|
Post by Tenner on May 20, 2013 15:37:29 GMT 2
''Fortalt mig om din første gang,''
Lød hendes blide stemme og en lille latter undslap ham. Mest fordi det kom bag på ham at Morgan ville vide lige det, og fordi historien var temmelig komisk. Hans øjne var stadig lukket, men han holdte sig dog vågen. Det vidnede hans hånd der kærtegnende fulgte den bløde hud på hendes overarme. Op og ned, som ind printet linjer hans fingre fulgte.
''Jeg har vidst været omkring de 15 og havde et vædde mål med en af mine venner kørende. Noget om at den der først scorede en pige, uden at der var alkohol eller følelser fra vores side indblandet, fik håneretten. Han havde bare ikke lige tænkt over at jeg havde den her pige liggende i baghånden, som jeg for sjov havde givet lidt ekstra opmærksomhed de seneste par dage ... Så galant fik jeg hevet hende ud at spise, hvor hun vist gav og jeg fik charmeret mig hjem til hende.''
Han havde faktisk været temmelig streng over for hende, men det generede ham nu end ikke den dag idag, selv om han godt kunne hører hvor tarveligt det var nu. Og havde det været en af hans egne søstre, så havde han jo smadret fyren.
''Vi nåede faktisk kun hele vejen, fordi jeg lod som om jeg havde prøvet det før. Men lige inden vi begge nåede at komme brast tøsens mor ind af døren og farede i flint. Eller egentlig besvimede hun midt i det hele og vågnede efter jeg havde fået tøj på og så smed hun mig ud.''
Pigen havde ikke turde tale med han nogen sinde igen, og de gange han havde mødt hendes mor på gaden, havde damen sat næsen i sky og gået videre. Michael og Jones havde bare rullet på gulvet af grin, da Michael havde fortalt om det, for moderens ansigt havde været det hele værd. Og sevfølgelig havde Michael vundet håneretten. Det havde trods alt også været Simon han havde væddet imod.
|
|
|
Post by Josephine on May 20, 2013 16:20:12 GMT 2
Morgan lo. Dét var en rigtig pralehistorie. Og så alligevel ikke. Tænk sig ikke at komme. For en fyr. De måtte være blevet afbrudt temmeligt hurtigt. Mens han talte lød han som hende. Et væddemål. Ingen følelser. Lod som om han havde gjort det mange gange. Løgn og svig for at få det han gerne ville så han kunne håne sin ven for ikke at have gjort det samme. For Morgan lød femten som en gammel alder, men han kunne jo have spillet den af siden han var 12, så hun skulle da ikke dømme hvis han bedre kunne lide sin hånd. Moren der besvimede. Den havde Morgan alligevel ikke prøvet. Hun havde været sammen med en der var besvimet da han kom. En temmelig korpulent fyr der bare faldt ind over hende med dødvægt. Det havde både været skræmmende og frygteligt pirrende.
"Og sådan mistede du din uskyld," sagde hun lavt og hev blidt i hans endnu lange hår.
|
|
|
Post by Tenner on May 20, 2013 18:02:55 GMT 2
''Ja, så galant.''
Og han kunne heller ikke forstille sig at gøre det anderledes. Michael havde trods alt altid været glad for opmærksomhed, og den historie havde vitterlig været sjov at fortælle rundt om bordet. I det hele taget var der meget få ting i Michaels liv, som han vitterlig fortrød. Måske at han det seneste år ikke havde været der på samme måde for sine søskende, men med alle valg han tog, tog han også konsekvenserne med.
''Hvad med din?''
Den var garanteret meget anderledes i forhold til hans egen.
|
|
|
Post by Josephine on May 20, 2013 19:17:51 GMT 2
Hendes første gang. Hun fnøs. Tænkte tilbage på en anden tid.
"Jeg fyldte snart tolv. Jeg tror han havde noget for skravlede piger, men skammede sig vel og tog mig bagfra mens jeg lå over fryseren i depotet."
