Gyderne

[Tenner]

Det hele gik så hurtigt og deres overraskelses angreb gav pote. Fik afledt vagterne og forvirret dem. Alligevel var der et øjeblik, hvor tiden stod stille. Det øjeblik hvor Andrew fandt ud af hvad der forgik og hans øjne mødtes Michaels.
Det var bestemt ikke gensynsglæde eller taknemmelighed der var i de blå øjne, og man skulle være en halvhjerne for ikke at forstå det. Michael ville det lige så lidt, som Andrew ville have hjælp af Jones og ham. Det var dog en ting de kunne blive enige om.
At aldrig i deres liv, ville de skylde den anden noget.

Men tiden stod ikke stille for evigt og Andrew sparkede en vagt helt ned, mens Michael måtte slå fra sig inden en af de andre vagter slog mod ham. Jones selv fik bankede en af vagterne ned og med et råb fra Michael, fik han besked om vagten der kom bagfra. De to arbejdede bedre sammen end de fleste nogen sinde kunne gøre sig forhåbninger om og det kom dem til gode i øjeblikke som disse. Råbene fra de tilkommende vagter tiltrak deres opmærksomhed, men de reagerede på ingen måde lige så hurtigt som Andrew gjorde. Våben. Det var mere alvorligt nu, end de nogen sinde havde prøvet. De så et øjeblik på hinanden og blev så igen trukket tilbage af en dyb stemme der ikke var Andrews.

''Gå væk fra det våben, stille og roligt.''

Det var den anden af de to vagter som havde trukket deres skydevåben, der havde det sigtet direkte mod Andrew. Manden var rolig, trods Andrews farlige udstråling.

[Xazal]

Brødrenes håndgemæng var mere eller mindre forbi. To af vagterne lå ubevægelige - sandsynligvis slået ud af de jernrør, mens den sidste sad og ømmede sig og stadig prøvede at komme på benene. Andrew holdt øje med de to lyshårede ud af øjenkrogen.

Ham, hvis pistol Andrew havde under foden, gispede efter luft og rullede om på maven for at rejse sig, men Andrew tog sig ikke af ham - kiggede fortsat på de lyshårede tvillinger ud af øjenkrogen, mens han gjorde indtryk af at ville springe fremad når som helst.

"Gå væk fra det våben, stille og roligt."

Andrew kørte en hånd igennem de lyse lokker og fnøs hånligt. Han pressede tåspidsen nedad og gik lidt væk fra våbnet. Men inden nogen nåede at røre sig, sparkede han hårdt til pistolen, så den kurrede hen ad metalasfalten og ind mellem to bygninger. Andrew spyttede på jorden foran vagtens fødder.

"Hva' så nu?" spurgte han tørt. Han drejede let hovedet for at fange Michaels blik med øjne, der lyste af afsky.

[Tenner]

De få folk der havde gået på gaden var løbet væk, da slåskampen var opstået og de sidste nysgerrige havde stukket halen mellem benene da våbene var taget frem. Så det var kun vagterne, Andrew og tvillingerne der var til stede. Michaels øjne var smalle og han veg ikke fra Andrews blik der brændte sig igennem alt, med sin afsky mod ham.
Det ville fryde Michael, hvis han var nummer 1. på Andrews liste over mest hadede personer.

''I er alle under arrest. For medsammensværgelse og vold mod tjeneste mænd.''


Det var en latterlig grund og Jones kunne ikke holde et fnys tilbage, mens vagten forsatte med at remse paragraffer og love op for dem, som de åbenbart havde overtrådt. Han var den af tvillingerne der stod tættest på manden, der sigtede på Andy og langsomt bevægede han sig der over. Blikket Andy sendte hans bror var ren syre og han undrede sig over, hvad der kunne få de to til at hade hinanden så meget?
Morgan? De kendte hende jo begge to, og Michael havde aldrig set mere hadefuldt på en person før, end hvad han gjorde i det øjeblik mod Andy. Var Andy interesseret i Morgan? Jones ville ikke være ved det, men et lille stik af jalouxi ramte ham. Vagten bemærkede hans bevægelser og pegede våbenet direkte mod ham.

