|
Post by Tenner on Feb 10, 2013 13:06:05 GMT 2
Hendes tvillingebror tårnede sig over hende, da han rejste sig op, men han virkede ikke truende mod hende på nogen måde. Han var vred, men ikke på hende. Det var på hele deres situation og hvis hun ikke tog meget fejl, så var han det også på sig selv over at han trak sig og ikke ville være der for forældrene. Hun kendte ingen anden der ville ofre så meget for familien og trods sit temperament var han en af de mest ærefulde mennesker Elaine kendte. Han ville gå i døden for sin familie hvis det var det der skulle til for at få det hele tiden at vende, og at han nu bad om at blive fri var ikke en krysters valg, men fordi han var brugt op for idag. Han trængte til en eller anden form for optur og ikke at være en støttende skulder for deres forældre.
Men det var altså det de skulle lige nu og hun skulle nok tage det største læs.
''Bare en time, så går vi og finder noget andet at lave. Jeg skal også aflevere dem min sidste løn,''
Hun sendte ham et smil og gav ham et klap på skulderen, for derefter at vende sig om og gå ud af døren til deres forældre.
|
|
|
Post by Josephine on Feb 10, 2013 15:06:39 GMT 2
Og Jesse fulgte efter.
Hivende efter vejret sad deres far på en stol mens deres mor stod ved kedlen. Ventede på vandet kogte. Jesse kørte en hånd gennem det krøllede hår, men komme ikke langt i dets filtrede masse. Han strakte sin massive krop. Følte først nu at han rent faktisk havde sovet, på sin slumrende krop.
"Hvad så, far?" spurgte han, mens han satte sig. Elaine der forsatte over til mor, for at fine kopper. Billigt metal der med god vilje kunne kaldes dét.
"Jeg synes denne opvisning er ..." afbrudt af den ulækre slimede hoste. "Den er ækel. Jeg holder det ikke ..." igen hostede han og Jesse nikkede, uden at røre sin far.
"Ella og jeg skred, vi gad sgu ikke det lort."
Hans far smilede slapt til ham. "Ravage, lavede I vist, min søn."
Jesse smilede rigtigt. "Kun Ella."
|
|
|
Post by Tenner on Feb 10, 2013 16:48:09 GMT 2
Det gjorde ondt at hører den hoste, som aldrig blev bedre kun værre, men Elaine havde lært at overhører den. Ikke at hun ignorerede den, men det hjalp ikke hvis deres far så et plagede udtryk på den, hver eneste gang han hostede. Han hadede den jo selv, hvis ikke endnu mere end dem. Elaine forsatte hen til de lille beskedne køkken hos deres mor og fandt kopperne frem, inden hun fik et kys på kinden fra moren.
''Nu fik i ikke rodet jer ud i for meget ballade vel?'' På trods af at deres mor, var den mest forsigtige af dem alle, så havde hun opgivet at holde sine børn fra at rende rundt og lave ravage som hun og hendes mand havde kunne se glimt af på den storskærm der havde været oppe.
Ella trak på skulderne men kunne ikke lade være med at grine lidt af tanken om de fornemme menneskers ansigt udtryk da de var kommet ned. Det havde nærmest været det hele værd.
''Ikke noget at bekymre sig om.''
Svarede Elaine og så hen på Jesse. Hun gad ikke til at tage op med hendes forældre om at hun havde fået et anfald, for de så altid så skuffet på hende når hun fik et. Som om det udelukkende var på grund af de glemte piller. Jo hun havde glemt dem, men det var ikke hende der havde valgt at blive født med den sygdom.
|
|
|
Post by Josephine on Feb 11, 2013 0:46:05 GMT 2
Far spyttede på gulvet. Slimet. Ulækkert. Hjemmevant. Jesse ikke engang blinkede, fulgte op med sin egen klat, milimeter fra farens, hvilket fik ham til at trække på smilebåndet.
"Jeg er glad for at nogen havde det sjovt," sagde han før hans mund krøllede sig sammen i en sur grimasse som smagte han på noget der var dårligt. Jesse vidste godt hvad det var. Han kunne næsten høre spørgsmålet før det blev sagt. Men først skulle endnu et kort host ud. Mundvandet synkes, læberne tørres af med bagsiden af hånden som derefter blev kørt ned mod bukserne og det varme lår.
"Har I set Neil?"
Jesse så ned og væk. Så på Elaine. Hun havde sagt hun ville tage det. Og Jesse ville bare sige noget lort om den satans fyr han kunne kalde bror.
|
|
|
Post by Tenner on Feb 11, 2013 8:38:18 GMT 2
Elaine tog sig ikke lang tid om at svare og rystede på hoved. Hun havde jo lovet at hun nok ville tage sig af dem, bare Jesse var med.
