"Udsynet"

[Josephine]

Morgan ville have kastet med håret, havde det ikke været sat op. Hun var fuldt ud klar over at havde Michael ikke været der var hun kommet i olie plettet for store bukser og en sports-BH. Kjolen var helt og holdent for hans skyld fordi hun vidste at hun var tæske lækker i den kjole. Og hun aldrig havde haft den på. Det var den forfærdelige vane med at se noget smukt og lysten til at eje det. Noget hun var sikker på hun havde arvet efter de to gribbe der sad ved samme bord som hende. Måske nærmere som en ravn. Ting der skinnede måtte hun bare lige se på.

"Pff. På et sådan sted? Det kan enhver alkoholiker blive," var Dinas svar til Michael.

"Du har aldrig været der," snerrede Morgan. "Så hvad med du lukkede din stramme hønserøv af en mund omkring noget du ikke ved en skid om og fortærrede det der så populært bliver kaldet en appetizer."

Måske mærkede Michael den spænding der opstod, men Glenn fortsatte med at spise og Dina slagtede nærmest salaten med sin kniv og gaffel. Ikke længe efter stod Rasmus der.

"Bekom forretten herskabet?" spurgte han stift.

"Det var vidunderligt, vores kompliment til Andreas," svarede Dina overentusiastisk.

"Ih ja, fortæl ham at de moste bær virkede en smule ... hvordan skal jeg sige det? MUGNE." så vendte Morgan sig væk. Hun rystede næsten. Havde lyst til at kaste med stolen og råbe og skrige som en sindsyg. Var det ikke for aftalen var netop det sket.
Rasmus virkede en smule forstyrret og Dina rystede diskret på hovedet mens han samlede tallerknerne ind og gik mod køkkenet i midten.

"Min bror fortalte at det går udmærket på ingeniørskolen?" sagde Glenn.

"Mmm. Det går fint," svarede Mrogan med læberne på glassets kant. "Michael arbejder med at gro jeres fantastiske bær, ikke sandt, honeybun?"
Hun smilede til ham over kanten på glasset.

[Tenner]

Michael kunne ikke skjule sin irritation over Dinas holdning til Lou Lous. Det var ligesom når Lia snakkede om baren, Dina var bare skridtet videre. Lia kunne i det mindste holde sin mund for det meste fordi hun vidste det irriterede ham. Og fordi de begge ikke gad at diskutere det mere.

''Aarh, Lou lou har i det mindste smag.''

I forhold til dem. Han rakte sin tallerken til tjeneren, men skænkede ham ikke et blik. Det var ikke svært at se på Morgan hvor gerne hun ville gøre et eller andet. Glenn virkede da i det mindste nogenlunde fornuftig af de to, men han var lige så stor en del i at have svigtet Morgan jo. Idioter.

''Ja.''

Han lænede sig afslappet på bordet og fingrene følge det fine glas linjer inden han tog det op. Men drak ikke af det endnu.

''Jeg har sgu stået i mit ansigts sved og dyrket de forbandede bær og så vælger restauranten de mugne...''

Så tog han en ordenlig tår af den stærke drik og smilede til Glenn og Dina. Hans gyldne hår hang lidt ned i øjnene på ham, men han gad ikke fjerne det.

[Josephine]

Dina vendte sit ansigt skarpt mod Michael.

"Nej!" sagde hun i en tilsvarende tone. "De er ikke mugne. Det er de bedste bær der kan købes for penge."

Hendes hals var begyndt at blive rød i plamager. Hendes ansigt var stadig perfekt men det var tydeligt at det var på grund af den tykke sminke der fik hende til at se yngre ud der holdt den perfekte form og farve.
Men Morgan hun lo. Hun kunne ikke stoppe igen. Latteren kom helt fra bunden af hendes sjæl og fordi at Michael rent faktisk havde fået en ægte hidsig reaktion ud af Dina. Latteren fik Dina til at smække hendes behælede fod ned i gulvet. Det gav et smæld.

