|
Post by Josephine on Oct 25, 2012 23:14:56 GMT 2
Morgan så på armbåndet. Anede ikke hvad hun skulle syntes. Det var vel ragelse ... Hun ville tage det på for Michaels skyld. Måske.
Så nærmede han sig og Morgan følte sig et dyr fanget af et par forlygter. Hun stod stiv og frossen og skulle så lige til at sætte af. Hendes systemer brændte sammen ved hans nærhed. Hun mistede sin selvstædnighed. Den hun havde opbygget siden hun var seks. Spurgte han med sin krop der nærmede sig hendes om hun ville gøre en undtagelse? Eller lagde hun for meget i det. Det var jo hende der var kommet tilbage. Det var hende der var kommet til ham. Nu. Det var ikke ham. Det var ham der skulle have alle de her tanker. Det hele skulle være helt enkelt for Morgan. Det eneste hun skulle var at sige: ”Jeg vil have dig, forstår du det?” Nej. Jeg forstår det ikke.
Hun blinkede. De tunge øjenvipper belagt med flere lag end man umiddelbart kunne tælle. Da hun åbnede øjnene igen var det Joanna hun så på. Pigen havde samme øjne som sin bror. Morgan begyndte at gå. Hun nikkede til pigens ord. Satte hende ikke ned fordi hun havde set voksne slæbe på deres børn utallige gange. Hun følte sig ikke rigtig komfortabel i denne rolle. Med Michael det ene skridt bagud følte hun sig mærkeligt kvalt. Måske fordi intet var løst og intet var sagt. Hun drejede hovedet og der var han lige ved siden af hende.
”Jeg havde engang rødt hår,” sagde hun fordi det faldt hende ind. Måske fordi pigen hev blidt i Morgans hår. Hun kom ud på gangen, hvor hun lige var kommet fra. Denne gang forsatte hun væk fra trappegangen længere hen. Til en kø så lang at hun snøftede.
”Selvfølgelig skal hele den forpulede by på lokum når vi skal,” sagde hun til Joanna. Kvinder sniksnakkede foran og Morgan var ved at brække sig. Hun hadede dametoiletter. Alle kællingerne på rad. Lige nu hadede hun dem fordi Michael ikke kunne komme med. Hun vidste med pludselig klarhed at pigebarnet skulle på toilet før Morgan kunne få ham. Hun turde ikke sige noget direkte til ham. Der var fare for at hun sagde: ”Jeg glemmer dig aldrig,” sætte Joanna på jorden og løbe. Der var også fare for hun sagde: ”Jeg kan intet uden dig,” og så ligge sig ned for at dø. Af skam.
Så skød Morgan hoften mere ud og hun blinkede til Joanna. Hendes tankerække gik hurtig. Det var bare at regne den mest logiske vej ud og den slags kunne Morgan. Så længe det ikke handlede om følelser. Der var jo vagternes toiletter. Der lå nogen på hver gang. De sad eller gik rundt mellem folk. God orden og sådan noget pis og papir. Nu kendte Morgan tilfældigvis koden. Det var den samme til alle kodelås døre. Så Morgan forsatte ned ad gangen. Forbi mandetoilettet og den sælgende mand. Hun satte Joanna ned og tastede hurtigt koden ind på panelet. Døren åbnede til et toilet og Morgan bukkede for Joanna som var hun en prinsesse.
”Voila, et toilet,” sagde Morgan og ventede med bankende hjerte på at pigen gik derind.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 26, 2012 10:50:08 GMT 2
MICHAEL:
Michael fulgte stille efter Morgan og Joanna, der var så mange ting han gerne ville sige til Morgan, men lige nu var der egentlig kun en ting han ville have af vide. Havde hun besluttet sig for at skrotte ham, fordi hun ikke kunne klare det de havde eller havde hun savnet ham lige så meget som han havde savnet hende.
''Har du? F-farvede du det selv?'' Spurgte Joanna med nysgerrige øjne, men fik aldrig svar da Morgan så køen.
Han havde savnet hende, manglet hende og et hul i brystet havde allerede nået at forme sig på de ti dage og ikke før han fik hende alene, ville hullet forsvinde. Så da de så køen kunne ikke ikke skjule irritationen i hans øjne. Hvis det blot havde være ham og Jo, havde han pænt stillet sig op i kø med sin lillesøster og ventet ude foran, når de var nået til der hvor han ikk kunne følge længere. Men nu, med Morgan indblandet, ville han helst aflevere Joanna til sin far igen og hive Morgan til side.
