jun 3, 2013 12:52:29 GMT 2
Morgan slog ham i maven. Ikke hårdt. Ikke at det gjorde noget. Hun ramte spændte muskler der kastede hendes hånd tilbage.
"Hvad fuck skulle du også sige det for. Som om du nogensinde lægger mærke til hvad jeg laver på en fucking scene og hvad fuck lavede du overhovedet på de første rækker, din skide idiot."
Hendes ord der lød vrede og var ment sådan, havde ingen virkning. Hun vidste godt han bare lod hende løbe hornene af til hun ikke råbte mere. Ikke at hun råbte, lige nu havde hun ikke en grund eller lyst. Manden hørte forhelvede blodet i hendes årer. Sådan var han bare. Hun snøftede.
"Det her er noget lort," sagde hun.
|
|
|
Post by Xazal on Jun 3, 2013 13:50:46 GMT 2
Var det meningen, at han skulle le? Var det meningen, at han skulle fnyse hånligt ad, hvor ynkeligt Morgan tog sig ud? Hvad hun end ville have ud af ham, fik Morgan ingen reaktion fra Andrew lige med det første. Han kunne have grebet hendes smalle hånd i dens flugt væk fra hans spændte mavemuskler og klemt til, til han mærkede fingrene spændes mellem sine af smerte. Men han gjorde det ikke. Det var ingen nytte til.
Der var en minimal trækning ved Andrews mund, som smilede han hånligt til himlen uden at vise tænder. ”Ja,” svarede han udtryksløst. Andrew mente ikke, at han burde sige mere. Det var unødvendigt. Alligevel fortsatte han med spydig stemme: ”Havde jeg vidst, at du ville være der, var det ikke nødvendigt, at jeg var på de første rækker.”
|
|
|
Post by Josephine on Jun 3, 2013 15:11:41 GMT 2
Hun lo så hele hendes krop spjættede i kramper. Hun lo fordi Andy aldrig havde vidst det og ikke gættet at hun var Ofelia. Han havde aldrig spurgt hvem der havde bollet hendes mor tyk og valgt at føde hende efterfølgende. Havde aldrig spurgt om Lou Lou var hendes onkel eller far, for ligheden mellem de to var slående. Men nærhed skaber lighed og det ville Andy også vide. Hun lo fordi han havde ret. Ingen grund til lidt sundt håndgemen når hun havde fået dem til at stønne og blive røde i hovedet. Hun lo fordi hun hadede sig selv og grunden til at hun overhovedet havde stået på den scene.
Lige så pludseligt latteren opstod, sådan var den også væk. Ingen hikstende efterlatter eller "ååååh Andy". Bare lyden der var væk. Hun så op i den blå himmel. Han sagde slet ikke noget. Havde ingen grund til det og hun forventede ikke at hun ville høre ham gøre det igen. Alligevel mærkede hun en begyndende rastløshed, fordi hun begyndte at tænke på den sovende, smukke, bankede mand der lå forladt i sin egen lejlighed.
"Skal jeg se på den opgave eller hvad?"
|
|
|
Post by Xazal on Jun 5, 2013 14:47:05 GMT 2
Andrew ventede, til Morgans latter var aftaget. Hun kendte ham så godt, at hun sikkert vidste, at han ikke ville reagere på den. Til gengæld kom hun ham i forkøbet med sit forslag, og det måtte han næsten give hende en applaus for. Ligesom Elaine, der tidligere blot var vendt tilbage til sit arbejde, inden han ytrede, at det var bedst, hun gjorde det. Kontrollen var ikke hans - for en gangs skyld. Men Andrew fnøs blot og satte sig op. Morgans hoved lå stadig i hans skød. Andrews hårdhudede hånd fjernede én af Morgans lokker fra hendes kind.
”Lad os,” svarede han lige så kortfattet som tekstbeskeden, han havde sendt hende før. Han skubbede Morgan op at sidde ved at løfte sit ene ben og plante foden på tagets kant, så knæet pegede opad.
