|
Post by Tenner on Mar 29, 2012 10:55:24 GMT 2
For ham gjorde det ingenting at hun afbrød ham. Der fandtes bedre tidspunkter at sige det på og så ville han hellere vente. Hendes latter var smittende, men han deltog ikke helt i hendes korte dans. Han dansede ikke, men derfor var det nu stadig rart at se på og da hun lænede sig op af ham nød han det i fulde drag. Han smilede kækt og trak på skulderne.
''Er det ikke dig, der siger jeg altid taler for meget?''
Om han direkte flåede hjerter ud, ville han ikke sige. Han havde måske været temmelig ond mod nogle af de piger der var faldet for ham i deres brandert, men han havde heller aldrig lagt skjul på at han ikke ville have den hel store kærlighedssceance med dem. Altså næsten. Morgan havde dog vendt op og ned på ham, på få dage. Nu stod han i dybe, varme følelser til halsen og kunne ikke forstille sig andet end ham og Morgan. Han lagde armene om hende og trykkede hende ind til sig.
''Så din afbrydelse er tilgivet''
Han tillod sig et kys, men han ville bare havde gjordt det kort. Det var bare lettere sagt end gjordt da hans læber mærkede hendes igen, og i stedet for fortabte han sig bare i det.
|
|
|
Post by Josephine on Mar 29, 2012 11:16:25 GMT 2
Morgan fladt praktisk talt sammen i hans arme. Noget inde i hende eksploderede og hun kunne mærke et 'oooooooooooooooooh' inde i sig der ikke kunne komme ud for Michael havde fanget hende som en vild fugl. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre så hun borede sine hænder ind i hans arme for at holde fast. Pludseligt gav han slip og løftede hænderne ud foran sig.
"Nej, nej, nej." sagde hun som om de gjorde noget forkert. "Jeg skal være til stede." Hun tog et skridt baglæns og så på Michael. Hun åbnede døren. "Vi bliver nødt til at gå tilbage."
Hun løftede armen for at signalere at hun skulle tage den. Hun skulle ikke længere tisse, men ville bare have den middag overstået.
|
|
|
Post by Tenner on Mar 29, 2012 13:57:55 GMT 2
Selv om Michael måske holdte fast i hende så hun ikke faldt sammen, gav han slip da hun trådte et skridt tilbage. Han ville ikke holde hende mod hendes vilje. Så lavt ville han aldrig falde. Blodet bankede i hans åre efter kysset og hele hans indre skreg efter mere. Mere hele tiden, mere Morgan. Hun var blevet hans stof, hans fix og han var ikke flov over at indrømme det.
"Okay da."
Han tog døren og fulgte efter hende. Ærgrelsen over at det ikke varede længere kunne han ikke skjule, men derfor var hans kække smil ikke væk.
"Hvor meget mangler der, før de ikke kan holde på dig mere Idag?"
Vel hovedret og dessert, men man havde vel hørt om de steder hvor folk skulle æde sig igennem 6 retter.
|
|
|
Post by Josephine on Mar 29, 2012 20:15:30 GMT 2
Morgan foldede sig ind til ham og holdt om hans arm.
"Jeg lover, lover, lover, lover at vi vender tilbage til det. Jeg sværger på alt jeg holder kært, mit board! At jeg vil skamsnave dig når vi kommer ud fra helvede, Orpheus, men indtil da må vi ikke." hendes stemme var klar om end lidt snøvlende og endes måde at snakke på var tydeligt overgearet. Eller fuld om man vil. De nærmede sig bordet og hun halvhviskede: "Til de siger jeg må gå." hvilket var et vagt svar der gjorde det umuligt at sætte et tidspunkt men som regel kunne de ikke holde Morgan ud specielt længe.
"Har I savnet mig!" udbrød Morgan og slog ud med sin frie arm. Hendes smil var kæmpe stort og show agtigt. Inden de overhovedet havde set på hende fortsatte hun. "Ja selvfølgelig har I det. Michael, vil du være så venlig at fortælle HELE herskabet hvad du synes om ekspeditionen til toiletterne?"
