|
Post by Josephine on Aug 5, 2013 15:22:29 GMT 2
Hun havde end ikke været forbi rampen. Havde fundet et hold der dystede ved at springe mellem to bygninger. Nogen var dommere. Morgan deltog. Hun koncentrerede sig. Satte niveauet op. De havde det sjovt. Hun kunne lide deres blikke på sin krop. Kunne lide måden de beundrede hendes kunnen. Også selv om hun tabte til en fin i en dobbelt baglæns, efterfuldt af et kickflip. Men der var gået timer og det var begyndt at hælde mod eftermiddagen. Hun anede ikke hvordan hun skulle få kontakt med Andy igen, kunne ikke vej til maskinrummet og nægtede at hente tingene hun manglede, før hun vidste at han kunne lede hende.
Hun svingede med benene og så ud over skyerne. Mod markpladen. Hun nynnede ganske sagte. Overvejede at tage til sin onkel, vidste at han ville skælde hende huden fuld, ydmyge hende offentligt og intet kræve af hende. Det var en indskydelse der fik hende til at gå ind i salonen. Et lille rum, med plads til håndvasken og stolen. Hun havde ikek været der før. I hjørnene lå andres afklippede hår som frisøren ikke havde fjernet. Der virkede uhumskt. Lurvet. Morgan lænede bordet op ad dørkarmen, lod døren stå åben og satte sig i stolen. Hun trommede fingerne mod armlænet og så på sig selv i spejlet.
De brune øjen der så tilbage på hende havde kun hån tilovers. Munden sagde ingenting til hende. Hun følte sig uelsket. Hadet. Ingen kunne lide hende. Hun prøvede at sige til sig selv at sådan kunne hun bedst lide det. Hvem behøvede kærlighed. Hvem længtes efter et par stærke arme om sig. Hvem havde behov for et erigeret lem i sig? Det har du. Frisøren var en smule fedladen. Morgan gættede på fødslet, men sagde ikke noget. Hun smilede. Hev elastikken ud af håret, men ikke inden at kvinden havde fået et godt langt blik på de blå mærke på hendes hals. Dem på armene stirrede hun åbenlyst på.
”Hård omgang.”
”Mmh,” sukkede Morgan. ”Den bedste omgang.”
Kvinden lo af hendes ord og snart havde hun fundet ildelugtende flakoner frem med hårfarve. Hvad skulle der gøres? Morgan var ikke sikker. Noget vildt.Noget lækkert. Havde Morgan kunne få dyreprint i håret havde det været hendes valg. Men det kunne hun ikke. Frisøren tændte for et billigt musikanlæg der skrattede, men den musik der kom ud var lige præcis den slags Morgan holdt af. Noget gammelt, et cover. Noget lånt. Guitar. Country. Håret der ikke havde været farvet i længe, de mange udgroninger; frisøren startede med at afblege hele lortet. En pisgul farve Morgan næsten havde lyst til at beholde. Men sådan blev det ikke. Kvinden farvede det hvidt, helt hvidt. Morgan så hvordan hendes øjne så større ud, hvordan hendes mund virkede mere sensuel, hvordan hendes hud gløede. Den blå farve som en klar himmel der glev over i en pastelblå for at blive til en lavendel lilla i hendes spidser, gav hende et sart udseende hun ikke havde haft længe. Mens spidserne tørrede lagde hun et ansigt. Sminkepungen i hendes taske blevet hevet op og frisøren hentede sin datter der kunne bruge et par tips og tricks. Den grå mus så opmærksomt til mens Morgan lavede store sorte katteøjne, satte øjenvipper på så de kunne blafre i vinden og lagde en streg om mundne som først gjorde den fyldigere og derefter lagde en læbestift på, der fik til at virke naturligt opsvulmede.
Hendes langde bølgende hår i de blå nuancer var helt vidunderligt og hun betalte strålende frisøren. Morgan lignede en der gløede. Håret fremhævede de blå mærker på hendes hud. Hendes ansigt så naturligt ud, bortset fra de oversminkede øjne. Hun trak et par sorte stramme bukser over sine ben og ståene i butikken med den åbne dør, smed hun sin sports BH og skiftede den ud med en sort push op der gav hende en smuk kavalergang. Så trak hun en denimjakke op, som gik til hendes talje og sorte stiletter. Morgan havde mange ting i tasken. Godt nok havde hun lignet lort hele dagen, men var af den type at skulle hun væk i en nat pakkede hun til en uge.
Hælene klikkede på metallet til hun stod på det rullende fortorv der ville føre hende gennem byen. Hun mærkede blikkene på sig og hun tænkte på hvem der skulle pule hende. For hun havde brug for det. Hun havde virkeligt brug for det. Kunne mærke hvordan hun krævede det. Hvordan det skulle få hende til at glemme. Få hende til at glemme brune øjne der elskede hende uden betingelser.
Det farvede hår ændrede noget ved hende. Hun vidste det. Der var en hel del mere offer end jæger over hende. Hun smilede. Åh hun ville flå deres hjerte ud med roden.