Pludselig så det ud til at Morgan fik en ide og i stedet for at stille sig i kø forsatte hen videre, videre forbi herrertoilettet og videre endnu til en dør med kodelås. Hvordan kunne hun koden, der stod jo ''Kun for personale'' på? Men Michael forholdte sig tavs. Der var nok en god forklaring og hans første tanke var at hun havde charmet sig til den. Hvilket virkelig ikke var en rar tanke. Joanna så med imponerende øjne ind på det ledige toilet, som kun børn kunne se imponeret ud. Som om Morgan pludselig havde tryllet det frem, ud af intetheden. Men så flækkede hendes ansigt i et stort smil, hun takkede pænt og lukkede døren efter sig.
Og så stod han og Morgan alene på gangen. Eller så alene de nu kunne med et par folk gående forbi en gang imellem, enten mod de andre toiletter eller noget helt andet. Michael fik mandet sig til at se fra den lukkede dør, som hans søster lige var forsvundet ind af, over til Morgan. Der var al for meget afstand mellem dem og han måtte knytte hænderne i lommen for ikke at lade sig overtale af sit indre til at hive hende ind til sig.
''Morgan...''
Usikkerheden var tydelig i hans øjne. En usikkerhed der var alt opædende for lige nu lå hans hjerte, billedeligt talt selvfølgelig, i hendes hænder og hun kunne vælge at gøre med det som hun ville. Han bad bare indtrængende til hvad der end kunne være højere oppe end dem, at hun ikke ville kaste det på gulvet.
|
|
|
Post by Xazal on Oct 27, 2012 13:06:58 GMT 2
Andrew sad og så til som en veltilfreds hankat med den afslappede kropsholdning, som næsten gik i ét med det behagelige sæde, som de fine folk havde fået stillet til rådighed. Hans øjne var på Elaine og alle steder omkring hende, men vendte altid udfordrende tilbage til hende, velvidende, at hun havde forstået hans vink, da hun nærmede sig.
Jesse gav den maks gas - det var præcis, som Andrew havde forestillet sig: Folk blev oprørte og forskræmte. Kvinder prøvede at fjerne sig, mænd brokkede sig, unge piger slog en hånd op for deres renvaskede, farvede læber, og de unge mænd sneg sig i al tumulten til at få lagt en hånd på de alt for tynde topmodellers kroppe som uerfarne bøsserøve, der oplevede deres første oprejsning. Og Jesse var overalt - der var intet organiseret og beregnende over måden, han greb det an, men alligevel var der ingen tvivl om, at han kunne slås, og at hans råstyrke og adrenalinkick var hans største fordel.
Andrew var overbevist om, at Elaine ville klare det vrede rådsmedlem - ja, Andrew genkendte skam emblemet - så han gjorde ikke mine til at røre sig, selvom den midaldrende mand fra før så forhåbningsfuld ud ved synet af den betydningsfulde autoritet. Det kom derfor som en forbløffelse, der kun vistes kortvarigt i Andrews ulmende blik, at Elaines ansigt fortrak sig i smerte. I næste sekund var han på benene. Hans øjenbryn trak sig sammen, da han i hurtige, lydløse skridt gled hen ad gulvet og så iskoldt på rådsmanden. Andrew rakte en hånd ud for at gribe ham i kravetøjet for at slynge ham væk, men Jesses hånd var der først. De isblå øjne var maniske, så hverken Andrew eller nogle andre ting. Det var tydeligt for Andrew at gennemskue, at Jesses tanker kun kunne kredse om Elaine - af én eller anden grund. Jesses hænder skød en fart som trommestikker, og til sidst lignede rådsmedlemmet ikke andet end en klump kød i alt for fint tøj. Nu var de på den. Men Jesse ...
Andrew fnøs arrigt over, at Jesses hænder blev ved og ved med at slå. Til sidst fejede Andrew benene væk under rådsmedlemmet for at fjerne Jesses opmærksomhed fra sin boksebold. Det var, som om Jesse i selv samme øjeblik havde fået den samme tanke, for blændet af sin - det måtte være panik, eller angst - greb Jesse Elaine og søgte en vej ud.