''Bliv stående!'' Det var vel lidt af en aflednings manøvre. Hverken han eller Michael var tæt nok på til at kunne overrumple vagten, men Andy var.


Michael glemte et øjeblik alt om Andrew, da det dødbringende våben blev vendt mod hans bror. Hvad havde idioten gang i? Hjertet satte sig i halsen og han kunne mærke en angst sætte sig i ham, som ikke ville forsvinde før det skide våben pegede væk fra Jones.

[Xazal]

Andrews øjne veg ikke fra Michaels lige med det første. Det var, som om Andrews øjne brændte mere intenst, jo mere had Michael mønstrede at vise. Had mod ham, selvfølgelig. Det morede ham usigeligt. Hvis der var én, han skulle hade, når det kom til ham og Morgan, så var det den sentimentale, lille kælling. Men sådan lå landet selvfølgelig ikke - og Andrew kunne ikke være mere ligeglad. Hans afsky var først og fremmest møntet på Sky Citys højrøvede borgere og lovhåndhævere.

Andrews øjne vendte ikke tilbage til vagterne, da den ene forkyndte, at de var anholdt. Nej, han kiggede på tvillingen, fordi denne fnøs. Holdt øje med den lyshårede fyr, der kantede sig hen mod vagten.

Men så skiftede våbnet stilling. Det var slet ikke en del af planen. Andrew havde fandeme heller ikke tænkt på det her som en selvmordsaktion, men som en kæmpe fuckfinger skrådt op i røven på Sky City. Han anede ikke, hvor meget indflydelse Michael eller hans familie havde, men helt nede at røre slummen var de sgu ikke, at dømme efter deres udseende. Han kunne næsten lugte Michaels angst, før han så den i hans brune øjne. Uvilkårligt tænkte han på Jesse, der havde haft det samme udtryk i øjnene. Forskellen var, at Michael ikke sprang fremad som en okse... Det var da den mest fornuftige ting hos Michael, Andrew havde set hidtil.

Men én ting vidste Andrew, og det var nok for ham. Skide være med, hvem de var - fanden tage dem for overhovedet at have blandet sig i det her. Lige meget, hvis Michael kneppede Morgan - hun var alligevel alle vegne. Men den pistol var ikke Michaels, eller tvillingens. Det var hans.

De ulmende, blå øjne fandt tvillingens over vagtens skulder - et splitsekund. Så stak Andrew to fingre i munden og piftede gennemtrængende. Vandt et par sekunder, fordi folk ikke forventede den lyd.

Han løb fremad, greb vagten bagfra med en hånd klemt fast om hans strube og sparkede benene væk under ham. Der blev trykket på aftrækkeren, og et øresynderrivende brag gav genlyd i gyden, men kuglen svirpede lige forbi Andrews øre og op mod skyerne.

Andrew pressede hånden med våbnet ned i asfalten og klemte så hårdt om håndleddet, at manden skreg.

"Det er mig, du skal pege på med den dér, din beskidte fedterøv - ellers skal du ikke løfte det våben," hvæsede han og løftede mandens håndled og knaldede hånden med pistolen ned i asfalten igen og igen, til han tabte våbnet.
"God dreng," sagde han med en mærkelig, næsten høflig tone. Med et knæ i mandens skridt, var han på benene og kastede nu pistolen fra hånd til hånd.

"Vil du have den, brormand, eller skal jeg pisse på den?" spurgte Andrew Michaels tvilling. Der var intet spor af morskab i hans ansigt. Hans blik var beregnende. Han kiggede kort på Michael, der gjorde mine til at komme over til dem.
Det var en alt for velkendt følelse at have pistolen i hånden. Hvis han bare drejede den i hånden - holdt den i rette vinkel mod den sidste vagt, der stod og så chokeret til, ville det ligne scenariet fra dagen før.
'Mmm, jeg er kendt for at udleve det ene dejavu efter det andet,' fnøs han sarkastisk i tankerne.

