|
Post by Josephine on Oct 4, 2012 16:37:26 GMT 2
Koncertsalen er stor nok til at rumme ALLE byen beboere. Den har været igennem flere tilbygningerne, men er klassisk opbygget, med en scene for enden og stole der peger ned mod den. Der er flere balkoner, da man kun kan bygge op ad og de øverste rækker er derfor til dem der 'nederst' i samfundet.
Til de tre store koncerter er det en lov at alle skal møde op til arrangementerne.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 4, 2012 16:46:04 GMT 2
//: Start på koncerten Det var ikke nervøsitet Morgan følte. Hun huskede da hun var Ofelia og skulle stå på scenen. Havde hun været seks første gang hun stod der, med en stor sanger i hånden og skulle synge noget stille smukt. Hun havde grædt sig selv i søvn om natten, rædselsslagen for hvad der var sket, hvilket ikke havde været noget slemt, det havde været præcist så smukt som hendes forældre havde ønsket, men det var Janet der havde taget hende hjem. Det var Janet der havde lagt hende i seng og bedt hende om at være stille. Glenn og Dina blev nødt til at promovere sig, ved at drikke dyr champagne. Hun vidste at et sted på første række sad de nu og osede af stolthed nu hvor den ’største’ var tilbage blandt deres samling. Morgan havde stillet op til deres fotoshoot og havde vist sine ben, sine knogler og sin hud frem. Nu stod hun et sted langt over scenen , den blonde paryk forsvarligt sat fast. Dengang Ofelia havde været, havde hendes forældre holdt på at blonde børn var langt sødere og havde farvet Morgans naturlige mørkere hår. De kunne ikke skuffe publikum nu. Men tøjet var skiftet ud, danserne var på andre positioner og hun var kravlet op ad scenens stillads, havde iført sig sit kostume. Hun kunne høre den ældre sangers dygtige formåen, men også at publikum snart trængte til deres blast. Efter opstarten med en tale, som de fleste syntes var fuldkommen ligegyldigt, havde en kendt duo spillet en sød kærlighedssang til Skycity og derefter havde fulgt en elektronisk sang der skulle forsøde dem med musisk kunnens øregange. Og nu var der denne ældre, værdsatte sanger som skrev firnurlige tekster og med sin dybe stemme og rystende hænder fik folk til at tænke på glemte dage. Over de sidste ti dage havde Morgan gennemgået om det var det rigtige valg hundrede gange. Hun havde spekuleret på det til hun blev gal. Det var en af danserne der havde set på hende som var hun skør. ”Det er fucking godt.” Morgan havde grebet hans ansigt og kysset ham. Med det samme havde hun fortrudt, men ikke vidst det. Selvom hendes hverdag havde været fyldt op med skole, det her lort og arbejde så tænkte hun alligevel mere på Michael end hun ville være ved. Når hun var færdig med at øve om aftenen, skiftede hun tøj og slog sig løs på sit board. Hun havde været sammen med nogle af de sædvanlige, men det var som kunne de ikke følge med hende og hendes vildskab og nu tog hun bare afsted alene. Prøvede at slå sig selv ihjel, men balancerede alligevel altid på knivsægget med en elegance der gjorde hun stadig var i live. Da Michael havde ringet, var hendes første indskydelse ikke at tage den, mest fordi hun var midt i en øvelse med Spice Girls ”Spice up your life” med lækre salsa agtige øvelser. Alligevel klikkede Morgan fyr. Når hun var sammen med dette crew eller i andre henseender som Ofelia havde hun teleren sat på øret konstant. Den stemme der sagde ”Michael” havde advaret hende, Morgan gik ud. På gangen var der stille og hun nød det, mens Michael spurgte om hun var Ofelia. Morgan havde leet ned i telefonen. Plakaterne huserede hver en skærm, hver et musik program var blevet påført et pop op vindue der fortalte om Ofelia og linkede til en lydfil hvor den 7 år gamle blonde pige sang. ”Skat, tror du selv på det?” Hun vidste at det gjorde han. Ellers havde han ikke ringet. Netop derfor havde hun fra start haft løgnen klar. ”De bruger dét navn, men eftersom ingen har set pigebarnet i over ti år ved ingen hvordan hun ser ud. De har hyret en eller anden dukke med en ok stemme som skal svinge sine hofter på scenen. Jeg er pisse ligeglad.” Det havde været dét. Michael havde ikke sagt meget mere. Morgan havde ønsket at hun havde. Klapsalverne var afsluttede. Hun hørte den stille musik fra violinen og guitaren. Mens hun startede på lyrikken med en stemme der var helt stille og lav blev hun sænket ned på gyngen, hun selv havde konstrueret til netop dette ene formål. Der var blomsterranker, af plastik, på lortet og hun havde en flagrende kjole på i noget hvidt luftigt stof der virkede gennemsigtigt. “I feel so alone on the Friday night Can you make it feel like home, if I tell you you're mine. Is like I told you honey Come take a walk on the wild side, let me kiss you hard in the pouring rain. You like you girls insane, Choose tour last words This is our last time 'Cause you and I, you and I we’re born, born to die, born to die So now you’ve found all you were looking for, how you gonna find your way out of the maze?” Enhver tatovering Morgan havde på kroppen var blevet forsvarligt dækket af en kropsmaling der ikke kunne tværes ud. Hun lignede ikke sig selv. Men ... hun følte sig som sig selv. Hun kunne mærke det boble i sig. Lyset gjorde hun ikke kunne se nogen, men hun vidste hvilket udtryk Glenn og Dina havde. Det her var ikke planen. Det her var ikke hvad de havde købt og solgt. Musikken stoppede og et kor begyndte med deres højstemte stemmer et usynligt sted der syntes at omslutte hende. Høje skikkelser i kutter kom gående ind fra hver sin mellemgang blandt publikum. Morgan sprang ned fra gyngen, hørte salen gispe og det højlydte ’ritch’ da kjolen revnede, fordi den sad fast på gyngen. I den salto Morgan lavede, landede hun lavt på scenen med hovedet let på skrå ”It’s been awhile. I know I shouldn’t have kept you waiting. But I’m here now,” sagde hun med kælen stemme. Hun rejste sig langsomt op. Tøjet der nu omfattede hendes smækre figur, var teknisk set ikke meget tøj. Idéen var kommet da fyren der skjulte hendes tattoos havde malet hende. Resultatet var nu at Morgan bar en usynlig BH og en ligelides usynlig tanga. De to steder var blevet malet og derefter var hun blev udsmykket med utallige glimtende sten. Den gyldne paryk der virkede let og naturlig faldt over hendes skuldrer og lignede lidt en glorie. Fra hver sin side kom i alt 16 mænd ind i forskellige former for latex. Alle med en sort, tydelig eyeliner. Koret var stadig igang, men så begyndte den elektroniske musik med et tydeligt beat og én overrakte hende et par glassko med sylespidse hæle der virkede for høje til at gå i. Morgan trådte elegant ned i dem, mens hun bøjede sig frem som ville hun kysse vedkommende der havde givet hende dem. Hun begyndte at synge som hun plantede en beskoede fod på hans bryst og skubbede ham væk. “I know it's been a while but I'm glad you came And I've been thinking about how you say my name You got my body spinning like a hurricane And it feels like you got me going insane And I can't get enough, so let me get it up Ooh, looks like we're alone now You ain't gotta be scared we're grown now I'm gonna hit defrost on ya, let's get it blazing” Det Morgan var igang med på scenen var et sjov med så megen intensitet og liderlighed at det