Hendes spejlbillede fangede hende og hun så sig selv ryste på hovedet med et sørgeligt udtryk. Jeg er færdig med ham. Jeg er færdig. Jeg elsker ham ikke. Det har jeg aldrig gjort. Jeg havde det bare sjovt. Andet var det ikke. Men spejlbilledet kaldte hende kujon.
|
|
|
Post by Josephine on Aug 6, 2013 22:00:11 GMT 2
Morgan stod lænet op ad muren. Hun snoede en lok af sit nyligt farvede hår mellem sine fingre. En gruppe mænd kom gående. Hun stak brystet ud, trak skulderne tilbage, blotlagde den allerede blottede hud, der viste hendes flade mave, de skrøvelige ribben og hudafskrabningerne. Hun så fantastisk ud. De så på hende og hun vidste de ville have hende. At de gerne ville skrælle bukserne af hende og høre hende sukke.
”Morgan?”
Hun drejede ansigtet efter lyden og smilede sløvt til den nyankomne.
”Chris.”
”Du ser godt ud,” sagde han drævent og stillede sig ved siden af hende. Han var høj. Men ikke så høj som Michael. Hun kunne lugte den genkendelig dunst af hans sved. Ikke så skødesløst muskuløs som Andy. Og hun havde faket den med ham.
”Jaah?” sagde hun og blinkede langsomt med de forlængede vipper. Hun kørte hænderne ned langs siden og suttede sin underlæbe, drejede hovedet en anelse og bukkede i knæene. Hun gik lidt tættere på ham. ”Jeg har tænkt på dig ...”
Han bed så hurtigt på. Lagde armene steder han mente var vante. Det sved mod hendes sår, men hun hverken krympede sig eller sagde noget. Chris’ mørke øjne var åbne mens han kyssede hende. De små skægstubbe han havde anlagt sig kradsede hende kærtegnende. Han pressede sig mod hende og stønnede ind i hendes mund. En latter ramte hende. Hans.
”Jeg vidste han ikke var mand nok for dig.”
En glidende bevægelse landede Morgans knæ i hans skridt. Hun strøg hans ansigt mens han faldt sammen.
”Du er slet ingen mand, Chris.”
Hun hankede op i taske og board, forsatte ud af en vej der ikke førte tilbage til kroppen der lå rullet sammen på jorden. Hun klikkede med tungen. Samme rytme som hælene. Rystede på hovedet. Hvor dum kunne man være. Chris? Som om han kunne tilfredsstille hende. De komplimenterede hinanden, men han kunne ikke gøre hende hel. Denne gang så hun ikke dem der så på hende. Hun lagde ikke mærke til det. Hun nød det ikke. Svælgede ikke i det. Hun knugede den fri hånd.
Hun havde givet slip. Ladet ham gå. Sig selv. Hvorfor betød det noget?
Hun følte at hun svandt væk. Blev usynlig. Ingenting. Han ville aldrig kunne finde hende fordi hun var så overfladisk. Farvet hår dansede om hendes ansigt, kærtegnede det og prøvede at berolige hende. Hun mærkede tårer der prøvede at springe fra vipperne. Mærkede et hult rum i sig. Mærkede at det hjerte hun troede for længst var blevet ødelagt og fortærret, først lige nu var begyndt at gøre rigtigt ondt.
Hvorfor havde hun ikke ladet Chris kneppe sig?
|
|
|
Post by Tenner on Aug 7, 2013 16:48:48 GMT 2
//... hertil !
Vagterne gav ikke så let op, selv om Jones og Michael blev ved med at dreje ned af små side gader. Hele tiden fandt de den rigtige vej til dem, og lyden af deres råben efter dem blev kun en smule mindre. Et øjeblik virkede det dog som om de var ved at løbe fra dem, og de lo begge to højt. Michael en anelse fraværende om hvor han løb, da han tillod sig at se tilbage. Vagterne var ikke at se.
Men før han kunne nå at undvige, bumbede han ind i en person der gik med klikkende hæle, ned af den gyde de lige var drejet ned af. Han havde slet ikke set hende, på trods af at hendes hår var blåt og tiltræk sig opmærksomhed. Han skulle lige til at undskylde fjoget og løbe videre, før hans øjne mødte hendes. De var vrede, fordi en eller anden idiot havde banket ind i hende. Det var et split sekundt. Ikke mere, før genkendelsen slog ind.
''Morgan?''
Han var forvirrede. Fuldstændig slået ud af øjeblikket. Vagterne var glemt og stofferne der kørte rundt i hans krop havde i det sekund ikke nogen virkning. Var det bare noget han forstillede sig. Han tvivlede. Men han nåede ikke at tænke længere over det, før Jones pludselig hev fat i ham og trak ham med. Vagterne var lige om hjørnet og lyden af dem var pludselig faretruende tæt på dem.
''Kom nu med forhelvede, der er ikke tid til det!''
Jones havde ikke set det var Morgan. Morgan havde jo ikke blåt hår og han havde ikke tid til at se sin brors nærmest måbende blik, på pigen han var banket ind i.
|
|
|
Post by Xazal on Aug 7, 2013 16:50:42 GMT 2
//Formelt set fra lemmen, men har holdt sig til gyderne - for sig selv - siden:
Eftermiddagssolens provokerende skær gennem de få sprækker i skylaget fik det blonde hår til at lyse op som en projektør, pegende mod den tomme himmel. Himlen var domineret af skyer. Underlaget var hårdt og let bølget - af slidt metal. Ansigtet var halvt vendt mod tagets rustfarvede metalplade. Håret dækkede halvdelen af det bistre ansigt. Næsen var boret ind i hulningen, hvor armen bøjede, så hånden hvilede på det øverste af hovedet. Fingrene var krummet sammen om det kraftige, lyse hår som kløer. Andrews krop lå på siden - det ene ben bøjet, det andet strakt. Armen, der ikke blev brugt som primitiv hovedstøtte, hvilede slapt med hånden på det bøjede knæ. Han lå ubevægelig. Kun brystkassen udvidede sig og sank sammen i en jævn rytme. Vidnede om, at han sov.