"Dina, skat," sagde Glenn en smule ophøjet.

"Ja Dina darling," sagde Morgan med et smil. "Vi morer os bare ikke?"

Din gispede næsten efter vejret og greb efter sit vandglas som var det hende redning.

"Men arbejdermand ved nok mere om det en eller anden kok der får det hele serveret foran ham." Hendes fingrer var begyndt at slappe af igen. Hun hørte godt sangen skiftede. Hun vidste at hver gang Glenn og Dina var her spillede de faktisk kun deres musik, hvilket gjorde hende en smule hidsig. Måske var det derfor hun ikke brød sig specielt meget om kærlighedsmusik og eller gedint pop, det meste der var up to date var produceret af dem. Men Rasmus havde åbenbart også sat hendes ønsker højt og den sang der kom på passede egentlig slet ikke til stedet. Det gjorde hende bare lidt glad at den stakkels tjener havde vist den slags venlighed mod hende der ellers ikke havde skænket ham en tanke. Måske ville hun have ventet på at han ville få fri og så været taget med ham hjem. Men den eneste hun havde lyst til at åbne sig for var Michael. Alligevel kunne hun godt nærke at den der sang ville få hende til at gøre noget uetisk. De første toner var bare for æggende. Den kaldte på hende. Og en stripperstang.

"Ooooooh sometimes I get good feeling, yeah
I get a feeling that never, never, never, never had before."

Sang den flotte stemme og Morgan lagde en fin understemme til den.

"Jeg har bare sådan en lyst til at danse." udbrød hun, eller whisky'en. Det var vist ikke de normale 40 % der befandt sig i det hun drak.

"Du bliver siddende," Glenns autoritet skinnede pludseligt igennem. Dina smilede taknemmeligt, men Morgan blev stiv. Hans stemme havde været hård, men ikke en man modsagde. Hvis ikke det var for stemmen der inde i hende fortalte at hvis hun nu gjorde noget dumt ville det få konsekvenser for Lou Lou.

"Et interessant valg af arbejde," fortsatte Glenn og ignorerede sin datters utilslørede vrede. "Jeg må indrømme at jeg aldrig selv har fundet den slags arbejde interessant, men ret fascinerende at sådan kan der opstå liv. Det er et respektfuld erhverv."

Dina der nu havde fået samlet sig og drak af sit vinglas smilede og nikkede: "Bestemt. Yderst respektablet og for hele byens bedste. Ligesom vore erhverv."

[Tenner]

Michael tog sig ikke at Dinas skarpe blik. Han så bare tilbage, med et blik der sagde 'og hvad så?'. De havde ikke været mugne de bær de havde fået serveret, langt fra, men hun ville ikke kunne få ham til at sige hun havde ret. Michael vidste hvad han syntes om Dina og Glenn, og det kunne de ikke ændre på. Om de så havde været de sødeste forældre, ville han stadig ikke bryde sig om dem. De havde røven fuld af penge og tog for sig af godterne frem for alle andre. Havde det været nede på jorden, hvor pladsen var nærmest uendelig, ville han måske være af en anden mening. Men Skycity havde begrænsninger. Begrænsninger som alle burde levede under, men nogle ragede alligevel til sig.

Morgans latter var befriende og den stoppede al for hurtig sammen med hendes lækre sangstemme da hendes far brysk bad hende blive siddende. At Morgan stivnede på den måde overraskede ham og det viste hans ansigt også et kort øjeblik før det gled væk igen. Glens og Dinas stemmer var en mumlen af tomme ord for ham. Så de syntes det var respektable? Det var da altid noget, men var meget mente de egentlig.
Men det der skar ham i ørene var Dinas sidste ord.

''- Yderst respektable og for hele byens bedste. Ligesom vore erhverv''

Han fik en rynke mellem øjenbrynene, men afskyen ved hendes ord var ikke til at se. Ikke helt. Ikke endnu. Roligt rettede han sig lidt op og så over på damen, men al sminken. Dina. Hun var køn ja, men hvordan Morgan kom fra hende kunne han ikke fatte.