[Josephine]

Hun fæstnede den lange ørering igen, mærkede den lange sorte fjer stryge sit kraveben. Hun havde et smil på. I det andet øre sad hendes musikdevice. Gjorde hende døv for alt andet. Bragede elektroniske toner ind i hendes øregange simultant. Den hæse mandestemme gjorde hende om muligt mere våd. Hun kastede med håret. Hælene klikkede.
Der var en sær skønhed over hendes tilstand nu.

Også selv om hendes øjne sved. Selv om hendes køn dunkede efter en duft og et favntag der ikke havde været. Ikke det rigtige.
For der var noget der var rigtigt nu. Noget som ikke alle kunne give hende. Hun lo næsten. Som om én kunne. Men han kunne. Det havde hun fundet ud af.

Alligevel var hun svært tilfredsstilt. Hun slikkede sin underlæbe og smagte sig selv på den. Hun rettede på den kavalerfremkaldende BH og havde fingerne i det nyfarvede hår, da hun kom om hjørnet.

Morgan så ikke andet end sig selv. Optaget af det. Nok. Mere end nok. Hun anede ikke uråd og selv hvis hun havde var hun sikkert forsat. Det sitrede i hendes fingerspidser. Hun følte sig langt mere levende nu end hun havde gjort siden hun var gået ud af Michaels hybel. Selv med Andys selskab. Men den fyr havde jo ikke kneppet hende og Morgan gjorde sig ikke til for ingen verdens nytte. Slet ikke når Andy var på den facon: Noget skal gøres og det skal være lige nu. Idiot.

Andy oplevede det anderledes i turmulten end det var. Kuglen fløj ikke op. Den fløj hen. Den landede i eftergivende, blødt kød. Den banede anden vej for kropslige væsker. Havde fart nok på til at slynge kroppen bagud og ned.

Som altid midt i et øjeblik hvor Morgan ingen kontrol havde følte hun sig lykkelig. Svævende fri. Hun holdt vejret, sugede ind og gav ikke slip. Et gisp der aldrig blev forløst. Hendes øjne spillede, hendes arme fløj fremover, rev i håret og hun formåede at holde luften i sig da hendes smukke, slanke legeme ramte vejen. Håret som en surrealistisk, psykadelisk strålekrans om hendes hoved, ikke helt sat op og ikke helt løst.

[Tenner]

Lyden af våbenet der gik af, var så pludselig og øredøvende at både Michael og Jones fik et chok. Men ingen af dem bekymrede sig om kuglen ramte nogen. Den fløj da op af? De begge stod klar, og holdte øje med om Andrew klarede det. Hvilket han til, ikke stor overraskelse, gjorde og på et øjeblik lå de fem vagter enden slået omkuld, stive af skræk eller i smerte på jorden.

''Nej, pis bare på den.''

Svarede Jones og tog det det ret roligt at Andrew stod foran ham, med et skarptladet våben. Michael derimod var ikke så rolig ved det. Han havde en dårlig fornemmelse med det hele. Deres drenge streger havde udviklet sig til at blive al for alvorlig og at vikle sig ud af denne her ville ikke være lige så let. Jones skulle fandeme også spille helt, hva? Idiot. Inderst inde var Michael dog taknemmelig for, at kuglen ikke havde ramt hans bror. Det var gået så hurtigt at han et øjeblik havde følt, at gulvet under ham forsvandt da han hørte lyden. Det gav ham kuldegysninger. Men hvorfor kunne han ikke slippe det?

Et skrig lød. Et skrig der gik gennem marv og ben, der fik dem alle til at vende sig mod det. Det var en kvinde, der bakkede væk... fra en livløs krop der lå på vejen.

