|
Post by Tenner on Oct 23, 2012 16:31:47 GMT 2
MADDIE:
Folk klappede af hende. De klappede, hujede, piftede og var tydeligvis mægtig begejstrede hvilket fik et stort smil til at lyse hendes ansigt op. Folk kunne lide hende. Hendes angst for at fejle var ubegrundet og hun kunne forlade scenen med oprejst pande. Hun bukkede for publikummet, som hun var blevet lært. Elegant, beskeden og taknemmeligt. Og hun var det sidste. Virkelig meget. Hun bukkede endnu en gang og gik så ud af scenen, men hun måtte holde fast i sig selv for ikke at løbe ud af scenen mod Gabriel som hun kunne se, ude i kanten. Men først skulle hun være ude af syne ellers ville hun få ballade. Hun var bundet på hænder og fødder til hun var ude af syne fra scenen og da hun endelig var gav hun sin mikrofon til en af de arbejdende, smed de høje sko og løb nærmest hen til Gabriel som hun smed sig selv i armene på. Sikker på at han ville gribe hende.
Hun var glad, helt ekstatisk og lettet over at det nu var overstået. Ti dage havde hun rendt med en knude af præstations angst i maven og den var nu væk.
''Jeg klarede det.'' Sagde hun mod hans skulder. ''Jeg klarede det...''
Hun vidste godt at det var det samme hun sagde igen og igen, men hun kunne ikke helt forstå hvad det var der lige var sket. Havde hun virkelig stået på scenen foran hele byen og klaret sig igennem to sange. Hun gav lidt slip på ham, så hun kunne se hans ansigt som hun smilede henrykt til.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 23, 2012 16:55:35 GMT 2
MICHAEL:
Med næsten 100.000 mennesker der klappede lød det næsten hel overvældene. Det havde det også gjordt ved de tidligere sangere, men fordi det var hans lillesøster lød det nok endnu bedre. Nu håbede han bare at hun ikke blev indfanget af nogle pengegriske producere, for selv om Maddie havde været fantastisk på scenen, så var hun aller bedst når hun sad der hjemme og ville hører en af deres meninger for en sang hun havde prøvet at skrive. Med et stort smil til hans far satte de sig ned igen på deres pladser, sammen med resten af balkonen. De fine mennesker nede på forreste række var selvfølgelig for fine til den slags. Michael lænede sig lidt frem og skulle til at sige noget til George da Joanna kom i forkøbet og krævede hans opmærksomhed.
''Michael j-jeg skal tisse.'' Hun stillede skubbede lidt til hans lår for at få ham til at rejse sig.
''Og du kan ikke tage far med i stedet for mig?'' Med en bestemt mine rystede Joanna på hoved til hans spørgsmål og der var ingen grund til at prøve mere. Hun havde sat sit valg på at det var Michael der skulle følge hende ud nu, og så var det sådan. Der gik også lidt tid inden de kunne få lov til at komme ind til Maddie, så det var ikke fordi de havde rygende travlt. Han rullede drillende med øjnene af hende og rejste sig op. Det var bestemt ikke det letteste at komme ud fra deres pladser, fordi der var så trangt men de overlevede da og nåede ud til en af de brede gange mellem stolene som førte ud. Joanna tog hans hånd for ikke at blive væk blandt alle menneskerne, og Michael førte vejen for dem. Men pludselig stoppede Jo og hev ham i hånden.
''Michael se! Det er hende den pæne Morgan, hvorfor sagde du ikke hun kom? Nu-u har jeg jo helt glemt det armbånd jeg har lavet.''
Michael opfattede først ikke hvad Joanna sagde før hun nævnte Morgan og så forsvandt alt. Alle lyde, alle stemmer og det eneste han så var i den retning hvor Joanna pegede. Rigtig nok, Morgan sad der ikke mere end to rækker fra hvor han lige havde siddet. Men hvordan kunne det være, han havde jo fuldstændig finkæmmet det hele flere gange og så sad hun lige der. Det gav et sug i maven på ham og hele hans indre var et stort virvar. Han havde haft så mange billeder i hoved de sidste par dage for hvad der ville ske når han se hende. Et af dem var at han hev hende ind til sig og kyssede hende som aldrig før, et andet hvor han prøvede at bevare en smule værdighed mens hun afviste ham. Men lige nu var det som om hele verden var gået i stå og den eneste lyd var hans hjerteslag der fik blodet til at suse for hans ører. Hun var smuk, præcis som han huskede hende og havde han ikke haft Joanna i øjnene havde han mast sig gennem rækken hen til hende.
Joanna opfangede ikke helt hvad der skete, andet end at hendes bror bare stod stille. Hun rykkede lidt på sig så hun kunne se Morgan bedre og fange hendes opmærksomhed. Med et stort smil vinkede hun til pigen.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 23, 2012 18:58:44 GMT 2
Morgan så Michael rejse sig. Hun kunne ikke andet end at have øjnene på ham. Låst til ham. Han havde forbandet hende med sit væsen. Var det nu hun skulle tænke at universet aldrig ville blive det samme? Morgan smilede af sin egen latterlige tankegang og netop da så hun lillepigen vende sit ansigt mod rækkerne og som kun et barn kan scannede hun rækkerne og faldt på noget der var genkendeligt. Morgans ansigt.