''På hvilken måde hjælper store popmusikere byen?''

Hans stemme var afmålt og mest fordi han skulle holde på sig selv for ikke at vise sin hidsighed.

''Jo vist, de spreder måske glæde i korte perioder, men tilgengæld tager de al pladsen. Deres store penthouslejligheder, med udsigt over skyerne bliver ikke ophævet af den korte glæde deres stemmer måske giver.''

Han var stadig rolig. Han prikkede til hendes ord. Brød sig ikke om at hun så deres arbejde lige så betydningsfuldt som hans. Eller alle andres. Musik var en del af hans liv, men hvorfor skulle det promoveres og laves til en penge maskine? Den bedste musik han havde hørt var hjemme i stuen, eller da Morgan sang på scenen i går aftes. Hvor han ønskede at Maddie aldrig blev fanget i Glenn og Dinas verden.

[Josephine]

"Musik er rygraden i det her samfund." svarede Dina spidst. "Uden musik ville alle have været slaver af deres arbejde. Der er ikke andre muligheder for ... ja, for underholdning. Den musiske kunst bidrager til samfundets sind. Ikke Glenn?"

Det var ikke fordi Glenn lå under tøflen, men hans kone krævede opbakning og selv om hun burde opfører sig som en ældre forfinet dame opførte hun sig nærmere som en sidst i 30'erne, fyldt med politiske meninger.

"At nogle folk ikke kan formå at skabe sig et bedre hjem, end leve i et kollektiv, er formentlig ikke vores problem, som har arbejdet for at komme til toppen og nyde udsynet," svarede Glenn i stedet for.

"Fri os vel," lo Morgan. "De rige har talt."

"Du har måske glemt at fortælle din ... ven at du er præcis ligeså 'rig' som vi er?"

Glemt var måske så meget sagt, men Morgan havde bare ikke sagt det. Hun så på Michael. Usikker på sit ansigt og på hvordan han ville tage det.

[Tenner]

Et forvirrede blik gled over Michael da Glenn afslørede at Morgan åbenbart havde mange penge. Hun havde sagt at hun ville arve fra dem, men han havde ikke troet det var seriøst. Ihvertfald ikke helt. Men det var også lige meget, det var ikke pengene det kom ud på og hans ansigt blev hårdt da han lænede sig tilbage.

''Vi kan blive enige om at musik hjælper på mange til og at man skal arbejde for føden, men det er ikke en livs kilde.... Og hvorfor skal en popsanger der står på scenen, ung og smuk, tjene flere millioner og leve i en kæmpe lejlighed. Alene, eller måske med en kæreste, men alligevel med plads til 3 familier på 5 personer hver?''

Hvor havde han længe haft lyst til at fortælle de rige lidt om tingene. Hvordan de nærmest skubbede folk ud over kanterne fordi de krævede al pladsen.

''Når en familie far til 4 børn, må slide sig halvt ihjel hver eneste dag og så knap nok har plads til sin familie i deres lille lejlighed de er nød til at dele med en anden familie. Hvornår er det nogen sinde blevet en fair fordeling, som alle de fine i rådet altid snakker om.''

Han lod hånden glide i gennem sit hår. Forventede ikke at Dina og Glenn ville forstå eller kaste sig ned og sige de ville give al deres plads væk. Tvært imod.

''Vi lever på et så begrænset område og vi bliver hele tiden flere, men der er ikke plads...''

Han så irriterede på de to ældre mennesker.

[Josephine]

Morgan følte sig ramt. Han ville ikke engang se på hende. Var hun nu for ham så ækel at han ikke kunne se på hende. Hun kunne jo godt mærke på ham at folk med penge og plads ikke var noget han holdt af, men ja. Og løjet havde hun ikke. Han havde bare ikke spurgt. Og hvem ville også gøre det? Hun tømte glasset igen.