lyste ud af enhver. Den stille optakt havde nok mest været en pathos forestilling der havde til sinde at vise hendes tekniske kunnen og nu var det et show. 16 performere der gned sig op ad den tilsyneladende nøgne krop. Måden hvorpå hun sang som var det til hver eneste ene mand der befandt sig blandt publikum. Så på skærmene var Morgan var blæst op på kunne man se det sygelige glimt og smilet der var morderisk. Hun nød det. Alle tanker var slået til side og hun nød hvordan koreografien fungerede. Hvordan hun bare skulle bevæge sig og hver eneste gang var der én der greb hende, bevægede hende, én hun kunne skubbe til. Hun satte sig på en, blev løftet af flere. Hun hviskede en i øret, mens hun sang. Morgan var i form, hun bevægede sig mindst lige så professionelt som de professionelle. Hendes brystparti følte nærmest beatede og hendes hofter vidnede om hvad de mest blev brugt til. Mændene bagved, foran, omkring hende, de både dansede og agerede i hendes skuespil. Alle 17 kunne pludseligt gøre noget fuldstændigt synkront. Selv Morgan i de høje hæle. Morgan kendte råbene og piftene, koncertstemningen fra Lou Lous, men det her, selve Koncerten var et arrangement hvor hele byen sad bænket, hvor folk sad ned. Det var store stemmer der skulle vise deres kunnen. Det var ikke et show. Det var ikke meningen folks skulle føle sig ophidset, men oplyst. OPLYSNINGER: Første del af sangen - det begynder først ved minut 1 (præcist) og så til det sidste ord. JEg tænker at skiftet mellem Born to Die og Theseus er kortere. Morgans outfit efter kjolen - tyvstjålet. Håret er også likewise Og nårh ja sangen. Mig og Britney *suk* nå men jeg kan lide den lettere hæsere stemme og den sexede følelse man får af den og det er så Morgan i en situation som denne. Jeg synes teksten er fed (sorry) og da jeg valgte denne her sang var det for år og dage siden en aften hvor jeg gik alene i mørket og hørte musik. Morgans stemme er dybere og hun kommer knapt så højt op. Der er ikke de der søde pigestemmer på koret, der er kun Morgan. Håber I kan forestille jer det lige så let som mig.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 4, 2012 20:42:51 GMT 2
Dagen var endelig kommet. Ti dage havde han gået og sat mentalt kryds ved. Det eneste der nu skulle overstås var koncerten og så ville han kunne se hende igen.
Han havde haft helt ret i at det ville blive hårdt, men det var alligevel en underdrivelse. Det havde været ulideligt at blive lukket af på den måde og han havde taget sig selv flere gange i at vandre hvileløst rundt i Skycitys gader, enten alene eller sammen med Jones. Hans bror var den eneste der virkelig havde kunne holde ham ud og hans rastløse humør, der kun var blevet værre som dagene var gået. Men de havde da fået lejligheden. Dagen efter at han sammen med Jones og Morgan havde været oppe og se den, havde de fået skrevet under på kontrakten og kunne begynde at flytte ind med det samme. Uden at tænke videre over det, havde han nær tastet Morgans nummer ind på teleren for at ringe til hende og fortælle den glædelige nyhed, men nåede at stoppe sig selv. Ti dage skulle han vente. Selv om der havde været en del arbejde med lejligheden havde det ikke været nok til at hive hans tanker væk fra hende. Hele tiden spurgte han sig selv, hvad hun måske rente og lavede. Men han anede det faktisk ikke. Arbejdede på Lou Lous noget af tiden vel, men der måtte han også holde sig fra i ti dage. Lidt som en støtte havde drengene fra arbejdet hevet ham med i byen fredag aften, og selv om han var ved at kaste op over at blive ynket på den måde, så var det faktisk rart. Ingen havde rigtig spurgt hvad der var sket og de nævnte ikke Morgan, eller behandlede ham meget anderledes end de plejede. Egentlig var det vel bare for at få ham lidt ud, for hvis han ikke var på Markpladerne og arbejdede til han segnede, slæbte han møbler til lejligheden. Hårdt fysisk arbejde var det eneste der rigtig kunne aflede hans tanker et øjeblik. Men de havde alle drukket sig helt i hegnet og haft en skide sjov aften. En eller anden lyshåret tøs havde prøvet at indlogere sig hos ham, med sine vrikkende hofter og kønne blå øjne, men selv om det var fristende og han faktisk også var trængende, så var det ikke hende han ville have. Syv dage og så vidste han hvad Morgan ville.
Det var som sådan ikke en lejlighed de havde fået, men to små værelser, med tilhørende bad/toilet imellem, som hørte med til en form for kollektiv. Værelser var små, men der var da plads til en seng og et skab og mere havde de som sådan ikke brug for. Et lille fælles areal var at finde og hvis Michael ikke var så fraværende ville han nok have begyndt at lærer de andre der boede der lidt mere at kende. Det var omkring 10 mennesker, på omkring 7 værelser med to køkkener. En lejlighed der med tiden var delt op i flere og flere værelser. Flokken bestod af unge mennesker på omkring deres egen alder eller lidt ældre. To kæreste par, Jones og Michael, samt tre piger og en dreng mere. De virkede flinke nok, men Michael havde været hel udmattet hver eneste gang han endelig havde tid til at sidde ned. Og selv om ham og Jones havde ønsket så længe at flytte hjemmefra, måtte de indse at de faktisk savnede deres to yngre søstre og forældrene. Nu havde de kun dem selv, men de kom da på besøg et par gange. Deres far manglede jo hjælp i køkkenet fra Jones og Lia var nærmest aldrig hjemme, med den store koncert så nært forstående. Fem dage. Maddie havde også haft en glædelig nyhed, om at hun var blevet spurgt om hun ville synge til koncerten. En kæmpe ære for familien Pax og deres var havde været ved at flyde over af glæde. Men han sagde også at huset var blevet så stille pludselig. Med drengene ude, Lia og Maddie ude og arbejde, var der kun George og Joanna tilbage, sammen med familien Kein.
Som dagene var gået, var der kommet flere og flere reklamer op på skærme og pop-up vinduer om koncerten og navnene på dem der skulle spille. En af hovedattraktionerne var den tilbagevendte, blonde sangerinde Ofelia, som havde sunget sig ind i hele Skycitys hjerte som 7-årig, for så at forsvinde. En dag stoppede Michael op og kiggede på en af de reklamer. Navnet lød underligt bekendt. Ofelia. Var det ikke det navn Morgans forældre havde brugt? Den blonde skønheds øjne virkede til at følge ham, da han forsatte sin vej og hev teleren frem fra lommen. Han havde lovet at holde sig væk i 10 dage og nu var fem af dem gået, men han kunne ikke stoppe sig selv. Hvis hun ikke ville snakke, kunne hun ligge på. Det gjorde hun bare ikke. Det var så mærkeligt at hører hendes stemme, selv om der kun var gået lidt under en uge, men det havde føltes som måneder. Og alligevel var det som om den havde forandret sig lidt. Han havde spurgt direkte, uden så meget omsvøb, for hvis han begyndte på for meget, ville det være svært at få stoppet igen, når han nu endelig havde kontakt til hende. Med en latter havde hun afkræftet hans tanke om at det kunne være hende, der var denne blonde diva der var vendt tilbage... Og det var det. Mere havde de ikke snakket om, for selv om han brændte for at fortælle hende om lejligheden og hvor meget han savnede hende, så ville det ikke føre til noget. Så han lagde på og forsatte. Tre dage tilbage.