"Fordømt," hvislede Andrew mellem sammenbidte tænder. Han stirrede på det rod, Jesse havde efterladt sig - et par ødelagte stole, nogle folk klumpet sammen, hvor de kunne komme til det og være beskyttede og vagterne, der efterhånden havde fundet ud af, hvilket ben de skulle stå på.
"Jesse," råbte Andrew gennem tumulten, men denne hørte ham selvfølgelig ikke. Andrew satte efter den krølhårede, muskuløse fyr - anede ikke, om han respekterede ham mere eller mindre efter det her. Han var en idiot. I det mindste var det let at følge i kølvandet på Jesse, fordi han buldrede gennem folkemængden uden hverken at se sig til højre eller venstre. Andrew sprang forbi Jesse.
"Du går den forkerte vej, for fanden," sagde Andrew tæt ved Jesses øre, men Jesse knugede bare Elaine ind til sig. Glimtet i de isblå øjne var trodsigt og ensporet. Andrew begyndte brutalt at skubbe folk til side foran dem - dels for at gøre plads, dels for ikke at blive tromlet ned ad Jesse. Efterhånden fik Andrew ledt Jesse hen mod en bevogtet udgang. Andrew fik fældet de 4 dørmænd på mindre end et minut. Først, da de var ude og havde løbet et godt stykke - kun med lyden af deres eget åndedræt i deres ører og den svage lyd af trommeslag, der ikke hamrede i takt med deres hjerter - var Andrew klar over, hvordan han havde tacklet vagterne. Hans næver havde løftet sig hurtigere end lynet, placeret sig på den enes tinding og en andens skulder. De havde kastet sig over ham, men han havde dukket sig, rullet rundt på gulvet og i farten spændt ben for nogle af dem og sparket ribenene indad på den sidste, hvorefter de bare var flygtet - ligeglad med, om de kom sig og tog forfølgelsen.
De løb endnu. Andrew førte an. Han ledte dem gennem byens mennesketomme gader - det kunne man da takke koncerten for - velvidende, at Jesse var lige bag ham, at denne rent instinktivt havde forladt sig på Andrew. Det var dog fandens, at det hele skulle ende op i sådan en patetisk konklusion. Den tvang lige så medynkværdige tanker frem i Andrews hoved, som han ikke engang gad reflektere over. - 'Hvorfor gjorde du dét?' - 'Instinkt.' - 'Ikke andet end instinkt? Hvad med tøsen?' - 'Ella er vel Ella.'
Andrew bed sig hårdt i læben. Overdøvede den indre monolog ved at skabe et billede af hele Sky City i sin hjerne - som et kort, der var sammensat af alt, hvad han kendte til byen og dens kurvede gyder og nedadgående passager mod nedre by. Men tiden var knap - de måtte finde et rør. Andrew drejede skarpt til venstre, irritabel over, at han måtte bruge sin energi på at overveje i tankerne, hvad han i grunden mente om Lorenz-tvillingerne udover, at de var allierede. Det var tydeligt, at denne situation ufrivilligt ville knytte dem tættere sammen. Det havde han hverken tid til eller brug for. Andrew bremsede brat op foran et rør, så Jesse brasede lige ind i ham med Elaine. Andrew mærkede, at han smilede. Han skyndte sig at tørre smilet af ansigtet, før han med bister mine vendte sig mod Jesse og Elaine. Øjnene ulmede stadig af vrede, men raseriet var næsten erstattet helt af et skælmsk skær. Han hørte Elaine sukke.
"Ind med jer," sagde han brysk og tastede de rigtige koordinater ind på panelet.
//Ud med os
|
|
|
Post by Josephine on Oct 28, 2012 0:21:48 GMT 2
Døren gled i. Der var ikke noget klik. Pigen låste ikke. Morgan så ned. Hendes arme hang. Hendes hænder var åbne. Hendes hud var kold. Der var hans blik på hende. Et blik hun ikke mødte. Var det hende der skulle sige noget?
Der lagde sig noget imellem dem. Omkring dem. Den totale stilhed. Hun kunne høre hans vejrtrækning. Morgan kunne mærke hans splittelse. Havde hun ødelagt ham? Brugt ham som et strykke legetøj, men ikke kærligt og med elskov, og nu virkede batterierne ikke.
”Morgan ...”