"Populationens stigning er ikke mit problem, jeg har ved kun at få ét barn bevirket netop det. Jeg synes at det forslag det daværende Råd opstillede om at en familie max måtte få to børn var udmærket." svarede Dina. "Det er overdrevet at have brug for flere."

"Nu har du ikke ligefrem haft brug for nogen børn," sagde Morgan, skudt ud af hende fordi det var en mekanisme når hun befandt sig sammen med Glenn og Dina. Men der var en anderledes ophøjet ro over Morgan nu, end før. Noget af glæden var væk og tilbage var der bare et alvorligt smukt ansigt med høje markante kindben. Hun lignede lidt en forhistorisk dronning der tronede der. Hun både passede ind og var en anormalitet.

"Det begrænsede område vi lever på har til hver en tid været oplyst til folket, at de vælger at reproducere sig selv så voldsomt er næppe hele befolkningens problem," svarede Glenn, med sin tillærte accent. Morgan havde aldrig set Glenn ung, men hun vidste at han måtte have været en smukt mand, hvilket altid slog hende i hans selskab

[Tenner]

Michael fnyste. For ham var det så forkert på alle punkter, at have det på den måde. Hvis folk ville have børn, måtte de da få lige så mange de ville have men som menneske burde man uanset hvad være stor nok til at dele. Det her oppe i byen var ikke naturlige forhold for dem. Pladsen var trang og så måtte der deles.

''Det er overdrevet at have 4 værelser og en stue på 68 kvadrat meter, hvis man alligevel ikke bruger det.''

Han så et øjeblik på Morgan. Hvordan hun havde med alt det her, var svært at bedømme og efter at det var blevet sagt at hun havde mange penge, opførte hun sig anderledes. Rolig. Hans glas blev fyldt op igen uden han rigtig bemærkede det, for lysten til at tage Morgans hånd og stikke af med hende.

''For min skyld må i sgu gerne beholde alle de her fine genstande, eller alle jeres penge.''

Han trak på skulderne. Arbejdede på at få nogenlunde styr på sin vrede igen, selv om det var fristende at kast med klasset. Til forskel for de plastik glas man normalt brugte, der hvor han kom, ville det knuses.

[Josephine]

Morgan mærkede hvordan alkoholen begyndte at overtage hendes blod. At alkoholen var hendes blod. Hun sukkede. Men ingen hørte det.

"Jeg er sikker på at havde du muligheden for din egen plads, sågar dit eget værelse ville du ikke tøve med at kæmpe for den fred det giver. Den slags frihed er penge værd," prøvede Glenn at ræsonnere. "Vores hjem er åbent, men du har ret i at vi ikke vil dele det."

"Årh Glenn. Hvad nytter det?" Dina smilede undskyldende til Michael. "Men du har jo allerede besluttet dig for at vi er over din standard."

"Måske vil han bare gerne selv bestemme hvad han mener," snerrede Morgan. Hun rejste sig. "Jeg skal pisse."

Hun så på Michael. Vidste ikke helt hvad hun ville sige. Måske om han ville gå med. Men hun vendte sig.

"Sikke en humørspreder," sagde Dina

[Tenner]

Nej. Michael havde ikke problemer med at dele, og selv om pladsen var trang kunne man sagtens få sin fred. De var nogle sarte nogle, kunne ikke klare en skid. Og nej... Han havde ikke besluttet sig for at Dina og Glenn var over hans standart. De var langt under. Han spændte i kæbemusklerne og skulle til at give et svar igen da Morgan rejste sig, forklarede hvad hun skulle med tre ord og vendte sig om. Han så efter hende et kort hjerteslag. Han skulle ikke sidde alene her med de to tørvetrillere.

''I må have mig undskyld, jeg skal også pisse''

Sagde han kort for hoved mens han rejste sig og ventede ikke på at de sagde noget efter ham. Han gik bare efter Morgan.

''Morgan..''

