|
Post by Tenner on Nov 5, 2013 21:03:16 GMT 2
Hun gik over til ham med lette skridt og et smil på læben, over hvor naturligt den guitar passede til ham. Det var som en del af ham. Ligesom hans hårfarve og hans smil. Maddie stillede sig foran ham og satte fingrene oppe på halsen af guitaren. En akkord.
''Melodien.'' Hun vidste at hun bare havde snakket, uden at lade ham følge helt i hendes tankegang. Det var en dårlig vane fra hende. ''Melodien til sangen starter med tonerne fra en guitar.''
Hun lod ham slå den ene akkord af inden hun gav slip med sine fingre.
''Prøv at spille den her melodi.''
Hun nynnede. Nynnede melodien til det fingerspil hun ville have Gabriel til at spille. Selv var hun ikke stærk på en guitar, fordi det ikke var hendes fortrukne instrument, men hun vidste at Gabriel ville kunne.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 5, 2013 22:46:37 GMT 2
Han lyttede og bad hende gøre det en gang til. Så trak hun undskyldende på skulderne. Han havde gehør men ikke så vildt gehør. Han satte fingrene på strengene og begyndte så at spille. Prøvede at gøre det lige i stemningen ti sengen, men også let og flyvsk som Maddie selv.
"Hvad skal være anderledes?"
Han kunne huske det. Sådan skrev han selv sange. Så han skulle nok kunne skrive ned hvad Maddie gerne vil have. I den taske skulle hun nok have noget de kunne huske det med bagefter.
"Det er din sang."
Han lod fingrene køre igen, ikke sikker på at det ville være godt nok, og helt sikker på at hun ville kunne vide præcis hvad hun manglede eller omd et skulle være mere i en bestemt toneart. Eller om det overhovedet skulle være.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 6, 2013 17:45:03 GMT 2
Gabriel var tæt på, selv om nogle af tonerne var en smule ved siden af det hun selv tænke. Men det fungerede alligevel. Hun tog sig ikke af det undskyldende skuldertræk Gabriel sendte hende, for han kunne godt.
''Prøv...'' Hun vendtede et øjeblik, til han var lige ved netop den tone hun snakkede om. ''Der. Den tone, prøv at gøre den en tone lysere og så er den der vidst.''
Hun lod ham spille den igennem igen og så nikkede hun. Den var ikke fuldstændig efter hvad hun havde nynnet, men Maddies sange var oftes levende i hendes tanker og melodien Gabriel havde fået ud fra hendes nynnen og med hendes lille ændring, var bedre end hvad hun selv havde forslået før.
''Bare bliv ved med at spille den om igen.''
Maddie kunne ikke lade være med at smile begejstret. Det var lang tid siden hun havde fået lov til at spille og endnu længere siden at hun havde spillet sammen med en. Der var et eller andet magisk over, når man spillede sammen med nogen og det lød smukt. Hun satte sig elegant ved klaveret, men før hendes fingre begyndte at slå toner an, begyndte hendes stemme at lyde, endnu en gang med samme vers som hun havde sunget for Gabriel og halvvejs inde begyndte hendes fingre at slå tonerne an på flyglet. Det passede fuldstændig med melodien Gabriel kørte med parallelt og det lød endnu bedre end når hun sad der hjemme og spillede den på klaveret.
//Selve instrument delen er en smile anderledes end den originale, derfor hun starter inde i første vers og ikke i andet med at spille
|
|
|
Post by Josephine on Nov 15, 2013 0:49:25 GMT 2
De spillede. Hun sang ikke. Det var melodien de handlede om.
"Stop," sagde han. "Hvad hvis det er mere sådan her."
Han spillede introen igen men denne gang lød det lettere og på samme tid melankolsk. Det var bare kommet til ham. Som den slags gjorde. Det var sådan han lavede det.
"Og så som før, jeg synes klaveret skal være i forgrunden. Men det er som om det giver lidt mere, ikke, det skal være den rigtige intro. Den her melodi er for vild. JEg mener du sang det godt, men det her er genialt."
Han strålede, svedte måske lidt, men han sagde det hele pænt. Det var ikke hans sang, men det var bare faldet ham ind og den her sang gjorde bare at han ville være impulsiv og levende. Bare gøre det han tænkte. Det var fantastisk. Intet mindre. Hun strålede og når hendes lille bitte krop var bøjet over klaveret og hendes hår var så rødt og hun bare var smuk. Så ... han vidste det ikke. Det var kunst. Mere end han nogensinde kunne fremstille. De ilede mellem hans skulderblade.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 15, 2013 22:37:58 GMT 2
Maddie tog fingrene fra tangenterne da Gabriel bad hende stoppe og lyttede til hans forslag. Det var mere melankolsk, men passede faktisk enormt godt til det hele. Det var jo ikke en glad sang på den måde, men det var heller ikke meningen at folk skulle sidde og græde når de hørte den. Gabriels forslag passede til det og hun lyste op i et smil.