''Nej, ikke siden han gik til Koncerten.''
Hen stillede kopperne til sin mor da vandet kogte så denne kunne hælde vandet op i.
''Han er vel stadig sammen med Nille,''
Selv om Elaine ikke virkede sur og bitter på sin bror, som Jesse ville have lydt, så var der en iskold undertone i hendes stemme. Neil blev kun værre og værre, jo længere tid han var sammen med hende tøsen og på et eller andet tidspunkt var han vel fuldstændig ligeglad med sin familie og for det havde hun lyst til at slå ham. Det var ikke iorden på nogen måde, når han sådan havde håndhævet vigtigheden af familie da Elaine og Jesse var små.
|
|
|
Post by Josephine on Feb 13, 2013 10:23:14 GMT 2
Jesse fnøs over Elaines ord.
"Ja for lige så snart han har bare lidt så skal hele byen se det." han kunne bare ikke lade være.
"Jesse, Neil er en god dreng. Han ..." denne gang var forstyrrelsen højlydt og rystede den tynde mands krop. Sønnens krop var højere, større, bredere. Han var sund og rask. En rotte der havde overlevet kloakken og hvad det førte med sig. Faren derimod var sygnet hen.
"Jeg siger bare at hvis jeg ser ham slår jeg ham ned," mumlede Jesse, med øjnene ned i boret som en lille dreng der havde fået af vide at han ikke måtte forstyrre sin far.
|
|
|
Post by Tenner on Feb 13, 2013 13:58:29 GMT 2
Moren tog den ene af kopperne og dryssede en lille smule hvidt pulver i, som var resterne af deres fars medicin, hvor hun efter fandt the-poserne af ringeste kvalitet og dyppede i. De skulle jo holde mere end en gang. Hun tog to af kopperne og gik over til hendes mand og rakte ham koppen med medicinen i.
''Her min egen, drik lidt.''
Hendes stemme var så uendelig blid og det var så tydeligt hvor hårdt det tog på hende, når hendes mand blev ramt af hosten i så svær grad. De havde siddet aller bagerst på tribunen, væk fra folk så hans hoste ikke generede dem og der havde de lige kunne se deres yngste børn rende rundt for neden, blæst op på storskærmen for et øjeblik.
Elaine takkede nej til theen og nøjes med vandet, som hun vidste at Jesse også ville. De brugte aldrig unødvendig af deres forældres ting og the var et af de steder de ikke behøvede at få af. Vandet ville køle af og så kunne de drikke det. Hun fulgte efter hendes mor og rakte sin bror den sidste kop.
''Det ville være en dum ide.''
Sagde Elaine blot som en ren konstatering. Hvis Jesse gjorde det, ville de få resten af gruppen på nakken for folk gad ikke de interne familie stridigheder der end lå mellem Lorenz børnene til at gå ud over det arbejde de nu endelig havde fået udført. De var så tæt på at kunne komme igennem døren og at Jesse skulle spille med musklerne over for sin bror ville ikke føre dem igennem. Kunne holde dem tilbage.
|
|
|
Post by Josephine on Feb 14, 2013 20:14:05 GMT 2
"Din mor er en dum idé," sagde Jesse, men lyste op i et stort grin. "Ikke min mor selvfølgelig, hun er fantastisk."
"Jesse," sagde hans far formanene. Vredt. "Familie holder sammen. Forstår du det drrrrr-hark-dreng?"
Jesse bøjede sit hoved mod jorden. Så ned i det nedstampede gulv. Plader fyldt med skidt. Han var flov. Det eneste der blev vægtet højere end livet var familie i deres verden. Det ar det eneste de havde. Hans mor og far der havde mistet alt og nu kun havde deres børn. Et hvert skænderi var ikke tolerant mellem børnene. Ikke at det forhindrede dem i at gøre det. Men alligevel blev Jesse flov. Mest på sin brors vejne. Latterlige narrøv, der absolut var ligeglad.
|
|
|
Post by Tenner on Feb 17, 2013 13:31:48 GMT 2
'Du er en dum ide,' mimede hun til Jesse da han endelig kiggede op igen fra gulvet. Hun vidste præcis hvilke tanker der gik igennem ham og hun var også helt enig med ham. Neil ville sgu have godt af nogle bank, eller bare at se hvordan deres far havde det for tiden, det ville måske for ham til at tage sig lidt mere af problemerne her, i stedet for at være så opslugt af Nilles stramme fisse.