Jonas. Han havde duftet godt. Hun havde så længe lagt op på sin akavet lillepige facon. Hænder forkerte steder. Fingerkys. Fnis. Siddet på hans skød. Vist lidt for megen hud. Det havde været et påskud, spurgt om han ville hjælpe hende med at bære en kasse og så stod de der alene. Havde hun været spændt? Morgan huskede den klare smerte og hendes smertensudbrud som han tolkede forkert. "Kan du lide det?" grinede han. Stønnede. Han kom. Men det havde heller ikke været hans første gang.
Var hun seksuelt drevet eller ville hun bare gerne have opmærksomheden? Føle sig bare en lille smule beundret og elsket. Der havde ingen kærestedrømme været og det havde været hende der lagde op. Efter det begyndte hendes krop at forandre sig stille. Hun begyndte at optræde i baren. Hun blev mere ryggesløs og hun forførte flere. Smerten havde hun dengang troet var en del af det at have sex.
Men hendes ord til Michael havde latter i stemmen. Måden det blev leveret var kontant og kynisk med den spottende glæde der lå i det. Hun tænkte ikke engang at det var sygt og forkert. Jonas havde dengang været flot. Sidst i tyverne. En voksen mand der havde sin gang i baren. Efter den dag kom han ikke mere. Det havde mere end noget andet fået hende til at føle at hun ikke var god nok. Måske var det derfor hun prøvede det igen. Og igen. Til mændene sukkede over hende, stønnede hendes navn og kom tilbage efter mere.
|
|
|
Post by Tenner on May 20, 2013 20:15:27 GMT 2
Morgans stemme virkede ikke til at direkte afsky den mand, som tydeligvis havde et eller andet galt i sit sind for at ville tage en lille pige på den måde. Sky city var måske pæn på overfladen, men kiggede mand i krogende, var der stadig syge personer til her oppe.
Han havde haft hel ret. Hendes historie var helt anderledes end hans. Den var vel langt fra hvad alle havde prøvet, forhåbentlig. Hans hånd afslørede hans tanker. Det ubehagelige i at forstille sig Morgan som en lille pige, end ikke teenager, blive lagt over fryseren og taget bagfra. Hele den forstilling fik hans hånd til at stoppe sin vandring op og ned af hendes arm og i stede for tage fat i den. Ikke hårdt.
''11 år!'' Det var ikke meget han kendte til Morgans baggrund. Man havde vel hørt sit på Lou Lous og fra første gang han var trådt ind og havde set hende på scenen, havde han været betaget af hende. Han havde spurgt lidt rundt omkring for at vide hvem hun var, og havde da fundet ud af at hun fra en tidlig alder havde ladet mændene falde på knæ for sig. Men så tidlig.
''Sådan et svin,'' Sagde han en smule muggent og uden rigtig at råbe op omkring det. Han kunne jo intet gøre ved det jo alligevel, og kendte ikke hele historien, fordi Morgan havde været sparsom ved fortællingen.
|
|
|
Post by Josephine on May 21, 2013 22:07:28 GMT 2
Morgan lo. Hun havde aldrig tænkt på Jonas som et svin. Han var en masse andet. Ikke et svin. Han var bare fyren der havde taget hendes mødom.
"Han var bare fyren der tog min mødom."
I rækken af mænd Morgan havde delt seng med var han bestemt ikke den værste. Han havde så heller ikke på nogen måde været god. Det var jo så en anden side af sagen. Hun havde kunnet lide hans kys. Måden han så på hende, mens hun lagde op til ham.
Hun strakte sig igen og kyssede Morgan.