Hun satte sig og så op på den flotte høje fyr. Hendes læber truttede en smule og hendes kinder var lidt røde. Dina rystede på hovedet, men Glenn bemærkede ændringen i Morgans holdning. Hvad end denne filejs kunne, så kunne han det godt. Men Glenn kendte heller ikke sin datter fra andet end det han fik af vide fra sin bror.
|
|
|
Post by Tenner on Mar 29, 2012 22:53:19 GMT 2
Michael slog en latter op af hendes lange, lettere snøvlende tale om at hun nok skulle love alt muligt, men de måtte vente med at kysse. Fair nok, men det navn Orpheus? Hvor fik hun dog det fra?
''Så må jeg jo klare mig så længe''
Sagde han kort, da hun svarede på hans spørgsmål. Det irriterede ham lidt at Glenn og Dina skulle bestemme hvornår de måtte gå, men det hjalp nok ikke at beklage sig. Så måtte han bare bide i det sure æble og klare dem. Det kunne han sgu nok godt klare. Michael satte sig tilbage på sin stol og holdte bevidst en kunstpause inden han svarede på Morgans spørgsmål om han ville fortælle om deres lille tur.
''Jeg må sige at det var en yderst lærerig tur, Jeres datter er meget talent fuld. Men jeg er sgu imponeret over toiletterne.''
Hvad de selv udledte fra det han sagde måtte de om. Hvordan de drejede den bestemte de, han ville ikke ligge dem noget i sinde. Han smilede til Morgan over bordet og fyldte sin mund med den ny skænkede sprut og lod det varme hans svælg da han sank det.
|
|
|
Post by Josephine on Mar 29, 2012 23:31:23 GMT 2
Dina kunne levende forestille sig at Michael levede et sted med fælles toilet. Det var kummerligt og ulækkert. Her vidste hun at så snart nogen havde været på toilettet blev det tørret af. Hun rømmede sig og så på Morgan.
"Har du overvejet vores tilbud om sangtimer?" spurgte hun og løftede det spinkle vinglas. Det var et tilbud de fremsatte hver gang de så Morgan. Denne fnyste. Hendes øjne lyste med en sær vildskab, hendes ene ben hoppede og hendes vejrtrækning var hurtig.
"Jeg fatter ikke du gider og spørge igen. Ærlig talt. Hvad fanden havde du tænkt dig en sanglærers kunnen ville give mig? Lyst til at stå på den lorte scene igen?" brast det ud af hende.
"Ofelia," startede Glenn, "hvo intet vover, intet vinder. Både Dina og jeg ved at der en fantastisk stjerne i dig der bliver spildt. Er det så forkert at have ambitioner for sit eget kød og blod."
"så hvis jeg ... smuttede over til opponenten. Ham der der også har en masse skvadderhoveder der synger om kærlighed. Så vil I stoppe med den her snak og, hvad er nu ordet, støtte!" Morgan spyttede nærmest ordet ud, "mig?"
Hun lo ad deres ansigtsudtryk. Dina mumlede nåede om en gave der var spildt på et stædigt barn og Glenn så mod køkkenet.
"Det handler alt sammen om jeres forpulede penge." afsluttede Morgan det højlydt. Den kontrol hun havde udvist før var væk. Hendes mund var begyndt at køre og hun var ikke længere herre over det. "Jeg er ligesom blevet udnyttet nok af jer. Og jeg ved godt at jeg ikke kan smutte til jeres fucking konkurrent. Jeg er klar over at I har monopol på min åh så fantastiske stemme. Og hvis der er noget jeg ikke er, Dinaaaaa så er det stupid. Se stædig det er en helt anden sag."
Morgan stoppede for at trække vejret og Glenn tog chancen.
"Jamen så længe vi alle sammen er enige om at din stemme tilhøre os skulle det komme på tale at publicere noget materiale eller i form af en reel koncert."
"Fuck dig," hviskede Morgan med al det fuldehad der vældede op i hende. I det samme kom maden ind. Laks. Store stykker lyserød grillet laks. Serveret med kaviar og brede bånd af pasta. Der blev ved siden af serveret en let salat med nødder og hvidvin til det 'rigtige' herskab. Derfor sagde de ikke noget til endes kommentar med tjeneren så tæt på.