Elaine lænede sig tilbage i den slidte stol, der hørte til sofagruppen og så på sin familie. Eller sin tvillinge bror og de efterhånden sørgelige rester af hendes forældre, der en gang havde været så smukke i hendes øjne. Ihvertfald da hun var lille. Nu var hendes mors gyldne hår var falmet og begyndt at få grå stænk over det hele. Hun var hulkindet og øjnene matte. Hun var træt og vægten af hendes elskede mands helbred tyngede hende ned. Hun knoklede dag ud og dag ind med at pakke vare på en eller anden latterlig fabrik, hvor fik sultelønnen, fordi hun var billigere end en maskine. Det samme med deres far og hun ville sådan ønske at de bare havde en smule ekstra penge til at han kunne gå fra arbejdsmarked. Hendes job på Lou Lous gav dog lidt mere frihed til dem, men han var stadig nød til at arbejde. Hun hadede det og kunne ikke gøre en skid ved det. Ikke mere end hvad hun allerede havde gjordt og penge til en mulig operation til et par nye lunger ville for altid kun blive en drøm. Så meget ville hun aldrig kunne nå at spare op inden hosten tog deres far.
''Hvad syntes i så om Ofelias genopstandelse?'' Spurgte hun, tydeligvis ikke forargede over den lyshåret sangerindes optræden idag. Og det var mest for at lede samtalen over på noget andet, så Jesse ikke skulle sidde og blive formanet om familie sammenholdet, når han var den af de to sønner der forstod det bedst.
''Hun er langt fra den lille yndige pige, man så for så mange år siden.'' Lød hendes mors stemme, mens hun rystede på hoved.
|
|
|
Post by Josephine on Feb 17, 2013 15:45:50 GMT 2
Mesteren: Hans søster: Elaine Lorenz - TA-DAH !!! Så yndigt fik hun skiftet emne fra deres fars irettesættelse. Jesse smilede stort til hende. Han sad stadig ved bordet, med fronten mod sofaen der også var en seng. Bare tanken om Ofelia gjorde ham helt tilpas og et meget drenget grin gled over hans læber. Noget i stil med 'høhø'
"Nej lille kan man sgu ikke kalde hende, men bestemt yndig mor," sagde han og hans blik var et kort øjeblik vendt indad hvor han så den blonde smækre kællings former og læber der præcis var så fyldige de ville passe til ...
"Jesse," sagde hans far lavt. Blikket strengt.
"Far for helvede, hvad gør jeg nu?"
"Der er damer tilstede."
"Ella er sgu da ikke nogen dame, hun er min søster," sagde Jesse og slog ud med hånden. Han grinede. Var på ingen måde vred. Det var bare ... igen skulle han lige have vide hvor uopdragen han var. "Og enhver kan da se at hende Ofelia er en shnack."
Han slikkede sine læber og blinkede til sin mor.
|
|
|
Post by Tenner on Feb 17, 2013 18:21:21 GMT 2
Havde hendes far ikke hevet Jesse ud af sin egen lille drømmeverden, havde Elaine nok skubbet til ham med føde, for alle, selv folk der ikke kendte ham som hans familie, ville ikke være i tvivl om hvor perverst han sad og tænkte nu og hun kunne ikke lade være med at le.
''Slap af skat, drengen har det jo ikke fra fremmede.''
Lo deres mor, en af hendes få rene grin fordi hun for et øjeblik ikke tænkte på deres lorte situation, men huskede hvordan manden hun sad ved siden af var inden hosten og al ulykken ramte ind over dem. Hun så et øjeblik drømmende på ham og klemte om hans overarm.
''Jeg henter lige en serviet, vi kan ikke have du savler på dit tøj Jesse.''
Lo Elaine og lod som om hun skulle til at rejse sig, men fortrød lidt da det jog igennem hendes ben, med en smerte på grund af den skide nål. Sådan noget lort. Forhåbentlig kunne hun vel kapere at arbejde på Lou Lous senere idag, hvis han havde brug for hjælp.
|
|
|
Post by Josephine on Feb 17, 2013 18:27:23 GMT 2
Også deres far så på deres mor med et blik der sagde så meget om de to.
Jesse var godt klar over at han ikke var den skarpe kniv i skuffen. Han havde muskler i stedet for hjerneceller, hvor omvendt Neil havde hjerneceller men ingen muskler. For pokker altså, Jesse var tvilling, det var Elaine der havde hjernen af de to. Ikke ham! Han slog folk ned der så forkert på ham og Ella ... gjorde sikkert det samme men havde nok tænkt over det først.