"Du var bare fyren der tog min fornuft," sagde hun og så på hans glinsende øjne i mørket. "ER det så meget værre?"
|
|
|
Post by Tenner on May 22, 2013 7:20:58 GMT 2
Det gav ham stadig myrekryp ved tanken om at Morgan blot havde været 11 år. Måske var det fordi han var storebror at det gik ham så meget på som det gjorde, men hendes læber fik ham til at skubbe det til side. Det var fortid og Morgan virkede jo ikke videre ramt af det, tvært imod.
''Du var bare fyren der tog min fornuft, ER det så meget værre?''
Hans finge flettede ind i hendes hår, som så mange andre gange. Han havde åbnet øjnene igen og så lige ind i hendes.
''Det kommer vel an på, hvordan man ser det.'' Et lille smil prydede hans læber og han rykkede hoved lidt på skrå, uden at stoppe øjenkontakten.
''Du tog jo også min, så vi er vel ligeværdige i det.''
|
|
|
Post by Josephine on May 22, 2013 10:25:25 GMT 2
Morgan lo stille. Hæst. Der var hakkende i hendes stemme.
"Det gør jeg ved alle," sagde hun. "Sådan er jeg indrettet."
Det betød bare mere at han havde taget hendes. Dét han havde fået hende til at gøre uden at spørge, uden at vide hun havde gjort det. Han havde virkeligt erobret hende. Han havde med lette fingre strøget sig vej ind og som en dygtig listetyv sjålet hendes fornuft så hun ikke længere kunne finde sig selv i det. Hun havde ikke ønsket det. Ønskede det stadig ikke, på nogen måde. Dét var en ting der var helt sikker.
"Desuden, Wonderboy har du nok prøvet det før."
Hun mente dét at sige til nogen at han elskede dem. Han virkede bare som den slags fyr.
|
|
|
Post by Tenner on May 23, 2013 7:08:28 GMT 2
Det kunne hun selvfølgelig have ret i. Man skulle bare se på en som Simon, så vidste man at hun havde ret. Og Lukas, som havde kunne være sammen med Morgan, på trods af at han havde Nicole. Michael havde ellers syntes at Lukas var en fin fyr indtil nu. Idioten havde garanteret bare stukket halen mellem benene og ikke turde sige det til Nicole.
''Desuden, Wonderbay har du nok prøvet det før.''
Instinktivt vidste han hvad hun mente med det og han skulle ikke bruge lang tid på at tænke over, hvad han skulle sige til det.
''Nej,'' Han lod sine fingre fjerne en lok af hendes hår, der var på vej over hendes ansigt. ''Jeg har aldrig prøvet det her før. Jeg har aldrig sagt til nogen, ud over min familie, at jeg elskede dem.''
|
|
|
Post by Josephine on May 23, 2013 12:17:01 GMT 2
Morgan var glad for mørket og at hun bare kunne kysse ham ganske blidt. Hun kunne ikke selv taget ordet i sin mund. Ikke lige nu. Det virkede for meget. Men hun skulle elske at han sagde det til hende.
"Jeg er så speciel," sagde hun og kyssede hans kind.
Hun mærkede det vælde det op i sig. Det skulle bare lige overstås. Hun havde ikke troet at det ville være så svært, men det var det alligevel. Hun kunne lide at han lå her og at han havde været sammen med hende hele aftenen. Hans arm om hende. Det føltes godt. Det var bare ... Hun ville jo også ham. For meget. Det var ikke godt. Det var det ikke vel? Hun havde haft ti dage til at finde ud af det og hun havde valgt ham. Sådan var det. Hun lå her i hans seng. Nød hans duft og hans lækre glatte hud. Så kunne hun tænke på alt andet når han sov.
|
|
|
Post by Tenner on May 23, 2013 14:42:41 GMT 2
Michael tog en dyb indånding og lod sig slappe helt af, da hun kyssede ham på kinden og lagde sig mod ham. Han havde armene om hende og øjnene lukket igen.