Andrew lå på den fire-etages bygning, som han havde fundet Morgan siddende på natten før. Det havde været hans første indskydelse. Han var for udmattet til at tænke på andre steder. Klatreturen derop havde været let nok, mens den stod på. Da han sad på taget, faldt han nærmest bagover og ind i søvnen - ude af stand til at få sin krop til at lystre én kommando mere efter tre dage uden søvn.
Solen varmede hans håndrygge. Fingrene i håret straktes en smule. Øjenlågene sitrede. Åbnedes langsomt. Øjnene, der burde være slørede, var skarpe, intense. Den blå farve i iriserne lod hånt om himlens grålige plamager. Han blinkede irriteret af solen. Trak fingrene ud af sit hår og redte i samme bevægelse de få, løse knuder ud.
Andrew satte sig op. Kroppen føltes udhvilet. Kun let mørbanket, men det var jo standarden. Han rystede på hovedet for at få de gyldne lokker til at falde på plads. Kun en jævnt udtørret bitterfisse ville kigge efter ham nu - mente han selv. Han lagde sig bagover igen. Helt udstrakt med armene over hovedet. Hans vejrbidte hud, der fik hans hår til at lyse op som parodien på en glorie, kløede efter at blive vasket. Forbindingen om hans korpus irriterede ham. Knoglerne under den kløede - vidnede om, at de var ved at heles. Andrew krængede overlæben tilbage i et smil, der mindede om en snerren og lukkede halvt øjnene, da solen brød frem igen.
"Kortslutning," hørte han sig selv sige med tankerne på Morgans inspektion af kontrolrummet. Ja, det kunne han have sagt sig selv. En kortslutning ville få hele alarmsystemet til at hyle. Men det var jo også en del af planen. Panik. Andrew havde altid vidst, at noget skulle ødelægges, før man kunne bryde igennem - selvom Neil havde påstået, at der skulle en snedig teknik til for at fjerne sikkerhedskontrollen. Neil var altid så varsom. Altid så betænkelig.
Andrew havde ladet Morgan gøre sit. Hvorfor skulle han blande sig?
Og så gik han. Det var nattens kølige luft, der havde lokket. De enstavelsesord, som hans og Morgans kommunikation bestod af, kunne han ikke huske længere. Han kunne bare mærke, at han havde brug for et skud energi. En ren vodka. Måske bare en heftig trommerytme, der kunne banke stivheden ud af ham. Men ingen af delene var det blevet til. Han havde fundet taget og blevet der.
Nu krøb virkeligheden tættere på. Han huskede koncerten. Huskede vagterne og stanken af deres friske blod. Lugten af Morgan, der havde en snert af Michaels sved og blod. Lugten af ham selv - bitter. Hvorfor havde de egentlig ikke kneppet på det board?
Nu fortrød han det lidt. Han kunne have holdt sig selv vågen endnu en nat eller to efter den omgang. Ikke, fordi det ville betyde noget senere hen. Søvnen heroppe havde heller ikke været dårlig - bare intetsigende.
Andrew satte sig op igen. Han kravlede hen til kanten, greb om det tykke stålrør og rutchede ned. Sprang de sidste to meter ned. Hans håndflader brændte, og huden på fingerspidserne var slidt, men han var ligeglad. Andrew stak hænderne i lommerne og gik væk derfra. Han var ikke interesseret i, hvor han gik. Han så end ikke på folk. Men hans måde at gå på virkede målrettet. Skødesløs. Der var folk heromkring, og de var alle ligeglade med den anden.
"Se dig for, din idiot." "Klap i, baby, eller jeg pander din smukke kæreste én." "Hvor meget skal du have for ...?" "... de fandt to myrdede rådsvagter i går nat... lige ved Syd-kanten... ja, jeg sværger, den er god nok ..." "Jeg vil! Jeg vil! Jeg vil! Må jeg ikke nok få en hotdog?"
Andrew standsede op. Sendte den lille møgunge et svidende blik, da han passerede ham. Bestilte en hotdog og skyllede den ned med cola, før han gik videre. Det var bedre.
|
|
|
Post by Josephine on Aug 7, 2013 22:43:08 GMT 2
Hun mærkede end ikke kroppen kollidere med en anden. Opfattede ikke at hun blev rystet, som sædvanligt klar til lidt af hvert og derfor faldt hun ikke. Hun så vredt på det der havde forstyrret hende og så ind i par brune øjne som intet sagde hende. Så på blå mærker der fik hendes hjerne til at Kickstarte. Kunne lufte sved der mindede hende om ekstase.
”Morgan?”
Noget knugede om hendes svælg. Nægtede hende at sluge sit spyt. Han var væk før hun nåede at se eller sige noget. En illusion. Det var en illusion. Nogen stormede forbi hende. Hun kneb øjnene sammen, men alt var stadig i sort/hvid da hun slå dem op. Hun følte sig svimmel. I kanten af hendes synsfelt var det slørret. Hun havde lyst til at krumme sig sammen som Chris og lade smerten overtage.