”... inden du bliver træt af mig,” tilføjede han efter noget, der kunne have været en kort tænkepause, men som blot var et udtryk for, at han med vilje lod sætningen hænge, fordi det morede ham. Ansigtet var udtryksløst.
|
|
|
Post by Josephine on Jun 5, 2013 15:54:39 GMT 2
Morgan blev tvunget til at sætte sig op. Hun strakte armene over hovedet. Det føltes som længe siden at hun havde været Morgan uden make-up og stramt tøj. Eller en paryk. Hun følte sig fri selv om Andy bandt hende og med det samme hans sidste ord var ude ændrede hendes humør sig.
"Jeg er allerede træt af dig," sagde hun imens hun rejste sig op. Hun rakte en hånd frem, nedladende, men med intentionen om at hjælpe ham, selv om han ikke behøvede det og højst sandsynligt ville han smide hende på jorden. Men det var hun også klar til.
Hendes krop føltes svag. Hvis han trak i hende ville hun ikke stå imod med meget. Nærmest ingenting. Men dét havde han vel også lagt mærke til. Når det passede ham ville han nok smide en kommentar om det. Og Wonderbooy. Nej!
"Så?" sagde hun med hævede bryn. Noget andet skulle hun tænke på. Som at han ikke havde noget board.
|
|
|
Post by Xazal on Jun 6, 2013 15:10:50 GMT 2
Andrew fnøs sin sædvanlige latter. Den indikerede også, at han selvfølgelig gik ud fra, at Morgan var træt af ham. Kunne hun være andet? Som hun stod dér ved siden af ham, var udsynet til hende ideelt. Andrew så dog ikke granskende på hende lige nu. Hans blik var fikseret på den hånd, der var blevet rakt ud mod ham.
Uden at tøve lagde han sin hånd i hendes og lukkede fingrene om den. Det var et fast greb, men ikke ét, hun ikke kunne undslippe. Andrew gjorde mine til at trække sig op at stå ved Morgans hjælp. Det føltes, som om Morgan gav efter frem for at stå imod, men det lykkedes ham at rejse sig op uden at trække Morgan ned over sig. Da han stod op, var hans greb strammere. Blikket var ildevarslende. Læberne en tynd streg.
Uden varsel trak han Morgans slanke krop tæt ind til sig - de fremtrædende, kantede knogler stødte mod hans senede krop. Mindre end et øjeblik efter havde han løftet Morgan op med en arm om hendes liv - og den anden under hendes lår. Med den ene fod sparkede han hendes board i position, sprang op på det og lod det tippe over tagkanten, så de i få sekunder styrtdykkede mod jorden, indtil han fik rettet kursen ved at presse den ene fod mod boardets bageste bue. Der havde ikke været tid til at sige: "Jeg låner lige dit board", eller "Den hurtigste måde er boardet"; Andrew gjorde det bare - gjorde, hvad der passede ham. Ved opaddriften tilpassede hans bevægelser til det lette boards fart og drift gennem luften. Med Morgan i favnen tyngede de boardet mere, end det var bygget til, men dets kapacitet holdt til dem.
"Fanden stå i det," mumlede Andrew halvt fraværende - mest for at forhindre sine tanker i at bevæge sig væk fra det forhåndenværende. Men det var farten; det var vinden mod hans ansigt, der piskede Morgans lokker mod hans kinder; det var fornemmelsen af hendes velkendte krop mod hans; og det var alt dét, han kendte så godt, der var ved at bringe ham ud af fokus. Andrew skubbede tankerne på afstand. "Dit værktøj," kommenterede han - som om det var årsagen til hans udbrud.