Morgan elskede den dyre fisk. Hun vidste at den kun var sat der foran hende for at provokere. For at sige at de kendte alle hendes følsomme punkter. Hun stiftede på fisken. Og Dina havde ikke engang kommenteret dugen. Hun løftede gaflen. Klar over at Dina og Glenn allerede spiste. Klar over at hun hille spise noget. Men at alkoholen heldigvis forhindrede hende i at spise specielt meget.
|
|
|
Post by Tenner on Mar 30, 2012 10:28:49 GMT 2
Michael kunne ikke gemme det glimt af foragt der gik gennem ham. Monopol på Morgans stemme, hvordan kunne de det? Han gad ikke spørge, nægtede at virke hel uvidende foran dem. Han var da godt klar over at man som musiker kunne skrive kontrakt med et firma, men at der vel var en tidsbegrænsning på. Eller var det gået så vidt at man solgte sin sjæl og stemme. Havde Morgan lavede en kontrakt med dem, eller var det blot fordi de var hendes forældre? Af hvad han kunne få ud, havde Morgan faktisk sunget på scenen før... Altså ikke kun den hos Lou Lou. Det virkede som om der var mange ting der lå indbyrdes blandt de tre, med den her samtale og Morgans had blev pludselig så tydeligt at den var til at røre på helt på den anden side af bordet.
Han forholdte sig stille da maden blev sat foran dem. Fisk. Hvis de spurgte ham nu, ville han hurtigt svare at han havde fået det en enkelt gang, men sandheden var at det havde han ikke. Det var kun fordi tjeneren præsenterede den ret de fik, at han kunne sige det var fisk. Laksen vidste han godt hvordan den så ud, inden den blev serveret, lidt undervisning omkring dyrene på landjorden havde han taget. Men Fisk var voldsomt dyrt. Salaten skubbede han lidt til side og sikrede sig at der ikke var nødder på fisken. Han spiste salat, det var ikke det der var problemet, men han var allergisk over for nødder desværre. Michael stak prøvende i fisken og tog en bid af det lyserøde kød. Det var anderledes en det kød han var van til, men smagte faktisk bedre end han havde troet. Det smagte faktisk sindsygt godt og den vin de fik serveret til gik godt i spænd med det hele. Rige svin. Han fik tygget af munden og skyllet det ned med den fine vin, efter at de havde siddet lidt i tavshed.
''Med fare for at lyde uvidende, må jeg så spørge om i køber folks stemmer og så har i krav på dem altid? Min mor har desværre ikke forklaret helt hvordan sådan noget forløber sig, selv om hun er lidt inde i faget''
Hans ord var måske høflige nok og det var også af nysgerrighed han spurgte, men hans stemme havde skarpe kanter.
|
|
|
Post by Josephine on Mar 30, 2012 10:47:22 GMT 2
Det var små præcise firkanter Dina skar fisken ud i. Selv hendes mad skulle bestå af en firkantet let forståelig verden.
Den tanke der gik igennem Morgan var: Jeg ved, jeg ved at jeg kan regne med dig. Hun så på fisken imens, ikke Michael, mest fordi hun var bange for at miste resten af den kontrol hun lige havde genfundet. Men hendes ben hoppede stadig og hendes fingrer trommede lidt i bordet, selvom dugen og hansken dæmpede lyden vidste hun at lige præcis den slags ting irriterede Dina. Glenn var langt svære at komme ind under huden på. Derfor hadede hun ham vel det mere.
"Jeg tager det som du ikke selv har en interesse i musik?" spurgte Glenn.
"Der findes faktisk mennesker der ikke har behov for at gnide et mikrofonstativ mellem benene, konstant," sagde Morgan med et smil og puttede gaflen i munden. Glenn så kort på hende med rynkede bryn.
"Vi har ikke krav på dem altid. Som regel ejer vi det album den pågældende sanger laver og det får vi så ca. 50 % på, mere eller mindre,"
"Mere," hostede Morgan."
"Og som jeg var ved at sige, så arrangere vi nogen koncerter hvilket vi selvfølgelig også får nogle procenter af, men derefter er der frit valg. Det er bare sådan at vi er de bedste på markedet, så folk bliver hos os."