Du er patetisk.
Morgan gispede. Det var ikke ham. Det var det ikke. Han havde kort hår. Han havde sikkert ikke sagt hendes navn. Noget andet. Hyperventilerende rettede hun sig op. Hvad fanden var der med hende? HVA!? Hun bed så hårdt i tungen at hun smagte blod. Det beroligede hende. Det var latterligt. Det var på tide hun satte det ene ben for an det andet. Vuggede med hofterne. Hun var okay. Helt okay. Et sygeligt smil bredt sig på hendes læber. Som om hun havde tid til en eller anden blond nar der gjorde hende til en krøbling. Michael: En hun plejede at kende.
Alligevel så hun sig over skulderen. Men hele optoget var væk. Havde det været der? Burde hun gå efter. Tjekke? Men hendes ben forsatte. Væk. Væk. Bullshit
|
|
|
Post by Xazal on Aug 8, 2013 15:55:43 GMT 2
Papiret havnede ved siden af skraldespanden. Det gennemsigtige plastickrus med colabundsavl ramte plet. Andrews dovne håndbevægelser, da han frigjorde sig fra genstandene var et klart eksempel på, at miljøet ragede ham en skid. Inden ekkoet af den metalliske lyd fra skraldespanden fortog sig, var hans hånd allerede skødesløst kørt igennem de gyldne lokker for at stryge dem bort fra ansigtet.
'I'm on my way to nowhere,' tænkte han hånligt ved sig selv. Ja, han følte endda trang til at le. Hvem fanden bekymrede sig om noget som helst? Ikke ham. Han fordrev bare tiden - vidste sgu godt, hvad han skulle og hvor. Fanden tage ham, han havde fået søvn - lidt for meget til, at det egentlig var sundt. Han følte sig alt for frisk. Alt for udhvilet. Hans tyndslidte nerver var groet sammen, og der var ikke noget halsbrækkende interessant over denne gåtur. Instinkterne kørte ikke på det højeste blus. Blev dette ved længe nok, ville han blive fed og få grå hår i en tidlig alder.
Som kaldet kom to lyshårede løbende - den ene trukket af den anden. Andrew gik roligt videre, indtil afstanden mellem ham og de to løbende, høje fyre kun var et par meter. Som den mest naturlige ting i verden, trådte han et par skridt til siden, så de ikke kunne nå at bøje af og løb direkte ind i ham. Andrew blev stødt stående. Et hånligt smil, der ikke viste hans tænder, prydede hans bistre ansigt. Han havde set vagterne over deres skuldre, og hans intense, blå øjne frydede sig ved synet af dem.
"Hva' så?" spurgte han ud i luften uden at tage notits af det blonde par. Han kiggede ikke på dem. Blikket var rettet mod vagterne. Mere ballade. Neil ville skælde ham godt og grundigt ud, hvis denne fik nys om det. Men Andrew havde brug for at kvæle den tomhed, der havde bosat sig i ham siden koncerten. Siden de ubetydelige mord. Ja, for helvede.
Men vagterne var for langt væk. Der ville gå mindst 30 sekunder, før de var fremme. De pustende, tunge kroppe havde deres hyr med at skubbe folk væk, og noget sagde Andrew, at de to fyre, som var på flugt, var noget hurtigere til bens. Satans også!
|
|
|
Post by Tenner on Aug 8, 2013 22:30:23 GMT 2
Endnu en gang blev deres flugt stoppet pludseligt, men det var overlagt den her gang. Jones havde ellers troet at han var opmærksom på, hvor han løb sammen med Michael, men stoffet påvirkede dem alligevel og derfor bankede de ind i Andrew. Det tog ikke lang tid for Jones at genkende hvem det var, men han nåede ikke at reagere før hans bror også genkendte manden.
''Dig!?''
Han pustede sig op. Var ikke nær så langsom om at reagere på personen foran ham, som da han var banket ind i Morgan. Det havde virket som en drøm. Uvirkeligt. Og da Jones havde trukket ham videre havde han i et øjeblik troet at det ikke var sket. Men han kunne dufte hende. Hendes duft havde fulgt ham og derfor var han sikker på at det var rigtigt. Men det var gået op for ham for sent og han havde set hende forsvinde i mængden af mennesker og vagterne der halede ind på dem.
Men synet af Andrew foran ham, fik hans pis i kog med det samme. Alligevel var hans følelser mere vattede end normalt.
Jones så bare undrende på sin bror, uforstående for hvorfor hans bror var så aggressiv over for Andy. De havde da ikke snakket sammen havde de?
''Undskyld, men skal i lige nå at kysse farvel eller kan vi komme videre?'' Jones så sig over skulderen og tilbage på de to... Måske kunne de alligevel klare de vagter hvis Andy var med.
|
|
|
Post by Xazal on Aug 8, 2013 23:22:15 GMT 2
Andrews blik var fæstnet på vagterne, hvis fremtog var alt, alt for langsomt efter hans mening. Hans øjne skinnede nærmest af intensitet og sindssyge. Han drejede først hovedet, da han hørte en anklagende stemme. Den virkede genkendelig.