|
|
|
Post by Josephine on Jun 7, 2013 1:12:02 GMT 2
Det var ikke hvad hun havde forventet. Han burde have afslået hendes gestus med stiltiende hån og slentret med hænderne begravet i lommerne mod røret han var kommet fra for at provokere hende og hendes trang til frihed. Han samlede hende op. Havde forstået hende. Set lige igennem hende. Hendes behov. Hendes sygelige trang til at tænke på alt andet end det hun gerne ville. Suset. Morgan mærkede det så dybt at hun end ikke sansede det maniske smil. Blikket mod afgrunden. Nu ville været et godt tidspunkt at dø på. Lige nu. Det bedste. Det ville være vidunderligt. De skulle dø. Ende det. Slutte. Væk. Han rettede op. De døde ikke. Hun grinede. En latter der gjorde ondt og fik hende til at ryste mod hans krop. Nej han ville aldrig give hende alt det hun gerne ville have frem. Også selv om han forstod. Vidste. Selv om han kunne. Det var en fristelse han ikke ville give efter for. Var livet ikke herligt? Her var denne mand som benægtede at ville have hende, når alt han ville netop var at have hende så tæt at han kunne smage hende. Hun var ikke i tvivl om at havde Andy vidst at Michael ville blive til nogen der betød noget for hende, ville han have sørget for at fyren var skredet efter deres første nat sammen. Sørget for at Morgan var præcis så beskidt, beskadiget og hensynsløs som altid. Hun bed ham i øreflippen. Kærtegnede hans nakke med sine fingre. Kyssede hans hals. Smilet hun endnu havde var glubskt og utilregneligt. Det var efterhånden på tide at hun kom ud fra sig selv. Hun havde mistet sit hjerte. Mistet sin forstand. Det mål hun burde have for øje. Og for hvad. En mand. En Michael. En gud. Hun havde skiftet dette, denne favn som føltes som hjemme ud med en der gav tryghed. Hun havde ladet sin krop føle noget sammen med sin hjerne og hjerte, så den havde forvekslet det med paradis. Et paradis hun ikke havde troet var for hende. Falskt. Forkert. En myte. Ikke med Michael. Hun havde igen ladet sig diktere. Men denne gang af sig selv og sine følelser som ikke var egoistiske.
”Det eneste værktøj jeg skal bruge er dit, skat.” Hun kunne ikke holde latteren tilbage fra sin hæse stemme der blev kastet væk fra dem grundet deres hastighed. Men han skulle nok høre det. Han hørte alt. Især hvad der gjaldt hende.
Dog ... han havde glemt hendes taske. Noget andet optog hans tanker.
Åh, Andy, Andy, Andy. Tænker du på mig. Selvfølgelig gør du det.
|
|
|
Post by Xazal on Jun 7, 2013 13:00:17 GMT 2
Andrews krop var i fuldstændig balance på Morgans board, der syntes at være limet fast til hans skosåler. Vindmodstanden var mere en hjælpende hånd, end den var en fjende, som prøvede at smide ham af boardet. Med byrden, der lå i hans favn. Morgans krop, der smøg sig ind til hans. Andrew blev tirret. De små, legesyge kærtegn fik ham til at rynke brynene arrigt. Men Andrew vidste, at det morede hende. Mørket udviskede det meste af hans ansigts konturer, så kun de markante træk - den kantede kæbe, næsen - der engang havde været brækket - og de lidt dybtliggende, ulmende blå øjne var aflæselige. De halvlange, gyldne lokker hvirvlede tilfældigt mod og bort fra hans ansigt - satte sig fast i den ene øjenkrog for blot at kilde hans overlæbe og blive blæst væk igen.
Tilfældigheder, der burde være ligegyldige. Men det var de ikke. Det var ikke tilfældigt, at de susede fremad på Morgans board nu - det skyldtes ganske enkelt dem selv. Han tvang hende til fornuft, fordi han ville. Hun tvang ham til vanvid, fordi hun ville. Fordi de ville. Dén kendsgerning var til at lukke op og skide i.
"Det eneste værktøj, jeg skal bruge, er dit, skat."