En hel uge havde han klaret den og nu var det lige før koncerten nærmest. Lia havde forlangt at han og Jones skulle følges med familien hen til koncerten, hvor de skulle sidde med Joanna og George. Pænt tøj skulle de også have, hvis det fra sidste gang ikke længere duede. Han havde det stadig og det var samme sæt som han havde haft på da Morgan havde inviteret ham med ud og spise med sine forældre. En middag som hun havde været tvangsindlagt til og som havde været forfærdelig. Maden god, men han kunne ikke fordrage Glenn og Dina. Lidt fortabt i sine egne tanker havde han stået og gloet på det forbandede sæt tøj, da en af pigerne fra gangen havde banket på. Line vidst nok, hvis han huskede rigtigt. En pige med briller og let krøllet, leverpostejsfarvet hår, som altid var sat op i en knold. I hvert fald de gange han havde set hende. Men ikke den dag, der havde hun været stadset op og han havde åbenbart set undrende på hende, for hun slog en perlende latter op og forklarede at kollektivet havde tænkt sig at få indviet ham og Jones ordentlig, med en lille komsammen ting. Han orkede det egentlig ikke rigtig for han havde arbejdet sig selv halvt ihjel ude på pladen, men Jones kom og hev ham med. Og det havde da også været hyggeligt nok. Lidt for meget indenbords til dem alle sammen og Line havde flere gange lænet sig helt op af ham og hevet hans opmærksomhed til sig. Hun var ikke noget særlig, lidt kedelig i den, men den røde læbestift hun havde valgt, sammen med det brune lange hår fik ham til at tænke på en anden i alkoholens tåge. Hvad der var sket stod lidt i det uvisse, men han var vågnet op med læbestift om munden. Vredt var han taget på arbejde med tømmermænd, uden at vække Jones, hvilket nok havde været lidt tarveligt. Det var jo ikke hans brors skyld noget af det.
Og så kom dagen endelig. Fredag, hvor hele byen skulle bevæge sig til den enorme koncertsal. Maddie havde han kort nået at få set om morgenen, inden hun skulle af sted til make up og hvad der ellers skulle gøres ved sangerne inden de skulle på scenen. Men han nåede at ønske hende hel og lykke, og så var hun væk. Han havde hørt fra George at hun dog ikke skulle rende rundt alene og være et stort nervevrag, men hendes kæreste, Gabriel, ville vidst være hos hende. Langsomt kom de igennem menneskemylderet, alle i det fineste tøj de kunne finde. Jones og Michael var nærmest identiske i ens tøj, men deres gyldne hår i to forskellige frisure. Joanna gav ikke slip på nogen af dem, men holdte sig imellem med de to brøde i hver sin hånd. Efter en god times tid fandt de endelig deres pladser, et godt stykke fra scenen på den første balkon. Langt fra gode pladser, men det generede nu ikke Michael meget. Han kunne se det han skulle af scenen og det eneste han ville se var sin søster. Alt andet ville han bare have overstået hurtigt, så han kunne finde Morgan. Han kunne ikke lade være med at kigge ud i menneskemængden for at se om hun befandt sig blandt dem. Hun skulle jo være her, det skulle alle. Han var for langt væk, men han var ikke i tvivl om at hendes forældre sad på forreste række. Samme række som hans mor også befandt sig på. Bare hun nu ikke fik gode ideer. Lyset blev slukket, stilheden sænkede sig og de første sangere kom på. Først et eller andet bandt der ikke sagde ham meget, og det gjorde den næste heller ikke. Det var der ikke rigtig nogen der gjorde, og han havde heller ikke forventning om det. Maddie glædede han sig til, men det var det eneste. Alligevel fangede stemmen ham. Den var en anelse dyb, blød og lækker. Absolut en af de bedste sangerinder der længe var hørt, og det var også tydeligt at et sus gik gennem publikum, også helt her tilbage hvor han sad. En skikkelse blev sænket ned på en svinggynge af en art, og hvad han kunne se på de store skærme, var det hende den lyshåret skønhed. Ofelia. Han havde sgu da ikke kun en OK stemme. Han rettede sig lidt i sædet og pludselig ændrede det hele sig. Fra at være sødt og som alle ville have det, sprang pigen ned fra gyngen så den hvide kjole blev revet i stykker og fra der hvor han sad, så det ud som om hun var hel nøgen. Men skærmene viste ham at det ikke var tilfældet. Næsten hele kroppen var dækket af diamanter og skinnede i lyset. Showet gik i en hel anden retning, noget vildt og sexet, bestemt ikke familie venligt og George skyndte sig at holde Joanna for øjnene mens hun klagede vildt over det. Hun ville se den pæne pige danse med drengen jo. Michael og Jones så på hinanden og kunne ikke lade være med at le. Aldrig havde en af de store koncerter oplevet noget lignende, og her i den gruppe hvor han sad, var der mange familier som gispede, men han vidste at dem på forreste række og var mest snerpede, ville få hjertetilfælde af det. Hvis den her dag ville ende dårligt, havde han da oplevet en god ting. Ofelia, pop divaen som tog røven på alle og lavet et fabelagtigt show. Hun var sgu ikke hel tosset og hendes stemme vækkede noget i ham som havde været væk i ti dage. Hvilket faktisk fik ham til at føle sig mere skyldig end han havde gjort da han vågnede op med en anden piges læbestift tværede ud om munden for et par dage siden.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 4, 2012 22:13:20 GMT 2
MADDIE:
Maddie var nervøs. Virkelig nervøs. Mere end hvad hun havde prøvet før og det skyldtes nok at der sad over 100.000 mennesker der ude og hun af en eller anden grund var sat efter Ofelia. Den legendariske sanger, som havde blæst hele byen omkuld med sin stemme som 7-årig. Maddie havde hørt pigen synge til nogle af prøverne de sidste par dage og hun var utrolig. Hun var virkelig i toppen af ligaen og Maddie kunne ikke nå hende til sokkeholderne.
Dagene var fløjet over hoved på hende og så meget var sket uden hun havde kunne opfattet det. Michael og Jones var flyttet nærmest dagen efter Jones havde kommet med den glædelig nyhed. Men hun havde haft gang i så meget, at hun ikke havde været der, da de tømte værelset. Hun var kommet hjem om aftenen og så var deres værelse helt nøgen. Ingen ting var blevet på væggene og det eneste der stod tilbage var deres køjeseng, skrivebordet og så guitaren de havde fået af deres morfar. Møblerne ville de vidst prøve at sælge, men hvad de skulle med guitaren vidste de ikke. Hun var faktisk blevet hel trist da hun så det og deres hjem var som forventet blevet helt stille. Og det gjorde det nok ikke bedre at hun enten var i skole, øvede til koncerten eller sammen med Gabriel. De få gange hun havde fået presset ind. På meget kort tid var hele hendes skema fyldt med alt muligt og når hun endelig havde tid til bare at være sig selv, forlangte hendes mor at hun trænede på klaveret, eller holdte sin stemme varm. Det var forfærdeligt og hvis ikke hun havde haft Gabriel ville hun nok havde barrikaderet sig inde på sit værelse. Ej nok ikke, men det var rart at kunne flygte fra det hele og bare være sig selv sammen med ham. Det var så ukompliceret og han forlangte ikke noget af hende. Hver morgen mødtes de og fulgtes i skole. Egentlig startede det med at hun troppede op hos ham og spurgte om han ville med, men fordi han syntes det var en omvej for hende, så var det efterfølgende ham der troppede op hos hende. Og det var rart. Hendes eget lille helle i en hektisk hverdag og hun havde dårlig samvittighed over at hun var så fraværende. Både der hjemme hvor Joanna og hendes far bare rendte rundt for dem selv, men også for ham. Men han tog det nu med et smil. En dag havde Maddie ikke været hurtig nok ude af sengen, så George havde åbnet døren for Gabriel, hvilket havde resulteret i at han havde inviteret Gabriel på middag om aftenen. Det havde været en af de få aftner hvor Maddie også skulle være hjemme nemlig, så hendes far syntes det var en fremragende ide. Helst ville Maddie være hjemme hos Gabriel, væk fra hendes krævende mor og det tomme værelse, som efter et par dage var blevet hel tomt. Møblerne solgt og guitaren stod helt alene og efterladt. Men det var nu blevet okay alligevel. Lia havde været væk fordi hun skulle være med til at arrangere et eller andet i forbindelse med koncerten, så det havde faktisk ikke været så slemt igen. Og hendes far havde været så sød at flytte hende seng ind på det tomme værelse, sammen med nogle enkelte af hendes ting, da Michael og Jones var på besøg og hun selv var af sted for at øve. Så de havde ikke skulle bekymre sig om at Joanna hele tiden ville komme og forstyrre dem. Ikke at de havde lavet noget, andet end bare at ligge i sengen og snakke. Maddie havde været så smadret at hun faktisk var faldet i søvn i hans arme.