Lyset i Andrews øjne slukkedes. Blikket var stadig intenst - bare mere dystert og ligegyldigt, da han pludselig genkendte dem. Det var plastret over øjenbrynet, der gjorde ham i stand til at skelne den ene fra den anden.
"Et nyt image efter at blive vraget, ser jeg," konstaterede han med blikket på Michaels nye frisure. Hans stemme var tør og blottet for følelser - som altid. Andrew vidste sgu ikke, om Morgan havde brugt ham op og efterladt ham. Hvilken rolle spillede det også? Michael lignede et forsuttet bolche, og det var nok for ham. Der var ikke andre måder at starte en samtale på, var der?
Så smilede han pludseligt - et smil, der fik hans lige, hvide tænder til at glimte i kontrast til hans vejrbidte hud. Dog var øjnene lige intense og lige udtryksløse, da de langsomt vandrede til Michaels tvilling. Dennes brune øjne var noget mere undrende end Michaels. Og noget mere muntre. Måske også lidt mindre skyldbetyngede. Hvad vidste han om den slags?
"Jeg kan godt give brormand et kys," fnøs han og fulgte Jones' flakkende blik mod vagterne. Han var fuldstændig ligeglad med, at Michael pustede sig op. Hvad regnede de med at kunne gøre? De virkede ikke ligefrem årvågne lige nu.
|
|
|
Post by Josephine on Aug 9, 2013 8:43:28 GMT 2
"Er du okay?"
En stor hånd lagde sig på hendes skulder. Han så ikke på hendes ansigt, omend blikket strejfede hendes læber, og skjulte ikke at det var hendes bryster han fandt spændende.
Han var måske 35. For lasket til at være lækker, med et ondt udtryk i øjnene. Høje tindinger og små tænder.
"J-jeg blev bare forskrækket," sagde Morgan og hev vejret hurtigt ind et par gange så hendes bryst hvælvede.
"I piger burde ikke gå alene rundt." Hun lagde mærke til sveden på hans overlæbe, spyttet der glinsede på hans tykke underlæbe. Morgan var lige ved at le, men nikkede samtykkende, selv om han stadig ikke så på hendes ansigt. Hans hånd gled ned af hendes arm. "Skal jeg ikke følge dig et stykke?"
Han var allerede begyndt at gå, samme vej som optoget, modsat den vej Morgan var på vej ad før. Men også hun havde set indhakket henlagt i skygger lige før hjørnet. Hun ville gerne kneppes, især nu og denne snegl af en mand, var en der ikke kunne være mere ligeglad med følelser, men gerne ville have et hul der så godt ud. Han ville gerne have pigerne tiggede om at lade være men samtidig stønnede.
"Åh tak. Jeg for vild, min onkel må være bekymret. Er det vejen til midtbyen?"
Han smilede til hende og nikkede. Det skulle være beroligende, men var ækelt. Det tændte hende.
"Du skulle virkeligt ikke gå alene rundt," sagde han og drejede af mod indhakket. En blindgyde, med to containere og ingen anden udvej. Og så pressede han sine svedige, spytfedtede læber mod hendes, fyldte hendes mund med sin kvælende tunge, havde hænderne mod hendes røv så han kunne presse hende mod sit skridt.
Uden at lægge kræfter i prøvede hun at skubbe sig væk, kæmpe imod og tigge om at lade hende gå. Hun kradsede ham i ansigtet da han voldsomt hev hendes bukser ned, hvilket kun gjorde ham mere opsat. Og hun nød hvert eneste sekund. Også da han rejste sig, knappede bukserne og sagde: "Var det så slemt?"
Hun tørrede sæden af inderlåret med en t-shirt fra tasken, samlede boardet op og forsatte nynnende ud. Tough Love.
//: ja ja ... Det lå lige til venstrebenet.
|
|
|
Gyderne
Aug 10, 2013 11:41:04 GMT 2
Post by Tenner on Aug 10, 2013 11:41:04 GMT 2
''I det mindste ligner jeg ikke lort, som dig.''
Det var en barnlig kommentar. Det kunne Michael godt selv hører da det kom ud over hans læber, mens hans vattede hjerne kunne ikke komme op med mere lige nu. Egentlig så ret latterlig ud, sådan som han prøvede at virke ligeglad med ham. Men blikket i Andrews øjne var formørkedes, da han genkendte Michael og det var vel nok til at fortælle at han faktisk blev irriterede over at Michael var til stede. Jo, vreden var der stadig, men Michael kunne mærke at han rent faktisk smilte.
Andy og Michael måtte have snakket sammen før, og ud fra sin brors reaktion, gættede Jones på at det ikke ligefrem var et spirende venskab der var imellem dem. Hvorfor havde Michael ikke sagt noget om det? Men Jones nåede ikke at tænke meget længere i sine spørgsmål, før Andys ulmende øjne landede på ham. Han kunne ikke lade være med at blive påvirket. Uanset hvor gerne han ville når nu Michael havde et horn i siden på den dude, så kunne han mærke sit hjerte hamre i brystet. Og det var ikke på grund af vagterne der nærmede sig.
''Jeg kan godt give brormand et kys,'' Kommentaren var ikke ligefrem sagt for at frembringe latter, alligevel kunne Jones ikke lade være med at le over det.