Lige nu havde Andrew hverken tid eller lyst til at vige udenom målet, men det frie fald under dem og tomheden omkring dem var fristende. "Morgan," sagde han skarpt og ruskede i hende. Han bøjede lidt i knæene for at holde kursen stabil efter den pludselige bevægelse. Andrew vidste, at hun havde fornemmet hans svaghed - at hun ville udnytte den. Havde han fornægtet sin egen svaghed, ville de ikke være i luften nu - han var skredet. Andrew fornægtede sjældent svagheder - kun, hvis det gavnede ham. Det gjorde det ikke nu. Men tiden var ikke til det. Selvom han for sit indre blik så sig selv og Morgan styrte nedad... nedad... Uden at ramme den hårde metalvej, fordi de var røget ud over kanten. Nedad...
De susede fremad over hustagene og nærmede sig en mere befolket del af Sky City, men Andrew drev boardet opefter - op mod det punkt, hvor lufttrykket helt naturligt ville ændre sig, men Sky Citys teknologi havde stabiliseret lufttrykket over alt. Ingen ville nogensinde mangle ilt. Ingen ville nogensinde få brug for at arbejde med et andet lufttryk i luftfartøjer. Ikke heroppe.
"Har du noget liggende i Palles Drugs?" spurgte han kort. For ham var det underordnet hvor.
|
|
|
Post by Josephine on Jun 7, 2013 23:53:53 GMT 2
Rusketuren - åh hun ville ønske det var den slags - fik hende til at le hæst. Han kunne selv tage sig sammen.
"Gør det nu," hviskede hun, men han valgte at ignorere det. Han ville ikke. Sådan måtte det være. Hun havde hårdt fat i hans skulder, mens den anden legende søgte ved ned til hans faste baller via baglommerne. Højden fik det til at snurre i hendes tæer. Ligesom lyden af hendes navn fra hsns mund. Vreden. Kulden. Det begær hun vidste gemte sig derinde.
"Hvis jeg gav ting ud til alle jeg har delt mundvand med ville jeg ikke have noget," sagde hun til hans ligegyldige kommentar. Selvfølgelig havde hun intet liggende hos ham. Det burde Andy vide. Morgan værdsatte rent faktisk de fleste af sine ting. Især værktøj. "Ville jeg?"
Hun hjalp ham ikke ligefrem. Hun ønskede det ikke. Hun ville bare have ham til at kysse sig så hun følte hun var til. Adrenalinen pumpede. Hun lænede sig drastisk bagover, gav slip rundt om ham og så ned på byen. Vippede med benene. Følte et kort øjeblik at det ikke var ham der bar hende, det ikke var boardet. Det var hende der fløj. Hvis han ikke holdt fast faldt hun.
|
|
|
Post by Xazal on Jun 8, 2013 1:11:40 GMT 2
Andrew var kun interesseret i Morgans svar. Kærtegnene ignorerede han - skubbede fornemmelsen af dem væk. Det eneste, de kunne betyde for ham, var for lidt til, at han ville hengive sig til det. Men udtrykket i Morgans ansigt fik Andrews pis i kog. Han bøjede sig let forover, mens hun talte.
"Du har ikke noget," snerrede han til hendes bemærkning - velvidende, at den bemærkning gik langt over materielle ting. Men netop da slap hun ham, så hele hendes vægt fik hans armmuskler til at spændes per automatik. Lige så fristende, som det havde været at flå hende levende, mens de susede fremad, var det at give slip på hende nu. Hvorfor, anede han ikke, og han var ligeglad.
Andrew borede fingrene ind i Morgans kød, men trak hende ikke ind til sig igen. Han hvislede kort: "Jeg finder det på dit værelse."