''Det er nu også meget rart,''
Et smil kunne skimtes i mørket og han mente det godt. Morgan var anderledes i nærmest alt, sammenlignede man hende med piger på hendes alder. Hun skilte sig ud og gjorde opmærksom på sig selv hele tiden. Spurgte man hendes forældre, var hun vel også født til at være anderledes end alle andre. Speciel. Et stjerne talent. Men Morgan gjorde oprøre og var speciel på alle andre måder end hvordan de ville have det, med undtagelse af når hun stod på scenen på Lou Lous. Og ikke mindst var hun specielt for ham. Måske havde hun stjålet mange hjerte gennem tiden og knust dem, men det gjorde hende nu ikke mindre særlig for ham. Hvorfor skulle det?
Trætheden var ved at tage over og han kunne mærke at hans opmærksomme tilstand gled lige så stille til side, til fordel for drømmenes verden.
|
|
|
Post by Josephine on May 25, 2013 22:29:17 GMT 2
Morgan strøg hans brystkasse. Hun strøg hans hår. Hun kyssede hans kind. Hun hørte hans åndedræt blive tungere og hun nynnede så sagte at det næsten ikke kunne høres. Mørket omfavnede hende lige så meget som hans arme. Hun vidste at det her ville gøre så langt mere ondt på hende i det lange løb end på ham. Jo hun ville glemme, fortrænge og udelukke. Alt det hun gjorde bedst. Drømme var for tåber. Det vidste hun. Men alt hun rørte ved døde. Rådnede. Blev ondt. Hun ønskede ikke at det samme skulle ske for Michael, men skulle hun virkeligt stille ham i den situation hvor han skulle vælge mellem sit liv og hende? Hun havde jo allerede valgt ham. Stået som Ofelia den klamme luder og solgt sig selv for en mands skyld. Hans skyld.
Hun blev ved med at nynne den ældgamle sang som hun huskede bedst. Augustine flød så let fra hendes læber og hals, som den første gang de havde været sammen. Hvor ville hun gerne være i stand til at sove, men hun så bare på hans nøgne torso, på hans maskuline hage og de stolte kindben. Munden der selv i søvne havde et sløvt smil der fik hendes hjerte til hoppe. For evigt? Ja. Men hvad betød for evigt for hende? Troskab var ikke en af dem. Hun kunne ikke ændre så meget på sig selv. Hun vidste at de sidespring ville han se bort fra. Tvinge sig selv til det, men hun havde set hans ansigt både da han fandt ud af det med Lukas og drengene i hendes lejlighed. Hun havde set det på ham: 'Er det sådan her et forhold bør være?' Hun burde havde kneppet ham og ladet ham gå. Sagt tak for pik og så vedblevet at flirte med ham i baren. Så havde de være så meget nemmere. Virkeligheden var jo at det her var alt de havde. Følelser. En seng. Det at dele den. Dem. Følelser. Falde i søvn i en tryghed der var falsk, hvorfor hun nu så blidt og langsomt frigjorde sig fra hans favntag uden at kunne frigøre sig fra ham. Der lå to ting i det. Glenn og Dina kendte Michael, hans lejlighed var ikke svær at finde.
Hun tog sine løse bukser på og en stor T-shirt. I tasken lå hendes board. Kvalerne prøvede hun at lade blive i værelset men de blev uværgeligt pakket ned med hendes andre ejendele. Hun havde jo hele tiden vidst at hun ville gå når han sov. Så meget ville hun have af ham at det nok alligevel ødelagde ham. Han ville hade hende når han vågnede og hun var skredet. Hade hende. Det var nok bedst. For dem begge. Hun tog sin læbestift og skrev hen over den umonterede digitale billedramme med den røde klistrede, syntetiske masse
"JEG LØJ"
Hun havde en dårlig smag i munden. Sur. Fuck hun var en kælling. Sandt skulle det siges at hun aldrig som en tyv var listet væk om natten. Morgan Lou fortrød aldrig noget. Hun fortrød Michael. Alt sammen med ham. Hun ville hellere have været foruden. Foruden væsken på hendes kinder og den hikstende lyd hun prøvede at skjule. Foruden lugten af ham på sin krop. Foruden synet af ham alene på sengen, omfavnende dynen hvor hun burde være. Foruden hans ord der brænde inde i hende. Foruden det blik han havde sendt hende. Foruden hans kærlighed. Den slog ham ihjel.