"Hey! Jeg savler overhovedet ikke," protesterede han, men tørrede sig alligevel med bagsiden af hånden over munden, der ganske rigtigt var tør. Han så på deres slidte mor. Hun havde været smuk. Aldrig sorgløs for ham, men smuk. Nu var hun gammel og brugt.
"Mor kan slå Ofelia hver en dag," sagde han med et stort grin.
"Ella derimod er så grim at de ville falde døde om."
|
|
|
Post by Tenner on Feb 17, 2013 18:46:23 GMT 2
''Du er simpelthen verdens største mors-dreng, Jesse''
Vrængede Elaine og kunne lige nå Jesse med sit ene ben og kunne sparke han med det. Ikke særlig hårdt, men nok til at vise sin utilfredshed.
''Men jeg tror nu bare det er dig selv, du tænker på, for pigerne falder sgu også døde om omkring dig. Og nej, de dåner ikke.''
Men det var ikke et skænderi. Det var familie drillerier og langt fra som det havde været tidligere idag, hvor Jesse havde vækket hende på den ubehagelig måde, som stadig fik hende til at rynke på næsen. Bare tanken.
''Har du ondt i benet, Ella?''
Spurgte hende mor, tydeligvis obsevant som altid omkring sine børn. Helst gad hun ikke svare egentlig, for hun gad ikke havde deres unødvendige bekymring over sig, men når deres mor så sådan på dem, kunne hun gennemskue hver en løgn og man slap ikke. Sådan havde det været siden de var helt små.
''Jeg fik et anfald tidligere idag, så Jesse måtte give mig noget af medicinen.''
|
|
|
Post by Josephine on Feb 17, 2013 19:05:52 GMT 2
Det var tydeligt at deres far gerne ville sige noget, men han fik det the han havde i munden i det gale halsrør og spyttede på gulvet. Det var tydelgit det kradsede i hans hals og da han igen rettede sig op tog han med rystende hænder omkring kruset endnu en slurk, uden at sige noget. Han så bare på Elaine. De vidste jo godt hun så havde fiflet med medicinen og hvis hun manglede penge skulle hun jo bare sige det.
"Det var ikke så slemt," sagde Jesse med et skuldertræk og et smil til deres mor.
Det havde været forfærdeligt. Som hver eneste fucking gang. Det var skræmmende og han troede altid at hun skulle dø. Han vidste aldrig om han gjorde det rigtigt så derfor slog han sig selv fra og reagerede bare instinktivt. Styrtet afsted. Stukket hende i låret helt forkert, fordi hun ikke skulle dø. T-shirt stumpen i hendes mund. Det var alt sammen noget han vidste der skulle gøres. Ellers gik han amok.
"Jeg stak bare nålen forkert, med vanilie," sagde han og lød som en på seks der syntes at vanilie/med vilje joken var helt vildt sjov. Han håbede at deres mor ville tro ham, fordi det netop kom fra ham. Hun vidste jo hvordan han havde det med det.
|
|
|
Post by Tenner on Feb 17, 2013 21:56:48 GMT 2
Denne gang var det Elaines tur til at dukke nakken, da deres far så på hende med vidende øjne. Det var ikke svært at gætte sig til hvad han mente. Hvis hun manglede medicin, gav de gerne af deres beskedne løn så hun kunne få det. Men hun nægtede. De havde betalt det siden hun var lille og så snart hun var blevet stor nok havde hun sagt at hun nok skulle købe det selv. På den måde kunne hun bruge af de penge hun selv tjente, så det ikke gik ud over hendes forældre og når tiderne var ekstra svære så var det der hun sparede. Hun kunne godt klare sig et par måneder uden de lorte piller ... Den her gang havde hun bare trukket den for længe.
Men Jesse kom hende til undsætning. Forklarede at det ikke havde været så slemt og bekymringen i deres forældres ansigt blev mindsket. Mere hos deres mor, end deres far men han var også altid skeptisk.
''Det er betryggende at hører, men Ella,'' Deres øjne låste sig sammen et øjeblik. ''Tag dine piller som lægen har sagt,''
Og så var der ikke noget at diskutere der. Hendes mor havde talt og så måtte hun bare lystre. Eller sådan havde det været da hun var lille, og det her betød kun at de andre ville holde øje med hende de næste par dage og så ville de slappe af igen. Sådan havde det altid været de sidste par år.
''Ja ja,'' Smilede Elaine, mens hun lænede sig tilbage og himlede teatralsk med øjnene.
|
|