Michael drejede skarpt hele hans krop mod det punkt hans søster havde fundet. Deres øjne låste fast i mørket. Intet var tydeligt og alt var for tydeligt. Ville hun gøre ham til en undtagelse som helt sikkert ville skade hende langt mere end nogen anden. Der fandtes så få mennesker i Morgans liv som hun ikke bare kunne smide ud af det. Hendes krop rejste sig og folk protesterede lidt. Hun havde jo for fanden lige sat sig. Det eneste Morgan var sig bevidst var Michael.
Det var pigen. Hun var beskyttelse. Og det barnlige smil der intet anede om noget og den vinkende hånd der ubevidst havde hidkaldt Morgan en noget andet fik Morgan til at samle tøsen op. De arme der bare for halvanden uge siden havde været en anelse mere fyldige løftede med lethed den lille spirrervip op. Det var ikke løgn, det var første gang i hele hendes liv Morgan bar et barn.
”Joanna,” sagde hun og anede ikke hvorfra hun huskede navnet. Var menneskemængden en velsignelse eller en forbandelse? Som en mur vra Joanna i mellem dem. Hun forhindrede Morgan i at røre ved Michael . Hun opretholdt den selvkontrol Morgan endnu havde.
Hendes hoved var fyldt med et blændende hvidt lys. Hun kunne ikke sige om Michael var flot. Handsome. Det eneste hun så var hans væsen, sådan følte hun det. Hun mærkede at hendes ben ikke var stærke nok men stod alligevel rank, med den ekstra vægt halv placeret på sin hofte.
”Hey,” sagde hun hæst og kunne se noget gennem lyset der var hans brune øjne. De skinnede. Dansede. Hun undertrykte et suk og lagde så hele sit væsen om. Tvang sine øjne væk fra ham. Skjulte sig. Det var ingen underdrivelse at sige Morgan ikke anede hvordan man talte til børn. Hun var aldrig selv blevet tiltalt som et og langfra minglet med nogen. Hun havde på sin vis altid været voksen.
”Hvad skal I,” sagde hun derfor til Joanna. Ikke noget med at spørge om showet var godt. Om der var for mange mennesker. Ikke den bekymring de fleste fik omkring børn.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 23, 2012 21:26:42 GMT 2
Gabriel greb hende og svingede hende rundt, mens der hurtigt blev gjort klar til den næste. Men Gabriel var ligeglad. Han holdt det bedste lige der.
"Du klarede det," jublede han med en anderledes ekstase en Maddie. Han kunne ikke fatte det heller. Han håbede at hun ikke kunne se at han havde grædt som en anden rørt mor. Hvad fanden var der med ham? Han havde helt sikkert for meget østrogen.
"Du var bare så fantastisk, M," Gabriel var begyndt at omtale Maddie som M. Ikke et kedeligt alfabet M men et Mmmh. Han nød at sige det- På den måde fik hendes Maddie også en mere særlig betydning for ham når han sagde det. Han måtte også lige få spurgt om hun kunne lide det.
"Jeg vidste at du kunne." Og selv om de var stoppet med at svinge rundt så gav han ikke slip. Han holdt bare om det varme let skælvende væsen der trykkede sig mod ham. Som havde smidt skoene for ham. "Jeg var lige her hele tiden," sagde han lavere. Som for at sige at også han oplevede hendes følelser. På sin vis måske langt værre end hende.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 23, 2012 22:41:10 GMT 2
MADDIE:
Maddie var stadig helt oppe at flyve over at være kommet helskinnet igennem og at have Gabriel stående, ventende på hende fuldendte bare hele oplevelsen. Hjertet bankede stadig voldsomt i brystet på hende og hvis ikke Gabriel havde holdt om hende, holdt hende fast, så var hun nærmest fløjet væk.
''Du var bare så fantastisk, M,''
Hvor han havde fundet det kaldenavn henne, var et mysterie men hun havde intet imod det, tvært imod. Det var bedre end hvis han begyndte at kalde hende skat eller søde. På en eller anden måde havde hun på fornemmelsen at det ikke passede ind i deres forhold, eller på en måde gjorde det - Ej det var for kringlede tanker til hun gad kaste sig over det lige nu, for lige nu ville hun bare være hos Gabriel, der var mindst lige så høj på det hele som hende.
''Jeg var lige her hele tiden,'' Lød hans dæmpede stemme, der gav hende gåsehud.
''Det ved jeg,'' Hun lod sin ene hånd blidt ligge på hans kind. ''Og det var den bedste tanke da jeg stod der oppe.'' Bedre kunne hun ikke sige det nu, for selv om hun have haft så mange menneskers øjne på sig, så var han den eneste der rumsterede i hendes tanker. Den ene hvis øjne betød mest og som hun helst ville have så på hende. Specielt som de gjorde lige nu.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 23, 2012 23:04:09 GMT 2
MICHAEL:
Han havde følelsen af at hele verden omkring dem var gået i stå, tiden var stoppet for deres skyld. Hun havde fanget hans øjne i sine, så snart han havde set hende og en trængsel efter hende var så stor at han nærmest var ved at gå i stykker. Alligevel var han nærmest lamslået og tog bare hele hende ind med øjnene. Hun var blevet lidt tyndere. Hans hjerteslag steg i takt med at hun nærmede sig og at folk måske mente at han stod i vejen, der midt på den lidt brede gang, gik fuldstændig over hoved på ham. Først da Joanna gav slip på hans hånd for at komme hen til Morgan, var det som om han vågnede. Bare lidt. Et lille smil kom til hans brune øjne, også selv om han kunne mærke at der lå noget imellem dem. Morgan havde taget Joanna op, og derved gjordt det svært for ham at komme helt tæt på hende, som hele hans indre ellers insisterede på. Han trådte hen til det to.