[Xazal]

Andrew kastede fortsat pistolen fra hånd til hånd, men standsede ved tvillingens ord. Han fnøs, men tog ikke tilløb til at sige noget. Hans fingre gled hen over metalrøret og håndtaget med aftrækkeren. De blå øjne vandrede fra tvillingens brune øjne til Michaels, der var knap så rolige. Han løsnede langsomt grebet om våbnet, så det faldt ned på asfalten med en metallisk skraben. Gjorde mine til rent faktisk at lyne bukserne op og pisse på det, men ombestemte sig. Han bøjede sig ned, samlede våbnet op og tømte magasinet.
Han forestillede sig, at magasinet blev tømt i de 5 vagters kranier, men forsøgte sig ikke med det. Ikke denne gang. Han lod ammunitionen sprede på asfalten, før han atter kylede våbnet væk med en skødesløs mine - ligeglad med, hvor det havnede.

Så lød det forskræmte hyl i nærheden. Andrews blik fløj i retningen af lyden; han havde opdaget, at både Michael og hans bror også havde rettet opmærksomheden på det sted.

Andrew skridtede langsomt derhen - ikke spor nysgerrig. Én eller anden sart dulle var sikkert kommet forbi og besvimet af skræk, eller noget tilsvarende. Men han gik alligevel fremad, roligt og med forventning om, at han måtte springe på tøsen for at få hende til at holde kæft. De havde ikke råd til, at der kom vidner til og hidkaldte flere vagter. Fandeme nej.

Da han stod ikke mere end 3 meter derfra, var konturerne af den slanke kvindekrop ikke til at tage fejl af. Det blå hår skreg sin provokation ud mod dem, som en sygelig muteret verdensopfattelse. Det blå hår kunne have narret ham, hvis ikke han havde set selv samme ansigt omkranset af lyst hår:
Ofelia.
Morgan.
Det ville aldrig blive svært at genkende hende igen.
Morgan.

"Du har altid gerne villet lege med de hårde drenge," fnøs han til den livløse skikkelse og prikkede til hendes arm med skosnuden. Så vendte han sig mod Michael, der var kommet nærmere. Løftede et øjenbryn i en misbilligende grimasse.

[Josephine]

Hun nød det. Den gennemborende smerte der fik hende til at glemme hvem hun var. Glemme at hun havde glemt hun burde vide hun var glemt. Den rødglødende smerte der fik det til at bruse i hendes krop. Ørerne der sang med ringen så høj hun ikke var sikker på om det var en illusion der blokerede den virkelige verden ude så hun kunne blive i dette, for evigt lyksalig.

Morgan holdt vejret til hendes krop spjættede efter luft og hendes leddeløse krop igen blev stiv af kontrol. Hun havde et eller andet sted langt væk hørt ordene til hende og det smil der fulgte deraf var grufuldt. Hostet der havde bragt hende tilbage til den kolde grund, havde farvet tænderne røde af blod og rendte fra mundvigen. Hun satte sig op, hvilket var en fejl, det svimlede for hendes blik, farvede det sort, derpå hvidt. Hun mistede blod.

”Du ved,” sagde hun krast. ”Jeg føler mig helt rigtig når jeg gør det forbudte.”

Først da gik det op for Morgan at hun var såret. Først da gik det op for hende at den tårnhøje skikkelse der tronede over hende var Andy. Først da mærkede hendes hænder efter smerten. Havde Morgan vidst noget ville hun vide at det var galt med nogen indre organer, ellers ville hun ikke hoste blod. Hendes åndedræt var hvæsende. Hun blødte ned over sin BH på jakken, gennem brystet. Den manglende ilt og blodet der forlod hende gjorde hende ikke mindre svimmel.

Hun lo. Blålilla hår klistrede sig fast til hendes hals hvor blodet havde noget at sætte spor mens hun lå ned. Hendes latter var noget mangelfuld, som kunne det ikke rigtigt slå igennem, hvilket fremkaldte myrekryb hos dem tæt på, der så glæden og liden smerte i det kønne ansigt.