Morgan åbnede døren og så sig tilbage inden hun lukkede døren bag sig. Sandsynligheden for at han ville finde hende var lille. Hun regnede ikke med at blive her, men at få Andy til at lukke hende ind i maksinrummet så hun kunne se på den opgave han havde givet hende. Og så ville Michael bare været et levn fra denne døende by.
|
|
|
Post by Tenner on Jul 21, 2013 21:36:19 GMT 2
Michael var langt væk i drømmens faste greb og bemærkede ikke at Morgan forsvandt fra hans favn. Var han vågnet af det, havde han aldrig ladet hende gå. Ikke uden protester.
Men det gjorde han ikke.
På trods af at de år hvor han var stået op inden solen stod op, var Michael aldrig blevet det store morgenmenneske. Han holdte af at sove længe og uden Morgan til at vække sig, sov han så længe som hans krop og sind forlangte. Eller det fortalte han ihvertfald sig selv, men en fornemmelse af at være alene i sengen, som ikke havde været der i nat fik ham til at mærke efter. Der var ingen. Han var alene og sengen var ikke en gang varm efter hende. Han satte sig noget slukøret op. Han stive muskler klagede, sammen med de blå mærker og flængen i øjenbrynet der sved. Han gned sig i det ene øje og prøvede at lytte. Men der var helt stille. Kun den konstante lyd af byens brummende maskinværk under dem var at hører, samt vildfugle der kvidrede ude for vinduet. Men ingen lyde af Morgan. Han kastede dynen af sig og kiggede ind på badeværelset, men hun var der ikke. Forvirringen var tung, sammen med søvnen der ikke helt kunne slippe ham. Havde igår været en drøm? På ingen måder for smerterne i kroppen var ægte sammen med alle de blå mærker der dækkede hans overkrop. Det ene mere mørkt end det andet. Men så bemærkede han det. Alle hendes ting var væk. Sko, tøj og den taske hun havde haft det i. Alle spor efter hende forsvundet. Var hun skredet?
Han fik trukket et par jeans på, ikke hel villig til at indse det og med hurtige skridt gik han ned af gangen og ud til fælleskøkkenet, der stank af fest fra igår. Men ingen Morgan her. Hvad fanden? Han vandrede tilbage til sit værelse og først der blev hans øjne fangede af den røde skrift på en af rammerne. Med sirlig skrift fra en rød læbestift var der hånligt skrevet: ''JEG LØG''. Før han selv opfattede det, lød der et ordenligt smæld. Han havde kastet rammen direkte mod væggen og den var splintret. Det var løgn. Han nægtede at tro på, at Morgan Lou havde vandret væk i nattens mørker. Hun var stukket af. Stukket af med halen mellem benene, skamfuld over at have forført ham. Havde hun ikke lige vist, at hun havde valgt at være sammen med ham efter de ti dage? Eller legede hun bare med ham? Alle advarslerne havde været oppe. Morgan var ikke en man skulle få følelser for, og alligevel havde han gjordt det. Men han nægtede at tro på at det hele havde været et spil for galleriet. Nægtede.
''Det er løgn!!!''
Med en aggressiv bevægelse tog han resterne af ting der lå på kommoden og kastede mod væggen, i ren afmagt. Han havde lige fået hende tilbage og så skred hun. Det var beskeden med ting han havde liggende fremme og til sidst løb han tør for skyts, så det næste blev hånden. Han hamrede den mod væggen, der gav en smule efter, men hans hånd var mere medtaget. Døren til badeværelset, som forbandt han og Jones' værelse, slog op og en noget fortumlet kopi af Michael stod i den.