''Hej.'' Han stemme var lav, som om han var bange for at skræmme Morgan væk ved en pludselig bevægelse eller en for høj stemme. Men hun havde hans udelte opmærksomhed. Ikke en gang Joanna ville kunne få ham væk fra Morgan lige nu.
Joanna var i den 7. himmel, fordi Morgan valgte at komme hen til dem og tog hende op til sig. Den lille pige havde fra starten af vist en hvis begejstring for Morgan og derfor rørte det hende ikke at blive taget op, det var det mest naturlige i verden for Michaels lillesøster og hun svang armene om Morgans hals.
''Jeg skal ud og tisse.'' Smilede hun stort, som var det hvis hun skulle ud og tegne, gå en tur eller noget helt tredje. Men en rynke kom mellem den lille piges øjenbryn og ligesom sin storebror kunne hun ikke lade være med at pille ved Morgans hår, mens hun så på den mørke lok mellem sine fingre.
''Men jeg havde lavet et a-armbånd til dig, som jeg har glemt der hjemme hos mig og min far og min mor, s-som du altså bare skal have. ''
|
|
|
Post by Josephine on Oct 24, 2012 8:59:16 GMT 2
Michaels ene ord fik hende til at åbne munden i et lydløst gisp og læne sig bare lidt frem. Som trak han i hende med usynlige snore. Så var hun igen ret op og ned, med hoften skudt til siden og pigen siddende på den. Hun var ikke meget lavere end Michael, men følte at hans bredere skuldrer ville folde sig rundt om hende og blot optage hende i sig. Men pigen krævede sin opmærksomhed.
Det var den naturlige kærlige affektion et barn der aldrig var blevet såret Joanna havde. Hun havde armene rundt om halsen på Morgan. Blev hun intimideret af Morgans citrusduft, viste hun det ikke. De små hænder der legede med hendes hår. Et væld af naturlige fald der fik Morgan til at virke sexet og interessant. Eller måske var det Morgans indstilling til alting der fik hende til at virke sådan. At barnet ikke kommenterede Morgans tydelige tatoveringer, lagde Morgan ikke engang noget i. Hun anede ikke og var også lligeglad med at de færreste mennesker havde lige så mange som hende.
”Men jeg havde lavet et a-armbånd til dig, som jeg har glemt der hjemme hos mig og min far og min mor, s-som du altså bare skal have.”
Morgan åbnede munden for at sige noget. Måske svare. Men hun mærkede en mur falde sammen. En dæmning. Det var varmen fra Joanna. Det var ordene. Mest af alt var det, det lille faktum at pigen stammede.
Hun mærkede en dyb knugende frygt inden i sig. Maven der trak sig sammen. Maden hun for et øjeblik havde stoppet i sig. Hun ville bare gerne hen til Lou Lou. Hun ville bare gerne væk. Men her stod hun. Den mindste blandt de største. Hendes øjnene pilede over alt. En velkendt duft bøjede sig ned over hende med et stramt smil, til de resterende, og et stålhårdt blik til Ofelia. Det var en tung lugt af syrener.
”Se folk direkte i øjnene når de taler til dig,” hvæsede Dina, uden at bryde smilet.
Ofelia sank en klump. Hun bevægede sin hånd op til håret for klø i det. Det kløede voldsomt og forfærdeligt. Dina greb den i en knusende klo. Det lignede at mor og datter holdt i hånd, men Dina forhindrede sin datter i at ødelægge det glattede lange lyse hår som dagen før netop var blevet farvet.
”Neo, spurgte om du glæder dig til at synge på scenen, skat,” sagde Dina og blikket der før havde været lattermildt vendt mod den ekcentriske sanger, var igen som skærende knive i Ofelias. Hun så op i par meget blå øjne. Hun prøvede at hive sin hånd til sig,men den blev stædigt holdt fast og Ofelia bøjede hovedet mod sine sorte laksko. Et vrid i håndleddet mindede hende om at hun skulle se op på manden.
”J-j-j-ja,” fik hendes lyse stemme sagt. Det første ord på hele settet. Ikke engang et af hendes egne. Det var Dina der havde sagt at hun skulle det. ”J-j-j-jeg er m-meget be-beæret over at sk-skulle s-s-s-synge.”
Ordene var umulige at få ud over hendes tunge. Den slog knudrer. Den brækkede på samme måde som Ofelias dukker når hun kastede dem ud af vinduet. Nogen gange kunne hun høre dem lande med et smæld på gaden langt under hende. Andre gange forsvandt de bare. Sådan som Ofelia ønskede at gøre det.