Men det var ikke den eneste gang Gabriel havde været forbi, og Lia havde desværre været der den anden gang, hvilket betød at Gabriel skulle afhøres, som en anden kriminel. Alt hvad der skulle undersøges blev spurgt om og det var ikke svært at se, at Lia ikke var videre imponeret, men Gabriel opførte sig ufortrødent, komplimenterede hende på de rigtige tidspunkter, hvilket i sidste ende gav pote. Lia slappede en smule af og lod dem være i fred. Men Maddie havde på fornemmelsen at hendes mor lidt havde ønsket, at kunne lave en form for scene, bare for at få drengen til at ønske sig væk fra hendes datter.
Dagene forsatte med alt for hurtige skridt, og selv om det ærgede Maddie lidt, at Gabriel ikke inviterede hende med til familie middagen, vidste hun at overskuddet nok ikke var der fra hendes side alligevel. Uanset hvor gerne hun end ville.
Men så kom dagen endelig. Gabriel havde prøvet at få ud af hende hvilken sang hun skulle synge, men en bindene kontrakt hun havde skrevet under, gjorde at hun ikke måtte sige det til nogle. Lia var den eneste der vidste til det, af folk hun kendte, men det gjorde nu ikke noget. Det var ikke en Maddie selv havde valgt, skrevet eller hørt før. Den var skrevet af en anden til denne koncert, til hende og selv om det måske ikke lige var det hun som sådan fortrak så var den da god. Rørende. Den var bare skrevet i en tone lidt for dyb i de originale papire, som var den skrevet til en anden, men hun havde fået ændret lidt på den, så den passede hendes stemme. For selv om sangen var valgt for hende, så havde hun frihed til at udfolde sin stemme. Mr. Collins havde fået lov til at øve hende personligt op til koncerten og selv om hun mestrede de fleste teknikker til fulde og det kom til hende naturligt, så var der stadig små tricks hun kunne lærer. Specielt når det kom til nervøsiteten, som han vidste hun baksede med. Hun havde ikke kunne stå stille de sidste to dage og kun fordi en make-up artist stod med sine redskaber ved hendes øjne, kunne hun sidde stille i stolen mens hun blev shinet op. Stylet og smukkereret. Gabriel havde fået lov til at komme backstage, fordi Mr. Collins havde haft nogle forbindelser, men aftalen var at han først måtte komme ind til hende, en time inden hun skulle på. Hun så på sig selv i spejlet foran hende. Jo hun kunne da gøre noget ud af sig selv når hun skulle til fest, eller de gange hun havde optrådt, men det var ingenting sammenlignet med dette. Hendes ildrøde hår skinnede og krøllede på en fin måde, ikke på den rodede måde som det altid gjorde, og den ene side var trukket hen med et perle bånd, så det faldt ned over den ene skulder. Hendes hår havde ikke været langt nok til deres smag, så frisøren havde flettet ekstensiens på oppe ved hårbunden og farvet det til samme farve som hende hår. Det var ikke til at se det ikke var hendes eget hår, men de havde lovet at pille det ud bag efter. Hun ville ikke have det, for hun vidste hun ikke kunne holde det pænt. Men hun måtte tilstå det klædte hende. Hun så langt mere voksen ud. Hendes make-up var ikke gjort overdramatisk, men alligevel fremhævede det hendes store øjne og hendes vipper virkede kilometer lange. Men alt det blev glemt da hun så den kjole hun skulle have på. Hun havde aldrig haft noget lignende på, og havde aldrig gættet på at hun ville kunne gå i sådan noget. Den var kridhvid og lang, lavet i et let og garanteret dyrt stof, som faldt som vand. Den var i et simpelt snit med en rund udskæring, lidt kunstige diamanter syet på ned over, men det var ryggen hun var mest nervøs for. Den var fuldstændig åben. Intet holdte det sammen så stopperne ikke skulle glide ned af skulderne og efterlade hende hel nøgen på scenen. Men hendes stylist havde en slags tape der holdte stropperne på plads. Det var ikke den Maddie hun kendte der stod foran hende i spejlet, men den sangerinde som de store firmaer ville gøre hende til. Hun så ældre ud og det lignede jo næsten også hun havde former og ikke bare var en pind. Og skoene var tårn høje og hvide. Det eneste farve var hendes røde hår som næsten lyste op.
Men da hun så Ofelia gå forbi, med selvsikre skridt og sit lyse hår flagrende efter sig, var Maddie klar over at hun havde langt vej endnu. Hun var ikke hel van til den her verden endnu. Hvorfor Skulle hun også på efter Ofelia, kunne hun ikke komme på før.
Maddie blev guidet ud til vente position, for sangerne skulle være klar en time før de skulle på. De høje stiletter måtte hun dog hurtigt smide, for hun kunne ikke gå i dem i særlig lang tid selv om de gav godt udsyn, når hun kiggede efter Gabriel. Han skulle gerne være her nu. Hendes hænder rystede og hun bed i sin læbe. Hvad nu hvis han havde glemt det? Der blev snakket koordinaterne imellem om at der skulle til at gøres klar til at Ofelia skulle på scenen.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 5, 2012 0:39:15 GMT 2
De sidste dage havde været travle. Gabriel tog altid tingene med en overordnet ro. Men mange havde haft travlt og især på konservatoriet hvor alle skulle give en hånd med til forberedelserne. Han havde haft travlt med en masse tekniske ting og alle timer pånær med afgangseleverne var aflyst, for hans vedkommende. Han havde ikke clearence til at være med til øvningerne og han havde virkeligt irriteret Maddie til at lade bare nogle få hemmeligheder slippe ud. Ikke et ord havde forladt pigebarnets mund og Gabriel beunderede hende bare mere. Hans mor plejede at sige at han var umulig og endte ofte med at fortælle ham det.
Nu havde han i stedet stresset rundt bag scenen og vist sin lorte elektriske badge frem som ikke gav ham en skid adgang alligevel og ville bare ind til Maddie. Her bagved viste en skærm hvad der skete på scenen, men Gabriel var ligeglad. Han sad afslappet men følte sig ikke sådan.
"Hr. Luttor, de må gå ind nu," sagde en temmelig svedig mand med et smil. Gabriel havde spurgt ham flere gange og havde så givet ham en flaske med vand. Manden havde været taknemmelig hvorefter Gabriel havde tilbudt ham en småkage. Som en anden bedste havde han noget nær en en kæmpe kagedåse af plastik med, fuldt med choko småkager, lavet på rigtig smør. Så nu blev han lukket ind og Gabriel strøg hen til sted sted som han vidste at den næste skulle på. Manden der sang nu gjorde det godt og da Gabriel gik bag scenen så han ubevidst op og den blonde nyhed var på vej op ad bagscenens stillads. Gabriel rystede på hovedet, men tog ikke farten af han forsatte mod Maddie.