''Jo jo jo,'' Sagde hun hurtigt efter hinanden. ''Det er virkelig godt.'' Med et spring var hun oppe fra klaverbænken og henne ved ham. Hun lagde sine hænder på siden af hans hoved og kyssede hans læber et øjeblik og var på et sekund tilbage igen med bænken.
''Jeg vidste du kunne hjælpe.''
|
|
|
Post by Josephine on Nov 17, 2013 16:42:02 GMT 2
Han stod lidt. Følte sig fortabt.
"Maddie jeg kan virkeligt godt lide dig," sagde han. Der var lang afstand mellem ham og Maddie, ordene skulle hele den vej. Det var bare røget ud af ham. Han kunne ikke holde det inde. Hans ansigt blev ildrødt. Som hendes hår.
Det gippede i ham så en skæv tone sprang frem.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 17, 2013 18:14:15 GMT 2
Maddies fingre gled over tangenterne til Gabriels ord nåede hende og hendes fingre stoppede. Ikke pludselig eller midt i det hele, men som var det naturligt og et lille skævt smil trak i hendes læber. Hun behøvede ikke at se Gabriel for at vide, at han var rød i hoved. Det vidste hun og den skæve tone fortalte hende at hvad han havde sagt, betød mere end hvad det lige kunne lyde som. Hun så endelig på ham og førte en lok af det røde hår, der var røget ud af den hurtige knold hun havde sat det i, om bag øret.
''Kom her hen.''
Hun klappede på klaverbænken ved siden af sig. Måske virkede hun rolig ud af til, men inden i hamrede hendes hjerte.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 17, 2013 18:47:55 GMT 2
Han tog guitaren af og gik stille hen, lagde den på jorden stille og roligt. Satte sig ved siden af hende. Vidste ikke hvad han skulle, men kunne mærke at guitaren ikke var nødvendig.
Han tog hendes hånd, kyssede hende på kinden. "Ja, ja," sagde han med et grin. Prøvede at gøre det let.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 17, 2013 20:40:38 GMT 2
Hun rykkede sig en smule, så der var plads til dem begge på bænken. Det var ligesom da de havde siddet hjemme hos hende for ti dage siden og spillet på familiens klaver. Der havde spændingen være lige sådan mellem dem. Men det var rart. Begge hendes hænder var om hans ene, og hun kunne mærke hans læber mod sin kind stadig, selv om det havde været flygtigt. Hun kiggede ned på hans hånd i hendes.
''Vil du ikke sige det igen?''
Det var måske en mærkelig ting at spørge om, men hendes brune øjne fangede hans og det var ikke for at lave sjov hun sagde det. Hun ville bare gerne hører det tæt på.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 17, 2013 21:56:43 GMT 2
Han følte sig varm. Det var intimt. Som om de begge var afklædte. Eller han bare var mens hun sad der med sine søde øjne der havde al kærlighed i sig. Til ham. Varme. Det var så mærkeligt. Rart. Og rødmende.
"Maddie," sagde han og sank. Kunne mærke at han helst bare ville kysse hende. Kunne høre sin egen stemme nu, hvordan rummet var bygget til at tage hans stemme og sende den rundt. "Jeg kan virkeligt godt lide dig."
Han sagde ikke, no shit, eller seriøst. Han sagde det som det var. Prøvede ikke at være nervøs.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 17, 2013 22:13:57 GMT 2
Hun kunne ikke lade være. Hun smilte stort og skulderne blev trukket helt op da han sagde det. Det kunne godt være at han ikke sagde at han elskede hende. Brugte det helt store ord. Det ville Kate finde uinteressant. At lide en var jo ingenting, hvis man spurgte veninden. Men Maddie var tilfreds. Hun fandt sig selv som regel i nu'et og gik ikke og ventede på at han skulle sige det, hvis han da nogensinde ville. Det var ikke en rar tanke og den blev også hurtigt glemt i al virvaret.
Maddie tog Gabriels hånd op og lagde den på siden af sit hoved. Tryghed. Og uden at tage øjnene fra ham. Hun havde sagt til ham for ikke lang tid siden at hun var virkelig forelsket i ham og det havde ikke ændret sig. Overhoved. Det var det hendes blik viste ham i det øjeblik.
''Du er nu også ret sød.''