”Dina, skat,” lød en lækker stemme og en gylden Glenn, med de længere lokker redt bagud og det brune blik på sin hustru. ”Der bliver kaldt på dig.”
Da Glenn stod ved siden af sin datter så man den unægtelige lighed. De skarpe træk i det bløde barneansigt der allerede var ved at markere sig, måske fordi Ofelia var en smule for skravlet, håret som var lyst som faderens og de brune øjne. Ofelia havde lyst til at skrige og løbe. Dina var slem. Hun var rigtigt slem, men hun holdt sig til grimme ord og spydigheder. Hun holdt hårdt fast i armen, men uden at give mærker. Glenn så hende som en lus. Hun var et irriterende element. Det var kun godt hun blev passet af hans lusede bror. Ofelia havde én gang kaldt ham far og han havde smækket hende en lussing der sendte hendes lille krop hen ad gulvet. Bagefter havde hun fået endnu knapt så smertende for hyle som en forbandet måge.
”Hvor gammel er det hun er?” sagde en dame med lyserødt hår og runde æblekinder.
”Min lille engel er lige fyldt seks,” sagde Glenn med flask affektion i hans stemme.
Ofelia skulle kaste op. Det var helt sikkert. Det var den chokolade fondue der stod i en af Dina og Glenns stjerners rum. Hun måtte bare spise. Og lige om lidt skulle hun ud på den scene. Der var en time til. En time. Ofelia vidste godt hvor lang tid det var. Hvor lang tid der var til at hun skulle holde en fremmede mand i hånd. Sætte sig ved klaveret. Have øjnene slået ned. Spille og synge.
”Det er hendes fødselsdagsgave at få lov til at synge som åbningsnummeret,” sagde Glenn. Lou Lou havde givet hende en øl og sagt at når man blev seks så var man stor nok til at selv bestemme. Ofelia havde bestemt a thun ville stikke af. Igår. Hun var bare smuttet ud af døren og løbet ud i byen. Hendes hovedbund kløede og føltes forkert. Det var hårfarven. Hendes hud kunne ikke tåle de skrappe kemekalier der skulel til for at første afblege hendes mørke hår og så gøre det smukt blond. Hun var løbet ind i nogen på svævende bræt. Hun havde set på dem med åben mund. En stor fyr med glimtende tænder havde spurgt om dengsepigen ville prøve. Det var den lyserøde kjole og det klamme bånd i hendes hår der fik ham til at sige det. Hun havde uden at stamme, som hun heller aldrig gjorde hjemme i baren, sagt at hun skulle proppe pikken og mellem ballerne for hun var fandme ikke nogen lille faggot. De unge mænd havde set lamslået på fepigen foran dem. De var faldet leende sammen. Men det var en latter hun kendte. Når hun gjorde noget rigtigt. En Lou Lou latter. Hun var faldet af igen og igen og de havde bare sagt at hun skulle prøve igen. Hun ville ikke græde. Kjolen gik i stykker. Til sidst kunne hun stå på boardet en lige strækning. Det var da at Glenn havde grebet hende i armen. Hans ansigt var erstattet med et snerrende monster. Det Ofelia kendte bedst. Hun var gammel nok til selv at bestemme.
Hun kunne bare ikke endnu. Hun var ikke smart nok. Hun vidste ikke hvordan. Hun anede det ikke. Hun havde derfor lært musikken udenad. Hun havde lært ordene udenad. Det var ikke svært. Musik var lige så let som at trække vejret for Ofelia. Ligesom at udslynger eder og forbandelser. Uden at stamme.
”D-det er d-den bedste gave,” sagde Ofelia og sank sit eget bræk. Hun smilede med sine lige tænder. Hun var et pænt barn. Hun vidste at hun var yndig. Hun vidste at hun var heldig. Hun følte sig ikke særlig heldig. Hun hadede lyserød. Hun havde laksko. Hun ville have et bræt. ”T-t-tak far. D-du er så sød.”
Et kor af damestemmer sagde nårh og ville røre og holde den lille, tynde pige. Glenn smilede tilfreds. Ofelia indså noget. Noget hun havde vidst i et stykke tid. Noget hendes hjerne ikke helt kunne fange og forme, men som et hvert barn vidste. Hun kunne manipulere. Hun kendte endda ordet. Først skulle hun stoppe med at stamme når Glenn og Dina var der. Og græde. Men det var straks mere svært.
”Et armbånd?” sagde Morgan.
|
|
|
Post by Xazal on Oct 24, 2012 13:47:36 GMT 2
Det var kun, fordi Jesses sanser ikke var så sensitive som Andrews, hvad angik det hæse, skingre skrig, som skar gennem intetheden, at Andrew kunne være nærværende og se Jesse slå benene væk under vagten. Jesse, der var fokuseret på det forhåndenværende; Jesse, som fastholdt Andrew i situationen, så han ikke fløj med Ofelias stemme. Musik sagde ham ikke en skid. Men Ofelia vakte en form for genkendelse i ham. Skriget gemte sig i hans bevidsthed og harmonerede med lige så sorte minder. Minder, der gjorde hans tilværelse noget nær ligegyldig. Hvis han lukkede øjnene, ville han se en blond dreng for sig med øjne, der selv dengang ulmede, men med en intens interesse for alting frem for den lige så intense ligegyldighed, der nu var at spore i Andrews blik. Men Andrew lukkede ikke øjnene. Han ville ganske enkelt ikke. Hvorfor? Hvorfor ikke?