Hendes blik åbnede sig for hans. Hendes brune øjne blev suget ind i ham. Hans pupiller udfoldede sig og Morgan faldt ind i dem. Michael betonede hendes navn. Det at han sagde det ... hun ville ikke vise hvor meget det påvirkede hende. Hvor ondt det gjorde. Hun ville flå ham i stykker. Fortærre ham. Hun følte sig et øjeblik som et dyr der ikke kunne andet andet end at ødelægge det som skadede hende. Hun forestillede sig en lang arm der ville gribe fat i Michael og slæbe ham væk. Hun havde drømt om træer. Hun havde drømt om græs. Hun havde drømt om blade der var øjne og som skar hende i små dele.
Betød det her at hun aldrig kunne ændre sig? Ville det altid gøre ondt? Hvorfor efterlod det her hende så forbandet kold?
Skulle hun svare? Var det han ville have? At hun sagde noget? Skulle hun bare læne sig lidt frem og lade ham gribe sig. Lade ham lukke sine arme omkring hende? Var det bare et næsten uhørligt ja der skulle til?
Som en stenstøtte var der intet. Michael der havde rakt ud efter hende med hendes eget navn, ventede tydeligvis på at hun nu ville sige noget. Der var bare ingen rap linje. Der var faktisk ingenting. Hvorfor var det hende der skulle gøre det hele? Hvorfor var han ikke en lige så stor del af det? En rynke viste sig mellem hendes bryn. Hendes øjne kom tilbage. Hun var ikke suget ind i ham længere.
Hun forstod. Morgan forstod godt hvilke følelser der gik igennem ham Hun havde bundet ham på hænder og fødder. Nu stod hun der som et sadistisk monster og holdt ham hen. Hun reagerede ikke på ham. Hun så ned når han så på hende. Ville ikke konfronteres med alle det her. Kunne de starte fra ny og aldrig møde hinanden? Nej. Nej det ønskede hun jo ikke.
Morgan drejede hovedet og hendes hals strakte sig. Hendes stemme var virkeligt lav. Vendt væk fra ham men ikke desto mindre kun til ham. Hun kunne bare ikke sige det og se på ham.
”Den eneste løsning er nogen gange at blive og kæmpe også selv om ... selv om du,” hun så ham lige ind i øjnene ved det ord. Drejede sit ansigt og så på Michael. Hans ængstelighed, ”allerede har sejret.”
Hendes øjne faldt igen til jorden.
”Du har allerede ødelagt mig.” Øjenlågende mødtes og klemte sig sammen som to elskende der havde savnet hinanden. Som hun burde gøre med Michael. I stedet for lignede det at hun havde ondt. Så blødte Morgans ansigt op og et skævt smil viste sig. Hendes udstråling vidste den samme sexede Morgan de fleste så hver dag. En hånd i siden, noget noncharlant over hendes bevægelser og at kast med hovedet så håret gjorde den ene skulder fri.
”Dig og mig, wonderboy, hvad siger du til det?”
|
|
|
Post by Tenner on Oct 28, 2012 22:55:06 GMT 2
MICHAEL:
Det føltes som timer de stod og så på hinanden. Ingenting blev sagt imellem dem, men hvor Michael var rimelig afklaret med hvad han ville have, der var Morgans rodede sind tydeligt. Han ville have hende og så måtte han tage alt det der end måtte følge med, når det kom. Så længe det betød at han kunne have hende og hun ville have ham, så skulle han nok klare det. Hvad han gjorde hvis hun sagde nej tak og bad ham hviske alle forhåbninger væk, vidste han ikke hvad han lige hvad han skulle gøre.
Men så åbnede hun munden og han holdte ubevidst på vejret.
”Den eneste løsning er nogen gange at blive og kæmpe også selv om ... selv om du, allerede har sejret.” Hun fjernede sit blik fra ham. ''Du har allerede ødelagt mig.''
En rynke mellem hans øjenbryn viste hans forvirring. Hvad mente hun med at han havde sejret og at han havde ødelagt hende. Var det sådan hun så det? At det for ham blot var at vinde hende og at det ville være en sejr over hende. Han forstod det ikke. Han ville jo gerne have at hun var glad for ham og hvis hun følte sig ødelagt... Var det så fornuftigt?