"Jeg tror nu det Michael mente var hvorfor vi har Ofelias stemme, skat," sagde Dina. Hun var ikke dum, selv om Morgan ønskede det.
"Åh?" han så spørgende på Michael. Som om nogen kunne være interesseret i det.
|
|
|
Post by Tenner on Mar 30, 2012 11:13:09 GMT 2
Michael holdte sit ansigt neutralt, da Glenn forklarede om deres forretning. 50% eller mere. Det var sgu en fed deal de havde fingre i og de havde den lange ende. Men sådan havde det jo desværre altid været. Også nede på jorden. Dina havde set igennem hans spørgsmål og det gjorde ikke noget. Han havde jo ikke lagt skjul på det.
''Morgans stemme, men ja.''
Han så over på Glenn. Det lød for underligt for ham at de blev ved med at insitere på at kalde hende Ofelia.
''Det var nu gerne det jeg ville nå frem til at få af vide''
Han tømte vinglasset der hurtigt blev fyldt igen, mens hans spiste mere af fisken. Han var faktisk ret sulten, selv om sprutten tog en god del af hans appetit. Det kunne begynde at mærkes i blodbanerne og den velkendte, lidt svævende følelse ramte ham.
|
|
|
Post by Josephine on Mar 30, 2012 11:54:41 GMT 2
Morgan sydede. Hun havde at de to mennesker kunne degradere hende til blot en stemme.
"Ofelia er vel lidt vores særtilfælde, vi havde ikke ligefrem regnet med at hun ville blive ingeniør med den gave." Glenn trak på skulderne.
"Derfor udformede vi en kontrakt om at Ofelia ikke kan synge for at tjene penge uden at det er os der har arrangeret eller produceret det."
"Mmm," mumlede Morgan vredt. "Hun sidder lige her og er fuldt ude til stede. Glenn og Dina har en kontrakt på mig som jeg underskrev som 7-årig."
Hun havde ikke spist særligt meget og det var som om hun ikke ville have ret meget mere. Tilgengæld gjorde det hende glad at Michael kunne lide det.
"Det skal siges at O - du rent faktisk er et musisk geni, så hvorfor skulle vi ikke sikre os dit bedste da vi kunne?" spurgte Dina med en grim rynken på næsen.
"MIT bedste?" lo Morgan. "Jamen så længe du sover godt om natten." Hendes stemme var lidt hysterisk. "Men nu har jeg jo ikke tænkt mig at synge ... i hvert fald ikke før i to er smidt ud over kanten."
Igen det der lidt lykkelige smil der var sygt på en helt uimodståelig måde. Morgan lignede en der ville smide Glenn og Dina ud lige nu.
|
|
|
Post by Tenner on Mar 30, 2012 16:16:46 GMT 2
''Som 7-årig!''
Michael kunne holde sit overraskede udbrud tilbage. De snakkede om at det var Morgans bedste de havde gjordt det, men hvad fanden det skulle til for vidste han ikke. Var de tomme i hoved? Det var jo ikke en kontrakt et barn havde brug for, af sine forældre. Han så over på Morgan med et blik der fortalte hvor lidt han brød sig om hendes forældre. Men hun havde det åbenbart på samme måde, for selv om nogle ville sige de ord for sjovt til nogle så mente Morgan det. Hun lignede ihvertfald en der ville smide sine egne forældre ud over kanten.
''Hvornår har det nogensinde været det bedste for et barn at skrive en kontrakt?''
Han løftede det ene øjenbryn og så på Dina og Glenn som om de havde sagt noget på et andet sprog. Det havde de nærmest også for ham.
''Ikke noget under at Morgan ikke kan lide jer''
Mumlede han inden han tog endnu en bid af fisken.
|
|
|
Post by Josephine on Mar 30, 2012 19:11:08 GMT 2
Glenn var ikke klar over hvad der lige skete. Han blev overrasket over der pludselige udbrud fyldt med væmmelse fra den blonde fyr. Det virkede som om han selv mente det beskyttede Ofelia.
"Hvad ved du egentlig om Ofelia?" hvislende Dina og satte begge hænder i bordet. Hun var rød på halsen og selv hendes øre flammede. "Du postulere at vi gør noget galt men se hvordan hun behandler os. Du ved ingenting om hvad hun er og hvad hun kan."