Men da han så hende måtte han stoppe op. Der foran ham stod det smukkeste væsen han nogensinde havde set. Han følte at det var en af de prinsesser han læste op om til sine mindre søstre og nu sine niecer. Hun var vidunderlige og et fjoget smil prydede hans ansigt, som han stod der i sit stiveste pus. En rød skjorte, et par seler, indenunder den sorte fløjs blazer og brune stivede bukser. Endda med skjorten nede i bukserne.
"Hey," sagde han åndsvagt og stadig med det smil. "Du ... smuk." sagde han [og yeah stjålet fra Pierce Brosnan] og tabte lidt af sin ranke holdning.
Han anede ikke hvad han skulle gøre eller sige men han tog bare hele Maddie ind. Det lignede hende ikke og så alligevel. Der var noget. Men hun virkede så meget ældre. Som en der vidste alt om verdenen og samtidig var utrolig naiv og vidunderlig.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 5, 2012 11:58:14 GMT 2
På trods af at Maddie spejdede efter Gabriel, så var hun også så optaget af sin nervøsitet at hun først så ham, da han praktisk talt stod lige foran hende. I sit pæne tøj, et stort smil og en stor dåse i den ene hånd, som hun gættede på muligvis var småkager, jagede han en god del af hendes nervøsitet væk. Det havde været det helt rigtige at få ham her backstage.
Han var så fin og det var kun fordi han sagde at hun var smuk at hun ikke gik hen til ham som det første. Hendes hjerte sprang et slag over. Han syntes hun var smuk. Hun hev lidt ud i kjolen og sendte ham et smil med farve i kinderne.
''De har ihvertfald gjordt et godt arbejdet.''
Og så blev de afbrudt af en overvældene lyd. Den ældre sanger var færdig og modtog sin hyldest fra teknisk set hele jordens befolkning. Det løb hende koldt ned af hendes bare ryg og nervøsiteten ramte hende igen. Hun gik over til Gabriel og trykkede sig ind til ham under hans frie arm. Hendes hænder rystede let.
''Jeg er nervøs.''
Hun ville have takket, han syntes jo hun var smuk og han var også lækker i han fine tøj, med den røde skjorte der matchede hende eget hår, men alt det blev overskygget af hendes angst for at gøre det dårligt. Det var ikke bare en lille optræden for et par 100 mennesker, der kunne hun nogenlunde mande sig selv op, men det her var noget helt andet. Hvis folk ikke syntes hun var god nok, så ville hun skuffe så mange mennesker og en fremtid i musikbranchen ville være fortabt. Maddie havde øjnene på skærmen der viste hvad der skete på scenen. Ikke meget lige nu, fordi der var ved at blive gjordt de sidste ting inden Ofelia kunne komme på. Om et par sekunder ville hun træde på og blæse hele byen over igen.
''Og hun er virkelig god.''
Tilføjede Maddie da lyset på scenen blev tændt og starten af musikken lød.
|
|
Emsen
Full Member
Posts: 149
|
Post by Emsen on Oct 5, 2012 15:43:47 GMT 2
Hele dagen havde Tessa næsten været sammen med Jesse. Ikke at hun kunne klage, de havde både fået anskaffet ham et job (Selvom hun stadig havde en underlig fornemmelse i kroppen, efter at have set ham... Oswald.. Eller Klammesen). Det var ikke bare det med at se ham, det kunne hun godt lige holde ud, men det var bare det.. Han var begyndt at snakke om. Og hans blik. Hans blik der bare blev ved med at køre op og ned af hendes krop. Og også Jesses. Det havde været klamt, for klamt. Og så savnede Tessa også Jones, men han havde været i fuld gang med at flytte over i en lejlighed, og havde forklarende nok ikke tid til at være sammen med hende. Men alligvel havde det følt lidt hårdt, og hun havde glædet sig til at se ham. Især til sidst. Hvor mange dage siden var det de havde set hinanden sidst? -Fem? -To? -Tre? Tessa kunne slet ikke overskue det i sit lille hoved.
Jesse og hende havde brugt tiden med at gå rundt i gaderne, hvor de aldrig ville kunne fare vild, fordi de havde et indre kort, som aldrig ville gå helt tabt. Eller jo, hvis en af dem fik en eller anden form for hukommelsestab, men det var en sjældenhed. Så sandsynligt var det jo ikke. Folk havde kigget underligt på dem, og så havde enten Jesse eller hende selv, danset rundt og lavet underlige ting. Bare så menneskerne ville gå lidt hurtigere, mens de kastede små blikke tilbage, inden de drejede om et hjørne og var i sikkerhed. Sikkerhed var noget pjat. Det førte til overbeskyttelse, og.. Rige mennesker!
Så var hende og Jesse kommet op og skændes. Og så havde de grinet. Bandet af folk. Åh... Og så havde Tess i smug kigget på Jesses hår, hans øjne og hans store hænder. Og så havde hun stoppet sig selv og gået videre. Sammenbidt.
Nu stod hun her. Alene. I en fucking stor musik sal. Eller hvad det nu var. Hun orkede ikke at høre på en masse smukke mennesker, der sang og havde talent. Hun gad i det hele taget ikke at være her. Gad ikke at være social. Mest af alt havde hun lyst til at sidde på sit lille værelse. Med det der lille tæppe med en masse forskellige lapper fra brugt tøj. Åh.. Og spise billige nudler, mens hun sang for sig selv. Men nej. Hun var tvunget. TVUNGET! Tessa var lige ved at flippe ud på en fin herre, der stod lidt derfra og kiggede fornøjet på scenen. Lede svin.
lidt fra hende stod Alec, med Sophie i hånden og Mor på hans venstre side. En ordentlig bror, der holdt sammen på familien. Ikke som hende, der knap nok var hjemme. Tessa var lige ved at gå hen til dem- bare for at være.. Et loyalt familiemedlem. Men hun ombestemte sig, da hun så Jones hoved i mængderne. Og det i sig selv var fucking sygt, men hun kendte ham jo. Ud og ind. At hun kunne komme hen til ham var lige så sygt. Tess listede stille ind i den række bag ham, og undskyldte sig, når hun kom til at spærre andres udsyn til scenen. Da hun stod bag hans stol, satte hun hurtigt et smil på læberne, bukkede sig ned og placerede hurtigt et smækkys på hans ene kind. Hun lagde hurtigt mærke til at han havde barberet sig i anledningen. Typisk.
”Hey, sweety”
Hun placerede endnu et kys på kinden. Rigtig bedstemoragtigt.
”Jeg har ikke set dig i lang tid!” Så løftede Tessa hovedet og sagde også pænt hej til hans bror- Michael. Og de mange andre i hans familie. Men hende den lille rødhårede var her ikke. Maddie, var navnet vidst. Hun var sikkert syg,- Tessa bebrejdede hende det ikke. Hvis hun selv havde haft kløgten, havde hun gjort det samme, og spillet syg.
|
|
|
Post by Xazal on Oct 6, 2012 14:18:58 GMT 2
//Andrew til koncert (WHAT?)
Andrew gik aldrig glip af koncerterne. De interesserede ham ikke. Musik interesserede ham ikke i det hele taget. Men ligesom med alt andet kunne musik frembringe lyde, som irriterede én eller gjorde én glad. Ikke, at musik havde haft hverken den ene eller anden effekt på ham. Musik var et nytteløst redskab, ligesom alle andre kunstarter, og den slags brød han ikke sin hjerne med. Hvorfor skulle han? Hvem fanden blev et bedre menneske af at kunne reflektere over eller udføre et stykke kunst??