''Ja, ja det ville være yndigt.'' Han så på vagterne, der var ikke mange meter fra dem. ''Vil du hjælpe, eller må vi komme forbi?'' Latteren var ude af hans stemme og han så indgående på Andy. Der var ikke tid til at stå og sludre, eller at banke hinanden, som Michael virkede til at have lyst til. Med mindre de gerne ville ende i arresten, så kunne de vel godt stå og snakke de sidste sekunder.
|
|
|
Gyderne
Aug 10, 2013 14:53:42 GMT 2
Post by Xazal on Aug 10, 2013 14:53:42 GMT 2
Michaels kommentar prellede af på ham. Han kunne have sagt, at han havde lignet noget, der var værre, men det var ikke lige ham at stå og konversere - hvorfor det selvfølgelig også undrede ham, at han overhovedet sagde noget til de to efter at have genkendt dem. Hm. Det var vel lige meget hvorfor. Andrews blik vandrede upåvirket fra den ene til den anden - noterede sig deres åbenlyse lighed. Sveden, der glinsede på deres pander ved hårgrænsen. Michaels forslåede ansigt. Den anden tvillings smilende overlæbe. Begges muskuløse, men anspændte kroppe.
Andrew fnøs hørligt ad tvillingens spørgsmål. Hjælpe? Ham? De ulmende blå øjne havde ikke andet end foragt til overs.
"Hvad fanden regner du med?" spurgte han tørt, henvendt til tvillingen. Han vidste godt, at Michael ikke ville kunne leve med at skylde ham en tjeneste, men ville føle pligt til det, hvis han gravede hans nosser ud af arresten. Ædle pikhoved. Som om Andrew nogensinde ville få brug for ham, mens han stadig sad fast i Sky City uden at turde tage et kig på Jorden. Andrew trak på den ene skulder. Hans kropssprog sagde, at de to bare kunne skride, hvis de ville. Vagternes pustende åndedræt kunne høres nu. Seks meter igen. Andrews øjne skinnede. Han behøvede fandeme ikke stoffer for at blive høj.
|
|
|
Gyderne
Aug 10, 2013 21:30:36 GMT 2
Post by Tenner on Aug 10, 2013 21:30:36 GMT 2
Det passede Michael fint at Andrew ikke følte for at hjælpe. Ikke at han havde forventet at fyren havde sagt ja. Den eneste person Andrew nogen sinde ville gøre en skid for var sig selv eller Morgan. Det mente Michael ihvertfald.
''Ingenting,'' Svarede Jones og trak på skulderne. Men så brugte de to brødre heller ikke meget længere tid på Andrew. De havde ikke tiden. Vagterne var al for tæt nu.
''Stop dem! I Rådets navn!'' Råbte den ene af vagterne, temmelig forpustet. Michael kunne ikke lade være med at smile. Andrew havde ladet dem gå og det ville vagterne ikke se stort på.
''Hyg dig med dem,''
sagde Michael og så tilbage på vagterne før han vendte sig og løb fra Andrew og vagterne. Jones kiggede et hjerteslag på Andy, ikke noget nær så vredt, før han fulgte efter sin bror.
|
|
|
Gyderne
Aug 12, 2013 12:55:56 GMT 2
Post by Xazal on Aug 12, 2013 12:55:56 GMT 2
"Ingenting," var tvillingens svar. Lige netop. Ingenting. Det var præcis, hvad Andrew havde i tankerne. Ingenting.
Tvillingens ord var ved at få ham til at smile - ét af de kølige smil, der vidnede om, at han var præcis så ligeglad, som alle gik og forestillede sig; at han ikke gav en fucking lillefingernegl til denne himmelske Sky City.
Men smilet på Michaels ansigt, der for Andrew mindede om lettelse, fik blodet til at rase igennem årerne, og han mærkede det, som om han hvert øjeblik kunne lette fra det hårde metalunderlag, der skulle ligne flisebelægning. Han havde lyst til at slå tænderne ud på ham. I dette øjeblik betød hans bror ingenting. Andrew spiddede Michael med blikket - selv, da Michael havde vendt ryggen til, var Andrews øjne rettet mod hans ryg, som om han ville brænde hul og koge alle hans indvolde ved blot at stirre.
"Kujon," sagde han. Ikke højt - bare knusende roligt frem for sig. En konstatering, der forringede hele Michaels personlighed. Måske hørte tvillingen det, for denne kiggede et øjeblik på ham, før han fulgte efter Michael. Han var pisseligeglad. Andrews bistre ansigt var fortrukket i en næsten ulveagtig grimasse med læberne fortrukket i en snerren og øjnene smalle.
Så mærkede han, at én af vagterne greb hårdt fat i ham - låste begge hans arme på ryggen - de havde selvfølgelig draget fordel af, at han stod med ryggen til. Men Andrew var ligeglad. Han kiggede bare på Michael med alle tegn på afsky. Den latterlige, blødsødne nar, der kun kunne tænke på sit eget skind. Ikke, at Andrew nogensinde havde forventet, at han skulle blive reddet - det var en principsag for ham. Man stak fandeme ikke af, hvis man havde jokket i spinaten. Den lille, slatne fedterøv. Kujon.
Andrew sparkede bagud - ramte vagten hårdt på skinnebenet. Men selvom vagten hylede, gav han ikke slip.