Morgan mistede forkus og du hun smed sit glas indhold mod Dina, men hendes arm havde forkert retning og det landede på fisken i stedet. Det lugtede af det stærke alkohol.
"Så er det godt Ofelia !" knurrede Glenn.
"Nej du skal ikke fortælle mig noget. Ingenting. Vi ved alle sammen at jeg er en stor skuffelse og jeg har kastet med værre ting og I kan bare forklare jeres fise fornemme fucking venner at jeg er gravid. Ikke?" hvis Glenn havde knurret hvæsede Morgan. Hendes øjne var lidt røde. "Og jeg finder mig fandme I meget fra jeres side og det ved I ... Men du taler ordentligt til Michael. Det eneste han har set og ved om jer er det I selv har vist ham."
Hun havde ikke hævet stemmen. Men snøvlet lidt. Hun kunne ikke holde øjenkontakten men fuck det. De vidste jo godt hvem der blev snakket til.
"Ofelia ..." "Ofelia døde da hun blev adopteret af sin onkel. Ofelia var en lille pige der tjente penge til sine forældre. Nu har Morgan kraftedeme onduleret hende og dræbt hende. Så kald mig forhelvede Morgan."
Den afbrudte Glenn strammede kæberne. De to så på hinanden og ligheden om end de fyrre års forskel var pludseligt tydelig.
"Det jeg prøvede at sige var, tak at vi gjorde det enhver anden der opdagede et såkaldt vidunderbarn, vi lavede profit. At du valgte noget andet behøver vi ikke nødvendigvis respektere."
Morgan stak i fisken og snøftede vredt. Dina prøvede at tørre de få dråber whisky væk så igen ville opdage det og så spiste hun af fisken. Det ville være frygteligt pinligt skulle kokken opdage det. Glenn drak nærmest stoisk af sit glas.
"Og jeg kommer aldrig til at kalde dig ved det navn. Jeg ved det står på din navneattest. Men det var og vil altid være Lou Lou der valgte det ækle navn, fordi at Dinas familie har den mærkelige regel med at faderens søskende vælger et andet navn."
"Som om Ofelia ikke er til at brække sig over," svarede Morgan og stan en finger langt med i halsen.
|
|
|
Post by Tenner on Mar 30, 2012 23:36:36 GMT 2
Michael nåede slet ikke at sige noget til Dinas hvislende ord, før Morgan selv var på pletten. Som om Dina og Glenn kendte deres egen datter bedre end ham. Hvis de gjorde ville de ikke holde på at kalde hende Ofelia, eller bede hende synge bare for at tjene penge. Han kunne godt se at Morgan var sur og han bakkede hende helt op, men ansigtsudtrykket på Dina, da Morgan havde kastet resten af indholdet fra sin glas mod hende. Det var guld værd og han kunne ikke lade være med at le. Faktisk var han ved at få noget fisk galt i halsen, fordi det så så forbandet sjovt ud.
Deres skænderi forsatte og han havde en uendelig trang til at fortælle at det at opfostre et barn, udelukkende med henblik på at ville tjene penge og profit på det ikke nærmede sig det at være forældre. Det var bare ondskabsfuldt. Han skulle havde forsøgt at overtale Morgan til ikke at tage her hen. Til bare at blive i sengen... Han skulle bare havde ladet være med at svare hendes teler, da den ringede i morges. Ville det gøre nogen forskel? Det ville det nok, for Morgan gjorde ikke det her frivilligt. Hvorfor skulle hun det?
''Eeej, jeg syntes da næsten det er pænt. Altså bare næsten.''
Lo han fjogede, lavede tydeligvis sjov med Dina og Glenns valg af navn. Han smilede til Morgan og løftede sit halvt fyldte vin glas som en skål for hende. Han var færdig med at spise.
''Må jeg spørge om noget?'' Han ventede ikke på at de gav ham lov eller noget, men forsatte bare. ''Hvorfor laver i det her. Altså middagen... Der er ikke nogen der virker til ligefrem at nyde det og jeg ved at Morgan hader det, så hvorfor trækkes igennem det? Er der virkelig andre grunde, ud den åbenlyse, at i prøver at få hende til at synge for jeres firma.''