Hendes tone var lidt let, for hun kunne mærke han var nervøs, hvilket han ikke skulle være.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 18, 2013 20:15:57 GMT 2
Han rystede på hovedet og aede hendes kind med sin tommel mens han bed sig i læben.
"Nej ... det var ikke sådan jeg mente det," sagde han ret stille. For det var slet ikke på den måde. Han mente det helt nede fra hælen. Fra sine hårde fingerspidser. Han mente det så hans ansigt stadig var rødt og han stadig følte han sad for tæt på. Han mente det ikke på en måde hvor han bare blev nødt til at kysse hende, men på en måde hvor han havde behov for at ... at ... han havde behov for at sidde og spise småkager med hende og høre hende le. Eller se på hende mens hun spillede på klaveret. Se hende smile og se ind i hendes blik og vide at hun var et helt andet sted lige nu fordi noget i hendes tanker spillede.
"Jeg kan ikke lide dig fordi du er sød. Eller jo også derfor, men jeg kan lide dig for mig. Sådan. Det er mig der kan lide dig. Jeg kan lide dig. Årh."
Han bed sig selv i tungen og fnyste. Hvorfor kunne han bedre skrive en sang om den slags end bare fortælle hende hvad fanden det var han følte.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 18, 2013 22:12:39 GMT 2
Smilet forsvandt lige så stille fra hendes læber. Ikke fordi hans ord ikke gjorde hende glad, men fordi hun prøvede at forstå hvad han mente med det. Det kom en smule rodet ud fra ham, ligesom hvis hun skulle forklare et eller andet, som hun ikke lige vidste hvordan skulle fortælles ordenligt fordi hendes tanker var et rod. Eller når hun var nervøs. Hun så lidt undrende på ham, men klemte hans hånd kærligt da han fnyste af sig selv.
''Hvad mener du?''
Det var ikke fordi hun ikke kunne forstå at han kunne lide hende. Virkelig meget. Men det virkede som om der var noget bag det som hun skulle fange.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 22, 2013 22:44:21 GMT 2
Han gav slip på hende. Strøg noget hår bag hendes øre og kyssede hende lige der foran øret. Han sank og prøvede at få styr på det der foregik i hans hoved, som han gerne ville sige. Han smilede til hende.
"Jeg er bare en fyr der kløjes i ordene. Det er som om for hver gang vi er sammen virker alting mere uvirkeligt ud over når jeg er sammen med dig. Ikke fordi jeg har lyst til at skrive en sang om dit røde hår og at jeg elsker det, men fordi jeg kan lide dig."
Han hænder faldt ned i hans skød og han så ligefrem. Vidste hende sin profil. Følelser var til sange der havde en let melodi, så folk let faldt i og sang med. Det var sådan han var. Det var den slags han lavede. Han ville elske at spille klaver men han var ikke nogen fantastisk musiker. Han var enkel og simpel. Nok mest det sidste. Han fortjente ikke en som Maddie. Selv om han var en god fyr. Det vidste han mere end nogen anden.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 23, 2013 18:29:59 GMT 2
Hendes hjerte slog et slag over da han lænede sig frem og kyssede hende flygtigt. Det var ikke på munden og alligevel føltes det langt mere betydningsfuldt, end hvis han havde kysset hende på munden. Et øjeblik kiggede hun på ham. Tog synet af ham til sig. Hvordan han sad, næsten håbløst som om han ikke syntes det var godt nok for hende, hvad han sad og sagde. Men sandheden var, at hun jo ikke ville have en anden. For hende var Gabriel præcis som han skulle være og hun ville ikke bede om mere. Kun at han blev hos hende, så længe han ville.
''Gabe...''
Det var første gang hun kaldte ham det og skulle hun svare på hvorfor, ville hun ikke kunne. Hun lagde en hånd mod hans kind og drejede hans hoved mod sig.
''Du er så meget mere end en fyr der blot kløjes i ordene og er helt ufattelig charmerende, mens han er klodset.'' Hun kunne ikke lade være med at smile lidt. Ikke fordi hun fandt det grin agtigt eller morsomt at han var klodset. Men fordi hun kunne mærke hvordan det kildede i hendes mave, som han kiggede på hende.
''Du giver mig kulder i hoved og jeg har ikke lyst til at være samme med andre. Kun dig.''
Og så kunne hun ikke lade være med det. Der var så kort imellem deres læber, at det kun lige krævede at hun strakte sig en smule. Det var ikke krævende eller noget i den stil, som det havde været på hendes værelse igår. Det var blidt, fyldt med de følelser hun nærede for ham. Fyldt med den forelskelse som voksede i hende over for ham.
''Jeg kan virkelig, virkelig også lide dig.'' Sagde hun lavt, da deres læber skiltes.
|
|