[Tenner]

Det tog et øjeblik for Michael at følge efter Andrew. Hans bror stod ved siden af, mindst lige så lamslået. En ubehaglig fornemmelse lå i ham. Det knugede om hans mavesæk og han havde følelsen af at han skulle kaste op. Det skete bare ikke.
Da Michael nærmede sig kroppen og så Andrew misbilligende grimasse mod ham, glemte han et øjeblik vreden mod den mand. Hvorfor så han sådan på ham? Og hvorfor gav det ham hjertebanken? ... Andrew ville aldrig havde set op på den måde, hvis ikke det var en han kendte.

Kvinden satte sig op. Blåt hår, rødt blod og et krid hvidt ansigt. Hun levede. Men det var som en mavepuster ... Havde det ikke bare været en forstilling i den påvirkede tilstand at han havde troet at han havde set hende.
Set Morgan.
Han stoppede op af ren refleks, ikke mere en et par meter fra hende. Overbevist om at det var et mareridt han befandt sig midt i, men han tvivlede.

''Morgan?''

Han stemme skælvede, som en der havde fået en mavepuster og før hans selv vidste af det, havde han taget to skridt og var ved hende på hug, med en hånd mod hendes ryg.

''Hvad fanden laver du?'' Hvæsede han ud gennem sammenbidte tænder, men det var ikke rettet mod hende. Hun havde blot været det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Hans øjne så ned af hende og stoppede ved skudhullet. Der skulle gøres noget. Hurtigt. Jones havde da også allerede hevet sin Teler frem og var ved at ringe efter en sygetransport.
Vreden i Michael var tilbage. Flammede op og der var et sted at rette den mod. Andrew. Måske uretfærdigt, men han så op med brændene øjne på manden der stadig stod op og virkede synderlig ramt af det.

[Xazal]

Andrew stod blot og inspicerede Morgan med sit udtryksløse, om end granskende blik. Morgan kendte blikket - ville føle sig provokeret af det, hvis hun havde været helt nærværende. Som hun altid følte sig provokeret, når han krævede noget af hende. Hendes ord fik ham til at smile - det var et ægte smil for en gangs skyld, og hele det bistre udtryk forsvandt fra hans ansigt et øjeblik. Kun det ene øjeblik. Følelserne forsvandt lige så hurtigt, de var kommet og efterlod ham rugende med de intense øjne rettet mod Michael, der nu var kommet til. Han havde set, hvad han skulle.

Andrew fnøs bare, da Michael kiggede på ham med vreden i de brune øjne. Det første, Andrew selv gjorde, var at slå Teleren ud af den lyshårede tvillings hånd, inden han fik ringet op.

"Vi skal ikke bruge sygetransport," snerrede han koldt, ligeglad med, hvordan de ville reagere på det. De havde ikke brug for at få endnu en latterlig, officiel instans på nakken. Det eneste sted, de skulle hen nu, var til Lou Lou's - og dét, uanset om Morgan ville eller ej.

Han kiggede bare ligegyldigt på Michael, irriteret over hans bekymrede mine. Bekymring tog for lang tid - forhindrede øjeblikkelig handling. Han skrævede over Morgans skikkelse og tog hendes board. Sparkede hendes taske ud til siden for at få mere plads.

[Josephine]

Morgan spidsede sin læber, men hendes blik blev hårdt.

"Ser man det, Wonderboy og dig," sagde hun hvæsende, små bobler af blod stod ud af hendes næse ude af hendes kontrol.

Hun prøvede at få sine tanker i orden. Alt hun så var Michael, han var smuk. Hun kunne godt lade som om det ikke betød noget for hende. Men det gjorde det. Var det ham? Men så tæt på kunne hun mærke den velkendte varme. Hun kunne mærke hans hænder. Hans kæmpemæssige krop der prøvede at beskytte hende.
Hun blev kvalt.