"Hey, hey, hey," sagde Andrew forsonende og drejede hovedet, så han kunne se på vagten gennem øjenkrogen. Morskaben var tydelig at høre i hans stemme, selvom øjnene lyste ildevarslende. "Jeres bytte løb den vej."
Et slag på kæben. Andrew smagte blod på sin underlæbe, som han uforvarent havde bidt i. Han spyttede heftigt og klatten landede præcis dér, hvor han ville have den. På vagtens skosnude var nu en brunlig plet af spyt og blod. Den skinnede rødt, da sollyset strejfede dem for en kort bemærkning gennem det utætte skylag.
"Den ene kan være lige så god som den anden," hvislede vagten. Andrew trak afslappet på skuldrene og lod som ingenting. Ventede på deres næste træk. De var kun tre. Han overvejede mulighederne, mens han stod med begge hænder fastlåst i den enes greb. Et spark til siden med et lille kropsvred ville få den ene til at vælte ind i dem. Måske ville det få Mr Handcuffs til at miste grebet. Nej, sandsynligvis ikke. Andrews ansigt afslørede ikke, hvad han tænkte i de få sekunder. Hvis han fulgte frivilligt med, var der sandsynlighed for, at rådet genkendte ham - måske satte de ham i forbindelse med mordene ... Og så ville missionen til Jorden være mislykket. Fanden stå i det.
Nåh, man kunne jo vente og se ... Sekunderne sneglede sig af sted, men Andrew tvang sig selv i ro. Tålmodighed var en dyd, eller hvad pokker man gik rundt og sagde. Lige nu kom det ham til gavn, at man ikke kunne aflæse én eneste følelse i det tillukkede, bistre ansigt. På en måde morede han sig kosteligt. På den anden side kunne han ikke slippe vreden, der havde fyldt ham på grund af Michael. Men han tvang det hele ind i det bageste af sit sind.
'Kom nu, ske nu noget,' råbte han i tankerne. Ventede roligt på, at én af dem skulle foretage en minimal bevægelse, der kunne være til hans fordel. Lige nu snakkede de bare deres eget sprog, mens den ene hev ham ind mod sin stinkende uniform ved sit solide greb i hans sammenlåste håndled.
Han kunne selvfølgelig også selv sætte lidt fut i dem ... Ikke smile. Ikke smile. Ikke smile!
|
|
|
Gyderne
Aug 14, 2013 17:20:19 GMT 2
Post by Tenner on Aug 14, 2013 17:20:19 GMT 2
Michael var ikke lang tid om at sætte farten op og han kiggede sig ikke tilbage. Hvorfor skulle han? Andrew kunne sgu forsvare sig selv og han kunne bare havde løbet ligesom dem eller havde sagt noget andet end mundlort, da Jones havde spurgt om han ville hjælpe. Sådan en idiot. Men der gik ikke et øjeblik, før en trak ham hårdt til siden og tvang ham til at dreje ned af en af side gaderne. Det var Jones, der så med vrede øjne på sin bror, da han stoppede ham.
''Hvad fanden har du gang i?'' Røg det ud af Michael. Vagterne havde travlt med Andrew, det var tydeligt, for der var ingen efter dem. Ellers havde de været her allerede. Men det var ikke derfor Jones stoppede dem.
''Hvad har Du gang i?! Du kan sgu da ikke bare lade ham tage alt lortet og løbe væk som en anden Kujon.''
Vreden i Jones stemme, kom bag på Michael et øjeblik, men han var ikke lang tid om at reagere.
''Det kan jeg da sagtens, idioten bad jo selv om det.''
''Hvad sker der for dig?'' Jones blik gjorde mere ondt, end Michael ville være ved. For Michael ville normalt aldrig havde gjordt sådan noget før. Han ville aldrig havde ladet end anden tage lortet for sig og stikke af. Han ville have blevet og hjulpet. Men han kunne ikke med Andrew. Aldrig i livet. Hans øjne blev smalle.
''Du ved ikke hvem han er.'' Michael stemme var iskold, men det fik ikke Jones til at ændre mening.
''Nej, måske ikke, men jeg kender dig og det klæder dig sgu ikke at gøre sådan noget.''
I et øjeblik stod de bare og så på hinanden. Vrede over at den anden ikke ville give dem ret. De kunne stå sådan længe, stædige, som da de var små og var sure på hinanden. Så kunne de sidde i hver deres hjørne af deres værelse og vente på hvem der først gav op og sagde noget. Men de var ikke små børn længere og pludselig slog det Michael hvorfor Jones var så opsat på at de ikke bare kunne efterlade Andrew. Normalt ville Jones opfange Michaels had til den person, og så ville han forstå hvorfor Michael nægtede at hjælpe Andrew. Men Jones nærede ikke den samme afsky for Andrew. Faktisk slet ikke. Det rev nærmest benene væk under på ham og han håbede seriøst at det var noget han bare bildte sig ind, midt i sin tilstand af at være skæv.
''Du..''
Nåede han blot at få over læberne, før Jones fnøs og begyndte at gå. Ikke mod gaden de kom fra, men længere ind. Det var ikke en blindgyde, men en gade der førte rundt om en bygning så de ville ende bag vagterne og Andrew.
''Løb du bare, jeg nægter at lade ham tage mit skrald ihvertfald.'' Sagde Jones med ryggen til sin bror.