Hvis de begyndte med alt mulig pis om at de bare ville være forældre for hende, ville han nok bare lukke af. Det virkede ikke til at de brød sig særlig meget om det her og Morgan lagde jo heller ikke skjul på sin foragtelse over for dem.
|
|
|
Post by Josephine on Mar 31, 2012 0:05:23 GMT 2
Dina var klar over at lige den samtale ikke var hendes bord. Hun rømmede sig og så på Glenn der tørrede sig i mundvigen med sin serviet. Morgan var ikke helt sikker på om hun havde hørt spørgsmålet. Men hun havde vel forventet at det ville komme. Eller havde hun. Glenn nåede i den korte tid at tænke at hans datter ikke havde løjet da hun før sagde at hun intet havd sagt om Dina og ham. Han ville selv havde valg at sige hvid han var i hendes sko, at hendes forældre tvang hende til denne middag på bekostning af hendes onkel kunne blive ved med det eneste han kunne: køre Lou Lous.
"Vi afpresser hende til at komme," svarede han så ligeud og lagde servietten. "Hvad havde du regnet med? Nu forstår du selvfølgelig hvorfor Hun er her. Hvorfor vi invitere er en helt anden sag. Og nej din grund er ikke så åbenlys som du selv tror. Vi er trods alt relateret og selv om Janet ville være vores ønskebarn med hensyn til plads i firmaet ikke talent, så har vi aldrig accepteret hende. Vi har fået Ofelia og hun har fået os og det man har må man leve med."
Morgan fnøs. Magen til en omgang sludder. Hun prøvede at se efter tjeneren men endte med at vippe faretruende på stolen. Med et dunk faldt hun på plads igen og smækkede hænderne i bordet så hendes bestik klirrede.
"Vi holder ikke af hinanden," udpenslede Dina. "Men vi kan jo heller ikke ændre på at hun er den der vil komme til at arve, uanset hvor meget vi end formøbler pengene."
Penge. Penge. Penge. Alt drejede sig om det.
"Og når folk ser os med hende flere gange må de vide uanset hvordan hun skaber sig, at noget kan hun. Ellers ville vi have opgivet hende for længe siden. Det eneste der holder hende fra at gå den vej hun er bestemt til er uden tvivl en eller anden indre konflikt hun bebrejder os for. Enhver kan jo se at hun med sit skarpe intellekt og fantastiske stemme, og ikke mindst det faktum at hun kan spille alt, alt! at hun vil være fænomenal i denne branche. Hun er født til det."
Glenn trak vejret efter sin tale. Det var tydeligt at Morgan slet ikke var med i samtalen. Hun sad lidt og svajede i stolen og vinkede så til en dame der stiftede på hende. Derefter sendte hun er fingerkys til en ung mand, for at vende sig mod Michael, skyde brystet ud og smile til ham. Så lo hun umotiveret og aede med sin behandskede hånd dragen på den anden.
"Har du flere opklarende spørgsmål der skal besvares?" spurgte Glenn
|
|
|
Post by Tenner on Mar 31, 2012 10:10:33 GMT 2
Så ligeud et svar, kom bag på Michael. Glenn lagde ikke engang skjul på at der intet forældreligt var i det og hans ord tændte bare Michaels vrede igen. Han holdte stramt om det fine glas så det var ved at splintres.
''Man er vel født til at lave det man holder af, og så behøver ens talent vel ikke at ligge inde for området''
Han stemme var rolig, men hans hænder viste den vrede han havde imod de to voksne mennesker. Morgan så ud til slet ikke at ville deltage lige nu og det var godt det samme. Hun havde vel hørt det her uendeligt mange gange før. Han rystede på hoved og lænede sig tilbage i stolen. Selv om han egentlig havde prikket til at Glenn skulle forsvare sine valg mere, så ville Michael ikke hører. Han ville ikke blive overbevist eller forstå deres valg. Deres verdner var så langt fra hinanden på alle punkter og de vidste nok ikke hvad livet egentlig indebar.
''Nej, jeg har fået nok.''
Han smilede, lettere provokerende til Glenn og Dina og det nåede først hans øjne da han så over på Morgan.
|
|