Fornuft eller ej, det gled til side da Morgan blødte op og den som han kendte fra Lou Lou viste sig og hans nervøst, bankende hjerte sprang et slag over og han kunne ikke lade være med at smile. Et stort drenget smil. Han kunne ikke styre sit øjebliks glæde over at hun ikke afviste ham gik han over til hende, et skridt og afstanden mellem dem var ikke eksisterende. I en hurtig bevægelse lagde han armene om hende og trykkede sig ind til hende. Det var den omfavnelse som han havde gået og higet efter. Hendes varme, hendes duft af citrus, det hele - Hun var virkelig nok og ikke bare en skygge som i hans dagdrømmerier de sidste ti dage. Han løsnede omfavnelsen og så på hende, stadig med samme smil og livet var tilbage i hans brune øjne.
''Hvis du vil, så siger jeg ja tak.''
|
|
|
Post by Josephine on Oct 29, 2012 12:46:30 GMT 2
Armene lukkede sig om hende og Morgan følte hun blev slået i maven. Hun lagde sit ansigt ind mod hans hals og knugede ham. Varmen fra ham antændte hende. Den kolde hud brændte. Hans duft der sendte bølger af fryd gennem hende. Måden han fik hende til at føle sig svag på. Hendes arme var rundt om ham. Hun længtes efter at trække bånden ud ag hans hår og se det falde om hans skuldrer. Hun ville køre hænderne igennem det. Høre ham stønne i ekstase. Hun ville have ham til at hviske hendes navn. Morgan ville fjerne tøjet og lade hendes tunge lege på hans herlige hud. Hvad troede han selv de bukser gjorde ved hende? Hans faste røv som man ikke kunne lade være med at ville sætte tænderne i. Hun ville bide ham i skulderen mens han fik hende til at ryste ukontrollabelt. Lige nu kunne hun mærke hans stærke muskler presset mod hendes mave. Hun kunne mærke benene og følte allerede hvordan hårene på dem pirrede hendes egne ben. Hun drømte om at lade fingerne glide ned af hans mave, til de gyldne krøller.
Der var så mange ting hun burde sige til ham. Jeg kan ikke få børn længere. Jeg er en jaloux heks. Jeg har brug for min frihed. Jeg dør uden dig ... Da han trak sig væk fra hendes snørrede Morgans hals sig sammen. Hun mærkede at hun havde overladt hele sin vægt til ham og nu var hun uden støtte. Hvorfor gav hans slip? Hun så op på ham men der var kun kærlig ømhed i hans øjne.
Hun ville ikke besvare hans spørgsmål. Kunne ikke slide sit blik fra læberne der holdt på hendes forløsning. Hans tunge bagved dem. Deres læber mødtes. Hendes puls steg. Hendes indre blev flydende. Morgan lukkede ikke øjnene men så ind i hans som hun kyssede ham. Hun prøvede at sige alt det hun ikke kunne. Mest af alt prøvede hun at sige at hun havde brug for ham. At det her ville og kunne hun ikke leve foruden. Hun kyssede ham som hun tvivlede på at han var blevet kysset før. Hun vidste hvordan og hvad der var rart. Hun var ikke for meget og mest af alt var kysset kun en slags optakt. Hun pressede sin krop mod ham. Kunne og ville ikke lade være.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 29, 2012 18:49:10 GMT 2
GABRIEL
Hendes fingrer mod hans ansigt og hendes krop mod hans. Gabriel gav slip på hende.
"I kan ikke blive stående her," sagde en tekniker med et undskyldende smil og et træk på skulderne. Ikke at Gabriel så på ham. Han flettede sine fingrer ind i Maddies og gik helt bag scenen. Han så på hende. Vidste ikke hvad der nu skulle ske.
"Småkage?" han vidste ikke hvorfor han sagde det og var også ved at snuble over en ledning. Han smilede og klemte hendes fingrer. Dåsen stod hvor han havde efterladt den. Han rystede på hovedet af sig selv.
"Eller hvad skal der ske nu?" han så nervøst rundt som ville nogen tage Maddie fra ham, men ingen nærmede sig dem nu. Han ændrede stilling og lagde en arm om hendes skuldrer.
"Du var bare så god," som kunne det ikke siges nok.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 29, 2012 23:25:28 GMT 2
MICHAEL:
Kysset var nok svar for ham og alle de ti dages ubehagelige forstillinger om hvad denne dag kunne bringe sivede ud af ham i takt med at hans hjerte rytme sted. Det var et kys fra Morgan der indeholdte så meget mere end blot kødelig lyst og det var så fuld af følelser at han blev hel stakåndet af det. Han havde savnet hende, hele hende og bare varmen fra hendes krop, der var helt tæt op af hans fik ham op at ringe. Han kunne ikke få nok af hende og ville ikke slippe hende lige foreløbigt, hvis nogen sinde.