''Hvad fanden har du gang i?'' Lød Jones noget rusten i stemmen og var forvirrede over sin brors vredes udbrud. Han var vågnet af larmen og det kunne han hører ude på gangen at han ikke var den eneste der var. Men han havde ikke tid til at tænke over det, da han så sin bror stå op af væggen. Rystende af arrigskab og med blod piblende frem fra knoerne på den hånd som han havde kastet mod væggen.
''Mic ...'' Jones lagde en hånd på sin brors forslåede skulder, men som en bombe gik Michael af og langede ud efter ham. En knytnæve ramte ham lige på kinden og slog ham helt ud i et øjeblik. Men Pax-brødrene slog sjældent kun en gang, så Jones var klar på det næste slag og nåede at få fat i sin brors knyttet næve, inden den ramte ham i siden.
''Michael! MICHAEL FOR FANDEN,'' Råbte han, for at få kontakt til sin tvilling der var blændet af raseri. Hvad var der dog sket?
De to brødre var temmelig jævnbyrdige, men med Michaels forslåede krop, tog det ikke lang tid før Jones havde ham i et fast greb på gulvet.
''Stop så!'' De pustede begge to og lige så stille kunne Jones mærke sin bror give efter. ''Kan vi snakke i stedet for at slå på hinanden?!'' Jones stemme var vred, men bekymringen lå lige bag det. Han havde aldrig oplevet Michael være så meget i oprør. Michael undgik Jones blik men nikkede. Jones gav slip og rejste sig på at stå, hvorefter han trak Michael op efter sig. Sikke en måde at vågne på! Dæmpede stemme lød ude fra gangen, men Jones kunne ikke tage sig af dem lige nu, eller sine hamrende tømmermænd, der ikke var blevet bedre af Michaels velrettet slag.
De satte sig på den uredte seng, begge med et suk og begge nærmest helt ens. Den ene måske mere håbløs end den anden. I flere minutter sad det bare der. Betragtede rodet der lå på gulvet af smadrede ting. Rammer og lerkrus som Maddie og Joanna havde kreeret. Michael gned sin hånd, og tørrede den smule blod af i bukserne. Det var ham der først brød stilheden mellem dem.
''Hun skred.'' Han så ned i gulvet. Hans stemme skælvede og han kunne mærke vreden vælde op i sig igen. ''Hun skred sgu. Midt om natten og sendte mig en sød lille besked om at det hele bare havde været en stor fed løgn.'' Han fnøs. ''Endnu større løgn. Hun stak halen mellem benene.''
Michael kunne ikke huske hvornår han sidst havde smagt salte tåre, og da aldrig over en pige, men vreden og afmagten førte åbenbart til de varme striber der løb ned af kinderne på ham. Sådan noget lort. Sådan noget fucking bullshit.
''Og jeg smadre dig hvis du siger, hvad sagde jeg.'' Tilføjede han og så på Jones, der rystede på hoved. Men Jones kunne nu aldrig finde på at sige sådan noget. Aldrig, heller ikke om han måske havde haft ret ... Og det vidste de begge to godt.
''Du ved ... De står alle sammen ude på gangen nu og er pisse nysgerrige.'' Sagde Jones efter lidt stilhed igen.
''Lad dem det. Jeg skal væk her fra nu.''
I et øjeblik troede Jones, at Michael mente at han ville flytte. Skride fra det hele og aldrig komme tilbage. Som om man kunne det i SkyCity. Men han ville ikke stoppe sin bror lige nu. Han kende følelsen. Følelsen af at man blev kvalt og ville væk. Michael rejste sig og gik ud på badeværelset. Flængen i øjenbrynet var sprunget op og efter lidt vandt i hoved og et lille plaster, så han næsten kun mere forslået ud. Men han var ligeglad. Han skulle væk fra den kvælende fornemmelse. Vreden var sivet ud af ham og en tom følelse lå i ham. Alt virkede formålsløst og det var ved at kvæle ham.