Sagde han da de var ude fra hendes forældres hører vidde, som for at bede hende sænke farten.

[Josephine]

Glenn så efter de to unge men blev revet tilbage til det virkelige af Dina der straks måtte ud med hvordan hun havde det med deres fælles barn. Om hun forstod hvordan Morgan kunne være bekendt at lade dem udstå det her hver gang. Glenn var ikke dum og borgerlig på samme måde som sin hustru. Han var udmærket klar over deres fejl. Men det ville han aldrig indrømme

Men Morgan fortsatte til hun åbnede døren til et af de store multikønnede toiletter. Først da vel ude for alle øjne og øres vidde anderkendte hun hans tilstedeværelse. Morgan vendte sig skarp mod Michael. Stoffet om hendes ben dansede og tydliggjorde det svaj der var i hendes hofte mens hendes vægt lå på det høje ben. Hendes arme var korslagte og hendes ansigt hårdt og uopnåeligt. Hun gjorde sig klar på at Michael ville kalde hende en løgnagtig luder og så smutte. For altid. Hun gjorde sig klar på at skulle udholde aftenen på trods af det.
Hun mærkede hvordan hendes hoved summede og hendes lemmer ikke helt var i den sædvanlige kontrol. At hendes krop længdes efter Michael og at hun ikke helt formåede at skjule sine udvidede pupiller, klamme hænder og forstørrede læber. At det ikke var meningen hun ville ligne en sexkilling lige nu, men at det i større grad var præcist det hun gjorde.

"Så kom med det," nærmest sukkede hun med en lidt rystende stemme. Grunden til det aflukke det alt for store lyse toilet gav var at hun for en gangs skyld ikke var ligeglad med hvad hendes forældre tænkte. At hun ikke ønskede de skulle vide at Michael gjorde hende sårbar.

[Tenner]

''Så kom med det,''

Han lod toilet døren lukke efter sig. Det var måske dame toilettet, men det betød intet lige nu. Michael var ikke i tvivl om hvad hun mente. Det var omkring det med pengene, at hun åbenbart havde en formue. Det var kommet bag på ham, men havde hun taget det som om han hadede hende på grund af det?
Det gjorde han ikke. Hvad for en person ville han ikke være hvis han hadede hende fordi hun havde penge fra sine forældre. Hun boede sammen med 7 drenge, og arbejdede hos sin onkel mens hun tog en uddannelse på ingeniørskolen. Hun var ikke en af de snobbede rige svin der sad i de flotte træstole ude i restauranten og blev fede.

''Morgan...'' Hvad skulle han sige. Han ville da gerne vide om der lå mere bag det hele, men hendes rystende stemme fik det hele til at vælde op i ham. Hun skulle ikke tro han var vred på hende. Eller hadede hende for den sags skyld. ''Jeg er ligeglad med om du har penge. Så længe du ikke er som dem der inde...''

Han nikkede hoved mod døren som for at vise han hentydede til hendes forældre.

''Det kom bare.. Bag på mig, for jeg troede ikke at du havde fået noget af dem''

Han trak næsten ubemærket på skulderne og det trak også svagt i hans ene mundvige. Det var ikke et rigtigt smil. Mest bare en undskyldning, af en slags.

[Josephine]

Hendes paranoide hjerne havde fået de hele til at dreje sig om hende. Selvfølgelig. Hun kunne jo ikke fatte at hun ikke selv var i centrum. Men grunden til hun rystede på hovedet var ikke af sig selv men i benægtelse.

"Nej ... Jeg har ikke fået dem." Hun kunne jo lige så godt sige det som det var. Nu var fuglen ude af buret så hvad helvede. Og han var ikke på vej væk. "Jeg har tjent dem. Men ja, nej. Altså. Forhelvede hvor jeg snøvler. Jeg er fuld."

Kombinationen af ingen mad og for mange procenter kunne mærkes nu hvor angsten ikke længere gjorde ende klar i hovedet.