Skriget fik Andrew til at vende hovedet lidt blot for at se Ofelia forsvinde i røgen - kroppen dækket af en sort klædning, der skulle gøre det hele mystisk. Og det var bestemt mystisk! Både pigen og hele den rebelske finesse. Men værst af alt: Det lignede en karikatur af Morgan.
Kun, fordi det hele var så fandens ligegyldigt, havde Andrew åndsnærværelse til at sende et næsten tænderskærende, syrligt smil i retningen af de to vagter, som nærmede sig ham og Elaine. Andrew kunne ud af øjenkrogen se, hvordan den vagt, Jesse havde tacklet, var på vej op at stå igen. I samme nu gjorde de to andre muskelbundter udfald mod ham, og den ene snublede som en anden beruset over sine egne ben, da Elaine spændte ben for ham. Andrews næve røg instinktivt gennem luften et splitsekund efter og hamrede ind i den andens kæbeparti, så vagten vaklede over sin faldne kammerat og faldt på halen.
Jesses slagbror var på benene, og Elaines offer havde fået en ny idé: hans næve lukkede sig om Elaines skinneben og trak hende nedad.
"Din store idiot," pustede vagten til sin kollega og holdt endnu bedre fast om Elaine, "se at få lettet røven, så jeg kan komme fri og give tøsen her en omgang, hun sent vil glemme!"
Andrew fnøs blot og jog en fod i skridtet på ham, så hans hænder omgående søgte ned på det ømme sted, og Elaine var fri. Al sammen noget, Andrew kunne takke vagten med den ømme kæbe for, fordi han endnu sad på sin kollegas underben og jamrede.
Det gik op for Andrew, at den fjerde vagt intet sted var at se, og helt uden at tænke over det, snurrede han lynhurtigt rundt på tåspidsen med det andet ben halvt løftet i et spark og sendte én eller anden ugenkendelig skikkelse, som var skjult i det pludselige mørke, som indikerede et nyt nummer, adskillige meter bagud. Det var i grunden lige meget, hvem det var; Andrew kiggede ikke engang efter. Halvt håbede han, at det var én fra publikums første rækker, men det måtte bestemt være den fjerde vagt, for i stilheden lød et tungt åndedræt fra krogen, som bestemt ikke kunne tilhøre nogle af disse fine, rige stivnakker. Instinktet fejlede aldrig. Selv det lille jag af smerte, der fortalte ham, at hans forbundne ribben stadig havde et regnskab at gøre op, fik ikke Andrew til at vakle. Den slags gled altid i baggrunden, når der var brug for øjeblikkelig handling. Tilsvarende var søvnen og hvilen lige så øjeblikkelig påkrævet, når han kunne komme til det.
Elaine kunne klare sig selv – det var Andrew overbevist om. Alligevel var han årvågen, da han skrævede over den liggende vagt, som blev tilset af ham, Andrew havde fældet i første omgang. Men Andrew viste ikke sin årvågenhed; tværtimod virkede han igen ligeglad, og han gik lige så roligt hen og lænede sig op ad de forreste tilskuerrækker, som han havde langet ud efter vagterne - tavs og uden at gøre et stort nummer ud af det. Det var op til Jesse at gøre noget stort ud af det.
En finpåklædt, midaldrende herre så rasende fra den ene til den anden ude af stand til at gøre andet end at vride hænder og se febrilsk på dem over guldstellet, og han vendte det vide ud af øjnene, da han så Andrew pille åndsfraværende ved en tråd i polstringen på det sæde, han havde rejst sig fra.
"Vil I omgående forsvinde?" sagde han og slog ud med hænderne, "I kan ikke rode rundt med vores lovhåndhævere på dén led. Se at komme væk herfra, ildebefængte skadedyr!"
"Sikke en tone at bruge på sådan en god aften," mumlede Andrew akkurat højt nok til, at det ville kunne høres; misbilligelsen i hans rolige, glatte stemme var ikke til at tage fejl af, men alle i denne kreds havde tilsyneladende samme mening om Sky Citys knap så velstående borgere. Det provokerede ham til det yderste. Andrew kunne ikke undgå at blive fornærmet på Jesses og Elaines vegne – også, selvom han normalt udviste den største ligegyldighed for, hvor hårdt de kæmpede for at overleve. Så begyndte den næste på scenen at synge, og en underlig, rørt tavshed sænkede sig. Selv den vrede, pertentlige mand stod et øjeblik helt stille med blikket i retning af den rødhårede yngling. Det gav Andrew tid til at sætte sig på sædet med korslagte ben, et let hævet øjenbryn, en snerrende grimasse og et charmerende vink i retning af Elaine, der stod selvsikkert over de to vagter, som hun vistnok havde paralyseret på én eller anden måde.
|
|
Emsen
Full Member
Posts: 149
|
Post by Emsen on Oct 24, 2012 17:36:33 GMT 2
Det var helt tydeligt at Jones var stolt af sin søster, der stod på scenen med et charmerende smil på læberne. Læber som helt sikkert lige havde fået et lag lipgloss lige før hun skulle op. Det kunne ses på de store skærme, som var i god kvalitet. Bedre kvalitet end de små skærme, de havde hjemme i deres lille genbrugshule.