Det var ikke Michael hun så på da hun hostede mere blod op i sin hånd. Det var Andy.
Hun tørrede sig overlegent med håndryggen, hvilket gav et spor af mærkerødt blod langs hendes ansigt. Hun rystede nu, hvilket hun ikke selv kunne gøre noget ved. Hun skubbede Michaels bekymrede hånd væk, men det var uden egentlig styrke.
Morgan havde inde i sit hoved endnu ikke fattet hun var blevet skudt. Hun havde ikke hørt lyden og normalen var ikke at man gik med skydevåben. Nogensinde. Men hun kunne heller ikke forstå hvad der så var sket. Hvad der havde sendt hende ned på jorden. Hvad der havde slået hende ud. Hvad der fik hende til at bløde.

Hun smilede atter og fangede Andys blik, rakte hånden op mod ham.

"Dans med mig, Darling."

Hun sagde det som en ordre. Gør noget for mig. Gør det. Eller lad mig dø.

[Tenner]

Jones så forvirrede ud, da hans teler pludselig blev slået ud af hånden på ham. I et øjeblik forstod han ikke Andys handling. Han forstod ikke, hvorfor de ikke bare kunne ringe efter den skide syge transport, som Morgan havde brug for hvis ikke hun skulle dø af blodmangel. Men Andys øjne fortalte, at han havde en plan. Det var ikke bare af ren panik at han ikke ville have nogen fra det offentlige til at tage sig af det... For så stod de alle tre i lort til halsen.

Men Morgans liv var vigtigt. Og at begynde at diskutere med Andy lige nu, ville ikke gavne hende overhoved.


Der var absolut ingen tegn på gensynsglæde i Morgans øjne, og det var heller ikke fordi hun var for påvirket af smerte og blodtab. Det føltes som et slag i ansigtet, ligesom det gjorde da hun flyttede hans hånd og kiggede på Andrew. Det var Andrew hun ville have. Andrew hun ville have til at hjælpe sig og ikke ham. H

''Dans med mig, Darling.''

Lod hendes raslende stemme, mere bestemt end man skulle tro det var muligt for en person i hendes situation. Hans krop blev anspændt og han så op på Andrew.

''Hvor skal hun hen?''

Hans tænder var sammenbidte og han havde lyst til at skubbe ham væk og bære Morgan til det nærmeste menneske, der kunne redde hendes liv. Men det ville ikke hjælpe. Og det var ikke ham hun ville have. Det var Andrew... Og at bryde ind og kræve at han skulle hjælpe ville ikke gøre tingene hurtigere.

[Xazal]

Andrew så udtryksløst på tvillingen, der virkede anspændt. Derpå kiggede han på Michael, og hans blik, der før havde været udtryksløst, blev hårdt som sten. Utilnærmeligt. Michaels bekymrede øjne, der fulgte hver og én af Morgans bevægelser og hans beskyttende arm omkring hende var et ynkeligt syn. Andrew skulle til at svare Michael - sige, at kun Gud vidste, hvor Morgan skulle hen. Det ville om ikke andet more ham de næste par minutter, men Morgans stemme tiltrak sig hans opmærksomhed.

Andrew blev irriteret, fordi han vidste, at Morgan selv nu kunne tiltrække sig præcis den opmærksomhed, hun ønskede. Han fik lyst til at slå hende, men beherskede sig. De ulmende, blå øjne borede sig ind i hendes. Hendes ordre var kun et ekko af dét, han oprindeligt havde tænkt sig med hende. Nu fik han lyst til at ruske det sidste liv ud af hende og skride.

Andrew rakte en hånd ud, greb alt andet end blidt om Morgans og trak hende brutalt op at stå, selvom hendes kraftesløse krop ikke kunne stå på nogle måder. Hun hang nærmest i hans hårde greb, men han tog sig ikke af det.

"En sidste brudevals, Morgan," sagde han tørt uden at slippe hendes blik. Smilet, der ikke var et smil, var hånligt og destruktivt. Måden, han sagde hendes navn på, var næsten knurrende. Hans fingre på den anden hånd slap boardet, så det landede skødesløst ved siden af ham - hoppede et par gange, før det lå helt stille.
Andrews blik var stadig hårdt, da han vristede det fra Morgans øjne og kiggede ligegyldigt på de to andre. Udtrykket i hans øjne sagde, at Morgan burde kunne stå selv - velvidende, at det var en ydmygelse.