"Jeg har aldrig rørt dem," faldt det ud af hendes mund. Som om Morgan rent faktisk undskyldte det. "Det er dumt. Man kan så mange ting men den slags penge men jeg skal fandme ikke på den måde. Så er man først en luder. Ikke? Er det overhovedet okay at tænke ..." men sætningen blev ikke helt færdig. Hendes arme faldt ned langs siden i en håbløs bevægelse og hun slog øjnene ned så de ekstra lange vipper hvilede på hendes kinder.

"Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på da jeg spurgte ... Om du ville med. Fuck det var dumt. Alt det her. Du skulle ikke vide det. Eller måske skulle du. Men ikke sådan her. Ikke fordi vi kaster med ordbræk efter hinanden. I det mindste er de næsten søde i dag."

Ord væltede og faldt over hinanden på en højst uvant facon når det gjaldt Morgan. Nu var det hende der talte i stedet for at handle. Hun havde jo bare lyst til at krybe ind til ham og trække vejret stille og mærke verden snurre rundt. Mrn det ville være okay.

[Tenner]

Michael havde aldrig set Morgan sådan. Famlende efter ord og uden helt at gøre noget. Det var ellers hans side af hjulet, det med at snakke. Men han kunne ikke lade være med at syntes det var sødt. Han var ikke selv beruset, men den stærke, gyldne og dyre drik havde alligevel gjordt sit.

''Det okay, jeg overlever dem sgu nok.''

Han trådte et skridt hen til hende. Brød sig ikke om den korte afstand der var mellem dem. Han lod forsigtigt sine fingre følge hendes ansigts linjer ned til kæben. Undskyldningen var at få hende til at kigge på ham, men lige så meget for at røre ved hende igen.

''Du er ikke en luder.''

Det var kliche på højt plan. Plat og kærligt, men han mente det. Han mente det sgu og så kunne man kalde det plat og klamt, men han var ligeglad. Trækningen i mundvigen blev til et rigtigt smil. Var der så meget andet at sige. Jo... Der var tre ord han ønskede at sige til hende, men var det tidspunktet? Hun var fuld.. Morgan fuld, og hvad der kom ud af det var svært at sige.

''Morgan jeg..''

Han trak lidt på det. Han var begyndt uden helt at overveje det.

[Josephine]

Enhver anden og især i fuld tilstand ville have set op med håbefulde øjne og sagt et næsten åndeløst 'Jaah'. Enhver anden ville nok have mærket stemningen og vide hvad der ville komme, fordi de allerede havde forestillet sig de ord en million gange.

Morgan løftede sit blik. Men det var ikke et håbefuld blik. Det var et smil og en indånding der fik hendes bryst til at hæve sig. Det var et moderisk smil der brød frem på hendes røde læber. Hun lignede en der rent faktisk kunne have myrdet nogen, eller slået dem halvt fordærvet. Hendes hjerne kørte på en technobølge.

"Du har altid alle de rigtige ord," afbrød hun ham. Hun kunne mærke varmen fra ham, men følte sig ikke selv kold. Hendes tanker kunne ikke holde sig til et spor. Det blev altid rodet med alkohol og hun vidste godt at hun sikkert havde gjort et eller andet dumt. "Hvem kan undgå at få sit hjerte flået ud, når man først falder for dig?"

Hun lo. Hendes krop havde lyst til at danse og hun mærkede sangen fra før der brusede i hende nu. Pludselig spasmede hendes krop næsten og hun vred sig i takt til sin indre sang, og rakte armene op med et frydefuldt udtryk ansigtet.

Morgan burde nok have holdt sig til at han ikke spurgte om pengene. Hun burde måske have insisteret på at hun var luder. For det var sådan hun havde det med de penge. Men det havde formentligt været et engangsshow, for det var aldrig noget hun havde sagt før. Men det kunne Michael ikke vide.

"Ej, undskyld ... jeg afbrød dig," men hun fnes mens hun sagde det og lænede al sin vægt mod ham.