''Jeg ringer til dig om et par timer ... Jeg har bare lige brug ... Brug for lidt tid alene.'' Sagde Michael og trak en langærmet trøje over hoved og så på sin bror, der var ved at få et blåt mærke på kæben. ''Undskyld,''
''Du skal sgu da ikke undskylde bror, bare du lover at holde dig i live og hører jeg ikke fra dig om tre timer, så ved du jeg leder med lys og lygte efter dig.''
Et lille smil trak i Michaels læbe, men han end ikke forsøgte at få det til at nå øjnene. I et øjebliks stilhed kiggede de på hinanden og så forsvandt Michael ud af døren, forbi de beboer der havde samlet sig ude foran hans døre, fordi de var så pisse nysgerrig. Michael end ikke skænkede dem et blik og med faste skridt gik han ud på SkyCitys gader, med en destination i hoved.
|
|
|
Post by Tenner on Apr 23, 2014 20:30:54 GMT 2
Jones ville lyve, hvis han fortalte folk at han var fuldstændig afslappet omkring at Michael ikke havde givet lyd fra sig i over en dag. Sidst Jones havde set ham, var på Lou Lous, hvor de begge var skæve og temmelig ramt af alt hvad der var sket. Men det var egentlig først dagen efter at det virkelig havde ramt ham. De havde været med i et skud drama. Morgan var blevet skudt og hvis han og Michael var virkelig uheldige, så ledte politiet efter dem. Alligevel var Jones ikke det mindste i tvivl om hvor Michael var. Hos Morgan. Om det var godt eller skidt var svært at sige, for helst ville Jones bare have sin bror hos sig og banke noget fornuft ind i ham. Morgan havde tydeligvis smadret ham. På så mange måder, at Jones var bange for at hans bror aldrig ville blive den samme igen. Og selv om Jones var den tilgivende af de to, så ville han ikke kunne tilgive Morgan, for at ødelægge hans bror. Hans ene halvdel. Men Jones kunne ikke gøre noget lige nu. Han kunne ikke trække Michael væk fra hende, nu hvor hun svævede mellem liv og død, for så ville Michael hade ham ... Og det ønskede han ikke.
Så Jones kunne blot sidde på sit værelse, prøve sig at komme over hvad der var sket og hele situationen med Andrew kunne han ikke lige hel gennemskue, for det var egentlig temmelig sløret. Men servietten med den ældre fyrs nummer var i hans hånd og han havde siddet med den så længe efterhånden, at han kunne nummeret uden ad. Michael havde endelig givet lyd fra sig og forklaret hele situationen med Morgan. Hun levede og han havde fået hjælp af en gammel bekendt. Men Jones kunne mærke murene som hans bror havde sat op, selv igennem teleren og det skar i hans hjerte at hører hvor død hans brors stemme egentlig var. De havde sagt farvel og Michael havde lovet, at han ville komme tilbage snarest. Nu sad Jones så med dilemmaet. Skulle han skrive til Andy om at Morgan levede videre, eller skulle han vente. Han havde jo ingen anelse om hvad fanden Andy ville med den information, men så igen: Andy havde et eller andet tilhørsforhold til Morgan og han fortjente vel også at vide, om hun overlevede eller ej.
Jones tog sin teler og skrev.
''Jeg har fået et prej.''
Det eneste han skrev og så måtte Andy enten svare og få detaljer, eller selv gætte at Jones skrev netop det, fordi Morgan havde overlevet.
|
|
|
Post by Xazal on Apr 23, 2014 22:27:00 GMT 2
//Besked fra Andy: "Pis! Sydkanten?" ((Kan også læses i Høgen))
|
|