Og hans indre blev ikke tilfredsstillet, selv om det lige havde forlangt at afstanden mellem dem skulle fjernes. At han bare skulle lægge armene om hende var ikke nok for ham nu og han forbandede at der var begrænsninger på lige nu. Joanna der var ude på toilettet, koncerten som de nok godt - med lidt snilde, kunne liste sig fra, men han skulle ind til Maddie. Så måtte Morgan bare følge med, for det drejede sig om minutter, men aller helst ville han bare have hende alene. Helt for sig selv og ikke her ude på en gang hvor folk gik forbi. Der var så mange ting han gerne ville fortælle og vise hende, for selv om det kun var 10 dage der var gået, havde det føltes som en evighed. Hvad havde hun lavet?
Han holdte om hende og var fuldstændig fortabt i kysset, den ikke eksisterende afstand mellem dem føltes stadig al for stor og han trykkede hende ind til sig. Måske havde han følt sig lettere trængende i løbet af dagene, men det var intet imod nu. Det optakten i kysset, der fik ham op at kører og varmen fra hendes krop, følelsen af hendes læber og tunge, og hendes bløde hud kjolen afslørede ved at være hel stropløs. Det krævede hele hans vilje styrke ikke at gå fra det hele med det samme, sammen med Morgan, og finde deres eget lille private sted oppe over Lou Lous. Eller måske hans eget værelse, hvis hun kunne lide det. Men storebror pligten lod ham alligevel blive.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 30, 2012 13:56:30 GMT 2
MADDIE:
Det blev bedt om af en teknikker at flytte sig lidt væk og det var vel forståeligt. De var i det område hvor folk der skulle på scenen og optræde stod og ventet, og det var Maddie jo ikke længere. Hun fulgte med Gabriel da de gik lidt væk fra det hele og han tilbød hende en småkage. Med et sødt smil og et nik tog hun en. Ikke et øjeblik var hun i tvivl om at den ville smage himmelsk og det gjorde den virkelig også. Hun havde heller ikke fået noget af spise hele dagen så pludselig kunne hun mærke hvor sultes hun faktisk var.
Hun kunne ikke lade være med at smile, da hun bemærkede det let nervøse blik Gabriel kastede ved sit spørgsmål.
''Bare rolig, der går en times tid før familien kommer her hen. Indtil da er jeg kun din.'' Hun ville virkelig gerne have kjolen af og bare iføre sig sit normale tøj, hvor hun ikke følte sig så nøgen som lige nu, men hun havde lovet Joanna ikke at skifte før pigen havde set Maddie tæt på. En tanke ramte pludselig Maddie.
''Kom, du skal se noget.'' Hun trak ham med sig, væk fra hvor de stod og hvor folk gik frem og tilbage fuldt optaget i at få scene teknikken til at virke, så folket kunne blive underholdt. Maddie førte ham ned til en lille gang, hvor døre med navne var på hver side. Selvfølgelig havde Ofelia fået de første og største, men hun var også showet store stjerne.. Hun var ihvertfald den der uden tvivl ville blive talt om flere måneder efter. Det var jo ikke svært at gætte på det her tidpunkt hvad Maddie skulle til at vise Gabriel og de stoppede også ved døren med hendes eget navn på. Det var ikke et stort og prangende omklædnings rum hun havde fået, men alligevel var det større end både hendes eget værelse og det værelse hun havde delt med Joanna før. Hun åbnede døren og fremviste det til Gabriel. Ikke meget personlighed var der over det, men Maddie havde jo også kun fået det for idag. En lille slidt sofa, et make up spejl og en stol stod i den anden ende og et stativ med hendes eget tøj hængene var de eneste ting der var der inge. Jo og en plante af plastik, som hun endnu ikke havde forstået hvorfor skulle være der, men det var åbenbart til at gøre det mere hyggeligt. Men det var trods alt et sted hvor de ikke stod i vejen og var alene.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 31, 2012 16:03:20 GMT 2
Hun havde vendt ham ryggen en gang og var nu kommet tilbage. Kunne hun gøre det igen?
Men det var ikke det egentlige spørgsmål: Hvorfor ventede han på hende? Hvorfor var han ikke gået? Hvorfor havde han ikke vendt ryggen til? Egoismen i hende var til at le ad. Havde Morgan måske ikke regnet med at han ville være der? Havde hun oprtigtigt været bange for at han ikke ville have hende?