Det var rart at se Jones så glad, stolt… Og overrasket, men det ændrede ikke på Tessas indstilling. Hun gad stadig ikke sidde her og se på alle de andre der skulle op på den scene dér. Gad ikke se på menneskene omkring hende. Undtagen Jesse, hvis han dukkede op på skærmen igen, og også Jones . Ingen andre. Ikke engang hendes egen familie, havde hun lyst til at se. Ikke de rige, utilnærmelige svin der sad nede på forreste række, så langt fra der hvor hun selv sad.
Hvorfor kunne man ikke få lov til at være hjemme eller… Bare nyde en fridag… Være alle steder og ingen steder. Bare ikke her!
Selvom Tessa egentligt gerne ville have klaget til Jones, kunne hun ikke få sig selv til det. Ødelægge hans gode humør og stoltheden der lyste ud af hans øjne, når han kiggede på hans søster oppe på scenen, bare for sin egen egoismes skyld. Hvis man kunne gøre det, skulle man virkelig ikke eje nogen form for følelser. Hun ville personligt banke den nar, der tillod sig selv at gøre det.
Da Maddie forsvandt ned fra Scenen, klappede Tessa, men hun kunne ikke høre sig selv, for alle de mange andre der klappede og hujede. Jublede. Ja, for alle nærmest jublede. Hele salen var næsten i bevægelse. Hænder der klappede. Fødder der stampede i det allerede beskidte gulv.
”Hun var virkelig god, Jones.” Tessa kiggede indtrængende op på Jones.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 24, 2012 21:41:40 GMT 2
MICHAEL:
Mange ville måske ikke bemærke den lille reaktion der kom fra Morgan, ved lyden af hans stemme, men fordi hele hans fokus lå på hende så han det. Hun var ikke kold over for ham, som han i sine mest nedtrykte tanker havde været bange for. Alligevel tog hun stadig en afstand til ham, endnu ikke klar og Joanna krævede også Morgans opmærksomhed. Han var så tæt på hende nu, at duften af citrus fra hende fyldte ham og han måtte stikke hænderne i lommen for ikke at række ud efter hende. Ikke imens Joanna var der.
''Ja!'' Svarede pigen stolt og havde tydeligvis ikke bemærket at Morgan havde været fortabt i et minde et øjeblik. Hun brød ikke sin hjerne med hvad Morgan stod og tænkte på. ''Jeg har selv lavet det af p-perler, ligesom det Michael har på.''
Hun drejede hoved og så på sin storebror med forventende øjne, så man ikke var i tvivl om at hun ville forlange at han viste sit hvis ikke han gjorde det af egen fri vilje. Michael så med et drillende smil om munden og smalle øjne på sin søster da han hev sin venstre hånd op af lommen og løftede den så det mange farvede perle armbånd blev tydelig. Det var sjældent et han tog af, hvis han ikke skulle på arbejde.
''Tilfreds.''
''Mmm'' Nikkede Joanna og Michael nærmede sig, fjernede afstanden mellem dem af den simple grund at han ikke kunne lade være. Morgan var som en magnet der ubamhjertligt trak ham til sig, men han rørte ikke ved hende. Ventede pænt.
''Jeg har også lavet et til dig ligesom Jones og Michael og M-Maddie også har. Og Gabriel... Men du må bare få det n-æste gang.'' En rynke blev igen synlig mellem den lille piges lyse øjenbryn. ''Men jeg skal tisse.''
|
|
|
Post by Tenner on Oct 24, 2012 23:34:12 GMT 2
JONES:
Det føltes som et øjeblik at Maddie var på og så skulle hun af igen. Folk var vilde med hende, men Jones havde heller ikke regnet med andet.
''Hun kan sgu sit kram hende den lille,''
Grinede han til Tessa, men måtte flytte sig lidt da Joanna masede sig forbi sammen med Michael, fordi pigen skulle ud og tisse. Han klappede på Michaels stol ved siden af sig som Tess kunne låne indtil Michael kom tilbage. Folk bevægede sig lidt rundt, fordi der lige var en lille pause indtil den næste skulle på, så uden tvivl at der ville være lang kø på toilettet og Michael ville vente i lang tid sammen med Joanna.
''Vi skal ned til hende på et eller andet tidspunkt, når de giver os lov forhåbentligt og så tænker jeg at vi skal tage direkte og se mit ydmyge crip?'' Han så en smule spørgende på hende, med et løftet øjenbryn. ''Med mindre du vil andet først?'' Tess var altid fuld af ideer, hvilket havde hjulpet hende da de var små til at passe godt sammen med Jones og Michael når de rendte rundt og lavede drengestreger. Eller det var det ihvertfald den gang.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 24, 2012 23:54:06 GMT 2
ELAINE:
Elaine havde ikke ligefrem forventet at vagten hun havde fået til at snuble ville reagere lige så hurtigt som han gjorde og derfor nåede hun ikke at flytte benet inden han fik godt fat. Hun var tæt på at mist balancen og falde bagover, men til al hel fik hun taget fra på en af de polstrede, bløde stole som hun havde stået nær, til stor utilfredshed for damen der sad som udstødte et teatralsk gisp over den pludselig slåskamp. Hun sparkede vred ud efter vagten, men hun ramte ikke ordentligt til at han gav slip, for hun kunne ikke få balancen ordenligt. Men Andrew var hurtig og placerede et velrettet spark lige i mandens skridt så han instinktivt gav slip på Elaines ankel. Hun sendte Andrew et smil der viste at hun modsat så mange andre piger fandt det hele morsomt. Hun var ikke bange for at få slag og Andrew havde virkelig vist hvad han duede til. Ingen bevægelse havde været overflødig og alle slag og spark havde været lige i skabet.