Andrew så bister ud som altid, da han blev puffet og skubbet til af de mange mennesker, som var dukket op enten af frygt eller af indbildsk pligtfølelse. Det eneste gode ved dagen var, at man havde fri fra skole og arbejde, men dét blev skam også trukket fra éns månedlige indtægt, som om det var en straf og ikke en årlig begivenhed, der skulle bringe folk sammen. Og det var netop den slags tanker, der gjorde ham bister at se på, og det var den slags tanker, der var farlige at tænke som borger i Sky-City. Heldigvis var hans ansigt udtryksløst og hans øjne lettere skælmske og ulmende som altid. Men nogen oprører lignede han ikke. Ikke i dag. Og dog, måske ville det se ud, som om han i ren trods ikke havde iført sig pænere tøj end et par slidte jeans, der næsten havde mistet sin mørkeblå farve helt og iført sig en hvid, ren, strøget skjorte, der så ny ud - som om tøjsammensætningen var en hån. Skoene var de sædvanlige, slidte lærredssko, der engang havde været vide, hvis gummisåler næsten var adskilt fra resten. Det lyse hår var skødesløst altid - de lidt bølgende lokker, der bare var strøget tilbage med en hånd og omkransede hans markerede, men lidt smalle ansigt.
"Hey Andy", "Hva' så, skiderik?", "Andyyy, gamle dreng!", "What's up, casanova?" og lignende fraser fulgte i hælene på den tavse skikkelse, der hverken så til højre eller venstre, mens den passerede hoben af mennesker på de øvre rækker. De kendte ham ved navn og måske også, fordi de havde givet ham ly for natten engang. Og tøserne savnede sikkert den smule spænding, han kunne give dem, når deres kærester ikke så det. Andrew fnøs hånligt over det i sine tanker. Det var sgu så intetsigende.
Det var med målrettede bevægelser, at Andrew gik gennem mængden af mennesker. Han så ikke direkte på nogen af dem - lod dem bare passere sit årvågne blik som skikkelser, der udgjorde en helhed. Det var et blik, som med det samme ville registrere noget usædvanligt og advare betragteren. I hans hjerne rumsterede samtalerne med Neil. De havde diskuteret igen på tomandshånd, og til sidst var Andrew gået med til at vente med at informere Morgan om deres beslutning til koncerten, eller i perioden efter koncerten, hvor folk altid syntes at have fået fornyet deres rest af fællesskabsfølelse, fordi hele byen på den ene eller anden led arbejdede hårdere om at stable arrangementet på benene. Det var fornuftigt. Nogle gange kunne Neil rent faktisk bruge hovedet rigtigt, og det var derfor, Andrew ikke havde modsat sig de fine argumenter. Deres magtkampe var måske i grunden, hvad der gjorde, at de kunne holde hinanden ud.
"Vil du have en tår?" havde Neil spurgt efter debatten, næsten venskabeligt, og rakt ham en næsten tom flaske billig vin, som han havde delt med kællingen forinden. Men Andrew havde skænket sig et plastickrus og drukket det i et par slurke, hvorefter han var skredet igen. På sin haltende måde. Pokker stå i det boardstyrt. Dagen efter mødet med Neil, havde Andrew opsøgt en læge, der havde sagt præcis, hvad Andrew havde forventet. Det var spild af tid. "Dit ben kommer i orden igen, hvis du holder dig i ro, og du har brækket to ribben i venstre side, men så længe du ikke gør mere overilet, skal de nok vokse sammen igen - de har ikke rykket sig betydeligt. Du bør ligge stille." Der var ikke rigtigt noget, som kunne forbindes. Alligevel havde lægen lagt en smidig skinne om hans venstre ben, som om han ville trøste. "Så jeg skal droppe sex de næste mange dage?" havde Andrew spurgt med tør stemme uden at beklage sig en skid. Han kunne bare ikke lade være med at spørge, og lægens ansigtsudtryk havde været det værd. "Jeg vil råde dig til at være nænsom og være god ved dig selv," havde Doc sagt, alvorligt. Andrew havde fnyst tørt - en bitter latter, der var et tydeligt tegn på, at han morede sig. "Jeg skal nok 'være god ved mig selv'."
Ikke én selverkendelse rigere for et lægebesøg - der ikke havde fortalt ham noget, han ikke vidste eller havde gættet i forvejen - stod han nu, endnu med smertende ribben. Han havde forbundet sin overkrop selv med bløde bandager, som han ikke gad betale for, så det i det mindste holdt hans torso fra uoverlagte bevægelser ved at bøje ryggen eller tage dybe indåndinger. Det var en ynkelig foranstaltning - én, han helst havde set sig foruden - men den var nødvendig og havde hjulpet. Det kløede og gjorde ved - et tegn på, at det gik i den rigtige retning. Nu kunne han atter sove uden at ligge udstrakt og fylde unødigt på den trange gulvplads, hvor kun hans egen slidte jakke og et tyndt vattæppe udgjorde komfort. Det var også det pokkers klaver! Hvorfor skulle den lille gnom have det klaver ind på det trange værelse, når de sov 5 derinde i forvejen? I det mindste havde han betalt Andrew godt for at have slæbt det op til ham - endnu før, han havde siddet ved Syd-Kanten med Morgan. Det bragte Andrews tanker tilbage på kunst - hans midlertidige roommate ville hellere sidde og bimle på instrumentet frem for at få en god sum penge for det, selvom enhver, der interesserede sig for genstande fra Jorden, ville blive ellevilde efter at betale. Andrew spejdede udover mængden. Lige nu vidste han præcis, hvad han ville. Det var bare om at finde hende Lorenz. Morgan var nemlig sikkert ikke til at finde i det her virvar; Morgan ville kun findes, når hun selv ønskede. Hvad Andrew skulle med Elaine, havde han ikke tænkt nærmere over - han ville bare have hende med nedad mod de snerpede røvslikkere. Og Jesse med. Det skulle blive en løgn, at de som små kaniner blev trængt op i en krog.
Elaines velskabte røv i de stramtsiddende jeans og hendes brus af krøller var også det første, Andrew genkendte ved hende, da han fik øje på den lave, rå skikkelse. Andrew banede sig vej hen til hende og Jesse og greb Elaine fast ved skulderen, velvidende at hun ikke ville bryde sig om det. Andrew havde en irriteret rynke mellem brynene. De skulle nedad, inden det helt store show begyndte. Andrew sagde ingenting til dem - gjorde bare et næppe synligt nik mod de nedre rækker, der var tættere på scenen. Hans intention var tydelig nok. Så begyndte den sentimentale duos ballade at fylde salen. Andrew skar ansigt.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 6, 2012 21:20:25 GMT 2
Gabriel trykkede Maddie ind til sig. Det var jo ikke specielt meget de havde set til hinanden, ikke som i alene tid på sofaen. Det var hele tiden til og fra, eller sammen med andre. Han hadede at hun ikke kunne fortælle hvad hun skulle synge.
"Jamen det er da kun godt du er nervøs," sagde han og var lige ved at kysse hendes hår men turde så alligevel ikke og smilede stort til hendes anderledes ansigt. "Desuden står jeg lige der, så ser du til venstre kan du se mig der står og savler over min mega lækre kæreste."
Han gav hendes arm et klem. Gabriel ville også gerne have sagt noget om den blonde skønhed dertonede frem på skærmen bag scenen på en gynge. Hendes stemme kunne høres tydelig og Gabriel blev forbløffet. Den der stille lyd der svøbte sig om dem og han følte selv den sorg hun havde i stemmen om hendes ensomhed og den kærlighed hun følte. Han så ned på Maddie og gav slip på hende, åbnede sin dåse og duften af småkagerne bredte sig så han ikke kunne lugte hendes hårspray direkte.