Hun mærkede hans arme der knuste hende ind mod sig og hun bekom sig vel. Hun følte at hun for første gang slappede af, samtidig med at hun var ophidset ud over alle grænser. Morgan ville ønske at han ville sige hendes navn. Hviske det i hendes øre. Hun ville blive stående sådan her for evigt. Væk fra alle mennesker og samme sted. Eksistensen af hende bestod af at hun nu kunne kræve at være hans. Tænk sig at kunne sige hun var hans ejendom og mene det. Hans glæde var hendes glæde. Afhængigheden var overvælden.
Måske forløsningen med ham ville løse noget. Morgan var ingens og alles. Hun var kvalificeret syg langt ind sjælen og i hvert fald i hovedet. Her stod en mand der ønskede at hun døde når han ikke var sammen med ham. Hvorfor lærte han hende de her ting som hun ikke havde bedt om.
Hun ville aldrig blive god nok til ham. Hans rene blik brændte hendes sorte selv.
Jeg vil lyve for dig, min elskede. Jeg vil stjæle fra dig, elskede. Jeg vil dø for dig. Vil du kunne forstå den kærlighed? Vil du forstå det jeg kan tilbyde dig, som ingen ellers har fået?
Kysset stoppede. Hun vidste ikke om det var hende selv eller Michael. Om det bare var sket naturligt. Hendes krop føltes som i kramper. Hun kunne mærke det nede i sine tæer. Hvor meget hun tændte på bare at kunne mærke ham.
”Kan vi gå?” det eneste i hendes hoved. ”For, åh baby, jeg begærer dig mere end du kan fatte.”
|
|
|
Post by Tenner on Oct 31, 2012 21:12:38 GMT 2
MICHAEL:
Han skulle til at nikke ved hendes spørgmål. Kysset havde gjordt ham hel ør og fortabt, og pligterne omkring ham var forsvundet. Men ikke i lang tid. Han kom i tanke om Joanna som nok var færdig om få øjeblikke og Maddie som de skulle ned til også. Medmindre Morgan ikke kunne komme med, af alle mulige kedelige reglementer med folk bag scenen, så ville han finde sin lille søster senere og give hende et knus der ville slå luften ud af hende. Men han gav ikke slip på Morgan. Ikke nu og ikke idag og ikke nogensinde hvis det stod til ham. Men han kunne følge hendes ord. At skulle vente lidt endnu med at være alene med Morgan, føltes som om han var en tørstende mand der måtte sige nej tak til et glas iskoldt vand for en time mere, mens han kunne se på det. Han begærede hende. Helt ud til fingerspidserne og der var alligevel uendelig flere ting i det end bare simpelt lyst til sex. Med Morgan havde det ikke bare været sex og at det skulle være det nu tvivlede han stærkt på.
''Ikke endnu,'' Han bed sig i læben kort, tydeligvis irriteret over at ting skulle forhindre dem i bare at stikke af fra hele det her arrangement.
''Først Joanna, og så Maddie. Jeg har lovet at komme ned og være glad på hendes vejne et par minutter, men så kan vi skride.''
Han sagde det ikke, spurgte ikke om hun ville med, men hans øjne viste at han for alt i verden ville have at hun gik med. Han ville ikke mangle hende igen efter så mange dage og det drejede sig om et par minutter han lige skulle være familiær. Han ville gerne se Maddie og fortælle hvor godt hun havde gjordt det, men Morgan fyldte så meget i hans liv nu at hvis hun ikke kunne komme med bag scenen fordi hun ikke var et familie medlem, så ville han se Maddie senere.
''Begæret er gengældt, Morgan.'' Sagde han med sit skæve, charmerende smil og havde lænede sig den smule frem så hans læber strejfede hendes ører.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 1, 2012 11:05:07 GMT 2
Morgan kunne ikke holde det tilbage. Et fortvivlet ’arg’ tilbage. Selvfølgelig skulle han alt muligt. Han dæmpede det var at være så tæt på hendes øre. Hans åndedrag der føltes velkendt. Det måtte han ikke gøre ved hende. Ikke det her. Michael skyldte at gå med hende nu. Armene med hænderne enden afsøgte hans arme, hans ryg for at ende i hans baglommer og mærke hans røv. Den perfekte rå masse af mandighed.