Jesse var hurtigt og over det hele, han elskede kampen det vidste hun og han fik også hurtigt buk på sin vagt. Alle fire store mænd lå og ømmede sig, hvilket gav de tre tid til at skabe lidt uro. Elaine end ikke bemærkede hvem der stod på scenen, selv om hun godt kunne fornemme den ændrede sindsstemning i hele salen. Det hun så var Andrew der havde taget en ældre, fin og temmelig sur mands plads. Elaine gik med lette skridt over til Andrew.
''Jeg burde vel..'' Hun skulle til at sætte sig på hans skød, udemærket klar over at han bare ville se på hende med sit ligegyldige blik og det var også kun fordi de skulle dele det sæde han vel lige midlertidigt havde fået sig, men hun nåede ikke videre før en stærk arm greb fat i hende og rev hende op af stå.
''Av for helvede,'' Sagde hun arrigt og kiggede op på den person der tillod sig at gøre det. En ung herrer, temmelig flot men enormt selvfed og snobbet fra hendes synspunkt så på hende, derefter Andrew og tilsidst Jesse.
''Er I venlige at forsvinde her fra øjeblikketligt, ellers sender jeg resten af stablen efter jer og i vil ende i straffe registrede som er værre end det rådne hul under byen i kalder for hjem.''
Elaine følte sig ikke bestemt truet af ham, selv om han nok mente hvad han sagde og var en der kunne gøre noget ved det. Han var en af høj betydning og med i rådet, hvilket viste sig på en lille broche han havde siddende i sin jakke. Ægte guld, støbt nede på jorden. Hun så på ham med smalle ord og skulle til at spytte ham i ansigtet, da en skarp smerte pludselig skar gennem brystet på hende. Det var ikke ofte hun havde det, men det var en hun aldrig glemte. Den jog igennem hende og slug al luften ud af hende. Hun skar en grimasse og bukkede sig ned, men manden hev hende op igen.
''Er det forstået?'' Skar hans stemme, men Elaine kunne ikke svare. Hun måtte ud, lige nu... Hun havde glemt den forbandede medicin. Smerten var advarselskuddet til at et anfald ville ramme hende inden for meget kort tid. Og så nu af alle tidspunkter.
|
|
Emsen
Full Member
Posts: 149
|
Post by Emsen on Oct 25, 2012 14:59:58 GMT 2
Tessa var blevet nødt til at rykke på sig, så Michael og en af deres utallige søstre kunne komme forbi hende og videre ned til toiletterne. De lugtede surt af pis, hvilket også var grunden til at der var lavet toiletter særegnet til dem med penge. Dem der sad på første række, og hyggede sig med mad og champagne. Tanken var med til at gøre hende endnu mere pissed. Hvem opdelte en by efter velhavende og fattige? Hvem kunne få sig selv til det? Ens tilstedeværelse måtte være klam og fyldt med kvalmende facader, der hele tiden skulle holdes oppe. Det var sikkert en fed lille mand der styrede det hele. Sådan en ligesom ham der styrede Endless sky. Fuck en nar altså!
Tessa nikkede bare til Jones, som trods alt pralede ydmygt af sin søster som havde forladt scenen. Så satte hun sig op på Michaels stol, som hun havde fået tilbudt. Nogle undrende folk kiggede nysgerrigt på hende, da hun havde placeret røven i sædet. Tess sendte dem et hvast blik, som sagde; Skrid pikhoveder. Jeg gider ikke snakke med jer! Det var måske barnligt, at tænke sådan, men det sked Tess ærligt talt på.
”Vi skal ned til hende på et eller andet tidspunkt, når de giver os lov forhåbentligt og så tænker jeg at vi skal tage direkte og se mit ydmyge crip?” Jones kiggede spørgende på hende, mens han hurtigt tilføjede, ”Med mindre du vil andet først?”
Tessa lynende øjenbryn ændrede sig hurtigt, da spørgsmålet trængte ind. Som en lille pige, der ikke opfangede hvilken præmie det var hun fik, før den var stukket op i fjæset på hende. Tessa overvejede et øjeblik om hun skulle tage et hurtigt smut hjem først. Bare for lige at indånde noget af den velkendte, hjemmelige duft, der hang over hendes lille hjem. Men ombestemte sig hurtigt, dem derhjemme ville kunne klare sig bare et døgn mere uden hende. Ved den tanke så Tessa, Sophie for sit indre blik. Siddende i sofaen med et nervøst udtryk i ansigtet, mens mor stod ved siden af hende, og forsikrede hende om at deres Tessa nok skulle komme hjem igen. At hun bare lige var ude og snakke med nogle venner.