"Maddie ... " det var hendes udtryk mod skærmen og da hun vendte sig mod ham. "De er bagt med kærlighed."
Gabriel bøjede sig ned, fordi musikken og stemmen og sangen fav ham lyst til at kysse de læber han havde været låst til den sidste uge. Selv når hun udstødte et primalskrig. De gav efter da han pressede dem mod hendes. De smagte anderledes på grund af make-uppen, men så kunne han endelig fange hendes smag gennem alt det og Maddie blev synlig. Men andnet kunne han ikke med den åbne dåse imellem dem og Maddie helt stylet.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 6, 2012 22:46:07 GMT 2
ELAINE:
Ti dage var gået og hun havde formået at beholde jobbet hos Lou Lous. Ikke kun beholde det hun havde hurtigt lært at mestre det, og havde fået mere ansvar, fordi Morgan havde travlt med et eller andet og Lou Lou ikke ville lave alle de sure tjanser, som at gøre rent. Så på den måde var det ikke det store ansvar. Men det generede hende ikke det store. Hun fik penge og morede sig på arbejdet, plus hun havde fundet ud af hvordan man virkelig fik skrabet drikkepenge ind. Måske skulle hun gå med til at blive raget på en gang imellem, men kunderne havde hurtigt fundet ud af at det ikke altid var gratis med den vilde Ella.
Men hun måtte tilstå at noget af det bedste ved at arbejde ved Lou Lous var de dage når Chris kom. Ikke at hun rendte rundt og spejdede efter den idiot, men efter første gang havde de haft et spil kørende. Hvem der var længst tid om at give sig og irriterende nok var det oftes hende, men det endte altid ud i sex. Enten ude bagved eller på toiletterne eller hvor de lige kunne finde det. Det var fantastisk, lige på og altid bedre end sidste gang. Hun elskede det og samtidig hadet hun at han havde krammet på hende på den måde. Han var pisse god og desværre klar over det.
Chris gad hun ikke tænke på nu, han forstyrrede hende mere en rigeligt. Så sent som igår. Men mange af de penge hun fik gik til hendes forældre, og en lille del beholde hun til sig selv og Jesse. Ikke at hun havde sagt det til ham, men det havde givet dem muligheden for at købe bare lidt pænt tøj til dem selv idag. Så skulle hendes forældre ikke bekymre sig om det og da Neil forslog at hun kunne låne noget af Nille, så var hun ved at kaste op. Det nægtede hun sgu. Men et par nye bukser, og en pæn bluse i et let og gennemsigtigt stof var det blevet til. Ærmerne var rimelige store, men strammet ind omkring håndledene og som altid var hun ligeglad med om folk kunne se hendes ar. Udskæringen var stor og lagde ikke skjul på meget. Men i forhold til mange andre længere henne, så var hun ikke fin på nogen som helst måde og det bekymrede hende ikke. Hvis hun havde muligheden så ville hun sgu langt hellere blive væk. Væk fra alt det her opreklameret pis, som blot skulle til for at vise hvor godt folk havde det i skycity, eller bare hvor godt de rigede sad i det og resten bare kunne drømme om at komme så langt på toppen. Fede svin.
Elaine var alligevel troppet op og fulgtes med sin familie som det nu var kutymen at gøre sådan en dag. Både hendes mor og far var her, sammen med hende og Jesse og endda Neil var med. Men han spejdede efter Nille, i håbet om at han kunne sidde lidt længere fremme, væk fra den lavst rangerende gruppe i SkyCity. Så da han så Nilles lyse hår var han forsvundet. Det gik ikke forbi hende da Jesse knyttede sine hænder og så efter sin ældre bror med smalle øjne. Hun kendte sin tvilling godt nok til at han ville springe i luften på Neil, hvis han fik chancen, blot for den lille ting. Elaine blev også arrig over det, men hun gad ikke hidse sig op i aften over det. Hun svang sin arm om hans og trak ham lidt ned i tempo, så deres forældre kom ud fra hørervidde.
''Så så, du skal nok få ham på et tidspunkt. Ellers vil far måske.''
Måske var deres far ikke lige så arrig som hans børn kunne være, men det var ikke ukendt hvor Lorenz børnene havde deres temperament fra. Deres far var bare blevet ældre og syg. Hans hoste var blevet langt værre på de ti dage der var gået, og han støttede sig til deres mor. Men derfor ville han stadig være efter Neil for sådan at forlade sin familie. Pludselig var der en hånd på hendes skulder og irriterede så hun efter hvem det var der tillod sig det. Sikkert en eller anden idiot hun havde knaldet med og som følte han skulle sige pænt hej. Det var en idiot hun kendte ihvertfald og det irriterede hende stadig at han sådan skulle gribe fat i hendes skulder, men i stedet for bare at vippe hånden af smilede hun overfladisk til ham. Hun havde ikke snakket med ham en eneste gang, efter de havde fulgtes sammen til hendes hjem. Hvorfor skulle hun?
''Andy!''
Hun vippede hoved lidt til side og fulgte så hans blik. Hurtigt opfangede hun hvad han mente. Han ville bryde reglerne og bevæge sig ned til de dyre rækker, det var hun sgu med på.
''Jeg er med.'' Og hun forventede også at Jesse ville med.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 6, 2012 23:08:37 GMT 2
JONES:
Dårlig samvittighed skød op i Jones så snart han hørte stemmen bag sig og mærkede de velkendte læber på sin kind. Tessa. Søde Tessa, som han nærmest ikke havde kontaktet siden han fik lejligheden sammen med Michael. Der havde været så meget at se til og Michael havde ubevidst taget enorme mængder af hans opmærksomhed. Før første gang havde han oplevet at Michael faktisk ikke ville sige hvad der forgik, men Jones vidste med det samme at det var noget med Morgan. Han vidste det allerede den tirsdag hvor de havde stået i lejligheden alle tre. Der havde ligget noget i luften og efter et par dage havde Michael også fortalt hvad der var sket. De havde som sådan ikke gjordt det forbi, men Morgan havde lukket al kontakten de næste ti dage. Hvilket betød at Michael som sådan skulle aktiveres på den ene eller den anden måde, hvis han ikke skulle syne hel hen. Og det havde Jones så gjordt så godt han nu kunne, hvilket gjorde at han ikke havde snakket med Tess... I alt for lang tid.
Han familie hilste på Tess, som nærmest var en del af den i forvejen. Hun havde endda kunne snige sig ind, så selv Lia faktisk kunne lide tøsen. Det havde altid imponeret Jones lidt, men det var Joanna og George der var de rigtige fans af Tessa. Og de smilede stort til hende og Michael med.
''Jeg blev næsten også hel bange for at du ville efterlade mig som en tabt date.''
Smilede han men hans øjne viste tydeligt hans dårlige samvittighed og han vendte sig i stolen mod hende. Afledt af hendes kønne ansigt, væk fra den frække diva nede på scenen der fik alle de rige mennesker til at dåne.
''Ej, jeg er sgu ked af det Tess, du kan godt tilgive mig ikke?''