Fandeme nej, om han gad bruge tid på hendes små tricks lige nu.
|
|
|
Post by Josephine on Jun 9, 2013 22:40:24 GMT 2
Som var han en mur, et værn, lænede hun sig tilbage mod hans brede bryst. Gispede, med latter, mod hans hals, følte hans hjerterytme under hans bluse, med en flad hånd på hans bryst. Der indfandt sig en ro i hendes hoved. Velsignet. Stille. Hele hendes krop var i bevægelse: Benene der sitrede, øjnene der flakkede, læberne der blev bidt i, hjertet, blodet der pumpede rundt. Han ville have smidt hende. Andy havde næsten givet slip og det gjorde hende glad. Lykkelig.
Med stærke fingre greb hun om hans hage. Bare for at holde den. Han skulle hverken se på hende, dreje hovedet, noget. Hun skulle bare have fat. Hun havde ingenting. Men havde hun netop ikke alt? Friheden til at falde nu. Skulle hun ønske det. Hun havde så meget. Hun havde ham. Han vidste det. Ellers havde han givet slip.
"Hvis du kunne finde det ville du ikke have brug for mig," hvislede hun på samme facon som han. Konstaterende. Et modbydeligt smil der indikerede at hun på ingen måder var vred. Nærmest tværtimod. Hun nød det. Mundhuggeriet. Måden han troede at han kunne ramme hende.
"Du har ikke noget."
Han ville gerne gøre hende ondt. Fingrerne. Hun skulle helst lide. Vride sig. Gjorde det ham vred at vide at lige nu ramte han ikke? Det gjorde ikke ondt. Forstod han det? Hun havde selv ordnet det ganske fint. Derfor smilet. Grumt. Grufuldt. Legende. Flirtende.
Alt var jo ligegyldigt.
Desuden ... han ville slet ikke have at hun led.
Og hvis den idiot troede han kunne finde noget ved Lou Lou var han faldet af på den. Blevet dum. Stupid. Ignorant. Så ville han have mistet sin appel. Det eneste hun havde tilbage hos sin onkel var nogle få affektionsting og arbejdsrelateret tøj. Ting der gjorde hende smuk. Værktøj lå hjemme i lejligheden hos drengene.
Hendes fingre gav slip og hun lod sig hænge slapt i hans favn. Kunne mærke forbindingen gennem det tynde stof der dækkede hans torso. Det fik kun smilet til at blive manisk. Nydende.
|
|
|
Gyderne
Jul 30, 2013 23:11:18 GMT 2
Post by Josephine on Jul 30, 2013 23:11:18 GMT 2
//: Fra Lemmen
Det var ikke rigtigt morgenluft, men det føltes forfriskende. Den var i hvertfald 13. Hun havde været i gang for længe for meget. Hendes hjerne var ved at smelte sammen. Det føltes godt. Fantastisk. Hun holdt sig til gyderne. Af en eller anden grund føltes det sikrest. Med mad i maven havde hun det bedre. Cola der skvulpede når hun gled lodret hen ad en metalklædt mur. Hun smilede. Havde sit beskidte hår i en hestehale. Fedtet af hendes oliehænder. Beskidt af metalstøv og ægte støv samlet i flere åhunderede siden forseglingen.
Men lige nu, selv på boardet, med luft under sig og frihed der på sin vis ikke var indskrænket, så tænkte hun på blond hår. Hun mærkede de blå mærker og de steder hvor hendes hud var skrabet væk. Søde kærtegn, der havde været hårde. Hun tænkte på søde ord. Øjne der fandt hende i en menneskemængde og dragede hende. En mund der havde fået hende til at ønske sig ene med ham, ikke kun for natten, men altid. Længere tid. For lidt tid. Hun havde cuttet det. Stoppet det. Gået.
Hun kunne stadig lugte ham på sig. Det gav hende lyst til at flæbe som et barn.
"Fuck dig," sagde hun højt uden styrke og lavede et loop. Derefter et spring hvor hun slog en salto og landede på boardet. "Fuck dig Morgan, din klamme sæk."
|
|