Tessa rystede tankerne af sig, lænede sig tilbage i det ukomfortable sæde, der dog (trods den ringe kvalitet), var bedre at sidde på end gulvet.
”Lad os gøre det,” Tessa smilede oprigtigt til Jones, ”Kan vi gå før så?” Bare hun kunne komme lidt tidligere væk herfra, hjalp det lidt på humøret, så hvis det var tilfældet ville hun ikke være den der sagde nej til tilbuddet.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 25, 2012 22:01:39 GMT 2
JONES:
Jones rystede på hoved med en let undskyldende mine. Han havde godt fornemmet Tess glæde ved at kunne forlade hele dette cirkus før tid, men det kunne han desværre ikke gøre for hende selv om han gerne ville.
''Det kan vi ikke, det er pinen ud desværre og jeg ved ikke engang om du må komme med bagved eller om det kun er familie. Men,'' Sagde han med tryk på det sidste og lagde armen om hendes skulder. Det hvaste blik hun sendte mennekserne bag dem ignorerede han, men var alligevel lidt overrasket over hvor hidsig hun var. Det måtte være ham Jesse der påvirkede hende.
''Efterfølgende er jeg din til imorgen. Kan det gøre op for at du lige skal lide en times tid mere? Det er trods al mig vi snakker om.''
Sagde han med et gavtyvssmil til hende. Han vidste at det kunne charmere hende, det havde det altid gjordt og lige så vel at hun vidste hvad hun skulle gøre for at få sin vilje, så kendte han også sine tricks. De havde måske været anderledes den gang de havde været kærester, men hans smil havde hun aldrig kunne stå for.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 25, 2012 22:49:50 GMT 2
JESSE:
Hvis nogen påstod at Jesse var typen der havde overblik var det løgn. Det Jesse var kunne ikke rigtigt beskrives som andet end en nar. Ikke en narrøv. Nej en ægte god middelalder nar. Han tog på pis folk. Hoppede på deres rygge. Han skreg dem i ørerne. Lo manisk. En hvirvelvind der slog fra sig. Han dansede rundt. Tog i mod slag. Ella havde så mange gange været imod det, når han boksede med de andre fyre under byen. Smurt ind i olie og uden at tænke på sit næste træk var Jesse en kæmper man ikke havde lyst at gå op mod. Hvert slag Jesse villigt modtag tilføjede kun til volumen af hans stemme og hans smil der blev større og mere glædesfuldt.
Jesse vidste at Ella nok skulle sige til hvis hun fik problemer og om Andy fik tæsk kunne sgu være det samme. Fyren trængte sgu til det. Så Jesse opdagede at ingen var mod ham som sådan. Han ruskede i de fine folks stole.
”Er I ikke glade for at I kom!” hylede han og lavede et ægte akropbatspring. Han var oppe og køre. Han var ekstra meget nu hvor loven fangede at det hele var forkert. De skulle ikke være der. Nu pissede de rige sgu territorie af, selv om ikke en protesteredem særligt højlydt. Var de bange? For at knække en negl. Helt sikkert.
”Mine damer og herre,” sagde Jesse og sparkede til en af de faldne fjender hans søster så fint havde fået til at dække. ”Jeg præsenterer jeres ordenshåndhævere. Giv dem en hånd, en hånd siger jeg.” Og Jesse klappede de tre gutter en med flad hånd på forskellige ømme steder.
Men så ... så blev det sjove spoleret. Det var ikke nogen af disse ulastelige klædte mennesker. Det var Ella. Jesse var på trods af alting ikke nogen idiot, mere end han udstillede sig. Okay måske lidt da hun kyssede en gammel hejre på munden og hun nærmest skreg op. Det var fandme klamt.
Med et spring og en fod der ikke kom helt med, så den ramte en vagt i ribbene var Jesses hænder på rådsmedlemmet. Han rev først i kraven.
”Fingerne væk,” snerrede han. Men grebet om Ella løsnede ikke. Jesse anede ikke hvor langt Ella var henne. Om hun havde medicin med! Han anede det virkelig ikke. Han havde ikke. Det var jo ikke et problem længere. Men han ville genkende det udtryk altid. Han hadede det. Ville dø for hende. Tage den smerte. Men Jesse var bar hendes tvillingebror der absolut intet kunne. Hans hånd smadrede lige ind på kæben af denne mandsperson, der troede han havde magten. Jesses magtesløshed bød ham at slå og slå og slå. Hvad kunne han ellers gøre. Hans hjerne gik i sort.
”Ella, Ella!” sagde han da et tilfyldigt ryk fra hende ramte ham. Han gav slip på det kød der var i hans hænder og vendte sig. Han vidste at nu hastede det. Folk fulgte med og så til. De gik amok. Om lidt. Snart. Det var ikke godt. Han samlede hans søster ud. Anede ikke hvordan han skulle få hende hjem i tide. Om han rent faktisk kunne bære hende så langt. Han vidste de måtte bruge rør ind til. Han skulle.
Han så ikke på Andy. Tænkte ikke ham som en mulighed for hjælp. Jesse så kun sig selv som en mulighed for at kunne tage nogle af Ellas smerter. Han begyndte at løbe. Ud, ud, UD!
|
|