Han så på hende med store bedende øjne, lidt for store til at de var seriøse og han tog hendes hånd med et af sine evige skæve, charmerende smil.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 6, 2012 23:53:09 GMT 2
MADDIE:
Det var betryggende at mærke ham hive hende lidt tættere, selv om de stod klinet op af hinanden. Og hans ord fik hende både til at slappe og le på samme tid, mens hun gav ham et kærligt dask på skulderen. Det afledte hendes opmærksomhed fra skærmen et øjeblik og da han så tilbage på den blonde skønhed, med den utrolige stemme kunne hun ikke lade være med at betragte ham lidt, som han stod der. Han havde været så sød de sidste par dage, selv om hun godt kunne mærke på ham at det gik ham på. Både at hun ikke havde alverdens tid og at der var mange ting hun ikke kunne sige. Bare det med hvilken sang hun skulle synge. Hun havde ikke tal på længere hvor mange gange han havde forsøgt at få det ud af hende. Hun ville rigtig gerne fortælle ham det, virkelig, men hun var bundet på hænder og fødder, og hvis det slap ud så skulle der betales en stor sum penge til firmaet bag koncerten og det var ikke det eneste. Så hun havde holdt munden lukket og når han havde spurgt for meget, så havde hun lukket hans med afledende kys.
Hendes øjne var tilbage på Ofelia, der sad på gyngen og sang med en stemme der ramte en og så hele set uppet. Hun var så smuk og man kunne nærmest hører hvordan publikum gispede her inde fra. Hvordan Gabriel gispede. Han sagde hendes navn, der tiltrak hendes opmærksomhed sammen med duften af kager. Hun havde haft helt ret. Han havde hjemmebagte småkager i dåsen. Hun smilede af hans ord og skulle til at række ned efter en kage, på trods af at hun havde fået strenge ordre på ikke at spise før efter hun havde været på scenen, men hun nåede det ikke. Gabriel bukkede sig ned og kyssede hende. Det var dejligt og lige det hun havde ønsket sig hele dagen. Men kagedåsen imellem dem holdte en afstand mellem dem, og det var som om han var bange for at røre hende. Stylisten havde også truet med at hun skulle betale for kjolen hvis hun ødelagde den inden hun kom på scenen. Men måske kunne Gabriel ikke røre hende som han plejede, men det kunne hun. Hendes fingre gled gennem hans hår og som altid var hun hel fortabt i hans læber.
Men en tydelig ændring af musikken fik revet hende ud af den lille drømmeverden mellem hende og Gabriel, og hun flyttede øjnene til skærmen med Ofelia. Stadig med fingrene i Gabriels bløde hår.
''Hvad...''
Det var ikke den sang Ofelia havde øvet dagene op til og den hvide kjole var væk og hun så næsten nøgen. Dækket af diamanter og det var ikke et traditionel sang show. Maddie kunne ikke lade være med at fnise. Det var så uventet at det skulle ske, og hun kunne kun forstille sig alle de måbende ansigter. Hånden der før var ved Gabriel holde hende nu for munden, for det var ikke pænt at le. Hun så på Gabriel.
|
|
Emsen
Full Member
Posts: 149
|
Post by Emsen on Oct 7, 2012 11:55:56 GMT 2
Hvad snakkede det fjols om? Tilgivelse? Selvfølgelig ville hun tilgive ham, det vidste han. Og på en måde var der ikke noget at tilgive, for nogle gange havde man bare travlt med alt muligt andet. Ligesom hun selv nogle gange ikke havde tid til venner eller familie. Mest familie. Men de tilgav altid hende. Vidste hun havde brug for plads, og ikke skulle være anmassende. Men det her var noget andet. Intet stort – de havde været væk fra hinanden i nogle dage, måtte hun minde sig selv om. Og så sagde han noget om en tabt date, åh… Det var så typisk Jones. Virkelig. Hun sendte ham et smil, og krammede ham bagfra, selvom det var noget nær umuligt. Folk klagede også, de ville se på damen nede på scenen. Hende med lyst hår, og patter der tiltrak ALLE mændenes interesse. Også de fine herres, hvis koner stod og skældte ved siden af. Tessa kunne pludselig godt lide den lyshårede godte nede på scenen. Hun var næsten lige ved at grine.
Så puffede hun lidt til Jones’ skulder, som tegn på at han skulle rykke lidt. Tessa vidste ikke helt om han fattede den, og det var også lige meget, for hun kunne alligevel komme forbi. Hun placerede hænderne på stolene foran hende, og svang sig fra den ene række til den anden. Der hvor Jones sad og så koncert med sin familie fra. Folk udstødte foragtede lyde, men hun ignorerede dem.
”Det kan vi jo ikke have at du føler!” var Tessas eneste kommentar, og havde dermed tilgivet ham. Det lå usagt i ordene. Ord var sommetider overflødige. Selv nu. Tessa delte stolens plads med Jones, men det gik ikke helt, og hun satte sig ned på jorden foran hans fødder. Lænede hendes ryg op af hans skinneben. Det var ganske behageligt, hun var ligeglad med at hun ikke kunne se scenen. Gad alligevel ikke dette fis. Hvis det ikke havde været for Jones, havde hun gået ud og diskuteret med vagterne, om at det var logik at ikke alle folk behøvede at komme. Hun ville sikkert tabe diskussionen. Tanken irriterede hende.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 7, 2012 21:34:09 GMT 2
JONES:
Selvfølgelig ville Tessa ikke hører noget til det, og tilgav ham. Men derfor sad den dårlige samvittighed stadig i ham, hun var jo hans bedst veninde. Det var hende han altid kunne komme til uanset hvad han så end lå og rodede med og han havde ikke engang vist hende sit nye sted endnu. Og hun var endda den første han ville have skulle se det. Han havde selvfølgelig ringet til hende, den dag de havde fået det af vide lige efter han havde lagt på fra Michael, men siden da havde de ikke rigtig snakket sammen. Han flyttede sig så Tess kunne komme og sidde på pladsen sammen med ham, og selv om Michael også rykkede sig, så var der ikke plads til hende. Folk klagede bag dem og han vendte hoved og så vast på dem. Det var et øjeblik det drejede sig om og de overlevede sgu nok at misse de fire sekunder det drejede sig om. Men Tess der tydeligvis ikke interesserede sig for hele arrangementet, satte sig ved hans ben med ryggen hvilene mod dem. Afslappet lænede han sig lidt frem og lagde hænderne på hendes skulder.
''Hvad syntes du om Ofelia... Hun laver sgu lidt af en ravage, hva?''
Han smilede kækt til hende.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 7, 2012 23:42:02 GMT 2
GABRIEL:
Han nød virkeligt bare kysset. Han nød bare hendes læber mod sine og hendes hænder der ødelagde hans halve times arbejde. Men det var ligemeget. Det hele var fantastisk. Han ville løfte hende og løbe væk med hende. Han ville gå på scenen og undskylde for alle, men han havde mere brug for Maddie end de havde. Han vidste hendes mor ville rejse sig og helt sikkert slå ham ihjel.
Fokus skiftede og de så begge op mod skærmen hvor en nøgen skønhed stod. Billedet var close-up på den nøgne krop der alligevel ikke var nøgen ... eller? Gabriel blev flov fordi hans kæreste var der og han tændte lidt på stemmen, kroppen og sangen af en anden kvinde. Hans kinder rødmede og han satte låget på kagedåsen stillede den på jorden og greb Maddies hånd. Alligevel kunne han ikke lade være med at smile og se til.
"Det der ... det er whaked. Hvad fanden gør Rådet ikke ved hende," sagde han og kunne ikke skjule at han fandt det lige så morsomt som Maddie. Alligevel kunne han ikke lade være med at tænke på at INGEN ville få lov til det der. Det var for vildt, for sexet og for ... alt for.
Smukke skønne Maddie der skulle på om lidt. Hun ville dele med alle sin uskyldighed i det antræk. Alle ville elske hende. Han vidste det. Også selv om at denne Ofelia var hård at følge efter.
|
|