Michael havde lyst til at nægte. Aldrig ville han bede Andrew om en tjeneste og der var ingen tvivl om at det var gengældt. Manden havde vel næppe brug for hjælp. Men han kunne ikke lade sin bror i stikken. Aldrig. Og så meget som hans hadede Andrew, så var det ikke nok til at forlade sin bror.
''Din fede idiot.'' Mumlede han vredt og fulgte med Jones, der ikke kunne holde et lille sejrs smil tilbage.
Gaden rundt om bygnings blokken var fyldt med containere og skrald, der kom til gavn for de to brødre i form af nogle efterladte metal rør de kunne bruge. Det var mere end de måske havde brug for, men drengene var skæve og rationel tankegang var ikke stor, selv om vreden gjorde det lettere for Michael at holde hoved klart. Et eller andet gjorde også at Jones kunne holde fokus. De fik listet sig hen til åbningen ud til den gade, hvor de var stødt på Andrew og lidt længere henne stod vagterne og havde et godt tag i Andrew. Hans arme var vredet om på ryggen, og de stod tre om ham... Men havde der ikke været flere vagter før? to mere eller sådan noget. Jones pegede dem ud længere oppe af gaden, hvor de gik i den retning Michael og Jones var løbet. Michael skulle til at sige noget, men før han vidste af det tog Jones skridtet ud og gik direkte mod vagterne, som opdagede ham et sekund for sent og fik jernrøret lige i baghoved. De to andre skulle også til at reagere og Michael trådte ud for at hjælpe sin bror... Ikke for at redde Andrew.
|
|
|
Gyderne
Aug 16, 2013 12:26:09 GMT 2
Post by Xazal on Aug 16, 2013 12:26:09 GMT 2
Andrew hørte ikke efter, hvad de tre vagter talte om. Det var en masse internt sludder om, hvad der var gavnligt for dem og deres position, hvis de arresterede ham. De prøvede at digte en historie, som var troværdig, for "fyren gjorde jo ikke rigtigt noget ligesom de lyshårede tosser, der stak af - men dét var til gengæld hans skyld!". 'Kom nu til sagen' tænkte Andrew utålmodigt. Han trådte ubemærket et skridt tættere på den vagt, der havde fat i ham; måske troede de, at han gjorde det for bedre at holde balancen, men Andrew gjorde aldrig noget uoverlagt for sin egen bekvemhed. Ikke på nogle måder. Han skulle lige til at læne sig bagover for at få den rette vinkel med albuen, som han ville støde direkte ind i vagtens side, men nåede slet ikke længere end til at tænke tanken, før vagten gispede og slækkede sit greb så pludseligt, at det var barnemad at trække hænderne til sig.
Andrew drejede overkroppen og fik i samme ombæring armene fri. Det første, han så, var én af vagterne, som knælede ved kammeraten, der var faldet. Ham, som havde holdt Andrew var også på vej ned i knælende stilling.
Men Andrews blik var hurtigt som lynet vandret over på ophavet til det hele - Michael og hans tvilling. Hvis han havde været vred før, var det intet i sammenligning med dét, han følte nu. Han løftede foden og rettede et spark mod den vagt, der havde haft fat i ham, og som næsten var på hug nu. Andrew havde lagt to og to sammen inden for få sekunder - og inden, vagten kom ned at sidde på hug, ramte Andrews fod ham hårdt på kravebenet.
Var han overrasket over, at de kom tilbage? Ja. Og han brød sig ikke om overraskelser. Hvorfor de to kujoner kom krybende som snothvalpe for at genoptage legen, gad Andrew ikke bryde sit hoved med. Det var underordnet hvorfor. De havde ladet det være op til Andrew at klare sig selv, og han havde lige affundet sig med, at det her var hans game. Hans lille selskabsleg. Og så kom de idioter tilbage og troede, at de kunne genvinde tabt terræn ved at redde den lille prins i knibe.
Andrew så udtryksløst på tvillingerne og fnøs kort. Han betragtede Michael, der fældede den anden knælende vagt med sin stump jern.
Men ham, der havde haft fat i Andrew, var ikke blevet slået ud af Andrews velrettede spark mod kravebenet. Han var på benene og styrede direkte imod Michaels tvilling. Andrew så til uden at røre sig. De ulmende blå øjne var næsten ubevægelige i hans kranium - flyttede kun fokus fra den ene til den anden uden at røbe en følelse.
Men så lød en advarende kommando bagfra. Andrew hørte løbende fodtrin i nærheden, men vendte sig ikke om, før det var tvingende nødvendigt - som om han ikke ville slippe tvillingerne og vagten af syne.
De to vagter, som var dukket op fra den ende, hvor Michael og tvillingen var forsvundet, havde løftet deres skydevåben. Andrew trådte et skridt baglæns, bøjede ned i knæ og sprang fremad med begge fødder pegende fremefter. De ramte hårdt den ene på maven og slog luften ud af lungerne på ham, da han faldt med et brag. Andrew afværgede sit eget fald ved at slå en kolbøtte hen over ham. Han landede på benene med den ene fod hvilende tungt på skydevåbnet.
"Hey, vi leger ikke med krudt her," snerrede han og lagde hele sin vægt på pistolen, "det er jo forbudt."
Han fnøs og smilede med tænderne. Øjnene skinnede af morskab. Det var, som om han var blevet et rovdyr parat til spring.
|
|