”Jeg kan ikke blive,” sagde hun med en kælen stemme, blandet med tristhed over det faktum. Men så slog noget andet igennem og Morgan kneb øjnene sammen.
”Hvem fanden er Maddie?” Alle forsvarsværker var oppe. En eller anden trunte som Michael kneppede på sidelinjen. For så ville Morgan fandme slå kællingen ihjel. Intet i hendes hjerne slog klik, for han havde fortalt om alle sine søskende. Hendes hænder var oppe af hans lommer. Hun virkede måske en smule truende.
|
|
Emsen
Full Member
Posts: 149
|
Post by Emsen on Nov 1, 2012 16:39:59 GMT 2
Tessa havde lyst til at sparke til et eller andet. Dårlige nyheder havde bare aldrig været hende. Hvis Jones ikke snart gjorde et eller andet, ville hun ikke tøve med at sparke til alt omkring hende, mennesker, stole. Ligeglad med hvad Jones familie tænkte. I hvertflad lige i øjeblikket. Senere, når de ikke ville lukke hende ind i deres hus for dårlig opførsel, ville hun måske - kun måske - fortryde at hun havde sparket en eller andens knold ned i det hårde betongulv.
Og siden hvornår havde hun ikke kunne gå for at være i familie med ham? -Siden... Siden alle begyndte at tjekke ens ID eller hvad? Hvad fanden var det for en verden at leve i, hvis hun ikke engang kunne mase sig ind til Jones søster back-stage?
''Efterfølgende er jeg din til imorgen. Kan det gøre op for at du lige skal lide en times tid mere? Det er trods al mig vi snakker om.'' Jones kunne mærke hvordan det pissede hende af, hvordan alle lige nu pissede hende af. Han smilede så hans tænder vistes. Glimtet i øjet. Alt sammen planlagt, så hun ikke kunne sig nej. Den snedige.....
Den værste vrede havde lagt sig nu. Hun kunne ikke stå for.. Det han lavede... smilet. Glimtet i hans øjne, glimtet der legede med hende. Og ikke mindst ordene som sagde at hun faktisk havde ham. Lige i de få timer, som et døgn indeholdt. Hun egede ham sgu i den tid.
"Okay, golden boy, der reddede du den lige" Tessa grinede.
Humørsvinginger. Fuck det.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 1, 2012 18:53:51 GMT 2
MICHAEL:
Kunne hun ikke blive? Var det rigtigt eller sagde hun det bare for at få ham til at gå med sig? Tristheden var tydelig i hans øjne som den var tydelig i hendes stemme. Hvorfor skulle hun ikke kunne blive her, sammen med ham og ingen andre steder. Hendes hænder i hans baglomme gjorde hans tanker uklare og hvad han ville have sagt for at få hende til at blive forsvandt. I stedet ville han bare have hende. Fuldstændig, helt og holden uden at vente. Men pludselig trak hun hænderne op af hans baglommer og man skulle være blind for ikke at se hvordan hun satte mure omkring sig med sine sammenknebne øjne. Hvad havde han sagt?
''Hvem fanden er Maddie?''
Da det gik op for ham hvad det handlede om kunne han ikke lade være med at le. Le af det absurde at han skulle være sammen med en anden pige og så Maddie. Hans egen søster, som han da havde fortalt Morgan om. Men Morgan havde åbenbart glemt hvem Maddie var. Med et smil tog han hendes hænder igen.
''Maddie er min lillesøster, hun var på scenen for lidt siden.''
Han kunne ikke lade vær med at smile. Han veg ikke tilbage for hendes truende mine, for der var intet forkert i det han havde gjordt.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 1, 2012 20:25:22 GMT 2
Et flash af røde krøller støg forbi hendes øjne. Et kys på en sminket kind og en krop der ventede spændt. Frygtsomt.
"Er hun din søster." Morgan referede ikke til navnet, men til den pige hun havde mødt. Den pige der havde stået på badeværelse da Morgan kastede sæd op. Hun håbede fandme ikke at hun ville kunne genkende hende, hvis de mødtes. Det ville være fatalt og ødelæggende. Men på den anden side, pigen lagde sgu nu ikke to og to sammen. Morgan var ikke Ofelia og selvom hun havde integreret noget Morgan i Ofelia var det ligeså den anden vej rundt.
"Din søster," sagde hun, gentoh hun og rystede på hovedet med et smil. Hun var langt ude. Alt for langt ude. "Se hvad du gør ved mig."
|
|