Han gjorde et hovedkast mod tasken, som om det var en pludselig indskydelse at tænke på Morgans ejendele.

"Den kan I jo tage jer af," fnøs han kort uden at uddybe. De vidste vel godt, at Morgans ting skulle tilbage til lejligheden over Lou Lou's. Ellers gad han ikke bekymre sig om, hvor den havnede. Med den anden arm løst om Morgans liv, trådte han over på boardet - og endnu inden Morgans fødder, slapt fandt til rette på det, havde Andrew kastet det opad med et lille vip af foden mod bagenden. De svævede ca. halvanden meter over asfalten, da Andrew tog sig af tvillingernes reaktion.

((Jah, det kan ikke blive meget bedre. Mine små, mentale noter hist og her var vist ikke til megen gavn, og nu giver jeg lige Michael og Jones tid til at reagere.))

[Tenner]

Michael var lige ved at sprænges. Den måde Andrew så brutalt trak Morgan op og hans skødesløse holdning til hvad der var sket, bragte Michaels indre i kog. Han havde lyst til at slå manden ned. Banke ham synder og sammen, velvidende at det intet gavn ville gøre situationen lige nu.

''Den kan I jo tage jer af,''

Alligevel reagerede han instinktivt og trådte et skridt mod Andrew, da denne henvendte sig til dem, med et fnys. Sm om de ikke kunne hjælpe på nogen anden måde. Idioten følte sig vel højt hævede, fordi Morgan ville have hans hjælp.
Ikke en gang vreden kunne lægge en dæmper på, hvor hårdt det sårede, at Morgan fortrak Andrew. Det var vel hendes måde, i hendes tilstand, at afvise ham endnu en gang. Han havde virkelig troet at selv om Morgan var skredet i løbet af natten. Selv om hun skrev det hele var en løgn... Så havde hun stadig følelser for ham. Det var en lodret løgn, at hun skulle have forgivet det.
Men Michael så det vel med egne øjne nu. Hun ville ikke have ham, end ikke når hun lå med et dødeligt sår.
Hans fremmarch mod Andrew der hoppede op på boardet, blev dog stoppet af hans bror. En hånd på hans arm og Michael stoppede. Han var så vred, at tænderne nærmest gned mod hinanden og han så efter Andrew der havde skubbet boardet videre og svævede væk, med Morgan hængene i sin arm.

''Kom,'' Lød Jones stemme. Rolig. Ikke vred eller panikslagen som Michael måske selv ville havde lydt, hvis han havde åbnet munden. Men de vidste begge hvor tasken skulle hen. Til Lou Lou. Om det så var der Andrew tog Morgan han, var jo så ikke til at vide. Med vrede skridt gik Michael hen og tog Morgans taske. Alle hans bevægelser var præget af den arrigskab der lå i ham over hele situationen. Han var vraget. Kasseret. Blot en lille leg.
Måske skulle han bare holde sig væk. Han ville faktisk helst bare holde sig væk, ikke se de to mennesker igen. Hvad fanden kunne han gøre?
Alligevel førte hans faste skridt mod Lou Lous, og kun fordi Jones bad ham om det, blev det ikke en direkte vej, eller med røret. Der var jo ingen grund til at lede folk til dem.

[Josephine]

Andys arm om hendes liv pressede forkert. Det gjorde ondt på en måde som hendes selvpinende jeg elskede. Hun hostede blod op. Hendes øjne kunne ikke fokusere. Hun kunne ikke tænke. Det plørrede sammen.
Hun faldt helt sammen. Stod faktisk ikke selv. Hvæsede efter vejret.

"Luft," sagde hun så flyvsk at vinden tog det. Hun ville have sagt hun ikke fik nok, men besvimede i stedet.